Karl Ove Knausgaard om tekster uden et "du" og skrevet af "ingen"

Jeg har ikke læst Karl Ove Knausgaards "Min Kamp", men nogle citater hist og pist. Men nu har jeg læst et essay af ham i Weekendavisen fra den 19. august: "Mit fædreland". Og det er jo en medrivende stil han skriver i - og jeg gætter på at essayet med sine erindringsafsnit - koblet med reflekterende afsnit må ligge tæt på stilen i hans romanserie.

   Anledningen til essayet er Anders Breiviks ugerninger: terrorbomben i Oslo og massemordene på øen Utoya.

 

Jeg er ikke i tvivl om at han - altså Karl Ove Knausgaard - hører til kategorien af særligt kreative personligheder.

   Og hvis jeg en dag skulle finde et enkelt eksempel på en skreven tekst der illustrerer det jeg har benævnt erfaringssprog, så ville essayet være en god kandidat.

   Jeg forstår læseres og anmelderes begejstring - at de bliver "grebet" og "suget med". Knausgaard skriver tydeligvis i flow - og læserne kommer også i flow når de læser

Og jeg tænker på at nu da jeg har fået lidt styr på det med de forskellige hukommelser, så må Knausgaard jo altså være udstyret med en fantastisk episodisk hukommelse der så arbejder tæt sammen med den visuelle hukommelse.

   Wikipedia:

Episodic memory is the memory of autobiographical events (times, places, associated emotions, and other contextual knowledge) that can be explicitly stated

Jeg tjekker så op på om der er en særlig selvbiografisk hukommelse, og det er der. Wikipedia:

Autobiographical memory is a memory system consisting of episodes recollected from an individual's life, based on a combination of episodic (personal experiences and specific objects, people and events experienced at particular time and place) and semantic (general knowledge and facts about the world) memory.

Jeg tænker så at det default network som er aktivt i forbindelse med dagdrømme og andre indadvendte mentale processer som er forbundet med kreativitet, det må jo logisk set så være aktivt når hjernen fremkalder erindringer, forestillinger om fremtiden - og foretager selvreflektioner.

  Og her er nettet jo fantastisk. Jeg citerer slutningen fra en forskningsafhandling med titlen:  "Patterns of Brain Activity Supporting Autobiographical Memory, Prospection, and Theory of Mind, and

Their Relationship to the Default Mode Network" af  R. Nathan Spreng

and Cheryl L. Grady. Artiklen slutter:

Our analyses were designed to investigate the neural mechanisms underlying autobiographical memory, prospection, and theory-of-mind, and to determine if these domains rely upon a pattern of brain activity operating within the Default Mode Network (DMN. The results provide the first direct evidence to support previous independent observations that projection of the self into the past, the future, or the minds of others engages a common set of brain regions largely overlapping with the DMN.

Men det var slet ikke det jeg egentlig ville skrive om. Det var Knausgaards reflektioner over Anders Breivik som personlighed sådan som det kommer til udtryk i hans manifest. Og over de klare ligheder der er mellem hans manifest og Hitlers "Mein Kampf".

   På mange måder oplever Knausgard dem begge som kreative personligheder der mentalt er kørt totalt af sporet. Han har researchet på Hitler og "Mein Kampf" fordi han havde en plan om at skrive en bog.

Jeg ville ikke skrive en roman om ondskab eller om krig eller om nazisme, jeg ville skrive en roman om den ene bog "Mein Kampf" og det ene menneske, som har skrevet den. Hvis jeg skulle beskrive "Mein Kampf" i en sætning, ville det være, at det er en bog uden et "du". Der er et "jeg" i den, der er et "vi" i den, og der er et "dem" i den. Uden et sådan du kan jeg sige og mene hvad som helst. Jeg er fuldstændig ukorrigeret. Det er ikke forpligtet over for noget andet end sig selv og sine ideer. Fraværet af et du kendetegner også Hitlers liv. Tre af hans søskende døde, da han var dreng,og hans mor, som var det eneste menneske han virkelig var knyttet til, døde da han var ung. Han rejste til Wien efter begravelsen, og han var helt alene. Han havde ikke nære forbindelser med nogen. Fattigdommen i Wien var enorm, arbejdsløsheden omfattende, den politiske uro stor. Antisemitiske tidsskrifter og aviser florerede. Hitler læste alt hvad han kunne få fingre i, men befandt sig uden for samfundet. Han var ingen, og når man er ingen er man død, og når man er død kan man gøre hvad som helst.

Knausgaard fremhæver de mange slående paralleler der er mellem "Mein Kampf" og Breiviks manifest - og derfor også mellem de to personligheder:

Begge teksterne rummer et paranoidt verdensbillede: i 1924 var jøderne og bolsjevikkerne skyld i alt, hvad der var galt med verden, i 2011 er kulturmarxisterne og muslimerne skyld i det alt sammen. Begge tekster giver en nøjagtig og udførlig redegørelse for, hvordan de skal stoppes. Begge tekster dirrer af retfærdig harme. Begge tekster er fuld af udklip og citater fra hadske skrifter fra samfundets overdrev, men også fra anerkendte kilder i dets midte. Begge jeg-erne er fuldstændig ukorrigerede, begge jeg-erne er fuldstændig hensynsløse, og begge jegerne mangler et du. Det får mig til at tænke, at også Anders Breivik er en ingen, at også han er død, og at han for at blive nogen har været i stand til at gøre hvad som helst. 

En personlighed der er uden du, er ingen!

De journalistiske nyhedskriterier - som oplæg til endnu et neuro-journalistisk forsknings-emne

Nyhedskriterierne indgik ikke den liste af spørgsmål jeg formulerede i mit oplæg om det selvopfundne forskningsfelt neuro-journalistik - et oplæg du kan finde på adressen: 
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html

Det var ikke en forglemmelse. Problemet er imidlertid at det ikke er helt indlysende hvad vi (journalister og forskere) snakker om.
   Spørg man en relativt nyuddannet journalist i Danmark om hvad nyhedskriterierne er, så kan han/hun svare i søvne:

• aktualitet
• væsentlighed
• identifikation
• sensation
• konflikt

Disse 5 kriterier er nærmest blevet kanoniseret i løbet af de sidste 15 år - i Danmark. I lærebøger og i håndværksundervisningen i journalistik. Men egentlig er det ikke særlig indlysende at de har fået den ophøjede status.

Ole Cavling som skrev den første rigtige lærebog i journalistik på dansk: "Journalistik" (1928) opregner følgende:

• Det skal indeholde nyt
• Det skal interesserer læserne
• Det skal være overraskende
• Det skal være sandt

Man kan vel med lidt god vilje sige at "nyt" svarer til "aktualitet", "interesserer" svarer til "identifikation" og "overraskende" svarer til "sensation".

   Man bemærker så at "konflikt" ikke er med på Ole Cavlings liste!

Og nok så bemærkelsesværdigt: Kriteriet "sandhed" mangler på den moderne kanoniserede 5-punktliste. Av! Av!

I min bog "De levende billeders dramaturgi, bind 2: TV" (2003), hvor jeg omtaler Ole Cavlings kriterier, opregner jeg selv følgende nyhedskriterier som jeg - af personlig erfaring fra mange redaktionsmøder på mange forskellige tv-stationer i Skandinavien - er helt overbevist om i hvert fald er relevante for tv-journalister, og som indgår i den vurderende og prioriterende redaktionelle praksis på en tv-nyhedsredaktion:

• sandhedskriteriet: "Den vinkel holder ikke med en enkelt kilde."
• aktualitetskriteriet: "Den historie fortalte vi allerede i sidste uge."
• væsentlighedskriteriet: "Jamen, hvad er perspektivet i historien?"
• sensationskriteriet: "Der er egentlig ikke nogen historie i det!"
• identifikationskriteriet: "Du skal have fundet en case!"
• konfliktkriteriet: "Vi mangler en opponent til hans synspunkter."
• nærhedskriteriet: "Der var en dansker med i ullykkesbussen" 
• billedkriteriet: "Er der billeder i lortet?"
• solohistorie-kriteriet: "Jyllandsposten havde den allerede i morges."
• det skal være kritisk-kriteriet: "Får de ikke for meget reklame med den vinkel?"
• skarpvinkel-kriteriet: "Historien er uklar! Hvad handler den egentlig om?"

Fra min tid som konsulent i DR´s interne undervisningsafdeling (Personalekursus/DRU) navngav jeg et kriterium som på det tidspunkt var kontroversielt blandt nyhedsjournalisterne: 

• brugsværdi-kriteriet"

... et kriterium som også jævnligt bliver brugt på forskellige nyhedsredaktioner i dag. Hvis man kommer til at tænke på B.T. så er det i orden med mig.

   Når brugsværdi-kriteriet den gang i begyndelsen af 80´erne var kontroversielt at nævne - endsige være advokat for, var det fordi det særlige journalistisk paradigme - "servicejournalistik" - hvori kriteriet er helt centralt, blev betraget som mindreværdigt og "ugebladsagtigt", og som et kriterium der ikke passede ind i rolleidealet for en kritiske og uafhængig journalist på Radio- og TV-avisen.

   

I bogen "DLBD, 2: TV" diskuterer jeg også ...

• relevans-kriteriet

... som var et der optog mig meget da jeg 1992 blev direktør for den regionale tv-station: TV 2 ØST, fordi et tilbagevendende spørgsmål på redaktionen når vi diskuterede om en national nyhedshistorie var - eller kunne gøres relevant for de regionale kerneseere eller ej. 

   Hvis ikke, blev det ikke til et nyhedsindslag hos os.

Fra samme periode navngav jeg i mit eget hoved et andet vigtigt nyhedskriterium, som også var kontroversielt blandt mine unge ambitiøse journalistiske medarbejdere: 

• det kan vi være stolte af i regionen-kriteriet"

... et kriterium som på redaktionen blev omtalt som: "en positiv regional historie" . Og i krogene: "Det er en af de historier direktøren vil have".

   Men det er jo et kriterium som også udmærket kendes på landsdækkende tv-nyhedsredaktioner hvor "regional" bare udskiftes med "national". Bare tænk på når Danmark bliver nummer tre ved VM i curling!

   Baggrunden for dette var den tilbagevendende oplevelse når jeg var ude og snakke med forskellige seerforsamlinger i min rolle som direktør, at folk klagede over at de nyheder de fik serveret (ikke kun hos os, men også i DR-Regionalen, i TV-Avisen og i TV 2/Nyhederne), altid var om noget negativt.

   En skarp ældre skolelærer spurgte fx på et møde: "Hvorfor skal jeg hver dag i nyhederne have serveret tre gode grunde til at gå ud og hænge mig. Det handler ikke om andet end kriminalitet og ulykker".
   En anden tilhører henviste til Kim Larsen som havde sagt: For journalister er en god historie altid en dårlig historie.

Ida Schultz - nu Willig - har gennem deltagerobservation på en tv-redaktion også udfoldet og understreget betydningen af solohistoriekriteriet på en tv-redaktionen, et kriterium som hun betegner: eksklusivitets-kriteriet. Læs hendes glimrende bog: "Bag om nyhedskriterierne - værdier, idealer og praksis" (2006). Kommer snart i en revideret udgave!

Går man til udenlandske - engelsk-amerikanske eller norsk-svenske lærebøger i journalistik - så kan man ikke være sikker på de overhovedet omtaler nyhedskriterier ("news values"), eller at det er de samme fem som er kanoniseret i danske lærbøger og i undervisningen i journalistik på de danske uddannelser i faget.

   Men lærebogen for de skrivende journalister på SDU af Carol Rich: "Writing and Reporting News", har en yderligere række  kriterier som hun remser op:

• celebrities: kendte menneskers liv og færden
• human interest: noget der involverer stærke menneskelige følelser
• impact: kraftige reaktioner på en nyhed er selv en nyhed
• helpfullness: noget der kan hjælpe læserne med at klare deres liv
• entertainment: underholdning er altid i sig selv godt stof
• inspiration: mennesker der udviser udsædvanlig forbilledlig adfærd
• special interest: informationer for grupper med særinteressser: kvinder, etniske minoriteter: minoriteter, studerende, forretningsfolk
• trends: udviklingstendenser i samfundet som kan influere på folks liv.

Nogle af dem kan man vel godt tænke ind under et par af de danske kriterier, fx identifikation og fascination. Til gengæld er væsentlighedskriteriet fraværende fra Carol Richs liste.

Jeg synes også man skulle formulere et kriterium som klart korresponderer med et andet journalistisk paradigme der går under flere navne, men mest udbredt er nok: civic journalism - borgerjournalistik på dansk.  
   Paradigmet er kendetegnet ved at journalistiske historier opfindes, udvikles og vælges i et samarbejde mellem journalister og borgere som er læsere af avisen.

   Målet med dette journalist-læser-samarbejde er at hjælpe læserne til at blive bevidste om egne interesser og egne politiske muligheder, og dermed fungere som en slags "emancipatorisk" fødselshjælper for læsernes aktive (politiske) engagement  i emner og problemstillinger som vigtige for dem som borgere i deres (lokal)samfund.

   David K. Perry skriver i sin bog "The Roots of Civic Journalism" (2003) så er dette journalistisk paradigme kendetegnet ved udbredt enighed om følgende principper:

• "Attempting to situate newspapers and journalists as active participants in community life, rather than as detached spectators."
• "Making a newspaper a forum for discussion of community issues."
• "Favoring the issues, events and problems important to ordinary people."
• "Considering public opinion through the process of discussion and debate among members of a community."
• "Attempting to use journalism to enhance social capital."

Heri ligger der selvfølgelig også nogle principper for udvælgelse og prioritering af historier, nemlig om de kan hjælpe borgerne til politisk set at blive aktive selvstændig tænkende og handlende subjekter:

• hjælp til politisk selvhjælp-kriteriet

Dette kriterium har så skiftet ham - fra kvalitet til kvantitet - på net-redaktionerne idag hvor man gerne vil have mange hits og mange kommentarer, og derfor vælger og prioriterer "tabloide" historier:

• mange hits-kriteriet

Hvad siger Wikipedia, som jo i den engelske udgave tit er både diskuterende og fagligt-videnskabeligt up to date på mange emneområder. Hvad siger de om...

News values, sometimes called news criteria, determine how much prominence a news story is given by a media outlet, and the attention it is given by the audience. A. Boyd states that: "News journalism has a broadly agreed set of values, often referred to as 'newsworthines'..." News values are not universal and can vary widely between different cultures. In Western practice, decisions on the selection and prioritization of news are made by editors on the basis of their experience and intuition, although analysis by J. Galtung and M. Ruge showed that several factors are consistently applied across a range of news organizations. Some of these factors are listed below, together with others put forward by Schlesinger and Bell. According to Ryan, "there is no end to lists of news criteria". Among the many lists of news values that have been drawn up by scholars and journalists, some, like Galtung and Ruge's, attempt to describe news practices across cultures, while others have become remarkably specific to the press of certain (often Western) nations.

Det stemmer meget godt med mine egne konklusioner: Nyhedskriterier er ikke konceputelle universalier. Journalister er en blandet skarer med varierende social baggrund, de professionelle standarder, herunder den professionelle etik, er mildest talt flydende, redaktioner befinder sig i alle mulige samfundsmæssige kontekster, og deres værdier og prioriteringer skifter med lokale magtforhold og målestokke. Og med hvilke publikumsegmenter de af kommercielle eller strategiske grund satser på at gøre glade

   Og sidst men ikke mindt: med udviklingen af internettet - med platforme.

Der findes ikke nogen simpel værdimæssig fællesnævner for journalistik i Danmark og i Kina. Der findes ikke nogen simpel værdimæssige fællesnævner for journalistik i medier som: Ingeniøren, Weekendavisen, Se & Hør, Ekstrabladet, Sydsjællands Tidende, DR 2/Deadline, P4-Sjælland.

   Og i det omfang de traditionelle medier og platformer også har fået .dk-portaler på nettet, så er der heller ikke nogen simpel korrespondance mellem de kriterier der hersker der, og dem som dominerer på de traditionelle platforme: avis, radio, tv.

   Der er i bedste fald tale om det man kalder "familieligheder": A ligner B på de og de punkter, B ligner C på de og de punkter (som er nogle andre end dem hvor A og B ligner hinanden) etc.

   Disse bredspektrede forskelle dækker de danske kanoniske fem nyhedskriterier over, som et mentalt røgslør. Og de er med til at fastholde professionens diskutable selvforståelse: at journalister en homogen profession - ligesom læger og advokater. 

    Det er de ikke - hvad deres fagforbund for længst har taget konsekvensen af.

Selvfølgelig er der noget fælles. Men det er i hjernen  på journalister og i kroppen på journalister det findes - et fællesskab som udfolder sig synligt og konkret i arbejdet på en redaktion. 

    Et fællesskab som er et produkt af mimetiske lærerprocesser som tidligere i Danmark var indeholdet i en tre-årig journalist-elev-uddannelse (typisk på en provinsavis), og som stort set stadig opretholdes uændret gennem en årelang lønnet praktiktid og gennem en mentalt og tids-krævende, emotionelt monopoliserende - håndværksundervisning på alle tre journalistuddanneler i Danmark (Læs det afsluttende kapitel i 2. udgaven af "Bag nyhedskriterierne")

Det peger på at neuro-journalistik som fokus for forskning måske har en fremtid, jfr. mit blogindlæg for en uge siden, som du finder adressen på i starten af dette indlg

Her kan jeg så supplerer med en række spørgsmål, som specielt fokuserer på nyhedskriteriernes "afspejling" i de journalistiske hjerne når den er aktiv:

• Hvad foregår der i hjernen på journalister når de oplever at "nu er vi virkelig  journalister", dvs i store breaking news situationer hvor alle nyhedskriterier mentalt set er oppe i det røde felt? 
• Hvilke neurale moduler "tænder" og "slukker" når konfliktkriteriet dominerer valget af historie? 
• Hvilke spejlneuroner er aktive, og hvor i hjernen tænder de, når identifikationen er afgørende? 
• Kan man skrive en historie som et resultat af den undersøgende journalistiks arbejdsproces uden at adrenalinen pumper rundt i kroppen, dvs når væsentlighedskriteriet mentalt set er i symbiose med konflikt- og sensationskritererne? 
• Og kan man blive "intern narkoman" af det? 
• Når man producerer sensations-historier, aktiverer det så den coctail af belønningshormoner som udløses i andre situationer hvor lyst og fasciantion dominerer det mentale arbejde?

Det sidste nye for mig under rubrikken "neuro-journalistik" er opdagelsen af hjernens såkaldte "default netværk" som er aktivt når hjernen ellers holder "frikvarter" og ikke er optaget af opmærksomhedskrævende opgaver eller af at forholde sig til sine umiddelbart sansede sociale omgivelser. 

   Ifølge faglitteraturen er dette netværk aktivt (og udsender alfabølger) under dagdrømme ("mind-wandering"), under genkaldelse af personlig erindringer, under selvrefleksioner og når man sidder og har fantasier om fremtiden.

   Og det lukker altså ned - går i en slags dvale - når man - fx som journalist - er optaget af udadvendte opgaver og omærksomhedskrævende aktiviteter. Og tænder igen når opgaven er løst eller når man mister interessen og motivationen.

Dette default-netværk i hjernen kobles i faglitteraturen sammen med muligheden for kreative processer. 

   Og det ligger ikke langt væk at forestille sig at når hjernen ikke har andet at lave når man går sig en tur i skoven, så har den fri til en indre søgende vandring på kryds og tværs - mellem de forskellige hukommelser: den episodiske hukommelse (erindringer), den leksikalske hukommelse (facts som man har lært), den procedurale hukommelse (det man bar kan uden at tænke, som fx at køre bil eller vinkel en historie), og den perceptionelle hukommelse (udseendet, lyden eller smagen af fysisk genstande, væsener og handlinger: en hund, en bil, et håndtryk, et kys).

  Og under denne mentale på kryds- og tværs vandring - en slags hjernens "fri leg" - kan man så opdage ellers uerkendte forbindelser og sammenhæng, sådan som de kommer til udtryk i konceptuel blending og metaforisk tænkning - to fænomener som jeg har brugt mange indlæg på at indkredse og beskrive i det foregående. Og som er vigtige ingredienser i den simulerende tænkning som er livsvigtig for at journalisten kan komme i flow.
   Og som - det også er min teori - er afgørende for original og fornyende journalistik. Og som derfor har dårlige betingelser når journalister under vedvarende stress producerer de daglige "rugbrødsnyheder", fx til nettet hvor der hele tiden eller aldrig er en deadline.

En eftertanke: Noget jeg lige læste, forklarer at to af hukommelserne: den episodiske og den leksikalske, har bevidstheden adgang til og kan viljemæssigt trække på, mens de to andre: den procedurale og den perceptionelle, de er uden for bevidsthedens styrende indflydelse, og tilhører det kognitivt udbevidste.

Du er en drømmer, Peter! - når default-netværket fungerer i praksis og bruges til - hvad?

Da jeg var barn, fik jeg tit at vide at jeg var "en drømmer". Og det forældre og andre voksne mente, var at jeg tit ikke var særlig opmærksom på mine omgivelser, men "gik i mine egne tanker", "var langt væk", "var fjern i blikket", "professor-distræt" - og hvilke metaforer man ellers brugte.

   Da jeg gik i første klasse i Holeby skole, havde vi en lærerinde der hed frøken Rømme. Hun havde også bemærket at jeg tit ikke var særlig næværende, og foretog en gang det eksperiment forsigtigt at balancerer en lineal på toppen af mit hoved uden at jeg lagde mærke til det. Sådan går historien i hvert fald i min familie.

En metafor for default-netværkets funktion, som jeg lige finder på, er at det er aktivt når hjernen ikke er på arbejde, men holder fri og holder ferie. På nettet har jeg set at det også kaldes "off-line cognition" - altså "off-line tankevirksomhed" - hvor computeren er metafor for hjernen.

  En engelsk metafor for det at dagdrømme er "mind wandering" - altså "at sindet vandrer" - svarende til at man siger: "Jeg gik i mine egne tanker" - altså metaforen går ud på at tanker er som et landskab man kan gå rundt i.

Ud over disse metaforer som jeg nævner oven for - og som jo på en måde også dokumenterer at dette default-netværk findes og antyder hvordan det fungerer - så peger det her på noget jeg tidligere har været lidt inde på: parallellen mellem "det indre syn" og "det ydre syn".

   "Det ydre syn" er jo det der er forudsætningen for og vejen til at spejlneuronerne kan udfører deres job, nemlig gøre os i stand til automatisk og ubevidst at "aflæse" andre menneskers indre "tilstand", gennem perceptionen af deres ydre handlinger, gestus, mimik: Vores hjerne "simulerer" vores egne neurale forbindelser mellem handling og intention - og handling og følelser - når de ser en anden agere.
   Det ligner lidt det at læse noderne til en melodi uden at spille stykket på et instrument.

Men man også kan "vende blikket indad" og i bevidstheden genkalde sig oplevelser/erindringer/minder som man tidligere har perciperet, dvs. oplevelser som spejlneuronerne har simuleret på det tidspunkt man havde oplevelsen.

   Her sker der jo så det at man "aflæser" sine egne minder - som jo ikke er selve oplevelsen og ikke præsenterer sig for det "indre øje"/på den "indre skærm" med sammen "livagtighed" som de sansede indtryk man havde da man blev udsat for oplevelsen den gang.

   Den genfremkaldet oplevelse - mindet - er et aftryk i hjernen der i et eller andet omfang matcher den oprindelige oplevelses indtryk - en mental simulation af det hjernen modtog og optog oprindelig, altså.

   Og min teori vil være at i og med man fremkalder dette minde, så aktiveres de til den ydre oplevelse korresponderende spejlneuroner også, men kun i en neddæmpet udgave.

Jeg har lavet mig en metafor på det: Forholdet mellem en melodi skrevet ud som noder på et stykke papir og så selve melodien spillet på et instrument, svarer til forholdet mellem spejlneuronerne og handlingerne som de "tænder" på. Der er absolut ingen fysisk lighed mellem noderne på papir og melodien spillet på  instrument: noderne "ses", mens melodien "handles" og "høres". Men man kan sige at noderne afspejler den spillede melodi. Og tilsvarende er der ingen fysisk lighed mellem spejlneuronernes tændingsmønster, og så de fysiske handlinger som de repræsenterer eller de synsindtryk som de står for.

Litteraturen på nette om default-neværket forbinder dets funktion tæt med kreative processer, og én anfører at for at hjernen rigtig kan få gang i den indre mentale vandretur, så skal man gå sig en rigtig tur (underforstået: uden formål, altså ikke en svampejagt-skovtur)

Da jeg så netværket beskrevet, herunder at det tog over og var aktivt når man dagdrømte, var det nærliggende at søge på en sammenhæng mellem det og så det at drømme "rigtigt" mens man sover. Og jeg finder:

Erin Wamsley and Robert Stickgold, two of the best scientists doing dream research these days, have presented a new model of the dreaming brain in Wamsley, E. J., and R. Stickgold. 2010. Dreaming and offline memory processing. Current Biology 20 (23):R1010-3. In that article they suggest that some aspects of dreaming cognition, most especially those aspects that promote memory processing, could be mediated by what has become known in neuroscience circles as ‘the default network' of the brain. This is the set of neural structures that are normally activated when we are just resting, doing nothing in particular but daydreaming. I know also that another premier dream researcher Bill Domhoff has suggested something similar in an in-press article Consciousness and Cognition.

http://www.psychologytoday.com/blog/dream-catcher/201105/dreaming-and-the-default-network

Og hvad skrives der ellers om dagdrømme? I høj grad at det har noget at gøre med kreative processer:

Daydreams are an inner world where we can rehearse the future and imagine new adventures without risk. Allowing the mind to roam freely can aid creativity—but only if we pay attention to the content of our daydreams. Neuroscientists have identified the “default network”—a web of brain regions that become active when we mentally drift away from the task at hand into our own reveries. When daydreaming turns addictive and compulsive, it can overwhelm normal functioning, impeding relationships and work. (...)

Most people pend about 30 percent of their waking hours spacing out, drifting off, lost in thought, woolgathering -or as one scientist put it, "watching your own mental videos"

http://www.tkpi.org/content/day-dreaming-brains-default-network-and-inattention-0

Det er værd at notere at dagdrømme og rigtige drømme mens man sover, opleves med forskellig virkelighedsgrad eller realismeintensitet: Drømme opleves som virkelige når man drømmer (og derfor må man i drømme knibe sig i armen for at sikrer at det er drømme), det gør dagdrømme ikke.

   Default-netværket er også aktivt under hypnose, trance og når man mediterer. Meditation dæmper netværkets aktivitet, uden at hjernen - som ellers - begynder at fokuserer på yde indtryk.

   Det ser ud til at skizofreni kan forklares ved et default-netværk som er løbet løbsk, og som ikke lukker ned som det skal når bevidstheden forsøger at løse opgaver:

When properly connected, the default network has an automatic shut-down mechanism that kicks in when it is necessary for us to direct our attention outward. For instance, when people with a "properly wired" default network are concentrating on a task, blood flow leaves the default network and areas of the prefrontal cortex that are needed to focus become more active. After all, it is mighty difficult to concentrate on things going on outside when there is so much going on inside.

   So what does the schizophrenic brain look like? As it turns out, people with schizophrenia have an overactive default network without the important connections that allow them to shut off the network. This overactivity in the default network is present when people with schizophrenia are just chilling as well as when they are trying to focus on an external task.

http://www.psychologytoday.com/blog/beautiful-minds/200903/are-people-schizophrenia-living-dream

Det passer jo meget godt sammen med andre teorier om at der er en sammenhæng mellem det kunstneriske sind og skizofreni.

Neural spejling og neural selv-projektion - to simulations-mekanismer i hjernen: nærkontakt- og fjernkontakt-forståelse

Jeg har lige læst en fantastisk god bog om spejlneuroner - om opdagelsen af dem og om det internationale forskningsforløb som det har igangsat over hele verden. Forfatteren har selv været en central skikkelse i det forskningsmiljø.
   Han hedder Marco Iacoboni, er italiener af oprindelse, men nu professor i UCLA. Bogen har titlen: "Mirroring People - The science of Empathy and How We Connect with Others." 

   Der er en del overlapning med V. S. Ramachandran: "The Tell-Tale Brain", som jeg tidligere har refereret til og citeret fra (og været begejstret for). Men Iacobonis empiriske udgangspunkt er neuro-imaging-teknikker, hvorimod Ramachandrans er undersøgelser af efftekter af hjerneskader på forskellige dele af hjernen. Det giver en anden indgangsvinkel, og de supplerer hinanden fint.

  

Inden jeg kaster mig ud i at referere Iacobonis bog og den bagvedliggende tænkning, sådan forfra, vil jeg tage udgangspunkt i noget af det han skriver om i et af de sidste kapitler: nemlig opdagelsen af eksistensen af et andet neuralt neværk end spejleneuron-netværket. Det kaldes "the default network", som synes at "tænde" og "arbejde" når hjernen ikke er igang med en målbevidst aktivitet, som fx at iagttage noget eller udføre en bestemt handling, som er det sensomotorisk orienterede spejlneuron-netværk er aktivit i forbindelse med. 

Jeg søger på "the brain´s default network" og finder flere artikler der påpeger at det er aktivit nå vi fx dagdrømmer, når hjerne/opmærksomheden/bevidstheden vandrer bort fra den fokuserede aktivitet det er igang med. Et neuralt netværk som tilsyneladende "ser indad" når hjernen ikke har andet at lave

   Jeg skal lige forklare at "default" i denne sammenhæng betyder "normal" med konnotationer til at noget ikke sker eller udebliver.

Mens spejlneuron-netværket jo grundlæggende er udadvendt - vendt imod perception af andres handlinger som svarer til vores egne, og som hjernen så simulerer - som noder til en melodi vi ikke spiller, ja, så ser det ud til at "the default network" er aktivt introvert, fx når vi ellers er mentalt inaktive og genkalder os situationer vi har oplevet, eller når vi forestiller os et scenario vi tænker på at deltage i i fremtiden. 

   Her er altså også tale om en slags simulering, men mere a la det som vi siger vi kan foretage os ved hjælp af vores fantasi - vores forestillingsevne. 
   I øvrigt bemærker jeg at ordet "fantasi" - "imagination" - ikke indgår i de artikler.

Nogle af citaterne nedenfor peger imod den slags mentale (tanke)virksomhed som ligger bag kontrafaktisk udsagn som beskrives i "The Way We Think", som fx: "Hvis jeg havde været ansat på det tidspunkt, så ville det forskningsprojekt være afsluttet til tiden" - eller bag udsagn af typen: "Hvis jeg var i dine sko, så ville jeg se at komme ud af det ægtskab i en fart."
   Her kommer citater fra nogle abstracts jeg fandt ved søgning af "the brain´s default network":

People often attempt to understand other minds by using their own thoughts and experiences as a proxy for those of others, a process known broadly as simulation. Recent research in cognitive neuroscience has identified the neural bases of two forms of simulation: mirroring and self-projection. Mirroring involves a vicarious response in which a perceiver experiences the same current mental state as that of another person, and has been linked recently to brain regions that “mirror” the experiential states of others. In contrast, self-projection involves imagining oneself in the same situation as another person, predicting one’s thoughts and feelings in that hypothetical scenario and assuming that the other would think and feel the same way. This form of simulation has been linked to a set of regions known collectively as the default network and includes the medial prefrontal cortex, precuneus and posterior cingulate, and lateral parietal cortex. Although most discussions of simulation have conflated these two processes, here we describe the conceptual and empirical reasons to distinguish between self-projection and mirroring and suggest the unique role each plays in understanding others.  

http://cdp.sagepub.com/content/20/3/197.abstract

Her skelner forfatterne altså mellem "mirroring" og "self projection". "Mirrorning" er lokaliseret til den præfontale motorcortex, mens "self projection" tilsyneladende er forankret i "medial prefontal cortex m. fl. Her er det beskrevet at de fleste diskussioner om spejlneuronernes funktion og betydning, har "conflated" - "punkteret forskellen mellem" - de to netværks forskellige processer. 

Humans enjoy a singular capacity to imagine events that differ from the "here-and-now." Recent cognitive neuroscience research has linked such simulation processes to the brain's"default network." However, extant cognitive theories suggest that perceivers reliably simulate only relatively proximal experiences-those that seem nearby, soon, likely to happen, or relevant to a close other. Here, we test these claims by examining spontaneous engagement of the default network while perceivers consider experiencing events from proximal and distal perspectives. Across manipulations of perspective in four dimensions, two regions of the default network-medial prefrontal cortex and retrosplenial cortex-were more active for proximal than distal events, supporting cognitive accounts that perceivers only richly simulate experiences that seem immediate and that perceivers represent different dimensions of distance similarly. Moreover, stable individual differences in default activity when thinking about distal events correlated with individual variability in an implicit measure of psychological distance, suggesting that perceivers naturally vary in their tendency to simulate far-off or unlikely experiences.  

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21391760

Pointen i den her undersøgelse fremhæver, så vidt jeg forstår, at de klassiske spejlneuroners funktion er forankret i det sensomotoriske system, og dermed begrænser det sig til her og nu-situationer sammen med andre mennesker, som altså kan ses og høres eller er inden for (mental) percieptions- rækkevidde som når man ser dem på film. 

   Men default-netværket synes at være aktivt når man simulerer mennesker som er "langt væk" - altså uden for de eksterne sansers rækkevidde.

During the many idle moments that comprise daily life, the human brain increases its activity across a set of midline and lateral cortical brain regions known as the "default network." Despite the robustness with which the brain defaults to this pattern of activity, surprisingly little is known about the network's precise anatomical organization and adaptive functions. To provide insight into these questions, this article synthesizes recent literature from structural and functional imaging with a growing behavioral literature on mind wandering. Results characterize the default network as a set of interacting hubs and subsystems that play an important role in "internal mentation"-the introspective and adaptive mental activities in which humans spontaneously and deliberately engage in every day.  

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21677128

Dette abstract henviser til at the default network fungere når vi dagdrømmer og andre former for introspektive aktiviteter - det de kalder "internal mentation". 

Thirty years of brain imaging research has converged to define the brain’s default network—a novel and only recently appreciated brain system that participates in internal modes of cognition. Here we synthesize past observations to provide strong evidence that the default network is a specific, anatomically defined brain system preferentially active when individuals are not focused on the external environment. Analysis of connectional anatomy in the monkey supports the presence of an interconnected brain system. Providing insight into function, the default network is active when individuals are engaged in internally focused tasks including autobiographical memory retrieval, envisioning the future, and conceiving the perspectives of others. Probing the functional anatomy of the network in detail reveals that it is best understood as multiple interacting subsystems. The medial temporal lobe subsystem provides information from prior experiences in the form of memories and associations that are the building blocks of mental simulation. The medial prefrontal subsystem facilitates the flexible use of this information during the construction of self-relevant mental simulations. These two subsystems converge on important nodes of integration including the posterior cingulate cortex. The implications of these functional and anatomical observations are discussed in relation to possible adaptive roles of the default network for using past experiences to plan for the future, navigate social interactions, and maximize the utility of moments when we are not otherwise engaged by the external world. We conclude by discussing the relevance of the default

network for understanding mental disorders including autism, schizophrenia, and Alzheimer’s disease. 

 http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/216771287

Jeg oversætter lige de to centrale afsnit i dette abstract: 

Default-netværket er aktivt når individer er optaget af internt fokuserede mentale opgaver, som fx. at genkalde sig selvbiografiske erindringer, at forestille sig fremtiden, og forstille sig i en andens sted og at se noget fra hans synspunkt. (...) Implikationerne af disse funktionelle og anatomiske observationer diskuteres nærmere i forhold til at default-netværket har en adapterende rolle som gør det muligt at udnytte tidligere erfaringer til at planlægge fremtiden, til at navigerer i social interaktion, og til maximalt at udnytte de tidsrum hvor hjernen ikke er optaget af den ydre verden.

Det helt centrale her er at dette netværk tager sig af fremkaldelse af personlige - autobiografiske - erindringer og erfaringer. De ligger i en særlig underafdeling af den "deklarative hukommelse" som kaldes "den episodiske", og som - går jeg ud fra - bliver kaldt frem ved et match med aktuelle spejlneuroners aktivitet - som jo må ligne den aktivitet som spejlneuronerne udført da de handlinger som erindres, foregik og blev sanset - den gang.

Denne sidste eftersætning ("som jo må ligne den aktivitet som spejlneuronerne iudførte da de handlinger som erindres, foregik og blev sanset den gang"), den har jeg ikke læst mig til, men er en kreativ tanke - en ide som er udsprunget af mit møde med forestillingerne om dette ny netværks funktion i forhold til system af spejlneuroner som jeg har været optaget af og læst om de sidste uger og måneder.
   Et resultat af blending - på et ret abstrakt niveau.

En strøtanke: Spejlneuronsystemet "lugter" mere af "fakta", mens "the default network" "smager" mere af fiktion.

Længe leve håndskriften

Information bragte for nogle uger siden en artikel der fortalte at Staten Indiana som den første stat i USA holder op med at undervise skoleelever i at skrive i hånden. I stedet skal de lære at skrive via computerens tastatur.

   Ifølge artiklen havde beslutningen skabt ret vild debat over hele USA, men andre stater overvejede at følge i Indiana-statens fodspor.

Kan man mene noget om det? 

  Ud fra det man ved om spejlneuroner, deres nødvendige funktion for at forstå andres og udføre egne formålsbestemte handlinger og deres betydning for at man kan lære genne imitation, så er det en pædagogisk katastrofe.

Spejlneuron-systemet har den funktion at det aktiveres både når man selv udfører en handling og når man ser andre udføre den samme handling. Det vil sige at når man lærer at skrive, så indkodes der et motorisk program i hjernen der er aktivt både når man selv skriver, når man ser andre skrive, og når ser nogle skrevne bogstaver og man læser noget der er skrevet.

   Det der sker er, at man skærer forbindelsen over mellem kroppens motorik og de mentale skrive/læse-færdigheder. Der vil hos de børn ikke være nogen fysisk overensstemmelse mellem de linjer og den form øjet ser når det læser et bogstav, og det hånden udfører når det skriver det - idet det blot vil være et tastetryk på en tast med bogstavet på.

   Og det vil sandsynligvis skade mulighederne for at forstå hvad man læser.

Sandsynligvis foregår der nemlig det når man læser, at forståelsen af det læste sker gennem simulation af at man skriver det  og simulation af at man udtaler det. "Simulation" betyder at spejlneuronerne er aktive som hvis man skrev eller læste højt, men uden at de omsættes i handling som de repræsenterer, deres eksekvering bliver hæmmet, så at sige.

   En analogi: Forholdet mellem spejlneuronerne og de handlinger som de repræsenterer i hjernen og kan være med til at eksekvere, er at ligne med forholdet mellem noderne til et musikstykke og så udførelsen af det på et instrument.  

   Hvis noderne slet ikke er indskrevet i hjernen, så kan fingrene heller ikke beordres til at spille dem på klaveret.

Et citat fra en artikel i en bog om effekten af forskellige måder at lære at skrive på:

Handwriting can be conceptualized as a perceptual-motor skill in which the perceptual component pertains to the letter shape and the motor component to the movement producing the letter trajectory. As the goal is to enable children to acquire fast and legible handwriting, a failure in this learning process is often associated, if not inevitably, to poor school performance. Fayol and Miret (2005) have shown, for example, that children with poorer graphic skills performed worse in a dictation test. Thus, failure in learning to write letters involves negative consequences at the highest level of cognitive processes involved in text production (Olive, Favart, Beauvais, & Beauvais, 2009).

http://leadserv.u-bourgogne.fr/files/publications/000425-effects-of-different-types-of-learning-on-handwriting-movements-in-young-children.pdf