Sider

lørdag den 11. august 2012

Tøjbamser, pussypower og bare bryster - kreative aktionsformer mod autoritære restriktioner og systemisk undertrykkelse


Et par år efter at muren var faldet, og de østeuropæiske autoritære regimer var brudt sammen, husker jeg nogle artikler, sikkert i Information, hvor vinklen var at kunstnere - modvilligt - beklagede sig over  det nye "frie" miljø. Kunsten som kritik, som oprør som modspil - som mentalt og konceptuelt undergravende virksomhed, havde mistet sin styrke og potens.
    Kreative restriktioner afføder kreative frustrationer - og kreativ vrede!

Problemet efter murens fald for mange østeuropæiske kunstnere: en mangel på kreative restriktioner - social og mental undertrykkelse der ellers havde stimulerede kunstnerne til konceptuel subversiv opfindsomhed. Blending, ironi, kamuflage, montage, metafor.
   Associationen får jeg fra nogle af de nyhedsartikler som her i sommermånederne har domineret i et ellers slapt sommer-nyhedsbillede, med en banal faglig blokade af en restaurant og en debat om omskæring af drenge som højdepunkter. 

I Demand Kiss Kids T-Shirt

Alle autoritære regimer har et forholdsvis begrænset repertoire af midler og indgreb til at opretholde magten over folk og fæ i deres land: Politi- og efterretnngsvirksomhd, overvågning, fængslinger, tortur, knægtning af presse- og forsamlingsfrihed, regimets egne ungdomsorganisationer, stikkere, medløberi.
   Jo hårdere undertrkkelse, jo kraftigere kreative restriktioner. Og det inspirerer til kreative modspil hvor aktivister spiller på en anden banen end den som regimerne har forsøgt at hegne ind.



Modoffensiven finder så nye grænsoverskridende veje og udtryksmidler. Vi så det i slutningen af 60-erne og op gennem 70-erne - i forbindelse med anti-atommarcher, anti-Vienamkrigs-bevægelsen, de første miljøaktioner fra Green-peace. Vi havde herhjemme Sovognen, Ungdomsredaktionen, de første feminist-aktioner, flower-power-ideologien. Alt sammen oprørsudtryk mod de mentale og ideologiske skyklapper som de vestlige samfund og deres regeringer forsøgte at kontrollere befolkningerne og deres tænkning med. Den gang - fra midten af 60-erne til omkring 1980. I ly af den såkaldt "kolde krig".


Det blev kaldt "ungdomsoprør". Og for mine børn og børnebørn er det - historie, myter - anekdoter omgivet med en aura af fantastik og drømmeverden. 
   Og medierne betød noget den gang. Uden dem, først og fremmest tv, intet ungdomsoprør. Uden dem ingen Green Peace. Uden dem ingen rødstrømpebevægelse. 



Og nu ser vi det igen. I kraft af de nye sociale og digitale medier, så fungerer undertrykkelsen af befolkningerne i de fleste autoritære og diktatoriske samfund som kreative restriktioner for de unge, digitaliserede og relativt højtuddannede befolkningsgrupper. De er ofte arbejdsløse, så hvad skal de ellers bruge tiden til. 
   Der er en vilje - et mentalt og følelsesmæssigt pres - til nytænkning og handling, stillet over for og mødt med en tilsyneladende uovervindelig mur af undertrykkelse og vold. 
   Der er savn af traditionelle udtryksmuligheder og fravær af frihed. 
   Og hvad har man så tilbage: sin fantasi.


Information havde en artikel om det i torsdags under rubrikken "Bryster, punk og borgerrettigheder". Og en leder i fredags med rubrikken "Putin til grin". 
   Artiklen er skrevet af Catarina Nedertoft Jessen. Hun fokuserer på hvad der sker i de østeuropæiske lande hvor demokratiet aldrig slog i gennem efter murens fald. Og hun opregner en række aktioner og aktionerende grupper som gør brug af mentalt grænseoverskriden udtryksmidler: ironi, satire, provokation, blending, metaforer - kombineret med aktionsformer som ikke kan stoppes fordi de er spontane og uforudsebare for de forskellige magtapparater, magtapparater der er låst fast i traditionlt framede forestillinger om hvordan modstand kommer til udtryk.
   Og når systemet reagerer traditionelt med bøder, fængslinger, bureaukratisk chikane, straks er det en top-nyehedshistorie på nettet og via de sociale medier - med fascinerende global impact.



De autoritære systemer og regimer bliver til grin. Udstilles som tomme skaller med tom retorik. Ligesom troldmanden blev afsløret i 'Troldmanden fra OZ'. 
   Og det kan magtens troldmænd ikke tåle - ikke bære. De lever af at præge sindende i befolkningerne med billeder der skaber angst, respekt, opgivenhed, passivitet. Og de billeder krakelerer og falmer under aktionernes metaforiske pres.
   Så den mentale frisættelse af befolkningerne som er resultatet af disse kreative - visuelt og verbalt provokerende - anti-aktioner, virker måske stærkere end massedemonstrationer på gaderne - i hvert fald i første omgang.
   En gammel 68-er som mig - må fryde sig og varme sig. Der er håb!



Hvorfor er det tilsyneladende mest kvinder der går forrest i disse aktioner?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar