"Tilbage til fremtiden" - kreativ nytænkning bag journalistisk nyhedssite: "PolitiFact.com"

Fagbladet Journalisten bringer i sit sidste nummer en artikel under rubrikken "Tilbage til fremtiden", skrevet af Jakob Elkær.  Manchetten siger: "De klassiske journalistiske dyder er tilbage i digital form. PolitiFact tjekker om magthaverne lyver og holder deres løfter. Det er vaghundejournalistik proppet på en database, der forvandler dag til dag-journaliastik til et langsigtet graveprojekt."
   Artiklen fortæller om et nyhedssite som er kendetegnet ved at journalisterne tjekker politikeres, opinionsdanneres og andre indflydelsesriges offentlige udtalelser for deres sandhedsværdi, og så offentliggør de tjekresultaterne på deres site. Det sker i form af en vurdering på en "Truth-O-Meter"-skala:

• SANDT 
• MEST SANDT 
• HALVT SANDT
• NÆPPE SANDT 
• FALSK
• BUKSERNE BRÆNDER

Elkær fremhæver i sin vinkling at det "på en gang oser af gammeldags journalistik og samtidig udnytter moderne webteknik optimalt." Altså i min terminologi at det er et resultat af en kreativ blending-proces.

At tjekke udsagn for deres sandhedsværdi, er i journalistisk sammenhæng ikke noget nyt, sådan set. Vi kender det fra sidste valgkamp hvor flere aviser havde daglige artikler hvor de researchede på om politikernes generelle påstande og udsagn holdt ved en nærmere prøvelse. Mere generelt kan man hævde at det jo egentlig ikke er andet end hvad journalstik i princippet går ud på: at tjene sandheden - "in honour of truth". Og at når vi taler vagthunde-journalistik i sin fineste form - undersøgende journalistik - så skal det jo være så tjekket at det "holder i retten".

Men hvad er så det nye i dette web-journalistik-koncept, det der er et resultat af kreativ tænkning? Ja, ifølge artiklen er det nye:

1. at researchen på sandheden i udtalelserne omsættes til en kategorisk dom (=konklusion), udtrykt i en værdi på en sandhedsskala (jfr. ovenfor); normalt vil man sige at det ikke er journalisten der skal dømme, han skal fremlægge facts, og så er det læserne der skal dømme på det grundlag,
2. at al den dokumentation som dommen (=konklusionen) bygger på, lægges åbent og tilgængeligt frem; normalt lægges den journalistiske dokumentation kun frem i udvalgte citater, og det er ikke muligt at gennemskue om dette udvalg er styret af journalistens bagvedliggende holdninger,
3. at man i forbindelse med en journalistisk undersøgelse også fremlægger modevidens, altså dokumentation som man har gravet frem og som ikke underbygger den kritiske vinkel, eller måske ligefrem modsiger den, 
4. at sitet også fortæller den positive historie: nemlig når politikere og andre magthaver taler sandt og holder deres løfter; "på en avis smider man oftest researchen til et faktatjek ud, hvis resultatet er for mudret, eller til en slagkraftig rubrik, eller hvis politikerne taler sandt," skriver Elkær,
5. at det er muligt for læserne at lægge bedømmelsen af enkeltudtalelser sammen og få en samlet vurdering af en politikers eller opinion omgang med sandheden, ved at opsummere sandhedsværdien for en lang række udsagn over tid; normalt vil læserne ikke have den mulighed gennem sin dag til dag-læsning af sin avis.

Set med akademiske øjne, nærmer journalistikken sig her forskningen, idet den i dette koncept leverer gennemsigtighed i forhold til hvordan den når sine konklusioner, og idet den også accepterer konklusioner uden kritisk eller negativt afslørende framing. 

   Ifølge artiklen kommer ideen til konceptet fra en webudvikler, Adrian Holovaty, der i 2006 har skrevet: "Manifesto on the fundamental way newspaper websites need to change".  Heri argumenterer han for at "journalister skal gøre op med tanken om hurtige artikler uden levetid ud over døgnet og i stedet tænke på at de faktisk samler struktureret information." Se mere på http://www.holovaty.com/writing/fundamental-change/

  

Går man ind og læser manifestet, så er det dybt interessant ud fra en kreativitetssynsvinkel, idet hovedpointen er at journalister som gruppe og profession kun tænker på informationer som noget der her og nu skal skal skæres til så de kan bruges til at lave journalistik på efter et historieskema. Sjældent tænker de på information som noget der har værdi i sig selv i kraft af at de kan bruges i alle mulige andre forskellige sammenhæng.

   Det må jeg vist se nærmere på senere!

I hvert fald giver det mening for mig at se selve den kreative proces det er at producere et stykke journalistik, som en blending-proces, hvori der i det ene input-rum indgår et historie-skema, og i et andet input-rum indgår en række informationer, og som output får vi så en journalistisk sammenkogt, formet og fortalt historie. I det blendede rum i artiklen er informationerne fra input-rummet frigjort fra sin strukturelle kontekst for at kunne indgår gnidningsfrit i historiens skematik. 

   Problemet er at det ikke er muligt at køre den journalstiske historie-blender baglæns, og dermed få informationerne ud af artiklen igen i en form så de uden videre kan bruges i andre sammenhænge - både af  læserne og af andre journalister. Det er det som Adrian Holovaty kalder "struktureret information", der foreligger i en databaseform der gør at det har værdi ud over en enkelte journalistiske histories ramme.
   Principielt er det jo igen noget der minder om forskning, hvor en stor del af de formelle konventioner der omgiver publiceringen af en afhandling, har til formål at gøre informationerne nyttige i andre forskningssammenhænge, gennem abstracts, fodnoter, forskellige former for index, personregistre og litteraturlister.
   Man kan måske sige at det at supplere en artikel med en faktaboks, er noget der ligner struktureret information i Adrian Holovatys forstand.

Sportsjournalistikken kreative stavblender får fuld skrue når Caroline Wozcniacik er på banen

Avisernes sportsjournalister er berømte og berygtede både for deres blomstrende kreative og for deres totalt klicheprægede sprog - i kampen for at levendegøre sportsoplevelsen for læserne.

Se nu f.eks. Politikens sportsider i mandagsudgaven. "Wozniacki skød grusbanesæson i gang med triumf", udråber rubrikken. Det betyder bare at hun vandt sin første turnering spillet på bane med grusunderlag. Om metaforen at "skyde noget igang" har nogen særlig effekt er tvivlsomt. At introducerer billedet af manden der står ved startlinjen og skyder et kapløb i gang, er måske snarere forvirrende end oplysende, når det nu handler om en kvindelig sportsstjerne der spille tennis
   Men der er altså tale om blending: en konceptuel blanding der trækker på et aktuelt indput-rum hvor CW indleder og vinder den første af en række tenniskampe på grusbane i den sæson, og på et andet imaginært input-rum hvor en official til et atletikstævne afskyder en startpistol hvorefter en række løbere sætter igang med at løbe i en konkurrence om at nå først i mål. I det blendede rum optræder CW både som den der står og skyder pistolen af og og en af dem der tager afsæt fra startlinien og løber derudad.

Også artiklens indledningsafsnit er interessant som en tekst der er et resultat af en ret radikal blending-operation:

For knap 500 år siden søgte den spanske opdagelsesrejsende Juan Ponce de León forgæves efter dokumentation for legenden om 'ungdommens kilde' ved Florida-kyststrækningen Ponte Vedra Beach. Søndag fandt en ung dansker til gengæld for anden gang lykken i området, der i dag er et populært hjemsted for golf- og tennisstjerner samt skuespillere.

Skulle nogen være i tvivl så blev det igen slået fast: Caroline Wozniacki er kommet til verdenstoppen i tennis for at blive. (...)

Artikelindledningen rejser spørgsmålet om man kan tale om at en tekst er udtryk for et mislykket blending-forsøg.    
   Det er i hvert fald utroligt svært at se hvad denne sammenkobling af en 500 år gammel fortælling om en mand der forgæves søgte at dokumentere eksistensen af 'ungdommens kilde", har at gøre med at "en ung dansker" (CW) for anden gang fandt lykken i området."
   Der er nogle lighedspunkter der fungerer som betydningsmæssige koblinger mellem de to input-rum: Historierne foregå på samme geografiske sted med 500 års mellemrum, og i begge historier indgår noget med ungdom.

  Men samtidig er der i teksten indbygget en modsætning der modvirker blending af de to rum: hovedperson søger forgæves 'ungdommens kilde' - den anden hovedperson er en ung dansker der til gengæld finder lykken for anden gang.

  I det ene rum er der noget der mislykkes for ever, mens der i det andet er noget der lykkes for anden gang..
   Stakkels Juan Ponce de León trækkes frem af historiens mørke for at give en flatterende, men i øvrigt helt irrelevant story-baggrund for Carolines meriter. Hun er ung, hun behøver ikke - som taber-Juan - at søge ungdommens kilde, er den uudtalte konklusion.
   Det blended rum som journalisten har skabt, har ligheder med Cæsar når han holdt sejrs-processioner i Rom. Som led i processionen havde han, for at kaste glans over sig selv, altid indlagt alle mulige tabere fra sine slag, modstandere som han havde holdt i live ind til processionen, for så lige efter at aflive dem.

Klee, Nolde, Hokusai - og kreative restriktioner

Både Paul Klee og Emil Nolde var repræsenteret med en række fine malerier på udstillingen "Farven i Kunsten". Og de er på mange måder hinandens modsætninger.
   Men når jeg har en særlig interesse for dem, skyldes det utvivlsomt at jeg fik et "æstetisk kick" da jeg var omkring 15-17 år. Min familien var flyttet fra Stege til København et par år før. Jeg tegnede og malede meget, og der var netop kommet Filias oliepastelfarver på markedet, som gav mig mulighed for at male fantasifulde digtede landskabsbilleder i stærke farver: Drømmebilleder. Der var på Charlottenborg i de år to store udstillinger, som min mor tog mig med på: Emil Nolde, og Paul Klee. Og jeg kan faktisk huske selve oplevelsen af at gå rundt og blive emotionelt påvirket. Jeg tror følelsen var "befrielse", "eufori". Jeg tror det var der jeg for alvor fik lyst til selv at blive maler.
   Mens efterbyrden af Klee var udstillingskataloget, som jeg siden stjal med da jeg flyttede hjemmefra, så var Nolde repræsenteret i vores hjem med en kæmpe udstillingsplakat i glas og ramme, ophængt over vores sofa i dagligstuen: Med kraftigt lysende solsikker i front, og på baggrund af en dramatisk blåsort uvejrshimmel, gennembrudt af skarpt orangerøde solstrejf.

Nå, men det der som slog mig i denne omgang, var at det fremgår af de to kunstneres biografier at de i perioder af deres liv, var tvunget til at realisere deres kunstneriske drift  i det skjulte - med andre ord: de var underlagt kreative restriktioner eller kreativ askese.

Selv om Nolde havde klare nazisympatier, fik han i 1941 totalt maleforbud, fordi hans malerier blev kategoriseret som "entartet" (da. 'degenereret'). Da oliemaleri kan lugtes, blev han tvunget til i stedet at male små akvareller, som hurtigt kunne gemmes, og som ikke efterlod sig duftspor. Da han ikke længere kunne male ude i naturen eller efter modeler, måtte han trække på sine indre billeder, sine erindringer og fantasier.
   De flere hundrede små, farvestærke og ekstremt udtryksfulde akvareller kaldes i faglitteraturen hans "umalede billeder". Og som der står på www.vimu.info: 

Serien af "umalede billeder" var et led i Noldes kunstneriske udvikling, som igen og igen var præget af faser af tilbagetrækning, hvor han i selvvalgt isolation, frembraget billedserier af en helt egen type.

Selv om jeg ikke lige har læst det nogen steder, så er det indlysende at dette maleforbud, også må have udløst det som jeg andet steds har kaldt "kreativ vrede".

I Weekendavisen 23. april 2010, under rubrikken "Kammertoner", fortæller Merete A. Baird i en anmeldelse af en Klee-udstilling i Paris:

Klee har tysk statsborgerskab, og i 1916 bliver den 37-årige mobiliseret til den tyske hær, heldigvis for gammel til at komme ved fronten. I stedet sættes reservisten til at male insdustrielt flyvemateriel. I smug arbejder han videre med sine intense små formater, anbragt i bunden af en skuffe, som hastigt kan lukkes, hvis nogen kommer ind. Abstrakte udtryksmåder hjælper med at holde massehysteriernes ubærlige realiteter på afstand. I 1917 skaber han det kubistiske "Kapellet", hvor sort måne, stjerne og sol valser rundt om et tragikomisk kapel, der skælver som et ramlende korthus i en askestøvet, blåsort undergangs- og aftenlandsfandango.

I manchetten til anmeldelsen står: "Maleriets Mozart. Paul Klee skrev i 1918 i sin dagbog: "Jeg er besat af farve. Farven og jeg er forenet. Jeg er maler." En tekst der blender Mozart og Paul Klee, og et citat der blender to input-rum:  "jeg, Paul Klee", med "farve", hvad der i output-rummets mix bliver til: "Jeg er maler".
    Paul Klee er i den grad en kunstner som helt bevidst arbejder med blending både i indhold, form og udtryk. Han er visuel ironiker, om nogen. Og anmelderen "blender med" i en vildtvoksende metaforik i forsøget på at videregive en oplevelse.
   Men det er påfaldende hvordan de to kunstneres situation i disse faser af deres liv ligner hinanden. De må male, men de må skjule deres aktiviteter, formatet er tvunget småt, og der sker ting og sager i deres kreative udvikling.
   De er begge repræsenteret med plakater og reproduktioner på vores hjemlige vægge: Nolde med en poetisk akvarel af en klovn, Klee bl.a. med en musikalsk pyramideabstraktion: "Gradus ad Parnassum".

Hokusai er en japansk maler, og hvorfor kommer jeg til lige at tænke på ham?
   Dels læste jeg om ham og blev betaget for livet på nogenlunde samme tid i min tidlige ungdom, hvor jeg fik Nolde og Klee ind på nethinden for ever. Det var i Broby-Johansens bøger: Verdensmestre og Hverdagskunst - Verdenskunst, at jeg stødte på Hokusai - og blev mærket for livet. Bøgerne stod i mine forældres reol, og var sikkert en gave fra min Morfar, der selv malede pastel i sin fritid, og som sad i Arbejderbevægelsens forlag Fremad, som udgav Brobys bøger.
   Og dels var jeg i Japan sidste år, og så rigtig mange af Hokusais berømte træsnit. Og et eksempel på udnyttelsen af selvpålagt kreativ askese eller kreative restriktioner har vi ekstremt tydeligt i hans træsnit-serie om Fuji-bjerget ("Thirty-six Views of Mount Fuji"), som han skabte da han var omkring 70 år gammel (så der er håb endnu).
   Et af de mest kendte i den serie er det der populært kaldes "Røde Fuji", med Fuji-bjerget i en kraftig lerrød farve og striber af hvid sne ned fra toppen, en mørkeblå himmel med hvide skyer som baggrund, og et mørkegrønt skovområde ved foden; dets rigtige titel er: "South Wind at Clear Dawn".
   Et andet er  "Den store bølg" (rigtig titel: "In the Hollow of a Wave off the coast at Kangawa"), som alle kender, og som jeg derfor ikke vil prøve at beskrive i ord.
   De to træsnit er simpelt hen blevet ikoner for Japan. Man så dem overalt: på nøgleringe, på sokker, t-shirts - you name it. Og jeg har haft kopier af dem hængende på væggen i mange, mange år.

"Neuroscience kaster nyt lys på kreativitet"

"Neuroscience kaster nyt lyst på kreativitet", det er rubrikken (i min oversættelse) til en artikel jeg finder på et webmagasins hjemmeside: www.fastcompany.com. Jeg er begyndt at søge på både danske og udenlandske sider der svarer på søgeordende "kreativitet" og "neurosciense". Det sidste definerer Wikipedia  således (min oversættelse): 

Neuroscience er den videnskabelige udforskning af hjerne og bevidsthed og det samlede nervesystem, med det formål at forstå hvordan vi opfatter og interagere med omverdenen og, især, hvordan menneskelig erfaring og den menneskelige biologi indvirker på hinanden. 

Det var faktisk det fagområde som både forfatterne til Metaphors We Live By og The Way We Think refererede til, som det de gerne ville samtænke med deres analyser af kreativt sprog og den bagvedliggende tænkning. Når forskningsområder som lingvistik og psykologi terminologisk kobles sammen med ordet "kognitiv", så er det en markering af at man ønsker at koble sig til de forskningsresultater som neuroscience kommer op med. Lidt provokerende sagt: De ønsker at blende to forskningsområder for at nå ny indsigt. 

   Kreativ tænkning foregår i hjernen, men hvilken sammenhæng er der med hjernens måde at fungere på?

Denne lidt tunge indgang til det der er pointen i artiklen: at vores iagttagelse og dermed opfattelse af omverdenen ikke kun bestemmes af de sanseindtryk som rammer øjets nethinde eller ørets trommehinde, men i meget høj grad af hvilke erfaringer vi tidligere har haft med sanseindtryk der ligner de aktuelle. 

   Og at det er analogt hermed også de tidligere erfaringer der begrænser vores evne til at forestille os nyt. 

   Artiklen fortæller at forskerne har konstateret at kreativitet og fantasi ("imagination") begynder med perception (=opfattelse gennem sanserne), men at det at opfatte noget ikke kun er et resultat af hvad dine sanser fortæller dig, men først og fremmest er et produkt af hjernen selv. Perception af noget i omverdenen og dette at forestille sig noget gennem fantasien er tæt forbundet fordi hjernen aktiverer og bruger de samme neurale netværk til begge funktioner. At fantasere om noget og at forestille sig noget er som at percipere "baglæns", fortæller artiklen 

   Opfattelsen af synsindtryk er hovedsagelig et resultat af statistisk funderede forventninger. Hjernens måde at udlægge mangetydige sanseindtryk på, foregår ved at man ser eller hører det der er størst sandsynlighed for. Og sandsynligheden for denne kategorisering er et direkte resultat af tidligere erfaringer. Og deri ligger så også forklaringen på at det er så svært at tænke nyt og at få nye ideer.

   Artiklen bruger et eksempel (i min oversættelse):

Luk dine øjne og forestil dig en solnedgang ved stranden.

   Hvor detaljeret var det billede du forestillede dig?

   Så du en solskive der sank ned i et roligt hav, eller så du for dig et billede fyldt med liv og aktiviteter - palmetræer der svejede for den lune vind, små bølger der skyllede omkring dine fødder, måske en elsket du stod og holdt i hånden?

   Forestil dig derefter at du står på overfladen af planeten Pluto.

   Hvordan ville en solnedgang se ud derfra?

   Bemærk hvor hårdt du måtte arbejde for at forestille dig det. Så du for dig en ensformig klode af is med solen som et lyspunkt på himlen der ikke var meget kraftigere end en stjerne? Eller forestillede du dig frosne krystalsøer af eksotiske kemikalier eller glitrende islagte fjorde badet i stjernelys.

Hvad du fremkaldte i fantasien, viser noget om hvordan hjernen arbejder, om hvorfor det kan være så hårdt at finde på nye ideer - og om hvordan du kan omlægge og forny "ledningsnettet" i din bevidsthed så den åbner sig mod kreativitetens hellige gral.

Artiklen forklarer eksemplet sådan her:

Det som neuroforskerne har fundet ud af, er at erfaring modificerer forbindelserne mellem neuroner, så de bliver mere effektive til at behandle information. Forskerne har observeret at mens et stort netværk af neuroner aktiveres for at behandle en bestemt slags indtryk første gang, så klarer hjernen sig med en meget mindre del af netværket den sjette gang den skal behandle den samme slags indtryk. Da færre neuroner aktiveres og bruges, betyder det at netværket bliver mere energieffektivt når det skal udføre sin funktion.

   Hjernen er grundliggende et stykke dovent kød. Den ønsker ikke at spilde energi. Derfor er der den slående mangel på fantasi i de fleste menneskers mentale visualisering  af solnedgangen. Der er tale om et ikonisk billede, så din hjerne følger den mindste modstands vej og kun reaktivere de neuroner som er blevet optimeret til at behandle en scene af den type.

   Hvis du skal forestille dig noget som du aldrig har set, som en "Pluto-solnedgang", så bliver mulighederne for kreativ tænkning meget større ford hjernen ikke kan trække på de allerede etablerede forbindelser mellem neuroner som er fastlagt gennem tidligere erfaringer. For at tænke kreativt, må du  udvikle nye neurale forbindelser, og bryde med de erfaringsbestemte præfabrikerede kategorier.

Jeg kan ikke se andet end at det her meget præcist korresponderer  med blending- og metaforteorien om kreativ tænkning. Da der ikke findes et præfabrikeret mentalt rum for hvordan du skal forestille dig en solnedgang på Pluto, så er det meget nemmere at tænke sig til - fantasere sig til - et nyt og blended rum.

Sjovt og interessant, synes jeg.

Morten Ramsland: "Den sidste dør til barndommen er altid låst"

Jeg havde egentlig tænkt at holde en pause med hensyn til indsamling og kommentarer til eksempler på hvordan barske barndomspolevelser sætter sig i sindet og bliver afsæt for et forstærket fantasiliv der ender i kreative blending-operationer og produktioner. Men når det er så tydeligt sat i ord og reflekteret som hos Morten Ramsland, så må det med ind i bloggen her og nu.

Politikens kultursektion, 22. april 2010. Interviewer: Carsten Andersen. Anledning: udgivelsen af opfølgningen på forfatterens bestseller fra 2005: Hundehoved. Den nye roman Sumobrødre beskriver et børneliv hvor de voksne ikke får adgang, og forfatteren fortæller at han har brugt oplevelser fra sin egen barndom som inspirationskilde, og at historien som setting har det villakvarter i Odense hvor han boede som barn.

Et af citaterne som jeg spidser øjne ved:

Det er i familien og i barndommen, at man har de tætteste relationer til andre mennesker og der, man har de mest problemfyldte relationer, fordi de går dybest. Barndomsskildringer er også  interessante, fordi man godt kan gå tilbage til den tid, men man ender altid foran en lukket dør. Der vil altid være et eller andet i barndommen, som stadig ligger hen i mørke, og det pirrer ens fantasi.

Romanen fortæller om drengen Lars der hidtil har levet i en drengegruppe hvor han har uddelt tæsk og modtaget tæsk som en del af drengekulturen. Nu som 11-årig beslutter han sig til at holde op. Og vender blikket indad, og det er ikke entydigt godt. Morten Ramsland reflekterer over sin skriveproces:

Jeg kan se, at han samtidig lukker drengeenergien ud, og det er jo ikke kun positivt. Det forvirrede mig længe, og derfor var jeg også længe om at få skrevet slutningen på romanen. På den måde ligner det mit eget liv. Jeg blev også mere indadvendt, men fik samtidig en større og mere intens fantasiverden. Den proces har nok været medvirkende til at jeg blev forfatter.

Sådan!

Noget som også er værd at forfølge er "stemmen" som man som forfatter finder når man skriver. Om de indledende skriveøvelser til den nye roman, fortæller Carsten Andersen om Ramsland:

Forfatteren kunne også mærke, han var i stand til at ramme lige netop den fortællerstemme han og læserne elskede i 'Hundehoved'. Der var bare et problem.
   "På et tidspunkt begyndte jeg at kede mig, og hvis jeg keder mig, hvordan vil det så ikke være for læserne" (...) "Jeg følte at det var her (i 'Hundehoved') at jeg havde fundet min stemme som forfatter", siger han.
   Og alligevel mærkede han en modstand i sig selv. I dag kan han godt se, at problemet måske ikke kun var at han kedede sig. Problemet var i lige så høj grad, at han var blevet fanget af en ny forfatterstemme. Han skulle et nyt sted hen, for han kunne komme videre.

Hvad er nu det for noget med "stemmer" der bestemmer? Hvor kommer de fra? Og hvad menes der med metaforen "fanget af"?
   Jeg får nogle associationer til begrebet "flow", som jeg har planlagt at skrive om senere: den særlige psykiske tilstand som gør at man mentalt set bliver opslugt af en aktivitet, så man glemmer tid og sted mens det foregår.
   Og som er en tilstand jeg - overrasket - må konstatere jeg selv er i for tiden med denne blog.