Sider

tirsdag den 22. maj 2012

Opfindelsernes kreativitet - fra ide til innovativt produkt - eksemplificeret ved udviklingen af dieselmotorer til skibe

Jeg har på denne blog ikke interesseret mig specielt meget for det arbejde der følger efter at en ide er født og frem til at den er omsat i noget nyt og brugbart. Processen fra kreativ "insight" til realisering af et kreativt produkt.
   Men jeg har netop set en prisbelønnet dokumentar på DR K der skildrer udviklingen af dieselmotoren til brug i skibe. Og som på smukkeste vis illustrerer vejen fra det ene til det andet.
 
Der var tre personer der skulle til, og ingen af dem kunne undværes i succeshistorien:
    En tysk genial ingeniør der kunne kombinere teoretisk viden og praktisk teknisk kunne, en dansk teknisk direktør (uddannet ingeniør) for virksomheden Burmester og Wain, og en dansk iværksætter og virksomhedsudvikler der over en længere årrække havde skabt en international sværvægter inden for handel og skibsfart: ØK

Opfinderen der var tysk ingeniør og ekstremt kreativ og opfindsom, Rudolf Diesel, brugte mere end ti år fra de første skitse til  der blev udtaget et patent og der kunne ske en afprøvning af ideen i form af en regulær motor der fungerede.
   Rudolf Diesel var af tysk afstamning, men forældrene var emigreret til Paris, og emigrerede siden til London.
   Som 12 årig blev Rudolf sendt til Tyskland og boede hos en tante, mens forældrene blev i   England.          
   Han klarede sig formidabelt i skolen og blev i en usædvanligt ung alder optaget på Münchens Polytekniske Læreranstalt - mod forældrenes ønske.
   Han var færdiguddannet ingeniør som 21-årig. 
   Diesel var gennem hele livet plaget af migræne og depressioner. Og begik sandsynligvis selvmord 1913 på vej på et skib til england for at forhandle patenter med den engelske flåde.

I 1986 publicerede Rudolf Diesel en afhandling med titlen: 
Theorie und Konstruktion eines rationellen Wärmemotors zum Ersatz der Dampfmaschine und der heute bekannten Verbrennungsmotoren [Theory and Construction of a Rational Heat-engine to Replace the Steam Engine and Combustion Engines Known Today]
Det holdt hårdt at få udviklet ideen, da Rudolf Diesel selv kun havde et mindre værksted. Han fik dog til sidst udtaget patent på motoren først i Tyskland og siden fx i USA (1894), og fra 1893-97 gav maskinfabrikken MAN ham mulighed for at lave prøvemotorer i fuld skala. 
   Grundideen byggede på teoretisk viden om termodynamik som var et af Diesels specialer. Hans motor skulle drives med olje som brændstof og var dermed 10 gange så energieffektiv som datidens kulfyrede dampmaskiner. Så der ville være tale om et teknologisk kvantespring.

Men det næste spring var at gøre dielsemotoren til en motor der kunne drive skibe frem. Og her kom danskeren Ivar Knudsen, teknisk direktør for B & W´skibsværft ind som en visionær videreudvikler. I 1897 overtog han Rudolf Diesels patenter for Danmark, og begyndet at videreudvikle den til brug i skibe. 
   Og H.N. Andersen havde behov for at ekspandere sin fragtrute med træ og passagerere mellem Danmark og Tailand. Og skød midler i hos B&W at få bygget de tre første store kombinerede passager og fragtskibe - 7.000 tons - drevet af dieselmotorer i stedet for damp.
   Det første havde navnet Selandia, og det foretog en succesfuld prøvesejlads fra Købenavn til Bankok og retur i 1911. Og det blev starten på en af dansk industris store succeshistorier i første halvdel af 1900-tallet.

MS Selandia

Når jeg tænder lige på den historie, skyldes det at jeg lige har læst Jonah Lehrer´s bog "Imagine How Creativity Works". 
   Heri er et af temaerne at udviklingen fra ideen - "the insight" - fødes og til den bliver til et kreativt produkt, at den udvkling typisk sker gennem conceptual blending når forskellige hjerner med forskellige faglige indgange og kompetancer mødes. Og de så oven i har en fælles interesse i udvklingen af noget nyt.

Et andet tema dyrker Lehter i kapitlet "The Unconcealing" hvor han eksemplificerer den stædighed vedholdenhed, fokusering og analytiske skarphed over lang tid, der er nødvendig for at et kreativt produkt - det være sig en musiksymfoni eller et stykke kompliceret teknologi - når sin optimale udformning. Måske først efter års forsøg og udviklingsarbejde. 

Et berømt Picasso-citat er her relevant til belysning af den side af kreativiteten:
Hvordan skaber en kunstner en løve ud af en marmorblok, blev Picasso engang spurgt: “Meget enkelt”, svarede den gamle mester ”man hugger det marmor væk, der ikke ligner en løve.”
Til den anekdote hører følgende implicitte forudsætninger: at kunstneren ,,,
   1) har visionen om en marmorløve, 
   2) har troen på at der rent faktisk er muligheder for at der kan komme en løve ud af blokken, 
   3) har tillid til at hvis man hugger tilstrækkelig længe og omhyggeligt, så står løve-skulpturen til sidst og er perfekt, 
   4) har vilje, kræfter og tålmodighed til at hugge til vejs ende.

Et andet citat fra mit gamle foredrag om kreativitet, hvis kilde er opfinderen af telefonen Thomas Edison, opfinder af glødepæren og fonografen: 

Success is 10 percent inspiration and 90 percent perspiration

mandag den 21. maj 2012

Otto Frello - outsider og utidig fantasy-maler

Jeg ved ikke hvordan han pludselig dukkede op i mit hoved. Som en maler jeg burde omtale her på min blog. Navnet kunne jeg ikke huske. Jeg har aldrig set en udstilling med ham, men for nogle år siden så jeg et par avisillustrationer til en kort artikel om ham. Og jeg kan husk at jeg "gemte" - og åbenbart også "glemte" ham i en mappe på min computer. 
   Han gjorde et stærkt indtryk på grund af sine konceptuelt blendede malerier  der kombinerede realisme med fantasy og fortid og nutid på en dybt fascinerende måde. Legende. Drillende.
   Og så var der noget med hans alder - men hvad?

Navnet er Otto Frello, fandt jeg ud af da jeg fandt frem til computermappen med billeder og oplysninger. 
   Måske var det blogindlægget om Martin Bigum for 14 dage siden der satte en ubevidst mental søgning igang, fordi Bigum jo også havde klare associationer i sin kunst til de to gamle mestre Bosch og Breugel.
   Og ja, der er noget med alder. Han er født 1924. Og begyndte først at male da han omkring 60. Måske var det det. At man godt kan begynde at male i en sen alder - og være ret god til det.
   
Men Bigum ligner han nu ikke når man ser Frellos billeder. Her et par af hans særprægede malerier:

Tilføj billedtekst
To kvinder
Dansk Wikipedia omtaler ham kort, men her er en lidt mere fyldig profil:
Otto Frello var fra barndommen en meget dygtig tegner og arbejdede en årrække som lærer i tegning, maleri og perspektivlære. F. begyndte at male i 1973, og det var først i forbindelse med udstillingen i Varde Museum, da kunstneren var 65 år, at hans malerier blev kendt og omtalt. Hans indgang til maleriet er udpræget intellektuelt betonet og forenet med håndværksmæssig perfektionisme. F.s motivverden er en fantasifuld blanding af fortid og nutid. 1700-tallets københavnermiljø befolkes af nutidige mennesker. Stemningen i F.s billedverden har udspring i hans eget fredede byhus fra 1797, hvor mange af de originale interiører er bevarede. Ved at indsætte nutidens mennesker i fortidens rum skabes en tidsmæssig og oplevelsesmæssig spænding, der yderligere understreges ved brug af fordrejede perspektiviske virkninger, som i To kvinder og Nyheder. I et minutiøst detaljeret billedsprog skaber han en surreel, absurd verden, som Regnvejr og Det sorte hus, der giver mindelser om Bosch og Breughel.
I en engelsksproget net-tekst omtales han som "the Gaudi of Denmark", hvad man godt kan forstå:

Uhyggelig bygning
Nyheder
Søjlerne
Som en interessant sidevinkel kan nævnes at han i mange år levede som en anerkendt men anonym illustrator, blandt andet af en række af Politikens håndbøger som jeg har haft eller har stående i min reol:
  • 1969 - Stueplanter i farver.
  • 1969 - Husdyr i farver.
  • 1972 - Ædelsten i farver.
  • 1973 - Balloner og luftskibe i farver.
  • 1975 - Stilarternes kavalkade.
  • 1976 - Alverdens klædedragter.
ædelstene i farver af ove dragsted. ill. af otto frello

Hans malerier sælges til meget høje priser, og det smitter også af på priserne på de gamle Politiken-håndbøger hvis man vil købe dem antikvarisk eller på auktion. 
   Flere kilder fortæller at han er kontroversiel som kunstner på grund af sin (nærmest sur)realistiske stil og sine ironiske fantacy-motiver. Er det for vulgært, for poppet? Jeg synes det jo ikke.
   Men han kan også male nærmest som Hammershøj:

Hjørnet af Peter Ipsens Allé og Dortheavej. 
Selv kalder han sig "en utidig maler". Det er meget passende. Han har alle outsiderens kendtegn. Mentalt placeret i en forkert tid - eller uden for tiden.
   Her en YouTube-video med en del af hans billeder og hans egne ord om hvem han er og hvad han kan.


Der er en permanent udstilling med en stor del af hans værker på Varde Museum.
En næsten komplet samling af Otto Frellos malerier kan ses på denne link-adresse:
http://www.ottofrello.dk/malerier.htm
Enjoy! 

søndag den 20. maj 2012

Linn Ulmann - en forfatter i outsiderposition - i skyggen af et skandaløs familiekonstellation

Mange særligt kreative mennesker har forældre der også er kreative. Og det undrer ikke da den særligt kreative hjernes særlige konstruktion(sfejl) sandsynligvis er delvist genetisk bestemt. 
   Men netop konstellationen kreative børn af kreative forældre kan jo i princippet lige så godt betyde at det netop er miljøet der har været afgørende for det kreative barns kreative udvikling.
    Det slår mig når jeg i Politikens nye omfangsrige lørdagskulturtillæg fra den 19. maj læser om den norske forfatter Linn Ulmann: et stort portræt interview med hende i anlednin af hendes nys udsendte roman: "Det dyrebare".

Linn Ullmann

Linn Ullman og Liv Ullmann
Linn Ullaman og Ingmar Berman

Illustrationerne er hentet fra nettet. Der findes ingen fotos af dem alle tre sammen.
   Artiklen i Kulturtillægget er skrevet af Carsten Andersen, og rubrikken rammer plet i forhold til et af de temaer jeg har forfulgt på bloggen her: skandalens betydning for udvikling af kreativitet:
Født som skandale 
Linn Ulmann er datter af den svenske filminstruktør Ingmar Bergman og den norske skuespiller Liv Ullmann som var star i flere af hans store film. 
   Hvori skandalen? Linn Ullmanns forældre var ikke gift med hinanden, og det at være uægte barn i 1966 var ifølge artiklen "ikke noget man tog let på i Norge". Og: "Der skulle gå tre år før en præst gik med til at døbe hende".

Det jeg straks bider mærke i er jo et barndomsliv med savn i forhold til forældre, med social rodløshed og en flersproget tilværelse:
Hendes mor og far nåede dårligt nok at få Linn sammen, før Bergman sagde farvel til famililivet og slog sig ned på Fårö  ved Godtland.
Ifølge artiklen er Linn Ullamann blufærdig og tilbageholdende med at fortælle om sine berømte forældre, men...
Det ligger dog fast, at hun næsten altid har pendlet mellem USA, Sverige og Norge. Ofte et år ad gangen, og hun nåede at gå på tretten skoler, før hun forlod High School i USA. Det var hendes mor, Liv Ullmann, der fra første øjeblik havde ansvaret for hende, mens Ingmar Bergmann havde mere end nok med at være store kunstner. Som regel rejste Linn med sin mor, som i kraft af sit arbejde var nødt til at slå sig ned mange forskellige steder. Og var datteren ikke med, havde hun skiftende barnepiger. 
Ifølge artiklen gjorde det Linn til et meget selvstændig barn i en tidlig alder. 
   Og jeg konstaterer at hun har haft "ondt i farforholdet". Og sandsynligvis også i "morforholdet". Og det har stort set været umuligt for hende at have stabile relationer til jævnaldrende kammerater - eller andre familiemedlemmer. Fantasierne fylde savnets mentale tomrum ud.
   En anekdote fortæller at hun først da hun var 12 år opnåede at opleve sine forældre sammen på et hotel i Polen - efter selv at have opsporet hvor de befandt sig og tiltusket sig en flybillet fra moderens agent i New York.
   Linn forklare om sit forhold til den bog hun har skrevet:
"Det er jo en blotlægning af dig selv. Selv om jeg holder  mig til fiktionen, forsøger jeg at skerive ærligt og at skrive mig hen mod det, som er sårbart, eller det jeg er bange for," siger hun.
   I "Det dyrebare" skriver hun bl.a. om, hvordan det påvirker omgivelserne , at noget forsvinder, om det så sker hurtigt eller gradvist. 
   I den aktuelle roman er et afgørende omdrejningspunkt, at en barnepige forsvinder og siden bliver hun fundet nedgravet og myrdet. 
Første gang jeg tager temaet skandale og kreativitet op er i indlægget fra den 13. april  2010: "Skandale - en kilde til kreativitet" (link til slut i indlægget).
   Det var faktionsmanden Poul Nesgaard der introducerede mig til den ide at der kunne være en sammenhæng. I gymnasiet blev han smidt ud af skolen uden at få sin eksamen, og det var en "skandale", fortæller han.
   I mit gamle indlæg kobler jeg skandale sammen med fænomenet "kreativ vrede". Og beskriver hvordan den kreative vrede kan forbinde fortidige oplevelser med aktuelle udtryk gennem konceptuel blending.
Hvad med "kunstnerisk skandale"?
   Den nyere kunsthistorie har jo mange eksempler på at når nye kunstretninger træder frem, så bliver deres første programmatiske udstillinger ofte omtalt som "skandaler": Impressionisterne, Fauvisterne, Surealisterne, Dadaisterne.
   Herhjemme kan man jo tænke på den skandaløse Vilhelm Freddies politikonfiskerede billeder, eller Broby-Johansens digtsamling Blod som også blev forbudt. Eller Thorsens aldrig realiserede Jesus-film. Eller Poul og Nulle med julekalenderserien: Hullet i jorden. Eller lort på dåse, guby-fisken i blenderen, henkogt hestehoved, Muhammed-tegningerne, etc.
   Så en kreativitets-stimulerende skandale peger altså to veje: indad mod erindringen og tidligere oplevelser af brud og savn, og udad mod samtiden og de aktuelle relationer til omverdenen.
   Teorien om conceptual blending, har et begreb jeg ikke lige har fundet et godt dansk ord for: "Mapping". de taler om at der foregår en "mapping" imellem et konceptuelt rum og et andet. Det har i hvert fald noget med "overføring" af strukturer og relationer mellem to konceptuelle rum at gøre: altså et rum der er knyttet til barndoms- og ungdoms-oplevelser og et rum der er aktuelt.
   Skandalebegrebet som Poul Nesgaard luftede, hænger klart sammen med de forestillinger jeg har om fænomenet "kreativ vrede", som altså er vrede der fremdriver eller udløser kreativitet (...).
Og det er faktisk konceptuel blending af fantasier og selvbiografiske (kamuflerede) erindringer som resten af portrættet handler om. Hun ønsker klart at undgå skandale ved at fravælge at skrive utvetydigt selvbiografisk. Hun er bange for at det vil udløse reaktioner i offentligheden "hun slet ikke vil kunne styre": 
"Derfor er fiktionen et vidunderligt middel til at komme frem til det samme. Fiktionen er en måde at være mere sandfærdig på. Mere nådesløs og brutal, hvis det er nødvendigt. Eller mere øm. For mig er fiktionen meget bedre , for jeg er alt for lukket og genert, og formentlig også forfængelig til at skrive selvbiografisk.
   Men selvfølgelig ved datteren af Nordens kulturelle power couple, at hendes biografi ligger under det hele, og at læserne også ved det. Derfor dukker der små brudstykker op i nogle af romanerne- Både i den aktuelle roman oog i en tidligere roman optræder der en faderskikkelse, som islogerer sig ude på en ø, Fårö, eller noget der ligner. (...)
  "Det er klart, at jeg leger med min egen selvbiografi, og det ved jeg også når jeg skriver, for mine forældre har været ekstremt offentlige personer, og jeg skriver selv bøger, så er det jo da en slags... (...)... drilleri", siger Linn Ullmann, og smager på det danske ord.
"Drilleri" som eufemistisk og kamuflerende metafor for den bagvedliggende kreative vrede, der driver faktuel erindringsbilleder sammen med den litterære fantasi i et konceptuel "blend" - et kreativt litterært "blandingsværk".

Efter jeg har læst bogen "Imagine - How Creativity Works" - af Jonah Lehrer, kan en række af de iagttagelser jeg har gjort i mange tidligere indlæg, muligvis sammenfattes under begrebet "outsider". Bestemte oplevelser i barndom og ungdom placerer med vold og magt kreative personer i en "outsiderposition" - og den stimulerer til kreativitet. Men det kan også være særlige genetisk bestemte personlighedstræk der fra starten placerer et barn i den position, fx hvis de er HSP´ere.
   I hvert fald er det tydeligt at Linn Ulmann både i sin barndom - og også i sit voksenliv - mentalt er blevet placeret i en sådan fremmedgjort outsiderposition på grund af de helt specielle forældre hun har haft og den position de har haft i offentligheden. En outsiderposition som hun må skrive sig ud af eller ind i - for at forstå hvor den stammer fra.
   Mere om outsiderpositionens betydning i kreativitetssammenhæng i et kommende indlæg. 
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/04/skandaler-en-kilde-til-kreativ-tnkning.html

lørdag den 19. maj 2012

Sacha Baron Cohen - elefant i et hyttefad - og andre faktionshistorier

Kultursiderne strømmer over med filmanmeldelser og interviews med filmfolk fra dækningen af filmfestivalen i Cannes. Den får fx ikke så lidt i forbindelse med at Thomas Vinterbergs film 'Jagten' er udvalgt til at deltage i hovedkonkurrencen.
   Når vi snakker kreativitet er det selvfølgelig ikke uinteressant at denne film har et "omvendt" problem  og tema i forhold til Vinterbergs internationale prisbelønnede gennembrudsfilm 'Festen'. Hvor 'Festen' handlede om en søns afsløring af et incest-overgreb af en far over for sine børn, så handler 'Jagten' angiveligt om en helt almindelig mand, som i et lukket landsbymiljø bliver stemplet som der har begået pædofil-overgreb selv om han er helt uskyldig.
   En af tanke-formlerne for kreativ ideudvikling er jo netop: "Hvad hvis det modsatte/omvendte var tilfældet?"

Men det var ikke det jeg ville skrive om. 
   En af Cannes-filmene har titlen 'Diktaoren', er instrueret af Larry Charles, og har Sacha Baron Cohen som den der spiller hovedrollen i filmen, en film som tilsyneladende har en række associationer til Chaplins film fra slutningen af 30´erne af samme navn. Den er morsom og udleverer på satirisk vis en række diktatorer og deres regimer i vores globale samtid.
   
Men hvem er Sacha Baron Cohen?
    Han er en af de særligt kreative personligheder - jødisk - hvis forældre er af mildest talt blandet oprindelse: faderen er fra Wales, moderen har iransk-israelsk familiebaggrund.
   Saxha Baron Cohen er berømt og berygtet for en række film  og tv-serier hvor han påtager sig en fiktiv anstødelig rolle som han derefter sender ud i den "virkelige" verden og prøver af foran tv-kameraer i forskellige situationer.
   Plottet: Elefant i et hyttefad!
   Først iscenesat i rollen som rapperen og hiphopperen "Ali G." - "en snydedum, fordomsfuld ung mand med rødder i moderne britisk storbykultur," som Henrik Palle beskriver ham i Politikens filmtillæg fra i går.
   Derefter optræder han som en omrejsende kasakstanske journalist. Sacha Baron Cohen ser vi her...
I rollen som den rejsende kasakhiske reporter Borat, der på sin rundtur i USA viser sig at have stort set ingen forståelse for vestlige omgangsformer, men formår at afdække en lang række af amerikanernes mindre behagelige sider, herunder slet skjult racisme og homofobi.
Her et sammenklip af fantastiske scener fra tv-serien som siden blev opfulgt af en biograffilm med titlen: "Borat: Cultural Learnings of America for Make Benefit Glorious Nation of Kazakhstan"



Filmens plot resumeres sådan her:
Kazakh TV talking head Borat is dispatched to the United States to report on the greatest country in the world. With a documentary crew in tow, Borat becomes more interested in locating and marrying Pamela Anderson.
Hybrid- eller blandingsgenren har jeg jævnligt været inde på i denne blog: mocumentary - i den særlige variant hvor en fiktiv person med en særpræget karakter udfordrer en social omverden i forskellige situationer med henblik på at afsløre og udlevere denne omverdens skjulte, moralsk angribelige normer og værdier. 
    Som seer er man gennemgående i tvivl om hvad der er fakta og fiktion, og om hvor meget de medvirkende er indforstået med hvad det er for en historie de medvirker i.

I Henrik Palles artikel med rubrikken "Komiker eller Klods-Hans i Krig?" beskriver han det som Sacha Baron Cohn gør i sine film og tv-serier, som "sociologisk guerillakrig" der fortæller om "et antroplogisk angreb, hvor barbaren Borat i en nødtørftig forklædning går undercover".
   Jeg synes "sociologiks guerillakrig" er en fin metafor på Baron Cohns filmiske praksis. Og på de tilsvarende film- og tv-projekter som andre hel- og halvfiktive karakterer har gang i når de iscenesætter deres dekonstruktive plot.

Ude i højre kolonne til artiklen Politikens filmsektion nævnes "5 andre iscenesættere": Mads Brügger, Hunter S. Thomson, Dame Edna, Günther Wallraff og The Yes Men".
   Og specielt Mads Brügger er med sine tv- og filmprojekter åndsbeslægtet med Sascha Baron Cohn. Brüggers tv-serier "Danes for Bush", "Det røde kapel" og filmen "Ambasadøren" som jeg så for nylig, er smukke og originale eksempler på denne særlige ironisk udstillende faktionsgenre.

Jeg synes det er synd at Henrik Palle ikke udnytter anledningen til at give læserne lidt mere historisk kød på den danske tradition for at producere tv-programmer som "sociologisk guerillakrig", en historie som ikke mindst Danmarks Radio kan være stolt af. Mads Brügger står på skulderne af en perlerække af tidligere DR-medarbejdere og -programmer
   Fremhæves skal navne som Erik Thygesen på radio-siden i begyndelsen af 70´erne, Per Schultz, Sten Baadsgaard og Poul Nesgaard fra Ungdomsredaktionnen i slutnngen af 70-erne og første halvdel af 80´erne. Og Peter Larsen fra slut-80-erne og  90-erne. Og redaktionen bag "P4 på P1".

Et berømt og berygtet radioeksempel på en sådan samfundskritisk mocumentary var Erik Thygesens fakede arbejdspladsreportage fra et skibsværft på Fyn fra 1973 der vakte så megen vrede i politiske kredse, at Radioråde på ikke mindst Erhard Jacobsens initiativ forhindrede en fastansættelse. Den direkte anledning var en fiktiv dokumentarudsendelse, der formede sig som en direkte reportage fra en arbejdsulykke fra Lindøværftet med dødelig udgang. Udsendelsen var klart inspireret af Orson Wells´ radiodramatisering af SF-romanen "Klodernes Kamp".

Jeg nævner også nogle tv-eksmplereksempler fra listen:
  • "Ungdomsredaktionen" med Poul (Nesgaard) og Nulle som værter. Et fremragende eksempel er en udsendelse med et interview med daværende overborgmester Weidekamp, hvor det lykkes at få ham til at svar på spørgsmål og diskutere med unge bz-ere i en iscensat ramme i en kældercafe på Christianshavn - selv om borgmesteren offentligt havde erklæret at den gruppe unge ville han under ingen omstændigheder snakke med.
  • http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Poul+Nesgaard&type=all&limit=120 (sidste 10 minutter)
  • "Vinduesrækken" - et program hvor en 9 klasse får besøg af en fiktiv embedsmand, der med en deadpan mine og stemmme fortæller klassen at på grund af besparelser på skolebudgetterne, skal vinduesrækken forlade skolen straks - uden eksamen - eller også skal klassen finde ud af andre kriterier for udskillelse af en tredjedel af klassen før afgangseksamen.
  • "Isby" - et program der leverer en fiktiv men helt realistisk reportage fra et frysehus hvor man  (sådan ser det ud og sådan rapporteres det) har nedfrosset unge arbejdsløse og hængt dem op i plasthylstre på kroge - til bedre tider hvor man så kan tø dem op igen.
  • "I sandhedens tjeneste" - tre programserier med samme fælles titel hvor Pul Nesgaard, Christoffer Barnekow og Nulle  som værter og hinandens kontrastfigurer  alle de konventionelle journalistisk fakta-fortælleformer og -udtryk. Den sidste serie i rækken, blev afsæt for at Poul Nesgaard søgte - og næsen fik - jobbet som tv-direktør. Og det inspirerede ham til i anden omgang at søge jobbet som rektor på Filmskolen, som han fik.
  • http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=I+Sandhedens+tjeneste&type=all&limit=120
  • "Mens vi venter på retfærdigheden". En tv-udgave af Café Teatrets forestilling. Mange mennesker har efter halvandet års afhøringer i Undersøgelsesretten opgivet at forstå, hvad det egentlig er, Tamil-sagen drejer sig om. Men efter Peter Larsens 'pædagogiske foredrag' kan seerne drage deres egne konklusioner endnu inden retten gør det.  Manuskript: Nils Ufer. Instruktion: Pernille Grumme. Scenografi: Lars Helweg. Musik: Fini Høstrup. Producer: Leon Munkholm. 
  • http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Mens+vi+venter+p%C3%A5+retf%C3%A6rdigheden&type=all&limit=120


fredag den 18. maj 2012

Aha-oplevelser, the default network, dagdrømme, blending, alfabølger og den indre søgemaskine - ifølge Johan Lehrer

Bogen jeg er ved at læse har titlen "Imagine - How Creativity Works" af Johan Lehrer. 
   Et kapitel kobler aha-oplevelser - det han kalder "insights" - sammen med the default network og conceptual blending, og det at hjernen udsender alfabølger - og aktivitet i højre hjernehalvdel.
   Med henvisning til forskellige undersøgelser konstaterer han at mennesker der har svært ved at fokusere og koncentrere sig, som fx ADHD´ere, og som nemt bliver distraheret i en opgave af irrelevante indtryk udefra, som fx HSP´ere, at de to grupper har meget nemmere ved at løse de kreativitetstests som kræver at man tænker ud af boksen. Fx denne:
Her er en aritmetikformel: III=III+III. Den er åbenlyst forkert. 
   Du må kun flytte om på en streg, for at ligningen skal blive aritmetisk korrekt. Hvordan kan det lade sig gøre?
    Svaret er: III=III=III. Du har taget den lodrette streg i plustegnet og lagt den vandret, så får du et lighedstegn - og hele formlen bliver til en såkaldt tautologi der altid er sand.
Men Lehrer bemærker også at the default network lettere bliver aktiveret når vi lukker øjnene, eller kigger ufokuseret ud i luften, eller vender øjnene mod himlen. Så vi visuelt uforstyrret kan vende "det mentale blik" indad, lade den "indre søgemaskine" få frit løb og dermed give mulighed for at forbinde ellers askilte konceptuelle rum i en blending-proces. 
Why is a relaxed state of mind so important for creative insights? When our minds ar at ease - when those alpha waves are rippling through the brain - we´re more likely to direct the spotlight of attention inward, toward tht stream of remote associations emanating frem the right hemisphere. In contrast, when we are diligently focused, our attention tends to be directed outward, toward the details of th problem we´re trying to solve.
Det Leherer jo beskriver her er skiftet mellem the task negative network og the task positive network. 
   Han referer i den forbindelse eksperimenter der viser at den farve man bliver eksponeret for inden 
man skal løse en opgave, har indflydelse på hvor god man er til  det. 
   Eksponering for rød farve fik folk til at øge opmærksomheden i forhold til detaljer og akuratesse i løsningen af en opgave. Forklaringen han kommer med et at rød associerer til fare. 
    Eksponering for blå farve fik folk til at blive væsentligt bedre til at løse kreativitetskrævende opgaver. Forklaringen er at blå associerer til himmel og hav og det forstærker alfa-bølgerne.
   
The default network (også kaldet 'the task negative network') er den del af hjernen som er aktiv når vi dagdrømmer. Men for at udnytte dagdrømme til at få nye ideer, er det vigtigt at man også mentalt set overvåger sin dagdrøm med en smule bevidsthed, så man er opmærksom på når den gode ide - the insight - dukker op blandt alle de ikke produktive associationer. 
   Han refererer en psykolog og hjerneforsker Jonathan Schooler der skelner mellem to slags "daydreaming":
However not alle daydreams are equally effective at inspiring useful news ideas. In his experiments, Schooler distinguishes between two types of daydreaming. The first type occurs when people notice they are daydreaming only when proddedt by the researcher. (...) The second type of daydreaming occurs when people catch themselves during the experiment - they notice they are daydreaming on their own. (...) "The point is that it is not enough to just daydream," Schooler says. "Letting your mind drift off is the easy part. The hard part is mantaining enough awareness so tht even when you start to daydream yo can interrupt yourself and notice at creative thought."
Derfor er det vigtigt - er min konklusion - at man er bevidst om muligheden for at skifte mellem de to neuro-netværk, og at man er opmærksom på at når man har fodret hjernen med et tilsyneladende uløseligt problem, så skal man overvåge den - men på et mentalt uforstyrrende  "vågeblus" - mens den får lov til at associere frit. Så man kan nå at fange ideen når den dukker op.