"Når livet pludselig spoles tilbage" - om Stefan Merril Block

I Politikens kultursektion i dag finder jeg et Kim Skotte-interview med den amerikanske forfatter Stefan Meeril Block, i anledning af  at hans debutroman udkommer på dansk: En fortælling om at glemme. Temaet for romanen er en speciel slags Alzheimers der er genetisk betinget.
   Indledningen til interviewet fortæller om en situation som forfatteren husker fra han var 7 år. Han havde været på indkøb med sin mor:

Da de kom hjem, så de drengens bedstemor sidde roligt og fodre pejsen med papir. Det var alle de digte og breve, hendes mand havde skrevet til hende i årenes løb, før han døde. Bedstemoderen var sidst i 60´erne. Hendes mand var maniodepressiv og havde tilbragt mange år på sindssygehospital.
   På spørgsmålet om, hvad hun dog lavede, svarede hun lidt åndsfraværende, næsten som om hun bare var ude med skraldespanden: "Åh, der var lige nogle ting, jeg ville af med...".
   Det stille sørgmodige billede af kvinden, der metodisk brænder sin mands digte. På en måde kan Stefan Merril Blocks forfatterskab spoles tilbage til dette punkt.

Denne oplevelse af det første tegn på at bedstemoderen fik Alzheimer, er altså det kreative "krisepunkt" for denne forfatter. Han fortæller hvordan han oplever at blive ældre, mens bedstemoderen går i barndom, hvordan de så at sige krydser hinanden mentalt og bevidsthedsmæssigt. Han citeres for at sige: "Det var temmelig forfærdeligt og følelsesmæssigt en meget stærk situation."
   Senere i artiklen fremgår det at forfatteren som ung var "videnskabsnørd" og vandt en videnskabskonkurence. Og har arbejdet med kancerforskning og forskning i børns kognitive udvikling. Selv om han nu er skønlitterær forfatter, læser han stadig naturvidenskabelige tidsskrifter, men som han siger: "Jeg vil hellere læse om forskningsresultater end fremskaffe dem. Videnskab er for mig en helt afgørende vej til at finde rundt i tingene."
   Altså i min tænkning er han en typisk blended personlighed - der må være kreativ for at bearbejde sin indre splittelse og "hele den" gennem sine kreative processer og produkter.
   Selve romanen er også i sig selv en blended genre, hvor faktuel viden, reelle erindringer indgår som materiale i en i princippet fiktiv fortælling
   Der er meget mere "guf" i interviewet, men jeg når ikke mere lige nu.

Kunsten at se - Om kreativitet og frihåndstegning - Betty Edwards - skrivningen der begyndte at få sit eget liv

For mange år siden stødte jeg på navnet Betty Edwards. Hun er amerikaner og tegnelærer, og har skrevet bøgerne "At tegne er at se - Indføring i frihåndstegning" fra 1979, og "Kunsten at se - Om kreativitet og frihåndstegning" fra 1986.
  Den gang jeg læste to bøger, husker jeg det var en aha-oplevelse da hun forklarede de pædagogiske teknikker som hun er berømt for at anvende når hun lærte andre at tegne, ved at henvise til teorien om de to hjernehalvdele og kreativ tænkning. Jeg opdager i dag at den første som engelsk titel havde "Drawing on the Right Side of Brain".
   Nu vil jeg læse dem igen, med friske øjne

I forordet til den sidst bog skriver hun:

Det har være en opdagelsesrejse at skrive denne bog. Jeg begyndte med en vag idé om at visuel perception, tegning og kreativitet på en eller anden måde lod sig knytte sammen. Skrivearbejdet tog form af en søgen, en jagt efter holdepunkter, der kunne give mig mulighed for at fastholde forskellige stumper af dette begreb og til sidst passe dem sammen til et forståeligt hele.

Det kunne jeg selv have skrevet i forhold til denne blog, samme mål, samme forventning. Lige efter skriver hun:

Da jeg begyndte at skrive, stod det mig langtfra klart, hvilken form det endelige manuskript ville tage. Og efterhånden som skrivearbejdet skred frem, forekom det mig, at det på en eller anden måde begyndte at leve sit eget liv og led mig i min søgen snarere end omvendt. Jeg opdagede, at jeg på en mærkelige måde skrev om kreativitet og samtidig var fordybet i netop denne proces - min søgen og genstanden for min søgen blev ét og det samme.

Også det svarer til min egen oplevelse med at begynde at skrive til denne blog. For mig er den er også  "begyndt at leve sit eget liv", stille krav til mig, så jeg ind imellem føler at jeg slet ikke kan følge med. Og det forstyrrer mine andre dag-til-dag gøremål. Bloggen har også taget en anden retning end jeg lige havde tænkt fra starten.
   Jamen, hvad havde jeg tænkt fra starten? Jeg havde liggende en artikel om kreativitet som er 2-3 år gammel, skrevet til Niels Erik Willes "Festkompendium". Og så havde jeg en samling PowerPoint-slides liggende fra mine oplæg til de journaliststuderende på RUC. Jeg tænkte at jeg stille og roligt ville udforlde de afsnit og udfolde dem ved lidt ekstra læsning inden for de enkelte emner.
   Men så kom begrebet "conceptual blending" og metaforteorien ind over, og efterkritikoplægget til Karens Sechers "Besøgstid" - et program hvor hun havde gennemført over 100 interviews med kreative personligher.
   Og så er det ellers gået over stok og sten.

Séraphine - to personligheder i en - og hun hører stemmer

"Djævlebrændt", er rubrikken til en forsidetekst på Politikens tillæg om film. Selve forsideteksten fortæller:

Om dagen gjorde hun rent og kokkererede hos de priviligerede. Om natten gik hun amok med sine farver og pensler. En kunstsamler opdagede hende, og berømmelsen og rigdommen vokser. Men under overfladen lurer dæmonerne. Historien om den franske maler Séraphine blev årets mest uventede succes.

I anmeldelsen inde i tillægget fortælles der noget om hvad der "lurer" under overfladen:

...for Séraphine hører stemmer. Hun mener selv, at hendes kunst er noget hendes skytsengel har pålagt  hende, og ofte truer de indr dæmoner med at kvæle kreativiteten.

Endnu et eksempel på det vi har set tidligere hos kreative og kunstneriske gemytter: to personligheder i en. Og så hører hun stemmer, men i modsætning til hvad jeg skrev tidligere om en der hørte stemmer, og som blev terroriseret af dem, så fungerer stemmerne her tilsyneladende modsat, eller også er der både stemmer der er destruktive, og en skytsengel der guider hende kreativt.
   Her er et af hendes malerier:



Jeg må ind og se den film.

I hendes biografi på Wikipedia fortælles at hun mistede sin mor året efter hun blev født, faderen døde da hunvar syv år gammel. Hun blev indlagt i 1932 på et sindssygehospital og døde to år efter. Hun havde, står der, "an irrepressible urge to create": en uimodståelig trang til at skabe - altså her: male.
   Også det har jeg bemærket før: at det med hele tiden at komme til at bedrive kunst for nogen er noget de ikke kan leve uden. De får simpelt hen stærke psykosomatiske abstinenser hvis ikke de får udfoldelsesmulighederne.

Den kreative personlighed og flow - Mihaly Csikszentamaihaly

Har netop fået en længe ventet bog med posten fra Amazon: Creativity - Flow and the Psychology of Discovery and Invention. Titlen indeholder jo nøgleordet kreativitet, og det sammen med ordet "flow" var det der gjorde at jeg måtte have den.

   Begrebet "flow" har jeg kendt til 2-3 år, som den særlige tilstand eller stemning man kan  komme i når man laver noget produktivt der optager en så meget at "man glemmer sig selv og tid og sted".

   Jeg så en grafisk model af "flow indtegnet i en slags koordinatsystem, en model som havde lighedspunkter med berettermodellens spændingskurve men også med aktantmodelllen omkring subjektets i spændingsfeltet mellem modstander og hjælper.  Og jeg kunne konstatere at den tilstand man som publikum (seer, lytter, læser) kommer i når dramaturgien virker efter hensigten, svarer til beskrivelsen af flowtilstanden. Her er sådan en flow-grafik:

Man kan groft sagt beskrive det sådan at flow-skemaet her viser en udviklingshistorie for et kreativt menneske i en læreproces, og at det langt hen ad vejen svarer til - er analogt med - at aktant- og berettermodel skematiserer udviklingen af hovedpersonen i et drama.

For at blive fri for at skrive det lange forfatternavn, så kalder jeg ham herefter Mihaly C. Han kombinerer i sin tænkning forestillinger om den kreative personlighed med den kontekst som denne personlighed udfolder sig i: "domæne" og "mark".

   Med "domæne" mener han "et samordnet sæt af symbolske regler og procedurer" som: matematik, jura, malerkunst, journalistik, politik. Med "mark" ("field") mener han alle de mennesker der fungerer som "gatekeepers" der afgør om en ny ide eller et nyt produkt skal accepteres, inkluderes og bevares i domænet.

   Hans ide er - ikke så særligt original, men klar - at når kreativiteten har succes så afhænger det af den rigtige kombination af personlige egenskaber med de specifikke vilkår i "marken" og udfoldelsesmulighederne inden for et givet domæne.

Om den kreative personlighed siger han, efter at have gennemgået en række forskellige tilsyneladende modstridende eksempler på kendte og anerkendt kreative personligheder:

Are there then no traits that destinguish creative people? If I hade to express in one word what makes their personalities different from others, it would be complexity. By this I mean that they show tendencies of thought and action that in most people is segregatede. They contain contradictory extremes - instead of being an "individual", each of  them is a "multitude". Like the color white that includes alle the hues in the spectrum, they tend to bring together the entire range og human possibilities within themselves."

Derefter går Mihaly C. over til at opregne og gennemgå de ti paradoksale kombinationer af egenskaber der kendetegner den kreative personlighed, en liste som stort set falder sammen med de egenskaber jeg opregnede i et af mine første blogindlæg. Så det er sikkert Mihaly C. som er en af kilderne til min opregning der. Jeg kan i hvert fald konstatere at han i ovennævnte citat indfanger noget af det samme som jeg har efterporet i mange indlæg: den splittede personlighed som en af drivkræfterne i de kreative blending-processer.
   Der er mindst to personer i én, og de to skal finde ud af at integrere sig og forsone sig med hinanden i gennem det kreative arbejde og det kreative produkt.

Eva Novrup Revalls ph.d.-afhandling - om den kreative proces bag danske filmmanuskripter

Endelig, tænkte jeg, da jeg så avisartiklerne om Eva Novrup Redvalls ph.d.-afhandling: Manuskriptskrivnng som kreativ proces. De kreative samarbejder bag manuskriptskrivning i dansk spillefilm.

   Det var da også på tide at der var en film- og medieforsker der brød ud af den konceptuelle rammen hvor man kun ser på det færdige produkt og modtagelsen af det. Men stort set helt undlader at interesserer sig for hvordan filmen, det kunstneriske produkt skabes og bliver til. Og dermed også undlader at sætte ord og begreber på det der foregår under den kreative proces. 

   I den sammenhæng er det slående hvad hun siger om Mogens Rukow, som - så vidt jeg husker - var min sidekammerat i 4. mellem på Christianshavns Gymnasium. Det sker i et interview i Information i dag af Kasper Lundberg, der spørger: 

Så filmverdenen har ikke vidst hvordan man laver manuskripter, de har bare gjort det?

   "Lad mig give et eksempel: Jeg talte på et tidspunkt med Mogens Rukow, der har manuskriptlinien på Filmskolen. Her er den mand, hvis betydning for dansk manuskriptskrivning ikke kan overvurderes. Jeg interviewede ham om skriveprocessen, og hans udsagn kan koges ned til det vidunderligt diffuse 'enten lykkes det, eller også lykkes det ikke'. Der er brug for nogle flere ord på hvordan processen fungerer."

Selv om ordet intuition ikke nævnes her, så er det jo hvad det drejer sig om, kreative og produktive processer skabt gennem en ikke-bevidst tankevirksomhed. Og når Mogens Rukow ikke vil sætte ord på, så kan det skyldes at han nok har ordene, men ikke vil bruge dem i et interview. Han underviser jo folk med et kreativt psykologisk potentiale, og de ord eller ordbilleder, metaforer og lignelser der skal bruges over for dem i den pædagogiske situation, er det ikke sikkert han synes han kan bruge i et interview. Så er det nemmere at affeje intervieweren med den smarte replik om at det enten lykkes eller ikke lykkes.

  

Men ellers er der jo også en mere generel pointe her: På den ene side "viden" forstået som abstrakte sammenfatninger af erfaringer i ord, begreber, definitioner, og på den anden side "viden" som den mentale ressource man  besidder for at kunne skrive et (godt) filmmanuskript, er to forskellige ting. Og det er ikke indlysende hvordan de to slags viden kan arbejde sammen og befrugte hinanden.

   Mon teorien om konceptuel blinding kan sige noget om hvilke typer af mentale rum der stritter imod blending?

   Der er så i øvrig for mig klare associationer til teorien om de to slags tænkning, knyttet til de to hjernehalvdele.

  

Man kan også udfordres til at overveje om den modsætning mellem de to slags viden, som jeg jo også genkender fra de blandede lærerkorps (teoretikere og praktikere) på de universitetsplacerede journalistuddannelser på RUC og SDU, overhovedet kan overvindes konstruktivt og positiv, og evt. hvordan?