Den store Sciens Fiction-forfatter Isaac Asimov har skrevet om kreativitet - en hidtil ukendt artikel fra 1959 er dukket op

Karikaturtegning af Isaac Asimov

En af de forfattere jeg jævnligt har skrevet om og refereret til er Isaac Asimov, især kendt og berømt for to serier af Science Fiction-bøger (SF):

   En serie om udvikllingen af en verden med robotter som venlige og hjælpsomme kunstigt producerede væsener med bevidsthed, væsener som har fået indprentet i deres 'positroniske' hjernevindinger tre fundamentale robotlove som lyder som følger:

1. En robot må ikke gøre et menneske fortræd, eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade

2. En robot skal adlyde ordrer givet af mennesker, så længe disse ikke er i konflikt med første lov

3. En robot skal beskytte sin egen eksistens, så længe dette ikke er i konflikt med første eller anden lov.

Den anden serie handler om den galaktiske verdenshistories udvikling gennem beskrivelsen af sammenbruddet af et 10.000 år gammel galaktisk imperium, og  af fødslen af et nyt moderne imperium kaldet "The Foundation".

   Det var en fødsel der ifølge Foundation-serien blev igangsat  af en genial forsker Hari Seldon som udviklede en helt ny social-videnskab: Psychohistory - en socioøkonomisk videnskabelig disciplin som kunne forklare og forudsige udviklingen af vores galakses millioner af samfund over mange hundrede år, og som derfor både kunne forudsige faldet af det gamle emperium, og muligheden for at et nyt kunne opstå.

   Den ide- og fortællemæssige inspiration for den kun omkring 20-årige Isaac Asimov da han skrev de første historier i Foundation-serien,  var historikeren og forfatteren Edward Gibbsons "The History of the Decline and Fall of the Roman Empire".

Foundation-serien har været inspirationskilde for såvel Star Wars-film-serien som Star Trek-tv-serien.

   Og hans "opfindelse" af de tre grundlæggende robotlove, er blevet udnyttet af mange andre SF-forfattere som har skrevet historier hvori indgår robotter som medvirkende. 

   

Gå man til Wikipedia kan man af artiklens indledning få et indtryk af hvor helt usædvanligt fagligt alsidig  og hvor helt umanerligt produktiv en forfatteren Isaac Asimov var:

Isaac Asimov (/ˈaɪzᵻk ˈæzᵻmɒv/; born Isaak Ozimov; circa January 2, 1920[1] – April 6, 1992) was an American author and professor of biochemistry at Boston University. He was known for his works of science fiction and popular science. Asimov was prolific and wrote or edited more than 500 books and an estimated 90,000 letters and postcards. His books have been published in 9 of the 10 major categories of the Dewey Decimal Classification.

Ud over de to mange gange prisbelønnede SF-serier skrev han også SF for børn og unge - og  i hundredevis af SF-noveller. Han skrev også romaner og noveller inden for flere andre genrer, både krimier og fantasy-historier. 

   Men ikke mindst var han en højt beundret, populær og superproduktiv videnskabsformidler inden for stort set alle forskningsfelter:

Most of his popular science books explain scientific concepts in a historical way, going as far back as possible to a time when the science in question was at its simplest stage. He often provides nationalities, birth dates, and death dates for the scientists he mentions, as well as etymologies and pronunciation guides for technical terms. Examples include Guide to Science, the three-volume set Understanding Physics, and Asimov's Chronology of Science and Discovery, as well as works on astronomy, mathematics, history, William Shakespeare's writing, and chemistry.

Jeg har læst langt de fleste af Asimovs SF-fortællinger - og de fleste flere gange siden min ungdom. Og jeg har nydt det hver gang. Også selv om jeg efterhånden kan mange af historierne og plottene udenad.

   Men jeg har også læst hans selvbiografier (dem skrev han nemlig flere af med års mellemrum) med stor fornøjelse. 

   Hans egen personlige og hans forældres historie som fattige jødiske emigranter fra Rusland 1922 er i sig selv en fascinerende og opmuntrende oplevelse at få indblik i.

  Både hans altomfattende læsning inden for et bredt spektrum af videnskaber og hans usædvanligt store produktivitet når det gælder udgivelse af nye værker - både fakta og fiktion, er også helt enestående.

   Han er i den grad et smukt eksempel på "en særligt kreativ personlighed".

Af hans erindringer får man klart indtryk af Asimov som en helt usædvanligt belæst og højt begavet mand, der ikke mindst er velsignet med en helt unik evne til at forklare og formidle svære videnskabelig sammenhænge i et usædvanligt klart og let-forståeligt sprog. 

Asimov was a long-time member and vice president of Mensa International, albeit reluctantly; he described some members of that organization as "brain-proud and aggressive about their IQs". He took more joy in being president of the American Humanist Association. The asteroid 5020 Asimov, a crater on the planet Mars, a Brooklyn elementary school, and a literary award are named in his honor.

https://en.wikipedia.org/wiki/Isaac_Asimov

For nylig er det så kommet frem at den ekstremt kreative og produktive forfatter faktisk også har skrevet et essay specifikt om kreativitet. 

  Det var en overraskelse. I hvert fald for mig.

  Frem for at gå i detaljer med et referat og dissikere hans artikel som er skrevet da han var 40 år, så leverer jeg den her i sin helhed nedenfor.

    Wikipedia kan fortælle om historien bag artiklen:

In 1959, after a recommendation from Arthur Obermayer, Asimov's friend and a scientist on the US missile protection project, Asimov was approached by DARPA to join Obermayer's team. Asimov declined, on the grounds that his ability to write freely would be impaired should he receive classified information. However, he did submit a paper to DARPA titled "On Creativity" containing ideas on how government-based science projects could encourage team members to think more creatively.

Isaac Asimov ville altså ikke opgive sin frihed til at skrive hvad der passede ham, til fordel for et prestigefyldt og sikkert også velbetalt job i den hemmelige militære organisation The Defense Advanced Research Projects Agency (DARPA) som var ansvarlig for udviklingen af ny avanceret militær teknologi, fx til rumraketter, et job der nok ville give ham en masse ny og avanceret teknologisk viden, men en viden som han ikke kunne bruge og fortælle om i sine elskede bøger fordi den ville være hemmeligstemplet.

   Som en slags afbigt for at sige nej, afleverede han dette essay som sit bidrag til arbejdet: 

ON CREATIVITY

How do people get new ideas? 

Presumably, the process of creativity, whatever it is, is essentially the same in all its branches and varieties, so that the evolution of a new art form, a new gadget, a new scientific principle, all involve common factors. We are most interested in the “creation” of a new scientific principle or a new application of an old one, but we can be general here.

   One way of investigating the problem is to consider the great ideas of the past and see just how they were generated. Unfortunately, the method of generation is never clear even to the “generators” themselves.

   But what if the same earth-shaking idea occurred to two men, simultaneously and independently? Perhaps, the common factors involved would be illuminating. Consider the theory of evolution by natural selection, independently created by Charles Darwin and Alfred Wallace.

   There is a great deal in common there. Both traveled to far places, observing strange species of plants and animals and the manner in which they varied from place to place. Both were keenly interested in finding an explanation for this, and both failed until each happened to read Malthus’s “Essay on Population.”

    Both then saw how the notion of overpopulation and weeding out (which Malthus had applied to human beings) would fit into the doctrine of evolution by natural selection (if applied to species generally).

   Obviously, then, what is needed is not only people with a good background in a particular field, but also people capable of making a connection between item 1 and item 2 which might not ordinarily seem connected.

   Undoubtedly in the first half of the 19th century, a great many naturalists had studied the manner in which species were differentiated among themselves. A great many people had read Malthus. Perhaps some both studied species and read Malthus. But what you needed was someone who studied species, read Malthus, and had the ability to make a cross-connection.

    That is the crucial point that is the rare characteristic that must be found. Once the cross-connection is made, it becomes obvious. Thomas H. Huxley is supposed to have exclaimed after reading On the Origin of Species, “How stupid of me not to have thought of this.”

    But why didn’t he think of it? The history of human thought would make it seem that there is difficulty in thinking of an idea even when all the facts are on the table. Making the cross-connection requires a certain daring. It must, for any cross-connection that does not require daring is performed at once by many and develops not as a “new idea,” but as a mere “corollary of an old idea.”

    It is only afterward that a new idea seems reasonable. To begin with, it usually seems unreasonable. It seems the height of unreason to suppose the earth was round instead of flat, or that it moved instead of the sun, or that objects required a force to stop them when in motion, instead of a force to keep them moving, and so on.

    A person willing to fly in the face of reason, authority, and common sense must be a person of considerable self-assurance. Since he occurs only rarely, he must seem eccentric (in at least that respect) to the rest of us. A person eccentric in one respect is often eccentric in others.

    Consequently, the person who is most likely to get new ideas is a person of good background in the field of interest and one who is unconventional in his habits. (To be a crackpot is not, however, enough in itself.)

    Once you have the people you want, the next question is: Do you want to bring them together so that they may discuss the problem mutually, or should you inform each of the problem and allow them to work in isolation?

   My feeling is that as far as creativity is concerned, isolation is required. The creative person is, in any case, continually working at it. His mind is shuffling his information at all times, even when he is not conscious of it. (The famous example of Kekule working out the structure of benzene in his sleep is well-known.)

   The presence of others can only inhibit this process, since creation is embarrassing. For every new good idea you have, there are a hundred, ten thousand foolish ones, which you naturally do not care to display.

Nevertheless, a meeting of such people may be desirable for reasons other than the act of creation itself.

   No two people exactly duplicate each other’s mental stores of items. One person may know A and not B, another may know B and not A, and either knowing A and B, both may get the idea—though not necessarily at once or even soon.

   Furthermore, the information may not only be of individual items A and B, but even of combinations such as A-B, which in themselves are not significant.   However, if one person mentions the unusual combination of A-B and another the unusual combination A-C, it may well be that the combination A-B-C, which neither has thought of separately, may yield an answer.

   It seems to me then that the purpose of cerebration sessions is not to think up new ideas but to educate the participants in facts and fact-combinations, in theories and vagrant thoughts.

   But how to persuade creative people to do so? First and foremost, there must be ease, relaxation, and a general sense of permissiveness. The world in general disapproves of creativity, and to be creative in public is particularly bad. Even to speculate in public is rather worrisome. The individuals must, therefore, have the feeling that the others won’t object.

   If a single individual present is unsympathetic to the foolishness that would be bound to go on at such a session, the others would freeze. The unsympathetic individual may be a gold mine of information, but the harm he does will more than compensate for that. It seems necessary to me, then, that all people at a session be willing to sound foolish and listen to others sound foolish.

   If a single individual present has a much greater reputation than the others, or is more articulate, or has a distinctly more commanding personality, he may well take over the conference and reduce the rest to little more than passive obedience. The individual may himself be extremely useful, but he might as well be put to work solo, for he is neutralizing the rest.

   The optimum number of the group would probably not be very high. I should guess that no more than five would be wanted. A larger group might have a larger total supply of information, but there would be the tension of waiting to speak, which can be very frustrating. It would probably be better to have a number of sessions at which the people attending would vary, rather than one session including them all. (This would involve a certain repetition, but even repetition is not in itself undesirable. It is not what people say at these conferences, but what they inspire in each other later on.)

    For best purposes, there should be a feeling of informality. Joviality, the use of first names, joking, relaxed kidding are, I think, of the essence—not in themselves, but because they encourage a willingness to be involved in the folly of creativeness. For this purpose I think a meeting in someone’s home or over a dinner table at some restaurant is perhaps more useful than one in a conference room.

   Probably more inhibiting than anything else is a feeling of responsibility. The great ideas of the ages have come from people who weren’t paid to have great ideas, but were paid to be teachers or patent clerks or petty officials, or were not paid at all. The great ideas came as side issues.

   To feel guilty because one has not earned one’s salary because one has not had a great idea is the surest way, it seems to me, of making it certain that no great idea will come in the next time either.

   Yet your company is conducting this cerebration program on government money. To think of congressmen or the general public hearing about scientists fooling around, boondoggling, telling dirty jokes, perhaps, at government expense, is to break into a cold sweat. In fact, the average scientist has enough public conscience not to want to feel he is doing this even if no one finds out.

   I would suggest that members at a cerebration session be given sinecure tasks to do—short reports to write, or summaries of their conclusions, or brief answers to suggested problems—and be paid for that, the payment being the fee that would ordinarily be paid for the cerebration session. The cerebration session would then be officially unpaid-for and that, too, would allow considerable relaxation.

   I do not think that cerebration sessions can be left unguided. There must be someone in charge who plays a role equivalent to that of a psychoanalyst. A psychoanalyst, as I understand it, by asking the right questions (and except for that interfering as little as possible), gets the patient himself to discuss his past life in such a way as to elicit new understanding of it in his own eyes.

   In the same way, a session-arbiter will have to sit there, stirring up the animals, asking the shrewd question, making the necessary comment, bringing them gently back to the point. Since the arbiter will not know which question is shrewd, which comment necessary, and what the point is, his will not be an easy job.

   As for “gadgets” designed to elicit creativity, I think these should arise out of the bull sessions themselves. If thoroughly relaxed, free of responsibility, discussing something of interest, and being by nature unconventional, the participants themselves will create devices to stimulate discussion.

Published with permission of Asimov Holdings.

Artiklen blev først offentliggjort i 2014 i MIT Technology Review, her et link.

https://www.technologyreview.com/s/531911/isaac-asimov-asks-how-do-people-get-new-ideas/ 

Georg Lakoff vs Donald Trump - George Lakoff analyserer og dekonstruerer Donald Trumps retorik

George Lakoff

Donald Trump

Jeg har flere gange refereret til den kendte lingvist George Lakoffs kreative og begavede skriverier. 

   Dels for hans og Mark Johnsons teori om betydningen af 'konceptuelle metaforer' i vores grundlæggende forståelse af hvad som helst 'abstrakt'.

    Dels om betydningen af 'metaforisk framing' i den aktuelle politiske debat og diskurs.

   De to bøger som jeg kan anbefale og jævnligt har trukket på i diverse blogindlæg, er altså: "Metaphors We Live By" (1980), og "Don´t Think on an Elephant" (2004). 

   Den er anmeldt i Kommunikationsforum.dk her:

http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/don-t-think-of-an-elephant

Hvad en 'konceptuel metafor' er for noget, fortæller Wikipedia om her:

In cognitive linguistics, conceptual metaphor, or cognitive metaphor, refers to the understanding of one idea, or conceptual domain, in terms of another. An example of this is the understanding of quantity in terms of directionality (e.g. "the price of peace is rising").

   A conceptual domain can be any coherent organization of human experience. The regularity with which different languages employ the same metaphors, which often appear to be perceptually based, has led to the hypothesis that the mapping between conceptual domains corresponds to neural mappings in the brain.[1][2]

   This idea, and a detailed examination of the underlying processes, was first extensively explored by George Lakoff and Mark Johnson in their work Metaphors We Live By. Other cognitive scientists, for example Gilles Fauconnier study subjects similar to conceptual metaphor under the labels "analogy", "conceptual blending" and "ideasthesia".

Hvis du vil vide mere om 'konceptuelle metaforer' og 'konceptuel blending', så søg på blokken her, og det vil vrimle med mere eller mindre begavede indlæg.

Men nu er det sådan at George Lakoff dukker op flere gange  når man googler på Donald Trump og forsøger at finde ud af hvordan man skal forstå og forklare hans succes.

   En artikel fra economics.com fra den 4. marts forsøger at forklar sammenhængen mellem Donald Trumps succes og de bagvedliggende konceptuelle metaforer som gennemsyrer hans tale(r):

http://evonomics.com/no-one-knows-why-trump-is-winning/

Den er der en dansker, Steen Hartmann, der har været så venlig at oversætte her:

https://www.facebook.com/notes/steen-d-hartmann/kan-du-ikke-forst%C3%A5-hvorfor-trump-vinder-her-er-hvad-kognitiv-videnskab-siger-den/2059269790965278

 Så jeg tillader mig at gengive den nedenfor i hans oversættelse . 

   Det er vigtigt, og det er flot at Steen Hartmann har brugt tid og kræfter på oversættelsen til dansk.

   Den engelske overskrift lyder altså:

Can’t Understand Why Trump Is Winning? Here’s What Cognitive Science Says. The linguistic psychology behind voting.

Donald Trump vinder primærvalgene som republikansk præsidentkandidat med en sådan kraft, at det synes sandsynligt, at han bliver den næste republikanske præsidentkandidat (det er han i mellemtiden blevet red.) og måske den næste præsident. Demokraterne har meget lidt forståelse for, hvorfor han vinder - og vinder komfortabelt; og endda ser mange republikanere ham ikke som republikaner og forsøger at stoppe ham, men ved ikke hvordan. Der er forskellige teorier: Folk er vrede, og han taler til deres vrede. Folk tror ikke meget på Kongressen og ønsker en ikke-politiker. Begge dele kan være sandt. Men hvorfor? Hvad er detaljerne? Og hvorfor Trump?

   Mange mennesker er mystificeret. Han synes at være kommet ud af ingenting. Hans holdninger vedrørende spørgsmål passer ikke ind i en fælles støbeform.

   Han går ind for Planned Parenthood, Social Security, og Medicare, som ikke er standard republikanske holdninger. Republikanerne hader ekspropriationsret (regeringens beslaglæggelse af privat ejendom) og elsker Trans-Pacific Partnership (TPP handelsaftalen), men han har de modsatte synspunkter om begge. Han er ikke religiøs og foragter religiøs praksis, men de evangeliske (dvs. de hvide evangelikale) elsker ham. Han mener sygesikring og farmaceutiske virksomheder, samt militære entreprenører, får for store overskud og ønsker at ændre det.   Han fornærmer store stemmeberettigede grupper, for eksempel latinoer, hvorimod de fleste Republikanerne forsøger at omfavne dem. Han ønsker at deportere 11 millioner indvandrere uden papirer og mener, at han kan. Han ønsker at stoppe alle muslimer i at komme ind i landet. Hvad sker der?

   Svaret kræver en smule baggrund, som ikke er blevet drøftet i medierne hidtil.

Noget baggrund

   Jeg arbejder med kognitiv hjerneforskning. I 1990'erne, lovede jeg at besvare et spørgsmål på mit felt: Hvordan hænger de forskellige politiske holdninger mellem konservative og progressive sammen? Tag konservatisme: Hvad har det at være imod abort at gøre med at være for at eje våben? Hvad har det at eje våben at gøre med at benægte eksistensen af den globale opvarmning? Hvordan hænger det at være anti-government sammen med ønsker om et stærkere militær? Hvordan kan du være imod abort og for dødsstraf? Progressive har de modsatte synspunkter. Hvordan hænger deres synspunkter sammen?

   Svaret kom fra en erkendelse af, at vi er tilbøjelige til at forstå nationen metaforisk i familiære termer: Vi har stiftende fædre (founding fathers). Vi sender vores sønner og døtre i krig. Vi har Homeland Security. De konservative og progressive verdensbilleder som deler vores land kan lettest forstås i form af moralske verdenssyn, der er indkapslet i to meget forskellige almindelige former for familieliv: Den omsorgsfulde forældre familie (progressiv) og Streng fader familie (konservativ).

Hvad har sociale spørgsmål og politik at gøre med familien?

   Vi er først opdraget i vores familie, og så vokser vi op med en forståelse af institutioner modeleret på familiers styrende systemer.

I den strenge fars familie, ved far bedst. Han ved hvad der er rigtigt og forkert og han har den højeste myndighed for at sikre at hans børn og hans ægtefælle gør, hvad han siger, hvilket bliver godtaget for at være, hvad der er rigtigt. Mange konservative ægtefæller accepterer dette verdenssyn, opretholder faderens autoritet, og er strenge i de områder af familielivet, at de er ansvarlige for. Når hans børn er ulydige, er det hans moralske pligt at straffe dem smerteligt nok, til at de, for at undgå straf, adlyder ham (gør det rigtige), og ikke bare gør, hvad der føles godt. Gennem fysisk disciplin formodes de at blive disciplineret, indvendigt stærke, og i stand til at få fremgang i den ydre verden. Hvad hvis de ikke har fremgang? Ja, det betyder, at de ikke er disciplinerede, og kan derfor ikke opføre sig moralsk rigtigt, og så fortjener de deres fattigdom. Dette ræsonnement viser sig i konservativ politik, hvor de fattige ses som dovne og uværdige, og de rige som dem der fortjener deres rigdom. Ansvaret er således et personligt ansvar og ikke et socialt ansvar. Hvad du bliver til er kun op til dig; samfundet har intet at gøre med det. Du er ansvarlig for dig selv, ikke for andre - der er ansvarlige for sig selv.

At vinde og fornærme

   Som den legendariske Green Bay Packers træner, Vince Lombardi, sagde, "At vinde er ikke alt. Det er det eneste. "

   I en verden styret af personligt ansvar og disciplin, fortjener de der vinder at vinde. Derfor fornærmer Donald Trump offentligt andre kandidater og politiske ledere nådesløst? Ganske enkelt, fordi han ved, at han kan vinde et TV-fornærmelsesspil. I strenge konservative øjne, gør det ham til en formidabel vindende kandidat, der fortjener at blive en vindende kandidat. Valgmæssig konkurrence ses som en kamp. Fornærmelser, der klæber ses som sejre - fortjente sejre.

   Overvej Trumps erklæring om, at John McCain ikke er en krigshelt. Begrundelsen: McCain blev skudt ned. Helte er vindere. De besejrer store skurke. De bliver ikke skudt ned. Folk, der bliver skudt ned, tævet, og smidt i et bur er tabere, ikke vindere.

Det moralske hierarki

   Den strenge far logik udvides yderligere. Den grundlæggende idé er, at myndigheden er begrundet i moral (den strenge far udgaven), og at der i en velordnet verden, bør være (og traditionelt har været) et moralsk hierarki, hvor de, der traditionelt har domineret skal dominere. Hierarkiet er: Gud over mennesket, mennesket over naturen, den disciplinerede (Stærk) over den udisciplinerede (Svag), de rige over de fattige, arbejdsgivere over ansatte, voksne over børn, vestlig kultur over andre kulturer, vores land over andre lande. Hierarkiet omfatter: Mænd over kvinder, hvide over ikke-hvide, kristne over ikke kristne, heterosexuelle over homosexuelle.

   Vi ser disse tendenser i de fleste af de republikanske præsidentkandidater, såvel som i Trump, og hele den konservative politik flyder fra ”den strenge far” verdenssynet og dette hierarki, familie-baserede moralske verdenssyn stikker dybt. Da folk ønsker at blive set som gørende det rigtige, ikke det forkerte, har moralske verdenssyn tendens til at være en del af selvopfattelsen - hvem du dybest set er. Og dermed definerer dit moralske verdenssyn for dig, hvad verden burde være. Når det ikke er sådan, kan man blive frustreret og vred.

   Der er en vis mængde af elastik i ”streng far” verdenssynet, og der er betydelige forskelle. En stor forskel findes imellem (1) hvide evangeliske kristne, (2) konservative der går ind for laissez-fair frie markedsvilkår, og (3) pragmatiske konservative, der ikke er bundet af evangelisk tro.

Hvide evangeliske kristne

   De hvide, der har et ”streng far” personligt verdenssyn, og som er religiøse, med tendens i retning af evangelisk kristendom, da Gud, i evangelisk kristendom, er den ultimative strenge far: Du følger hans befalinger og du kommer i himlen; du trodser hans befalinger og du brænder i helvede i al evighed. Hvis du er en synder og ønsker at komme i himlen, kan du blive "født på ny" ved at erklære din troskab ved at vælge Hans søn, Jesus Kristus, som din personlige frelser.

   Sådan en version af religion er naturligt for dem med en streng far moral. Evangeliske kristne slutter sig til kirken, fordi de er konservative; de er ikke konservative, fordi de tilfældigvis er i en evangelisk kirke, selvom de kan vokse op med begge dele på samme tid.

   Evangelisk kristendom er centreret omkring familielivet. Derfor er der organisationer som fokuserer på familien og konstant refererer til "familieværdier", som svarer til de evangeliske streng far værdier. I streng far moralen, er det faderen, der kontrollerer seksualitet og reproduktion. Hvor kirken har politisk kontrol, er der love, der kræver forældrenes og ægtefællers oplysning i tilfælde af foreslåede aborter.

   Evangeliske kristne er meget organiseret politisk og udøver kontrol over en lang række lokale politiske kampe. Således er republikanske kandidater for det meste nødt til at gå sammen med de evangeliske kristne, hvis de ønsker at blive nomineret og vinde lokalvalg.

Pragmatiske Konservative

   Pragmatiske konservative, på den anden side, behøver ikke at have en religiøs orientering overhovedet. I stedet kan de bekymre sig primært om deres egen personlige autoritet, ikke autoritet i kirken eller via Kristus eller Gud. De ønsker at være strenge fædre i deres egne domæner, med autoritet primært over deres eget liv. Således kan fx en ung, ugift konservativ - mand eller kvinde - ønske at dyrke sex, uden at bekymre sig om ægteskab. De kan have brug for adgang til prævention, rådgivning om seksuelt overførte sygdomme, oplysninger om livmoderhalskræft, og så videre. Og hvis en pige eller kvinde bliver gravid, og der ikke er mulighed for eller ønske om ægteskab, kan abort være nødvendig.

   Trump er en pragmatisk konservativ, par excellence. Og han ved, at der er en masse republikanske vælgere, der er ligesom ham, i deres pragmatisme. Der er en grund til, at han kan lide Planned Parenthood. Der er masser af unge, ugifte (eller endda gifte) pragmatiske konservative, der kan have brug for, hvad Planned Parenthood har at byde på - billigt og fortroligt.

   Tilsvarende ønsker unge eller midaldrende pragmatiske konservative at maksimere deres egen rigdom. De ønsker ikke at blive belemret med den økonomiske byrde ved at passe deres forældre. Social Security og Medicare fritager dem for de fleste af disse ansvarsområder. Derfor ønsker Trump at beholde Social Security og Medicare.

Folk der tror på Laissez faire frie markedsvilkår

   Establishmentets konservative politik er ikke kun blevet formet af den politiske magt fra hvide evangeliske kirker, men også af den politiske magt hos dem, der søger maksimalt laissez faire frie markeder, hvor rige mennesker og selskaber, har markedsregler i deres favør med minimal statslig regulering og håndhævelse. De ser beskatning, ikke som investering i offentligt tildelte ressourcer til alle borgere, men som at regeringen tager deres indtjening (deres private ejendom) og giver penge via statslige programmer til dem, der ikke fortjener det. Dette er kilden til etablering af republikanernes anti-skat og minimalstats holdninger. Denne version af konservatisme er helt tilfreds med outsourcing. At øge overskuddet ved at sende produktion og mange tjenester til udlandet, hvor arbejdskraften er billig, med den konsekvens, at velbetalte jobs forlader Amerika og lønningerne er trykket ned her. Da de er afhængige af billig import, går de ikke ind for at indføre høje toldsatser.

   Men Donald Trump har ikke i en virksomhed, der fremstiller produkter i udlandet for at importere dem med fortjeneste. Som entreprenør, bygger han hoteller, kasinoer, kontorbygninger, golfbaner. Han kan bygge dem i udlandet med billig arbejdskraft, men han kan ikke importere dem. Desuden erkender han, at de fleste små virksomhedsejere i Amerika er mere ligesom ham - amerikanske virksomheder, som renserier, pizzeriaer, diners, blikkenslagere, isenkræmmere, gartnere, entreprenører, bilvaskere, og fagfolk som arkitekter, advokater, læger og sygeplejersker. Høj importtold ser ikke ud som et problem fra deres perspektiv.

   Mange forretningsfolk er pragmatiske konservative. De kan lide regeringsmagten, når det virker for dem. Tag ekspropriationsret. Establishmentets Republikanere ser det som et misbrug når regeringen tager af den private ejendomsret. Men konservative fast ejendoms udviklere som Trump er afhængige af ekspropriationsret, så huse og små virksomheder, i områder de ønsker at udvikle, kan fjernes med ekspropriationsret af hensyn til deres udviklingsplaner. Alt hvad de skal gøre, er at få lokale embedsmænd til at gå med til ekspropriationen, ved hjælp af kampagnebidrag og løftet om en stigning i mængden af lokale skatte dollars. Trump peger på Atlantic City, hvor han bygger sit casino og bruger ekspropriationsret for at få ejendommen.

   Hvis virksomhederne skal betale for deres ansattes sygesikring, vil Trump have dem til at betale så lidt som muligt for at maksimere overskuddet for virksomheder generelt. Han vil derfor have sygesikring og farmaceutiske virksomheder til at opkræve så lidt som muligt. For at øge konkurrencen, vil han have forsikringsselskaberne til at tilbyde planer nationalt, og undgå de programmer der drives af de enkelte stater under Affordable Care Act (Obamacare). De forsikringsprogrammer er der for at maksimere borgernes sundhedsdækning, og hjælpe mennesker med lav indkomst til at få dækning, snarere end at øge virksomhedernes overskud. Trump ønsker dog at beholde det obligatoriske element i ACA, som establishment konservative hader, da de ser det som regeringens magtfuldkommenhed, der tvinger folk til at købe et produkt. For    Trump er det obligatorisk element for enkeltpersoner imidlertid med til at øge forsikrings-poolen og nedbringer omkostningerne for virksomhederne.

Direkte (lineær) vs. Systemisk (cirkulær) Årsag/virkningsslutninger

   Direkte eller lineære årsag/virkningsslutninger beskæftiger sig med et problem via direkte handling. Systemisk årsag/virkningsslutninger erkender, at mange problemer opstår udfra det system, de er en del af, og skal behandles via systemiske årsag/virkningsslutninger. Systemisk årsag/virkningsslutninger har fire versioner: En kæde af direkte årsager. Interagerende direkte årsager (eller kæder af direkte årsager). Feedback loops. Og probabilistiske årsager. Systemisk årsagssammenhæng i den globale opvarmning forklarer, hvorfor den globale opvarmning over Stillehavet kan producere enorme snestorme i Washington DC: masser af stærkt strømførende vandmolekyler fordamper over Stillehavet, bevæger sig mod nordøst og over     Nordpolen og kommer om vinteren over østkysten og dele af Midtvesten som masser af sne. Systemisk årsagssammenhæng har kæder af direkte årsager, interagerende årsager, feedback loops og probabilistiske årsager - ofte kombineret.

   Direkte årsagssammenhæng er let at forstå, og synes at være repræsenteret i alle sprogs grammatik i hele verden. Systemisk årsagssammenhæng er mere kompleks og er ikke repræsenteret i alle sprogs grammatik alle sprog. Det er nødt til at skulle læres.

   Empiriske undersøgelser har vist, at konservative har tendens til at ræsonnere med direkte årsagssammenhæng og at progressive har meget lettere ve at ræsonnere med systemisk årsagssammenhæng. Årsagen menes at være, at i den strenge far model, forventer faderen at barnet eller ægtefællen reagerer direkte på en ordre, og at afslag skal straffes så hurtigt og direkte som muligt.

Mange af Trumps politiske forslag er indrammet i form af direkte årsagssammenhæng.

   Indvandrere strømmer ind fra Mexico – vi bygger en mur for at stoppe dem. Alle de indvandrere, der er indvandret ulovligt, skal bare deporteres - selv om der er 11 millioner af dem der arbejder i hele økonomien og bor i hele landet. Kuren mod vold med våben er at have en pistol klar til direkte at skyde angriberen. For at stoppe job fra at gå til Asien, hvor lønomkostningerne er lavere og billigere varer derfor oversvømmer markedet her, er løsningen direkte: at sætte en kæmpe told på disse varer, så de er dyrere end varer fremstillet her. For at spare penge på lægemidler, må den største forbruger - regeringen - tage imod tilbud med de laveste priser. Hvis ISIS tjener penge på irakisk olie, sender vi amerikanske tropper til Irak for at tage kontrol over olien og truer ISISs ledere med at myrde deres familiemedlemmer (også selv om det er en krigsforbrydelse). For at få oplysninger fra terrormistænkte, bruges water-boarding, eller endnu værre torturmetoder. Hvis et par terrorister kan komme med muslimske flygtninge, må vi bare stoppe med at lade muslimer komme ind i landet. Alt dette giver mening for dem der tænker udfra direkte årsagssammenhænge, men ikke for dem, der ser de enorme vanskeligheder og dystre konsekvenser af sådanne handlinger på grund af kompleksiteten i systemisk årsagssammenhæng.

Politisk Korrekthed

   Der er mindst 10 millioner af konservative i Amerika, der deler en streng far moral og dens moralske hierarki. Mange af dem er fattige eller middelklasse og mange er hvide mænd, der ser sig selv som overlegen i forhold til indvandrere, ikke-hvide, kvinder, ikke-kristne, homofile - og folk, der er afhængige af offentlig forsørgelse. Med andre ord, de er, hvad liberale ville kalde "blinde tilhængere" (bigots). I mange år har sådan bigotteri ikke været offentligt acceptabelt, især da flere indvandrere er ankommet, da landet er blevet mindre hvidt domineret, efterhånden som flere kvinder er blevet uddannet og flyttede ind på arbejdspladsen, og efterhånden som homoseksuelle er blevet mere synlige og homoseksuelle ægteskaber acceptabelt. Da liberale anti-bigotteri organisationer højlydt har påpeget og lavet en offentlig udstilling af den uamerikanske karakter af dettee bigotteri, har disse konservative følt sig mere og mere undertrykt af det, de kalder "politisk korrekthed" - offentligt pres mod deres synspunkter og imod det, de ser som "ytringsfrihed." Det er blevet forstærket siden 9/11, hvor anti-muslimske følelser blev stærke. Valget af præsident Barack Hussein Obama skabte harme blandt de konservative, og de nægtede at se ham som en legitim b-Amerikaner (som i the birther movement), meget mindre som en legitim autoritet, især da hans liberale synspunkter modsiger næsten alt andet de mener som konservative.

   Donald Trump udtrykker højt alt, hvad de føler - med kraft, aggression, vrede og ingen skam. Alt hvad de skal gøre, er at støtte og stemme for Trump, og de behøver ikke engang at udtrykke deres politisk ukorrekte synspunkter, da han gør det for dem, og hans sejre gør disse synspunkter respektable. Han er deres mester. Han giver dem en følelse af selvrespekt, myndighed, og muligheden for magt.

   Når du hører ordene "politisk korrekthed" så husk dette.

Biconceptuals (tilhængere af flere modsatrettede koncepter Red.)

   Der er ingen mellemvej i amerikansk politik. Der er moderate, men der er ingen ideologi for den moderate, ingen enkelt ideologi, som alle moderate er enige om. En moderat konservativ har nogle progressive holdninger vedrørende nogle spørgsmål, selvom de varierer fra person til person. Ligeledes har en moderat progressiv nogle konservative holdninger vedrørende nogle spørgsmål, igen varierende fra person til person. Kort sagt, moderate har begge politisk moralske verdenssyn, men for det meste bruges en af dem. Disse to moralske verdenssyn modsiger generelt hinanden. Hvordan kan de opholde sig i den samme hjerne på samme tid?

   Begge er kendetegnet i hjernen ved neurale kredsløb. De er forbundet af et banalt kredsløb: gensidig hæmning. Når man er tændt på den ene slukkes den anden; når en styrkes, svækkes den anden. Hvad slår dem til eller fra? Sprog, der passer, på et verdenssyn aktiverer denne verdensopfattelse, styrker det, mens det slukker det andet verdenssyn og svække det. Jo mere Trumps synspunkter diskuteres i medierne, jo mere bliver aktiveret de og jo stærkere bliver de, både i hovederne på hardcore konservative og i hovederne på moderate progressive.

   Dette gælder også, selvom du angriber Trumps synspunkter. Årsagen er, at negativerer du en ramme aktiverer du rammen, som jeg påpegede i bogen ”Tænk ikke på en elefant”! Det betyder ikke noget, om du støtter Trump eller angriber Trump, du hjælper Trump.

   Et godt eksempel på at Trump vinder de progressive biconceptuals er visse organiserede arbejdstagere. Mange fagforeningsmedlemmer er strenge fædre derhjemme eller i deres private liv. De tror på "traditionelle familieværdier" - et konservativt kodeord - og de kan måske identificere sig med vindere.

Hvorfor har Trump vundet i det republikanske primærvalg?

   Se på alle de konservative grupper, han appellerer til!

Det Demokratiske Parti har ikke taget mange af årsagerne til Trump’s støtte og rækkevidden af denne støtte alvorligt. Og medierne har ikke diskuteret mange af årsagerne til Trumps støtte. Det skal ændres.

En stor del af denne analyse er umiddelbart til at overføre til en analyse af hvorfor Dansk Folkeparti har fået så meget opbakning i Danmark. Det er samme retorik, og samme bagvedliggende konceptuelle metaforik.

Her følger links til opfølgende artikler af George Lakoff hvor han fortsætter sin analyse af Trumps retorik og sprogbrug - og uddyber den:

https://georgelakoff.com/2016/07/23/understanding-trump-2/

https://georgelakoff.com/2016/08/19/understanding-trumps-use-of-language/

Her en god analyse med illustrerende tv-eksempler på Trumps manipulerende postfaktuelle retorik:

http://www.latimes.com/politics/la-na-pol-trump-language-20160912-snap-story.html

Helt ude i autofiktionen - balladen om Karina Pedersens bog "Helt ude i hampen" - en slagkraftig bog uden varedeklaration

Fra omslaget til Karina Pedersens bog
 "Helt ude i hampen - mails fra underklassen"

Da jeg læste de første anmeldelser af Karina Pedersen bog "Helt ude i hampen", og derefter fulgte den lynhurtigt eksploderende debat i medierne - både de sociale og de ikke-sociale - så tænkte jeg: FAKTION!

For rigtige mange år siden - 1990 - udkom jeg med en bog med titlen "Faktion som udtryksmiddel". Og jeg skrev en definition i starten bogen som jeg siden har fået mange akademiske skældud for:

'Faktion' er alle former for medieprodukter hvor blandingen af ”fakta og ”fiktion” er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har afgørende betydning – enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på – eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på – eller, for det meste, for begge dele.

I kort form er 'faktion' altså i følge mig: en mediefortælling hvor man blander fakta og fiktion - og der er eller bliver ballade over blandingen! Og heri ligger implicit at alle medieprodukter kan siges at være en blanding af fakta og fiktion, men at det kun er når der bliver ballade (=offentlig debat og diskussion) om det, at jeg vil kalde det 'faktion'.

    Og derfor er der naturligvis ikke tvivl om at "Helt ude i hampen" er 'faktion' i min forstand. For sikken en ballade!

Den definition  har jeg fastholdt siden!

   Og det er netop på baggrund af den definition at alarmklokkerne straks ringede for mit indre øre  og mine umiddelbare følelser straks råber vagt i gevær ved reaktionerne på Karinas bog: faktion er faktion er faktion.

   Jeg har ikke læst bogen, og jeg kender ikke Karina som blogger og 'højredrejet debattør'. Har altså ingen fordomme eller forhåndsforventninger - og ingen bås at placere hendes skriverier i.

   Og jeg forholder mig heller ikke moraliserende til teksten, jeg er i  'observation mode'.

 

Det bliver så afsløret at en del af det Karina skriver, simpelt hen ikke passer med den virkelighed hun skriver om. Og at andre dele er så subjektivt farvet at hvis det havde være journalistik, så skulle en masse mennesker som omtales, beskrives og citeres i bogen, have været spurgt af Karina eller tjekket af hendes redaktør.

   Og i anden omgang skulle disse mennesker naturligvis også være spurgt af de journalister som har taget bogen faktuelt for gode vare.

   Og spørgsmålet som skulle være stillet: Hvad siger du til den beskrivelse af dig og hvad du har sagt og gjort? Er du enig, og hvis ikke - Hvad så?

Jeg har i ret mange år været verbal og økonomisk back-up for Zetland, et kreativt og genrefornyende journalist-kollektiv hvor hovedkræfterne og igangsætterne er mine (og de øvrige underviseres) gamle studerende fra journalistuddannelsen på SDU. Og Zetland-folkene er alle ekstremt begavede og kreative.

   Alligevel gik de ud med brask og bram i deres netavis Zetland og tog bogen for en slags journalistisk 1. person kilde-fakta ("native informant") Uden at tjekke synspunkter fra de personer som blev omtalt og beskrevet ekstremt negativt i bogen. Af "Karina Pedersen". I rollen som 'mail-skriver'. Og uden at tjekke fakta, simpelt hen.

   Når jeg skriver forfatternavnet med distancerende gåseøjne, så er det fordi man kan være i tvivl om hun faktisk selv har skrevet bogen. Eller om hun bare har leveret stof og navn til en litterært velskrivende 'ghost-writer', som så er anonym og ikke optræder på titelbaldet.

Ifølge referaterne lever bogens indhold til en beskrivelse af et bestemt lag i den danske befolkning i den grad op til bestemte fordomme hos mennesker med et bestemt politisk syn. Og det burder have fået alarmklokkerne til at ringe.

   Når en historie næsten er for god til at være sand, så er det som regel fordi den er for god til at være sand.

   Altså usand!

Nogle af mine kilder på Facebook foreslår at den egentlige skribent og pennefører er Dennis Nørmark, som er erklæret medlem af og repræsentant for Liberal Alliance i forskellige sammenhænge. 

   I Berlingske Tidende blev bogen meget positivt anmeldt af et andet medlem af Liberal Alliance og tidligere folketingskandidat: Anne Sophia Hermansen.

   Hans Hauge, litteraturlektor på Aarhus Universitet, argumenterer ganske overbevisende for at det er en slags 'autofiktion', dvs. fiktion baseret på erindrede oplevelser, men forklædt som fakta - med en jeg-fortæller og fortalt i en form som halvt eller helt mimer fakta. 

   Hans Hauge er angiveligt medlem af den stærkt højredrejde tænketank CEPOS. Og hans analyse er jo ironisk rettet mod alle dem der så at sige er "hoppet på bogen" som en slags faktaforpligtet journalistik.

   

Formen for Karinas bog er angiveligt en moderne brev-roman - altså en serie tekster udformet som e-mails. Undertitlen er netop "Mails fra underklassen". 

   Ingen har mig bekendt endnu efterspurgt og -forsket hvem adressaten - "en veninde" - er til disse mails, og efterspurgt hvad vendinden svarede på disse mails.

   Altså er formen en slags snyd - hvis det var en film ville man kalde den en 'mocumentary'.

   

Grundlæggende er problemet som ved alle former for medie-faktion der giver den slags ballade i offentligheden, at der er uklarhed omkring 'kontrakten' eller 'overenskomsten' med læserne. Der mangler simpelt hen en angivelse af genren eller genreblandingen på forsiden af bogen der kunne bidrage til at besvare disse spørgsmål for læseren. 

   - Er det en 'roman', forklædt som den ene side af en mailkorrespondance? 

   - I hvilket omfang er der faktisk tale om erindringer, og i hvilket omfang er personer og episoder opfundet af en livlig fantasi?

   - Er det en faktafunderet debatbog som står inde for sandhenden i en række påstande og generaliseringer i nogle faktiske mails til en faktisk veninde? 

   - Er forfatteren faktisk Karina Pedersen, eller har hun leveret stof til en dygtig og litterært kyndig anonym ghostwriter?

   

En eksplicit og fyldig overenskomst-tekst i starten eller slutningen af bogen, altså en slags varedeklaration der besvarede disse og andre tilsvarende spørgsmål, ville have kunnet tone debatten ned - eller givet den en helt anden retning.

   

Men det er naturligvis meget muligt at forlag og forfatter netop har ønsket medieballaden - og derfor bevidst har valgt IKKE at varedeklarere den.   

   Forlagsdirektøren, Gyldendals Johannes Riis, erklærer i DRs Deadline at det er en "erindringsbog" - og så bør der være ret frit slag:

Det er en slags erindringsbog, og der udkommer mange bøger i disse år, der er blandingsform. Karina Pedersen har valgt den form her, fordi hun mener, at det er den rigtige til at fortælle sin historie. Det må være enhver forfatters ret at præsentere sit stof i den form, som passer bedst, siger Johannes Riis.

Gyldendal har så selv markedsført bogen "Helt ude i hampen - mails fra underklassen" under etiketten "samfund" - og altså ikke under etiketten "erindringer". 

   Det ser Johannes Riis heller ingen problemer i.

   Og formen kan det også være hip-som-hap med:

Om der er kommet nogle afsnit fra dagbogen ind i bogen, kan jeg ikke se er et problem. Det er ikke vigtigt, om det er e-mails eller breve, eller hvad det er. Hovedsagen må være, at man tager stilling til det, der står i den bog, siger Johannes Riis.

Her må man sige at hvis der ikke er nogen eksplicit genrebetegnelse eller evt. mere udfoldet verbal varedeklaration i bogen, så vil det netop være formen som i sig selv fungerer som en uudtalt 'overenskomst' for læserne.

   Og de har - altså anmelderne - alle opfattet bogen som en slags fakta, netop i kraft af formen - en samling mails til en veninde.

Som ofte i den slags faktionsballader i medierne er der også en juridisk vinkel, nemlig om forfatter- og forlags-ansvar i forhold til lovparagrafferne om privatlivets fred og injurier. 

   Karinas mor og søskende siger hun er fuld af løgn. Så DR hiver fat i en professor i pressejura fra SDU, og skriver under rubrikken "Professor: Forfatter må stå på mål for anklager om usandheder":

Hvis de har ret i deres afvisning, og der ikke er hold i Karina Pedersens beskyldninger, så kan det ifølge Sten Schaumburg-Müller være strafbart.

   - Man må sådan set skrive en hel masse om andre. Der, hvor det kan blive problematisk, det er, hvis man skriver ting om andre, der er meget private, fordi man som udgangspunkt ikke må afsløre andres private forhold, eller hvis man beskylder andre for noget kriminelt, siger han.

   Det er Karina Pedersens mor og brødre selv, der kan vælge at gå til domstolene, hvis de mener, at de er blevet udsat for æreskrænkelse.

   Sager om ærekrænkelse skal dog ifølge Sten Schaumburg-Müller ses i lyset af artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der handler om ytringsfrihed.

   - Man har lov til at fortælle om sit eget liv, og der vil selvfølgelig være andre mennesker involveret i fortællingen. Men man skal overveje, om man skal beskylde andre for alvorlige ting, da man kan komme til at stå til regnskab efterfølgende, siger han.

Ifølge professoren har også forlaget Gyldendal et ansvar som kan retsforfølges af familien.

Jeg synes meget godt om slutningen i Informations bagsideleder fra igår den 6. september:

Bogen er egentlig en personlig beretning eller erindringsbog fortalt som e-mails til en gammel veninde.

   Den er mindst lige så meget en moderne brevroman i Goethes tradition, som den er en debatbog, fortalt med bidende og fængende satire og hudflettende en social klasses egne stereotyper. Alle må holde for, inklusive forfatteren selv.

   Men bogens vidnesbyrd og vigtige nuancer bliver helt umulige at forsvare, når forfatteren samtidig som debattør entydigt gør sig til del af et liberalistisk ideologisk korstog og ikke mindst baserer flere af sine påstande på lemfældige oplysninger.

   Så holder offentligheden op med at se bogen som særskilt fra resten af det, Karina Pedersen har sagt, og bogen bliver det entydige partsindlæg i en socialpolitisk debat om velfærdsstaten, som den sikkert ikke vil være.

   Hvad kan vi andre lære af denne uskønne, rodede forestilling?

   Som forventet endte det med, at Gyldendal forsvarede bogen på bogens egne præmisser, ganske enkelt fordi de kan gøre det og til trods for den genreforvirring, der fortsat vil herske om bogen.

   Men samtidig lærer vi måske med denne sag, at vi definitivt ikke kan stole på alt, hvad folk siger, de har oplevet. Især ikke i bøger. Og det lærer os, at selv de vigtige samtidsvidner, de såkaldte native informants, skal udsættes for kritisk undersøgelse, og at ingen mennesker, uanset om de kommer fra underklassen, middelklassen eller overklassen, er rene sandhedsvidner.

   Netop fordi der overalt investeres så meget ideologisk i sandhedsvidner, er det vigtigt med den opmærksomhed. Det autentiske er jo ikke nødvendigvis lig med ’sandheden’.

Her links til en lang række væsentlige indlæg i balladen om "Helt ude i hampen". Jeg regner bestemt med der kommer flere de følgende dage. 

https://www.zetland.dk/historie/sOKnYPbZ-mO0kGnlW-ce59b

http://politiken.dk/kultur/ECE3369840/underklasse-mareridt-eller-fri-fantasi-her-er-overblikket-i-sagen-om-karina-pedersen/

http://www.b.dk/kronikker/loegneren-kan-man-faktatjekke-fiktion

http://pov.international/hvem-har-skrevet-karina-ps-bog/

http://pov.international/den-gennemforte-menneskelige-smalighed/

http://politiken.dk/kultur/ECE3369840/underklasse-mareridt-eller-fri-fantasi-her-er-overblikket-i-sagen-om-karina-pedersen/

http://politiken.dk/kultur/ECE3372253/gyldendal-helt-ude-i-hampen-er-et-staerkt-vidnesbyrd/

http://politiken.dk/debat/ledere/premium/ECE3372605/hele-karina-sagen-maa-tjene-til-skraek-og-advarsel/

https://www.information.dk/kultur/2016/09/klatgaeld-uenighed-underdanmarks-moensterbrydere

https://www.information.dk/indland/2016/09/liberal-alliances-karina-effekt

https://www.information.dk/debat/leder/2016/09/stemmen-underklassen

To typer meditation - og hvordan de spiller sammen med og kan stimulere kreativitet.

As we´ll see, creative observation is a skill that requieres  a balance of paying attention to the world around us and tuning in to our inner landscape - a balance of mindfulness; a focused, nonjudgmental awareness and the present moment; and mind-wandering.

Kreativ observation  er en færdighed som kræver at vi afbalancerer det at være opmærksomme i forhold til hvad der sker i vores omgivelser, og det at være opmærksomme i forhold til hvad der sker i vores indre verden ("inner landscape").

   Citatet er fra bogen Wired to Create af Scott Barry Kaufman og Carolyn Gregoire, en bog som jeg i flere af de foregåend indlæg har citeret og reflekteret over.
   Citatet her er fra kapitlet Mindfulness - og er et oplæg til et underafsnit med titlen The Art of Attention. Altså: Kunsten ar være opmærksom.

Mindfulness har jo være et buzz-ord i de senere år, som betegnelsen for en særlig meditationsform som ikke mindst erhvervslivet har overtalt medarbejdere til at gå på kursus i for at lære - for at få dem til at mindske deres bekymringer og (selv)usikkerhed, og for samtidig at øge deres opmærksomhed og mulighed for koncentration over for det de laver her og nu (=det arbejde de får penge for at udføre).

   Her er hvad en officielle hjemmeside mindfulnet.org forklarer:

As humans we are often "not present" in our own lives. We often fail to notice the good things about our lives, fail to hear what our bodies are telling us, or poison ourselves with toxic self critism.

   Human minds are easily distracted, habitually examining past events and trying to anticipate the future. Becoming more aware of our thoughts, feelings and sensations may not sound like an obviously helpful thing to do, however learning to do this in a way that suspends judgement and self-criticism can have an incredibly positive impact on our lives.

   Mindfulness is a way of paying attention to, and seeing clearly whatever is happening in our lives. It will not eliminate life's pressures, but it can help us respond to them in a calmer manner that benefits our heart, head, and body. It helps us recognise and step away from habitual, often unconscious emotional and physiological reactions to everyday events. It provides us with a scientifically researched approach to cultivating clarity, insight, and understanding. Practicing mindfulness allows us to be fully present in our life and work, and improve our quality of life.

Jeg har ikke selv lært eller dyrket mindfulness-meditation. Og jeg har været lidt skeptisk over for den jubeloptimistiske hype der har omgivet beskrivelserne af den i medierne og i en del hjælp til selvhjælp-litteratur.
    En kritik som deles af Lone Frank som jeg refererer til i det her indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/07/om-forbindelsen-mellem-mindfulness.html

På den anden side har jeg selv rent faktisk dyrket en anden form for meditation nogenlunde konstant siden jeg lærte det på et kursus i Købmagergade i København 1979: Trancendental Meditation - forkortet TM. 

   Det er en form for meditation hvor man i relativt korte perioder på 20 minutter en eller to gange dagligt, siddende i en (læne)stol, så at sige 'går i sort' - mentalt åbner sig indad og giver slip på målrettet tænkning og opmærksomhed - ved hjælp af et mantra som man gentager via en en 'båndsløjfe' af en indre besværgende og messende stemme.
   Mantraet som er sort tale, får man udleveret ved en religiøst-farvet ceremoni.

 
TM-hjemmesiden transcendental-meditation.dk forklarer hvad det går ud på:

Når sindet transcenderer den fineste tankeimpuls, kommer det i en tilstand af indre stilhed. Og det sker på en fuldstændig naturlig og uanstrengt måde. Vi kan ikke tvinge sindet til at blive stille, og det behøver vi heller ikke. Med den rette metode stilner sindet sig selv. Når sindet transcenderer, kommer kroppen også i en dybt afslappet tilstand, og det sker langt hurtigere end under søvn.

   Den hvile man får under TM-udøvelsen er meget dybere end hvilen under almindelig afslapning med lukkede øjne. Den adskiller sig fra den hvile man får når man sover, ved at man forbliver vågen og med en kohærent hjernefunktion. Det kaldes en tilstand af hvilende årvågenhed.

   Mere end 30 undersøgelser fra hele verden har bekræftet den dybe hvile og afslapning kroppen får under TM-udøvelsen. Og den dybe hviletilstand aktiverer kroppens evne til at helbrede sig selv. Afslapningen giver kroppen mulighed for at fjerne spændinger og træthed der har hobet sig op.

Ingen tvivl om at det er en helt speciel - og for de fleste - ny tilstand: "indre stilhed", en tilstand som jeg kan genkende: som om man sover og alligevel er vågen. 

Det er klart at de to slags meditation er forskellige.
   Og Wired to Create diskuterer de forskelle i effekt på sind og hjerne som de to former for meditation har.

   

Ifølge forskellige hjemmesider på nettet så kan alle de mange former for meditation man kender til (23),  deles i to hovedgrupper: en non-directive (ikke styrende) type og en concentrative type:

In non-directive types of meditation, people focus on their breathing or a sound, but also allow their mind to wander where it will.

In concentrative types of meditation, people try to focus closely on their breath, or something else, in order to suppress other thoughts and feelings they experience.

Trancendental Meditation tilhører den første gruppe, Mindfulness-meditation den anden.

   Og der er faktisk forsket i forskellen i virkning gennem hjerneskanninger af folk mens de mediterede - hhv den ene og den anden form:

To examine the differences, a Norwegian study had some meditators practising concentrative meditation and others non-directive meditation, while their brains were scanned (Xu et al., 2014).

   One of the study’s authors, Svend Davanger, explained the results:

  “The study indicates that nondirective meditation allows for more room to process memories and emotions than during concentrated meditation.”

   “This area of the brain has its highest activity when we rest.

It represents a kind of basic operating system, a resting network that takes over when external tasks do not require our attention.

   It is remarkable that a mental task like nondirective meditation results in even higher activity in this network than regular rest.”

   When the experienced meditators practised a directive meditation technique — focusing on one thing to the exclusion of all else — the activity in their brains was similar to when they were simply resting without meditating.

Det man kan læse her er at fx TM som en 'ikke-koncentrerende' form for meditation går ind og gør noget ekstra godt ved de dele af hjernen jeg jævnligt har omtalt som 'the default mode network', og som bogen Wired to Create kalder 'the imagination network'.
    Og det er de neurologisk særligt tæt forbundne moduler af hjernen som sammen er aktive når man er passiv - og fx dagdrømmer eller fantaserer.

Harvard-psykologen Ellen Langer bliver i 70'erne pioner på området mindfulness og hvordan denne mentale tilstand opnås. 

   Hun beskriver det som...

... paying attention to the present moment

Det handler om at kunne koncentrere sig om det man gør her og nu - og ikke lade sig distrahere af forstyrrende tanker. bekymringer eller mentale impulser om alt muligt andet.

   Og det er vel præcis det det drejer sig om når man maler og tegner, komponerer eller spiller musik, skriver digte og fortællinger: dette at man i den grad koncentrerer sig om udtryk og indhold og samspillet mellem dem.

   Ellen Langer anfører i sin bog Mindful Creativity at selve det at udføre kreativt arbejde er en form for 'praktiseret mindfulness':

"In noticing new things about ar topic, you're being creative," she says. "By noticing new things about a topic, you see novel things about it. You see that the thing you thought you knew is different - everything looks different from different perspectives."

Det du troede du vidste hvordan var, er noget andet og ser anderledes ud i et anderledes perspektiv, er budskabet.

   Som modsætning til 'mindfulness' sætter hun begrebet 'mindlemndlessness' som i denne sammenhæng betyder 'uopmærksomhed' - dette ikke at være bevidst om noget som betyder noget.

   Den modsætning diskuterer forfatterne Scott og Carolyn sådan her, idet de fremhæver at en tilstand af 'pure mindfulness' ikke altid er et gode, og at en tilstand af 'mindlessness' ikke altid er af det onde. Godt tænkt og sagt.

 
Her inddrager de fænomenet 'flow' som jeg tidligere har skrevet om i en del indlæg, og som psykologen Mihaly Csikszentmihalyi har givet navn og beskrevet:

For instance deliberate mindfulness can interfere with the flow state of conciousness, in which we are completely absorbed in an activity and lose track of time. Altso at lot of what may appear mindless may nevertheless be incredibly conducive to creativity. As we saw earlier, unconcious processing can facilitate insights and help push through creative impasses.

Ifølge Scott og Carolyn er der masser af forskning der siden 70'erne har dokumenteret at mindfulness-teknikken har mange positive effekter på sindet og psyken:

... improved task concentration and sustained attention, empathy and compassion, introspection, self-regulation, enhanced memory and improved learning, and positive affect and emotional well-being as well as relief from stress, anxiety, depression, and sleeping problems.

Om denne liste kan man sige at den måske ikke peger på at mindfulness-meditation ligefrem skulle fremme kreativiteten direkte - men nok snarere indirekte, nemlig ved at den hjælper mennesker til mental og emotionel selvkontrol og kognitiv fokusering på og koncentration om det man er i gang med - fx et stykke kreativt arbejde.

  

Ingen tvivl om at det at praktisere meditation, herunder mindfulness, direkte virker ind på og præger hjernens neurologisk konstruktion og funktion.
   En systematisk gennemgang af 30 'neuroimaging-studies' der beskriver mere en 300 'meditators', viser positive - styrkende - effekter - på et bredt spektrum af områder i hjernen:

The studies revied showed that meditation training consistently altered key brain areas, including the frontpolar cortex (involved in meta-awarenss), the sensory cortices and insula, the hippocampus (involved in memory formation and consolidcation, and learning), and the anterior and mid-cingulate and orbitofrontal cortes (involved in selv and emotional regulation).

Pioneren inden for denne forskning heder Richard Davidson, og ham har jeg skrevet om i flere tidligere indlæg her på blokken. Det første i en serie om den plastiske hjerne her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/08/den-plastiske-hjerne-1-de-seks.html

Uden at det nævnes direkte her, kan man sige at det er den del af hjernens forskellige neurale netværk som kaldes 'the task-positive - eller attention network' som bliver styrket og trænet gennem mindfulness-teknikken.

   Men, spørger Scott og Carolyn så: Hvad med det neurale netværk de kalder 'the imagination network'? Hvad med dagdrømmerier og 'mind-wandering'?

   Kreativitet kræver nemlig  ifølge deres bog en afbalancering af ekstern fokusering med mere indadvendte og -rettede mentale processer som dem det imaginative netværk varetager - som at tænke på fremtiden, reflekterende eftertænksomhed, introspektion og konsolidering af episodiske erindringer.

Although focused attention can be a gateway to creative thinking, optimal creativity likely results both from mindful and mind-wandering states of mind and, importantly, in the ability to switch from on mode of engagement to the other as needed.

For at gøre en lang historie kort, så gælder det om at få et afbalanceret samarbejde igang mellem den del af hjernen som fokuserer og koncentrerer den mentale opmærksomhed om nuet, og så den del af hjernen som kan frigøre bevidstheden fra det ydre her og nu - og lade sindet vandre frit fra disse mange og stadig flere her og nu-krave (ikke mindst fra de digitale medier via tablets og smart phones):

For creativity, the ideal meditation practice is one that create this balance - supporting both the mindful brain and the mind-wandering brian and strengthening both self- and other-focused modes of thought.

Og de konkluderer at kunsten er at praktisere former for meditation som forbedrer hjernens evne til at forholde sig kreativt til de tanker som dukker op - hvad enten de stammer fra ydre eller fra indre impulser: 

The goal, when i comes to enhancing creativity, is not to free the mind of thoughts. The goal is to be fully present to thoughts as they arise and to be able to switch between idel mind wandering and outward-focused attention.

Hermed er vi inde på noget jeg har skrevet om i flere tidligere indlæg, blandt andet et som havde overskriften: 

Kunst, kreativitet og kaos i hjernen - ny hjerneforskning om forbindelsen mellem sindsygdomme og det kunstneriske sind

Her slutter jeg med at refererer en hjerneforsker Marcus Raichle som beskriver samspillet mellem tre neurale netværk i hjernen

To summarize the function of the three networks: the attention network makes it possible for us to relate directly to the world around us, i.e., here and now, and the default mode network makes it possible to relate to ourselves and our memories and previous experiences, i.e., the past and future. The salience network makes us switch between the two others according to our needs.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/06/kunst-kreativitet-og-kaos-i-hjernen-ny.html

Scott og Carolyn refererer en hollandsk forsker Lorenz Colzato som har undersøgt forskellen i effekt ved henholdsvis 'open monitoring meditation' (='non-directive') og 'focused meditation' (='concentrative').

   Hans resultater tyder på at man bliver bedre til det kreativitetsforskerne kalder 'divergent tænkning' ved at praktisere den første form for meditation (som TM tilhører), mens man bliver bedre til 'konvergent tænkning' ved den anden form (som Mindfulness tilhører).

   Og de to forfattere konkluderer på resultatet af flere nyere effekt-undersøgelser af forskellige former for meditation:

The data are clear. To activate your brain's imaginative network, try practicing an open-monitoring og non-directive form of meditation, which allows for constructive mind wandering while also boosting attention

Forskningen tyder så også på at et vigtigt aspekt i hvad meditation gør ved sindet, er at det forbedrer evnen til at observere og lægge mærke til - både hvad man møder i omverdenen, men også og ikke mindst: hvad man oplever 'in the mind's eye' - 'landskabet' af tanker, følelser og billeder som kører på den indre skærm via imaginations-netværket:

And more than other mindfulness skills, observation is associated with the ability to take note of contents of our internal and external landscape. Baals team concludes: "At state of conscious awareness resulting from living in the moment is not sufficient for creativity to come about. To be creative, you need to have, and be trained in, the ability to carefully observe, notice, or attend to phenomena that pass your mind's eye.

At kunne koble, 'ydre observation' og 'indre observation' sammen, og at kunne gøre det bare sådan på et øjeblik, det er sagen hvis man skal være særligt kreativ.

Og Trancendental meditation er altså mere effektiv end Mindfulness meditation hvis det gælder om at booste kreativiteten. 

   Mens hvis målet primært er at få styr på og kontrol over sine egne følelser og tanker og sikre at man arbejder målrettet og uden forstyrrelser fra 'irrelevante' indtryk og impulser, så er Mindfullness sagen.

Scott og Carolyn er ikke neurologer men videnskabsjournalister, og kommer ikke rigtig videre ad det spor. 

   Men jeg kan ikke lade være med at konkludere at det som den gode meditation gør, ikke kun er at holde gang i imaginationsnetværket, men også at den stimulerer hjernens tredje neurologiske netværk, det som Marcus Reichle kaldte 'the salience nework', og som er det der sørger for et smidigt skift - og dermed samarbejde - mellem de to andre: det udadvendte 'attention network' og det indadrettede 'the imagination network'.

Det synes jeg faktisk giver god mening. At når man er kreativ og arbejder kreativt, så kan man få ydre impulser og indre til - i et split-sekund - at gå i en slags mental og konceptuel symbiose (='konceptuel blending') - og Aha! - så er der en ny ide - til en artikel, et billede, et digt, et musikstykke, et forskningsbegreb.