Det mentale 'arbejdsværelse' i hjernen er blevet opdaget og kortlagt

Så er det fundet, det netværk af forskellige "moduler" i hjernen der er aktivt og arbejder sammen når vi mentalt skal konstruere og sammensætte en ide eller forestilling ud af enkeltdele vi kender i forvejen.

   På engelske taler man om "the mental workspace", og det er opdaget som så meget anden moderne hjerneforskning ved at give folk opgaver som kræver bestemte mentale processer, og så fortage såkaldt MRI-scannng mens de forsøger at udføre den.

   Sådan ser dette netværk ud  når det "mentale værksted" i hjernen er i brug:

Eleven areas of the brain are showing differential activity levels in a Dartmouth study using functional MRI to measure how humans manipulate mental imagery (credit: Alex Schlegel)

Illustrationen er hentet fra en artikel dateret den 18. september 2013 med rubrikken:

 Where is imagination located in the human brain?

"Imagination" betyder jo noget i retning af fantasi eller forestillingsevne, og det der umiddelbart falder i øjnene i illustrationen, er at modulerne der arbejder sammen her, er spredt over hele hjernen og stort set placeret symmetrisk. Ikke mindst er det værd at notere at de ikke er specielt placeret med overvægten i hjernens højre side som man ellers har en tradition for at antage når vi taler om kreativitetens placering og udspring i hjernen, men at der er stor symmetri i fordelingen af de dele af hjernen der er aktive under eksperimenterne.

   

Artiklen, som er en videnskabsformidlende nyhedsartikel, er fra denne webside:

http://www.kurzweilai.net/where-is-imagination-located-in-the-human-brain

Artiklen indledes sådan her idet den citerer en af forskerne, Alexander Schlegel for hvilke perspektiver der ligger i opdagelsen:

Imagination lies in a widespread neural network — the brain’s “mental workspace” — that consciously manipulates images, symbols, ideas and theories and gives humans the laser-like mental focus needed to solve complex problems and come up with new ideas, Dartmouth researchers conclude in a new study.

   “Our findings move us closer to understanding how the organization of our brains sets us apart from other species and provides such a rich internal playground for us to think freely and creatively,” says lead author Alex Schlegel , a graduate student in the Department of Psychological and Brain Sciences. 

   “Understanding these differences will give us insight into where human creativity comes from and possibly allow us to recreate those same creative processes in machines.”

Forsøgene har haft karakter af konstruktive og dekonstruktive opgaver, hvor de konstruktive tilsyneladende har været opgaver i konceptuel blending (se andre indlæg om hvad konceptuel blending er for en mental proces).

In the study, 15 participants were asked to imagine specific abstract visual shapes and then to mentally combine them into new more complex figures or to mentally dismantle them into their separate parts.

   Researchers measured the participants’ brain activity with functional MRI and found a cortical and subcortical network over a large part of the brain was responsible for their imagery manipulations.

   The network closely resembles the “mental workspace” that scholars have theorized might be responsible for much of human conscious experience and for the flexible cognitive abilities that humans have evolved.

Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg synes det her er rigtig, rigtig spændende i lyset af de spor og tråde jeg har forfulgt i den nyere hjerneforskning og aktuel kognitive pyskologi - alt hvad der har med kreativitet og kreativ tænkning at gøre, og med virkningen af kreative produkter på modtagernes hjerne når de ser billeder, hører musik og læser litteratur.

Hidtil har jeg skrevet om 'spejlneuronernes' funktion som forudsætningen for at vi automatisk simulerer andres handlinger og give dem mening når vi ser eller hører dem. 

  Spejlneuronerne som bl.a. er lokaliseret i den del af hjernen som kaldes premotorcortex, bliver simpelt hen aktiveret på samme måde når vi ser andre udføre en handling, som hvis vi selv udførte handlingen, og - bemærkelsesværdigt nok - også når vi blot forestiller os at udføre handlingen. 

   En af effekterne af spejlneuronernes funktion er at vi helt bogstaveligt kan få aktiveret egne følelser og sansninger når vi ser eller hører andre udtrykke disse følelser eller opleve disse sansninger - altså helt bogstaveligt og konkret 'medfølelse'. Fx kan vi komme til at græde når vi ser andre græde, eller selv føle at det gør ondt på os når vi ser andre føle smerte ved at blive stukket eller skåret.

   

Endvidere har jeg skrevet om 'the default (mode) network' som er det kompleks af moduler i hjernen der er aktivt når vi dagdrømmer, mediterer og fantaserer; og også når vi forestiller også andre verdener end den vi kender, når vi tænker på fremtiden, når vi forsøger at sætte os i andres sted, når vi trækker erindringer frem på den indre skærm fra den episodiske/selvbiografiske hukommelse.

   Dette neurale netværk, som også har navnet 'the task negative network', er i et komplementært forhold til 'the task positive nework' som er aktivt når vi er engagerede i at løse udadvendte konkrete opgaver. Nå det 'opgave-positive' netværk er aktivt, lukker det 'opgave-negative' ned - og vice versa.

   Det ser ud til at 'the default mode' netværk har en afgørende rolle for at vi kommer i flow, bliver mentalt "opslugt" og får noget ud af at se film, læse fiktion, opleve billedekunst m.m. 

   Generelt associeres dette neurale netværk med "kreativitet" i faglitteraturen.

   Se mere i indlægget her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/09/default-netvrket-i-aktion-i-opgaver-der.html

Nu har vi så endnu et netværk som forbindes med kreative processer i hjernen, og det fremgår ikke i hvilket omfang der er overlap med the default mode network - man kan sige at det er en slags indadvendt 'task positive nework', så jeg går ud fra der er en relativt stor overlapning.

   

Andre artikler og blogindlæg på nettet uddyber og perspektiverer i opdagelsen af hjernens mentale maskinrum:

Creative thinking can be of different forms such as imagining new visuals, sounds or coming up with new ideas. In this study, researchers looked at how brains manipulate images. For example, imagine an elephant with the head of a turkey climbing up a building in New York City. A creature like that doesn't exist and elephants certainly can't climb buildings. However, the brain can manipulate different images and morph them into a single image and make it appear in our mind's eye.

Det er altså et eksperiment som genskaber nogle af de mentale og kognitive processer som fx må have ligget bag "opfindelsen" af mytologiske og eventyrlige figurer som enhjørningen, den vingede hest pegasus, den ægyptiske sfinks, Kretas minotaurus, de græske kimærer og kentaure, kristendommens engle og djævle, vores egne eventyrs havfruer, etc.  

Men de aktuelle videnskabelig eksperimenter har været mindre fantasifulde og mere clean mht. hvilken slags figurer der skulle manipuleres af forsøgspersonerne, som det fremgår af følgende citat og illustration fra en netartikel i Poplular Science (www.popsci.com):

Shlegel and his colleagues asked 15 participants to look at pictures of abstract shapes, then recall the shapes in their imagination while they were undergoing an fMRI scan. Some participants concentrated on maintaining the image of the shape, while others were asked to change the images in their mind, either imagining deconstructing the shapes into requisite parts or combining them with others to make a new shape.

Imagining Shapes (Schlegal et al)

The researchers expected the mental manipulation activity to involve the visual cortex, the part of the brain that processes imagery. By looking at activity in the visual cortex, scientists in the past few years have been able to decode the type of image that a person is imagining--something scarily akin to mind reading. But the visual cortex wasn't the only region involved--they found 12 "regions of interest" that seem to be involved in manipulating imaginary shapes. "We saw differences in activity all over the brain when we compared to control conditions," Shlegel says. "It does seem rather than being a single area responsible for imagining or manipulating, it seems like lots of areas have to work in concert."

Det fremgår af et andet blogindlæg der referer til samme kilder, at forskerne selv kobler deres meget puritanske og begrænsede eksperiment med brug af abstrakte figurer sammen med mere fantasifulde former for konceptuel blending, men at det er tekniske begrænsninger der tvinger til de meget abstrakte figurer i eksperimenterne:

Dartmouth researchers addressed this dilemma issue by asking: How does the brain allow us to manipulate mental imagery? And then asked participants to do things like imagining a bumblebee with the head of a bull. This would seem like an easy task for most of us, but it actually requires the brain to construct a totally new image and then make it appear in our mind's eye. Artists are able to transfer these images to a canvas and writers can use words to conjure up mental images in our minds.

   Dartmouth researchers addressed this dilemma issue by asking: How does the brain allow us to manipulate mental imagery? And then asked participants to do things like imagining a bumblebee with the head of a bull. This would seem like an easy task for most of us, but it actually requires the brain to construct a totally new image and then make it appear in our mind's eye. Artists are able to transfer these images to a canvas and writers can use words to conjure up mental images in our minds.

  The conscious manipulation of mental representations is central to many creative and uniquely human abilities. How does the human brain mediate such flexible mental operations? It turns out, a widespread neural network performs complex mental manipulations on the contents of visual imagery.

   "For example, if a person is asked to imagine a banana spinning around quickly and getting bigger or smaller, he can do so effortlessly," said Alex Schlegel. "When you start to look at more complex cognitive process like imagination or creative thinking, it's not just isolated [brain] areas that are responsible, but communication of the entire brain that's required," Schlegel said. 

http://www.psychologytoday.com/blog/the-athletes-way/201309/the-right-brain-is-not-the-only-source-creativity

Ja, jeg synes godt nok det her er spændende, og ikke mærkeligt at stort set alle netmedier der formidler videnskabsnyheder, og en lang række blokere, har været ude og fortælle om opdagelsen umiddelbart efter offentliggørelsen af den videnskabelige artikel, som der her er et link til (kun "abstract")

Alexander Schlegel, Peter J. Kohler, Sergey V. Fogelson, Prescott Alexander, Dedeepya Konuthula, and Peter Ulric Tse. Network structure and dynamics of the mental workspace. PNAS, September 16, 2013 DOI: 10.1073/pnas.1311149110

Læsning af god skønlitteratur, stimulerer hjernens indlevelsesevne

Forskeren David Comer Kidd fra The New School for Social Research i New York har sammen med en ældre kollega Emanuele Castano gennemført nogle eksperimenter med interessante resultater for denne blogs forfatter.

   Et af temaerne jeg jo har forfulgt er hvilken evidens der er for virkningen af dramaturgi, fiktion musik, billedkunst, journalistik på den menneskelige hjerne. Og mere specifikt om den slags mentale og kognitive input stimulerer hjernen til kreativitet og kreativ tænkning.

   Derfor fanges jeg af en kort note i Information i dag med rubrikken:

Gode bøger gør mennesker bedre

De finlitterære tekster der virker empatifremmende i Kidds og Castanos eksperimenter, er som der står i noten, "ikke bestsellerlistens thrillere og kærlighedsromaner, men klassiske skønlitterære værker.":

Bare 10-15 minutters læsning om dagen øger ens evne til at forstå andre mennesker og gør os dermed til mere empatisk og bedre fungerende mennesker.

Principielt er det jo hvad litteraturforskere og dansklærere har hævdet i århundreder: at læsning af gode skønlitterære bøger - ikke mindst klassikerne - bidrager til børns og voksnes mentale "dannelse", at læsning af finlitteraturen altså rent faktisk både gavner og fornøjer.

   I eksperimentet sammenlignede man effekten af tre slags tekster: finlitterære tekster, tekster fra den populære genrelitteratur, og faglitterære/populærvidenskabelige tekster.

   

Eksperimenterne forholder sig til en særlige del af hjernen som indgår i 'the default mode network', og som er kendetegnet ved de særlige mentale processer som kaldes "Theory of Mind" (forkortet ToM) - dette at mennesket kan tænke sig til og indleve sig i hvordan andre mennesker tænker og føler. Altså har mentale og kognitive muligheder for at opleve empati med andre.

  Videnskab.dk fortæller:

For at teste om skønlitteratur rammer de mentale processer bag ToM anderledes end anden læsning, prøvede Kidd og Castano først at finde en definition på det kritikere kalder god litteratur. Sådan en findes ikke. Men forskerne identificerer visse kendetegn, som går igen i de klassiske værker og hos litteraturprisvinderne - i forhold til genrelitteratur som krimier og kærlighedsromaner.

   Det er blandt andet, at den fine litteratur i mindre grad læner sig op ad et plot eller følger vedtagne genre-konventioner og i højere grad beskæftiger sig med karakterernes indre psykologi.

   Det er sådan Kidd og Castano definerer god litteratur.

De populærvidenskabelig tekster er hentet fra Smithsonian Magazine, så man sikrer sig at de som faktafomidling også har en høj kvalitet der er sammenlignelig med kvaliteten af det finlitterære udvalg af tekster 

   Kidd og Castano har så fået 86 frivillige til hver at læse en tilfældigt valgt tekst (varighed af læsningen 10-15 minutter pr. tekst) lige inden de derefter gennemfører en række videnskabeligt gennemprøvede test af "Thory of Mind":

Den test, forskerne især bruger, er en test kaldet "Reading the Mind in the Eyes", hvor forsøgspersonen skal vælge hvilken af fire følelser, der udtrykkes i øjnene af en skuespiller. I testen er der i alt 36 sort/hvid foto, hvor man kun kan se øjnene og det er kendt, at testen bla. kan afsløre autistiske træk, ikke-kliniske psykopatiske træk samt empati.

   Det slående er så, at forskerne ser, at dem, der lige har læst en af de finlitterære tekster, klarer testen tydeligt bedre - rammer rigtigt flere gange - end dem der har læst de populærvidenskabelige og populærlitterære tekster.

(...)

Idéen er, at den gode litteratur virker ved træne lige præcis de mentale processer i ToM og så at sige skærper den evne, så man klarer testen bedre.

Et uddrag af testen til illustration:

Hvor god er du selv til at læse andre menneskers sindstemning ud fra øjnene? Se hele testens batteri her og prøv dig selv:

http://glennrowe.net/baroncohen/faces/eyestest.aspx

Eksempler på litteraturudvalget inden for fiktion som forskerne brugte i eksperimenterne, er her:

In a series of five experiments, the participants were randomly assigned texts to read, either extracts of popular fiction such as bestseller Danielle Steel's The Sins of the Mother and Gone Girl by Gillian Flynn, or more literary texts, such as Orange-winner The Tiger's Wife by Téa Obreht, Don DeLillo's "The Runner", from his collection The Angel Esmeralda, or work by Anton Chekhov.

 http://www.theguardian.com/books/booksblog/2013/oct/08/literary-fiction-improves-empathy-study

I lyset af at jeg i en lang række kunstnerbiografier har fundet at de i den mest følsomme periode i deres liv - barndom og ungdom - i lange perioder har været næsten manisk opslugt af læsning af skønlitteratur, så er det her selvfølgelig død-interessant. Sidst noterede jeg dette selvbiografiske element i indlægget om forfatteren Kim Leine fra i går.

   

Men hvad er forklaringen på den påviste forskel i effekten af læsning af henholdsvis finlitteratur og populærlitteratur? 

   Den forsøger forskerne selv at give, idet de skelner mellem 'writerly' ('skrivelig') og 'readerly' ('læselig') litteratur, og dermed inddrager semiotikkens grand old man Roland Barhes' begrebsmæssige skelnen mellem læsning som en mental udfordring der indebærer at man så at sige må "skrive med" for at få udbytte (= 'skrivelig'), og læsning som en primært nem og lystfyldt oplevelse (='læselig') - en proces uden større kognitiv modstand:

Kidd and Castano, who have published their paper in Science, make a similar distinction between "writerly" writing and "readerly" writing to that made by Roland Barthes in his book on literary theory, The Pleasure of the Text. (...)   

   "Some writing is what you call 'writerly', you fill in the gaps and participate, and some is 'readerly', and you're entertained. We tend to see 'readerly' more in genre fiction like adventure, romance and thrillers, where the author dictates your experience as a reader. Literary [writerly] fiction lets you go into a new environment and you have to find your own way," Kidd said.

   (...)

   "What great writers do is to turn you into the writer. In literary fiction, the incompleteness of the characters turns your mind to trying to understand the minds of others," said Kidd.

   (...)

   Transferring the experience of reading fiction into real-world situations was a natural leap, Kidd argued, because "the same psychological processes are used to navigate fiction and real relationships. Fiction is not just a simulator of a social experience, it is a social experience." 

På nettet finder jeg den abstract-tekst som sammenfatter forskningsartiklens indhold:

Understanding others’ mental states is a crucial skill that enables the complex social relationships that characterize human societies. Yet little research has investigated what fosters this skill, which is known as Theory of Mind (ToM), in adults. We present five experiments showing that reading literary fiction led to better performance on tests of affective ToM (experiments 1 to 5) and cognitive ToM (experiments 4 and 5) compared with reading nonfiction (experiments 1), popular fiction (experiments 2 to 5), or nothing at all (experiments 2 and 5). Specifically, these results show that reading literary fiction temporarily enhances ToM. More broadly, they suggest that ToM may be influenced by engagement with works of art.

http://www.sciencemag.org/content/early/2013/10/02/science.1239918

Se mere her:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/ny-forskning-laes-en-god-bog-og-bliv-et-bedre-menneske

http://www.sciencedaily.com/releases/2013/10/131003142621.htm

http://www.newschool.edu/pressroom/pressreleases/2013/CastanoKidd.htm

http://www.theguardian.com/books/booksblog/2013/oct/08/literary-fiction-improves-empathy-study

Kim Leine og Karen Secher - en kreativ radioblanding

Onsdag den 9. oktober om formiddagen på P1 lyttede fruen på et af hendes og mine yndlingsradioprogrammer, som i gamle dage hed 'Besøgstid' - nu 'På Tomandshånd' - med journalist Karen Secher som 'vært' og interviewer - og som besøgende 'gæster' en perlerække af forfattere, malere, musikere, videnskabsmænd, m.fl.

   I alt godt 240 udsendelser er det blevet til siden 2008. En radiojournalistisk kulturindsat over en række år - uden lige.

   

Jeg havde været borte lige præcis da udsendelsen blev sendt, men fruen var så opstemt og begejstret at hun genfortalte en stor del af indholdet da jeg nåede hjem efter udsendelsens slutning.

   Så jeg gik på nettet og hørte interviewet via dette link:

http://www.dr.dk/P1/Paatomandshaand/Udsendelser/2013/10/07141053.htm

Wau! Sikke et møde formidlet gennem to stemmer og diverse klip som igangsætter, sikke en forfatterpersonlighed, sikke en interviewer, sikke nogle historier. Lytning kan anbefales.

Her er faktuelle oplysninger om Kim Leine fra www.forfatternet, skrevet af Andreas Tonnesen:

Indledning

Det er barske og usminkede historier, den norskfødte forfatter Kim Leine skriver frem i sine værker. Fra debutens selvbiografiske historie til hans historiske roman ”Profeterne i Evighedsfjorden” kredser Leine om mennesker, der er kastet ind i barske livsbaner, præget af misbrug og flugt. Det er rastløse typer splittet mellem det barske og nærværende liv i Grønland og det flade Danmark. Kim Leines historier handler om at konfrontere sig med ens indre dæmon og finde sig selv på godt og ondt. Hans fortællinger giver samtidig et fascinerende billede af det på én gang rå og dragende liv i Grønland. 

Blå bog

Født: 28. august 1961 i Norge.

Uddannelse: Uddannet sygeplejerske på Bispebjerg Sygeplejerskole i 1987.

Debut: Kalak. Gyldendal, 2007.

Litteraturpriser: Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, 2007. De Gyldne Laurbær, 2013. 

Seneste udgivelse: Profeterne i Evighedsfjorden. Gyldendal, 2012.

Idoler: ”Menneskeligt har jeg vist ikke rigtig nogen idoler, for der er jo altid et gebrækkeligt menneske bag facaden, og gudskelov for det. Men fagligt har jeg da en hel del: Hamsun, Tolstoj, Flaubert og Margaret Atwood bl.a.”

Hobby: ”Mht. hobbies kan jeg ikke rigtig komme i tanke om noget. Jo, litteratur, men det gælder måske ikke? Og så kan jeg lide at gå rundt i byen og i indkøbscentre og glo på folk og forestille mig at jeg hører til iblandt dem.”

Kim Leine har også fået årets DR-litteraturpris for 2012, Politikens litteraturpris - for 'Profeterene i Evighedsfjorden'. Bogen og forfatteren er indstillet som dansk kandidat til Nordisk Råds litteraturpris.

   Der er mange gode grunde til at Karen Secher og hendes redaktion har fundet ham værdig til en udsendelse.  

Hvad er særligt værd at fremhæve fra interviewet her på blokken som dyrker temaet kreativitet fra mange vinkler?
   At han stort set lever op til alle de kriterier i sit liv som jeg har beskrevet under kategorien 'den særligt kreative personlighed'. Fx udfoldet her om journalist Michael Jeppesen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/04/portrt-af-den-srligt-kreative.html

Om Kim Leine fremgår følgende:

• spændt ud i sin barndom mellem to sprog og kulturer: norsk (mor) og dansk (far)
• fadertab og savn på grund af skilsmisse
• alene med sin norske mor - fængselsagtig isoleret i regi af Jehovas vidner
• mobning i skolen - fremmedgørelse og isolation
• ensomhed og mental flugt i læsning af litteratur
• incesterfaringer med faderen som 17-årig - efter "flugt" til København
• identitetsproblemer - flere personligheder i en
• misbrug af stoffer (og kvinder) som voksen sygeplejerske i Grønland

I interviewet fortæller Kim Leine om det han kalder sin "flydende identitet", dette at han i meget forskellige sociale sammenhænge kan "genkende sider af mig selv". Han er optaget af "muligheden for at kunne blive en anden". Og "at favne modsætningerne i sin personlighed" i det han skriver.
   Han holder af tvetydighed og bruger musikmetaforen "kontrapunktisk" til at karakterisere indholdet det han skriver. Han taler om at "mennesket er født frit, og overalt ligger det i lænker".
 
Når Kim Leine skriver, oplever han et spændingsforhold mellem på den ene side det kølige distancerende blik som han vender mod omverdenen - og også og ikke mindst mod sig selv - og på den andens side det dramatiske voldsomme vredesudbrud (kreativ vrede)
  Han bruger metaforen "det kolde øje" som han har fået skruet ind i sin skrive-bevidsthed igennem rollen og arbejdet som sygeplejerske - når han til journaler og rapporter skulle fortælle om sine patienter så objektivt som det professionelt var nødvendigt.
   "Det kolde øje" vender han så mod sig selv, og det frigør energier til at skrive.
   "Det kolde øje" bruger han til at skrive og beskrive på en måde så han "dykker ned og bliver ekstremt præcis i detaljen". Og samtidig at han - som fortæller - "kan hæve sig 30.000 fod" over personerne i sit litterære univers.

Kim Leine debuterede sent - som 47-årig i 2007 med den stærkt selvbiografiske roman 'Kalak'. Ordet er grønlandsk og betyder "en skide grønlænder", som både kan være en ros og en hån når det bruges om en dansker, altså her om Kim Leine.
   Han skriver meget til skrivebordsskuffen i årene inden. Han citerer og "efterligner" ofte og meget andre forfattere i sine bøger - uden dårlig samvittighed. Tværtimod.
   Han fortæller at han på et tidspunkt skrev hele Truman Capotes new journalism-roman af, den med titlen "In Cold Blod". Han skrev den af i hånden - ord for ord, sætning for sætning, afsnit for afsnit. "For at lære", siger han - "det kolde blik", kan man antage.
   Man kan sammenligne det med at mange vordende unge billedkunstnere som et pædagogisk princip har skullet male kopier af de store mestre - som led i deres uddannelse.
   Så det er ikke så tosset som det lyder, synes jeg. Tværtimod.
   Han mener at den tidrøvende proces har ført til at det han har 'lært' gennem den, har lagret sig i underbevidstheden som en ressource.
    Jeg ville sige at det betyder at han har aktiveret spejlneuron-systemet på en måde så det letter ham skriveprocessen senere. Han har på en måde stilistisk programmeret sig selv til "det kolde blik", kan man sige.

Kim Leine beskriver selve skriveprocessen som en flow-tilstand (uden at bruge ordet). Og han bruger selv metaforen at det at skrive for ham fungerer som en slags "misbrug". Og at når han ikke skriver føler han at han "mangler sit stof".
   Og når han er i skriveflow (mit ord) må han ikke forstyrres - for forstyrrelser betyder at han ryge ud af tilstanden og får det dårligt. Som et dårligt fix.
   Derfor sætter han sig på universitetsbiblioteket og skriver hver dag fra k. 9 til 15.30. Det giver tryghed og minimere risikoen for afbrydelser.
   Han er ligeglad om det er godt eller dårligt, det han får skrevet. Men når første gennemskrivning er slut, glæder han sig til at revidere og skrive om - i flere omgange.
   Mens den første gennemskrivning er angstfyldt, så er det følgende arbejde med en litterære tekst lystfyldt.
   Denne flow-tilstand erstatter den narkoafhængighed som han ellers har haft i mange år, fortæller han selv. Og som afhængig af det daglige skrivflows dopaminbelønning (min tolkning), oplever han også regulære abstinenser hvis han springer over en dag og ikke får skrevet.

Barndommen i Jehovas Vidners kognitive og emotionelle sociale ramme har udstyret Kim Leine med en permanent angst for jordens undergang - Amagedon - dommedag - en følelse som han har svært ved at frigøre sig fra selv om han bevidst overhovedet ikke tror på det.
   Denne angst smitter af så han undervejs i første gennemskrivning oplever at han "lyver", at det er "falsk" det han skriver, at han "snyder og bedrager". Og er bange for at "blive afsløret".
 
Kim Leine fortæller at fra han var 12 år læste han umætteligt alt muligt, og mener i bakspejlet at læsningen fungerede som erstatning for de manglende "voksenrelationer".
   Et af hoveværkerne var Alexander Dumas' 'Greven af Monto Christo', som han hørte som lydbog - med Elith Pio som oplæser.
   Det han mener tiltrak ved den historie, var ikke mindst at hovedpersonen var fængslet. For fængslet gav "tryghed". Og fra sig selv kunne han identificere sig med dobbeltheden i personligheden hos greven - "som en mønt med en forside og en bagside".

Og Karen Secher som interviewer kan bare stille de spørgsmål som åbner op.
   Hun giver hele tiden udtryk for at hun kender ham og hans historie så godt at hun det hun er nysgerrig efter. er at få noget mere at vide - i dybden og bagved den del af historien som allerede er kendt offentligt. Og den indforståethed giver bonus.
    Hun bruger effektivt den interviewstrategi som jeg for mange år navngav som "den tredje dims". Fx har hun taget Truman Capotes "Med koldt blod" med under optagelsen hjemme hos ham, og på et passende tidspunkt præsenterer hun ham for den - rent fyusik.
   Hvad kan han fortælle om sit forhold til den?

Det er ikke første gang her på blokken jeg trækker på Karen Sechers fabelagtigt kompetente øjeåbnende og sindsafdækkende interviews med kreative personligheder. Se her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/03/johan-olsen-en-af-de-srligt-kreative.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/04/en-kreativ-personlighed-en-fremmed-i.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/04/den-kreative-hjerne.html

Om Dudus melankoli - i en kronik med titlen "Det er for sent" - skrevet i et gribende erfaringssprog

Jeg skrev for et par indlæg tilbage om debutdigteren Yahya Hassan og hans livshistorie og erfaringer frem til at digtene nu udkom. Jeg forholdt mig ikke så meget til sproget, men først og fremmest til det der lå bag: vreden og den kreative eksplosion som digtene var udtryk for. Og om betydningen af på et afgørende tidspunkt at være heldig og møde 'en mentor' for udviklingen af personligheden.

   Jeg var ikke den eneste der reagerede. Dønningerne i offentligheden, de mentale skred som interviewet  og citatet af et af digtene affødte rundt omkring, har skyllet gennem mediernes debatsider, klummer og kommentarer i hele den følgende uge. 

   Og efter sigende har Yahya været nød til at gå under jorden på grund af dødstrusler fra mennesker der heller så ham som død end fortsætte som en levende digter.

Men det det også handler om i sidste instans er sprog: 'erfaringssprog'.

   Jeg har tidligere flere gange reflekteret over den forskel i impact og effekt på modtageren der er når man bruger det akademisk inficerede, abstrakte, billedfattige og skriftspogsforankerede 'videnssprog' - i modsætning til det indtryk det gør når man gør brug af det konkrete, billederige talesprogsnære "erfaringssprog".

   Yhyas digt havde klart sin kilde i erfaringsproget, og var så kørt i gennem en sproglig poetik som gjorde det til et personligt digterisk udryk - til poesi i stedet for prosa. 

En uge efter, igår lørdag den 12 oktober, bragte politikken så en kronik af vært på radio24sy Ayse Dudu Tepe under rubrikken 

Det er for sent

Kronikken er en slags emotionelt svar på Yayhas sproglige og kreative vredesudbud. Manchetten siger det direkte:

Tårne trillede ned ad mine kinder, da jeg læste artiklen om Yahya Hassan i Politiken. For jeg læste om mig selv. 

Grundstemningen i teksten er ikke vrede, men sorg. Eller måske mere præcist: melankoli.

   Og sproget er - igen - lysende klart og stærkt erfaringssprog, her i episk fortællende form. På en gang totalt gennemsigtigt - et krystalklart vindue til erfaringer som næsten ikke er til at bære for læseren: mig. Og så samtidig udtryk for en kunstnerisk autenticitet som er sjælden og mindst lige så prægnant som Yahya Hassans. 

   Og kronikken - fortællingen - er adresseret til Yahya, flere gange i form af retoriske spørgsmål som en verbal sløjfe på et erfaringsafsnit:

Det er søndag formiddag. Jeg er 18. Jeg ligger i min seng. Det er morgen. Jeg har tændt radioen. Men jeg lytter ikke. Jeg vågner ved, at en slægtnings udspilede øjne og spyt rammer mig som sløve knive. Jeg sætter mig op.

   »Hej, hvad sker der?«. Slagene hagler ned over mig. »Du, Dudu, du opfører dig ikke som en tyrkisk pige! Jeg hører rygter om dig. Hvis jeg nogensinde ser dig eller hører, at du har været i byen, smadrer jeg dig«.

   Jeg kigger på ham. »Hvorfor slår du mig?«. Mine forældre står i døren og overværer det hele. Da han er færdig med mig, siger min mor: »Det havde hun godt af«.

   Mor, ved du, hvad der ville have været godt? Hvis du havde forsvaret mig. Men det klarede du ikke, mor.

   Du klarede at passe på mig, lige da du havde født mig, mor. Jeg læste ved et tilfælde, at jeg ikke tog dit bryst til mig efter fødslen. Jeg er jeres førstefødte. Jeg er opkaldt efter min farmor. Hende savner jeg. Jeg savner at ligge imellem dig og farfar, farmor. Og også lopperne. Selv om deres bid kløede. Jeg elskede også at ligge i mine forældres seng. Den var så stor og altopslugende. Det var min sult også. Du og far bragte mig til sygehuset, fordi jeg ikke fik din modermælk. Du lærte at amme, og vi tog hinanden til os. Og se, hvor stor jeg er blevet, mor.

   Hvem passer på dig, Yahya?

Det mest gennemgående træk ved kronikken er at den dialogisk form - et genkommende skift i perspektiv mellem en jeg-fortæller og så en anden stemme der tiltaler dette "jeg" med et "du" og sit mellemnavn (eller kælenavn?) Dudu - som et stærkt retorisk udtryk for den spaltede personlighed som er resultatet af traumatisk barndoms- og ungdomserfaringer. 

   Her et citat fra indledningen:

I modsætning til Yahya Hassan er jeg ikke fucking vred på mine forældre, eller på hele generationen for den sags skyld.

   Jeg er ikke vred over det kolossale svigt eller over, at min far i 1. klasse gav mig en på hovedet, fordi han syntes, at jeg var for pinlig første skoledag.

   Eller over, at jeg gennem det meste af min opvækst blev tæsket og skammet ud. Jeg er heller ikke vred over, at jeg aldrig har fået nogen undskyldning.

  Men jeg er vred, fordi det er for sent. Vi tabte alle.

   Mange, og til tider inklusive jeg selv, vil påstå at du, Dudu, er en succes. Du er ikke perker-trash. Du taler flydende dansk, du fik dig en uddannelse, du arbejder som radiovært, du kan forsørge dig selv, du har et velfungerende skilsmissebarn, du bor i den hippe del af København. Du blev til noget. Du klarede dig fand’me, Dudu. Du er en rollemodel.

   Men hvis der er noget, jeg ikke er, så er det en rollemodel, eller mønsterbryder. Jeg brød måske med mine forældres kultur, og de brød med mig. Du skal aldrig kontakte os igen, Dudu. Du er ikke vores datter. 15 år efter bruddet spørger jeg mig selv: Hvad er det, du har klaret, Dudu?

Læs heler kronikken her. Det er gribende. Det er erfaringssprog så det rammer lige i øjet - og via det - lige i hjertekulen.

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2101949/jeg-er-vred-fordi-det-er-for-sent-vi-tabte-alle/

Og læs gerne - fore perspektivets skyld - det her indlæg som jeg skrev for godt et år siden med afsæt i to andre erfaringssprogsgribende kronikker af henholdsvis Marlene Duus og May Johson:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/erfaringssprog-sa-det-lyser-to.html

'Den store skraldesymfoni' - og andre moderne tv-formater med reality-elementer hvor kreative restriktioner er en afgørende del af plottet

I går aftes så jeg på DR2 et engelsk tv-program som i sin helhed scorede højt på min indre tv-oplevelses-skala, vel at mærke højt på alle tre parametre: information, identifikation, fascinaton. 

   Udsendelsen var en slags dokumentar, og det som det timelange program dokumenterede, var et fænomen som denne blog har interesseret sig en del for: betydningen af 'kreative restriktioner' - 'creativ constraints' - for forståelsen af hvad et professionelt og kreativt håndværk egentlig er og går ud på.

  

Grundplottet i filmen beskriver DR.dk sådan her:

Kan professionelle musikere få noget som minder om lyd, for ikke at tale om vellyd, ud af instrumenter lavet af skrald? For første gang vil et helt orkester, her BBC's Koncertorkester, forsøge at spille med 44 instrumenter udelukkende bygget af genbrugsmaterialer, men forsøget handler om mere end musik. Anført af dirigenten Charles Hazlewood dykker vi ned i musikvidenskaben og hvert enkelt instruments historie. Hvorfor er hvert enkelt instrument bygget netop på den måde? Hvorfor har nogle udformninger kunne overleve uændret i flere hundrede år? Og hvorfor er det sådan, at når alle instrumenterne spiller sammen, er lyden ulig noget andet på jorden?

Ideen og plottet er beslægtet med et format som igennem en række år har været meget populært i engelsk TV: 'Faking It' - hvis ide var at lade mennesker uden særlige faglige forudsætninger - inden for en tidsramme på en måned - uddanne til at deltage og klare sig uden at falde igennem i en professionel konkurrence for unge fagfolk inden for en kreativ profession. 

   Et Channel 4-format som i øvrigt stadig kører:

Entertaining transformational battles against the odds. Intrepid volunteers are plucked from their natural habitat and given just four weeks to master a skill well enough to fool a panel of expert judges.

Et af de eksempler jeg elsker og har nydt at se flere gange - og i øvrigt brugt som fast eksempel i Power-TV-kurset på 'stærkt plottet fakta light', er dette fra 2002: 

En "primitiv" og uskolet punksanger Chris Sweeney "leaves behind his life as lead singer of a punk band as he tries to fake it as an orchestral conductor in just four weeks." 

   Uden nogen form for klassisk musikalsk skoling - herunder uden kendskab til noder og nodelæsning - skal Chris med mentor- og coach-hjælp fra et par højt kvalificerede orkester-dirigenter lære at dirigere et symfoniorkester så godt at han kan klare sig i konkurrence med nyuddannede professionelt skolede orkesterdirigenter. 

   Og det lykkedes - mod alle odds. Og ikke et øje er tørt, hverken hos mentorerne, hos Chris´ familie, eller hos seerpublikummet.

Den ide blev siden transformeret til sit eget kultur-reality-format i DR i serien 'Maestro' hvor professionelle kendisser uden særlig musik- og dirigent-forudsætninger skulle konkurrere om hvem der var bedst til at dirigere DR´s symfoniorkester - efter kort tids træning  af en professionel coach (jfr. også 'Vild med dans'-formatet).

På engelsk har udsendelsen fra i går titlen 'Scrapheap Orchestre', og den engelske præsentationstekst på BBC´s hjemmeside udfolder ideen sådan her:

Is it possible for professional musicians from the BBC Concert Orchestra to make beautiful sounds out of garbage? This documentary aims to find out. For the first time ever an entire orchestra of 44 instruments will be built from just scrap. The quest to build an orchestra of instruments out of rubbish is more than just a musical spectacle - in the construction of these instruments we delve into the history of instrument making and the science of music, why different instruments are made the way they are, why some designs have not changed for hundreds of years and why, when played together, the sound of an orchestra is unlike anything else on earth.

   Inspirational conductor Charles Hazlewood leads the challenge and charges a group of the UK's top instrument makers with the mission of transforming junk, broken furniture and the contents of roadside skips into an orchestra of instruments.

   The BBC Concert Orchestra - a team of virtuoso performers - will put their reputations on the line by using these instruments to stage what they hope will be a flawless performance of Tchaikovsky's 1812 Overture at the 2011 Proms. But will the scrapheap orchestra pass muster at the mother of all classical musical festivals?

I programmet fulgte vi en lang række højt specialiserede instrumentmageres arbejde med - inden for en tidsfrist på 11 uger - at forsøge ud af affaldsmaterialer at producere spilbare udgaver af alle de forskellige musikinstrumenter som indgår i besætningen til et klassisk symfoniorkester, et professionelt orkester der til en offentlig koncert med 6000 tilhørere som klimaks på film og eksperiment skulle spille Tchaikovskys '1812-Overture' - vel at mærke på et så højt musikalsk lydmæssigt niveau at det ville kunne fornøje publikum og blive accepteret af de professionelle musikere som skulle musicere med disse 'skraldinstrumenter'. 

   Forsøget lykkedes - og processen var spændende, følelsesmæssigt engagerende og lærerig for alle deltagere: instrumentmagere, orkestermusikere, dirigenten - og ikke mindst seerpublikummet. 

   Alle var positivt berørt og bevæget af erfaringen ved at deltage i forsøget.

  Det var simpelt hen både dødspændende og stærkt oplysende at se udsendelsen.

Bogen 'Creativity by Constraints - Psycholgy of Breakthrough' af Patricia D. Stokes giver et teoretisk grundlag for at forstå hvad der er - bag sådan et lettere absurd eksperiment - foregår psykologisk og mentalt:

   Det grundlæggende ved 'crative constraints' er at man lukker og udelukker en velkendt, normal og traditionel vej til et ønsket mål, og så fastholder målet samtidig med at man udpeger og gennemtvinger en ellers utænkelig omvej. Med kreativitetsvækkende frustrationer og udfodringer til følge.

   For det højt professionelle instrumentmager udelukker man at de kan bruge de normale gennem århundere udviklede materialer til at producere strygeinstrumenter, blæseinstrumenter, slagtøj etc. Og dermed udelukker man også direkte brug af en række af de professionelle håndværksmæssige rutiner og teknikker som udgør deres håndværksmæssige ekspertise. 

   Instrumentmagerne pålægges at brug materielaer de i princippet kan finde på genbrugspladser, loppemarkeder, i  genbrugsbutikker, og hos skrothandlere. Og skal opfinde måder at bearbejde dem på og kombinerer dem på, så der kan komme instrumenter ud af det.
   Og de instrumenter der skal komme ud af "byggeriet" skal være så gode lyd- og betjeningsmæssigt at professionelle orkestermusikere vil sige god for dem, og sætte deres professionelle "ansigt" på spil ved at spille på dem til en offentlig koncert. 

   Det som eksperimentet med den kreative restriktion på vejen og midlerne til målet, fremprovokerer er en ekstrem kreativ opfindsomhed hos disse højt specialiserede håndværkere, hvor al deres håndværksmæssige kunne kommer i spil og udfordres - i forhold til delopgaver de aldrig før har skullet forholde sig til.

   Ifølge udsendelsen er deres konklusion enstemmigt denne: at de har lært og erkendt en masse om skjulte og ukendte sider af deres eget håndværk, som de ikke har haft mulighed for at reflektere over før erfaringen med dette eksperiment hvor der konceptuel blendes mellem professionel viden og kunnen og uprofessionelle materialer. 

Programmet kan ses med danske undertekster via dette link indtil 4. november:

http://www.dr.dk/tv/se/den-store-skraldesymfoni/den-store-skraldesymfoni

Delt i 6 kan dokumentaren ses på YouTube. Her den første og den sidste del af programmet:

Den danske dubutantdigter Yahya Hassan - om savn, kreativ vrede og møde med en mentor

Politiken har i dag et interviewportræt af en dansk digter med såkaldt indvandrerbaggrund. Navnet er Yahan Hassan. Og det er også titlen på hans debutdigtsamling "Yahya Hassan" der udkommer i slutningen af denne måned. 

   Et af digtene citeres i Politikens 2. sektion "Debat" - og har titlen:

BARNDOM

FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE
FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS
VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM
FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD
DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER
SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT
FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN
PISSET ER ET VANDFALD NED AD HENDES BEN
FØRST DEN ENE HÅND FREM SÅ DEN ANDEN
GÅR DER FOR LANG TID RAMMER SLAGENE VILKÅRLIGT
ET SLAG ET SKRIG ET TAL 30 ELLER 40 TIL TIDER 50
OG ET SIDSTE SLAG I RØVEN PÅ VEJ UD AD DØREN
HAN TAGER BROR I SKULDRENE RETTER HAM OP
FORTSÆTTER MED AT SLÅ OG TÆLLE
JEG KIGGER NED OG VENTER PÅ DET BLIVER MIN TUR
MOR SMADRER TALLERKENER I OPGANGEN
SAMTIDIG MED AT AL JAZEERA TV-TRANSMITTERER
HYPERAKTIVE BULLDOZERE OG FORTØRNEDE KROPSDELE
GAZASTRIBEN I SOLSKIN
FLAG BLIVER BRÆNDT
HVIS EN ZIONIST IKKE ANERKENDER VORES EKSISTENS
HVIS VI OVERHOVEDET EKSISTERER
NÅR VI HIKSTER ANGSTEN OG SMERTEN
NÅR VI SNAPPER EFTER VEJRET ELLER MENINGEN
I SKOLEN MÅ VI IKKE TALE ARABISK
DERHJEMME MÅ VI IKKE TALE DANSK
ET SLAG ET SKRIG ET TAL

Et stærkt digt. En montage af sceniske reportagebilleder, handlings- og replikfragmenter, paradokser og filosofiske kommentar. Konceptuel blending så det gnistrer og sprutter!

   Du kan se og hører Yahya Hassan selv fremføre sit digt via dette link:

http://politiken.dk/poltv/nyheder/debattv/ECE2093760/yahya-hassan-fremsiger-digtet-barndom/

Rubrikken på portrættet i Politiken er et citat fra interviewets første sætning - og kunne være programtekst for et nyt ungdomsoprør:

"Jeg er så fucking vred på mine forældres generation" 

Også artiklens manchet er et citat fra interviewet:

"Jeg har set, hvordan nydanske fædre er rådne passivt op på kontanthjælp i sofaen med fjernbetjeningen i hånden, ledsaget af en desillusioneret mor, der aldrig sagde til eller fra. Os der faldt fra på uddannelser, os der blev kriminelle, og os der blev bumser, vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre. Vi er den forældreløse generation"

Denne blog har som et af sine temaer at udforske kreativitetens vilkår, herunder den såkaldt "særligt kreative personligheds" opståen og sociale og psykologiske udviklingsbetingelser. 

   Et tema der går igen i en lang række interviewportrætter og biografier med forfattere, journalister, opfindere, forskere og politikere som hovedpersoner, er oplevelser i barndommen og ungdommen hvor personligheden udsættes for forældresavn og -tab, mobning i skolen, splittelse mellem flere sprog og kulturer, oplevelsen af rodløshed og fremmedgørelse. 

   Det er vilkår som hos de fleste - helt naturligt - producerer indeklemt vrede og afstandtagen til samfundet, og som nemt fører ud i en negativ afviklingsspiral - præget af stofmisbrug, kriminalitet, institutionsophold, rodede familieforhold og konfliktfyldt sociale relationer. 

   Men heldigvis ikke hos alle. 

   Vreden kan hos nogle mennesker blive brændstof for kreativitet, opfindsomhed og kunstnerisk skaben. De sociale vilkår kommer til at fungerer som 'kreative restriktioner' der producerer 'kreativ vrede', velkendte begreber fra kreativitetpsykologien.

 
Men hvad skal der til for at en positiv udviklingspiral kommer igang - i stedet for den destruktive afviklingsspiral?

   Svaret er i en vist forstand både simpelt og banalt: mødet med en mentor! - der ser én som et menneske, noget der gør at man bliver synlig for sig selv. En voksen person som har tillid til at der bag vreden, uregerligheden og utilpassetheden findes en kerne af positiv og konstruktiv energi og fantasi, og som giver aktivt og vedholdende udtryk for den tillid og forståelse som er en forudsætning for at man - barnet, den unge - oplever 'at blive SET'.

   Præcis sådan en person - en mentor - møder Yahya Hassan også. Heldigvis!

   Efter en lang række skiftende og kortvarige institutionsophold kommer han på døgninstitutionen Solhaven i Nordjylland, og 'bliver set' - dog først efter at blive godt og grundigt afvist af mentoren, som typisk nok var dansklærer:

På Solhaven troede de først, jeg var ligesom de andre rødder. Så de satte mig til at se ’Matador’ fra morgen til eftermiddag. Men en dag skulle vi aflevere en stil om Facebook. Jeg brugte hele weekenden på den. Da jeg afleverede den, kiggede min lærer kort på stilen og gav den tilbage til mig med ordene: »Hvor har du stjålet den? For det er jo ikke dig, der har skrevet den«. 

   Jeg blev så vred, at jeg sagde til hende, at jeg ville skrive en ny med det samme og give hende den, når dagen var omme. Så det gjorde jeg. Hun kunne ikke tro sine øjne. 

   Fra den dag af så jeg ikke mere ’Matador’. Hun gav mig danske klassikere, digte, noveller og tungere bøger. Det var der, jeg opdagede, jeg kunne skrive. 

   På Solhaven sørgede min lærer for, at jeg kom videre og fik skrivekurser og højskoleophold«. 

   »Ja, det var, som om der åbnede sig et gammelt sår i mig et sted, hvor ordene strømmede ud af mig. Vrede ord.

   Jeg skrev på min digtsamling, samtidig med jeg fik lov til at tage en 9. klasse uden for Solhaven. Der oplevede jeg for alvor at være udenfor. Mange af de middelklasseforældre ville ikke have, deres børn gik med mig, så jeg blev ofte ikke inviteret med til festerne. Jeg gjorde det nok ikke nemt for dem, men igen følte jeg mig som "perkeren".

Ja, lige efter bogen. Et skoleeksempel på den kreative personligheds typiske fødselshistorie, som jeg jævnligt har skrevet om her på bloggen.

   Jeg får blandt andet associationer til  Christina Hagen som jeg har skrevet om tidligere i flere indlæg, og hvis fantastiske tekst-/digt-samling "White Girl" for nylig er blevet iscenesat som et teaterstykke med fine anmeldelser. 

   Se mere om hende og lignende kreative personligheders historier med brug af "kreative vrede" som en ressource opsparet i barndommen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/christina-hagen-erfaringssprog.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/barsk-barndom-kreativ-vrede-erik-valeur.html

Og giver det ikke, her eksemplificeret med Yaha Hassans historie, stof til eftertanke - nu hvor man politisk diskuterer fx nye heldagsskoler og erhvervsskoler! 

 
Tænk hvis man kunne indrette skoler og uddannelsesinstitutioner hvor alle de udskilte, udstødte og utilpassede børn og unge - der er nogle hundrede tusinder af dem - kunne opleve at blive SET! - blive synlig, forstået og accepteret, mødt med tillid og få nogle "succesoplevelser" - ud fra en pædagogisk målsætning om at undervisningen skulle fokusere på hvad man var god til frem for hvad man savnede og havde af mangler. 

   Så man kunne få nogle kreative udviklingsspiraler igang - frem for destruktive afviklingsspiraler som det nuværende skole- og institutionssystem - dokumentereret - er så velindrettet til at producere.

Læse hele interviewportrættet med Yaha Hassan her:

http://politiken.dk/debat/ECE2095547/digter-jeg-er-fucking-vred-paa-mine-foraeldres-generation/

Hvem journalisten var? Tarek Omar!