Akvarelmaleriets mysterier (23) - om visuelle formler og rigtige forkerte farver i akvareller fra Sydspanien

Malaga er den største by på Costa del Sol. Vi boede i et lejet hus på en bjergskråning i en mindre provinsby 12 km ved kysten nordøst for Malaga, med udsigt over Middelhavet og adgang til daglige morgensolopgange. Navnet: Rincon de Victoria

   Jeg knipsede på livet løs af mulige motiver til akvareller, både fra visuelle indtryk i byen, ved stranden og havet og fra de mange hvide bjergbyer.

   De fysiske mulighedder for at sidde og male, var klart bedre end de hotelværelser jeg ellers har brugt som atelier for mine akvareller.

Lidt uventet for mig selv blev dette foto den første inspirationsbillede - det første referencefoto:

Der var flere ting der optog mig:

   For det første at det var et modlysbillede med en "stjernesol" som central lyskilde. Og netop "stjernesol" havde jeg et uforløst udestående med som motiv i et af Kreta-akvarellerne.

   For det andet solreflekserne i havet. Som motivisk altid har fascinationsværdi.

   For det tredje var det farven på himlen og på skyerne som var interessante og anderledes: en mørk gråblå farve var gennemgående.

   Så var der den blå gadelampe og palmen som silhuetter i modlys som også gav en del af det æstetiske indhold i billedet.

   De væltede lodrette linjer, som kameraets vidvinkel-optik producerer, ville jeg abstrahere fra, ligesom jeg også ville fjerne de dele af en overdækket terrasse som var kommet med i billedet.

   Jeg skitserede motivet i enkle linjer, og dækkede solen  og reflekserne i havet med maskeringsvæske.

Så kom der den her akvarel ud af det:

Godt var det ikke, men nogle kvaliteter havde det: den blågråviolette farveholdning, "stjernesolen" og reflekserne i havet. 

   Men himlen og skyerne var sjask og sjusk. Jeg havde simpelt hen ikke brugt tid på at beslutte hvordan himlen og skyerne omkring solen skulle "løses".

   Også kompositionen var dårlig, præget af afsmitning fra referencebilledets i forvejen svage komposition - med al motivvægten lagt til højre for den lodrette symmetriakse. 

   Endelig havde jeg erstattet de udstikkende bygningselementer fra fotoet med en ekstra palme, men ikke taget højde for de meget stejle perspektivlinier som ville kræve at den nye palme var meget mindre end den foranstående hvis perspektivlinierne skulle kunne mødes i et enkelt punkt lidt uden for billedet.

  

Om igen. Væk med palmerne, en ekstra gadelampe i forgrunden i korrekt perspektiv, og først og fremmest: en beslutning om en fast  grafisk motivisk formel til at styre skyformationernes udtryk.

   NB. Jeg har tidligere skrevet om "motiviske formler" for naturelementer, noget der som fx. kendetegner stilen i japanske træsnit, se slutningen af dette blogindlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/09/akvarelmaleriets-mysterier-10.html

Så kom anden version til at se sådan ud: Bingo!

Malaga Dream (1)

Fra at være en dårlig og relativt ureflekteret halvkopi af referencefotoet som var resultatet af første forsøg, er der nu tale om en akvarel med en visuel ide og konsekvent grafisk stil - et typisk "drømmebillede" - svagt surrealistisk i kraft af den sære belysning der får billedet til at svæve mellem dag og aften, og et motiv der er defineret ved et urealistisk stejlt perspektiv som i kraft af lygtepælen i forgrunden med en del af "halsen" uden for rammen - er overtaget og forstærket fra referencebilledets vidvinkel-optiske forvrængning. 

Men jeg kunne godt tænke mig at finde en anden formel for skyerne end den meget bastante jeg har brugt her. 

   Så en akvarel mere med endnu en udgave af dette motiv, ligger på bedding i min bevidstheds akvarelværksteed.

Så valgte jeg et foto af et smukt og betagende bjerglandskab som det næste reference-billede. Der var det hele: dybde og udsigt, et varieret motiv der kombinerede bjerge, træer og en sø eller en flod. Og en ikke for krævende himmel:

Malaga-referencefoto (2) 

Igen havde jeg ikke foretaget en ordentlig analyse af motivets grafiske muligheder og krav, men gik bare igang med at male. Her er resultatet:

Et rigtig dårligt maleri. Sjusket hele vejen igennem. Nærmest på samme niveau som de første dages mislykkede billeder jeg malede på mit første akvarelkursus med Bardur Jakupsson ved Gardasøen.

Jeg får ofte at vide af fruen at jeg, når jeg spiser, er alt for grådig og forslugen. Så i stedet for at nyde den gode mad jeg selv har lavet, og give mig tid til at opleve de smage og lugte den afgiver, så skovler jeg den ind uden for alvor at få mulighed for at sætte pris på hvad jeg får i munden og i næsen. 

   Det er nogenlunde det samme her. Jeg har gået og glædet mig så meget til at male, at jeg bare sjasker og sluprer derudaf - og her faktisk ødelægger en godt oprindelig tegning af landskabet.

   Om igen.

Der er det problem i referencebilledet at næsten hele motivet ligger i skygge. Og dermed bliver det maleri der udspringer af det, fladt hvis  ikke man får tilført det dybde og rumlig karakter ved at sætte ekstra lys på.

   Så det beslutter jeg først: Sollys skal komme fra en kilde ("solen") uden for rammen der ligger i retning af billedets nordvestlige hjørne. Det giver muligheder for klare skyggekløfter i bjergene i baggrunden. Og mulighed for at give træerne form og karakter gennem lyse kanter på løvet i toppen af træerne i kontrast til en mørkere skyggeside.

   Jeg beslutter endvidere at der skal være større farveforskelle i bjergenes grå og violette toner, og at bjergsiderne i mellemgrunden skal være rødbrune, sådan som de rustfarvede kalkbjerge i Sydeuropa ofte er.

   Skyerne på himlen skal være klare, og vandet i søen mørkt og jævnt - uden refleksioner.

   Så kom det til at se sådan ud:

Malaga Dreams (2)

Helt vellykket er det ikke. 

   Men nu er det trods alt et maleri med karakter og identitet. Specielt vandet virker forkert, både i farvevalget og i kraft af at det ikke er malet jævnt i første omgang.

   Men der er noget at arbejde videre med: bjerge med skygger i kløfter og sprækker og huler der bliver fremhævet på grund af et skarpt morgen- eller sen eftermiddags sollys - mere eller mindre fra siden af bjergkæden.

  Bjerglandskaber med den fremtoning så jeg mange gange da vi kørte rundt i bjergene, men jeg fik aldrig taget netop det enkelte billeder der kunne være hovereferencefotoet for en akvarel. 

   Men jeg kan mærke at jeg har meget lyst til at lave det - så det kommer!

Det tredje referencefoto jeg valgte, var et af mange af de maleriske fiskerbåde som lå på stranden ved Reincon. Et oplagt motiv - men også forslidt.

   Og jeg har selv slidt på det i flere akvareller - både fra Kap Verde og fra Færøerne:

Kap Verde-fiskerbåde på stranden

Fiskerbåd på Færøerne

 Her er det udvalgte referencefoto fra stranden ved Rincon:

Jeg er ikke tilfreds med placeringen af den ene båd fordi noget af agterstavnen er røget uden for rammen.

   Heller ikke belysningen er jeg så begejstret for. Den er for svag. Det er for diset. Og sandets farve er for kedelig gråbrun. 

   Endelig er den ene båd malet med en meget lys dueblå i et bredt felt på siden og  - og kun på den ene side af agterstavnen, hvad der giver et udefineret diffust udtryk.

   Havde jeg kunnet løfte den båd, så ville jeg have byttet den ud med en af de andre i samme form, men med et et bredt bånd af blåt malet hele vejen rundt om den nederste halvdel af skroget.

   Men det løses naturligvis nemt med akvarelfarve på papiret bagefter.

Sådan kom det tredje billede i serien Malaga Dreams til at se ud:

Malaga Dreams (3)

Her nåede jeg til et rigtig akvarelmaleri i første hug. 

   Jeg havde analyseret, valgt formler til de enkelte elementer, sat ekstra farver på bådene, sat lys og skygge - og brugte så den tid det tog - specielt med den blå båds "indmad" - noget som krævede stor koncentration og en rolig hånd. 

   Penslen jeg bruger til den slags, kaldes en "rigger" - fordi den i tidligere tider blev udviklet af akvarelmalere til brug for at male rigningen i sejlskibe når de indgik som motiver i marinebilleder af den engelske sejlskibsflåde.

Hvad er jeg tilfreds med?

   Først og fremmest lyset der får billedet til at levere en helt speciel stemning af sensommer som faktisk modsvarer den følelse jeg havde da jeg gik rundt på stranden og tog fotos af fiskerbådene.        

   Men også fornemmelsen af sandet med skyggerne af en masse fodtrin, er jeg glad for.

   Og jeg har brugt en ny og vellykket formel for både himmel og hav - i sammenligning med tidligere himmel- og hav-akvareller.

   Som i de tidligere både-billeder øger det fascinationsværdien at referencefotoets vidvinkel-optagelse giver et fortegnet perspektiv af bådenes former.

Når jeg i bagspejlet ser på processen og forløbet af produktionen af de tre Malaga Dreams-akvarller, synes jeg igen det er slåenden hvordan de neuro-æstetiske principper som V. S. Ramachandran opregner i sin bog "The Tell-Tale Brain", har været styrende for udvælgelsen af motiverne, kompositionen af billederne og den måde de så er malet på: gruppering, overdrivelse, kontrast, isolation, borte-tit, tilsyneladende tilfældighed, orden-i-sagerne, symmetri, metafor.

Akvarelmaleriets mysterier (11) - Kreta-drømme og malerpyskologi

Kreta - den største græske ø i Middelhavet - har jeg aldrig før besøgt. 

   I gamle dage - i 80-erne - holdt jeg mange familieferier på forskellige grækse øer, og havde mange gode minder med i bagagen til denne malerferie: varmen, de lune mørke aftener, vandet, retsinaen, maden, venlige mennesker. 

  Nu var planen og projektet at genbesøge, genopleve -  og udnytte min nyerhvervede lyst til akvarelmaleri til at male "græske motiver."

   Erfaringsmæssigt kan jeg nå 5-7 akvareller på en uge, hvis altså jeg maler hver dag, og bruger fotos som "forbilleder".

   Det hører med til historien at det var første gang jeg var alene og ene på en planlagt malerrejse. Fruen var andersvo engagiert - i koldere egne. 

Man kan sige at "succesen" fra både Kap Verde-feriens billeder og fra Bardur Jakupssons kursus på Færøerne, havde gjort mig ambitiøs - og utålmodig. 

   I dagene op til afrejsen, gik jeg og overvejde om jeg ikke skulle varme op hjemmefra. Det blev ikke til noget. 

   Jeg ville prøve noget nyt motivisk. Og jeg ville prøve mere bevidst at arbejde med "laveringer" hvor farver får lov til at flyde sammen som undermaling - som første "lag". 

   Endelig havde jeg købt en lille æske med kun en halv snes farver af den dyre engelske type: Winsor & Newton.

   Jeg syntes at ved det akvarelmærke jeg hidtil havde brugt, var farverne svære at styre fordi de næsten var for koncentrerede. De blev nemt for kraftige!

   Jeg ville prøve om et andet mærke - det som alle lærebogsforfatterne anbefaler - og som koster det hvide ud af øjnene for en kvart tabletfuld, om det kunne give mig bedre kontrol over farverne, større frihed i blandinger og større variation i farveintensitet.

Velankommet blev jeg i høj grad overvældet af indtryk - blandet med erindringer fra tidligere besøg på græske øer. Tusindvis af detaljer hvorend man gik og vendte sig.

   Jeg for rundt og fotograferede alt hvad jeg kunne af pitoreske motiver fra den gamle bydel med de snævre gader - og fra den gamle havn fra den gang byen var et venitiansk brohoved - med en stor fæstning som forsvar mod pirater . Og oven i samlede jeg fotos fra lokale turistpjecer og -brochurer. 

  Jeg var utålmodig - næsten dirrende, men der gik alligevel to dage før jeg kom i gang med at tegne og male et motiv:

Maleriet er ikke færdigt. Og jeg var og er ikke tilfreds. Det næsten kvadratiske format er ikke mit "naturlige" format. Jeg har klippet ca. 1/3 af venstre side af det oprindeligt tegnede motiv bort. 

   Jeg synes det alt for meget lignede mine akvareller fra det første Bardur-kursus ved Gada-søen. Et tilbageskridt i udvikling.

Efter at hav malet den rosa-violette gamle portbygning der var centrum for en lille plads med et par butikker og en større café til venstre, var jeg ved at gå helt i stå. 

   Jeg kom slet ikke i det male-flow jeg tidligere har oplevet. Det der tiltrak ved motivet, var den gamle portportal med rosa væg omkring og den pitoreske café, men der var en stor del af billedets venstre halvdel jeg ikke havde "analyseret" - dvs. der var flader, former og farver jeg ikke havde taget stilling til på forhånd.
   Så for ikke at gå totalt "død", klippede jeg den tredjedel bort som jeg slet ikke havde noget forhold til. Og lagde mig til at sove.

Næste dag skiftede vejret. Allerede fra morgenen var der mørke dramatisk skyer på himlen ved solopgang, det blæste en del, faktisk noget der lignede et lille stormvejr med byger i horisonten.
   Jeg havde fået tiltusket mig værelse på 4. sal med flot udsigt mod nord ud over havnen og havet. Og jeg tog nogle flotte fotos af det dramatiske scneri. 

   Jeg valgte det ud som motiv som jeg syntes var mest udfordrende at omsætte til en relativt hurtigt malet akvarel. 

   Her er første udgave:

Jeg startede med lavering af himlen over horisonten - med lys gulorange forneden og lys gråblå foroven. Og vandet blev også laveret fra grunden i en mørkere tynd gråblå ved horisonten og en lysere - "tynderer" nuance i bunden af billedet. Og så lagde jeg lag på lag som jeg bedst kunne.

Ikke tilfredsstillende. Specielt himlen blev hurtigt bare til "mudder". Og jeg havde heller ikke fundet en ordentlig malriske løsning på havets bølger.

   En af Bardurs læresætninger fra Færø-kurset, var at man skulle - eller udmærket kunne - male det samme motiv mange gange. Men indtil nu har jeg kun før prøvet at male det samme motiv én gang mere: 'Den afghanske valmuebonde' - malet efter et fascinerende flot foto i Information (se blogindlægget "Akvarelmaleriets mysterier (4)").

    Det her er så anden version af det samme motiv - udsigten fra min balkon tidlige morgen - hvor jeg i højre grad på forhånd havde planlagt det dramatiske udtryk i himlen ved at lægge stadig mørkere lag ind over undergrunds-laveringen. Og hvor jeg lodt lidt af kanterne "flyde" ud i de halv-våde lag nedenunder:

Til gengæld havde jeg igen været for utålmodig - og slet ikke gennemtænkt havets udtryk før jeg bare kastede mig ud i det. Det gik endnu dårligere end i første version af motivet: farveplutte!

   Så kom jeg i tanker om min lille farveladeæske med Winsor & Newton-farvetabletterne. Jeg satte mig for så vidt muligt kun at bruge dem resten af tiden på Kreta. Som en "kreativ restriktion". På min f'ørst indkøbte akvarel-æske var der ellers 36 farver i ½ tablet udgave.

Jeg var allerede næsten halvt igennem "malerferien". Panik.

   Jeg måtte nu prøve at finde et motiv som havde noget af samme enkelhed i form og farve som de motiver Kap Verde-billederne var malet ud fra (se "Akvarelmaleriets mysterier (7)") og Færø-billederne (se "Akvarelmaleriets mysterier (10)". 

   Fotos af borg-ruinen" i udkanten af byen levede op til de kriterier:

Jeg var på sporet igen, syntes jeg. 

   Men bjergene i baggrunden er "overbehandlet" og presser sig frem i billedet, hvilket ødelægger arbejdet med at skabe dybde gennem perspektivt. 

   Og der er et problem med  "ovenlyset" fra solen så der egentlig ingen skygger er i motivet. De violette skygger i murværket er "kunstige" - og virker netop "gemacht" fordi det er en slags nødløsning på "ovenlyset".

   Jeg overvejede at male et lag videre på det så den brune side af murværket bliver mere kraftig orange tonet, og det violette får et lag med kraftigere blåt. 

   Det kan nås endnu.

Men det jeg er tilfreds med, er de klart afgrænsede former i ruinresterne, perspektivet - og lyset i billedet som skyldes alt det der ikke er malet - altså der hvor det hvide papir får lov til at træde frem som en slags negativ form.

Tre dage tilbage af ferien. En halv liter retsina og en lille flaske raki til aftensmaden. Uzo? Jeg kan ikke fordrage uzo.

Den venitianske havn med det middelalderlige fyrtårn - i sen eftermiddagsbelysning - set ud gennem en af de mange hvælvinger som det vrimlede med i bygningerne med front ud mod havnen inde på kanten af havnekajen. 

   Det levede op til mine motiviske ønsker - og gav samtidig mulighed for at arbejde med laveringer hvor forskellige farver flyder sammen og umærkeligt går over i hinanden: 

Her nærmede jeg mig endelig en akvarel som - da den var færdig - lå tæt på det "ideal" jeg havde i hovedet.

Fidusen ved de flerfarvede laveringer både i himlen og i havet, var den for så vidt banale som jeg læste om i en af de to akvarellærebøger jeg havde med: på forhånd at blande de tynde, tynde farver i små skåle hver for sig som man skulle bruge til at lade flyde sammen på det allerede gennemvædede papir. 

   Så var farverne klar til at man kunne male i én flydende arbejdsproces, og sådan at man kunne koncentrere sig om at få farverne til at "blende sig" og "fusionere"  på den rigtige og dog kontrollerede måde nede på papiret. 

   Og så lå der til alt held - (serendipitet!) - en lille elektrisk hårtørre i skrivebordsskuffen på værelset som lige kunne tages frem og tørre vandfarvelagene med på ingen tid, så jeg blev fri for - anspændt og utålmodig - at sidde og vente på at de skulle tørre af sig selv før jeg kunne gå i gang med næste lag. 

Endelig lykedes det mig med fyrtårn-akvarellen at komme i det "maler-flow" som jeg havde oplevet tidligere ved de vellykkede akvareller fra tidligere "ferier".

   Jeg nød at få spejlingerne i vandet til at fungere (havde prøvet det i to vellykkede billeder fra før: et fra Kap Verde og et fra Færøerne). Og jeg nød oven i at få dette spejlbillede brudt af kølvandet fra motorbåden. 

   Den fidus med hårtørren havde jeg også læst om et sted, men glemt igen. 

   Fyrtårnbilledet tog det en fuld arbejdsdag at tegne og male.

   Det billede hjalp gevaldigt på humøret. 

Til sidst ville jeg prøve at male et billede hvor jeg kombinerede nogle af kvaliteterne fra fyrtårns-akvarellen med den pitoreske havn og havnefront som man så i alle brochurer. 

   Jeg tog en masse fotos, men alle de sk... parasoller ødelagde stort set alle flader, så ingen af motiverne tændte mig for alvor.

   Så jeg fandt til sidst i en gammel kalender et manipuleret foto fra havnen - uden parasoller - som jeg så broderede videre på, lidt på samme måde som akvarellen af de to fortidige fiskerbåde ved en kaj på Gardasøen (se "Akvarelmaleriets mysterier (1)").

   Efter halvanden dags arbejde med at tegne og male, kom der det her ud af det:

Jeg prøvede at få den første Kreta-akvarel med den rosa væg, portvælving og caféen til at fusionere med fyrtårnsakvarellen - i stil, motivebehandling og farver. Og jeg brugte de gamle stærke akvarelfarver til sidste lag på et par af skibene.

   Blandingen mislykkedes - som skilt sovs! 

   Der er gode elementer i enkelte delmotiver, men jeg opnåede ikke at samle dem til en malerisk og motivisk helhed. 

   

Kreta-akvarelferien på egen hånd, har lært mig en masse. Ikke mindst: at jeg stadig har en masse at lære. Og at jeg skal gå ind i maleprocessen med en mental indstilling som er den modsatte af den jeg tog til Kreta med.
   Vær åben, afslappet, og husk: Det gør ikke noget hvis der slet ikke kommer malerier ud af det. Det betyder ikke noget hvis du ikke finder de rette motiver. Det skal nok komme. Kig den anden vej. Mediter!

Jeg savnede i øvrigt også undervejs fruens kommentarer som "første seer".

(fortsættelse følger...)

Akvarelmaleriets mysterier (10) - akvareller fra Færøerne - sporene af endnu et Bardur Jakupsson-malerkursus

I halvåret efter jeg og fruen havde været på akvarelkursus ved Gardasøen i oktober 2011 med den færøske maler Bardur Jakupsson som underviser, arbejdede jeg videre med maleriet og udviklede en arbejdsform (og en stil) hvor jeg udnyttede fotografier af motivet som mellemstation. 

    Dette med lidt dårlig samvittighed fordi Bardurs undervisning jo indebar at man malede motivet "live" - på stedet. Og fordi han fremhævede akvarelmaleriets muligheder for at lade farverne løbe sammen. Og det kunne jeg ikke finde ud af.

   I mine akvareller fra Kap Verde var der ikke noget der løb sammen, de var meget "grafiske", som fx dette:

Jeg var spændt på at møde Bardur igen - på endnu et kursus - men et hvor han var på hjemmebane. Det var i den lille bygd Gjogv i den nordlige ende af Østerø hvor han havde sit atelier, så vi oplevede nu kunstneren i sit naturlig habitat.

Her er et af hans nyere akvareller - med motiv fra den bygd der også leverede alle motiverne for kursusdeltagerne i løbet af ugen:

Når man har været på stedet, så er det klart at motivet er den dramatiske kløft som afgrænser den ene side af bygden, og at i baggrunden ser vi øen med den karakteristisk flade fjeldtop. Badur har forladt enhver form for realisme, har abstraheret motivet til enkle klare farver og markante livlige brede penselstrøg. Flere områder i billedet udnyttes dette at farverne får lov til at flyde sammen: vådt i vådt!

   Her er et foto af motivet:

At male den kløft var en af opgaverne vi fik på kurset. Den prøvede jeg så at male i min nye "grafiske" stil, og især i gengivelsen af vandet udnyttede jeg det jeg havde lært mig på Kap Verde - at finde et malerisk udtryk for det hvide modlys i vandet:

En af de andre ting jeg havde lært mig på Kap Verde var at male en himmel i modlys:

Og var der noget der er betagende flot på Færøerne, så er det himlen og skyerne i sollys. Så her er et af de motiver som jeg først fotograferede og derefter malede.

   Her først maleriet:

Og så forbilledet - professionelt benævnt et 'referencebillede':

Her endnu et færøsk himmelmotiv - jeg udnytter en "formel for skyer" og en "formel for færøsk fjeld" - der er altså også tale om en abstraktion gennem en "grafisk" forenkling af former og farver, men naturligvis slet ikke så frit og radikalt som i Bardurs maleri oven for:

Det jeg fandt ud af på Færøerne, var at jeg ikke bare kunne sidde ude - midt i motivet og male "live" - det man i gamle dage kaldte "friluftsmaleri" i modsætning til "ateliermaleri".

    Dels var det ubekvemt og distraherende for mit gamle fede kadaver at sidde på en hård klippe og balancere med akvarelæske, vand, blok og pensler. Men selv når jeg fandt et godt sted at sidde og med god "bordplads" til akvarelrekvisitterne, så gik det ikke - jeg kunne ikke koncentrere mig.  Hvorfor?

    På en måde var motivet og alle dets detaljer i farver og former for mentalt overvældende for mig, så jeg ikke kunne aktivere det distancerede analytiske blik som Betty Edwards beskriver er nødvendigt rent mentalt - for virkelig at kunne SE motivet og dets proportioner "rent" gennem højre hjernehalvdels optik - og frigøre bevidstheden for interfererende forhåndsforestillinger om motivet fra venstre hjernehalvdel.

    Det at få motivet "spærret inde" i et foto var det perceptuelle mellemhop der gjorde det muligt for mig at analysere det i dets rene abstrakte enkeltdele, og så male dem bid for bid - uden at tænke på og blive distraheret af hvordan jeg forestillede mig det så ud.

    Men den analytiske distance gjorde det også nemmere at abstrahere med hensyn til farver. I det sidste i "landskabserien" har jeg malet alle skygger i de grønne vulkanske fjelde med nuancer af violet - i modsætning til de foregående hvor jeg har malet skygge(r) med varianter af mørkegrønne farver:

Løsningen for mig blev at tegne motivet "live" på stedet fra en bestemt position. Derefter gennemfotografere motivet fra forskellige vinkler og med forskellige beskæringer. Og så gå hjem og male. Altså en form for perceptuel blending af to visuellle input-rum.

   Som her:

Det er malet på et meget "groft" akvarelpapir hvis struktur får hele motivet til at "flimre".

   Her et af flere fotografiske forbilleder:

Det maleri jeg var mest tilfreds med af min færøske akvareller, var det her - hvor jeg udnytter at det fotografiske forbillede er taget med vidvinkel - hvilket forvrænger perspektivet på en fascinerende måde:

Man fornemmer måske inspirationen fra "Både på stranden" fra Kap Verde der indledte dette indlæg.

Hvad lærte jeg så af nyt på kurset? 

    Det at se og opleve Bardur sidde ude - med os kursister omkring sig - ordknapt demonstrerende sine tekniker som introduktion til de forskellige motiver, det var jo langt hen ad vejen en repetition fra Gardasø-kurset. 

   Men på en eller anden måde gav det en ekstra dimension at se ham i det landskab han tydeligvis elsker og føler sig hjemme i - og som er inspirationen også for hans abstrakte oliebilleder. 

    Og man forstod hvorfor han havde en hel ekstra akvarelæske - udelukkende med forskellige grønne farver.

Men denne gang hørte jeg måske mere efter hvad Bardur sagde under gennemgangen om aftenen af kursisternes billeder. 

   Først og fremmest sagde han - til sidst på kurset - at "nogen havde deres egen stil" - henvendt til mine billeder. 

    Det opfattede jeg ikke bare som en ros, hvad jeg tror det var ment som. Det gav mig også en aha-oplevelse. Sådan havde jeg ikke tænkt om mine billeder - at de havde "en stil". Men det var afsættet for de tanker jeg siden har gjort  om "motiviske formler" (se senere).

   

Bardur sagde også ting som umiddelbart gav mening i lyset af de teorier om kreativitet som jeg har forfulgt på bloggen her. Formuleringer som jeg husker nu snart en måned efter.

   Først og fremmest leverede han en smuk sproglig metafor på den teknik han demonstrer: "Man skal lade penslen danse over lærredet". 

   "Den dansende pensel"! Det udtrykker jo det kropslige, det frie og det intuitive i den måde han bruger penslen og farverne på. 

    Og det gør det jo også klart at jeg indtil videre ikke er kommet meget videre end til små hop på stedet, og måske et enkelt lille trin fremad.   

   I mine Færømalerier ovenfor er det først og fremmest de to billeder - "kløften med den røde båd" og "elven gennem byen" hvor jeg kan genkende lidt af det "dansende" - nemlig da jeg malede vandet i bunden af kløften og det strømmende vand i elven. I begge tilfælde er der tale om dele af akvareller hvor jeg udnyttede det jeg havde lært mig gennem to af Cap Verde-billederne: om at lade det hvide papir stå tilbage på baggrund af vandets skygger.

   

Og så refererede Bardur til begrebet "serendipiditet" - selv om han ikke brugte termen. Han udtalte faktisk noget i retning af: "Man finder, uden at søge." Underforstået: når man maler på den måde jeg anbefaler.

   Han fremhævede flere gange at der i den slags (akvarel)maleri hvor man bevidst udnytter det at vandfarverne løber sammen og blandes - "vådt i vådt" - at i det er der meget held og tilfældighed. Og  at hvis man skulle udnytte og beherske de muligheder, så skulle man indstille sig på at gøre mange forsøg - male det samme motiv mange gange. 

   Jeg kom i tanker om Peter Schmeichels bon mot: "Jo mere man træner, jo heldigere er man." Og oversatte det i hovedet til: 

Jo flere akvareller man maler - jo større er chancen for at nogle farver flyder ind i hinanden på den æstetisk helt rigtige måde.

Måske kunne man også oversætte John Lennons visdomsord: "Life happens while you are busy making other plans" til et akvarelslogan: 

Watercolour painting happens while you are busy wetting yuour brushes with other colours.

Jeg må så også konstatere at indtil nu har jeg ikke malet det samme motiv flere gange - bortset fra en enkelt gang hvor jeg malede en afghansk opiumsbonde efter et avisfotografi i to versioner. 

Jo, det var lærerigt nok. Og jeg har godt nok flere gange haft lyst til at gen-male et motiv - fx også flere af dem fra Færøerne. Men jeg synes det er svært. 

   At male akvarel så det ligner motivet som er det jeg lige nu nu er blevet "fortryllet af" - er for mig nærmest en mentalt selvforglemmende nydelse. 
   Hjernens belønningskemi aktiveres, og jeg kommer tydeligvis i flow. Det opleves ligesom at spise en velsmagende ret. Motivet bliver i en eller anden forstand "konsumeret" ved at man maler det. Man taler jo også om at "spise" eller "sluge noget med øjnene". Og så rekonstruerer man motivets  "sjæl" med hånd og pensel når man maler det.

    Og det er svært at opnå samme nydelse ved at indtage genopvarmede rester fra dagen før, selv om der er undtagelser. Fx smager lasagne som regel bedre dagen efter.   

    På den anden side fremgår det jo af mine billederne ovenfor at der er en masse "gentagelse" i dele af motivet. Også i forhold til Kap Verde-billederne.

Disse "gentagelser" er jeg faktisk blevet klogere på. Det var nok det Bardur mente med at mine billeder havde en "stil". 

   Det handler om det jeg ovenfor har kaldt motiviske "formler": Jeg har - ubevidst - udviklet "formler for lys i vand", "formler for skyer", "formler for det færøske landskab", kan jeg nu se. Forenklinger og abstraktioner der kan genbruges med god æstetisk effekt.

    

Jeg får associationer fra mine billeders "stil" til de japanske træsnit af Hokusai og de andre japanske mestre fra 1800-tallet som jeg tidligere har skrevet en del indlæg om her på bloggen. De har nemlig også faste motiviske formler - fx for "skyer på en himmel":

... eller "vandfald der løber ned ad klipper":

 eller "bølger der brækker i skumsprøjt":

Ligesom på Gardasøen-kurset var det også på dette kursus en opløftende oplevelse at se hvor meget  alle deltagere udviklede sig - og blev bedre - i løbet af de kun 6 dage kurset varede. 

    Der var flere andre deltagere end fruen og mig som var på deres Bardur-kursus nummer to. Og flere af deltagerne havde også gået på andre kurser før dette. 

   

For første gang i mit liv købte jeg et maleri - ikke af Bardur, men af en af kursisterne:

Essensen af et færøsk fjeld! Essensen af akvarelmaleriets særlige poesi. 

   Hanne Broch er navnet på kunstneren!