Ole E. Petterson - arven efter Frello

I forbindelse med lidt research før mit besøg på Varde Museum hvor jeg og fruen skal (gen)se Otto Frello-udstillingen, stødte jeg på en anden - stil- og åndsbeslægtet kunstner: Ole E. Petterson. 

Ole E. Petterson (født 1944) er elev af Otto Frello, idet han er blevet uddannet på Akademiet for fri og merkantil kunst hvor Frello i en række år både var underviser og forstander.

   Ole E. Pettersons baggrund beskrives sådan på Science-Fiction-bloggen 'Ekkorummet' hvis bestyrer og gennemgående skribent var oversætteren Stig W. Jørgensen:

Ole E. Petterson var et kendt navn blandt danske science fiction-læsere i 1970'erne og 1980'erne. Han leverede et hav af meget karakteristiske sort-hvide illustrationer til bøger og blade inden for genren. Petterson, der også var bibliotekar, var desuden meget optaget af den amerikanske science fiction-forfatter Philip K. Dick, og i 1980 redigerede han således Proximas tema-nummer om forfatteren (nr. 23).    Petterson stod derfor også bag et af de mest attråværdige samlerobjekter i de danske science fiction-udgivelsers historie, Dicks kortroman Anden udgave (efter Second Variety), der udkom på Tangentforlaget i 1982. Petterson havde både oversat og gennemillustreret historien, således at udgivelsen samtidig var en spændende kunstbog.

   De sidste mange år har man ikke hørt så meget til Ole E. Petterson i science fiction-sammenhænge. Det skyldes tilsyneladende ikke at han har ligget på den lade side, men derimod at han har helliget sig sin hovedinteresse, maleriet (som nævnt i Otto Frello-indlægget nedenfor, var Petterson elev af Frello på Akademiet for Fri og Merkantil Kunst i 1960'erne). Ole E. Petterson har siden 1995 været fuldtidsbeskæftiget som maler.

Ole Lindbo, som også har skrevet bogen om Harald Henriksen, fortæller om Ole E. Pettersons kunst på dennes egen hjemmeside http://www.oep.dk/:

Billedets Magi

Der er kunst, som falder ned gennem tiden, ud gennem tidens afgrænsninger, og således gennemhuller forestillingen om kunstens aktualitet. Måske er det den kunst, som holder længere end alt andet?

Dét er den kætterske tanke man får, når man første gang præsenteres for maleren Ole E. Pettersons billeder. Man stopper op. Tøver. Undres. Forvirres. Fascineres. Det er som at bladre i en bortkommet bog, fyldt med fortællinger om glemte øjeblikke. Det er som at kigge ind gennem et nøglehul og blive præsenteret for en historie i en række anelsesfulde glimt. En historie uden begyndelse, forløb og slutning. Som tvinger beskueren til at lege privatdetektiv, på sporet af en gåde, der kræver at blive løst.

   Man kan kalde Ole E. Pettersons billeder for så meget: Ny-surrealisme, magisk realisme - måske endda en slags ny-symbolisme. Det er vel egentlig underordnet. Lad os starte med at fastslå, at han kan sit kram, sit håndværk. Og at han har noget på hjerte. Han vil fortælle gode historier. Og det gør han, i fabulerende og forrygende grad. Han er nemlig en ægte fortæller, der - uden moralisme - er faldet i forundring over sine omgivelser og deres skjulte hemmeligheder.

   Intet er, hvad det synes at være i hans univers. Fornuften er sat fra bestillingen. Det underbevidste regerer. Drømme er lige så virkelige som den såkaldte virkelighed. Måske er vi en drøm, drømt af nogen andre?

   Ole E. Pettersons billeder er fyldt med sammentræf og associationer. Som beskuer sættes man ind i en labyrint, som man selv må finde ud af. Kunstneren kan virke gammelklog og litterær, og alligevel adlyder han kun billedets egne love og mønstre. Hvis han virker hemmelighedsfuld, er det kun fordi beskuerens egen fantasi bevæger sig ad hemmelighedsfulde stier.

   Man forbavses ikke, når man hører, at kunstneren i sin tid lod sig inspirere af såvel Hieronimus Bosch som af Salvador Dali. Han henter helt sikkert sine inspirationer fra de samme dybder som de to gamle klassikere i kunstens verden. Og de to store klassikere kan roligt være stolte over, at have en slags nutidig efterfølger som Ole E. Petterson.     Ikke fordi han ligner dem. Det gør han slet ikke. Men han henter tydeligvis sine inspirationer fra det samme arsenal af drømme og visioner og parallelle universer, som de to gjorde.

   Enhver form for virkelighed er som en kinesisk æske. Der gemmer sig hele tiden nye æsker inden i de æsker, vi først åbner. Ole E. Pettersons kunst er således for de eftertænksomme, de fabulerende og de nysgerrige, for hvem fornuften til enhver tid er en dårlig forklaring på, hvordan alting hænger sammen.

   Man snyder sig selv, hvis man ikke snarest går på opdagelse i hans forunderlige og stemningsfulde billedunivers.

Her er nogle af Ole E. Pettersons malerier som han viser på sin hjemmeside:

Drømmenes Engel. 2001

Alice og Nattevagten. 2002

Hos Sødring. 2005

Hos Iohannes nr. 3. 2006

Ved bordet. 2007

I køkkenet. 2008

Picnic. 2010

Under Åbuen. 2012

Udkald til Ankehøj. 2013

Dorotheas fødselsdag. 2014

I Pettersons malerier vrimler det med både skjulte og helt åbenlyse referencer til og visuelle citater fra mere eller mindre kendte værker fra den europæiske og danske kunsthistorie og den klassiske mytologi.
   I det tilfældige udvalg af Pettersons billeder ovenfor, finder jeg ved en kort billedresearch på google åbenlyse visuelle citater fra de følgende mere eller mindre kendte malerier. Men jeg er overbevist om at sådan er det hele vejen igennem i hans malerier.
   Se bare her:

Dorothea Thanning: Birthday. 1942

J.Th. Lundbye;
Efterårslandskab. Hankehøj ved Vallekilde 1847

Eduard Manet: The Luncheon on the Grass. 1867-68

Johannes Vermeer: The Girl with the Wine Glass. 1659

Christen Købke: Landskabmaleren Frederik Sødring. 1832.

Pettersons malerier er jo - som Frellos - teknisk dygtigt udført i en form for klassisk realistisk oliemaleri. Og dermed er han også beslægtet med moderne, men ligeledes indholds- og udtryksmæssigt tilbageskuende 'superrealistiske' nulevende malere som Niels Strøbek og Thomas Kluge, der jo også er kendetegnet ved at de i deres malerier inkorporerer visuelle citater og referencer fra ældre dansk og udenlandsk kunst.

Når vi taler om og prøver at karakterisere Pettersons malerier, så kan man stille spørgsmålet: Er det kitsch eller kunst? Er der for meget 'fidus' og 'kulturhistorisk fims' over de mixede motiver? Er de for beregnende?
   Et spørgsmål som også Kluge og Strøbek - og Frello er blevet mødt med af det kunsthistoriske og kunstteoretiske establishment i tidens løb.
   Petterson ser ud til at sælge pænt, og priserne er ikke særligt høje. Mellem 9.000 kr. og 16.000 kr. fremgår det af hans hjemmeside.

Så lidt tror jeg ikke man nogensinde har kunnet få et Otto Frello-oliemaleri for. Men jeg kan ikke lige på nettet finde priser.
   Jeg mener dog at kunne huske fra noget jeg har læst for et par år siden, at han er oppe i mange hundrede tusinde kroners klassen for et af sine oliebilleder.
   Af mange grunde vil jeg ikke selv nogensinde stille spørgsmålet til Frello: om det er kitsch eller kunst? Af flere grunde, som jeg ikke  lige kan nå at komme ind på her.
   Frello er typisk rigtig længe om at male sine billeder "af en anden verden" -  og 'fantasy' er nok den mest præcise betegnelse for hans maleriske retning og orientering.
   Man kan i hans samlede produktions indhold, motiver, stil og udtryk finde gennemgående tendenser som man ellers primært forbinder med særlige genrer inden for  tegneserier, romaner og (animations)film, med rødder i ikke mindst Tolkiens bøger.
   Prøv selv at google "fantasy art", og klik på "billeder", så skal du se løjer - og fabulerende fantasier ud over alle grænser: verdener, personer, væsener som er "af en anden verden", men fremstillet og malet hyperrealistisk og teknisk helt suverænt, så de har en ubehagelig - og fascinerende genkendelighed: Hvad nu hvis ...?

'Ekkorummet' (Stig W. Jørgensen) bragte også en længere personlig artikel om oplevelsen af Otto Frello som kunstner i anledning af en udstilling i Helligåndshuset 2009, en artikel som jeg synes er fortjener at blive citeret:

Frello - fabulant og simulacrum

Kunstmaleren Otto Frello fylder 85 år i morgen, 6. april. Senere på måneden vil næsten hele hans produktion kunne opleves på en stor udstilling i København.

For enogtyve år siden oplevede jeg en åbenbaring. Der var ikke noget overnaturligt ved det. Det betød ganske bogstaveligt at noget kom til syne for mig som beskuer. Men dog et syn som efter alle de år står lige så stærkt for mig som dengang og siden er blevet en integreret del af mit liv.

   Jeg besøgte dengang for første gang Frello-familiens hjem og trådte ind i en stue hvor Otto Frellos Københavnerbillede prydede endevæggen. Billedet havde jeg faktisk set før. Det var blevet brugt på omslaget af tegneserieantologien København fra Bogfabrikken året før, i 1987. Men selv om jeg havde set denne udgivelse, var det intet at ligne mod oplevelsen af at stå over for det Rembrandtagtigt store lærred med følelsen af at kunne træde direkte ind i ikke én, men mange andre tider.

   Københavnerbilledet (1985-6) skildrer Amagertorv i et tidløst panorama hvor fragmenter af forskellige historiske epoker fremtræder spøgelsesagtigt overlappende. Også fremtiden er diskret repræsenteret.    Under den karakteristiske, stiliserede signatur er der noteret '1992' - dengang et futuristisk årstal. Billedet er vel stadig i dag (med konkurrence fra Oksbølbilledet = ravskoven) malerens 'store stykke', men det er ikke perfekt. Horror vacui-udfyldningen af himlen over byen giver en klaustrofobisk fornemmelse og en ubalance i kompositionen. Men denne skævhed - i bogstavelig og overført betydning - er med til at gøre billedet uforglemmeligt. Jeg har nu haft en reproduktion hængende i to årtier og opdager dagligt nye detaljer.

   Frello var dengang ukendt - som kunstmaler altså. Som tidligere forstander for Akademiet for fri og merkantil kunst (hvor han underviste mange, senere fremtrædende illustratorer og kunstnere, heriblandt den i science fiction-kredse kendte Ole E. Petterson) og professionel illustrationstegner til bl.a. en stribe af Politikens Håndbøger fra 70'erne (Ædelstene i farver, Stilarternes kavalkade osv.) var han langt fra ukendt i illustratorkredse. Maleren Otto Frello fik derimod for første gang offentlighedens bevågenhed halvandet år efter min personlige åbenbaring da fødebyens Vardes Museum i december 1989 slog dørene op for den første udstilling af 20 oliemalerier. I de følgende år blev han i stigende grad præsenteret i medierne som en slags mystisk fund under det sigende brand-name 'Den ukendte maler' - noget man, som han senere betroede, skal være en meget garvet gammel rotte for at kalde sig selv! Det store gennembrud fik Frello som 70-årig ved udstillingen i Helligåndshuset i København i 1994.

Frellos billeder er realistisk fabulerende. Billederne er eventyrlige, men i modsætning til f.eks. hos surrealisterne overholder motivernes elementer gerne tyngdeloven. Omvendt kan der leges med dimensionerne som i Tågen (1993) - brugt som plakat for science fiction-festivalen Fabula '96 - hvor en mikroorganisme fremstår i mandshøjde. Blandt de talrige genrebetegnelser andre har hæftet på billederne, har Frello vist selv været mest begejstret for beskrivelsen postmoderne simulacra. Billederne er 'simulacra' derved at de foregiver at rumme eller illustrere en kompleks og dybsindig fortælling. I virkeligheden er de imidlertid rent visuelle konstrukter, og beskueren må selv levere fortællingen - hvilket det faktisk er komplet umuligt at lade være med! I senere værker som fremtidsvisionen Det sidste menneske fra 2000 synes der dog at være en større grad af bagvedliggende narrativitet. Den sidste overlevende af menneskeslægten læner sig op ad billedrammen - som med et typisk Frello-greb er malet på lærredet - på en baggrund af et dødningeagtigt ruinlandskab og en meget levende natur der står på spring for at tage over efter mennesket. Med direkte øjenkontakt med beskueren stiller det sidste menneske indirekte spørgsmålet om det også er tidens ophør når dette bevidste blik slukkes.

Om alt dette er særligt postmoderne kan derimod diskuteres. Men der er utvivlsomt tale om en legende referentialitet, som gerne spiller på guldalderens kunstnere, men lige så vel har appelleret til Generation X og generationerne derefter. Denne 'leg' er gennemført ironisk og også respektløs over for eget værk. F.eks. kan man på Københavnerbilledet finde de to gråspurve som engang prydede de danske 20-kronesedler.   Det er en senere tilføjelse som derfor ikke er med på tidlige reproduktioner. Det er også sådanne referencer der har fået dele af den etablerede kunstverden til at nedvurdere Frello som blot en 'plakatkunstner', men som klicheen lyder: Den der kun ta'r spøg for spøg ... Et billede som Chagalls modeller (1988-9) er da naturligvis en vits. Men det er samtidig en oprigtig, besk kommentar til traditioner i det 20. århundredes kunst der kun tillader skildringer af menneskenaturen som forkrøblet og til tider lader hånt om den håndværksmæssige basisteknik.

   Frello er ikke længere nogen ukendt maler - han har et stort og hengivent publikum. Derfor han har også i de senere år skiftet titel til utidig maler. Det er en uhyre velvalgt betegnelse. Dels handler vigtige dele af Frellos motivverden netop om at stille sig uden for og ophæve tiden. Dels er han ganske uden traditionsmæssig berøring med sin samtids kunst - de dele af kunstlivet som åbent indrømmer deres beundring for ham, som portrætmaleren Thomas Kluge, er skikkelser som selv bliver mødt med professionel skepsis. Og sidst men ikke mindst er Frello da utidig som en der går på tværs af den herskende smag. Diskret knarvorn, men altid med et glimt i øjet, lægger han ikke skjul på sin foragt for den 'kunstverden' der omvendt ikke vil kendes ved ham.

Ideen om en overensstemmelse mellem liv og værk er noget man oftere ser diskuteret i forbindelse med mere bohemeagtige kunstnere. Men den sindige, borgerlige Frello er ligeledes et konsekvent menneske hvis kunst synes at udspringe direkte af hans livsførelse. Der går en lige linje fra illustratorvirket til maleriet. Otto Frello er oprindeligt uddannet håndværksmaler, har selv restaureret og malet sit hus i den indre by og kan således krukke med at boligen er 'en ægte Frello' - hvad den ved nærmere eftersyn vitterlig er. Publikum fik lov til at opleve dette hus i 2004 hvor der blev afholdt en udstilling i kunstnerens eget hjem, som er præget af selv samme finurlighed der kendes fra billederne. Rundt omkring er mystiske objekter delvist skjult i væggene, ikke ulig den forstenede lommeregner i Tre Krukker (1991), og kommende generationer vil utvivlsomt finde sære, indemurede skatte. Gæster bukker sig ned for at forsøge at samle genstande op som viser sig at være malede. På én etage er selve døren en illusion. Engang sad jeg fnisende i skjul med den samlede Frello-familie og iagttog et stakkels avisbud der forsøgte at putte reklamer i en malet brevsprække. Det er næsten performancekunst.

   Jeg bider vel mærke i denne overensstemmelse fordi jeg har været så heldig at komme i familiens hjem i en årrække (og endog med stolthed kan sige at jeg har haft en finger med i motivvalget til et enkelt lille Frello-maleri), men jeg er overbevist om at billederne under alle omstændigheder ville være blevet en del af min personlige mytologi, som de er blevet det for så mange andre. Under aftenvandringer i København har jeg tit sendt en tanke til Københavnerbilledet og følt trøst snarere end uhygge ved den tanke at også jeg engang blot vil være en af storbyens utidige skygger.

Otto Frello døde 91 år gammel i marts i år. 

Jeg glæder mig i den grad til at se og gense hans kunst på den permanente Frello-udstilling i Varde-museum.

Hvis du i denne blogs søgefelt skriver Otto Frello, så kommer der links til en række tidligere indlæg jeg har skrevet om hans billedkunst, herunder også om hans fantastiske illustrationer som har været unikke og bærende i en række af Politikens håndbøger - som "Klædedragtens historie", "Ædelstene i farver", "Stilarternes kavalkade", "Balloner og Luftskibe" m. flere.

Daniel Kahneman - igen, igen - nu også fra danske økonomer - og udenlandske klimaforskere

Daniel Kahneman

For godt og vel tre år siden stødte jeg på en bog som jeg syntes var så fascinerende at jeg måtte skrive en hel serie af indlæg med afsæt i det jeg fik ud af den. Forfatteren hed Daniel Kahneman, og bogens titel var 'Thinking, Fast and Slow'.

Min fascination skyldtes blandt andet at den så at sige vendte en række forestillinger som jeg havde gjort mig om kreativitet, på hovedet - ud fra en kritisk tilgang til hvordan intuitiv tænkning fungerede i dagligdagen.

   Flere artikler fra min daglige avislæsning igår, viser at jeg den gang havde fat i den lange ende, så at sige. Jeg var på forkant.

   Men provokerende var det også for mig den gang jeg stødte på bogen, at den tilsyneladende modsagde meget af det jeg havde skrevet om ellers på bloggen, specielt når det gjaldt fænomenet intuition.

   Tilsyneladende er der to slags intuition, den fordomsfulde, hurtige og nemme - og så den der fører til nye tanker og ideer og produkter.

Den her blok har jo som rød tråd udforskningen af kreativitet - fra alle mulige faglige vinkler og udgangspunkter. Og gennemgående har jo været at at forskerne er enige om at grænseoverskridende kreativitet i ideer, i tænkning, i kunst, i videnskab - har at gøre med at mennesker suspenderer en række af de psykologisk kontrolmekanismer og "går i åben tilstand", kontrolmekanismer som er med til at opretholde god ro og orden mellem mennesker indbyrdes og i samfundet som helhed.

   Hjerneforskerne som har haft min særlige interesse i mange blogindlæg, er også ret enige om at den 'åbne tilstand' opstår ved at centrer i frontallapperne som har moral at gøre, svækkes eller ligefrem suspenderer deres aktivitet, for at andre dele af hjernen neurologisk set frit - eller i hvert fald friere - kan interagere.

   Det sker fx når vi drømmer, synker hen i dagdrømmerier ('mindwandering'), eller under meditation.  Og ikke mindst sker det når vi kommer i det der kaldes flow-tilstand under arbejdet med et kreativitetskrævende arbejde som fx det at skriv en bog, skabe et kunstværk, bygge en fysisk model af noget, eller udvikle en ny videnskabelig teori.

   Jeg har også været optaget af den teori der lå bag en række meget solgte og læste bøger om coaching inden for en række praksisområder: tennis, musik, golf, arbejde, ledelse, m.m. Forfatteren var Tim Gallwey og den metaforiske og fængende fællestitel har været "The Inner Game of X..."

   Den underliggende  teori i bag bøgerne, har været at folk der ville være rigtig gode til noget, skulle lære at respektere - lytte til - og for så vidt 'træne' sin her- og nu-intuition, i stedet for bevidste at reflektere over - og bevidst at bekymre sig om hvordan de gjorde, og om de nu gjorde det rigtige, om hvad andre mente om det de gjorde, etc.

   Metaforen som har været gennemgående i bøgerne har været at der altid foregår en kamp eller et spil - 'game' - mellem to stemmer i bevidstheden, hvor den ene - den reflekterende og bekymrede - forhindrer den anden i at udfolde sig optimalt i spontan handling. Og at man altså skal lære at lukke ned for den ene hvis man har ambitioner om at  nå top-performance inden for sit arbejdsfelt: sport, kunst, ledelse, etc.

   Wikipedia fortæller:

The "inner game" is based upon certain principles in which an individual uses non-judgmental observations of critical variables, with the purpose of being accurate about these observations. If the observations are accurate, the person's body will adjust and correct automatically to achieve best performance.

En af Gallweys elever og popularisatorer forklarer det sådan her:

In every human endeavor there are two arenas of engagement: the outer and the inner. The outer game is played on an external arena to overcome external obstacles to reach an external goal. The inner game takes place within the mind of the player and is played against such obstacles as fear, self-doubt, lapses in focus, and limiting concepts or assumptions. The inner game is played to overcome the self-imposed obstacles that prevent an individual or team from accessing their full potential.

Når jeg blev umiddelbart optaget af Tim Gallwey, hang det utvivlsomt sammen med at jeg kunne genkende tænkningen fra en bog jeg læste for mange år siden -om kunsten at tegne, en bog jeg blev meget inspireret af.

   Forfatteren hed Betty Edwards, og bøgerne der udkom på dansk en gang i 80´erne havde titlerne: 'At tegne er at se' og 'Kunsten at se' (den har på engelsk den mere oplysende titel: 'Drawing on the Right Side of the Brain')

   Hende veldokumenterede påstand i de to bøger, var at alle kunne lære at tegne så tegningen lignede den genstand, figur eller person som man tegnede efter.   Hvis man lærte sig mentalt at lukke ned for den forstyrrende interferens fra den venstre hjernehalvdels præfabrikerede forestillinger når man iagttog det man skulle tegne, så ville den højre hjernehalvdel alene styre synet, og så ville man pludselig helt skarpt kunne se og tegne det der skulle fremstilles, med de helt rigtige proportioner. 

   Jeg tegnede faktisk slet ikke på det tidspunkt og havde ikke gjort det i mange år, men gennemførte en række af de øvelser og opgaver Betty Edwards beskrev i bøgerne. Og pludselig gik det som en leg med at tegne noget så det virkelig lignede.

Og her kommer så Daniel Kahneman ind med sin teori om to jeg'ers meget forskellige tænkemåde, en teori der fungerer som en slags modbillede til hvad jeg hidtil har været optaget af.

   Det ene 'jeg' er hurtigt og intuitivt tænkende og fornemmende, fordomstyret og tommelfingerregel-bundet, et 'jeg' der altid hurtigt er parat til at konkludere, og meget tit derfor konkluderer forkert; over for de et andet 'jeg' der til gengæld er reflekterende eftertænksomt, skeptisk og afprøvende, men et 'jeg' der desværre også er dovent, og hvis tænkning er svær at mobilisere fordi den risikerer at gøre livet indviklet, besværligt og krævende; og så er det et 'jeg' som skal bruge længere tid til at nå til konklusioner som baserer sig på viden og kendsgerninger.

   Fidusen ved Kahnemans grundigt beskrevne og dokumenterede teori, er at den har stor forklaringskraft i forhold til en række problemer og tendenser i det moderne samfund. Og det er vel det de bedste teorier kan: give oplysende aha-oplevelser til at forstå det der ellers forkommer mærkeligt eller tåget

   Og for mig var det altså i 2012 den for hurtige og overfladiske journalistik der bredte sig mere og mere i medierne, som jeg pludselig analytisk og nøgternt kunne få skovlen under - uden af den grund at føle at jeg var en sur gammel dræber af kreativ hurtig journalistik.

   

For et halvt år siden stødte jeg så på Daniel Kahneman igen, nemlig i bogen 'Forelsket i vinklen. Om fikseringsfejl hos journalister'. 

   Her brugte forfatterne Mikkel Hvid og Marlene Bjerre hans teori til at forklare hvorfor ellers professionelle journalister jævnligt forføres til at vinkle en historie på en måde som gør historien skæv, misvisende eller ligefrem usand.

Og nu kommer vi så til det aktuelle: 

   I onsdagens Politiken dukker Kahnemans teori så op som en forklaringsmodel til hvorfor økonomerne gang på gang går galt i byen og udtaler sig om samfundsøkonomien - uden seriøst hold i virkeligheden. Det gør de primært fordi deres teorier og modeller bygger på forestilingen om mennesket som det altid rationelle og velovervejede væsen, en forestilling som forskere omtaler som "det økonomisk menneske", og en forestilling som jo netop Kahneman i den grad har punkteret.

   Artiklen på forsiden af Kultur-sektionen er skrevet af Rune Lykkeberg, og har rubrikken: 

Hvil i fred, du økonomiske menneske

Underrubrikken lyder:

Vi har aldrig set det. Vi har aldrig mødet det. Alligevel har det økonomiske menneske været hovedperson i årtiers reformer af velfærdsstaten. Nu har landets ledende økonomer i Dagpengekommissionen erklæret det økonomiske menneske dødt. Rune Lykkeberg tegner en nekrolog over en alt for fornuftig medborger.

En slags faktaboks til artiklen bragte nogle citater fra kommisionens beretning, som vist kun kan være et ekstrakt fra Kahnemans hurtigttænkende intuitive 'jeg'. 

   I versionen på Politiken.dk citeres under rubrikken "Dødsattest":

Dagpengekommissionen gør i et afsnit med titlen 'Vi er ikke altid rationelle' opmærksom på, at det økonomiske menneske som et rent fornuftsbåret væsen ikke altid holder vand. Dette er nogle centrale pointer fra afsnittet i rapporten:    

»Det er forskningsmæssigt veldokumenteret, at mennesker langt fra altid gør det, der er fornuftigt, rationelt og giver dem størst nytte på længere sigt. Vi er kort sagt ikke altid rationelle. Vi træffer ofte beslutninger, der ikke er gennemtænkte, men derimod bygger på mavefornemmelser, intuition eller sociale normer«.

   »Det første er, at mennesket har forskellige kort- og langsigtede præferencer. Det giver udslag i, at vi udskyder handlinger, der skal foretages på bekostning af fx fritid«.

   »Det andet fund er svag selvkontrol. Det betyder, at vi vælger at udskyde det vanskelige eller ubehagelige«.

   »Et tredje fund er tabsaversion. Fænomenet kendes umiddelbart også fra den klassiske økonomiske disciplin og dækker over, at omkostningen ved at tabe 100 kr. føles større end den tilsvarende gevinst ved at opnå en gevinst på 100 kr. «.

   »Endelig har vi en tendens til at overvurdere os selv. Vi tror, at vi performer bedre, end vi faktisk gør på jobbet, og vi undervurderer risikoen for at blive fyret«.

Jeg blev så glad over at en 'tung' århundredgammel videnskabelig illusion nu omsider så ud til at blive punkteret og erstattet med viden, at jeg skrev et opstemt indlæg på Facebook:

Det bør være lidt af en festdag i dag. Ifølge Politiken er forestillingen om "det økonomiske menneske" lagt i graven, også af ledende danske økonomer, som ellers stædigt hat holdt fast i den - trods en virkelighed som sagde det modsatte. Det viser rapporten fra Dagpengekommisionen.

   Så må man bar håbe at Venstre og hele blå blok (og Finansministeriet) så slår ørerne ud og hører efter. Indtil nu er alle deres forslag til såkaldte reformer jo ellers baseret på netop den forestilling.

   "Det økonomiske menneske" er fantasien om at alle mennesker altid og kun handler rationelt og tænker langsigtet og kalkuleret, en fantasi som den borgerlige økonomiske "videnskab" har baseret sine modeller på i århundreder. Og derfor altid har fejlet hvad angår prognoser om kriser i samfundet.

   Må "det økonomiske menneske" hvile i fred!

   Ifølge Politikens artikel vil "de økonomiske menneske dog hjemsøge politik og økonomisk tænkning som seje spøgelser og genfærd der går igen og igen og igen - i mange år endnu.

Og den spådom om fortsat hjemsøgelse fra 'det økonomiske menneske', skyldes at også fagøkonomer er underlagt loven om at tænke på den måde som er lettest og hurtigst, og som ikke indebærer tidkrævend udvikling af ny besværlig teori, Sandsynligvis vil flertallet af dem i mange år endnu bruge de modeller med indbygget forestilling om 'det økonomiske menneske'  som de altid har gjort.

Information forfølger det samme spor med afsæt i dagpengekommisionens rapport og kritik af 'det økonomiske menneske'. Den avis har vinklet sin artikel på en måde som fremgår af rubrikken:

Svage mennesker træffer kortsigtede valg

 Underrubrikken lyder:

I udformningen af den nye dagpengereform har arkitekterne skelet til en gren af økonomisk teori, der har at gøre med menneskers hang til at træffe ’dumme’ beslutninger. Det er de svage grupper, der træffer de ’dumme’ beslutninger, siger MIT-professor.

Den gren af økonomien der her nævnes, har betegnelsen 'adfærdsøkonomi' - på engelsk 'behavioral economics' - et teorikompleks som også i følge Wikipedia har Daniel Kahneman og hans videnskabelige makker gennem mange år, Amos Tversky som nogle af sine videnskabelige fædre.

  Wikipedia skriver her hvad det er for en special slags 'økonomi, vi her har på banen:

Behavioral economics and the related field, behavioral finance, study the effects of psychological, social, cognitive, and emotional factors on the economic decisionsof individuals and institutions and the consequences for market prices, returns, and the resource allocation. Behavioral economics is primarily concerned with the bounds of rationality of economic agents. Behavioral models typically integrate insights from psychology, neuroscience and microeconomic theory; in so doing, these behavioral models cover a range of concepts, methods, and fields. Behavioral economics is sometimes discussed as an alternative to neoclassical economics.

   The study of behavioral economics includes how market decisions are made and the mechanisms that drive public choice. The use of "Behavioral economics" in U.S. scholarly papers has increased in the past few years as a recent study shows.

   There are three prevalent themes in behavioral finances:

• Heuristics: People often make decisions based on approximate rules of thumb and not strict logic.

• Framing: The collection of anecdotes and stereotypes that make up the mental emotional filters individuals rely on to understand and respond to events.

• Market inefficiencies: These include mis-pricings and non-rational decision making.

  Jeg skal ikke her forholde mig til kommisionens forslag - eller til det politiske forlig der fulgte efter igår. 

  Det jeg synes er interessant, er når artiklens hovedkilde, professor Dan Ariely fra MIT i USA, understreger at jo mere komplicerede systemer og rammer man stiller folk over for i forbindelse med lovgivning (som fx et nyt dagpengesystem), jo sværere er det for de svageste grupper i samfundet at træffe langsigtede og velovervejede valg. 

»Forestil dig, at hver gang, du træffer et valg, forstår du konsekvenserne af det valg. Køber du en sandwich, har du ikke penge til bussen. Køber du aftensmad, har du ikke penge til medicin. Alt, du gør, har en konsekvens. Det er ikke kun en forsinket konsekvens, men også en umiddelbar konsekvens. At tænke sådan er hårdt for dig,« siger Dan Ariely.

   Han mener ikke, at man er født til at tænke sådan. Uanset hvilken gruppe i samfundet du tilhører, vil det nedbryde dig, hvis du konstant skal afveje, hvilke konsekvenser dine valg har.

  »Det gør dig mentalt træt. Det gør, at du ikke er i stand til at tænke langsigtet og træffe gode beslutninger. Når du er i en situation af knaphed, får det dig til at tænke meget kortsigtet,« siger Dan Ariely.

Den konventionelle mainstream økonomiske tænkning bygger på en forkert teori om mennesket, nemlig at det altid er i stand til at tænke rationelt og bygge sine valg på langsigtede fordele. Og at det vil gøre det i hverdagens praksis.

   Sådan tænker folk som flest imidlertid ikke. Og slet ikke hvis de materielt er på røven, og uddannelsesmæssigt fattige på mentale ressourcer.

   Så en politik der forudsætter at dem der skal fungere inden for dens rammer, har mentalt overskud til at reflektere og vælge i et langsigtet perspektiv, den er dømt til at være ineffektiv.

   Om det siger Dan Ariely:

»Hver gang du laver politik, har du en teori om den person, som politikken rammer. Det gælder alt fra kriminalitet til skattebetaling. Hvis du har den forkerte teori om den person, er oddsene for at du får en held med politikken meget lille. Du bliver nødt til at lave politik, der medregner menneskets natur. Derfor har adfærdsøkonomi en kæmpe rolle at spille der.«

Det er så en tankegang som også kan spores i en artikel om klimapolitik, skrevet af Informations journalistiske grand old man på området: Jørgen Steen Nielsen.

Rubrikken er et spørgsmål som sikkert mange har stillet sig, som ønsker at politikerne nu gør noget alvorligt ved alt det der skaber og forstærke drivhuseffekten:

Klimabudskabet - hvorfor kan det dog ikke trænge ind?

Manchetten peger på menneskets hjerne - og dermed biologisk begrænsninger i tænkning - som en forklaring:

Alle ønskelige fakta om CO2 og smeltende isbjerge er for længst på bordet og formidlet. Alligevel handles der for lidt og for langsomt. Vore hjerner vil ikke være med

Artiklen indledes med at udfolde og konkretisere rubrikkens spørgsmål:

Hvorfor er det lige, at Venstre-regeringen vil skære ned på klimaambitionerne og en række af de puljer, der understøtter omstilling til en grønnere økonomi?

   Hvordan kan det være, at mange republikanere i den amerikanske kongres – ligesom flere af partiets aktuelle aspiranter til præsidentposten – ikke accepterer videnskabens bud om menneskeskabte klimaændringer?

   Hvad er grunden til, at salget af benzin- og dieselbiler bliver ved at stige, år for år, globalt som nationalt, trods den negative virkning på klimaet?

   Hvorfor lægger ikke flere af os danskere kostvanerne om til mindre kød og flere grøntsager, når nu produktionen af kød er så klimabelastende?

   Det er da mærkeligt, efter at videnskaben i årtier har produceret oceaner af rapporter, der med tal og figurer advarer og dokumenterer sammenhængen mellem menneskelig udledning af drivhusgasser, global temperaturstigning og accelererende klimaændringer. Og når nu disse klimaændringer bliver stadig mere synlige og omkostningsfulde lige uden for vore vinduer, ude i virkeligheden.

   Hvad er forklaringen på, at så mange endnu ikke har fået budskabet om truslen mod klimaet ind under huden og i konsekvens heraf handler? Dvs. ændrer livsform og vaner eller i det mindste ændrer, hvilke politikere man stemmer på?

George Marshall der forsker i kommunikation om klima og miljø og har skrevet bogen 'Don’t even think about it: Why our brains are wired to ignore climate change', han forklarer at når folk ikke reagerer eller reagerer helt uhensigtsmæssigt, så skyldes det problemernes komplekse karakter:

»Klimaændringer er et ekseptionelt formløst, ja, ligefrem uhåndgribeligt problem. Det er multivalent – dvs. det rummer en mangfoldighed af betydninger og fortolkninger. Det leverer os ingen definerende egenskaber, der giver det en klar identitet: Ingen deadline, ingen bestemt geografisk forankring, ingen enkeltstående årsag eller løsning og – afgørende – ingen tydelig fjende. Vores hjerne scanner det for at finde de sædvanlige ledetråde, vi bruger til at håndtere informationer om verden og bedømme trusler. Og vi finder ingen.«

   Sagt på en anden måde: Klimaændringerne opleves som noget diffust, der fordrer, at vi yder ofre her og nu for at undgå tænkelige tab i en fjern fremtid på ukendt sted.

   »Man kan næsten ikke designe et problem, der går dårligere i spænd med vores underliggende psykologi,« skriver George Marshall.

En anden forsker i miljøkommunikation, Chloe Lucas, University of Tasmania, forklarer at det grundlæggende handler om vores behov for tryghed:

»Forestillingen om, at vi simpelthen ved at fortsætte, som vi plejer, graver vor egen grav, er voldsomt forstyrrende. Vi begynder at stille spørgsmål ved vor indbyggede tillid til bilen, banken og supermarkedet – men vi har ikke noget alternativt system at erstatte dem med. Ironisk nok kan den resulterende angst få os til at falde tilbage til de velkendte systemer og praksisser, der er årsagen til problemerne,« skriver Chloe Lucas.

Jørgen Steen Nielsen sammenfatter herefter:

Vi håndterer besværlige informationer om klimakrisen med vore allerede eksisterende fortolkningsskemaer, der bygger på og afspejler vores etablerede værdier og livserfaringer, herunder politiske overbevisninger. Heri ligger det særligt problematiske, at det typisk sker ubevidst. De færreste er aktive, bevidste klimafornægtere – afvisningen sker på et dybere, intuitivt plan, uden at man egentlig selv er klar over det.

Og så er det at Daniel Kahneman bringes på bane - igen. Hans teori om de to 'tænkesystemer' - det hurtige og det langsomme - refereres som en slags overordnet forklaring. Og manden selv er dybt pessimistisk på menneskehedens vegne:

Den israelsk-amerikanske psykolog, professor emeritus ved Princeton University Daniel Kahneman, beskriver, hvordan vi har et ’system 1’, der er det intuitive beslutningssystem, der handler hurtigt og på basis af indtryk, følelser m.m., samt et ’system 2’, der er det langsommere beslutningssystem baseret på rationel analyse, selvkontrol og intelligens.

   »System 2 er det, der tror, det træffer beslutningerne, men i virkeligheden handler system 1 det meste af tiden på egen hånd, uden at man er bevidst om det (...) Det sker automatisk, man kan ikke gøre noget ved det, og alligevel baserer man ofte sine beslutninger på det,« siger Daniel Kahneman i et interview i magasinet Der Spiegel.

  System 1 sover aldrig og kan ikke slukkes, hvorimod system 2 ifølge psykologen er ’dovent’, kræver mere af organismens energi og kun aktiveres, når vi bevidst investerer kræfter i det, dvs. i at tænke os ordentligt og rationelt om.

  Intuitionen er oftest udmærket, fordi den bl.a. sætter os i stand til at reagere hurtigt i udfordrende, dramatiske situationer. Men den er rigtig dårlig til at håndtere diffuse, uhåndgribelige og komplekse fænomener som klimaændringer.

   »Jeg er ked af det. Jeg er dybt pessimistisk. Jeg ser ingen vej til succes, når det gælder klimaændringer,« siger Kahneman i en samtale med George Marshall, gengivet i sidstnævnte bog.

Artiklen slutter med at citere en række forskere der ser håb og muligheder hvis man kommunikerer på en anden og mere tryghedskabende måde end hidtil. Og sidste afsnit forsøger at løfte den optimistiske fane - hvis man altså snakker om noget andet og afledt end det der er problemet: de katastrofale klimaforandringer, så kan man måske få folk som flest til at gøre det der er rigtigt og fornuftigt:

Den australske psykolog Paul Bain, University of Queensland, anbefaler sammen med en stor gruppe internationale kolleger i tidsskriftet Nature at betone en række ’afledte effekter’ ved at handle klimavenligt, frem for selve klimahensynet. Folk er optaget af, at økonomien går godt, at det sociale system fungerer, og at samfundet er moralsk og omsorgsfuldt – det kan alt sammen gå hånd i hånd med klimatiltag, men da det giver større positiv respons end klimaomsorgen, bør man fokusere på det snarere end på de naturvidenskabelige data.

   Det lyder alt sammen svært. Det er det også.

Som læser må man konkludere at journalisten Jørgen Steen Nielsen selv ikke er alt for optimistisk - og vel nærmest deler Kahnemans skepsis. 

Debatten om 'Christianias Børn' (3) - instruktørens synspunkt - og et svar fra mig

Jeg har i to tidligere indlæg her på 'udsigten' prøvet at forholde mig til den debat som i medierne fulgte efter udsendelsen af dokumentarfilmen 'Christianias Børn - Skyggesiden af eventyret' på DR1 den 10. august i år.

   Instruktøren til filmen, Nille West  har ønsket at bidrage med en kommentar. Jeg fik den pr. mail for nogle dage siden med en opfordring om at lægge den ind på bloggen her, og det gøres hermed.

   

Jeg kan anbefale at man læser de to foregående indlæg først., da det er en afgørende kontekst for kommentaren. 

   Her er link til dem:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/08/debatten-om-christianias-brn-om.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/08/debatten-om-christianias-brn2-med.html

Efter Nille Wests kommentar, kommer mit svar.

   Nille West skriver:

Tillad mig her relativt kort at fortælle om de aftaler og oplevelser jeg havde med de medvirkende.

   Trylle og de andre var fra starten helt klar over - og med på - at min dokumentar ville handle om de negative sider ved en barndom på Christiania. Grunden til at jeg overhovedet fandt vinklen var, at Trylle selv havde lavet en række udsendelser på 24syv hvor hun tog fat på de mindre flatterende sider af Christiania. Vi var helt enige i at der var mange flere svære historier at fortælle, og at vi ville bryde med et mere end 40årigt tabu. Vi var enige om at det positive også skulle med. Det skulle det blandt andet på den måde, at vi i dokumentaren ville fortælle hvor de medvirkende er i dag, og om de gode ting de trods alt har taget med sig.

   Alle medvirkende bad undervejs i processen om at forskellige ting, de havde sagt, ikke ville blive brugt, det efterkom vi. Alle fik at vide hvad der ville komme med da vi var inde i klippeprocessen. Alle så programmet inden det var færdigt. Ingen ville ved gennemsynet have klippet noget ud. Flere ville have klippet noget positivt ind, det efterkom vi. Men det sidste var faktisk ret svært fordi der i interviewene altid kom et "men" når de medvirkende havde sagt noget positivt. De var, med andre ord, alle optagede af få snakket om den skyggeside som var dokumentarens vinkel.

   Jeg er derfor virkelig nødt til at gendrive, at jeg skulle have klippet en masse positivt ud. Har jeg gjort mig skyldig i noget, er det snarere at klippe en masse negativt ud. Ind imellem har jeg faktisk følt at jeg er blevet en del af tabuet, fordi jeg har fået så meget at vide som jeg ikke må fortælle.

   Selvfølgelig er min dokumentar vinklet. Det er som du ved al journalistik. Men de medvirkende kendte altså udmærket min vinkel.

Trylles indlæg er også vinklet. Men hendes vinkels limpind hopper du tilsyneladende meget hellere ukritisk på, end på min dokumentar.

   Det er tankevækkende så let det er for medvirkende at køre deres dagsorden igennem uden at blive stillet et eneste kritisk spørgsmål. Mon det er fordi vi elsker at få bekræftet vores forestilling om at journalister er kolde og manipulerende og medvirkende kun uskyldige ofre? Det virker ind imellem sådan.

   Mvh Nille Westh

Her kommer mit svar:

Kære Nille

For lige at gør det klart og få det punkt overstået - så 'hopper jeg ikke på nogen limpind'. 

   Jeg citerer et indlæg fra tre af de fire hovedmedvirkende, fordi jeg synes at det der virkelig er tankevækkende, er at selv om instruktøren og redaktøren har gjort alt det der professionelt er korrekt når man laver sådan en type dokumentar, så kører debatten hurtigt helt af sporet - og de medvirkende oplever sig misbrugt og urimeligt behandlet. 

   I stedet for en debat om substansen i dokumentaren, så kommer debatten bagefter til at dreje sig om hvordan dokumentaren er produceret, om instruktørens og DR-redaktionens intentioner og etik, etc. 

   Jeg forholder mig hverken til substansen i filmen, eller til substansen i de medvirkendes efterfølgende indlæg. Når jeg citerer deres indlæg, så er det fordi det er udtryk for en oplevelse hos de medvirkende som tilsyneladende kommer bag på både redaktør Morten Thomsen Højsgaard og - som man kan se ovenfor - også instruktør Nille Westh:  

   'Vi har gjort alt det vi professionelt burde og skulle - og lidt til - for at behandle de medvirkende ordentligt. Og det er så takken!'. er den lid forurettede undertekst i begge kommentarer.

Mit første indlæg fokuserede ikke særligt på dokumentaren eller på om der er noget at komme efter for de tre medvirkende i forhold til klipningen. 

   Det jeg var og er optaget af, var hvorfor den opfølgende debat efter en ellers god dokumentar i tv - endnu en gang løb af sporet, også selv om de ansvarlige for udsendelsen, instruktør og redaktør, mente de havde den professionelle etik i orden, og at der virkelig ikke var noget at komme efter.

   Og altså hvorfor de tre medvirkende efterfølgende offentligt tager afstand fra den måde de er blevet brugt på i filmen - som bærere af hovedhistoriens vinkel gennem de klip de er blevet citeret for.

Det er ikke første gang det sker. 

   Jeg kan fra dansk og udenlandsk tv-dokumentar-historie finde masser af helt parallelle eksempler  hvor den efterfølgende debat som ønskeligt fra producenternes side burde handle om indholdet, i stedet for 'kører skævt' og primært kommer til at handle om produktionsprocessen.

Det var et rigtigt langt indlæg jeg skrev som kom vidt omkring, men det fremgår klart at jeg ikke retter nogen kritik mod selve dokumentaren, som jeg  syntes - og flere gange skriver - var god og velproduceret, og én som jeg nemt ville have kunnet bruge som skoleeksempel på en dramaturgisk velkonstrueret og velfortalt dokumentar inden for en bestemt genre: den skarpvinklede afslørende og mytepunkterende.

Det der var den afgørende pointe i mit indlæg, og som du Nille ikke forholder dig til, var at 'kontrakten' med seerne var utilstrækkelig og misvisende, for nu  at sige det pænt.  Og at det faktisk er en gennemgående svaghed ved mange af den slags dokumentarer. 

   Og at når man fortæller så skarpvinklet en historie med 4 medvirkende som eneste dokumentation for afsløringen, så er det helt afgørende at man gør sin kontrakt med seerne så tydelig og eksplicit at de medvirkende ikke efterfølgende føler sig taget til indtægt for de tvivlsomme generaliseringer debatten lynhurtigt kaster af sig. 

Jeg citerer lige fra mit første indlæg:

Det Morten Thomsen Højsgaard nemlig ikke forholder sig til, er om 'kontrakten' med seerne er klar - og dermed sikrer mod at de gamle og angiveligt idylliske eventyrbilleder af livet på Christiania i 70´erne og 80´erne - ikke nu med filmen her bare bliver erstattet med mindst lige så fordomsfulde, misvisende og mørke rædselscenarier i den brede offentligheds kortsynede og og stort set historieløse bevidsthed. 

   Hjerneforskningen har fundet ud af at når gamle erindringsbilleder så at sige overlejres med nye, ja, så forsvinder de gamle 'billeder' sådan set ud af hjernen - ligesom når man på computeren hiver en fil frem og ændrer på den, og så gemmer den igen under samme filnavn.

Den gamle mangelfulde, men originale version er pist væk!

Jeg skriver meget  udførligt og detaljeret hvad jeg mener der er galt med 'kontrakten', og hvad jeg mener instruktør og redaktør (sådan cirka) kunne og burde skrive i klartekst på  skærmen i begyndelsen og/eller i slutningen af filmen hvis de ville have undgået at de medvirkende endte med efterfølgende at føle sig misbrugt og røvrendt.

   Jeg citerer lige igen fra mit første indlæg, og vil være rigtig glad hvis Nille West og redaktør Morten Thomsen Højsgaard ville forholde sig til det:

Men jeg noterer at filmen indledes med noget der nærmer sig en usandhed: På skærmen skrives følgende tekst som en del af anslaget - til at forklare Christianias forhistorie og oprindelses-ideer:

UNGE I HUNDREDVIS RYKKEDE IND. DE VILLE SKABE ET ALTERNATIVT SAMFUND BASERET PÅ FRIHED, FANTASI OG FÆLLESSKAB. 

FORESTILLINGEN VAR AT BØRN OG VOKSNE VILLE FÅ ET FANTASTISK LIV HER.

NU FORTÆLLER BØRNENE DERES VERSION AF HISTORIEN.

En udfordring til læserne: Hvor er den gal her? - Hvad burde der havde stået så Nille West og Morten Thomsen Højsgaard ikke skulle levere gode miner til slet spil under interviews og til pressemøder bagefter i medierne?

Tilføjelserne til det skriftlige oplæg i filmens start, som jeg kunne ønske det, har jeg skrevet her - med rødt: 

FORESTILLINGEN HOS EN DEL VAR AT BØRN OG VOKSNE VILLE FÅ ET BEDRE LIV HER.

   NU FORTÆLLER FIRE UDVALGTE BØRN MED BARSKE BARNDOMS-ERFARINGER DERES VERSION AF HISTORIEN.

Til sidst i udsendelsen ville det efter min velbegrundede overbevisning have været både fair og oplysende - og ikke mindst fordomsnedbrydende - hvis 'man' - instruktør og ansvarlig producent -  ærligt og redeligt havde skrevet det som det var:

INTERVIEWCITATER OG OPTAGELSER ER UDVALGT OG REDIGERET, SÅ DE BEDST MULIGT ILLUSTRERER OG DOKUMENTERER DENNE VIGTIGE HISTORIE, VI HAR VALGT AT FORTÆLLE I DOKUMENTAREN HER  

DE FIRE UDVALGTE HOVEDPERSONER TALER FOR EGEN REGNING, OG ER IKKE REPRÆSENTATIVE FOR ALLE DE BØRN, DER I DEN PERIODE ELLER SENERE, HAR HAFT DERES FAMILIELIV PÅ CHRISTIANIA.

EN LANG RÆKKEN RELEVANTE KILDER HAR IKKE ØNSKET AT MEDVIRKE MED UDTALELSER I UDSENDELSEN - UNDER HENVISNING TIL AT DE IKKE VILLE VÆRE EN DEL AF 'MEDIECIRKUSSET', OG FORDI DE TIDLIGERE HAR HAFT DÅRLIGE ERFARINGER MED MEDIERNE, DERES JOURNALISTER OG PRESSEOPMÆRKSOMHEDEN. 

Hvis der havde stået  noget i den retning på skærmen til sidst i den i øvrigt velfortalte dokumentar, så er jeg sikker på at debatten efter dens udsendelse ville have været meget bedre, mere nuanceret, mindre fordomsfuld og mere oplysende - i stedet for som nu mest at stimulere til æv-bæv-buh og sort-hvid argumentation, og i hvert fald, som vi har set det, til at de medvirkende sidder tilbage og føler sig misbrugt, og oplever sig som brikker i en unuanceret og politiserende medieståhej.

Så kære Nille. 

   Tak for din kommentar. 

   Men jeg ville ønske at du forholdt dig til det der var substansen i det. Og ser frem til at du gør det. Det vil jeg naturligvis med glæde bringe videre her på bloggen.

    Og så synes jeg i øvrigt at man med mulighederne for at tilknytte en webside til en tv-udsendelse, kunne gøre rigtigt meget godt og oplysende og afmystificerende i forhold til både medvirkende og seere ved at lægge forskellige fraklip på nettet.

De bedste hilsener

Peter

Akvarelmaleriets mysterier (50) - Harald Henriksens bylandskaber - i anledning af en nyerhvervet skønhed - et farvtræsnit af udsigten fra Rundtårn

Anledningen til dette indlæg er ikke en akvarel, men et nyerhvervet farvetræsnit af Harald Henriksen, som du kan se  og nyde senere i dette indlæg.

Jeg har skrevet en efterhånden længere række 'kapitler' her på bloggen om min ´opdagelse´ af akvarelmaleren og træsnitkunstneren Harald Henriksen (1886-1960), og om min næsten maniske 'jagt' på både træsnit og akvareller fra hans hånd.   En jagt der har betydet at jeg med den seneste erhvervelse kan glæde mig over at have mere end tyve træsnit og en lille håndfuld akvareller fra hans hånd hængende på væggene i vores hjem.

   

Langt hovedparten af billederne er landskaber - ofte med et træ eller en trægruppe og et landsbrugsredskab til at give forgrund og grafisk profileret karakter og identitet til motivet.

   Som de her:

Hans trænsit kan - for en umiddelbar betragtning - ret nemt forveksles med akvareller, og han lavede også ofte først skitser af motivet i akvarel som forarbejder til sine træsnit. 

  Han boede det meste af sit voksenliv på Frederiksberg, men tog så på malerture til forsekellige steder i - hovedsagelig - den sjællandske del af 'Udkantsdanmark' for at akvarelmale eller -skitsere sine mange landskabsbilleder 'on location'.

Men han producerede også 'cityscapes' - 'bylandskaber' - med især motiver fra København - både i akvarel og som træsnit.
   Og han var faktisk en fremragende skildrer af Københavns byliv - både det stille i parker som Frederiksberg Have, og det mere livlige i trafikerede gader i og omkring den indre by. 

    Som fx den her akvarel med motiv fra Vesterbrogade som jeg selv erhvervede for godt et halvt år siden:

Også den følgende akvarel med motiv fra trafikmylderet på Knippelsbro, har jeg erhvervet mig - desværre nu i så dårlig stand at den ikke er egnet til at komme i glas og ramme:

Det kendetegner en del af Harald Henriksen bymotiv-akvareller at de som dette er set skråt ovenfra - som set fra udsigten fra et vindue nogle etager oppe. 

   Jeg gætter på der ligger et fotografi til grund både for det her og det med motivet fra Vesterbrogade. I hvert fald har jeg fået oplyst af sønnen at Harald Henriksen også fotograferede.

   Her afbildning af flere andre af hans akvareller fra Københavns trafikkerede byliv (som jeg altså ikke selv har):

Det kendetegner også flere af Henriksens bylandskabsakvareller at deres komposition er bygget over kontrasten mellem én del af motivet som ligger i skygge, og en anden del som er kraftigt solbelyst.

   Som vi fx ser i denne akvarel med motiv fra Vor Frue Plads - og ligesom det jeg viste ovenfor med motiv fra Vesterbrogade:

Her to af flere af hans akvareller med Frederiksberg Have som et næsten meditativt svævende landskabsmotiv:

Rigtig mange af Henriksens landskabsakvareller og -træsnit viser motiver hvor landskabet er helt eller delvist snedækket. Utvivlsomt fordi de hvide felter i billedet der illuderer sne, kaster et ekstraordinært og kontrastrigt lys ud imod beskueren. 

   Som i de her her smukke landskabsakvareller for eksempel:

Men det ses også tydeligt i flere af de træsnit jeg selv har hængende og dagligt nyder, som fx dette:

Også udnyttelse af det hvide umalede papir til at give liv og kontrast i snedækkede københavnske gader, pladser, tage, tårne og spir, kendetegner Harald Henriksens bylandskaber, både når de er malet med akvarel og når det er træsnit:

Motivet er ofte også som set fra et vindue nogle etager oppe:

Ofte vælger han at male det samme motiv flere gange - men set fra en 'modsat' synsvinkel. Som her en akvarel af udsigten fra Rundetårn - set gennem det dekorative gamle gitter som omgiver hele den øverste runde udsigtsplatform:

Blandt mine egne Harald Henriksen-træsnit har jeg hidtil kun haft et enkelt - eller rettere to - bylandskaber. 

   Det her der viser den monumentalt høje Roskilde Domkirke i skygge i den ene side - i kontrast til de solbeskinnede lave bygninger i den anden - og med et perspektiv-sugende kig ud til Roskilde fjord:

Og det her som viser det samme motiv - Roskilde domkirke - men nu set i det fjerne via et kig ud gennem et delvist åbent vindue - og med glas med hyacinter som forgrund i vindueskarmen:

Og her endnu et par af Henriksens træsnit (som jeg ikke har - endnu) med det samme motiv, men set fra en helt tredje-fjerde dekorativ vinkel,

   Det første her - stadig i sne:

I det følgende er 'det hvide' så ikke sne, men æbletræer der blomstrer om foråret - men effekten er den samme:

Nu nærmer vi os det som var anledningen til dette indlæg: Mit nyerhvervede Harald Henriksen-træsnit.

  Det har som motiv udsigten fra toppen af Rundetårn over mod Kongens Have og Rosenborg Slot - delvist set gennem det grafisk dekorative støbejerngitter-rækværk der omkranser den runde udsigtsplatform øverst oppe - og med det kobberbalagte rytterspir på Trinitatiskirken i forgrunden:

Det er et motiv som vi ovenfor har set Henriksen også har malet i akvarel - men jo her typisk nok så med udsigt i den modsatte retning. 

   Træsnittet er stort - 42 x 52 cm - og er fra 1931. 

  Mit gæt er at akvarellen tidsmæssigt kommer først, og altså er en slags forarbejde til dette umanerligt smukke og fascinerende træsnit. 

   Gættet bekræftes af oplysningerne fra hjemmesidens arkivgalleri: Akvarellen med gitteret er fra 1930, træsnittet er fra 1931.

Jeg har tidligere noteret at Harald Henriksen kan være inspireret af en af pionererne inden for europæisk farvetræsnitkunst fra omkring århundredskiftet, den dansk-tyske kunstner Henriette Hahn-Brinckmann (1862-1934) som har lavede det her smukke træsnit 'Svanebugten' 1898.

I hvert fald har de begge fundet ud af kreativt at udnytte et dekorativt støbejerngitter som kontrastgiven forgrund - som resten af motivet - de hvide svaner - så delvist ses igennem.

Lidt research viser også at Harald Henriksen med sit specielt sete motiv fra toppen af Rundtårn med udsigt gennem det dekorative gitterrækværk, havde en direkte forløber når det gjaldt skildringen af 'cityscapes' i København, nemlig kunstneren H. G. F. Holm fra første halvdel af 1800-tallet. 

  Han har blandt andet lavet den her 'håndkolorerede' (=akvarel) radering fra ca. 1840:

H. G. F. Holm havde af sin samtid fået tilnavnet 'Fattigholm'. 

   Thorvaldsens museums hjemmeside oplyser om ham:

Heinrich Gustav Ferdinand Holm (1803-1861) er især kendt for sine mange, meget omhyggelige skildringer af Københavnske lokaliteter. Over 700 af hans tegnede prospekter er bevaret, og nogle af dem blev omsat i kobberstik og gerne håndkolorerede som denne udsigt fra Rundetårn i retning mod Vor Frue Kirke og Skt. Petri Kirke. Holm har også tegnet og malet prospektet fra Stormbroen hen mod det næsten færdigbyggede Thorvaldsens Museum (se inv.nr. D1887). I det hele taget er Holms mange skildringer af København den bedste kilde til at få indblik i, hvordan byen så ud, mens den danske guldalderkunst udfoldede sig. Holm havde konstant trods sin flid og den popularitet, som hans værker havde, økonomiske problemer. Og allerede i samtiden fik han øgenavnet "Fattig-Holm”.

Her nogle flere af Fattigholms smukke 'cityscapes' med motiver fra København i første halvdel af 1800-tallet:

Wikipedia fortæller uddybende om Fattigholms liv og værker - en tragisk historie:

Heinrich Gustav Ferdinand Holm (23. april 1803 i Berlin – 1. maj 1861 på Almindelig Hospital i København) var en dansk kunstner; han kendes også som Fattigholm. Han var søn af kobberstikkeren Jens M. Holm.

   Holms tilnavn kom ikke af ingenting: Det meste af sin voksne tilværelse levede han i fattigdom, og han døde indlagt på friplads af Københavns fattigvæsen. Hans situation blev ikke nemmere af, at han var enkemand og far til fire børn, og at han angiveligt havdehang til alkohol. Han skaffede indtægter ved bl.a. at udføre tegninger og akvareller og sælge dem – ofte til spotpris. En del af dem blev udført som stik af hans far.

   Den nyeste forskning viser dog, at han ikke havde hang til alkokol, men led af sindssyge. Han arvede den og gav den videre til to af sine børn. Læge Christian Lunn fra Selskabet for Dansk Memorabilitet forklarede det i 2013 ved afsløringen af en mindeplade for Fattigholm på ejendommen på hjørnet af Amaliegade og Sankt Annæ Plads, hvor kunstneren boede en kort tid. Holm flyttede ofte med familien som fattigfolk flest i Guldalderen.

   På trods af de vanskelige kår har Holm udvist betydelige evner. Hans motiver var ofte landskabsmotiver fra Sjælland og bybilleder fra København, og de har historisk interesse, fordi de er udført med stor nøjagtighed og detaljerigdom.

   I 1818-27 udførte han flere tegninger for Oldsagskommissionen bl.a. af guldbrakteater og udgravningen af nordhøjen i Jelling. I 1823 var han ophavmand til en vignet tilDanske Magazin, der benyttede den til 1886 og igen fra 2004.

   Til Holms sidste arbejder hører hans akvareller fra Almindelig Hospital i Amaliegade hvor han døde af tuberkulose den 1. maj 1861. Han er begravet på Assistens Kirkegård.  

I øvrigt er der i disse efterårsmåneder en fin udstilling på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland med titlen "Fuglsang 1885-1959 - Billedkunst, musik og friluftsliv" der blandt andet udstiller fem af Harald Henriksens smukke træsnit med motiver fra det nærliggende område Skejten, som blandt andet er berømt for sine gamle dekorative egetræer som lige har været noget for Henriksen.

   Udstillingen viser også en række fine billeder - især akvareller - af flere andre kunstnere som har haft tilknytning til Fuglsang-kulturmiljøet gennem årene. Blandt andre Harald Henriksens gode ven Olaf Rude som også er kendt - vel nærmest berømt - for sine akvareller af Skejtens egetræer:

Det her er  så de fem træsnit af Harald Henriksen som blev udstillet på Fuglsang-udstillingen, på væggen over for Olaf Rudes billeder:

De er simpelt hen fremragende og dokumenterer hvor god og originale en træsnitkunstner Harald Henriksen var og er.