Aha-oplevelser, the default network, dagdrømme, blending, alfabølger og den indre søgemaskine - ifølge Johan Lehrer

Bogen jeg er ved at læse har titlen "Imagine - How Creativity Works" af Johan Lehrer. 

   Et kapitel kobler aha-oplevelser - det han kalder "insights" - sammen med the default network og conceptual blending, og det at hjernen udsender alfabølger - og aktivitet i højre hjernehalvdel.

   Med henvisning til forskellige undersøgelser konstaterer han at mennesker der har svært ved at fokusere og koncentrere sig, som fx ADHD´ere, og som nemt bliver distraheret i en opgave af irrelevante indtryk udefra, som fx HSP´ere, at de to grupper har meget nemmere ved at løse de kreativitetstests som kræver at man tænker ud af boksen. Fx denne:

Her er en aritmetikformel: III=III+III. Den er åbenlyst forkert. 

   Du må kun flytte om på en streg, for at ligningen skal blive aritmetisk korrekt. Hvordan kan det lade sig gøre?

    Svaret er: III=III=III. Du har taget den lodrette streg i plustegnet og lagt den vandret, så får du et lighedstegn - og hele formlen bliver til en såkaldt tautologi der altid er sand.

Men Lehrer bemærker også at the default network lettere bliver aktiveret når vi lukker øjnene, eller kigger ufokuseret ud i luften, eller vender øjnene mod himlen. Så vi visuelt uforstyrret kan vende "det mentale blik" indad, lade den "indre søgemaskine" få frit løb og dermed give mulighed for at forbinde ellers askilte konceptuelle rum i en blending-proces. 

Why is a relaxed state of mind so important for creative insights? When our minds ar at ease - when those alpha waves are rippling through the brain - we´re more likely to direct the spotlight of attention inward, toward tht stream of remote associations emanating frem the right hemisphere. In contrast, when we are diligently focused, our attention tends to be directed outward, toward the details of th problem we´re trying to solve.

Det Leherer jo beskriver her er skiftet mellem the task negative network og the task positive network. 

   Han referer i den forbindelse eksperimenter der viser at den farve man bliver eksponeret for inden 

man skal løse en opgave, har indflydelse på hvor god man er til  det. 

   Eksponering for rød farve fik folk til at øge opmærksomheden i forhold til detaljer og akuratesse i løsningen af en opgave. Forklaringen han kommer med et at rød associerer til fare. 

    Eksponering for blå farve fik folk til at blive væsentligt bedre til at løse kreativitetskrævende opgaver. Forklaringen er at blå associerer til himmel og hav og det forstærker alfa-bølgerne.

   

The default network (også kaldet 'the task negative network') er den del af hjernen som er aktiv når vi dagdrømmer. Men for at udnytte dagdrømme til at få nye ideer, er det vigtigt at man også mentalt set overvåger sin dagdrøm med en smule bevidsthed, så man er opmærksom på når den gode ide - the insight - dukker op blandt alle de ikke produktive associationer. 

   Han refererer en psykolog og hjerneforsker Jonathan Schooler der skelner mellem to slags "daydreaming":

However not alle daydreams are equally effective at inspiring useful news ideas. In his experiments, Schooler distinguishes between two types of daydreaming. The first type occurs when people notice they are daydreaming only when proddedt by the researcher. (...) The second type of daydreaming occurs when people catch themselves during the experiment - they notice they are daydreaming on their own. (...) "The point is that it is not enough to just daydream," Schooler says. "Letting your mind drift off is the easy part. The hard part is mantaining enough awareness so tht even when you start to daydream yo can interrupt yourself and notice at creative thought."

Derfor er det vigtigt - er min konklusion - at man er bevidst om muligheden for at skifte mellem de to neuro-netværk, og at man er opmærksom på at når man har fodret hjernen med et tilsyneladende uløseligt problem, så skal man overvåge den - men på et mentalt uforstyrrende  "vågeblus" - mens den får lov til at associere frit. Så man kan nå at fange ideen når den dukker op.

Dagdrømme og kreativ tænkning - hjerneforskernes svar

Weekendavisen, 23. juli. Tillægget 'Ideer'. Journalist Lone Frank (som jeg tidligere har refereret artikler af). Rubrikken: "Dagdrømmenes anatomi". Overliggerens tekst er:

Den gode last. Sæt en flok mennesker til at læse Krig og fred i en halv time, og deres tanker vil drive bort i ti procent af tiden. Men menneskets drift mod dagdrømme er faktisk heldig, for med dagdrømme følger prioritering, problemløsning og kreativitet.

Den lange artikel bygger i hovedsagen på et interview med en hjerneforsker og psykolog Jonathan Schooler, og kunne såmænd have indgået i hendes bog Den femte revolution. Han siger bl.a. at dagdrømme ikke er spild af tid, og at dagdrømme gør det muligt for mennesker at "foretage mentale tidsrejser og dermed planlægge og opfinde nyt.". Og han konstaterer at dagdrømmeri er "en af de mentale aktiviteter som vi bruger mest tid på."
   Det nye er at forskningen skelner mellem tre slags dagdrømme:

• De "ægte" dagdrømme som er "tanker og fantasier som man aktivt hensætter sig i når man ikke har andet man skal, fokus glider væk fra det, der sker omkring en." Det er det man kan opleve når man kører med tog og ikke har noget alvorligt at tænke på mens man kører. 
• Bevidst "mind wandering" hvor man er igang med en anden bevidsthedkrævende aktivitet (som at skrive denne blog), og tankerne vandrer væk fra det man laver og man godt ved at man tankerne går sine egne veje til f.eks. hvad man skal lave i aften når man kommer hjem. 
• Ubevidst "zoning out" hvor man ikke selv er opmærksom på at tankerne driver bort.

Og så har Schooler & Co. fundet ud af at hjernen samtidig aktiveres i to helt forskellige centrer under tankeflugt og dagdrømme, to områder som normalt udelukker hinanden: hvilenetværket og  eksekutvinetværket. Det første er "tændt" når man slapper af, det andet "fyrer op" når vi har gang i komplekse kognitive processer hvori indgår problemløsning. Forskernes hypotese er at det er hjernens måde at "styre en kurs mellem prioriteringer" hvor den afbalancerer de aktuelle opgavers mentale krav med tænkning i forhold til mere langsigtede mål. Schooler siger videre:

De bevidste dagdrømme er også en mental simulator. Her kan vi så at sige gratis gennemprøve og vurdere mulige situationer og måske afklare og skærpe handlngsmæssige strategier før vi går ud i virkeligheden. 

Artiklen fortæller senere at selvsamme Schooler også har lavet undersøgelser der peger på at særligt kreative mennesker dagdrømmer mere end gennemsnittet. En forskerkollega Kalina Christof, fortæller artiklen videre, har omtalt de ufokuserede drømmeaktiviteter som "fluepapir for nye ideer og uventede associationer". Og hun citeres for at sige at "når hjernen har gang i både hvilenetværket og eksekutivnetværket, kan der på samme tid foregå flydende associationer og analyse."
   Pling!, siger det for mig da jeg læser det. I den fase af den kreative proces som betegnes inkubationen, som er ubevidst og som går forud for AHA-løsningen, der må der indgå en ikke-lineær og a-logisk mental problemløsningsproces der arbejder rumligt og via grænseoverskridende associationer på kryds og tværs.
   Og så viser det sig at artiklens forfatter Lone Frank selvfølgelig har foregrebet præcis det i det følgende afsnit. Her refereres en forsker John Kuonios for at have observeret at "lige op til det øjeblik, hvor forsøgspersoner i en skanner opnår den aha-oplevelse, der  giver dem løsningen på et verbalt puslespil, netop (da er der) aktivitet i udvalget områder, der tilhører hvile- og eksekutivnetværkerne."

Dagdrømmeri som en sygdom
I øvrigt har Lone Frank en sidehistorie der fortæller at der også findes en anerkendt sygdomsdiagnose for dagdrømmeri: maladaptive daydreaming, kendetegnet bl. a. ved "en udbredt fantasiaktivitet, som erstatter menneskelig kontakt, og/eller forstyrre akademisk, interpersonel erhvervsmæssig funktion."
   Jeg kommer til at tænke på min egen barndom, hvor jeg ret konsekvent afviste at deltage i familieudflugter i weekender og ferier, og fortrak at ligge hjemme på min sofa og læse drengebøger og Tusind og en nat, eller sidde og tegne og male. Var det sygeligt? I hvert fald beklagede min mor sig meget over at jeg var så associal, og mine søskende husker hvordan "storebror" meldte sig ud i lange perioder. Jeg tænker også på en dreng i familien der nu går i 8 klasse og drømmer om at blive skuespiller. Han har også tydeligt mentalt meldt sig ud af familiesamværet, og tilsyneladende gider han nu ikke skolens tyskundervisning som jo er forudsætningen for at han kan gå videre i gymnasiet! Hvad skal man mene? Sygeligt?