Finn Nørbygaard - klovn med tårer bag masken

I mit arbejdsværelse har jeg et smukt poetisk akvarelmaleri af Emil Nolde. En udstillngsplakat. Det viser en hvid klovn på blå baggrund. Jeg har ikke kunnet finde det ved at google. Det sjove er at plakaten næsten altid er gemt bag en dør der altid er åben så den skjuler den væg det hænger på. Jeg kom til at tænk på den plakat og det motiv da jeg læste et fødselsdagsportræt om Finn Nørbyggaard.

   Emil Nolde har malet mange klovne, viser det sig. Her er et maleri der er nært beslægtet med det på min plakat. Det også akvarel, som man ser:

 

Klovnen er som figur et blend - en konceptuel blanding af flere personligheder. Den ydre med en maske som smiler - og den indre bagved - som græder. 

   Klovnen er prototypen på den kreative personlighed: to personer i en:

Klovnene Flippo

Det overdrevne røde smil skal man ikke tro på. Det dementeres af tårerne. Andre klovnemasker har nedadbøjede malede mundvige.
   Denne dobbelt hed kan være en af forklaringerne på den særlige angstform som kaldes 'Coulrofobi' - klovneangst eller klovneskræk.

   Alle komikere har denne dobbelthed i sig, antager jeg. Måske alle store kunstnere.

Som sagt: Jeg kom i tanker om alle disse visuelle klovnerier ved læsning af et fødselsdagsportræt for et par uger siden i Politiken.

   Komikeren Finn Nørbygaard fyldte 60. Billedet der blev vist af ham, var et foto hvor han kigger ned og hvor vand løber ned ad ansigtet på ham. Som en regn af tårer.

Finn Nørbygaard hører jo til de særligt kreative personligheder, ligesom makkeren Jacob Haugaard.

   Ifølge portrætartiklen fra den 8. marts, så har Finn Nørbygaard grund til at græde bag masken. Aktuelt var der de millioner han mistede fordi han havde investeret dem i Stein Bagger-projekter.

   Og hvordan er det lige med barndommen? - Fødselsdagsartiklen med rubrikken "Profession: Jyde" fortæller:

Det var ikke lige til at se, at Finn Nørbygaard skulle blive landskendt komiker. Det var ikke lige den sang, der blev sunget over hans vugge. Faktisk er hans opvækst fyldt med mørke skygger: To måneder  efter fødselen blev Finn Nørbygaard sat i pleje. Moderen orkede ikke endnu et barn. Plejefamilien vanrøgtede ham, lod ham ligge i sin egen afføring, forladt og i den grad omsorgssvigtet. Han blev tvangsfjernet, kom i pleje hos en ny familie, som senere adopterede ham.

Videre fortælles om hans hektiske voksenliv, samarbejdet med Jacob Haugaard, filmproduktioner, turnere rundt i landet med shows. Et kreativt knokleri uden lige. Men...

Midt i alt det sad en orm og  gnavede. Da den fik gnavet hul, fik Finn Nørbygaard et regulært sammenbrud. Det resulterede i, at han sideløbende med sit showmanship tog en uddannelse som psykoterapeut. 

Det fortæller han blandet andet om i bogen "Tillykke med din krise - en komiker bag facaden". En anmeldelse fortæller:

Vi får indblik i Finn Nørbygaards barndom. Hvad mangel på kærlighed og omsorg i de tidligstefaser i livet betyder. Hans søgen efter identitet, efter han finder ud af, han er adoptivbarn. Sit forsøg på flugt gennem arbejdsmani og perfektionisme i voksenlivet. Og hvor svært han har det med at være "helt tilstede" og nærværende. Hans angst og usikkerhed i nære relationer. Det at elske og blive elsket, indebærer jo muligheden for at blive forladt.

Christian Jungersen - neurokemi som skæbne i ny roman

Denne blog har i efterhånden mange indlæg jagtet forskellige sider af kreativitetens grundlag i den moderne neurovidenskab: spejlneuroner, the default mode network, flow-processens kemi, højre hjernehalvdels betydning, etc.

   Det helt afgørende for de kreative processer  er at hjernens skal være i en særlig tilstand - "åben" - for at kunne levere grænseoverskridende konceptuel tænkning, billeder, visioner, metaforer, genreblandinger; og at en række forskellige moduler eller centrer i hjernen skal arbejde sammen.

  Denne min interesse for hvad den moderne neurovidenskab giver af indsigter, deler jeg med en af vores gode yngre forfattere: Christian Jungersen.

  Han har netop udgivet sin tredje roman: "Du forsvinder", der har som tema at en skadet hjerne fungerer som personlighedsændrende skæbne for både hjernens "ejermand" og for de "nære personer".  

En hjerneskade ændrer personligheden, og det er den afgørende del af plottet i romanen. 

   Konen til en hjerneskadet mand, Mia, jagter gennem romanen forklaringen på hvem han egentlig er og hvorfor han handler som han gøre, ved at grave sig dybere og dybere ind i neurovidenskabens forklaringsmodeller. Hun gøre det for at få nogle fundamentale spørgsmål afklaret om skyld, ansvar, fri vilje. Og farer selv mentalt vild undervejs.

Information bringer den 17.-18 marts i anledning af udgivelsen et interview med Christian Jungersen, under rubrikken:

Vi er i biologiens vold

Interviewportrættet er lavet af Rasmus Bo Sørensen, og det leverer en række markante udtalelser fra forfatteren. Her fra artiklens indledning:

Vi står midt i en videnskabelig revolution. Det er Christian Jungersen overbevist om. De næste 30 års hjerneforskning vil medføre større ændringer i vores menneskesyn, end de seneste 300 års filosofihistorie har gjort. Og vi er stadig kun i begyndelsen.

   »Vi er vidner til en ny renæssance, en fuldstændig omvæltning i forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske,« siger han.

   Forskere finder hele tiden nye beviser for, at vores handlinger, følelser og personlige egenskaber er bestemt af neurale funktioner i hjernen. Et nyt verdensbillede er under udformning – men litteraturen er ikke en del af det, for den hænger stadig fast i fortidens fortælleformer.

   »Naturvidenskaben buldrer derudad og skaber helt nye menneskebilleder, mens litteraturen står ovre i hjørnet og hygger sig med sig selv,« siger han og tilføjer med et smil:

   »Det holder ikke en meter.« (....)

   »Men hvis man som forfatter kunne være en af de første, der fik det nye neurologiske menneskebillede ind i litteraturen, så ville man reelt kunne føre litteraturen et nyt sted hen. Og jeg siger ikke, at det er det, jeg er lykkedes med at gøre. Men det har været min ambition.«

Jeg er jo grundlæggende enig med Christian Jungersen i at vi med den moderne "neuroscience" resultater er igang med et fundamentalt paradigmeskift i synet på mennesket og verden. Og når jeg fx i tidligere indlæg har skrevet indlæg om neuro-journalistik - om hvordan journalistikken, journalistrollen og journalisternes arbejdsproces kan anskues gennem en neurovidenskabelig optik, så er jeg jo ude i et tilsvarende ærinde som CJ, bare ikke i fiktionens form.

Det er så også interessant at romanen efter referatet at dømme, er et eksempel på konceptuel blending, idet der mellem hvert kapitel er indlagt fotos af faktiske og fiktive dokumenter, hjemmesider mv. - som "dokumenterer" nogle af resultaterne af hovedpersonen Mias research for at trænge ind i den neurovidenskablige menneskeforståelse:

 

 

For mig er der ingen tvivl om at den særlige tilstand som hjernen er i når den er særligt kreativ, er noget der kan stimuleres og påvirkes "kunstigt". Ved meditation, ved alkohol, ved hash og LSD. Det er der rigtig mange eksempler på i litteraturen om kunstneres liv. 

   Hjernen og dens funktion er påvirkelig af tilført kemi: lykkepiller er et eksempel. Der findes også piller der øger folks intelligens - eller fjerner angst før eksamen. 

   Det er i den kontekst romanen også skal ses:

Der er mange og store spørgsmål på spil i Du forsvinder – men alle kredser om dette ene: Hvad er det, der gør os til dem, vi er?

   For Mia Halling er der ingen tvivl: Jo mere hun læser sig ind på sin mands orbitofrontale hjerneskade, jo mere bliver hun overbevist om, at vi hverken er rundet af barndommen, de sociale omstændigheder eller den kulturelle opdragelse, men at vi altid allerede er et produkt af vores hjerners kemi. Som det hedder i romanen: »Udover hjernen er der ingenting«. Men er det også sådan, forfatteren Christian Jungersen tænker?

   »Ja, det er det – og det er også sådan, samfundet i stigende grad tænker. Før i tiden ville man sige om sin depressive faster, at hun var en dødssyg lyseslukker, der burde tage sig sammen. Og man ville sige om sin alkoholiske fætter, at han bare skulle mande sig op og stille flasken fra sig. Men vi er begyndt at se på mennesker på en anden måde, som produkter af deres hjerner – og om 20 år er det måske ikke kun angst og afhængighedslidelser, vi vil diagnosticere,« siger han og udkaster et tænkt fremtidsscenarium:

   »Måske der vil være piller mod selvoptagethed, kortsynethed, lyststyrethed og dovenskab. Og spørgsmålet er: Hvordan bliver vores verden, når man begynder at kunne regulere på alt dét også – og hvordan skal vores litteratur se ud?«

Læs hele interviewet her:
http://www.information.dk/296311

Logicomix - logik for tegneserienørder og andre hjerneblæste burhøns

Lige inden jeg tog til Norge for at undervise norske nordmænd fra norsk tv i dramaturgi, klippede jeg en anmeldelse i Politikens bogtillæg lørdag den 18. februar. Rubrikken var:

Logikkens gåder som tegneserie

I indledningen minder anmelder Søren Vinterberg om en litterær bølge i 90´erne, hvor der udkom en række romaner hvis formål ikke var at underholde, men at formidle svært fagligt stof til en bredere skare af publikummer: "encyklopædiske romaner". Blandt andet af forfattere som Eco, Høeg m.fl. 

   Til dem hørte også "Sofies Verden" af nordmanden Jostein Gaarder, som jeg læste med interesse og stadig har i min reol.

   Til dem hørte også "Onkel Petros og Goldbachs formodning" af matematikeren Apostolos Doxiadis, som jeg ikke før har hørt om eller læst.

Denne forfatter og videnskabsmand prøver nu igen at formidle abstrakt og svært stof gennem konceptuel blending i tegneserieromanen: "Logicomix - En tegnet fortælling om jagten på sandhed". 

   Doxiadis forsøger "at skabe levende fiktion ud af matematiske og logiske problemstillinger så tørre som klipfisk. Nu altså som tegnet roman og med den litterære nobleprismodtager, filosoffen Bertrand Russel (1872-1970) som hovedperson."

  Illustrationerne fra tegneserie-romane til anmeldelsen er i den fransk-belgiske Tintin-inspirerede realistiske stil. 

   Jeg googler for at se nærmere på den:

 

 

 

 

 

 

Ikke tosset, forekommer det mig.
   Jeg har en svaghed for den stil. Men original og fascinationsskabende er den jo ikke - som Boetius mangainspirerede SF-stil var det (set et par indlæg tilbage). 

Søren Vinterberg konkluderer:

Desværre lykkes projektet ikke helt. Selv om stregen er klar og ferm, og glimt af snakken på den tegnestude i Athen, hvor serien bliver til, føjer (endnu) et meta-lag til fortællingen, er stoffet - ligesom i tidligere tegneserieintroduktioner til marxismen, til buddhismen m.m. -  åbenlyst for stort til  og ikke prioriteret skarpt nok som fortælling. Her når vi hverken dybt nok i Russels private livsanfægtelser eller i logikkens selvåbnende afgrunde under hvert aksion. Det bliver ved introducerende stikord til logikken og distraherende hints til de mange kloge hoveders psyki(atri)ske

ejendommeligheder.

Bjarke Ingels - arkitektionisk kreativitet vs håndværksmæssig kvalitet

Jeg har i en række blogindlæg hyldet arkitekten Bjarke Ingels for hans arkitektoniske kreativitet - præget af konceptuel blending: bygning og landskab i et greb.

   Jeg har set en række af hans byggerier på Amager; sidst "8-tallet". Selv om fruen og jeg er glade for at bo i et byhus i provinsen, så kunne vi godt være fristet af det rette tilbud i København og omegn.

   Så da de første lejligheder i 8-tallet blev udbudt, så var vi inde og kigge. Og det var flot tænkt - og vi var fristet.

 

Men når vi så byggeriet helt tæt på, så virkede det billigt. Dels i materialerne og dels den måde de var skruet, limet og boltet sammen på. Mange "ufilede" rå kanter og skarpe sammenføjninger.

   Så disse sansede næroptagelser gjorde at vi aldrig kom længere.

   Og jeg husker sidste år at jeg læste et sted at byggeriet var blevet kåret til "verdens bedste boligbyggeri".

Derfor bliver jeg også fanget af bagsideartiklen i Politikens kulturtillæg i Søndags den 11. marts. Af avisens arkitekt-redaktør Karsten S. Ifversen. Billede viste 8-tallet i et sne- og is-dækket fladt Amager-landskab.

   Rubrikken:

Et spark i røven uden sans for materialerne

Karsten Ifversen fortæller om fagforeningen 3F´s tidsskrift "Fagligt Fokus" som har fået den ide at sende en faguddannet tømrer og en do bygningssnedker ud for at inspicere den håndværksmæssige kvalitet i byggeriet. 

   De var mildest talt kritiske over den håndværksmæssige udførelse. Allerede skimmelsvamp udendørs og opvarmningsrum, dårlige belægninger på stier med materialer der modarbejder hinanden, og skruer og plader ved kanter der ikke tåler vinterens saltning. 

Politikens arkitekturredaktør konkluderer:

Bjarke Ingels generation repræsenterer et gevaldigt spark i røven til dansk velfærdsarkitektur og har sendt rygtet om den langt ud over de nationale grænser. Jeg savner bare, at dens projekter også stofligt forbandt sig til nogle nordisk dyder. Jeg begejstres for ideerne, elsker rummene, men mærker sjældent omsorg for materialern.

Se indlægget:
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/02/en-srligt-kreativ-personlighed-arkitekt.html

The Artist - metafilm og konceptuel blending

Fruen og jeg var inde og se den Oscarvindende film "The Artist" i den lokale provinsbiograf.

   Vi var vel en 20 mennesker til en forestilling sent søndag eftermiddag.

Da vi forlod biografsalen efter filmen, var der stuvende fuldt uden for i caffeen og helt ud på gaden. Hvilken film ventede de på at komme ind og se? "Hvidsteen Gruppen".

"The Artist" er en fremragende film, begavet og underholdende. Instruktøren er franskmanden Mchel Hazanavicius. Det er en metafilm, en selvreflekterende film. Derfor er der ikke mange i vores provinsby som kunne finde på at betale for at gå ind og se den.

   Historien foregår i Hollywood 1927 og følgende år. Det er i den periode skiftet sker fra stumfilm til talefilm.

   Twistet i filmen er at vi får fortalt en historie om en døende teknik, en døende genre og en døende skuespilkunst - stumfilmens, gennem en mimende revival af præcis den teknik, den genre og den skuespilkunst: stumfilmens.

   Den historie der fortælles er et melodrama.

Der er altså tale om en pastiche, og som alle pasticher har den en iboende ironi - og altså et resultat af konceptuel blending.

   Et særligt fortællemæssigt scoop er det at en drømmescene - en slags hovedpersonens mareridt - er det eneste der spilles med lyd på - dog uden at hovedpersonen selv i sin drøm kan få et hørbart ord frem.

  Også i slutscenen er der lyd og tale. Her hører vi hovedpersonen sige en enkelt frase: "With pleasure" - med tyk fransk accent. Dermed får vi antydning af forklaringen på det der ellers er uforståeligt. Hvorfor han så stædigt holder fast ved ikke at ville optræde som talende skuespiller i de nye talefilm.

   Ellers er der kun et fantastisk flot og fængende musikspor under hele filmen, med referencer til en lang række films underlægningsmusik. Musikken under klimaksscenen er inspireret af Hitchkocks musik under hans selvreflekterende metafilm "Vertigo".

Og så må jeg sige: Jeg nød filmen - var imponeret over dens gennemførthed som jo havde karakter af en stilistisk tour de force - underlagt skrappe kreative restriktioner.

   Men jeg blev aldrig for alvor grebet, nok fordi jeg ikke kunne identificerer mig med hovedpersonen, og derfor aldrig rigtig "gik på komedie".

 

Uden den indlagte hund, med en afgørende rolle i en række af plottets vendpunkter,  havde filmen aldrig vundet alle de priser, er min påstand. 

   Også hunden er nok en henvisning til Hitchkocks anden dybe metafilm "Rear Window", hvor en af familierne som vi ser gennem vinduet med James Stewards øjne, har en tilsvarende hund. Den bliver slået i hjel fordi den kan afslører morderen.