Vanitas-moivet - i moderne udlægning på Vordingborg bibliotek - malerier af Ann-Lisbeth Sanvig

Ann-Lisbeth Sandvig: Tre 'Vanitas'-malerier 

Et gennemgående tema for denne blog har være det begreb som blev introduceret af to sprogforskere Gilles Fauconnier and Mark Turner i 2008 í bogen 'The Way We Think: 'conceptual blending' - dette at bringe to forestillinger (='concepts') sammen og blande/integrere dem på en måde så der derigennem opstår noget nyt - en tredje forestilling - som ikke bare er summen af de to oprindelige. 

   Typisk det der kendetegner alle former for kreativitet.

   

Vi kender fænomenet fra brugen af metaforer hvor noget relativt abstrakt ses og forstås gennem noget konceptuelt helt andet og mere sanseligt konkret: et sort humør, en glødende diskussion, en lysende ide.

   'Conceptual blending' er også det som den sovjetiske filmkunstner Sergei Eisensteins montage-teori går ud på: Nar 'A + B'  ikke giver 'AB', men mentalt bliver til noget nyt: 'C':

Eisenstein believed that film montage could create ideas or have an impact beyond the individual images. Two or more images edited together create a "tertium quid" (third thing) that makes the whole greater than the sum of its individual parts.

http://faculty.cua.edu/johnsong/hitchcock/pages/montage/montage-1.html

Og 60´ernes collagekunst som jeg husker fra min ungdom, var endnu et udtryk for den samme tænkning: 

Det er så også det der kendetegner den maleriudstilling med malerier af Ann-Lisbeth Sanvig der lige nu kan ses på Vordingborg Bibliotek - i regi af vores lokale kunstforening der har en meget aktiv og vidende formand Ole Villadsen.

   Kunstforeningen overtaler gode kunstnere til at udstille, og køber ofte et af værkerne. 

   Når året er gået, udloddes den indkøbte kunst blandt dem der har betalt kontingent og møder op på generalforsamlingen.

Jeg kendte ikke Ann-Lisbeth Sanvig før, men hun er god, hendes billeder er farverige, fremragende og fascinerende.

   Hun var ikke med til ferniseringen, men formanden gav en udmærket introduktion hvor han fremhævede nogle af kunstnerens erklærede inspirationskilder, blandt andet Jesper Christiansen som jeg tidligere har skrevet om her på blokken.

   Her kan du se en stor del af de udstillede malerier:

Ann-Lisbeth Sanvig maler i akryl, og ca. halvdelen af de udstillede billeder har titlen 'Vanitas'.
   Resten er ligeligt fordelt mellem titlerne 'Street View' og 'Stillife/Stiilleben'.

   Alle 'Vanitas'-malerierne er sammensat af to lærreder der er fastskruet ramme mod ramme, så de - 'tvunget' for beskueren - bliver ét mixet billede. Enten ved siden af hinanden eller oven på hinanden. 

   Motiverne i de to sammenbragte billeder står i klar kontrast til hinanden: noget ordnet vs. noget kaotisk, noget genkendeligt vs. noget abstrakt, noget lyst vs. noget mørkt, noget nært vs. noget fjernt, noget smukt vs. noget grimt, etc.

   Men sammenblanding af A og B skal så opleves som ... integrerede modsætninger! Som et 'C' i Eisensteinsk forstand.

På sin hjemmeside introducerer Ann-Lisbeth Sanvig ideerne bag sin kunst sådan her:

Jeg opererer med skønhed som et kunstnerisk greb gennem mit farvevalg og de motiver, jeg bruger, men jeg udfordrer den med elementer som kontrasterer og provokerer.

   Dyrene i mine værker – hunde, ugler og insekter, repræsenterer forskellige arketyper for, hvordan vi opfører og agerer som mennesker.

   De konkrete rum, jeg maler, er oftest blevet forladt af de mennesker, der har beboet dem. De emmer af noget ensomt afventende, og tankerne ledes hen på stemningsfortættede erindringer fra en svunden tid.

Hermed trække Ann-Lisbeth mentale tråde tilbage til symbolismen omkring århundredskiftet - og vel også til H. C. Andersen hvor netop allegorien - den personificerede dyrefigur - er en del af den effektivt forførende konceptuelle blanding. 

   Men trådene går længere tilbage. Vi har også blending af historiske perioder: Her og nu 2015-16 - med 1600´tallet i hendes billede. En kreativ mental proces vi også genkender fra netop Jesper Christiansen malerier fra Odsherred der blender sig symbiotisk med Dantes 'Paradis' og location Firenze fra tiden omkring renæssancens begyndelse.

I uddraget af anmeldelsen i Kunstavisen af de samme eller konceptuelt lignende malerier på en udstilling, skriver Preben Winther:

“Krydsende virkeligheder”

“I Ny Vestergade 9 viser Ann-Lisbeth Sanvig (f. 1963) en lang række malerier, som hun selv betegner ’vanitas-billeder… Fra slutningen af det 17. og op igennem det 18. århundrede indgik der i de hollandske og flamske stilleben-malerier ofte et vanitas-motiv… billedkunstens beskuer måtte gerne glæde sig over det skønne og den tøjlesløse pragt, men skulle også huske på, at det hele igen ville forgå og derfor ikke havde nogen betydning, målt med evighedens alen. Også mennesker dør og forsvinder.”

   “Det er denne gamle tematik, Ann-Lisbeth Sanvig tager op i ny kunstnerisk fortolkning. Blomsterne i de smukke buketter visner og falder, nøjagtig som de mere eller mindre ødelagte bygningsfragmenter, hun viser os i værkernes anden halvdel. Det moderne kunstneriske udtryks friskhed og umiddelbarhed kolliderer virkningsfuldt med den tunge tematik …"

Ole Villadsen introducerede til Vordingborg-udstillingen med en kort indføring i vanitas-begrebets betydning i - især - barokkens malerkunst i 1600-tallet. 

   Han sammenfattede modsætningen i forestilingen om 'vanitas' i begrebsparret ....

Forfængelighed og Forgængelighed

Altså 'konceptuel blending', så det basker. Bevidstheden om livets forgængelighed gennemlyser - afslørende - forfængeligheden.

   Og som pensionist med udsigt til sikkert fysisk og mentalt forfald, så giver temaet  ekko i sindet hos beskueren (mig).

Wikipedia fortæller:

Begrebet 'vanitas' (af latin: forfængelighed) bruges inden for malerkunsten og billedhuggerkunsten om en særlig fremstilling i forbindelse med stilleben (opstillinger), der henviser til livets forfængelighed, som i barokken var lig med forgængelighed.

   Fremstillingerne er præget af de talrige symboler på det, man så som livets skrøbelighed. Dette at sætte ungdom og skønhed over for tegn på truende sygdom og død blev kendetegnende for barokkunsten. 

   Vanitassymbolerne består af dødningehovedet, bobler, slukkede stearinlys,blomster eller frugter der er på vej til at gå i fordærv, altså genstande, der er flygtige, let forgængelige eller skrøbelige.

   Vanitas var et centralt motiv i malerkunsten i 1600-tallet, hvor det bl.a. i Nederlandene var et meget populært motiv. I dag er motivet stadig populært.

Jeg er blevet klogere. Vil for fremtiden se på den slags malerier på SMK og  på lignende barokmalerier på museer i udlandet med nye øjne. 

   Og de 'gamle' malerier som jeg husker fra museumsbesøg for deres egentlig uforståelige og 'rodede' konstruerede stillebens, har nu fået ny mening. 

   Som de her:

Pieter Claesz, Holland, 1597 - 1661. "Vanitas"

Udlægning og tolkning af vanitas-motivet finder jeg også i ovenstående maleri af Pieter Claesz - pædagogiske fremstillet og leveret af én der underviser i emnet på Silkeborg Gymnasium: 

For den moderne betragter synes elementerne i dette billede at bestå af en hel masse forskellige ting placeret i ét rod på et træbord. Men for en hollænder som levede i det 16. århundrede, formidler dette billede vanitas-temaet; objekter som alle symboliserer tomheden i de verdslige ting og livets uendelige korthed målt med evighedens målepind.

   Kraniet og benene symboliserer klart nok døden; bogen og skriveredskaberne refererer til det overdrevne hovmod som følger i kølvandet på lærdom, og den skrøbelige glaspokal henviser til den midlertidige glæde, livet tilbyder. Den forgyldte pokal symboliserer umådeholden og overdreven rigdom

   Til venstre reflekterer en metalkugle det forvrængede billede af kunstneren, som maler sig selv foran sit staffeli.

http://fc.silkeborg-gym.dk:4020/2y/Billeder/Billedsider%20Sider%20med%20illustrationer/VanitasEks1.htm

Her et andet maleri af en hollandske maler hvis vanitas-motiv udlægges som følger på samme hjemmeside:

David Bailly: Self-Portrait with Vanitas Symbols, c. 1651 

Dette maleri er et ganske illustrativt eksempel på et typisk vanitas-motiv.

   Vanitas (latin - tomhed) refererer til tomheden i alle materielle ting og værdier af denne verden, så som rigdom, skønhed, morskab og tidsfordriv, lærdom og kunst.

   I dette maleri af David Bailly, en hollandsk maler som arbejdede i Leiden, hvor Rembrandt blev født, er kraniet placeret i midten. og det skal minde os om tomheden i musikken (lut og fløjte) i malerkunsten (paletten, penslen og den lille skulptur) kødets lyst og begær (terninger, kort, pibe og tobak), lærdom (bøger) og naturens skønhed (blomsterne).

   Timeglasset, soluret, det nedbrændte lys symboliserer alle tidens gang; sæbeboblerne sammenfatter tanken om livets skrøbelighed; det næsten ulæselige brev under kraniet symboliserer krigens gru og død, og den elegant klædte sorte tjener med guldkæde om halsen symboliserer på den ene side loyalitet mod sin herre og på den anden rigdommens forgængelighed.

   Tjeneren holder et miniatureportræt af den ukendte rigmand, som betaler for maleriet. Miniaturen er tilpas lille til at vise, at denne mand er beskeden, ydmyg og at han på ingen måde ønsker at føre sig frem med sin rigdom.

   Samme tematik ses i nedenstående billede af Sébastiaen Bonnecroy, "Vanitas med kranium og pibe" fra 1641: 

Her følger endnu et allegorisk vanitas-maleri som illustrerende eksempel - fra samme kilde og hjemmeside:

Og samme problematik endnu tydeligere i Pieter Boels "Vanitasallegori", 1663, som er et studium i forfængelighed og de forgængelige værdier - alle er de ophobet i denne allegori:

Pieter Boel: "Vanitasallegori", 1663.

Her følger yderligere et maleri i genren - malet af Cornelis Gijsbrechts fra samme periode og tradition. 

   Jeg har ingen - blot antydningsvis - udlægning af allegorien i det her fascinerende og smukke billede, men forsøg selv:

Cornelis Gijsbrechts: Trompe l'oeil med måltidsstykke med pragtkar, 1672

Bag et forhæng ser man et stilleben arrangeret på et bord, der er dækket af et orientalsk tæppe. Et overdådigt måltidsstykke bestående af en hummer på et porcelænsfad, en skinke placeret på en metalbeslået kiste, en halvfyldt Rømer med en skrællet citron, forskellige frugter samt to sølvpokaler. Hele billedet indrammes af en illusionistisk malet, profileret ramme. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

Besøget på udstillingen i Vordingborgs bibliotek endte med at fruen købte et af Ann-Lisbeths malerier. 

   Du er velkommen til at gætte på hvilket?

Udstillingen slutter den 8. maj. 

   Kan anbefales på det varmeste og humoristiskeste.. 

   Både her og hisset.

Hvad sker der når hjernen ændrer sig under påvirkning af musik eller LSD - og grænsen mellem selvet og resten af verden udviskes?

Nogle af de bedste - og mærkeligste - Beatles-numre er fra perioden omkring Seargent Pebber-LP´en.
    For eksempel 'Lucy in the Sky with Diamonds':

På Facebook så jeg en henvisning til forskning der blev markedsført som at musik var sundere for både hjerne og krop end fysisk motion:

Musik är bättre för hälsan än idrott

Det er en kort artikel fra den finske public-service-station YLE som bringer nyheden i forbindelse med annonceringen af et foredrag i byen Vasa:

Musik är hjärnans bästa vän - den öppnar upp igenslammade nervbanor och gör en beredd att ta emot andra utmaningar. Det säger vetenskapsjournalisten och musikredaktören Minna Lindgren som härom kvällen föreläste i Vasa.

Og Weekendavisens tillæg "Ideer" kunne i en kort notits annoncerer sin nyhed med denne overskrift:

 Næstkærlig LSD

Har de to nyheder noget med hinanden at gøre?
   Og hvad har det med 'Lucy in the Sky with Diamonds' at gøre?

   Det diskuterer jeg til sidst i indlægget her. 

Hvad siger Minna Lindgren så:

Föreläsningens rubrik "Musik är bättre för hälsan än idrott" är inte menad som en provokation. Den har bas i neurologisk forskning, säger Lindgren.

   - Under de senaste 15-20 åren har man i Jyväskylä och Helsingfors undersökt vad som händer i hjärnan då man spelar eller sjunger. Därifrån kan man allvarligt säga att musik är mycket mera hälsosam än idrott, säger hon.

   Hjärnan är uppdelad i olika delar som sköter om olika saker: språk, känslor och så vidare. Men musiken, den aktiverar hela hjärnan.

  - Forskarna vet inte varför, men de har kunnat påvisa det, tack vare modern teknologi.

Det her er skrevet og fortalt i meget populært sprog, og artiklen har referencer til tekster på finsk, så det er ikke helt muligt at være sikker på hvad Lindgren refererer til. 

   Men hun må nok mene noget i retning af at musik øger hjernens "connectivity" - dvs. aktiverer og forstærker de neurale baner og forbindelser mellem mange forskellige dele af hjernen, blandt andet altså forbindelserne mellem centrer i både venstre og højre hjernehalvdel som skal arbejde koordineret og i takt når musikken spiller. 

   Artiklen fortsætter - stadig sprogligt ret upræcist:

Minna Lindgren efterlyser mera musik i skolan. 15 minuter musik i början av dagen skulle öpna upp hjärnans nervbanor.

   - Det hjälper koncentrationen, att orka sitta ner hela dagen, att lyssna och förstå, och det är bra för finmotoriken och abstrakt gestaltning.

   Undersökningar har visat att musikers hjärnor skiljer sig från "vanliga" människors: främre delen, som styr empati och koncentration är större. Där finns kontroll, abstrakt tänkande och planering - sånt är lättare för musiker.

   - Nu ska man bara inte tänka att musiker är intelligenta, utan på vad musiken och möjligheten att spela ett instrument kan göra för ett barn.

   Ett barns hjärna utvecklas och växer och att då "gympa" hjärnan med musik hjälper barnet att utvecklas. Och det gäller inte här att drilla fram nya underbarn, en ny Mozart.

   - Det räcker väl att spela blockflöjt, säger Minna Lindgren.

Vi får nu på ingen måde dokumenteret overskriftens påstand om at musik er bedre for helbredet end sport.

Det med musikkens helsebringende effekt har jeg tidligere været inde på flere gange.
   Musik kan gøre noget ved hjernen, ved man, noget som fx er gavnligt for kreativiteten og intelligensen.
   Den 'opdagelse har i sin tid fået navnet 'Mozart-effekten', fordi det oprindelig især var hans musik man fandt havde de særlige gode effekter. 

   Den meget snævre påstand om  netop Mozart-musikkens særlige effekt, er der siden blevet rejst alvorlig tvivl om gennem såkaldte meta-studier. 

   Men samtidig er der forskningsmæssig evidens for en bredere virkning på hjernen af at lyttet til eller udøve musik og sang.

 
Hjemmesiden Brainfit.com har en omfattende oplistning af hvilke "benefits" som hjernen, kroppen og sundheden har af at lytte til og udøve musik og sang -i følge de senere års forskning.

  Man kan her fx læse at udøvende musikeres hjerner er forskellige fra almindelige menneskers hjerner:

If you want evidence of how music affects the brain, it makes sense to look at the brains of people who play a lot of music — professional musicians.

   Brain scans show that their brains are different from the rest of ours.

   Their brains are noticeably more symmetrical.

   Areas of the brain responsible for motor control, auditory processing, and spatial coordination are larger.

   They also have a larger corpus callosum.

   This is the band of nerve fibers that enables the two hemispheres of the brain to communicate with each other.

'Corpus callosum' kaldess på dansk 'hjernebjælken' og udgør forrbindelsen mellem de to hjernehalvdele.
   Det ligner hvad man fx har fundet ud af om rutinerede taxa-chauffører: De dele af hjernen der særligt skal aktiveres for at finde rundt i en storby som London, er hos dem større end andre menneskers:

Cab drivers' grey matter enlarges and adapts to help them store a detailed mental map of the city, according to research.

   Taxi drivers given brain scans by scientists at University College London had a larger hippocampus compared with other people. This is a part of the brain associated with navigation in birds and animals.

   The scientists also found part of the hippocampus grew larger as the taxi drivers spent more time in the job.

   "There seems to be a definite relationship between the navigating they do as a taxi driver and the brain changes," said Dr Eleanor Maguire, who led the research team.

Tilbage til musik på hjernen:

   Brainfit-artiklen fortæller videre at den rette musik kan påvirke humøret hos folk positivt (ikke den store nyhed!). Og at det at lytte til en bestemt slags musik kan reducere stress, idet det sænker produktionen af stresshormonet cortisol.

   Da jeg for nylig fik foretaget en ret så ubehagelig rygmarvsbiopsi på et sygehus, afspillede personalet beroligende 'meditationsmusik' under operationen med samme formål.

   

Omvendt stimulerer musik den "positive kemi" i hjernen via neurotransmitter-systemet idet den øger dopamin-produktionen som påvirker 'belønningscentret'. Når man spiller sammen øges og produktionen af "krammehormonet" oxytocin :

One of the ways music enhances brain function is by stimulating the formation of certain brain chemicals.

   Listening to music increases the neurotransmitter dopamine.

   This is the brain’s motivation molecule and an integral part of the pleasure-reward system.

   It’s the same brain chemical responsible for the feel-good states obtained from eating chocolate, orgasm, and runner’s high.

   Playing music with others or enjoying live music stimulates the brain hormone oxytocin. (13)

   Oxytocin has been called the “trust molecule” and the “moral molecule” since it helps us bond with and trust others. (14)

   There’s evidence that the oxytocin bump experienced by music lovers can make them more generous and trustworthy.

Brainfit opsummerer den positive effekt af musikundervisning og -udøvelse i skolen i disse punkter:

Music, whether taught in or outside of school, helps students excel in the following ways: (16)

• improved language development 
• small increase in IQ
• improved test scores 
• increased brain connectivity 
• increased spatial intelligence

http://bebrainfit.com/music-affects-brain/

Jeg har i flere tidligere indlæg refereret til jazz-musikeren og  hjerneforskeren Peter Vuust, som bl.a. har påvist at jazzmusik er den musikgenre som udløste størst aktivitet i hjerne på alle de parametre man målte på ved skanninger - både når man spiller og når man lytter.

   Endvidere har han påvist at hjernens sprogcentre også er aktive når vi lytter til eller udøver musik, så der er altså faktisk neurologisk belæg for at tale om musik som en slags sprog.

   Man kan også på nettet læse sig til at Peter Vuust holder foredrag om musik som et middel mod depression, smerter og parkinsons sydom.

   

På hjemmesiden Videnskab.dk fra 2008 refereres Vuust for hvad der sker når fx en masse mennesker er til koncert på en Roskilde Festival. 

   Han bruger til sidst i citatet den smukke metafor "en kemisk ballet" til at beskrive hvad der sker når mange hører musik sammen:

Enhver, der har kæmpet med at lære et fremmedsprog som voksen ved, at sprog i høj grad handler om regler, og det samme kan man sige om musik. Når vi lytter til musik, så lytter vi efter reglerne eller mønstret. Når vi kan forudsige mønstret, udløses der lidt dopamin, som er hjernens lykkestof, og vi bliver glade og tilfredse.

   »Hjernen er en forudsigelsesmaskine, der skal sikre os flest mulige chancer for overlevelse. Derfor belønnes vi, når vi gætter rigtigt,« siger Peter Vuust. Men hvis mønstret er alt for forudsigeligt, går hjernen på stand by, og der er ikke den store belønning at hente. 

   Men hvis vi kun kan forudsige en del af mønstret, mens andre dele af det overrasker os, så bliver vi belønnet med dopamin. Nysgerrig adfærd har nemlig sikret vores overlevelse som art, og derfor bliver den også belønnet med dopamin. 

   Hvis man ikke kender et musiknummer særlig godt, eller omvendt hvis man har lyttet rigtig meget til det, så er hjernen ikke vild med netop det nummer. Det gælder altså om at finde balancen, hvor man kender musiknummeret uden at det er blevet overspillet endnu.

   Der tegner sig en omvendt u-kurve, hvor et ukendt eller et alt for velkendt stykke musik ikke er noget, man bryder sig om,« forklarer Peter Vuust. 

   En koncert er en kemisk ballet. 

   Når pladsen foran OrangeScene er fyldt til bristepunktet af musiknydende festivalgængere, svinger tilskuerne i takt på mere end en måde. Kroppene følger rytmen, og alle tilskuere sættes i den samme stemning, mens deres hjerner arbejder på højtryk for at afkode musikkens mønster. Oplever de genkendelsens glæde, fordi de kan forudsige musikkens mønster, så frigives lidt dopamin, men hvis de oplever overraskelsens fryd, sker det samme. Kemien i hjernen danser i takt med rytmen, der kommer ud af højtalerne.

Man kan sige at glade og aktive deltagere i en rockkoncert oplever at deres afgrænsede identitet delvis opløses under påvirkning af musikken, fordi de - og dermed deres hjerne og krop - underlægges en fælles rytmisk musikalsk påvirkning, som Peter Vuust sammenfatter i metaforen "en kemisk ballet".

  

Den metafor er en glimrende indgang til den korte artikel i "Ideer" om "næstekærlig LSD". 

   Den tager afsæt i de kontroversielle forsøg og eksperimenter med LSD som bevidsthedsudvidende stof i 60´erne, og fortæller at ruseffekten af at indtage LSD deformerer og forvrænger sanseindtryk så det ligner en psykose hvor "personen oplever, at grænsen mellem selvet og resten af verden bliver opløst. 

   Denne effekt har hjerneforskere fra Royal Netherlands Academy of Arts and Sciences i Amsterdam nu set nærmere på i hjerneskanninger.

De har givet 15 testpersoner udskadelige doser af LSD eller placebo og med en fMRI-skanner undersøgt hvad der sker i hjernen. Hjerneforskerne kunne se, at de områder i hjernen, der er involveret i højere kognitive funktioner, bliver stærkt overforbundne.

"Overforbundne" er det danske ord for det engelsk "hyperconnected" - og "connectivity" i hjernen refererer til hvordan hjernens forskellige centrer og moduler er forbundet og arbejder sammen - i højere eller mindre grad. 

   Inden for den del af hjerneforskningen der har med kreativitet at gøre, er teorien at særligt kreative menneskers hjerne har en relativt højere "connectivity" end andre, og at denne sikkert medfødte egenskab gør det nemmere for dem at forbinde forestillinger som mentalt ligger langt fra handen og logisk set ikke har noget med hinanden at gøre (= 'conceptual blending')

   Også indtagelsen af alkohol og hash øger hjernens "connectivity" og reducerer den såkaldte 'latente hæmning' (LI).

   Wikipedia definerer:

Hyperconnectivity is used in medical terminology to explain billions and billions of neurons creating excessive connections, within the brain associated with schizophrenia, [11][12] or epileptic seizures [13][14] or DS [15].

Avisnotitsen i "Ideer" fortsætter:

Generelt er der i hele hjernen ekstra gang i forbindelserne, så selv områder, der ellers er adskilte, taler sammen. De områder, der har øget aktivitet, overlapper med de områder, hvor recpetorerne, som LSD binder sig til, sidder. 

   (....)

   Forskerne mener, at når LSD får hjernen til at dele mere information mellem hjernens områder, giver det en stærkere forbindelse mellem vores følelse af selvet og følelse af omgivelserne. Det er det der opløse identiteten.

Notitsen er et rip-off af en undersøgelse som i den videnskabelige artikel i Current Biology sammenfatter resultaterne sådan her:

• High-level cortical regions and the thalamus show increased connectivity under LSD
• The brain’s modular and rich-club organization is altered under LSD
• Increased global connectivity under LSD correlates with ego dissolution scores

Artiklen har titlen:  

Increased Global Functional Connectivity Correlates with LSD-Induced Ego Dissolution

Fællesnævneren for denne artkel og de tidligere referencer til forskning i effekten af musik, er at grænsen mellem selvet og resten af verden opløses. Det må være det journalisten mener med overskriften "Næstekærlig LSD".

Her kobler jeg så til begrebet 'flow'!

   Det at komme i flow - 'at blive høj' - indebærer jo nemlig også at man glemmer sig selv og mister fornemmelsen af tid og sted. 

   Man taler også om 'at gå op i en opgave', 'at begrave sig i en bog', eller helt 'at blive opslugt af et maleri eller en skulptur', hvad der fx var min egen oplevelse for nogle år siden ved mødet med Nefertiti-busten på et museum i Berlin:

Nefertiti

Jeg kan også blive høj bare ved at gå i rundt i vores hus og 'fortabe mig' i synsoplevelsen af alle mine Harald Henriksen-træsnit:

Harald Henriksen: Plov i snelandskab. 1924

Wikipedia definerer 'flow' sådan her - med henvisning til opfinderen af begrebet, psykologen Mihaly Csikszentmihalyi:

In positive psychology, flow, also known as the zone, is the mental state of operation in which a person performing an activity is fully immersed in a feeling of energized focus, full involvement, and enjoyment in the process of the activity. In essence, flow is characterized by complete absorption in what one does. Named by Mihály Csíkszentmihályi, the concept has been widely referenced across a variety of fields (and has an especially big recognition in occupational therapy), though has existed for thousands of years under other guises, notably in some Eastern religions.[1] Achieving flow is often colloquially referred to as being in the zone.

Men det at komme i en flow-lignende mental tilstand, kan altså ske på flere måder og med forskellige midler: med psykodeliske stoffer som LSD, ved at udøve en aktivitet hvor man presser sig selv til det yderste (løb, musik, skrive), eller ved at gå til rockkoncert og hoppe og synge, danse og klappe i takt med en masse andre jævnaldrende. 

En række Beatles-numre er gennemsyret af LSD-oplevelser og -erfaringer, det kan man ikke være i tvivl om:

L(ucy in the) S(ky with) D(iamonds)

Af andre numre der er LSD-inspirerede og -påvirkede er i hvert fald følgende: 'Strawberry Fields Forever', ‘It’s All Too Much’, ‘Within You Without You’, ‘I’m Only Sleeping’, ‘I Am The Walrus’. 'A Day in the Life', ‘Tomorrow Never Knows’, ‘Only A Northern Song’, ‘I’m Only Sleeping’, ‘She Said, She Said’

    Og ud fra den forskning som er lavet om hvordan LSD selv i meget begrænsede doser påvirker sindet og oplevelsen af selvet, så er det ikke svært at føle - synes jeg - hvordan grænserne mellem selvet og resten af verden er mere eller mindre opløst - både hos dem der har produceret sangene, og når man giver sig hen i at lytte til dem - igen, igen.

   'A Day in the  Life'. Enjoy og bliv høj!:

NB!
   For en ordens skyld: Jeg har ingen personlige erfaringer med indtagelse af LSD og de eventuelle effekter. Men bruger mange svampe i min madlavning, og samler og bruger de spiselige når de er i sæsonen.
   Og hash har jeg prøvet to gange i kager omkring slutningen af 60´erne. Uden særlig mental effekt. 

Hatsune Miku - den nye digitale virkelighed der producerer pop-sange efter fan-skarens ønsker - kreativt?

Hvad har vi her? 

   Et hologram som optræder som sanger og hoveperson på en live- koncert!!!!????

Og her et par musikvideoer med samme 'sanger':

Hvad er historien? 

Den starter med min Søndagspolitiken. Konceptredaktionen har nu lavet den gamle PS-sektion om fra broad-sheet til tabloid-format.

   Da en lang række af artiklerne er af samme længde - dvs. meget lange - som skrevet til det gamle PS, så opleves de i det nye format som uendeligt lange. Man har ikke tilpasset det skrevne format til det fysiske.

    Ikke gennemtænkt.

Men der er sket OK-fornyelser. Sådan cirka midt i sektionen er der en fast temarubrik med titlen nybrud med ca fem relativt korte internationale kulturnyheder. Fra søndag til søndag skifter man så emneområde. 

   Sidste søndag var det musik. Redaktøren var Simon Lund. Og en af artiklerne havde rubrikken

Kan en robot levere den perfekte popsang?

Tja, hvorfor ikke? - tænker jeg. 

   Popmusik består jo grundlæggende af musikalske klicheer og stereotypier. 

   Jeg har fulgt DR K´s serie om dansktoppens historie i DR. Og jo, sådan er det, og sådan har det altid været. Og der er jævnligt opretshavsjuridiske slagsmål mellem popkomponister der hugger - eller ikke - fra hinanden. 

   Og det er sjældent nogen får ret ved domstolene, fordi ...

POP ligner POP 

... og er melodiøst forudsigeligt og skematisk - ligesom de tekster der synges. 

Derfor har kommercielle musikproducenter også i årevis forsøgt at få computere til at komponere pop- og slagerhits. Og på den måde komme uden om 'den menneskelig faktor'.

   Også hjerneforskere har været inddraget i den slags projekter.

   

Det er det der er vinklen i historien og svaret på spørgsmålet i overskriften, er det umiddelbart indlysende: Nej.

Som professor John Covach fra Institute for Popular Music på Rochester Universitet påpegede, handler popmusikkens popularitet meget mere om kulturel betydning end musikalsk opfindsomhed. At Gilli og Sivas’ autotunede hiphop lige nu er et stort hit hos den danske ungdom, betyder ikke at det kunne være gået sådan for fem eller ti år siden.

   Det betyder dog ikke, at en robot ikke kan skrive et stort hit. Det kræver bare, at robotmusik stiger i kurs på cool-børsen. Og her kommer japanske Hatsune Miku ind i billedet. Hun er et hologram af en anime-figur, en fiktiv pige med turkis rottehaller, der har været 16 år siden 2008. Hun er en post-human-popstjerne og et stykke software på linje med Siri fra iPhonen.

Da kulturen ændrer sig, så ændrer også pop-smagen sig. Og derfor kan computeren kun producere hits ved at konsultere fans´ne på ethvert givet tidspunkt.
   Hvad er - med den nuværende 'kultur' - det der skal til musikalsk for at lave et hit? Og da computeren ikke har en kontekst af oplysninger om 'den nuværende kultur', så famler den musiklask set i blinde.

Men det er billedet af Hatsune Miku forneden i artiklen der fanger mig, og som får mig til at læse artiklen. 

   For jeg er selv fan af den japansk tegnekunst og tegneseriestil - kaldet 'manga' - siden jeg for mange år siden lærte mangaens ophavsmand Hokusai at kende. Det er ham med 'bølgen' - og de mange træsnit med Fujiama i baggrunden.

Hatsune Miku har blåt hår - lidt ligesom pelsen på den blå gravhund jeg for nylig har malet i akvarel:

 Hatsune Miku er et hologram, hvis musik er skabt af fans. Illustration: Fernando 12821

Egen akvarel - efter forbillede fa nettet

Hatsune Miku er sådan set allerede en gammel pige. 

   Hun blev født af en synthesizer i 2008, men hendes alder er uforandret, nemlig 16 år - her otte år efter fødslen.

   Wikipedia fortæller:

Hatsune Miku (Japanese: 初音ミク?), sometimes referred to as Miku Hatsune, is a humanoid persona voiced by a singing synthesizer application developed by Crypton Future Media. Hatsune Miku is portrayed as a 16-year-old girl with long turquoise twintails. She uses Yamaha Corporation's Vocaloid 2 and Vocaloid 3 singing synthesizing technologies. She also uses Crypton Future Media's Piapro Studio, a singing synthesizer VSTi Plugin. She was the second Vocaloid sold using the Vocaloid 2 engine, and the first Japanese Vocaloid to use the Japanese version of the Vocaloid 2 engine. Her voice is sampled from Japanese voice actress Saki Fujita. Hatsune Miku has performed at her concerts onstage as an animated projection. 

Og det var altså disse "animated projections" vi så eksempler på i de to første YouTube-indslag oven for.

Hvad er oprindelsen til navnet Hatsune Miku?

The name of the character comes from merging the Japanese words for first (初hatsu), sound (音 ne) and future (ミク miku[n 1]), thus meaning "the first sound from the future," referring to her position as the first of Crypton's "Character Vocal Series."

Det startede altså med en computerproduceret stemme og computerproducerede melodier. 

   Men hvordan blev Hatsuen Miku til som en visuel gestalt?

Det var den japanske mangakunstner KEI som fik opgaven at illustrere stemmen og sangene, Ikke nogen helt nem opgave, som det fremgår:

KEI (ケイガロウ; Kei Garou) is a Japanese illustrator and cartoonist. 

   He was born in Chitose, Hokkaido in April 1981, and started drawing fan works when he was a student. His watercolor-like moe style caught the notice of the publisher Dengeki Bunko, and he made his debut as an illustrator for the novel Kiseki no Hyougen. 

   In 2007, Crypton requested him to draw an illustration for their first Character Vocal Series product Hatsune Miku. Crypton also provided KEI with detailed concepts. 

   However, Crypton said it was not easy to explain what a "VOCALOID" was like to him, and KEI said he could not create an image of "singing computer" at first, as he did not even know what a "synthesizer" was. It took him more than a month to finish. 

   His illustration supported the sale of this software and sparked the VOCALOID trend. His fame led to the following works for the Kagamines, Luka and Lily. He also designed galaco.

   Because of his illustrations for VOCALOID, his style is often emulated in the western fandom, notably on deviantART.

Her følger lidt flere oplysninger om den konkrete arbejdsproces som KEI måtte igennem da han kreerede Hatsune Miku:

When KEI illustrated Miku, he was given a color scheme to work with (based on YAMAHA synthesizers' signature blue-green colour) and was asked to draw Miku as an android. Crypton also provided KEI with Miku's detailed concepts, however, Crypton said it was not easy to explain what a "Vocaloid" was to him. KEI said he could not create an image of a "singing computer" at first, as he did not even know what a "synthesizer" was. It took him more than a month to complete the commission.[7]

   Miku was originally intended to have a different hairstyle, but after trying out pigtails, KEI thought they were more suitable. Her pigtails have since become an iconic part of her design. 

   On June 22, 2012, Hatsune Miku's twin tails even earned her the title of the Twin Tail which best represented the 2000s, marking her the best set of Twin Tails from the dawn of the 21st century. She now shares her twin tail distinction with other characters like Sailor Moon (who won best Twin Tails for the 90s period).[8]

   The digital design on Miku's skirt and boots is based off synthesizer program colours, and the bars represent actual bars within the program, following Crypton's ideas. Part of her design is based on some of YAMAHA's keyboard models, particularly the DX-100 and the DX-7.[9][10] The thin squares around her pigtails are futuristic ribbons made of a special material that floats in place.   

   As seen in KEI's art for Miku, they are able to hold Miku's pigtails in place without having to physically touch the hair itself. The ribbons are also reported by KEI to be the hardest item on the character's design for cosplayers to recreate.

Hatsune Miku

Når en film får for meget konceptuel blending - med anledning i anmeldelserne af den nye computeranimerede filmversion af Junglebogen

Jeg er fan af fantasy og Science Fiktion. Har læst begge litterære genrer ret ekstensivt da jeg var yngre. Og gør det stadig - on and off.

   Og da mange af bøgerne blev omsat til tegneserieformatet for alvor, jamen så samlede jeg på dem i mange år.

   Filmene inden for begge genrer var - inden computeranimationen blev et effektivt kreativt redskab for instruktørerne - visuelt primitive, og jeg brød mig ikke om de fleste af dem.

 

En undtagelse var dog de gamle sort-hvide Tarzan-film med Johnny Weismüller i hovedrollen.

Jeg havde læst og har stadig alle Edgar Rice Burroughs Tarzan-romaner på engelsk, og også en stor del af de romaner Burroghs skrev med andre hovedpersoner og med setting på Mars, på Venus og i Jordens indre.

   Jeg har også i min reol genoptryk af en stor del af Tarzan-tegneserierne fra de første år - med Hal Forster og Burne Hogarth som tegnere:

Hal Forsters Tarzan

Burne Hogarth's Tarzan

Det var anmeldelserne af den nye Walt Disney-filmversion af Junglebogen der mindede mig om Tarzan. Og selvfølgelig også om den gamle helt fremragende tegnefilmversion af Junglebogen som jeg har stående i min DVD-reol sammen med resten af min samling af Walt Disney-tegnefilms-klassikere.

Faktisk står den lige ved siden netop Walt Disney-tegnefilmversionen af Tarzan, som jeg til gengæld aldrig har været så begejstret for.

 

Junglebogen er faktisk også en af de bøger jeg med fornøjelse læste i min ungdom. Jeg husker jeg nød de eventyrlige og eksotiske historier som udkom godt 60 år tidligere (1894-95), og 18 år før Edgar Rice Burroughs første Tarzan-roman "Tazan of the Apes" udkom, en roman med et koncept, en setting og et plot som utvivlsomt var stærkt inspireret af Kiplings historier om Mowgli. 

   Efter sigende var Kipling i øvrigt ikke begejstret for "Tarzan of the Apes" da den udkom; Han syntes simpelt hen at Borroughs sprogligt set var en rigtig dårlig forfatter. Og Kipling er i talrige artikler på nettet citeret for at mene at "Burroughs wrote Tarzan of the Apes just so that he could "find out how bad a book he could write and get away with it."
   Burroughs roman-serie om Tarzan blev på i alt 24 bind, og solgte i store oplag. over hele verden. Ikke på grund af de finlitterære kvaliteter, men fordi historierne han opfandt med Tarzan som bærende karakter, bare var så fantasifulde og godt fundet på.
   Borroughs var en 'storyteller' af Guds nåde. Og selvom Tarzan var et 'barn' af Mowgli, så var det ham (både forfatteren og hovedpersonen) der havde fremtiden og verden for sig.

    

Men rent faktisk fik jeg fornyet interesse i Kipling, hans historie og forfatterskab da fruen og jeg var i Burma/Myanmar for godt et par år siden. 

  Her et link mit indlæg om Kipling i en længere serier om "den kreativ Burmarejse":

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/03/den-kreative-burmarejse-5-englnderne.html

Hvad skriver Wikipedia om Junglebogen og Kipling?

The Jungle Book (1894) is a collection of stories by English author Rudyard Kipling. The stories were first published in magazines in 1893–94. The original publications contain illustrations, some by the author's father, John Lockwood Kipling.

   Kipling was born in India and spent the first six years of his childhood there. After about ten years in England, he went back to India and worked there for about six-and-a-half years.

   These stories were written when Kipling lived in Naulakha, the home he built in Dummerston, Vermont (just north of Brattleboro), in the United States.[1]   There is evidence that it was written for his daughter Josephine, who died in 1899 aged six, after a rare first edition of the book with a poignant handwritten note by the author to his young daughter was discovered at the National Trust's Wimpole Hall in Cambridgeshire in 2010.[2]

Junglebogen er altså skrevet ikke i Indien eller Burma, men mens Kipling boede i USA. Og den er skrevet til hans datter, ligesom fx "Pippi Langstrømpe" i sin oprindelige version er skrevet til Astrid Lindgrens datter.

   Og figurerne i bogen er  et udtryk for 'conceptual blending', idet dyrene der omgiver Mowgli er personificerede og kan tale, og i øvrigt for fleres vedkommende er lånt fra diverse andre ældre eventyr og fabler som Kipling havde læst.

   Det er herfra begrebet "jungleloven" kommer. Den har form af et moraliserende digt som lyder sådan her:

Now this is the law of the jungle, as old and as true as the sky. And the wolf that shall keep it may prosper, but the wolf that shall break it must die a sad death.

   As the creeper that girdles the tree trunk, the law runneth forward and forward. For the strength of the pack is the wolf, and the strength of the wolf is the pack.

Wikepedia fortsætter:

The tales in the book (as well as those in The Second Jungle Book which followed in 1895, and which includes five further stories about Mowgli) are fables, using animals in an anthropomorphic manner to give moral lessons.

   The verses of The Law of the Jungle, for example, lay down rules for the safety of individuals, families, and communities. Kipling put in them nearly everything he knew or "heard or dreamed about the Indian jungle."[3]

   Other readers have interpreted the work as allegories of the politics and society of the time.[4]

   The best-known of them are the three stories revolving around the adventures of Mowgli, an abandoned "man cub" who is raised by wolves in the Indian jungle.

   The most famous of the other four stories are probably "Rikki-Tikki-Tavi", the story of a heroic mongoose, and "Toomai of the Elephants", the tale of a young elephant-handler. As with much of Kipling's work, each of the stories is followed by a piece of verse.

Det var jeg faktisk ikke klar over: At alle historierne i Junglebogen slutter med et digt. Junglebogen er altså helt fra begyndelsen en blandingsgenre af fortælling og digte.

   På den baggrund giver det jo ekstra god mening at der i den oprindelige Walt Disney tegnefilmsversion er indlagt sange, omend det ikke sange fra bogen.
    Men da jeg læste Jungelbogen i min ungdom, var digtene udeladt af teksten!

Men anmeldelserne af den nye Walt Disney-version af Junglebogen inviterer mig egentlig ikke til at gå ind og se den, selvom jeg tidligere har været glad for computeraimerede blendingfilm som "Magnificient" med Angelina Jolie i hoverlollen, "Alice i Eventyrland" med Johnny Depp som Den Gale Hattemager og Steven Spielbergs og Peter Jacksons "Tintin - Enhjørningense hemmelighed".

Den nye filmversion fremhæves af alle anmeldere for de kendte engelsktalende skuespilleres præstationer når de lægger stemmer til dyrene i filmen. 

   DR´s Per Juul Carlsen skriver fx:

Det er bestemt et af filmens svage punkter at Bill Murray får lov at fyre den af og er mere Bill Murray end den gamle hyggelige bamsebjørn, Baloo.

   Til gengæld virker det forbavsende godt at sætte Scarlett Johanssons hæse, sensuelle stemme på den hypnotiserende kvælerslange, Kaa. Vil en præpubertær knægt som Mowgli ikke netop forsvinde ind i sådan en stemme?

   Og Christopher Walken er fantastisk som den gamle abekonge Louis. Det fungerer glimrende at udstyre ham med en stemme som en new yorker-gangsterboss.

   Men den bedste stemme er Idris Elba som tigeren Shere Khan, der vil slå bette Mowgli ihjel fordi mennesker er farlige i junglen. Han er forrygende, præcis så skræmmende som en tigerstemme skal være.

Det der lyder mindre godt i mine ører, fremgår af flere forskellige anmeldercitater: konceptuelt sætter den ny version sig mellem to stole.  

   Her også igen Per Juul Sørensen:
   Han synes at instruktøren Jon Favreau har svært ved at holde balancen i genreblandingen af Kiplings oprindelige stemningsmæssigt ret så mørke bogtekst og Walt Disneys af alle kendte og elskede muntre tegnefilmversion med indlagte sange:

Favreau har virkelig svært ved at få elementerne til at balancere. Det ene øjeblik skræmmer Shere Khan livet af alt og alle, det næste øjeblik fjoller Baloo rundt i skovbunden. Og pludselig synger Christopher Walken i en kæmpeudgave af King Louis.

   Den er virkelig svær at holde styr på, den film. Den er i hvert fald ikke for bittesmå børn.

Her et længere oplysende citat fra Anders Brendstrup på filmz.dk. 

   Problemet er igen blandingen: dels et plot- og figur-remake af den gamle tegnefilmversion - og dels et forsøg på gennem realistisk computeranimation at levendegøre de mere dystre kvaliteter i den skrevne originalversion:

Jon Favreau lægger sig tæt op af forlægget (=tegnefilmversionen). Som er godt. Favreaus udgave er god. Men den er ikke bedre. Den er ikke engang i nærheden. 

   Set isoleret er det udmærkede 120 minutter med lidt af det hele: action, humor og uhygge, man har bare pokkers svært ved at glemme en kortere, coolere og langt mere swingende tegnefilm, der er næsten 50 år gammel.

   De ekstra 30-40 minutter er fulde af mørke og alvor, så universet er muligvis kommet den ubarmhjertige jungle i Kiplings fantasi nærmere. Men det er et tyngende snarere end dragende mørke, fordi de mystiske myter og fabler fungerer bedre på skrift end film. 

   Det er smukke og vise ord, men foredraget bliver langsomt og trægt, som det fremsættes af en vis panter på Ben Kingsleys teaterengelsk. Det hele er noget grandiost og et godt eksempel på, at Disney var en langt bedre fortæller end Kipling. På film altså.

Informations anmelder Christian Monggaard er generelt begejstret:

Det er en flot og forførende verden, Disney og Jon Favreau har skabt i deres nye udgave af Junglebogen. Filmen, der synes at være baseret ligeligt på Rudyard Kiplings bøger og den animerede klassiker fra 1967, er en blanding af liveaction og computerskabte omgivelser og figurer, og det er aldeles betagende lavet.

   Lige fra begyndelsen suges man (i hvert fald med 3D-briller på) ind i junglen, hvor drengen Mowgli (Neel Sethi) træner undvigelsesmanøvrer sammen med sin gode ven og ’værge’, panteren Bagheera (stemme af Ben Kingsley, undskyld, Sir Ben Kingsley), og det hele virker aldeles levende og overbevisende.

Men, men ...

I modsætning til animationsfilmen (=tegnefilmen), der mest er sjov og ballade, lurer død og lemlæstelse nemlig om hjørnet i Jon Favreaus jungle, hvor Mowgli og hans venner bogstavelig talt må kæmpe for at overleve. Dyrene har skarpe tænder, ikke mindst Shere Khan, og der er et hierarki i junglen, som selv ikke den modige ulveflok kan eller tør sætte sig ud over.

   Der er også sjov og ballade i Junglebogen, og da først Baloo dukker op, bliver tonen lidt lysere – Murray som magelig bjørn skal opleves – mens sangene, man kender fra tegnefilmen, synges, så det er en fornøjelse. »Det rent og skært nødvendige …«

   Indimellem har filmen lidt svært ved at balancere mellem de dystre og voldsomme scener og de mere morsomme, lette sekvenser, hvilket giver den et ujævnt præg.

Weekendavisens anmelder Bo Green Jensen har i tillægget "Faktisk" også problemer med blandingen.
   Allerede i overliggeren til anmeldelsen "Det rent og skært nødvendige" står der et let revideret citat fra senere i teksten:

Disneys nye 3D-film vil både huske tegnefilmen og være trofast over for Kipling. Det er bare ikke muligt at være begge dele. 

Inde i anmeldelsen skriver Green Jensen - efter at have konstateret at det i høj grad er sangene i tegnefilmen som man husker den for - at ...

Den nye film har et problem med de sange. Generelt er tonen ført tilbage i retning af alvoren og realismen hos Kipling. Gribbene er væk, og elefanterne er majestætiske skabninger, der skal behandles med respekt - altså ikke elskeligt opblæste kreationer som general Hathi i tegnefilmen.
   Alligevel synger Mowgli og Baloo The Bare Neccesities, og Kon Louis leverer I Wanna Be Like You. Pythonslangen Kaa, som Scarlett Johhansson lægger stemmee til, hypnoitiserer Mowgli med Trust In Me. Bemærk at jeg bruger de engelske titler. Der er ikke danske stemmer i spillefilmsversionen.
   Det er et stilbrud at bruge de sange, men du tilgiver Disney, fordi du holder af dem. Den nye 3-D-film vil både huske tegnefilmen og og være trofast over for Kipling. Det er svært at gøre begge dele, så filmen er hele tiden i tvivl.
   Alligevel er den super-seværdig.

Og senere er der også problemer med transponeringen af abekongen fra tegnefilmfigur til computeranimeret realistisk kæmpeabe:

Tegnefilmens Kong Louis var en orangutang.. De findes ikke i Indien, og den nye film vil gerne være videnskabeligt korrekt. Men kæmpeaben passer slet ikke  til filmen. Det er lidt som hvis King Kong gav sig til at steppe midt i New York.

Langt de fleste anmeldere er dog, trods blending-ubalancen, meget positive, så det ender nok alligevel med at jeg må i biografen og se den nye version.

Særligt positive er anmelderne til gengæld ikke når det gælder en anden delvist computeranimeret eventyr-fantasy-film som netop har haft premiere: "The Huntsman: Winter´s War", som er en 2´er til "Snow White and the Huntsman" fra 2012", som heller ikke fik de bedste anmeldelser.

Jeg så ikke den første, og er heller ikke fristet til at gå ind og se efterfølgeren. 

   Jeg holder mig til Walt Disneys oprindelige tegnefilmsversion "Snow Whhite and the Seven Dvarfs" fra 1937, som var den første tegnefilm i fuld biograffilmlængde: