Harald Henriksen-oliemalerier - ønskedrømme elle ægte - om mine oplevelser som naiv "skattejæger"

Han van Meegeren eller Jan Vermeer?

I min gamle bog fra 1990 "Faktion som udtryksmiddel" var der et kapitel som jeg stadig husker at jeg var ret stolt over at have tænkt og skrevet:

Sandhed, løgn, og det rene digt - i sprog og billeder

På mange måder var det et kerneafsnit, for det var der jeg introducerede begrebet "overenskomst" mellem producent og publikum, som er det helt grundlæggende 'kontraktforhold' der adskiller fakta og fiktion i praksis, og som så også er grundlaget for at kunne tale om 'særoverenskomster' for blandingsgenrerne - for forskellige former for 'faktion'.

   Det var et begreb og en tænkning som senere blev re-aktualiseret af Poul Behrendt i hans bog "Dobbeltkontrakten" (2006).

   Inspirationen hentede jeg fra to faglige kilder: J. L. Austins "How to Do Things with Words" (1962), og John R. Searles "Speach Acts: An Essay in the Philosophy of Language" (1969).

 

Et underafsnit i kapitlet har overskriften:

Om "sande" og "falske" billeder

Også det husker jeg at jeg var særlig glad for - fordi det for mig selv gjorde op med den faglige, men løsagtige påstand som florerede i de humanistiske miljøer i universitetsverdenen op gennem 70´erne og 80´erne: "billede er sprog" - og underforstået: "billeder kan og skal analyseres som sprog."

   I afsnittet om "sande" og "falske" billeder siger jeg at mens man kan tale om 'sande og falske påstande og udsagn' i sprogbrugen, så kan man ikke på samme måde tale om 'sande og falske billeder' i "billedbrugen". Gør man det alligevel i daglig løsagtig tale, så er det som regel ikke billederne i sig selv man taler om, men direkte eller indirekte sproglig påstand om billederne: enten udsagn om hvem der er deres ophavsmand, eller udsagn om hvad de forestiller, eller hvor og hvornår de er produceret.

   Når der fx i en reportage- eller dokumentarfilm oppe i et hjørne af billedfladen står skrevet "r" eller "rekonstruktion", eller når der ved et illustrerende pressefoto i en avis står "modelfoto", så er de netop sproglige udsagn - påstande - der siger at disse billeder ikke overholder den traditionelle faktakontrakt for hvordan billederne er produceret. At de altså i en vis forstand er "falske", men at publikum netop i forhold til disse billeder skal "lege" eller "lade som om" at de alligevel er OK i forhold til "kontrakten".

   Konklusionen er: Billder kan ikke 'lyve', det kan kun sproglige udsagn om billederne.

Dette afsnit i min gamle bog kom jeg til at tænke på for nylig da jeg helt personligt blev konfronteret med problemet i min jagt på flere billeder af Harald Henriksen, en kunstner hvis værker jeg var og er blevet stærkt forelsket i.

 

Jeg har altid syntes det var spændende at læse avishistorier om kunstfalsknerier. Af ældre store mestre er bl.a. Jan Vermeer blevet dygtigt forfalsket af hollænderen Han van Meegeren som døde 1947.

   For nylig har man kunnet læse om afsløringen af en stor spansk falsknerring specialiseret i produktion og salg af forfalskede billeder af Picassso, Miro, Matisse.

   Men da jeg aldrig før det sidste halve år selv har været dedikeret køber af kunst, så har spørgsmålet om forfalskede malerier primært haft akademisk interesse

I de seneste indlæg om min samlermani som er blevet tændt i forhold til maleren og træsnitkunstneren Harald Henriksen (1883-1960), har jeg stort set udelukkende fokuseret på hans akvareller og hans farvetræsnit, og endda med hovedvægte lagt på træsnittene som fra starten var dem jeg var mest betaget af og også har købt flest af.

   Harald Henriksen er også fremragende som akvarelmaler, og der er i hans produktion et interessant vekselspil i udviklingen af hans akvarelteknik og hans farvetræsnitteknik. 

   Og det er heldigvis også lykkedes mig at finde og anskaffe 4 af hans akvareller, et par af dem dog præget af at de oprindeligt hvide områder hvor papiret står frem umalet, med tiden er gulnet ret meget.

   Og ikke mindst når jeg nu selv på amatørbasis er begyndt at male akvarel, så er hans akvarelbilleder spændende at have hængende til nærstudier, fordi man simpelt hen kan aflæse hans fremragende teknik skridt for skridt og lag for lag, idet akvarelmaleri jo indebærer at intet kan laves om når først penslen har afsat sin farve på papiret.

Men Harald Henriksen var også oliemaler, og malede ganske mange billeder i det medie - især da han var yngre. Jeg har set en del af dem afbilledet på nettet i Ole Lindbos bog, og også på væggene i sønnens hjem har jeg set en del.

   Og jeg har fra starten syntes at Henriksens oliemalerier nok var de mindst interessante i hans produktion. Ikke at de var dårlige, men ...

   

Sønnen Hans fortæller til slut i denne video fra udstillingen af faderens billeder i 2010 at han også er mest begejstret for akvarellerne og for træsnittene:

Journalisten spørger omkring 16:13 inde i indslaget hvad Hanses far "bedst kunne lide at arbejde med: træsnit, akvarel eller oliemaleri. Hans svarer:

Jeg tror lige godt han kunne lide træsnit og akvarel, men efterhånden som han blev ældre, forlod han mere og mere oliemaleriet, fordi han syntes det var for tungt, og han syntes måske ikke rigtig at det lå så godt for ham. Det er jo også rigtigt. Jeg synes han har nået sine bedste resultater i akvareller og træsnit.

Men trods det at både Harald selv, sønnen og jeg er enige om hvor hans største kunstneriske landvindinger lå og ligger, så ville det for en nyudsprunget og lettere manisk samler som mig, være sjovt og interessant også at kunne erhverve mig et eller flere af Harald Henriksens oliemalerier.

   Et var udbudt på nettet - Secondhand Galleriet -  til 1000 kr., men det havde jeg valgt fra fordi jeg syntes det var for kedeligt:

Maleri olie på lærred, popler, vandpost og kirke, signeret "H H ", indrammet i guldramme (tidligt værk) fin stand, 57 x 47 (Motivet er Rødover Kirke og billedet er malet før 1926, tak for oplysninger fra Hans Henriksen)

Men nogen af hans oliemalerier var og er også virkelig fine, fx det her der blev solgt på en Bruun-Rasmussen-auktion 2012 for 9.000 kr. - men med en oprindelige vurdering på 3.000:

Summer scenery by the sea. Oil on canvas. 70 x 81 cm.

Jeg har lagt søgeagenter ud på "Harald Henriksen" på forskellige sites, og den 2. juli var der bid. 

   Hele to "Harald Henriksen-oliemalerier var til salg i DBA (Den Blå Avis) af samme sælger. Til en meget overkommelig pris: 1000 kr. stykket.

   Sådan så de ud på Den Blå Avis:

Jeg fik aftalt en reservation på billederne og en aftale om at komme til Odense og se nærmere på dem. Men fik heldigvis også mailet min begejstring til min Harald Henriksen-pusher og ekspert, sønnen Hans. Og viste samtidig det to billeder på mailen.

   Og hans reaktion var spontant at han ikke troede på at det var hans far der havde malet dem.

  

Det stod H.H. på begge billeder med rødt, og jeg mente at kunne huske at han tidligt - før 1926 - netop havde signeret sine billeder med HH i versaler. 

   Jeg syntes også at især det øverste havde flere træk i måden motivet var behandlet på, som jeg genkendte fra nogle af de billeder jeg havde set i Ole Lindbos bog "Naturens spejl". 

   Efter at have fået at vide at jeg kunne tjekke signaturen via http://signaturbogen.wikidot.com/ var det hurtigt klart at det ikke kunne være "min Harald Henriksen", for hans signatur så sådan ud ...

... mens HH-signaturen på billederne til salg ikke stod lodret, men hældte til højre, og der var punktum efter hvert af de to H´er. Og så var signaturen skrigrød, hvad der også virkede "mærkeligt" og ukunstnerisk fordi de dermed kom til at dominere udtrykket. 

   Jeg forklarede Hans Henriksen hvorfor jeg oprindelig var faldet for billederne som ægte Harald Henriksen-oliemalerier, dog uden at have inspiceret dem i virkeligheden, som jeg planlagde at gøre  inden evt. køb:

Det jeg i min ønskedrømme-fantasi så ved visuel nærlæsning i de to nye malerier, var faktisk at de ligesom din fars træsnit virker som om det er en 'akvarelmaler' der har malet dem - men bare i olie.

   Og det mindste med søen i baggrunden synes jeg virker som om det er inspireret af LA Ring, som jo i følge litteraturen var en af hans inspirationskilder i de unge år.

   Det større med bådene i den kantede sø og husene i baggrunden, er jo ret præget af rene flader i bygningerne der er sammensat og malet så det næsten er abstrakt. Og på den måde ligner de bygningerne i baggrunden i billedet fra Secondhand Galleriet. Og i øvrigt også det billede der er vist i Naturens Spejl side 49 - Motiv fra Valby fra 1916.

   Der er også noget med et specielt lidt forvrænget perspektiv i forholdet mellem forgrunden med bådene som ses meget fra oven og baggrunden med husene, som jeg synes jeg genkender fra flere af hans billeder fx. bybilledet med storkespringvandet s. 63 i Naturens Spejl, de to magasinforsider som vises s. 78, og ikke mindst billedet Mødding i Bjergene fra 1920 som er vist s. 83.

   I de billeder virker det som om han har haft en slags vidvinkel på øjnene - og den genfandt jeg, syntes jeg i det store billede.

Jeg spurgte derefter sælger om hun havde noget historie - såkaldt 'proveniens' - der kunne sandsynliggøre at hendes røde H.H.-signatur refererede til "min Harald Henriksen". Det kunne hun ikke. Malerierne var købt af hendes mand fordi "han syntes de var gode". Nu var han død, og hun ville realisere dem da hun skulle flytte. 

Min ekspert opsummerer:

Ved opklaring af kriminalgåder er det ofte småbitte detaljer, der er fældende. Således også her.

  Se de to punktummer efter H’erne på det ene billede. Det ville ‘vores’ Harald aldrig gøre, (og det hører i det hele taget ikke til i et monogram). De to billeder må antages at være af den samme H H, hvem det så måtte være. Måske en der har lænet sig stærkt op ad vores Harald.

   Og at de skulle være fra før 1926 er yderligere usandsynligt.

   Iflg. Signaturbogen var det kun vores Harald og Hans Henningsen der benyttede ‘H H’, og Henningsens billeder ser helt anderledes ud.

   Jeg må dog tilføje at ikke alle malere er med i Signaturbogen. Jeg måtte faktisk selv lægge min far på for nogle år siden.

   Konklusion: Selvom der kun foreligger ‘circumstantial evidence’, må jeg – suppleret af min fornemmelse - sige at det er stærkt usandsynligt at min far er forbryderen. Men billederne er jo ikke egentligt dårlige, særlig ikke det med bådene, – her er skyerne meget haraldsk malet., og også husene som du skriver.

Jeg fik en lærestreg som heldigvis ikke kostede noget. Jeg er blevet klogere. Og naturligvis mere skeptisk hvis og når mine søgeagenter finder nye "Harld Henriksen"-billeder.

   Men så.... for godt 14 dage siden, blev endnu et oliemaleri tilskrevet Harald Henriksen, udbudt til salg på Den Blå Avis - til den mærkelige pris af 499 kr.

Svendborgsund. 1933 Olie på lærred

Af min ekspert fik jeg bekræftet at denne gang var den god nok. Det var et ægte Harald Henriksen-oliemaleri. Men det virker beskåret for oven og for neden.

   Jeg kontaktede sælger på mail flere gange, men fik ikke noget svar. 

   Der står en dato på annoncen: 22. september kl. 22, som tyder på at det er en gammel salgsannonce som ikke er trukket ud af systemet, og som min søgeagent så har hevet frem af DBA-arkiverne.

   Det kunne være jeg skulle overveje Secondhand Galleriets tilbud, alligevel. For dog at have et oliemaleri af kunstneren i min samling.

Her er link til tidligere blogindlæg om min jagt på Harald Henriksen-billeder:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/akvarelmaleriets-mysterier-35-fra.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/flere-trsnit-af-harald-henriksen-nu.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/akvarelmaleriets-mysterier-43-harald.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2015/04/akvarelmaleriets-mysterier-44.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/akvarelmaleriets-mysterier-46-min.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2015/06/akvarelmaleriets-mysterier-47-en.html

Om selvværd, kreativitet og negative skoleerfaringer

Hvad har personligt selvværd med kreativitet at gøre? Det spørgsmål prøver jeg at grave lidt i - i dette indlæg.

'Serendipitet' betyder 'det heldige tilfælde eller sammentræf'. Eller defineret i en narrativ version som jeg holder meget af: 

"Du søger en nål i en høstak - og kommer ud med bondens dejlige datter".

Sådan er det tit,  har jeg oplevet med skriverierne her på blokken: Når jeg har skrevet om et eller andet emne eller tema, så får jeg med det samme øje på tekster eller begivenheder i mine umiddelbare omgivelser som også har med det emne at gøre. Og så er det om at komme op på hesten igen.

   Forklaringen er selvfølgelig at det at bruge tid og kræfter til at skrive om noget, booster opmærksomheden så 'noget lignende' bliver lettere at få øje på.

Det foregående indlæg drejede sig om betydningen af negative skoleerfaringer for den kreative personlighed, med afsæt i et interview i Politiken med multikunstneren Anders Morgenthaler, som jeg selv oplever dagligt udfolde sig i en tegneserie på bagsiden af første sektion i Politiken, tegnet og udtænkt sammen med makkeren Mikael Wulff under det fælles forfatternavn 'Wulffmorgenthaler'.

   I interviewet sagde Morgenthaler:

»Jeg var sådan et barn, der kun mødte nederlag i min skoletid. Jeg er ord- og talsvag. Jeg kan ikke læse et telefonnummer fra ende til anden uden at sætte en finger over nogle af tallene, fordi talrækken forvirrer mig«.

   »I børnehaveklassen troede de, at jeg var autist. Jeg forstod ikke rammen. Jeg opbyggede en alternativ virkelighed, hvor jeg sad og legede. I 5. klasse kom jeg i specialklassen. Jeg blev en taber. Det er et stempel, som holder for evigt. Det er bare ikke til at forstå, hvis man ikke har prøvet at være en taber. Jeg kan se, at det for mange børn ikke har ændret sig i dag. Nogle børn forstår slet ikke, hvad skolen er. De leger bare. Når de så bliver tvunget til at høre efter og sætte sig ned, kommer de til at opleve en modstand mod læring«.

Morgenthaler vil starte en lilleskole med denne motivation som bærende ide:

"Vi prøver på vores skole i stedet at opbygge barnets selvværd og selvtillid til at kunne klare sig ud fra de givne værdier, det selv sætter sig for er de rigtige."

Selv om det kun bruges en enkelt gang i interviewet, så er det ordet 'selvværd' der er kernen og omdrejningspunktet. 

Selvværd

Mange års skolegang hvor man ikke får bekræftet, men tværtimod får undergravet og nedbrudt sit selvværd, kan være fatalt for kvaliteten af ens voksenliv og  måden at forvalte sine evner og kompetencer på. Altså skabe 'tabere'. Det er essensen i det Morgenthaler fortæller.

Men hvad betyder 'selvværd' ifølge Den Danske Ordbog:

oplevelse af eget værd som menneske

Det engelske ord 'selfesteem' som betyder det samme, får denne udbyggede definition i Wikipedia:

In sociology and psychology, self-esteem reflects a person's overall subjective emotional evaluation of his or her own worth. It is a judgment of oneself as well as an attitude toward the self.

Så idag støder jeg - selvfølgelig! - på en kronik i selvsamme avis under den ret skræmmende - og ihvertfald ikke særligt indbydende titel:

Posttraumatisk uddannelsesstres

Men da jeg godt kan afkode enkeltordene, vækker koblingen af dem min nysgerrighed, især forbindelsen af 'uddannelse' og 'stress', som jeg ikke husker at have set før (hvad google kan bekræfte)

   Forfatteren hedder Frej Prahl og er psykologistuderende som er igang med at skrive speciale. Så mit gæt er inden jeg går igang med læsning, at Frej Prahl nok øver sig på sin argumentation i det kommende speciale - eller at han har fundet ud af noget som han vil ud i offentligheden med mens det endnu er friskt i bevidstheden og ingen andre kan nå at lukrere på tankegangen inden udgivelsen. 

Manchetten angiver at det Prahl har fundet ud af, indebærer en kritik af en af samfundets virkelig tunge institutioner - den medicinske psykiatri:

Psykiatrien overser, at mange unge med ADHD har traumatiske oplevelser med i rygsækken fra deres uddannelsesforløb

Prahls grundsynspunkt er at fx de mange børn der bliver diagnosticeret med ADHD i skolen, og får behandlet deres mentale særhed med medicin ordineret af psykiatere, at de - trods denne behandling - i årene efter kan være blevet regulært post-traumatiseret af de oplevelser af trusler på selvværdet som de har fået gennem skolegangen på grund de negative reaktioner på deres ADHD.

  Prahl parallelliserer disse elvers oplevelser med at det at have været i krig, kan give en del af de soldater der vender hjem lidelsen PTSD - 'postraumatisk stress disorder'. Han tager afsæt i en case 'Morten' som er 35 år og som i sit voksenliv har haft store sociale og psykiske problemer, men nu er i en håndværker-uddannelse:

Morten fortæller mig, at han ofte vågner om natten badet i sved, fordi oplevelsen af at være en fiasko i klasselokalet endnu en gang har hjemsøgt ham. Morten fortæller mig yderligere, at når han ser en hestevogn fuld af studenter, vender det hele sig i ham. Han får lyst til at forsvinde.

   Vi begynder at snakke om Mortens forløb på mureruddannelsen, hvor han endelig oplevede at mestre noget. Her var hans selvværd ikke i fare. Men i samme øjeblik, skoleforløbet på samme uddannelse startede, slog det klik for ham, og han løb ud af klasselokalet. Han var blevet placeret i nogle omgivelser, som i betænkelig grad mindede ham om tidligere truende situationer, og som heldigvis udløste hans forsvar: flugt.

   Han udviste præcis den samme reaktion som traumatiserede soldater, der vender hjem fra krig: En soldat fortæller, hvordan han dukker sig, hver gang han ser en kornmark. Kornmarken minder ham om en situation, hvor han og hans deling måtte skyde fjender på klos hold. For soldaten er det en kornmark, der er den udløsende faktor. For Morten en hestevogn med studenter eller et klasselokale med bøger. Mortens reaktion, hvor han løber væk fra klasselokalet, er en forståelig og på kort sigt hensigtsmæssig forsvarsstrategi. Det er en flugt fra det, der truer hans duelighed.

Og senere uddyber Prahl sin case, Hvis skolesystemet og det psykiatriske system, nøjes med at give piller til at berolige ADHD-børn med, såå er der er stor risiko for en varig traumatisk skade som senere i livet kan ivalidere ligesom krigserfaringerne kan ivalidere de tidligre soldater i krig:

Sådanne erfaringer kan ikke kun bekæmpes medicinsk. Trusler mod selvværdet har det med at føre til en dyb følelse af skam: »Jeg er uduelig«. Skam må altid bekæmpes relationelt, fordi skammen opstår i relation til andre mennesker. Skammen er altid en skam over en selv i forhold til andre.

   Morten oplevede sig uduelig over for sine forældre, underviserne og de andre elever. 

Jeg synes Frej Prahl udtrykker sig forbilledligt klart her. Og generaliserer sin case udmærket:  

I løbet af min tid som frivillig på en produktionsskole har jeg mødt rigtig mange unge som Morten. Unge med diagnoser. ADHD fortrinsvis. Unge, for hvem folkeskolen var én lang påmindelse om, hvor værdiløse de var. De var dygtige med hænderne, men magtede ikke det boglige og det akademiske. Time efter time fem dage om ugen oplevede de sig dumme og utilstrækkelige. Det er en længerevarende tung belastning for selvværdet, som for de fleste munder ud i en traumatisk belastningsreaktion.

   Disse unge flakker ofte rundt i uddannelsessystemet. De gør alt, hvad de kan, for at undgå situationer, der minder om traumet (jf. kernesymptomet i PTSD-lidelsen), altså uddannelsesforløb, der involverer alt det, de ikke dur til.

Prahls logiske og fornuftige løsningsforslag går ud på at der - også - bør være fagligt indhold og rammer i skolen som genetablerer en undervisning der ligner mesterlæren når den er bedst, og som gør det muligt i praksis at opleve og få genetableret sit personlige selvværd gennem praktisk orienterede manuelle fag. 

De har brug for en hjælp, der modsvarer alvoren af deres situation. De har brug for at deltage i sammenhænge, hvor de kan få genoprettet deres selvværd og deres dybeste fornemmelse af betydning. Men det har vi ikke forstået. Måske fordi vi ikke vil anerkende, hvor voldsomme menneskelige konsekvenser der er forbundet med en folkeskole, som er én lang løbebane mod en akademisk karriere, og som på ingen måde tilgodeser håndværkeren, mureren, smeden eller stilladsarbejderen. De klassiske mesterlæreforløb findes ikke længere. Uanset hvor man ender, ender man på en skolebænk.

Jeg mindes et eksempel på en grafitti som jeg tit viste på PowePoint-slides når jeg afholdt efteruddannelseskurser for journalister:

DET HJÆLPER IKKE AT FLYGTE, DER ER SKOLER OVER ALT 

Årsagen var at jeg havde erfaring for at mange journalister, specielt af den lidt ældre skole, sad med frustrationer og blokeringer i forhold til formel undervisning, et negativt beredskab som de havde med i baggagen fra deres skoletid. Og med grafittiteksten ønskede  jeg at afspænde og afdramatisere situationen med humor og ironi inden jeg gik i gang - for alvor.

Men hvad har alt det her med kreativitet at gøre? 

   Min hypotese er at mange børn hvis egentlige duelighedsområde er at kunne udfolde og udvikle sig inden for kreative felter som musik, sang, tegning, maling, modellering, dans, skuespil poesi, historiefortælling, etc. at de i et almindeligt skolesystem er i risikozonen for tilsvarende mentalt belastende oplevelser som Mortens. 

  En lang række af de særligt kreative personligheder hvis barndom og ungdom jeg har beskrevet i indlæg her på bloggen, henviser til negative skoleerfaring som har truet dem og ramt dem på det selvværd som er en nødvendig forudsætning for at de kunne udfolde sin kreativitet. 

   Ofte beskriver de det sådan at deres kreative evner kun blev bevaret og udviklet, fordi de havde et meget selvværdstimulerende hjemmemiljø, eller undervejs mødte en værdsættende mentor, eller på et relativt tidligt tidspunkt kom på en form for kunstskole.

  En karakteristisk metafor for hvad det er der foregår i disse selvværdstimulerende forhold, er vigtigheden af "AT BLIVE SET!" 

  I mit tidligere indlæg om digteren Yahya Hassans vej til at blive digter (frem for forbryder) beskriver jeg netop det fænomen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/den-danske-dubutantdigter-yahya-hassan.html

I beskrivelserne af den særligt kreative personlighed (se hele listen i foregående indlæg) indgår et par punkter som er relevante her:

• Er selvsikker og stolt, men samtidig ofte ydmyg og naget af tvivl om eget selvværd.
• Er gennemgående meget kritisk over for sig selv og andre, men også meget sårbar over for kritik fra andre.

Mange særligt kreative personer lider i perioder under oplevelsen af lavt selvværd, og det kan føre til angst for at optræde på en scene, til skrive- og male-blokeringer, mv. Uden at have statistik på det, er jeg overbevist om at der er en sammenhæng her.

   Men hvis man som barn og ung får mulighed for at udfolde sig på et felt hvor man har gode evner, så får man dermed også mulighed for at komme i den særlige og selvforglemmende mentale tilstand man i kreativitetpsykologien (Mihaly Csikszentmihalyi)  kalder for "flow", en tilstand som indebærer at man jævnligt får aktiveret og stimuleret hjernens såkaldte belønningssystem. Og det kan naturligvis ikke undgå at booste det selvværd som ofte er relativt lavt (jfr. punkterne ovenfor)

Forskningen kan konstatere at der er en positiv sammenhæng mellem relativt højt selvværd og kreativitet, men hvad der er årsag og hvad virkning, kan den ikke sige noget om. 

   Her et enkelt "abstract" til dokumentation ('divergent thinking' er et fagligt synonym for 'kreativ tænkning'):

The purpose of this study was to explore the relationship between divergent thinking and self-esteem in age groups across the adult life-span. A total of 218 subjects ranging in age from 18 to 84 years responded to a personal data inventory, a self-esteem measure, and a taped auditory free-response exercise in divergent thinking. Scores were obtained for fluency, flexibility, and originality of thought, and for self-esteem. Self-esteem significantly predicts divergent thinking across age groups; age does not account for a significant amount of the variance in divergent thinking scores.

http://www.karger.com/Article/Abstract/272654

Her et blogindlæg med en række citater og eksempler der dokumenterer at mange kreative mennesker i perioder har haft problemer med deres selvværd, i en grad så selv stor offentlig succes ikke har kunnet overdøve og mane tvivlen om eget værd i jorden.

http://blogs.psychcentral.com/creative-mind/2010/12/creative-but-insecure/

I god amerikansk stil, slutter indlægget med et afsnit med denne rubrik:

So how do we counteract unhealthy self esteem?

Der er også henvisning til andre opbyggelige kilder angående selvværd, som man kan følge op på. 

Her er et link til kronikken af Frej Prahl:

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2770994/posttraumatisk-uddannelsesstress/

Og her et link til det foregående indlæg med referencer til Anders Morgenthaler og hans selvværdstruende skoleerfaringer:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/07/fruen-var-igang-med-at-lse.html

Om det kreative barn og et uforstående skolesystem - case: Anders Morgenthaler

Fruen var igang med at læse bagsideartiklen i Lørdagspolitikens debat-sektion. Pludselig udbrød hun højt: 'Ja, sådan var det!'

   'Hvad?', spurgte jeg.

   'Skolen,' sagde hun.

Artiklen der førte til fruens udbrud, havde denne overskrift og manchet: 

Skolesystemet skaber alt for mange tabere

Anders Morgenthalers skolegang var præget af modgang. Han passede ikke ind, lærte først at læse i 7. klasse og følte sig som en taber. Nu er han med til at starte en friskole på Amager, som skal gøre op med skolesystemet.

Artiklen indeholder et relativt langt interview med multikunstneren Anders Morgnthaler i anledning af at han sammen med andre er igang med at starte en ny friskole. Drivkraften er blandt andet hans egne negative skoleerfaringer:

»Jeg var sådan et barn, der kun mødte nederlag i min skoletid. Jeg er ord- og talsvag. Jeg kan ikke læse et telefonnummer fra ende til anden uden at sætte en finger over nogle af tallene, fordi talrækken forvirrer mig«.

    Hvordan påvirkede det din skolegang?»

  »I børnehaveklassen troede de, at jeg var autist. Jeg forstod ikke rammen. Jeg opbyggede en alternativ virkelighed, hvor jeg sad og legede. I 5. klasse kom jeg i specialklassen. Jeg blev en taber. Det er et stempel, som holder for evigt. Det er bare ikke til at forstå, hvis man ikke har prøvet at være en taber. Jeg kan se, at det for mange børn ikke har ændret sig i dag. Nogle børn forstår slet ikke, hvad skolen er. De leger bare. Når de så bliver tvunget til at høre efter og sætte sig ned, kommer de til at opleve en modstand mod læring«.

"Ord- og talsvag" må refererer til en eller flere former for ordblindhed og talblindhed.

   Selv har jeg en datter der er ordblind, og hvis søn på 8 år sandsynligvis også er det. Og jeg er blevet klar over i en sen voksenalder at jeg også selv er det. Og vi kender alle til det ikke at føle sig hjemme i skolen, og ikke at blive værdsat for det man kan, 

   Selv lærte jeg først at læse midt i 3. klasse, og det skete altså nærmest på trods. Som jeg husker det, lærte jeg det "af mig selv" - efter en metode som gik uden om den Ole-bole-vej som begyndte med at man skulle stave ordene: 'A siger a, BE siger be, abe. Fra i flere år kun at kunne stave mig langsomt gennem nogle få ord på skrift, så kunne jeg pludselig læse bøger. Jeg husker det stadig som en uforklarlig åbenbaring.

   I den nye "grønne friskole" skal børnene ikke inddeles i klasser efter alder, og de skal ikke konkurrerer på karakterer. Anders Morgenthaler beskriver situationen for sine døtre som er stærkt genkendeligt for mig:

»Juno, min yngste datter på 6 år, ved ikke, at der er børn på hendes alder, der kan læse. Hun kan måske et par bogstaver, og så er hun i gruppe med andre børn på samme niveau. Men jeg er meget tryg ved det, fordi jeg har oplevet, at min store datter først lærte at læse i 3. klasse. Og inden for en måned gik hun fra ikke at kunne læse til at læse ’Harry Potter’«.

Fruen er ikke ordblind, men genkender fra sin egen skolegang dette ikke at "forstå rammen", og hellere at ville lege. Og genkender det også fra sin ældste søn, der de først to år i en lilleskole kun ville lege, og først lærte at læse i 3. klasse.

Intervieweren stiller, som han skal, kritiske modspørgsmål:

Hvis man kigger på dit cv, mangler der ellers ikke noget. Er du ikke netop et eksempel på, at skolesystemet godt kan rumme ikkeboglige typer?

   »Ja, jeg laver forretning i hele verden og er lykkedes fuldstændig med det, jeg gerne ville. Men det kunne lige så godt være gået den modsatte vej. Jeg lykkedes kun, fordi jeg havde ressourcestærke forældre, der elskede mig. Jeg lykkedes på trods. Men jeg er også pinligt klar over, at det er få begivenheder, der adskiller mig fra at have lavet drengestreger til at have lavet kriminalitet. Jeg kunne have taget mange forkerte valg i min skoletid, for jeg var omgivet af alt, der bekræftede mig i at være en taber«.

    En af de ting, som Anders Morgenthaler især er utilfreds med ved sin egen skolegang, er, at hans evner ikke blev taget alvorligt.

   »De evner og kompetencer, jeg har, er altid blevet set ned på. De har ikke haft en værdi i et traditionelt skolesystem. I dag er der stadig en stor del af børnene, der føler sig forkerte, fordi de har andre evner end dem, som efterspørges i skolerne. Det skal vi have et opgør med«.

Pointen er klar: At lykkes på trods i skolen, fordi man har "ressourcestærke forældre". Ellers kunne mødet med en skole man ikke forstod og som ikke forstod én, være endt i en negativ og destruktiv udviklingsspiral - mod et liv som "taber".

Fruen og Anders Morgenthaler hører til den personlighedstype som jeg jævnligt har beskrevet her på bloggen: 'den særligt kreative personlighed', et begreb som psykologen og kreativitetforskeren Mihaly Csikszentmihalyi har indkredset i en liste af typiske personlighedstræk: 

• Er selvsikker og stolt, men samtidig ofte ydmyg og naget af tvivl om eget selvværd.
• Kombinerer og veksler mellem ekstroverte og introverte handlemønstre
• Er rimeligt intelligent, men samtidig ofte naiv og gennemskuer ikke så let uærlighed og manipulation.
• Kombinerer lyst til leg og eksperimenter med en høj grad af selvdisciplin
• Accepterer rod og uorden, og sætter pris på udfordringer der ligger i tvetydigheder og kompleksitet.
• Er passioneret – grænsende til det hensynsløse – under arbejdet på at realisere en vision.
• Er ambitiøs og stræber efter fjerne og tilsyneladende uopnåeligt mål – ofte uden hensyn til personlige omkostninger.
• Er noget af en enspænder, forstyrrende nysgerrig og accepterer ikke gerne standardtankegange og konventionelle løsninger.
• Er gennemgående meget kritisk over for sig selv og andre, men også meget sårbar over for kritik fra andre.
• Er ikke bange for at tage en risiko og har lyst til at gå på opdagelse i ukendt terræn – både mentalt og fysisk.
• Har behov for uafhængighed og er kritisk og oprørsk over for autoriteter
• Har en udviklet æstetisk sans og følsomhed – og en lav æstetisk irritationstærskel.

Det er forholdsvis klart at har man som barn en række af disse næsten paradoksale personlighedstræk i sin mentale bagage, og fx samtidig er handicappet af ordblindhed eller autisme, så kræver det særlige pædagogiske rammer og lærere der ved hvad de har at gør med, og som er uddannede til at undervise børn der af forskellige gode grunde "føler sig forkerte" og "udenfor".

   Det er det der blandt andet er kritisabelt ved den ny skolereform: at man hævder at ville inkludere de børn som tidligere fik forskellige former for specialundervisning i specielle klasser eller skoler, men som nu i den grad risikerer at blive udsat for karakterkrav, tests og krav om erhvervelse af formelle boglige færdigheder på bestemte klassetrin, fordi de almindelige lærere uden specialuddannelse ikke ved hvad de har at gøre med.

Om opfindsomme fupprofiler og fakede læserbreve - i agurketiden

Fakta eller fiktion. Faktion! 

   Jeg har botaniseret lidt i agurketidens kreative historier der har udfoldet sig omkring spørgsmålet om sandt eller falskt, virkeligt eller opdigtet. skjult eller udstillet. 

Det handler identitet, om kræftsygdom til døden, om tildækkede eller bare bryster.

For godt 14 dage siden blomstrede en agurketid-debat op - om falske profiler på de sociale medier. Afsættet var afsløringen af at en falsk profil på Instagram hvis indlæg angiveligt var fra en kræftsyg ung kvinde der løbende fortalte om udviklingen af sin alvorlige kræftsygdom, der til sidst endte med hendes død.

   Metroxpress skrev fx den 8. juli en artikel med rubrikken:

Fup-profil: 'Kræftsyg' kvinde inspirerede tusinder

Efterfulgt af manchetten: 

En ung kræftramt pige har på Instagram inspireret tusindvis af danskere med sit livsmod, ind til hun natten til tirsdag døde. Aalborg Universitetshospital afviser dog hendes påstand om, at hun har været patient der.

Serien af indlæg fra profilen slutter ifølge MetroXpress´ artikel sådan her: 

'Er blevet så dårlig, at i nat bliver sidste gang jeg lukker øjnene.'

   Sådan lyder den sidste opdateringen fra kræftsyge Clara Maria natten til tirsdag. Tre timer senere døde hun. Den 21-årige pige fra Aalborg med Instagram-profilen @Kemoland, blev fulgt af over 18.000 mennesker.

   Den dårlige nyhed kom allerede dagen efter på hendes profil. Her var det hendes læge Jakob, der skrev.

   'Jeg var med i nat kl. 03:16 da hun trak vejret fra sidste gang. Jeg savner hende. Meget.'

   Det rørte hendes følgere dybt, og mange udtrykker stadig deres følelser på de sociale medier. En enkelt har sendt en gave til Onkologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital, hvor hun flere steder har skrevet, hun er indlagt. 

Men den journalistiske opfølgning afslører at profilen altså er falsk. Man kender ikke noget til pigen på den hospitalsafdeling, og har heller ikke nogen læge ansat ved navn Jakob. Det viser sig også at flere af billederne fra Clara-Maria-profilen er importeret fra andre profiler på nettet. 

http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/12965989

En ekspert på adfærd på sociale medier, Jacob Brøndum Pedersen, forklarer i Berlingske tendensen til at udnytte muligheden for falske profiler og fakede historier på nettet som en slags "leg med identiteten":

»Man leger med sin identitet, og man får opmærksomhed, likes og følgere ud af det. Det er ikke så ofte, man går hen til 100 eller 1.000 personer og snakker om kemobehandling, så pointen er, at man kan skjule sig på nettet og være anonym,« siger kommunikationskonsulenten, som dog mangler et økonomisk motiv i den konkrete historie om Kemoland:

   »Historien er ligesom et regnestykke, hvor der er for meget usikkert i. Handler det om likes, eller handler det om penge? Der er for mange ubesvarede spørgsmål, men det tyder på, at det handler om opmærksomhed.«

http://www.b.dk/nationalt/ekspert-falsk-kraeftprofil-afspejler-leg-paa-nettet

Sådan er det med nettet. Der er ingen 'gatekeepere'  og ingen garanter for at afsenderen af indlæg, tekster og billeder er den som han/hun udgiver sig for. 

   

Men betyder det noget? 

   Selvfølgelig vil mange af profilens 'følgere' føle sig forarget og taget ved næsen. 

    Men de oplevelser af empati og medfølelse og indsigt som 'følgerne' har haft undervejs ved at følge den fiktive historie som indlæggende har illustreret, har jo sådan set været gode nok, og muligvis både lærerige og emotionelt forløsende i forhold til den slags mere eller mindre tabuiserede historier.

   På mange måder minder det jo om en god aprilsnar hvor udbyttet for dem der hopper på den, er at de ved afsløringen kommer til at reflekterer over deres overdrevne tillid til medierne. 

Jeg har tidlige i år skrevet et indlæg om aprilsnarre og det der ligner i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/aprilsnar-dramaturgi-mocumentary-spoof.html

Her beskriver jeg også en af mine egne 'gimmicks' som jeg som universitetslærer udførte over for de studerende i et 'hus' på den humanistiske basisuddannelse på RUC februar -75, en 'gimmick' som var tænkt som et forsøg på at skabe debat om nogle af de ekstremt autoritære krav til elev-adfærd som 'hardcore' kommunister stillede på marxistisk orienterede skoler og universiteter.

    Jeg afslørede aldrig over for de RUC-studerende at de 'husregler' jeg foreslog indført, var fake og fiktion, iklædt terminologi og retorik fra autentiske 'ordensregler' fra det sovjettiske uddannelsessystem.

Den situation og hvad der fulgte af den, er jeg blevet mindet om af en anden agurketids-journalistisk historie der har affødt en livlig debat og forskellige opfølgninger i flere medier: historien om kvinderne der i dag ikke vil vise deres blottede bryster på stranden - i modsætning til i 70´erne hvor måske mere end 50% gjorde det - vel at mærke uden at opleve skam eller ubehag ved at vise sig offentligt uden bikinitop.

   Det er en historie der har alt: bred appel til fascination og nyfigenhed hos både mænd og kvinder, unge og gamle, et mulighed for historisk perspektiv på et markant sociokulturelt udtryk, mulighed for at diskutere 'nypuritanisme' og kropsidealer, repetition af historier og billeder fra kvindeaktivist-bevægelsen 'Femen' hvor de kvindelige demonstranter er topløse og skriver politiske budskaber på den blottede overkrop. Etc. etc.

   Jeg mener historien startede i Politiken som nyhedshistorie på forsiden i mandags under denne rubrik og underrubrik:

På Amager Strand: Kun en enkelt kvinde ligger topløs
»Det er blevet så tabubelagt, at kvinder har bryster«, siger 30-årige Sara

Serien fik fællestitlen: "Fra topløs til tækkelig". Ophavsmand var journalist Camilla Stockmann, og det var også hende der klimaksede rækken af artikler i lørdagens kulturtillæg med en omfattende feature under rubrikken:

Hvad blev der af den topløse danske kvinde?

Og manchetten: 

Danske kvinder dækker deres bryster med bikinitoppe og badedragter, fordi nøgenheden ikke længere føles naturlig. Det føles som et tilbageslag i frihed siger en af hippiebevægelsens kvinder. Men brysters betydning har altid ændres sig og blande unge kvinder gryr oprøret måske på ny.

Featurens ene bærende billede er fra Peter Øvig Knudsens bog 'Hippie. Den sidste sommer' - og viser et foto fra den gang der viser en af hans kilder, Karen Grue, på vej i særtog til Thylejren:

http://oevig.dk/hippien-og-de-autonome/

Information har så også hægtet sig på historien i sit lørdagstillæg 'Højsæson', og har fundet sin helt egen historiske vinkel på historien om bare bryster: nemlig via et læserbrev fra sommeren -75 - altså nogenlunde samtidig med min pædagogiske og debatprovokerende gimmick på RUC. 

   Artiklen er af Kristian Villesen, og har rubrikken 

Nordkystens mystiske bryster

Kernen i artiklen er et læserbrev i avisen fra den 27. juni 1975 under overskriften "Beklagelige bare bryster"

»Det er jo dejligt vejr for tiden, så jeg besluttede mig for at tage en tur op til nordkysten og kigge mig om. Vi er jo så heldige her i landet, at næsten hver anden pige er frisk på at smide BHen når de er på stranden,« starter Jens Falkdorf kækt, inden han kommer til sagen: »Men ak, hvad ser man? Bryster der enten er for små eller fuldstændig flade og nogle var helt rynkede. Jeg tror kun jeg så to ordentlige par bryster ud af måske 100. Og ved ordentlige bryster forstår jeg bryster der strutter lige ud i luften. Ikke for store, det virker perverst,« skriver han og refererer til Ekstra Bladet: »Når man hver dag læser Ekstra Bladet, kunne man få det indtryk, at der er bunker af flotte piger med flotte bryster på stranden, men det er der slet ikke.«

Læserbrevet affødte en agurketidsdebat i Infomation som er sammenlignelig med den der nu har hærget Politikens spalter i en lille uge, den affødte nemlig hele 43 indlæg. Og efterlod et mysterium: Hvem var forfatteren til læserbrevet? Det viste sig nemlig at "Jens Falkdorf, Dalslandsgade 8, 2300 København S" som angiveligt var afsender, at han var falsk og fiktiv - ligesom vores Instagram-profil som indledte dette indlæg.

   Informations artikel følger så det klassiske plot fra undersøgende journalistik, hvor vi efter en præsentation og gennemgang af debatten, skridt for skridt får fortalt og dokumenteret jagten på den rigtige forfatter af læserbrevet. 

   Og det lykkes til sidst. Satiretegneren Peter Lautrup som illustrerede debatten den gang, kan afsløre at forfatteren var den daværende debatredaktører Morten Sørensen:

»Jeg delte kontor med Morten Sørensen i 1975. Der var ingen, der brød sig om at være debatredaktør, så vi skiftedes til at være det, og i den periode hang den på Morten. Han sad og brokkede sig over, at der ikke var nok gode læsebreve, og så digtede han ganske simpelt det brev,« siger Peter Lautrop.

   Først efter, det var kommet i avisen, fortalte Morten Sørensen sin hemmelighed til Lautrop:

   »Han sagde: ’Det er mit brev, og du skal holde din kæft.’ Og det har jeg gjort lige ind til nu,« siger Peter Lautrop og tilføjer: »Hvis det var blevet opdaget, var han blevet fyret.«

Set fra mit synspunkt er det faktisk interessant at dette faktionslæserbrev har stort set samme oprindelses- og motiviationshistorie som mit fakede forslag til 'marxistisk ordenregler' for 'huset' på RUC et halvt år før: En dyb frustration der afføder en kreativ og ekstremt virkningsfuld løsning: en provokerende tekst som er fiktion, men udgives for fakta.

    Redaktionen var faktisk blevet spurgt af en læser som havde fundet ud af at der ikke fandtes en Jens Falkdorf på den adresse, om man syntes at læserbrevet "var sjovt". Den vagthavden skrev som svar:

»Til evt. læseres orientering vil jeg oplyse, at Debatsidens redaktør den pågældende dag, Morten Sørensen, syntes at J.F.’s brev var 50 pct. sjovt!,«

Den morsomme og også i flere dimensioner perspektivgivende artikel i Information slutter med behørig redaktionel anger og brødebetyngethed - og ikke mindst - en interessant forklarende kontekst - som netop har med fakede læserbreve at gøre:

Sagen om nordkystens bryster er med andre ord løst – med god hjælp fra de gamle koryfæer. Den må siges at have udviklet sig i en uheldig retning for Dagbladet Information, for det er ikke ligefrem god skik, at debatredaktøren selv skriver læserbreve. Og timingen kunne ikke være dårligere, for i foråret lavede DR en historie om, at redaktionen selv har skrevet nogle af brevene i Informations lørdagsbrevkasse. Og ved en fejl fremstod det, som om vi på Information selv skriver vores læserbreve, og det gør vi ikke, understregede vi tydeligt dengang, og DR har bragt en rettelse. Og så kommer debatten om nordkystens bryster pludselig og roder op i det hele. Men det er vel den slags uheldigheder, man må være forberedt på, når man sætter et kommissionsarbejde i gang.

  Morten Sørensen er død, men Peter Lautrop kan i øvrigt fortælle, at brevet nok var en spøg fra hans side – og så alligevel ikke helt:

   »Han vidste, at det kunne sætte gang i en debat. Den der kvindesag var stor, og det hele lå og skvulpede rundt i de år, så det var meget præcist anbragt.«

   Men ren form og underholdning var det alligevel ikke fra gerningsmandens side: »Han havde altså et eller andet forhold til de der bryster. Han brokkede sig over dem,« siger Peter Lautrop.

   Det svar, som Morten Sørensen gav Vibeke Nielsen fra Værløse i sommeren 1975 var med andre ord korrekt: læserbrevet om nordkystens bryster var 50 procent sjovt.

http://www.information.dk/540268