Hypnosemorderen, litteraturprofessoren - og kundalinikraften

Jeg har i tidligere indlæg skrevet om en række serendipitetiske sammentræf og associationer - i forbindelse med læsningen af Poul Martinsen nye bog om 'hypnosemorderen' Palle Hardrup - og hans fantastske liv og skæbnesvangre vendepunkter og møder. Her er mere fra samme skuffe

Et af kapitlerne i bogen - det om Palle Hardrup og Bjørn Schow Nielsens eksperimenter med yoga-teknikker mens de er cellekammerater efter Anden Verdenskrig - minder mig om en af mine undervisere i litteratur på danskstudiet i slutningen af 60´erne: professor Aage Henriksen.

   Som jeg tidlgere har fortalt, så var Aage Henriksen faktiske den eneste af mine undervisere i litteratur, som jeg den gang syntes jeg virkelig fik noget ud af at høre på - og senere af at læse bøger hans bøger. 

    Jeg kommer i tanker om at han i en af sine senere bøger "Litterært testamente - Seks Kapitler Om Kærlighed" fra 1998 - fortæller om at han havde eksperimenteret med yoga-teknikker i sin ungdom Heri fortæller han bl.a. om de fatale og delvist invaliderende mystiske erfaringer han havde med det der kaldes 'kundalini-kraften'.

Den danske Wikipedia beskriver denne kraft sådan her:

Kundalini (egl. 'sammenrullet' som en slange). Er i følge tantriske traditioner i Indien og Tibet en ur-energi, som strømmer fra den nederste del af rygsøjlen, (rodchakraet) til issen (kronechakraet). Energien kan aktiveres spontant eller ved hjælp af specielle yoga-teknikker i forbindelse med spirituelt arbejde.

   Når Kundalini-energien vækkes fx gennem spirituelle øvelser, forsøger den at stige op, delvist eller fuldstændigt, gennem en subtil kanal (nadi) i rygsøjlens midte, kaldet sushumna nadi. Langs sushumna ligger 6 chakraer (krone-centret er ikke et egentlig chakra). Når Kundalini-kraften stiger op fuldstændigt gennem sushumna nadi, aktiveres forskellige energier i chakraerne, den møder. Energierne i de lavere chakraer bliver inaktive samtidig hermed.

   Når den stiger fuldstændigt op til krone-chakraet, siges personen at have opnået spirituel oplysning, 'unio mystica', nirvana eller nirvikalpa samadhi, og man er fri af karmaens hjul.

Oplevelserne med kundalini-kraften forbinder Aage Henriksen' først og fremmest med sit konfliktfyldte venskab med Karen Blixen. Hun havde en helt særlig psykisk magt over ham da han var ung - måske ikke ulig den magt Bjørn Schow Nielsen havde over Palle Hardrup.

   I et interview med journalist Dorte Remar i Kristeligt Dagblad 17. dec. 2004, fortæller Aage Henriksen om ...

... hvordan han i midten af 1950'erne i forbindelse med en personlig krise og udøvelse af yoga oplevede et fænomen, der er anerkendt og eftertragtelsesværdigt i Østens religioner: en opstigning af kundalinikraften. Ifølge tantrisk tradition er det en seksuel kraft, der som en sammenrullet slange ligger sovende ved rygradens rod. Når den vækkes, stiger den op gennem kroppen og hovedet og videre opad for at forene mennesket med den guddommelig bevidsthed.

   – Kundalinikraften lever videre i mig og har gjort det i et halvt århundrede. Kundalini er knyttet til mennesket som en potens, der normalt ikke frigøres. Det drejer sig om et indre strømsystem, som man har kendt i umindelige tider. Lægevidenskabens gamle symbol med to slanger, der bugter sig om en æskulapstav, er en beskrivelse af kundalinibanen, siger Aage Henriksen.

   – Jeg kunne ikke tænke mig et liv uden nu. Men det var meget voldsomt, da den brød igennem. Og jeg var temmelig rædselsslagen for, at den ville stige ud gennem hovedet og efterlade mig som en tom skal. Det skaber også store smerter der, hvor kundalinien ikke kan bryde gennem. Først senere hen kom der kontrol med det, så den ikke kun stiger op, men også cirkulerer.

   – Opstigningen af kundalinikraften skete, da jeg begyndte at gå til yoga. Anledningen var mit personlige bekendtskab med Karen Blixen, der begyndte godt, men førte til en mere og mere uløselig konflikt i mig selv. Jeg befandt mig i en situation, hvor ingen kunne vejlede mig. Yogaen gav mig nye problemer, uden at jeg på nogen måder blev klogere på Karen Blixen, og førte til, at jeg opsøgte den åndelige læremester Eli Wamberg, der var formand for Rosenkreuzer-selskabet.

Eli Wamberg hjalp Aage Henriksen ud af sin binding til Karen Blixen og hjalp ham til at kontrollere kraften. 

Men hvad har det med Palle Hardrup at gøre. Jo, ifølge Martinsens bog om ham, så har Palle Hardrup også haft stærke erfaringer med kundalini-kraften (som han ganske vist kalder noget andet). Hardrup beskriver nogle øvelser hvor han og Bjørn Schouw Nielsen arbejdede med meditativ udelukkelse af stadig flere dele af kroppen indtil de også 'eliminerede' hovedet. Oplevelsen af denne bevidsthedstilstands "hvilen i sig selv" som der derigennem nåede, beskriver han sådan her:

Alt var harmoni og skønhed. Sindet var som stjernerne, der uden for de atmosfæriske forstyrrelser stor stille, store og klare med mange flere farvenuancer, end vi vant til at se dem.

Og videre referer Martinsen netop til de "slanger" som er symbolet på oplevelsen af kundalini-kraften der føles som en ildsøjle op ad og gennem rygradens nervebaner:

Hardrup og Schouw Nielsen fortsatte deres ekspeditioner ind i sinde ad yogaens veje. (...) Som elever, yogier, lærte de at arbejde med en urkraft i universet, de indiske guruer kaldte for prahna.  Under meditationen skulle prahnaen gennem koncentration og vilje kunne sendes rundt i yogiens nervesystem til steder, hvor der var brug for en livgivende kraft.

   Det kunne give voldsomme oplevelser, også lidt skræmmende. En dag forestillede Palle sig under en meditation at to nervebanerr snoede sig rundt om hans rygmarv som et par slanger. Han så og mærkede en hvid flamme rundt om rygmarven og følte strømmen af prahna glide opad som en glødende strøm

Den slags meditationsskabte mentale erfaringer endte for Aage Henriksen med at blive en velsignelse for hans faglige og spirituelle udvikling, erfaringer som blandt andet gav ham en dyb og opklarende indsigt i de underliggende mentale erfaringsmønstre som var fælles for en lang række store forfatterskaber: Goethe, Baggesen, Grundtvig, Pontoppidan, Sophus Clausen, Henrik Ibsen, Karen Blixen.

For Palle Hardrup blev de vejen til en forbandelse som han først frigjorde sig fra da han skiftede identitet.

   Under deres 'meditationsrejse' i fængselscellen, bragte Bjørn Schouw en "skytsånd" med i deres fælles spirituelle univers. Og via denne "skytsånd" fik Bjørn Schouw Nielsen (og altså ikke via hypnose, ifølge Palle) fuldstændig krammet på Palle Hardrup.

   Det var den skytsånd, "X", der befalede Palle at begå først et "vellykket" bankrøveri, og og et halvt år senere det der endt med mord.

   Begge røverier blev begået for at skaffe penge til en fælles planlagt spirituel rejse til Indien hvor de to kammerater skulle opnå den højeste spirituelle tilstand 'samadhi' - 'se lyset' - ved at mødes med den religiøse leder Maharashi Mahesh Yogi, grundlæggeren af TM - trancendental meditation, den meditiationsform som både jeg, Poul Martinsen, David Lynch og mange andre har lært og brugt i mange år.

I følge Martinsen ville det i virkeligheden være mere rimeligt at kalde Palle Hardrups drab på de to bankfunktionærer for 'yoga-mordene'!

Woody Allen - film-auteur og producent af særligt kreative meta-film

For to indlæg tilbage skrev jeg at jeg ikke var den helt store fan af Woody Allen, samtidig med at jeg ud fra beskrivelsen af dokumentaren om og med ham, konstaterede en lang række påfaldende sammenfald mellem ham og Poul Martinsen - som jeg er en stor fan af.

   Indlægget var det sidste i rækken af indlæg om fænomenet 'serendipitet', begrebet der beskriver hvordan der sker mærkelige - heldige og betydningsladede - sammentræf når man søger noget og finder noget helt andet; eller man finder noget nyt og interessant uden over hovedet at lede.
   Serendipitet hænger uløseligt sammen med kreativitet.

Nu har jeg været inde og se filmen 'Woody Allen: At Documentary'. Og der er i hvert fald et par sammentræf mere end dem jeg nævnte i det foregående indlæg. 

    Woody Allen anskaffer sigt tidligt i sin ungdom et par briller med et tykt mørkt stel, og det bliver en del af hans - lidt nørdede - identitet.

Det samme med Poul Martinsen. Allerede de første fotografier af ham som ung journalist viser ham med tilsvarende briller med markant mørkt stel. Her et foto fra forsiden af min bog om ham.

Martinsen fortalte gang på gang hvor "eventyrligt heldig" han syntes han havde været. I en af de sidste sync´er med Allen i dokumentaren om ham siger han direkte at hans liv har været præget af en masse held, nærmest som et eventyr.

   I øvrigt er der en god chance for at Martinsen har været til et af Woody Allans stand up-shows da Martinsen var i New York og studerede på Columbia School of Journalism 1964-65.

Men først og fremmest er de jo begge det man i filmvidenskabens sprog kalder 'auteur' - altså filminstruktører som forfølger basale, dybe og menneskelige temaer og problemstillinger i deres film - og hele tiden vender tilbage til dem og tager dem op i nye kontekster og fra nye vinkler gennem årene. 

   Det fremgår af Robert Weides dokumentarfilmen om Woody Allen at det helt afgørende for denne  filmoriginal er at han er sin egen herre, så han så at sige har frihed til at leve sit live og reflekterer over det gennem de film han producerer. 

   Også de træk finder man hos Poul Martinsen, selv om han i mange mange år var ansat i DR - og derfor hele tiden skulle have accept oppe i huset for sine dokumentarideer. Og det fik han stort set - men under stadig symbolsk "kamp med" og "oprør mod" chefen for Kulturafdelingen, Verner Svendsen.

Men i virkeligheden er jeg egentlig større fan af Woody Allen end jeg umiddelbart giver udtryk for - men en masse af hans film tænder jeg altså ikke på. 

   Manden er jo grundlæggen ironiker og humorist - en moderne superreflekteret klovn. Og for mig betyder det at mange af hans film netop ikke griber og fænger fordi ironien hele tiden punkterer den indlevelse som jeg også søger i en film.

   Det jeg fascineres af hos ham, er først og fremmest nogle af hans 'meta-film' - de film hvor han blender fakta og fiktion - eller producerer fiktion med flere realitetsniveauer flettet sammen. 

   I disse dobbeltbundede meta-film udfolder ironien sig form og udtryksmæssigt igennem konceptuel blending af flere realitetsplaner. Og så er det altså lige mig.

   

Skulle jeg fremhæve en blandt mange af disse film, så bliver det 'The Purple Rose of Cairo'.

Blandt han tidlige film bliver det 'Play it again, Sam' som jeg sætter rigtig højt.

Og så syntes jeg at den sidste film han udkom med: 'Midnight in Paris', at den var - simpelt hen - fremragende.

Frigør sindet - med tankens kraft - om meditation som mental medicin

Jeg har i nogle af de senere blogindlæg skrevet om 'hypnosemorderen' Palle Hardrup der sammen med sin fængselskammerat Bjørn Schouw Nielsen eksprimenterede med forskellige mentale teknikker. Den mest kendte og spektakulære var naturligvis hypnose, men Hardrup var selv ifølge Martinsen bog om ham mest optaget af de meditationsteknikker som de også ekperimenterede med, blandt and yoga og forskellige åndedrætsøvelser. Hardrup insisterede på at hypnosen var noget perifert i forhold til deres fælles projekt - et middel der skulle lette adgangen til de højere eller dybere meditative erkendelsestilstande som de stræbte efter.

Jeg har været inde på betydningen og effekten af meditation i sammenhæng med kreativitet tidligere på bloggen. Her er et par centrale links - blandt mange:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/02/meditation-former-hjernen-og-fremmer.html http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/06/nar-hjlperen-bliver-hj-og-andre-hje.html

Fra bunken af udklip samlet in i juni måned, finder jeg to artikler der hver for sig fokuserer på den mentalt helende effekt af meditation.

Den første: Politikens kultursektion den 5. juni. Rubrikken:

Det bevidste sind kan gøre hjernen til en god ven.

Underrubrikken:

Hjernetræning gør en opmuntrende målbar forskel for tre psykisk lidende mennesker i Phie Amboes rørende videnskabsfunderede og også flotte dokumentar 'Free the mind'.

Det er en anmeldelse af Dorte Hygum Sørensen, og filmen får 5 ud af 6 mulige 'hjerter'.

   Der er tale om en videnskabsdokumenterende film med tre cases som medvirkende der alle bliver trænet i meditatonsteknikker som tilsyneladende er delvist de samme som Palle Hardrup og Bjørn Schouw Nielsen eksperimenterede med. I artiklen beskrevet som "medfølelsesmeditation".

   To af de hovedmedvirkende har diagnosen 'posttraumatisk stress syndrome' fra soldater-oplevelser under Iraq- og Afghanistan-krigene; den tredje case - en femårig dreng - har diagnosen ADHD.

   Og filmen dokumenterer så at undervisningen i disse teknikker rent faktisk virker 'helende' og 'frigørende' på deres - tvangsmæssige - mentale lidelser.

   I filmen medvirker også en ekspert som er ansvarlig for disse forsøg, professor Richard Davidson, der i mange år selv har mediteret.

Richard Davidson er så i fokus for den anden artikel fra Weekendavisens tillæg 'Ideer' fra den 8. juni.

Rubrikken:

Tankens kraft

Det interessante her for mig er at artiklen fortæller at "Davidson og hans kolleger har kortlagt de flere hundrede forskellige typer meditation, der findes, og kogt dem ned til tre kategorier":

- fokuseret opmærksomhed

- åben overvågning

- positiv følelsesmæssig træning

Og fidusen er så at man ved at scanne hjernen hos "forsøgspersoner med mange års meditationstræning" og "bede dem om at skifte mellem de forskellige typer af meditation", så kan man iagttage at de tre typer af meditation aktiverer forskellige neurale netværk i hjernen.

Da jeg selv for mange år siden (1979) blev undervist i trancendental meditation (TM) - og har praktiseret det siden, så interesserer det her mig særligt: Hvilken af de tre typer hører TM til, og hvilken del af hjernen er det som især påvirkes af den?

   Jeg søger på Richard Davidson og hans forskningsinstitution Laboratory for Affective Neuroscience (Wisconsin univeritetet).

   I første omgang finder jeg ikke lige noget om de tre typer, men om de seks mentale dimensioner som han mener påvirkes af meditation:

Resilience: how slowly or quickly you recover from adversity
Outlook: how long you are able to sustain positive emotion.
Social Intuition: how adept you are at picking up social signals from the people around you.
Self Awareness: How well you perceive bodily feelings that reflect emotions.
Sensitivity to Context: how good are you at regulating your emotional responses to take into account the context you find yourself in.
Attention: how sharp and clear your focus is.

Det er forholdsvis klart at TM - sammen med yoga-meditationerne - tilhører gruppen "fokuseret opmærksomhed", og den for tiden mest kendte i medier og offentlighed - 'mindfullness' - hører til gruppen "åben overvågning".

   Den tredje gruppe - "positiv følelsesmæssig træning" - er den jeg kender mindst til. Men den smager jo noget af "appriciative enquiery"-tænkningen.

Hvad sker der - oplevelsesmæssigt - når jeg selv mediterer efter TM-systemet?
   For nu at sige det frontalt. Jeg går i sort. Totalt black out i 20 minutter.

   Jeg sætter mig i en behagelig stol - med nakkestøtte - lukker øjnene - og gentager så mit mantra om og om igen - som indre tale: AOM, AOM, AOM, AOM (NB! "AOM" er er ikke mit personlige mantra, men det er tit brugt, og det staves OM)

   I løbet af et minut er jeg "væk". Mit åndedræt bliver ekstremt langsomt. Og efter ca. 20 minutter 'vågner' jeg igen.

   Og jeg har ikke sovet! Jeg har ikke tænkt! Jeg har ikke drømt! Jeg har ikke set billeder for mig! De 20 minutter uden for tid og rum har nærmest været som en total drømmeløs søvn. 

   Når jeg vågner efter en nats søvn, kan der gå en halv time - til flere timer - inden jeg er rigtig vågen. Men når jeg har mediteret efter det her TM-system, så er jeg 'vågen' - 'alert' - efter et minut eller to efter jeg har slået øjnene op.

Effekten?

   Man har jo kun sig selv som forsøgsperson og kan ikke være sin egen kontrolgruppe.

   Men set i bakspejlet: Ro. Tryghed ved egne intuition, ved egne ubevidste fornemmelse om hvad der er det rigtige at gøre i ukendte situationer. 

   Jeg har taget professionelle risici. Skrevet bøger, jeg ikke vidste jeg havde i mig. 

   Jeg har ikke været bange for at skifte job med jævn mellemrum, eller oprette eget firma.
  Jeg har med fornøjelse - og kriller i maven - kastet mig ud i opgaver hvis løsning jeg ikke havde nogen anelse om jeg kunne levere.

     Jeg har været i kriser - og konflikter med chefer, konflikter jeg var dømt til at tabe.

    Jeg vil ikke sige de ikke har berørt mig. Men... på en eller anden måde har jeg mentalt set ikke druknet mig i disse konflikter, men fokuseret fremad.

    Jeg har fx heller ikke fået sukkersyge - eller markant forhøjet blodtryk - selvom  min vægt i den grad siger at jeg er i farezonen.

At bedrive journalistik - især nyhedsjournalistik - er en af de mest stressende og altopslugende mentale arbejdsprocesser. Så ud fra alt hvad man efterhånden ved om meditationens gavnlige mentale effekter, så burde man indføre obligatorisk meditationsundervisning på alle journalistuddannelser - og for den sags skyld også på alle nyhedsredaktioner.
   Man kan lære det i hold. På 3-4 sessioner, hver af et par timers varighed.

Jeg har en klar fornemmelse at temaet meditation og kreativitet, er et jeg vil vende tilbage til.

Jo, mere man træner, jo heldigere er man - jo flere film man laver, jo større er sandsynligheden for, at nogle af dem lykkes - serendipitet

Flere bon mot´er har serendipitet som tema. Et af dem har jeg brugt flere gange på bloggen her - med Jon Lennon som ophavsmand:

Life is what happens to you, while you´re busy making other plans.

Et andet 'godt ord igen'-ord der som tema har serendipitet, tillægges Peter Schmeichel:

Jo mere man træner, jo heldiger er man.  

Og når jeg kommer til at tænke på dem, så er det foranlediget af forsidehistorien på Politikens Kultursektion i dag. Det er Michael Bo som har lavet et interviewportræt med filminstruktøren Robert Weide i anledning af premieren på hans dokumentarfilm om og med Woody Allen.
   Artiklen indledes sådan her:

Selvfølgelig har Woody Allen et princip at gå efter. Om det er et kunstnerisk et, må være op til hver af os at bedømme, men han går efter kvantitetsfaktoren: Jo flere film, man laver, jo større er sandsynligheden for, at nogle af dem lykkes. Og efter 43 film på 43 år kan selv den notorisk selvkritiske Woody Allen ikke nægte, at jo, der findes perler i blandt.

Vi lader lige denne sætning stå et øjeblik:

Jo flere film, man laver, jo større er sandsynligheden for, at nogle af dem lykkes.

Jeg er ikke den helt store fan af Woody Allen. Og det er han tydeligvis heller ikke selv, ifølge artiklen og filmen. Han hører til dem der - grænsende til det selvudslettende - gennemgående sætter sit lys under en skæppe når det gælder vurderingen af egne film.
   Men jeg får en aha-oplevelse ved at læse artiklen og ved dette citat.

Da jeg i sin tid begyndte at researche på min dokumentarbog om tv-dokumentaristen Poul Martinsen og hans produktion, var en af de største overraskelser netop kvantiteten og kontinuiteten i hans produktion. Omkring 120 tv-reportage- og -dokumentarfilm over en periode på omkring 40 år.
   Jeg tænkte: Han har jo produceret som en gal - som en besat.
   Jeg forstod det sådan at han har levet sit sociale liv primært gennem at lave film, og at han som den filmauteur han viste sig at være, har han også - i metaforisk indirekte form - filmet sig selv og sit eget liv ved at filme andres.

Siden har jeg tænkt at det at være kvantitativt produktiv på den måde som Martinsen har været, også har haft noget at gøre med flow - den tilstand af euforisk og selvforglemmende opstemthed som kreative og produktive mennesker kan komme i - og som nogen kan blive afhængige af som af et narkotikum.
   Men her har jeg altså opdaget en tredje forklaring på Martinsens hyperproduktivitet.
   Hvis man har noget af den samme selvudslettende side i sin personlighed som Woody Allen, og det har Martinsen, så er det en måde at komme ud over det på. Ved at producere i store mængder og kontinuert, så ved man at man indimellem scorer kunstnerisk jack-pot, og kan så fint leve med at resten ikke er helt i top i andre produktioner.
   Og det passer fint med Martinsen. Hans produktion kan deles i perioder på små 10 år, hvorefter han så at sige "vender bøtten" og gentager og videreudvikler temaer, miljøer, problemstillinger og mennesker fra de tidligere perioder. Og hver ny periode kaster så typisk 2-3 'mesterværker' af sig.

Der er flere serendipitetiske ligheder mellem Woody Allen og Poul Martinsen. Fx er de begge meget selvkritiske og udtrykker utilfredshed med film som andre værdsætter højt.
   Weide bad på et tidspunk Woody Allen om at sætte karakterer på sine film efter det amerikanske system med A som det ypperste og så nedefter i alfabetet, fortæller artiklen i Politiken.
   Jeg bad Poul Martinsen, inden jeg gik igang med at interviewe ham, om at sætte plusser eller minusser på en liste med titlerne på samtlige hans dokumentarer, plus hvis det var nogen han vurderede særligt højt, minus hvis det var nogen han vurderede kritisk.
   Det der så den gang overraskede mig var at flere af Martinsens absolut bedste dokumentarfilm, var nogen han havde minusser ved, bl.a. "I skyggen af en far".

Der er mange andre lighedspunkter mellem de to: De har samme alder; de er begge ganske generte og indadvendte som personlighedstyper; de er begge systematiske samlere af ideer: Woody Allen har en skuffe hvor han samler dem sammen, Poul Martinsen et klip-arkiv og en idebog han altid havde med sig; de er som filmkunstnere begge mentalt meget bundet til erindringer om "barndommens land", noget der præger valget af filmtemaer, persongalleri og locations for begge; de har begge som børn optrådt som tryllekunstnere for deres kammerater; de har beggespillet på et instrument siden barndommen og gør det stadig: Allen - klarinet, Martinsen - violin. Allen var stand-upper i 10 år inden han begyndte at lave film, Martinsen var skrivende journalist i 10 år inden han begyndte at lave film.

Ellers kan jeg også opleve at der mange paralleller mellem Weides arbejdsproces med sin dokumentarfilm om Woody Allen, og min arbejdsproces med dokumentarbogen om Poul Martinsen (som jeg oprindelig også havde en forestilling om skulle blive til en dokumentarfilm).
   Men en markant forskel har der været. Weide "belejrede" Woody Allen i flere år for at få ham til at medvirke i en film om ham selv, før han endelig fik acces.
    Ideen at lave bog/film om Poul Martinsen og hans tv-dokumentarfilm tror jeg har ligget og boblet i min underbevidsthed i mange år - inden jeg tog mig sammen til at spørge ham i 2001. Og hvor hans bemærkelsesværdig svar - uden tøven - var: "Ja, når det er dig."
   Han uddybede ikke svaret, og jeg spurgte ikke til hvad han mente med det. Jeg var bare glad og lettet, og havde vel egentlig også forventet et nej.

Hvad jeg ikke vidste var at der var en helt konkret undertekst til det jo umiddelbart smigrende positive svar.
   Hvad den undertekst sage, blev jeg først klar over da jeg tre år senere interviewede Martinsen om hans arbejde med at producere portrætdokumentaren "Den røde sagfører" - om og med Carl Madsen.
   Jeg citerer fra interviewet i min bog:

- Kan du huske hvad Carl Madsen sagde til at du ville lave et portræt af ham?
- Som jeg husker det havde han ikke noget imod det fordi han havde set hvad jeg havde lavet tidligere. Han var tryg, ikke mindst fordi han havde set programmet om de spaniensfrivillige.
   Jo, nu kan jeg faktisk huske det! Nej, hvor er det mærkelig! Det kommer ignen i dag! Han sagde: "Jo, hvis der er nogen der skal lave det før jeg dør, så er det dig. Og det kan jeg huske jeg blev meget chokeret over. Han var faktisk meget syg, og ikke så lang tid efter døde han. Så han var helt på det rene med at hvis det skulle laves, så skulle det gå hurtigt, altså.

Underteksten i Pouls bekræftende svar til mig der jo var et komprimeret ekko af Carl Madsens til ham på et lignende spørgsmål, var at han også frygtede at dø. Og derfor var det nok om at slå til i tide når nogen spurgte.
    Og han havde faktisk en god grund til at være bange for at dø. Det fik jeg at vide et par måneder senere i interviewforløbet hvor han fortalte historien om at han midt i 90´erne var døden nær på grund af en hjertefejl, som han så - i sidste øjeblik blev opereret for på Rigshospitalet og fik en kunstig hjerteklap.

Tilbage til indledningens serendipitet-citater. Her er en ny variant:

Jo flere blogindlæg man skriver, jo større er sandsynligheden for at nogle af dem er værd at læse.

Henrik Bønnelyckes kreative vrede - historien om en loungestol - og andre møbelhistorier

Jeg går igennem mine udklip fra den sidste måned, hvor jeg ikke har haft tid til nogenlunde kontinuert at skrive  på bloggen her. Så nu skriver jeg med afsæt i ophobet frustration og mentale abstinenser.

Vi skal tilbage til søndag den 3. juni i Politikens nye søndagstillæg 'Spis og Bo'. Et interviewportræt med arkitekt og designer Henrik Bønnelycke.

   Rubrikken: "Design skal tilføre nogen noget". Manchetten fortæller:

Godt design handler først og fremmest om den sammenhæng, som designet skal fungere i, mener arkitekt Henrik Bønnelycke. På hans tegnestue designes næsten alt: møbler, huse og pladecovere. 

Jeg husker hans navn fra forskellige møbler jeg så billeder af i en periode for 3-4 år siden, hvor jeg havde et Lauritz.com-flip. Det var nu ikke hans møbler jeg gik efter, men Charles og Ray Eames.

Bønnelycke fortæller om et smukt eksempel på kreativ vrede der går i symbiose med serendipitet:

Min bedste idé nogensinde var ... en loungestol, vi lavede for nogle år siden. Ikke selve stolen som sådan, men en idé, jeg fik i arbejdsprocessen. Den var startet ud som en spisestuestol, og vi havde arbejdet længe på den, men den blev kun semigod. På et tidspunkt blev jeg så irriteret, at jeg bad ham, der arbejdede med den på computeren i 3D, om at tabe et kæmpestort lod ned i hovedet på den. Det gjorde han, og der var den - loungestolen! Det var min bedste idé: at give den stol en på hatten. 

Sådan ser den ud - Bønnelyckes loungestol der er et resultat af at den fik et virtuelt lod 'i hovedet' og 'en på hatten' (noter lige de fysisk personificerende metaforer):

Henrik Bønnelycke filosoferer også om værdien i det at dele ideer - som jo indebærer mulighederne for konceptuel blending:

En god designer er ikke bange for at ... dele ideer. Man skal ikke sidde med hånden hen over papiret eller være bange for at braldre ud med en idé. Ved at del får man altid meget mere igen. Ideer bringer os alle sammen videre. Frygten for, at nogen napper ens ide, er noget fis. En idé er bare en idé. Det er først når man gør sig umage i udviklingen af ideen, at den bliver til noget. Skulle ideen så vise sig at være unik på linie med tøjklemmen eller Post-it, må man bare flette næbbet og finde på noget, der er bedre.

Man bemærker igen det meget fysiske og kroplige sprog hos designeren: "ikke sidde med hånden hen over papiret", "braldre ud", "napper ens ide". "flette næbbet".

Et af de spor jeg har fulgt her på bloggen er ideen om det kropsliggjort sind og den legemliggjorte kognition (embodied mind, embodied cognition).

   Tit virker det stimulerende på kreative processer at man bruger kroppen undervejs i processen: går en tur, tegner en tegning, danser en dans.

   Vi ved jo at det kropsliggjorte sprog aktiverer spejlneuronerne som et led i forståelsesprocessen. Og at den årtusindgamle forestilling om at krop og sjæl/tænkning er noget som konceptuelt skal holdes adskilt, og noget som eksisterer uafhængigt af hinanden, at den forestilling er håbløst forældet.

   Derfor interesserer det mig hvordan kreative personligheder bruger sproget, og hvad for et sprog de bruger til at udtrykke deres tænkning gennem. Jeg har noteret mig at det næsten altid er erfaringsprog og 'basic level'-kategorier de bruger når de udtrykker sig.

   Derfor interesserer det mig også hvad de særligt kreative har foretaget sig da de var yngre, om de har lavet noget fysisk - noget med deres hænder?

   Og det har Henrik Bønnelycke: Han er uddannet værktøjsmager!

   Jeg kunne godt finde på at lægge en søgeagent ind hos Lauritz.com på Henrik Bønnelyckes loungestol.

Dette som overgang til nogle personlige erindringer om mit forhold til designer-møbler.

   Faktisk da jeg var helt ung - og tegnede og malede en masse, tegnede jeg også nogle møbler. Blandt andet et sofabord med sort laminat som bordplade, et bord som blev produceret i et eksemplar og som i alle årene siden stod i mine forældres hjem. På det tidspunkt var laminat et helt nyt materiale, som man kun tænkte sig til køkkenborde. Men Piet Hein brød grænsen med sit superelipsebord som vi også har som spisebord. Hvid laminat.

   Jeg tegnede også nogle stole af flettet metal, husker jeg. Og det var vel en del af de drømme jeg havde om at blive arkitekt, at jeg kunne komme til at tegne møbler.

Den første "fine" arkitekttegnede stol jeg anskaffede mig, var denne - købt hos en marskendiser i en sidegade til Nørrebrogade hvor jeg boede som ung nygift studerende på 5. sal i en 20 kvm´s taglejlighed. For 500, - kr. 

Wegener: Flaglinestol

Jeg havde ingen anelse om hvem der havde tegnet den. Og det havde marskendiseren helller ikke. Wegner havde vel heller ikke der i midten af 60-erne samme ikoniske status som han siden har fået.

    Men jeg husker stadig min betagelse og fascination da jeg så 'flaglinestolen' i vinduet, hvor den jo fyldte godt. Hvordan vi fik den op på 5 sal og ind i lejligheden, husker jeg ikke. Det er en tung stol, så vi har nok været 3 mand om det. Og den kan godt komme gennem en relativt smal døråbning på grund af sin form.

Men siden blev det Charles og Ray Eames og deres stole jeg blev betaget af. Og det var fruen som i kraft af sin uddannelse som kunsthåndværker var meget mere vidende om den slags sager og de gode navne, end jeg var, der gjorde mig opmærksom på de to amerikanske arkitekters stole - som vi kunne se inde hos Paustian på Vesterbrogade.

   Jeg blev dybt forelsket! Både ved synet - og ved at sidde i dem!

   Da jeg i 1987 blev momsregistreret erhvervsdrivende og oprettede en-mands-konsulentfirmaet PHL-Kommunikation, skulle jeg jo 'investere', som min revisor sagde. Og min første investering til firmakontoret som gav fradrag på firmaregnskabet, var denne kontorstol:

Da jeg nogle år senere blev direktør for TV 2 ØST, fik jeg en af samme slags til mit nye direktørkontor.

    Siden er det gået slag i slag. Her den næste Eames-anskaffelse:

Neden for - den smukkest sofa jeg kender til, og én man sidder uovertruffent godt i - ligesom man gør  i vipp-dreje-lænestolen oven for.

   Navnet på sofaen er 'Compact', og ægteparret Eames tegnede den oprindelig til deres eget hjem. Sofaen kommer sjældent - højst en gang om året - på auktion hos Lauritz.com. Og til alt held for mig, så vurderes den ekstremt lavt i forhold til hvad den koster fra ny af hos Paustian.

   Den er så relativt ukendt uden for en snæver kreds af Eames-aficionados at da jeg bød på den, var der kun få der fulgte med - uden den store entusiasme og ikke med mange bud. Og den var som ny da vi fik den hjem.

Eames: Compact-sofa

Arne Jacobsen var meget inspireret af Charles og Ray Eames, fortælles det.