Den plastiske hjerne (4) - melankoli, depression - og kunstudøvelse som en slags 'kognitiv adfærdsterapi'

Melankonli som en vigtig følelse for særligt kreative mennesker, har jeg i flere indlæg været inde på. Og serendipiteten gjorde at jeg i går aftes satte en DVD på med Lars von Triers "Melancholia". Og her til formiddag kommer filmtidsskriftet Ecco ind ad brevsprækken med et citat af biografaktuelle Trine Dyrholm på forsiden; hun fortæller at hun faktisk fra naturens hånd har "en voldsomt melankolsk side". Og forleden så jeg tv-dokumentaren "Bergmans Video" hvor det også blev slået fast at melankolien var grundstemningen i en lang række af hans store film - selv om han også, som kontrast, kunne lave komedier og instruere morsomme scener. 

Men hvad har melankoli at gøre med "den plastiske hjerne" - et tema jeg har forfulgt i en række indlæg for nylig med afsæt i neurovidenskabsmanden Richard J. Davidson og hans bog "The emotional life of your brain"? Undertitlen er i den sammenhæng vigtig:

How its unique patterns affect the way you think, feel and live - and how you can change them.

Davidsons helt overordnede ambition i sin forskning op igennem 90-erne er at finde ikke-kemiske veje og midler til at gøre folk der er mere eller mindre permanent kede af det, glade - ved at "rewire" og "change the brain". 

    Koblingen mellem melankoli og "den plastiske hjerne" går via den højre hjernehalvdel, som synes at være særlig aktiv hos mennesker når de arbejder kreativt, og som også ifølge Davidson er særligt aktiv når folk er nervøse, bange og bedrøvede. Og jeg har tidligere skrevet om dette at ganske mange kendte forfattere og kunstnere i perioder har lidt af depressive lidelser.

    

Davidson har i en række forsøg fundet at der er en klar sammenhæng mellem på den ene side godt humør og positivt livssyn og stærk aktivitet i venstre hjernehalvdel, og på den anden side mellem angst og ked af det-hed og høj aktivitet i højre hjernehalvdel.

   Han laver så en forsøgsopstilling med en gruppe forsøgspersoner der har diagnosen depression og en anden gruppe som ikke er depressive ("healthy"). Spørgsmålet han stiller sig er det simple og logiske: Har patienter med depression, en væsentligt reduceret neural aktivitet i venstre hjernehalvdel end de "normale" når deres hjerne i øvrigt er i "hvile" - i "baseline mode"? 

    Og bingo! Han finder den sammenhæng:

In each case, low levels of activity in the left frontal region of the brain were associated with depression and pathalogical crying. Second, it suggested that the left prefrontal region contributes something quitespecific to our emotional life, namely, positive emotion an the ability to hold in mind a desirede goal and  form a plan of action to reeach it.

Davidson opsummerer resultaterne af sin forskning omkring betydningen af de to frontale hjernelapper for følelseslivet:

First, when healthy adults experience positive or negative emotion, the left or right side, respectively of their prefrontal cortex become aktive. Second, the same pattern occurs in babies. Third, depressed patients hav a dearth (=underskud, mangel) of activity in the left prefrontal cortex or an increase in actvity in the right prefrontal cortex.

Ligesom Sharon Bagley (se foregående blogindlæg) sammenfatter Richard J. Davidson de overbevisende resultater af en lang række eksperimenter der viser at det rent faktisk er muligt radikalt at "omprogrammere" den voksne hjerne som er skadet, gennem langvarig fysisk træning og målrettede rehabiliteringsøvelser. 

    Og i et kapitel med titlen "Mind over Matter" konkluderer han at bestemte mentale teknikker - såkaldt "cognitive behavior therapy" -  rent faktisk kan have tilsvarende helende effekt på mentale sygdomme som fx 'obsessive-compulsive disorder' (OCD = tvangstaker og -handlinger) og på depressioner.  Disse mentale teknikker ser ud til med dokumentation i empiriske forsøg at kunne ændre patienternes hjerne permanent og gøre det muligt for dem varigt at frigøre sig fra deres sygelige "emotionelle stil" til en der er mere "sund".

Men hvad har alt det med kreativitet at gøre?
   Ja, i første omgang giver det mig den tanke at kunstnerisk og kreativ mental aktivitet kan have delvis samme funktion som den kognitive adfærdsterapi. Altså at det at male, danse, skrive, musicere, synge, spille skuespil og skrive god journalistik, kan være integrerede mentale og fysiske aktiviteter der holder melankolien i skak ved at kunstnersindet kommer og forbliver i flow mens de producerer.

Den plastiske hjerne (3) - de to hjernehalvdele, emotionelle stilarter og udvikling af den særligt kreative personlighed.

Man lærer jo nye ord og begreber hele tiden, når man forfølger "vidensspor" ved at google og surfe på nettet.

   Et friskt ord i denne omgang har været "affectiv neuroscienc" - til forskel fra det spor jeg vel mest har fulgt  hidtil: "cognitive neuroscience".

   Så noget nyt for mig under læsningen af Richad J. Davidsons bog 'The emotional Life of your Brain', var et helt kapitel tidligt i bogen om sammenhængen melllem hhv. negative følelser og forstærket aktivitet i højre del af den præfrontale cortex (de forreste pandelapper), og positive følelser og forstærket aktivitet i den venstre del.
   En opdagelse som Davidson selv opfatter som "fødslen" af forskningsdiciplinen "affectiv neuroscience".

Grundindsigten  hos Davidson var baseret på eksperimenter hvor forsøgspersoner dels blev forevist filmklip og fotos der viste mennesker med glade smilende ansigtsudtryk og dels klip og billeder der viste vrede eller gråd. Og det man konstaterede var at de positive billeder øgede aktiviteten i den venstre prefrontale pandelap, mens mens de negative billeder øgede den neurale aktivitet i den højre.

I destinctly remember the excitement I felt when I saw the brain correlates of positive and negative emotions. The fact that the acitivity occured not in the brain stem and limbic system - primitive regions tht have no role in cognition - but in the exaltede prefrontal cortex gave me an inkling that we were going to make waves in the  scientific community.

Davidson lavede så forsøg med små børn.

   Det er muligt at måle styrken af aktiviteten i hver af de to pandelapper når en baby ikke udsættes for nogen særlige emotionelle stimuli og hjernen er i en slags "hvilende tilstand". Og den målte styrke  fastlægger han så som det han kalder "the measure for baseline brain activity".

   Han og hans team fandt ud  af at der var målbare, klare individuelle forskelle i hvor stærk den neurale aktivitet var i hver af hjernelapperne. Altså at nogle babyer havde mest aktivitet i den venstre og andre i den højre pandelap i den hvilende "baseline" tilstand.

   Derefter var hans forsøgsopstilling så at mor og barn først sad fredeligt og afslappet sammen ved siden af hinanden i 10 minutter i et rum, hvorefter moderen på et for banet hemmeligt signal, roligt og udramatisk forlod rummet.

   Hvordan ville det lille barn reagerer? Og var der nogen sammenhæng mellem forskelle i målingerne af børnenes "baseline" aktivitet i de to frontallapper, og så deres ydre reaktioner på at moderen forsvandt?

Fortunately for us, the babies were not exactly creative in how they responded to their  mother´s departure. They either began wailing almost immediatly or apperared very curious and looked around the room with little sign of distress. The measures of baseline brain activity predicted these responses perfectly. The distraught, crying infants had higher baseline levels of right prefontal activation than did the infants who took their abandoment in the stride. This convinced me that baseline measures of brain acitivity werer reflecting somethin real enouhgt to translate in behavioral differences.

Altså børn som på forhånd har højst neural aktivitet i den højre frotallap, reagerer kraftigt med frygt og gråd på savnet af moderen, mens børn hvor den venstre frontallap i hvile er mest aktiv, tager savnet relativt afslappet og reagerer mest med nysgerrighed.

Normalt i den litteratur jeg har læst, forbindes højre hjernehalvdels aktiviteter med følelser helt generelt og uspecificeret, men Davidson har i en lang kæde af fortsatte eksperimenter og med referencer til anden videnskabelig litteratur fundet at der er en helt fast sammenhæng mellem klart forskellige emotionelle grundindstillinger og så hvor stærk den neurale aktivitet i hver af de to hjernehalvdeles frontallapper.

Hans pointe er at der i main-stream forestillingerne blandt kognitive psykologer om hvad de forskellige dele af hjernen varetager af funktioner, er emotionerne "forvist" til det primitive limbiske system ("krybdyrhjenen"), mens de højere kognitive funktioner som moral, fornuft, planlægnng, selvrefleksion varetages af de frontale pandelapper, den er del af hjernen der mest markant adskiller mennesket fra andre dyr.

Sammenhæng mellem kreativitet og særlig målbar aktivitet i højre hjernehalvdel har jeg tidligere været inde på i en lang række indlæg. Det ser fx ud til at når folk skal forstå vittigheder, ironi, metaforer og andre former for blended sprogbrug, så foregår "processeringen" primært i højre hjernehalvdel.

    Det er højre hjernehalvdel der udsender gammastråler umiddelbart inden en aha-oplevelse bliver bevidst. Det center som er aktivt når vi genkender ansigter - og genkender billeder af os selv - er også placeret i højre hjernehalvdel.

   Det er også højre hjernehalvdel der er dominerende når vi utrænet hører eller spiller musik, mens venstre hjernehalvdel også er aktiv hvis man har lært at spille efter noder og kan "læse" musik.  

   Tilsvarende er det højre hjernehalvdel der er aktiv i forhold til intonation og tryk når vi taler, mens det er venstre halvdel der "proceserer" ordene (deres leksikalske betydning) og syntaksen (deres rækkefølge).

   Jeg har selv foretaget en kobling mellem de to sproglige "stilarter" - videnssprog og erfaringssprog -på den ene side, og på den anden side de funktionelt forskellige former for tænkning som typisk er forankret i og domineret af hhv venstre og højre hjernehalvdel: en logisk analytisk kategoriserende skridt for skridt tænkning, og en intuitiv, visuel og helehedsorienteret tænkning på tværs af logik og kategorier.

Det nye her med Richard J. Davidsons forskning og teorier er at han konstaterer en direkte sammenhæng mellem de højere kognitive funktioner i hjernen og så de basale følelser: forstærket aktivitet i venstre hjernehalvdels frontale lap aktiverer og stimulerer positive følelser der er knyttet til forskellige udadvendte aktiviteter rettet mod at søge tilfredsstillelse og belønning gennem jagt på mad, sex og sikkerhed, mens negative følelser som angst, vrede, afsky, frustration  stimuleres af forstærket neural aktivitet i højre frontale lap.

Det er Davidsons empiriske afsæt for udviklingen af teorien om de emotionelle stilarter som jeg har beskrevet i de to foregående indlæg om den plastiske hjerne. Stilarter som i et vist omfang er medfødte og genetisk bestemt, men som også - viser en forsøgsrække - kan ændres og omformes under udviklingen fra barn til voksen gennem de oplevelser og erfaringer man gør sig.

    Han ser de seks dimensioner som polære skalaer med et markant plus i den ene ende og et markant minus i den anden. Og det enkelt barn kan altså ligge forskellige steder og tænkes at glide mellem de to poler på hver skala i løbet af opvæksten:

Ved såkaldte tvillingstudier har man påvist at en række personlighedstræk har en genetisk komponent,  heriblandt:

shyness, sociability, emotionality, tendency to experience stress, adaptability, impulsivity, and the balance of positive and negative emotions.

Og disse træk kan uden videre relateres til en af de 6 dimensioner: generthed til social intution-skalaen, emotionalitet til udholdenhed/robusthed-skalaen, hvor let man bliver stresset til udholdenhed/robusthed-skalaen, tilpasningsdygtighed til skalaen følsom over for kontekst, impulsivitet til hvor du placerer dig på opmærksomhed-skalaen, hvor let eller hvor svært du bliver følelsesmæssigt berørt både til outlook- og udholdenhed/robusthed-skalaen.

   I hvilket omfang den emotionelle stil inden for hvor dimension er medfødt eller et produkt af miljø og erfaringer, varierer fra 20 til 60 procent.

Davidson laver så undersøgelser af børns emotionelle stil som den ser ud over en årrække, for at afgøre hvor stabile disse træk er hos dem over tid. Han deler på det tidspunkt en antagelse om stor emotionel stabilitet med mainstream personlighedpsykologien. Og bliver derfor overrasket:

This was not what I had expected. Measures of brain and behavior at age three did not predict what the kids wer lige at age nine. For the majority, who they were at three - and what their brains was at threee - was very different from who they were at nine. This was the first challange to my own assumptions about the stability of traits that have a genetic basis, and it spurred my thinking about the plasticity of the human brain. (...)

   That´s what the old model said: that people can slap an overlay of learning or socialization on their basic temperament, but that the inate shyness or boldness would stille be there. But we found that the brain had changed. (...). For two thirds of the kids, the whole system - brain, physiology, temperament, and behavior -  changed.

Davidson illustrer med tre eksempler - "Will", "Sam", "Shawn" - hvordan sådanne relativt voldsomme ændringer af personlighedens emotioelle stil kan forekomme (NB! "toddler" er et barn mellem 1 og 3 år):

Will, our fear-frozen toddler, had an outgoing yonger sister and also was lucky to have tearchers who nurtured his sociability. While he did not become an extremely outgoing child by age nine, he moved squarely into the middle of the distribution. Sam´s dad developed cancer,  for which he was hospitalized twice, when Sam was five and seven. This adversity understandable took a toll on the family, which may have played a role in moving Sam from being one of the most outgoing and social in our samble to the large clump of children in the middle.

   Allthoug neither Will nor Sam moved from one extreme to the other, they each moved closer to the center from their respctive extremes of behavioral inhibition and lack of inhibition. About half the children moved in the other direction, form the center to toward one extreme or the other. And some childen did move from one on end of the spectrum and to the other. At age three, Shawn was one of our least ihibited toddlers, (...). But when Shawn was eight, his father unexpectedly died of cancer. Whe we saw Shawn at nine, he was a changed child. He froze in the presence of strangers and wouldn´t play with a single thing in the risk room. He had become one of the most inhibited children i n our study.

Jeg har tidligere omtalt "orkidhypotesen" som siger  at nogle menneskers særligt følsomme personlighed er genetisk bestemt og kan føre til alvorlige depressioner. Men at hvis de får særlig megen pleje og omsorg og positiv opmærksomhed, så kan de blomstrer og udvikle sig til meget kreative mennesker inden for kunst og videnskab:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orkide-hypotesen-og-gener-for-srligt.html

Det er klart at Davidsons forskning og teorier om den plastiske hjerne ligger i klar forlængelse af orkidehypotesen, samtidig med at han udvider og generaliserer den til at dække et bredt spektrum af personlighedstyper og personlighedtræk.

Og for mig leverer den et empirisk fundament for min hypotese om at særlige sociale tabs-oplevelser i barndom og ungdom, kan ændrer hjernens mere grundlæggende "wireing" og fører til udvikling af nogle af de personlighedtræk som kendetegner den særligt kreative personlighed. Ikke som en nødvendig konsekvens af disse oplevelser og erfaringer, men som en mulighed. 

    Sådanne oplevelser kan fx fører til større self-awareness, mindre sensitivty to context, mindre reselience, og et mere negativt outlook. For nu bare at nævne nogle ændringer som forekommer forholdsvis oplagte når man fokuserer på den særligt kreative personlighed.

(fortsættelse følger)

Se  også de to tidligere indlæg om 'den plastiske hjerne':

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/08/den-plastiske-hjerne-1-de-seks.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/08/den-plastiske-hjerne-2-og-mulighederne.html

Peter Schmeichel - og de kreative restriktioner - i målet og rollen

Jeg  så 'Her er dit liv' i fredags på DR 1 - med Peter Schmeichel som hovedperson. Han omtales som "verdens bedste målmand".

   Der er visse ting ved ham som umiddelbart passer med den særligt kreative personligheds baggrund: splittet sproglig identitet, frustration! Hvem er jeg?

   Forældrene kommer fra hhv Polen (faderen, musiker) og Danmark (moderen, sygeplejerske). De er tit ikke hjemme om aftenen og natten. Han selv var polsk statsborger til han var syv år.

  Og så var Peter "vild" - fysisk ekstremt aktiv og omkringfarende - og en dreng omgivelserne godt kunne blive nervøs ved at omgås - allerede da han var lille. Og altid indstillet på konkurrence med andre på legepladsen.

    Umiddelbart kunne han godt lyde som lidt af et dampbarn - eller en ADHD´er.

Historien vi får fortal af ham selv i programmet om hvordan han blev målmand, er et smukt eksempel på fænomenet serendipitet. Og på betydningen af kreative restriktioner for at mentale og fysiske energier kanaliseres ud i kreativ handling.

Han fortæller at da han kom på fodboldbanen som 8 årig for første gang, fandt træneren lynhurtigt ud af at Peter faktisk var helt uegnet til fodbold. Han var for vild, utjekket, ustyrlig.

   Han forstod ikke og respekterede simpelt hen ikke reglerne - og var mentalt helt uegnet til at indgå i noget der lignede et holdspil med sine jævnaldrende. Så træneren spurgte i sin nød om han ikke kunne tænke sig at stå på mål. Og jo, hvorfor ikke prøve det?

   Selv mente Peter Schmeichel at hvis ikke lige lederen havde løst det akutte problem med hans totalt manglende egnethed til at spille på hold i marken på det tidspunkt, så var han nok aldrig blevet fodboldspiller.    

   Altså rent held. Serendipitet.

   Han blev målmand. 

   I målet er man den eneste der betyder noget. Man er en mod mange. Og man konkurrerer kun med sig selv. Så Peter Schmeichel passede som personlighed - som fod i hose til målmandrollen.

Der i målet har han så stået siden - i alle årene. Og en af de gennemgående jokes i udsendelsen var den som hans kammerater drillede ham med: Du er ikke fodboldspiller, du er målmand. (Rent faktisk har han dog scoret 9 mål i sin karriere).

   Kammeraterne har i øvrigt beskrevet hans opførsel i målet som højkæftet og ramsaltet i sine kommentarer til deres præstationer.

   Han var kendt for at uddele skideballer til dem når de tumlede rundt i forsvaret foran målet og foran ham.

Selve målmandsrollen og -placeringen inviterer til frustration. Til kreativ vrede. Til konceptuel projektion. Man står der og identificerer sig - spiller mentalt med dem oppe foran. Men er jo magtesløs når de fejler og dummer sig.

Det jeg ser som et koncentreret billede af Peter Schmeichel på banen i rollen som målmand, er den mentalt og fysiske vildbasse der bliver låst inde og låst fast på den mest afgrænsede plads af alle på et fodboldhold.

   Han er begrænset til at opholde sig inden for målstængerne og inden for straffesparkfeltet  i 90 minutter - mens alle kammeraterne spæner rundt og "spiller". Han har intentioner og ambitioner på hele holdets vegne mens han står der - lænket af reglerne for rollen. Og når han er "på arbejde" så er det jo når de andre har fejlet i forsvaret.

   Mentalt må han stå som bærer af indestængt frustration og aggressiv vrede over ikke at kunne gøre noget proaktivt for alvor før det øjeblik hvor en af modstanderne skyder mod mål.

   Og al den indespærrede kreative energi kommer så eksplosivt til udtryk i geniale redninger på stribe. Se bare her.

Peter Schmeichel er en mental og fysisk kunstner på sit felt. En god målmand har den kropsligt spejlende intuition der ud fra ubevidste kropsignaler fra spilleren der skyder, i et split sekund  forudser hvor bolden kommer.

Han har det man kunne kalde projektiv intuition. Ud fra de visuelle input til den visuelle cortex, laver hans hjerne en split-sekund-analyse af hvor præcist hans  krop, hans arme og hænder skal være for at at lave en mesterredning.

   Og der er de så - meget ofte.

Han citeres på nettet for et af mine yndlings bon-mot´er:

Jo mere du træner, jo heldigere er du!

Den plastiske hjerne (2) - og mulighederne for genoptræning af handicappede efter hjerneskade

Politiken har haft i den senere tid haft en hel serie kritiske artikler om kommunernes faglige svigt og uformåen, når det gælder genoptræning af hjerneskadede efter ulykker, hjerneblødninger og blodpropper. Og vi har set stærke opfølgende indslag på fx DR´s Aftenshowet der understreger manglen på kommunal faglig kompetence og omhu på området.

   På grund af ren og skær faglig uvidenhed om mulighederne i den plastiske hjerne for at ommøblerer hjernens funktioner i forhold til krop, sprog og tænkning  gennem hurtig, systematisk og målrettet træning, så mister en masse hjerneskadede , deres funktionsevner permanent, mennesker som kunne blive mere eller mindre helet ved en videnskabeligt funderet genoptræningsindsats. Genoptræningen kommer for sent i gang, foregår usystematisk, og er ikke så intensiv, omfattende og målrettet som det er nødvendigt. 

Jeg vil her fortælle om Sharaon Begleys bog 'The plastic mind'. Sharon Begley  er en kendt og agtet videnskabsjournalist, og bogen gennemgår en række af de indsigter som den moderne hjerneforskning har leveret med hensyn til hjernens muligheder for at ændrer sig gennem livet, og mulighederne for at ændre hjernens mere grundliggende funktionsmåde gennem fysiske øvelser og mentale teknikker.

  I det første indlæg om "Den plastisk hjerne" fortalte jeg om David J. Richardsens teori om emotionele stilarter. Den vigtige pointe var at man empirisk kunne anlysere det enkelte menneskesinds følelsesmæssige habitus, dvs. grundindstilling, i 6 selstændige dimensioner: resilience-style, outlook style, social intuition style, self-awareness style, sensitivity style, attention style. Og så længe man var barn og ung, så det ud til at stilarten inden for hvor af disse dimensioner kunne ændrer sig uafhængigt af hinanden i løbet af relativt kort tid. 

Begleys og Davidsons bøger er et opgør med forestillingen om "the hardwired brain", altså dette at den moduopdelte hjerne stort set er færdigudviklet når man er voksne, og derfor ikke ændres væsentlig - borset fra at den kan forfalde eller blive skadet og dermed være dårligere til at varetage nogle af sine kognitive og handlinsstyrende funktioner.

  Begge bøger har i sidste instans et særligt fokus, nemlig spørgsmålet om det er muligt gennem mentale teknikker at ændre negative og destruktive følelser og tanker. Og hvis ja, i hvilket omfang og med hvilken varig effekt. 

Sharon Beglys bog har som rammesættende plot et møde - en konference - mellem Dalai Lama og en gruppe hjerneforskere i 2004 med "neuroplasticity" som det centrale emne. Hjerneforskerne kommer med en række forskellige oplæg, og Dalai Lama og hans backinggruppe af buddhistiske munke stiller uddybende spørgsmål. Buddhismens dogmer og antagelser om menneskesindets funktionsmåde og muligheder, konfronteres med de sidste ny indsigter som den moderne neurovidenskab kan levere. Og Sharon Begly referer fra oplæg og spørgsmål fra mødet og supplerer med oplysninger fra læsning og interviews med forskerne. 

Udgiveren af bogen er "The Mind & Life Institute" der er en forskningsinstitution og tænketank der har følgende grænseoverskridende og tværdisciplinære mission:

The Mission of the Mind & Life Institute is to promote and support rigorous, multi-disciplinary scientific investigation of the mind which will lead to the development and dissemination of practices that cultivate the mental qualities of attention, emotional balance, kindness, compassion, confidence and happiness.

   Our investigation is rooted in an integrated way of knowing that combines the first and second person direct experience of contemplative practice with a modern scientific third person inquiry.

   Our commitment to multi-disciplinary investigation includes research in the traditional mind sciences, social sciences, contemplative scholarship and practice, philosophy and humanities. We believe that only through this integrated investigation can we achieve an accurate understanding of how the mind works, the benefits of mental fitness, and the best practices for achieving mental and emotional fitness.

Sharon Bagelys gennemgående (og diskutable) metafor for hjernen indlejret i kroppen er at den er som et område med el-installationer i forskellige områder der forbundet med ledninger ("wiring"). 

    Hun sammenfatter en række videnskabelige resultater fra de senere år:

The brain can indeed be rewired. It can expand the area that is wirede to move the fingers, forging new connections that underpin the dexterity of an accopliced violinist. I can activate long-dormant wires and run new cables like an electrician bringing an old house up to code, so that regions that once saw can instead feel and hear. It can quiet circuits that once crackled with the aberrant activity that charactarizes depression and cut pathaological connections that keep the brin in the o-god-something is wron state that marks obsessive-compulsive disorde. The adult brain, in short, retains much of the plasticity of the developing brain, including the power to reapair damaged regions, to grow new neurons, to rezone regions that performed one task and have them assume a new task, to change the circuitry that weaves neurons into the networks that allow us to remember, feed, suffer, think, imagine, and dream.

En grundliggende indsigt er at de dele af hjernen som bliver brugt meget, vokser og ekspanderer det areal der varetager den specifikke mentale og adfærdsmæssige funktion. Den del af professionelle pianisters motor- og præmotorcortex der styrer fingrenes handlingsmotorik, og den del af deres somasensoriske cortex der giver feed back gennem følesansen, er vokset kraftigt og besætter et større areal af neuroner i de hjernedele end hos ikke-pianister. Den del af hjernen som arbejder når vi skal orienterer os og finde omkring i nye og ukendte omgivelser, er væsentlig større i neuron-areal end hos ikke-taxachauffører.

   Vi ved efterhånen alle at træning og kraftig motion fører til at de muskler som bruges bliver større. I den forstand fungerer hjernen og dens forskellig moduler og funktionsområder også nærmest som en masse forskelige muskler der vokser eller formindskes alt efter hvor meget de er i aktion og bliver brugt. 

   Men dertil kommer at bare det at tænke på nogle handlinger eller tænke på nogle mentale aktiviteter kan virke forandrende ind på de dele af hjernen som administrere disse handlinger og aktiviteter:

Merely thinking about playing the piano leads to a mesurable, physcal change in the brain´s motorcortex, and thinking about thoughts  in certain ways can restore mental health.

Med formuleringen "thinking about thoughts" refererer Begley til den såkaldte kognitive terapi og til bestemte former for meditation. 

Sharon Begley beskriver en masse videnskabelige eksperimenter med dyr, der viser at hjernens simpelt hen vokser i vægt og volumen - flere og ny neuroner fødes - jo mere "komplekst", dvs. mentalt nyt og interessant og fysisk krævend og udfordrende et miljø de lever i, er. 

   Og det gælder både unge og voksne individer. Og det gælder ikke bare dyr som forsøgsrotter, men også mennesker. Fx ser det ud til at daglig kraftig fysisk motion stærkt kan reducerer depressive mekanismer i hjernen.

   Et af spørgsmålene som diskussionen om hjernens plasticitet aktiverer, er hvad der sker når dele af hjernen mister kontakt og funktion fordi en del af sanseapparatet er gået i udu. Ligger den del af hjernen som bruges til at bearbejde lydindtryk, brak hos døve? Ligger den del af hjernen som bruges til at bearbejde synsindtryk, øde og inaktiv hen, hos blinde? Og "dør" disse hjernemoduler når de ikke modtager de signaler som de biologisk set er programmeret ("wired") til at bearbejde?

   

Forskningen viser at svaret er nej, også i den grad. Der sker en omprogrammering ("rewiring"), så den visuelle cortex rektutteres til at modtage og bearbejde lydindtryk eller føleindtryk hos blinde, og den del der kaldes the temporal lobe og som bearbejder lydindtryk, omprogrammeres til at bearbejde lydindtryk.

   De forskellige perceptionelle dele af cortex viser sig både at være aktive når de modtager ydre sanseindtryk, men viser sig også at blive aktiveret af mentale - indre "sansninger". Hvis man beder et menneske om at genkalde sig billedet af et velkendt landskab med henblik på at skulle tegne det "efter hukommelsen", så aktiveres den visuelle cortex som om den have modtaget input fra faktisk ydre synsindtryk. Tilsvarende hvis man beder folk om inde i hovedet - men altså tavst - at nynne-tænke en melodi de kender, så aktiveres den del af hjernens som ville være aktivt bearbejdende hvis den havde modtage tilsvarende faktiske lydindtryk gennem øret. 

Det er måske ikke så overraskende at den barnlige hjerne er plastisk. Men hvad med den voksne? Er forbindelserne og funktionerne så ikke fastlagt og stivnet en gang for alle?

   Her viser en lang række forsøg og undersøgelser at systematiske genoptræningsteknikker kan aktiverer neurologiske "naboegne" af hjernen til de områder der er ødelagt, sådan at de overtager den ødelagte funktion. 

   En teknik synes jeg er særlig interessant. Har man fået lammet en arm gennem en hjerneskade, så kan det at blokere den anden raske arms funktion i lang tid kombineret med gradvis træning af den lammede, gøre at hjernen så "tvinges" til at finde en ny vej til at aktivere den lammede. 

   Det kaldes 'constraint induced motor therapi'. Og de nyrekruterede områder af hjernen som tvinges til at tage over, kan både være de tilsvarende i den modsatte side af hjernen, eller det kan være nogle der ligger i den umiddelbare neurologisk omegn i fx motor eller præmotorcortex. 

Tilsvarende terapier kan bruges til at behandle ordblindhed, hvor man gennem læsetræning og lyd-lytteøvelser tvinger hjernen til at "rewire" de centre som er fejlforbundet mellem hørelse og syn hos de ordblinde.

Når jeg synes det er særlig interessant, er det fordi man jo også kan tænke en sådan kompensatorisk 'rewiring' når det gælder udviklingen af den kreative hjerne. Altså en slags 'constraint induced mental and emotional therapy'.
    Mange særligt kreative personligheder har oplevet en barndom med dårlige relationer til en af forældrene, eller tab af en forældre, eller skilsmisse. Endvidere har de oplevet tvunget at skifte hjemegn, skole, sprog/dialekt, kammerater, og at blive mobbet eller socialt isoleret. Erfaringer der  har medført en gennemgående følelse af fremmedgjorthed og tab af vigtige sociale og sociapsykologiske relationer.
    Hvis man tænker i en analogi til det fysisk-motoriske som er beskrevet oven for, så kan man anskue disse negative og belastende erfaringer som nogen der påfører et barn eller et ungt menneske "sociale lammelser" eller "sociale handicap".
    Disse sociale begrænsninger og invalideringer, kan føre til rekruttering og ekspansion af andre dele af hjernen, nemlig dem der varetager mentale funktioner som: genkaldelse af erindringer, fantaseren, dagdrømme, projektive forestillinger, theory of mind-tænkning, etc. Altså det jeg tidligere har beskrevet som default mode-netværket, som netop udvikles op gennem barndom og ungdom.
   Og - forstiller jeg mig også - denne kompensatoriske rekruttering og ekspansion af disse del af hjernen, kan blive stimuleret af fx læsning, eller af en mentorfigur blandt de nære sociale omgivelser.

(fortsættelse følger)

'Bergmans Video' - et eksempel på effektiv udnyttelse af blending i et originalt svensk tv-dokumentar-koncept

Jeg skrev for nogle blogindlæg tilbage om filmauteuren Woody Allen med afsæt i den dokumentarfilm  om hans liv og film af Robert B. Weide der indtil for nylig har været vist i biografen. 

    Derfor er det i nøje overensstemmelse med serendipitetprincippet at en af Woody Allens helt store instruktør-forbilleder, Ingmar Bergman, pludselig presser sig ind i mit opmærksomhedsfelt.

   Woody Allen der var en stor beundrer og stækrtinspireret af Ingmar Bergman havde som barn ondt i mor-forholdet, Ingmar Bergman havde som bekendt alvorlige problemer i far-forholdet.

Ingmar Bergmans videobibliotek og tv-stue i hans hjem på Fårø

På anbefaling af en god ven har jeg nemlig i dag set første tv-dokumentarudsendelse af en serie på 6 på SVT1. Den har titlen 'Bergmans Video', og den var bestemt interessant at se. Ikke helt uproblematisk på grund af sin "indforståethed". Men som fortælling bestemt værd at være tilskuer til hvis man er blot nogenledes interesseret i film, og indholdsmæssigt fuld af gode citater fra kreative mennesker. Faktisk mere interessant som filmfortælling end den om Woody Allen.

   Udsendelseskonceptets dobbelthed "gamle Bergman" i spil med "nye filmmagere" fremgår af denne engelske beskrivelse:

Bergman was an avid film buff, with a VHS collection of more than 1,500 titles, alphabetically organised, with personal notes on his favourites – "but also several thousand video films that were not catalogued, including a lot of popular culture", recalled Swedish film critic Hynek Pallas.

    Pallas, his fellow critic Jane Magnusson and journalist Fatima Varhos are currently finishing Bergman’s Video, a 90-minute documentary (for theatrical) and a 6x60minute television series which will offer "a new insight into the genius of Bergman and portraits of great filmmakers of today".

   With focus on six themes: fear, silence, comedy, death, adventure and outsiders – relevant to Bergman and the invited directors and actors – the films will feature interviews with, among others, Woody Allen, Robert de Niro, Michael Haneke, Ang Lee, Lars on Trier, Takeshi Kitano, Francis Ford Coppola and Martin Scorsese.

   Bergman’s selection comprised predictable filmmakers such as Tarkovsky, Buñuel, Truffaut, but also tapes with The Blues Brothers, Jurassic Park and Ghostbusters. Producing with Sweden’s Gädda Five Production, Swedish pubcaster SVT will airBergman’s Video later this year, and Swiss-based First Hand Films will handle international sales.

http://cineuropa.org/2011/nw.aspx?t=newsdetail&l=en&did=218321

Der er altså et grundtema for hvert afsnit i dokumentarserien. Og i det første var det "comedy"/"humor".  der var temaet. Ikke et tema som man umiddelbart forbinder med netop Ingmar Bergman hvis film i offentlighedens øjne vel stort set assoscieres med alvor og store temaer om liv og død, Gud og skyld - og kærlighedens veje og vildveje. Men klart et tema der motiverer flere interviewklip med Woody Allen om hans forhold til Bergman.

Plottet i hver udsendelse er at en kendt filminstruktør - her i første udsendelse Thomas Alfredson, søn af komikeren og instruktøren Hasse Alfredson - besøger Bergmans hjem på Fårø som nu er museum og mindehus og står stort set som det var da han døde.     

    Denne filminstruktør kommenterer så temaet - illustreret gennem klip fra  nogle af Bergmans film og klip fra instruktørens egne film. Ind i dette rammesættende "besøgsforløb" i Bergmans hjem, er så monteret klip fra interviews om det samme tema med internationalt kendte instruktører og skuespillere som optræder i eller er ansvarlige for nogle af de film Bergman har stående på reolerne i sit tv-rum; disse film-kendis-interviews illustreres så også med klip fra disse andre film.

Robert De Niro förklarar varför han gått från gravallvarliga filmer som 'Taxi Driver' (1976) och 'The Deerhunter' (1978) till mer lättsamma komedier som 'Analysera mera' (1999) och 'Släkten är värst' (2000).
   I Paris sitter Wes Anderson och berättar vad som får honom att skratta, Alexander Payne förklarar varför han inte tål 'Persona' (1966) och franska regissören och skådespelaren Agnes Jaoui har en annorlunda ingång på varför hon tycker Bergman är rolig.

Der er tale om en fler-spors eller fler-lags dokumentarisk montageform, en form som i teorien om 'conceptual blending' smukt illustrer den variant der kaldes 'double scope blending'. Den er kendetegnet ved at de to - eller flere - sammenbragte og integrerede konceptuelle rum, funger som en slag optik for belysning og anskuelse af hinanden. 

   Altså: Ingmar Bergman og hans films forhold til et tema, belyses og anskues gennem: 1) en nulevende instruktørs optik som besøger "helligdommen" på Fårø og klip fra denne instruktørs egene film; og 2) en række internationalt kendte film - smalle såvel som blockbuster-film - deres instruktørerer og medvirkende skuespillere bliver belyses og tolkes gennem den optik som Bergman og hans film kan levere. 

   Hele konstruktionen er nærmest at betragte som et konceptuel dobbletspejl hvor de to konceptuelle rum (der hver også er blended af forskellige konceptuelle rum) gensidigt spejler og kommenterer hinaden - både verbalt og filmisk.

   Der er klare ligheder i formen med Poul Martinsens tv-dokumentar 'I skyggen af en far' - om radiodokumentaristen Christian Stentoft. Men Martinsens montage er flottere og mere fascinerende.

Ingmar Bergman selv er jo som filminstruktør af verdensformat kendetegnet ved alt det jeg i mange indlæg i detaljer har beskrevet som en særligt kreativ personlighed: nemlig en konfliktfuld barndom  med tab og savn, ensomhed og rodløshed, kompenseret gennem et stærkt emotionelt og visuelt præget fantasiliv. Et fantasiliv som kommer til at levere mentalt afsæt for stor kreativitet som voksen hvor privatliv og film mixes og koncentreres symbolsk i emotionelt højspændte, tematisk dybe og æstetisk eksperimenterende film. 

   En sådan fusioneret blanding af levet liv, fantasi og produktionsvirkelighed er noget der ofte kendetegner film-auteurens produktion. 

Jeg har i tidligere indlæg skrevet om hvordan den emotionelle temperament-tilstand 'melankonli' synes at være drivkraft for mange kunstneres kreative produktioner, og således også for Bergmans.

   Ifølge denne første udsendelse af serien 'Bergmans video' har han fx. utalt at han ofte følte at "han havde valget mellem at begå selvmord eller skrive en komedie".

   Denne første udsendelse i tv-serien viser i hvert fald at humor også var en vigtig ingrediens i mange af Bergmans film trods hans image som filmisk alvorsmand; og at en nogle af hans tidligste film var regulære komedier. 

    En af de medvirkende instruktører siger at humor er nødvendig for at finde ud af om publikum synes om filmen, "for så kan man høre de ler i biografsalen". 

   I dramaturgiens lærebøger taler man typisk om 'comic relief' som nødvendige 'entréer mellem de  alvorlige højdramatiske scener.

   Enten den samme eller en anden instruktør siger om Bergman at han er den eneste af de helt store instruktører han kender, der kan lave stor filmkunst uden der indgår en eneste komisk scene eller karakter i filmen. Han tænker måske på 'Hvisken og Råb' eller 'Persona'?

Tv-udsendelsen tematiserer også dette fænomen at originale instruktører har en særlig godt øje til dette at caste vigtige  roller i deres film  "mod typen", fx lade kendte komiske skuespiller spille alvorstunge-roller, og lade skuespillere som er berømt for deres skuespil i alvorlige psykologisk "dybe" roller, spille hovedrollen i komedier

   Fænomenet 'casting aginst type' udnytter altså også en konceptuel blendingeffekt.

Ingmar Bergman har skrevet en selvbiografi med titlen 'Laterna Magica' og filmen/tv-serien 'Fanny og Alexander' der begge på hver sin måde og i hver sin genre og medie, skildrer og spejler Bergmans egne refleksioner over sin barndoms personlighedsdannende oplevelser og erfaringer.

    Wikipedia fortæller:

Ingmar Bergman was born in Uppsala, Sweden, the son of Erik Bergman, a Lutheran minister and later chaplain to the King of Sweden, and Karin (Akerblom), a nurse.[4] 

   He grew up with his older brother Dag and sister Margareta surrounded by religious imagery and discussion. His father was a conservative parish minister with strict parenting concepts. Ingmar was locked up in dark closets for "infractions" like wetting the bed. "While father preached away in the pulpit and the congregation prayed, sang, or listened", Ingmar wrote in his autobiographyLaterna Magica:

   "I devoted my interest to the church’s mysterious world of low arches, thick walls, the smell of eternity, the colored sunlight quivering above the strangest vegetation of medieval paintings and carved figures on ceilings and walls. There was everything that one’s imagination could desire — angels, saints, dragons, prophets, devils, humans."

     Although raised in a devout Lutheran household, Bergman later stated that he lost his faith at age eight, and only came to terms with this fact while making Winter Light.[5] Bergman's interest in theatre and film began early: "At the age of 9, he traded a set of tin soldiers for a magic lantern, a possession that altered the course of his life. Within a year, he had created, by playing with this toy, a private world in which he felt completely at home, he recalled. He fashioned his own scenery, marionettes, and lighting effects and gave puppet productions of Strindberg plays in which he spoke all the parts."[6][7]

Se og læs mere om 'Bergmans video' på adressen:

http://www.svt.se/bergmans-video/

Filmene i serien sendes hver onsdag de næste 5 uger på SVT1 kl. 21:00 - med mange genudsendelser i dagene efter på forskellige tidspunkter af døgnet.

Tøjbamser, pussypower og bare bryster - kreative aktionsformer mod autoritære restriktioner og systemisk undertrykkelse

Et par år efter at muren var faldet, og de østeuropæiske autoritære regimer var brudt sammen, husker jeg nogle artikler, sikkert i Information, hvor vinklen var at kunstnere - modvilligt - beklagede sig over  det nye "frie" miljø. Kunsten som kritik, som oprør som modspil - som mentalt og konceptuelt undergravende virksomhed, havde mistet sin styrke og potens.
    Kreative restriktioner afføder kreative frustrationer - og kreativ vrede!

Problemet efter murens fald for mange østeuropæiske kunstnere: en mangel på kreative restriktioner - social og mental undertrykkelse der ellers havde stimulerede kunstnerne til konceptuel subversiv opfindsomhed. Blending, ironi, kamuflage, montage, metafor.

   Associationen får jeg fra nogle af de nyhedsartikler som her i sommermånederne har domineret i et ellers slapt sommer-nyhedsbillede, med en banal faglig blokade af en restaurant og en debat om omskæring af drenge som højdepunkter. 

Alle autoritære regimer har et forholdsvis begrænset repertoire af midler og indgreb til at opretholde magten over folk og fæ i deres land: Politi- og efterretnngsvirksomhd, overvågning, fængslinger, tortur, knægtning af presse- og forsamlingsfrihed, regimets egne ungdomsorganisationer, stikkere, medløberi.

   Jo hårdere undertrkkelse, jo kraftigere kreative restriktioner. Og det inspirerer til kreative modspil hvor aktivister spiller på en anden banen end den som regimerne har forsøgt at hegne ind.

Modoffensiven finder så nye grænsoverskridende veje og udtryksmidler. Vi så det i slutningen af 60-erne og op gennem 70-erne - i forbindelse med anti-atommarcher, anti-Vienamkrigs-bevægelsen, de første miljøaktioner fra Green-peace. Vi havde herhjemme Sovognen, Ungdomsredaktionen, de første feminist-aktioner, flower-power-ideologien. Alt sammen oprørsudtryk mod de mentale og ideologiske skyklapper som de vestlige samfund og deres regeringer forsøgte at kontrollere befolkningerne og deres tænkning med. Den gang - fra midten af 60-erne til omkring 1980. I ly af den såkaldt "kolde krig".

Det blev kaldt "ungdomsoprør". Og for mine børn og børnebørn er det - historie, myter - anekdoter omgivet med en aura af fantastik og drømmeverden. 

   Og medierne betød noget den gang. Uden dem, først og fremmest tv, intet ungdomsoprør. Uden dem ingen Green Peace. Uden dem ingen rødstrømpebevægelse. 

Og nu ser vi det igen. I kraft af de nye sociale og digitale medier, så fungerer undertrykkelsen af befolkningerne i de fleste autoritære og diktatoriske samfund som kreative restriktioner for de unge, digitaliserede og relativt højtuddannede befolkningsgrupper. De er ofte arbejdsløse, så hvad skal de ellers bruge tiden til. 

   Der er en vilje - et mentalt og følelsesmæssigt pres - til nytænkning og handling, stillet over for og mødt med en tilsyneladende uovervindelig mur af undertrykkelse og vold. 

   Der er savn af traditionelle udtryksmuligheder og fravær af frihed. 

   Og hvad har man så tilbage: sin fantasi.

Information havde en artikel om det i torsdags under rubrikken "Bryster, punk og borgerrettigheder". Og en leder i fredags med rubrikken "Putin til grin". 

   Artiklen er skrevet af Catarina Nedertoft Jessen. Hun fokuserer på hvad der sker i de østeuropæiske lande hvor demokratiet aldrig slog i gennem efter murens fald. Og hun opregner en række aktioner og aktionerende grupper som gør brug af mentalt grænseoverskriden udtryksmidler: ironi, satire, provokation, blending, metaforer - kombineret med aktionsformer som ikke kan stoppes fordi de er spontane og uforudsebare for de forskellige magtapparater, magtapparater der er låst fast i traditionlt framede forestillinger om hvordan modstand kommer til udtryk.

   Og når systemet reagerer traditionelt med bøder, fængslinger, bureaukratisk chikane, straks er det en top-nyehedshistorie på nettet og via de sociale medier - med fascinerende global impact.

De autoritære systemer og regimer bliver til grin. Udstilles som tomme skaller med tom retorik. Ligesom troldmanden blev afsløret i 'Troldmanden fra OZ'. 

   Og det kan magtens troldmænd ikke tåle - ikke bære. De lever af at præge sindende i befolkningerne med billeder der skaber angst, respekt, opgivenhed, passivitet. Og de billeder krakelerer og falmer under aktionernes metaforiske pres.

   Så den mentale frisættelse af befolkningerne som er resultatet af disse kreative - visuelt og verbalt provokerende - anti-aktioner, virker måske stærkere end massedemonstrationer på gaderne - i hvert fald i første omgang.

   En gammel 68-er som mig - må fryde sig og varme sig. Der er håb!

Hvorfor er det tilsyneladende mest kvinder der går forrest i disse aktioner?

Akvarelmaleriets mysterier (9) - Rudolf von Alt - en af jugendstilens inspiratorer og en akvarelmaler af Guds nåde

Under min research på jugendstilen og dens rødder, stødte jeg på den østrigske maler Rudolf von Alt (1812-1905). Han blev udnævnt til "æresformand" i en forening som i nogle år omkring 1900 var rammen for bl.a. jugendestilens malerer og udstillinger i Wien, med Gustav Klimt som den første formand. Foreningen havde navnet The Vienna Secsession.

   Wikipedia:

The Vienna Secession (also known as the Union of Austrian Artists, or Vereinigung Bildender Künstler Österreichs) was formed in 1897 by a group of Austrian artists who had resigned from the Association of Austrian Artists, housed in the Vienna Künstlerhaus. This movement included painters, sculptors, and architects. The first president of the Secession was Gustav Klimt, and Rudolf von Alt was made honorary president. Its official magazine was called "Ver Sacrum".

Og hvorfor blev Rudolf von Alt, som jo egentlig var to generationer ældre end de oprørske unge malere i Wien, udnævnt til æresmedlem af The Vienna Secession?

   Derfor:

Rudolf von Alt er i høj grad arkitektur-, interiør- og city-scape-maler, og i hans senere malerier kan man finde et vist slægtskab med de franske empressionister i kraft af det vibrerende lys der gennemsyrer billederne, sammen med et fascinerende dybdeperspektiv:

 

Som det fremgår var Rudolf von Alt meget betaget af Venedig-motiver. Og det er jeg også. Har været der tre gange, og har fået et visuelt spark i sjælen ved hvert besøg. Venedig vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

Men når jeg især vil fremhæve Rudolf von Alt her på bloggen, så er det fordi jeg blev klar over at han er en af de helt store akvarelmalere. I klasse med englænderen William Turner.

   Rudolf von Alt udnytter til fulde og mesterligt den næsten overjordiske og mystiske lethed som netop akvarelmaleriets lag på lag-teknik, kombineret med vådt i vådt-teknikken, kan forlene motiverne med. 

   Alle de foregående billeder er akvarelmalerier. Tro det eller ej!

   Og se bare her - flere billeder der demonstrerer hvad mesteren kan med 'vandfarver':

Klik ind på dette link og se mange flere af Rudolf von Alts akvareller:

http://www.wikipaintings.org/en/rudolf-von-alt/view-of-salzburg-1831#supersized-artistPaintings-253396

Den plastiske hjerne (1) - de seks dimensioner i personlighedens emotionelle stil

Hvor stabilt er vores hjernes konstruktion - dens "arkitektur" - over tid? Hvor stabil er vores personlighed over tid? Hvor påvirkelig er hjerne og sind af emotionelt stærke begivenheder som den enkelte oplever i krisesituationer? Og hvorfor reagerer to mennesker vidt forskelligt på samme barske oplevelser og vilkår?

   Det er spørgsmål som har ligget og luret neden under en af de tankemæssige hovedveje jeg har fulgt på denne blog, nemlig om de ofte barske forhistorier fra barndom og ungdom som rigtig mange af de særligt kreative personligheder med karrierer inden for politik, forskning og kunst har kunnet fortælle. Det er historier om radikalt og pludselig at skifte miljø og sprog, om tab af tryghed i ellers nære sociale tilhørsforhold, om savn af en eller begge forældre, om skilsmisser, om mobning i skolen, om at føle sig udenfor og fremmed i forhold til omgivelserne, om at være splittet mellem to kulturer og sprog.

Min meget forenklede teori har været, at den type barske negative vilkår hos nogle mennesker og under nogle omstændigheder fører til  emotionelt betingede reaktionsmønstre som, fastholdt over længer tid, fremmer konstruktionen af en særligt "kreativ hjerne". Og  at der i den konstruktion indgår at hjernens fantasiliv stimuleres uforholdsmæssigt meget, dvs. det udvikler de dele af hjernens komplekse modulsystem som kaldes the default network præcis som hård træning kan udvikle muskler til at fungere bedre. 

    Talemåden "Hvad udad tabes, skal indad vindes," er på en eller anden måde ret præcist i forhold til det reaktionsmønster. Typisk er i hvert fald at rigtig mange særligt kreative personligheder kan fortælle om at de i den slags situationer hvor de oplever længervarende "tab" og "savn", isolerer sig, vender sig "indad" - og i de perioder pludselig får et stort behov for og udbytte af at læse fiktion.

   Og så har jeg jo også måttet konstatere at de selvsamme negative vilkår med oplevelser af kritiske tab og (af)savn kan indebærer et liv med social deroute, kriminalitet, alkoholisme, narkomani - you name it.

Derfor spidsede jeg øjne da jeg læste om Richard J. Davidssons forskning om "følelsesmæssig stil", som kan defineres som en variabel og vægtet kombination af forskellige mentale og emotionelle parametre:

• Resilience (= ukuelighed, robusthed, mental udholdenhed) : how slowly or quickly you recover from adversity
• Outlook (= optimisme, "et lyst sind", positivt " livssyn"): how long you are able to sustain positive emotion.
• Social Intuition (= fornemmelse for andres fornemmelser): how adept you are at picking up social signals from the people around you.
• Self Awareness (= selvindsigt): How well you perceive bodily feelings that reflect emotions.
• Sensitivity to Context (= emotionel selvkontrol tilpasset situationen): how good are you at regulating your emotional responses to take into account the context you find yourself in.
• Attention (= nærvær, opmærksomhed, koncentration): how sharp and clear your focus is.

I mit indlæg den 7. juli omtalte jeg kort og summarisk Richard J. Davidson som den forsknngsmæssige hovdfigur bag den dokumentarfilm som båd i Danmark og internationalt har fået en meget positiv omtale: "Free the Mind" - instrueret af Phie Amboes:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/frigr-sindet-med-tankens-kraft-om.html

Richard J. Davidsons helt nye bog som jeg lige har anskaffet, har titlen: "The Emotional Life of Your Brain". Og undertitlen lyder: "How its uniqe patterns affect the way you think, feel and live - and how you can change them".

   Bogen er skrevet sammen med Sharron Begley, som er en slags amerikansk pendant til vores egen suveræne videnskabsjournalist Lone Frank. Begley har så også selv skrevet en mere populariseret indføring i de ret så revolutionerende og kontroversielle teorier og ideer inden for neuroscience-feltet som Davidson har udviklet gennem eksperimentel hjerneforskning over en lang årrække.

   Begleys bog udkom 2009, så mon ikke det er den - og dens bestseller-succes - der har givet anledning til en invitation fra professor Davidson til at hun bistod ham med at skrive hans bog. Han er nemlig også en af "heltene" i Begleys bog. 

Hvad er det der er fascinerende ved Davidsons bog - og ved hans teoretiske og empirisk funderede nytænkning?

   Først og fremmest er det det at den er dramaturgisk "plottet", og det er nok i høj grad Begleys fortjeneste. På samme måde som fx Joshua Foer´s 'Moonwalking with Einstein', eller Steven Johnson´s 'Mind Wide Open', eller Lone Franks 'Mit smukke genom' er journalistisk plottede, nemlig som en  kombineret opdagelsesrejse og udviklingshistorie med fortælleren som subjekt.

   Davidson taler i introduktionen om 'A Scientific Quest', som Wikipedia definerer sådan her:

A journey towards a goal ...the objects of quests require great exertion on the part of the hero, and the overcoming of many obstacles. 

En vidneskabelig rejse mod et vanskeligt mål, som indbærer store anstrengelser og overvindelse af stor modstand. Et set up til et eventyr!.

    Davidson fortæller kronologisk hvordan han skridt for skridt er kommet til en forskningsmæssig grænseoverskridende forståelse af hjernen, af den menneskelige personligheds sindstilstande og af det følelsesliv som udspringer af forskellige dele af hjernens forskellige neurologisk og neurokemiske reaktionsmåder, dels i forhold til mødet med omgivelserne og dels i forhold til sindets indre liv.

"The Emotional Life of Your Brain" fortæller simpelt hen en spændende historie - som har karakter af en slags forskningsmæssig selvbiografi - en personligt fortalt  erkendelsesrejse - et livsforløb præget af  en masse forskningsmæssig modstand, af egen tvivl og usikkerhed, og gang på gang også af mentalt gennembrydende aha-oplevelser.

   Udervejs formulerer han en række empiriske funderede opgør med det man kunne kalde mainstream opfattelsen inden for psykologien og neurovidenskaben: om hvordan hjernen er indrettet og fungerer i forhold til følelseslivet hos det enkelte menneske, og i forhold til det enkelte menneskes individuelle udvikling fra barn, til ung, til voksen og ældre.

This book describes a personal and professional journey to understand why and how people differ in their emotional response to what life throws at them, motivatede by my desire to help people lead helthier, more fulfilling lives. The "professional" thread in this tapestry describes the development of the hybrid discipline called affective neurscience, the study of the brain mechanisms that underlie our emotions and the search for ways to enhance peoples sense of well-being and promote positive qualities of mind. The personal "thread" is my own story. 

Davidsons fortælling viser at han selv er mønstebryder og outsider i forhold til de dominerende forskningsmiljøer og de dominerende antagelser inden for forskningfeltet:

(...) I have ventured outside the boundaries enclosing these disciplines, sometimes getting stuck down, but in the end, I hope, achieving at least som of what I set out to do: to show through rigorous research that emotions, far from being the neurological fluff that mainstream science once believed them to be, ar central to the functions of th brain and to the life of the mind.

Hans udvikling af teorien om de forskellige emotionelle stilarter er kendetegnet ved at hver af de 6 dimensioner kan testes som hhv. stærkt eller svagt udviklet, og at de empirisk kan vises at have med meget forskellige dele af hjernens funktionsmåde og neurale aktivitetsniveau at gøre:

• Stærk eller svag mental robusthed afhænger af styrken af signalerne mellem den prefrontale cortex og den del af hjernen der kaldes amygdala.
• Styrken af den sociale intuition hænger sammen med høj neural aktivitet i den del af hjernen som kaldes fusiform gyurus og kun moderat aktivitet i amygdala.
• Hvor god man er til at styre sine følelser i forhold til forskellige former for kontekst, afhænger af hvor høj den neurale aktivitet er i den del af hjernen som kaldes hippocampus.
• En høj grad af selvindsigt hænger sammen med høj aktivitet i den del af hjernen som kaldes insula.
• Stærk eller svækket opmærksomhed og koncentrationsevne hænger sammen med hvor godt prefrontal cortex evner det der kaldes 'phase-locking' som reaktion på eksterne sansestimuli.
• Den optimistiske hjerne ('outlook'-dimensionen) variere med hvor stærkt og vedvarende hjernens kemiske belønningssystem (nucleus accumbens) er aktivt, og dette belønningssystem er reguleret af hvor stærke signaler det modtager fra præfrontal cortex.

Læseren bedes i første omgang gå til den engelske Wikipedia for at få at vide hvilke funktioner man typisk tillægger amygdala, fusiform gyrus, prefrontal cortex, hippocampus, etc.

De fleste af de personligheds-typologier som den psykologiske og neurologisk forskningen har arbejdet med, og som jeg også har refereret i forskellige indlæg på denne blog, går ud fra at den enkelte person typisk er fx introvert eller ekstrovert, eller er en Highly Sensitiv Person (HSP), eller en High Sensation Seeker (HSS), eller en ADHD´er. Og at det er noget man "er" så at sige fra naturens hånd - og bliver ved med at være hele livet. Hvad der så i øvrigt passer godt med at man har konstateret at disse særlige personlighedstyper ofte kan begrundes i genetisk funderede psykiske egenskaber (="fra naturens hånd"). 

Richard Davidson spørger så sig selv - og giver sig til at undersøge og teste - om det enkelte menneskes personlige emotionelle stil er noget der er permanent for den enkelte person, hvad det ville være naturligt at gå ud fra - netop fordi Davidson  har forankret hver enkelt dimension i den emotionelle stil i et hvert sit specifikke empirisk påviseligt samspil mellem forskellige dele af hjernens moduler og funktioner.

   Men svaret er nej. 

En forsøgsrække over  en 6-årig periode viser at børn der er kendetegnet ved én markant emotionel stil, meget vel kan have skiftet til en anden i løbet af en tre-årig eller seks-årig periode. Man kan altså ikke med nogen sikkerhed slutte fra hvordan et barns emotionelle personlighed er når det er tre år, til hvordan dets emotionelle personlighed ville blive 6 år efter. Ca. en tredjedel er ifølge Davidsons forsøgsrække stabile mht. emotionel stil, en tredjedel flyttede sig noget (ind mod midten), og en tredjedel skiftede til deres emotionelle modsætning.

   Davidsons forklaring på dette er at den nyeste forskning i genetik viser at gener kan tændes og slukkes - afhængig af de påvirkninger individet får fra mødet med forskellige begivenheder og vilkår i omgivelserne. Og at den mekanisme også kan føre til ændringer i en personligheds emotionelle stil. 

Konklusionen er lysende klar (og jeg er nået ca. halvt igennem bogen):

These discoveries  about the malleability (i.e. formbarhed, plasticitet) of a key facet of Emotional Style - and indeed, of personality, temperament, and other genetically based traits - provide the foundation for parents and teachers to identify af child´s Emotional Style and try to shape it. 

   Even if a child has a genotype that predisposes him to be anxious, being raised in a relaxed andnurturing envionment can dial down those genes, quite littreally, by altering the extent to whiich priticular genes are expressed. 

   Similarly, at child who has a genetic predisposition for shyness can develop into a sociable adolescent and adult i her parents do not shelter her and indulge her shyness but instead gently encourage her to interact with other kids. 

   The environment does not just shape behavior or even brain function. I also affects whether genes turn on or off and, therefore, which inherited traits we express.

(fortsættelse følger) 

The Beatles,The Illsly Brotheres og Johannes Mashiyane - om 'ring shout', 'pennywhistle-kwela' og kreative restriktioner

I Weekendavisen for en uge siden var der en artikel af René Gummer under rubrikken "Dans og Skrig" - 2. del af en artikelserie på to om "Rock og Religion".
   I centrum for artiklen er den sang 'Twist and Shout' som Beatles gjorde verdenskendt med John Lennon som forsanger og resten af gruppens som kor. Sangen var en del af deres første LP-album "Please Please Me" fra 1963. Hør og se den her:

Artiklen i Weekendavisen fortæller at det var det af numrene på LP-en der blev indspillet sidst i rækken. Og historien bag optagelsen er denne:

Efter en lang dag i  studiet var "Twist and Shout" blevet gemt til sidst fordi den forkølede Lennon vidset at når den var sunget ville hans stemme være væk. Der blev taget to takes det sidste overlevede ikke, så det første er det vi kender i dag; en 22 årig ung man  der råber sig langt ud af Liverpool og langt ind i historiebøgerne. Det er ikke så sært, for den desperate energi, der strømmer ud af Lennon, rammer lige så sikkert nu som for et halvt århundrede siden - også selvom manden selv kun havde en kimsende hovedrysten til overs for sin præstation, som han mente kunne gøres langt bedre. "Jeg skreg jo bare", sagde han i 1980. "Det havde ikke noget at gøre med at synge."

Historien for mig er et smukt og klokkeklart eksempel på hvad kreative restriktioner kan betyde for stor kunst.
   Der er stor risiko for at Lennons stemme forsvinder, den er så at sige på sit yderste den dag. Så sangen skal være i kassen med det samme. Og samtidig er hans stemme hæs og forkølet og egentlig for dårlig til sang. Så for at overkommet disse modstande, begrænsninger og det pres er Lennon totalt selvforglemmende fokuseret når han 'skrige-synger'. Og otuputtet: et fantastisk sangnummer der - fora at bruge en helt velvalgt kliché - i den grad kommer ud over rampen.

Men artiklen fortæller ikke bare forhistorien for nummeret, men også forhistorien for den genre som 'Twis and Shout' udspringer af. Og den eksemplificerer også betydningen af kreative restriktioner, for udviklingen af nyt.
    Sangen udspringer af en gospel-sangtradition som kaldes 'ring shout': "Præsten råber et budskab, og menigheden enten gentager eller svarer." Og nummeret blev oprindelig indspillet af en gruppe som hed "The Illsly Brothers" som var vokset op med og havde deltaget i gospelgudstjenester i den lokale First Baptist Church.
   Og så kommer forklaringen og pointen. "Som led i den total racedominans blev slaverne af deres hvide herrer forbudt at bruge trommer - et instrument  der på mange områder var definitionen af deres hjemegnes religion og dermed et slag i solar plexus til stort selvforståelse og og identitet."
   Så hvordan skulle de sort udtrykke det savn som manglen på trommer udgjorde - både musikalsk og identitetsmæssigt? Gummers artikel forklarer:

Slaverne var dermed overladt til at bruge kroppen og den lyde som instrumenter. De oprindelige ring shouts blev fremført sådan at en sanger begyndte med at bevæge kroppen til en indre rytme, der gradvist kom lyd på med klap og stamp. "Samtidig kom han eller hun med "spontane og emotionelt ladede udbrud, som de andre forsamlede gentog eller svarede på.

Til sammenligning her The Illsly Brothers´ originale udgave som Beatels´ altså er en - fabelagtig - kopversion af:

En af de musikgenrer eller stilarter som jeg som meget ung blev stærkt betaget af, var også et produkt af kreative restriktioner - restriktioner der i det her tilfælde lå i at de sorte i Sydafrikas byer under apartheid-regimet ønskede at spille en form for jazz, men ikke havde råd til instrumenterne. De havde kun råd til blikfløjter - 'penneywhistles':

Genren kaldes kwela, og her følger et eksempel på hvordan det lyder når musikken er bedst. Det er fra den LP jeg stadig har liggende derhjemme, købt da den udkom i begyndelsen af 60-erne. Titlen: "New Sounds of Africa":

Her oplysninger fra You Tube om musikkens oprindelse og om en af de helt store musikere, Johannes Mashiyane:

Johannes "Spokes" Mashiyane was regarded as one of the greatest pennywhistle artists that graced the South African kwela music scene from the 1950s to (approximately) the 1970s. His name was derived from the bicycle wheel spokes from which he fashioned his first pennywhistle. He claimed that the inspiration for his songs were from his dreams. He played with other kwela greats of his time and he enjoys a respectable following to this day.
   As a child Spokes Mashiyane (1933-1972) learned to play reed flute common among black cattle herders. When he moved to Johannesburg he got a pennywhistle and started to play his music on the streets for tips. This is where Strike Vilakazi, a talent scout for Trutone Records, first noticed him. And so began the career of South Africa's most famous pennywhistle player.
  Mashiyane worked with guitarist and composer Allen Kwela, and it was the latter's last name that became the title of the popular Kwela music of South Africa that dominated much of the black music scene during the 1950s.
   Kwela music's influence even crossed the artificial racial barriers caused by the politics of Apartheid, and many Boeremusiek tunes incorporated this "new" sound into the folk music of Afrikanerdom. 

Forløberen for 'the penny whistel' er altså en 'reed-flute' - en pile(træs)fløjte af den slags jeg selv har lavet og spillet på som barn, og som i årtusinder har været lavet over hele verden: