Mocumentary i radioen - hvor frækt og sjovt

Dem der følger denne blog ved at blandingsgenrer i medierne altid har optaget mig, så meget endda at jeg en gang har skrevet en hel bog om "Faktion som udtryksmiddel".

   En af tv-blandingsgenrerne har navnet "mocumentary", som i selve begrebet fortæller at det er en genre hvor man gør brug af den dokumentariske form, mens indholdet er fiktivt - fantasi - men næsten realistisk. I hvert fald så realistisk at det kan "drille" ("mock") publikum.

   Og blandingen har ofte en selvreflekterend kritisk metafunktion i forhold til medierne selv eller blandingen er ironisk vendt mod samfundets stive institutioner og roller når de udtrykker sig officielt.

  Det var fx meget karakteristisk for Poul Nesgaard, Per Schultz og andre kreative og skæve hoveder i TV-Ungdomsredaktionen i slutningen af 70´erne og begyndelsen af 80´ernne.

Igår eftemiddags  da jeg kørt hjem i bil på Sydmotorve blev jeg fuppet i radioen - af et radio-mocumentary. I programmet "Skønlitteratur på P1".

   Jeg hørte et ret interessant interview med en fagbogsforfatter, som havde udgivet en afslørende debatbog om at der var fusket med Nobels testamente, sådan at den litteratur han i virkeligheden ønskede at belønne med sin pris SF, Fantacy, Krimi, Gotiske romaner o. lign. Altås på den tid: Jules Verne og H.G. Wells fx. Eller Scherlock Holmes-serien. Eller Edgar Allan Poes gysernoveller.

   Efter vel 10 minutters tid, blev det så afsløret at interviewet var fup. Forfatteren var rigtig, Karsten Wind Meyhoff, han havde ganske vist også skrevet en bog der i autentiske detaljer og med fake-dokumentation beskrev hvordan Nobels testamente af det litterære establishment var blevet rettet til og omredigeret, så det kun var fin-litteratur der kunne belønnes for høj kunstneriske kvalitet. Men altså imod Nobels oprindelig erklærede ønsker og smag som bogen hævdede var mere folkelig og fantasi-orienteret.

   Det fakede interview i radioen som jeg altså troede på indtil det blev afsløret af interviewer og forfatter i fælleskab, præsenteres som nedenfor på netsiden der forannoncer programmet "Skønlitteratur i P1.

   Denne tekst fortæller også som om bogen refererer til en autentisk virkelighed som er holdt skjult og hemmelig af konspiratoriske finlitterære kræfter, et establishment der på den måde meler egen kage - mens de populære forfatter som de ovennævnte, holdes ude for altid.

Skulle J. K. Rowling have Nobelprisen?

Forfatteren Karsten Wind Meyhoff har netop udgivet en litterær reportage, der bringer os på sporet af snyd og svindel i Nobelkomiteen, der uddeler verdens største litteraturpris. Han afslører, at populære forfattere som J.K. Rowling, Agatha Christie og Mark Twain rent faktisk skulle have haft prisen, hvis gamle Alfred Nobel havde fået sin vilje - han ønskede nemlig, at prisen skulle gå til underholdningsromaner, science fiction og fantastisk litteratur.

   Eller hvad? Hør Karsten Wind Meyhoffs historie, der både handler om en saunaklub for vinterbadere, litterære konspirationer - og konstruerede reportager i genren mockumentary.

Det at man hopper på den, indebærer jo mentalt set konceptuel blending. Man synes nok det er lidt for fantastisk til at være sandt, men programrammen og personernes troværdige replikskifter under interviewet gør at man undtrykker sin skepsis. Og når det så afsløres, så får man en aha-oplevelse; "Min undertrykt anelse var rigtig, men tænk at jeg er så let at fuppe."

    Det er det der i dramaturgien kaldes et set up - pay off-forhold

George Orwells berømte radio-feature "Klodernes kamp", baseret på H.G.Wells roman, var og er jo en klassiker inden for radio-mocumentary-genren. Og medførte, efter sigende, adskillige dødsfald da den blev sendt, fordi nogen lyttere fik hjerteslag af skræk og andre blev så forskrækkede at de fór ud på gaden fra deres hus og slog sig ihjel.

  Og gad vide om den ikke både har inspireret Karsten Weyhoff i første omgang til at skrive sin mocumentary-bog, og  inspireret litteraturredaktionen til i anden omgang at opfinde et fake-radio-interview med forfatteren.

Jeg kan huske og referere til radio-mocumentary´s fra "gamle dage" i DR:

Thomas Haugaard hvis fyldige gode stemme stadig høres, lavede som interviewperson et radiointerview som i min båndsamling heder "Den ammende mand". Han blev interviewet af en anden mocumentary-personlighed, Jan  Krag Jacobsen, i ramme af det daværende P1-eftermiddagprogram Familiespejlet.

   Thomas meddelte i starten af interviewet med en stemme der meget autentisk udtrykte tøven og generthed, men også en vis stolthed, at han havde fået indopereret mælkekirtler i sine bryster for at kunne være på lige fod med sin kone i forhold til deres næsten nyfødte baby. Og faktisk sad han og ammede barnet (sådan lød det for lytterne) mens DR´s reporter interviewede ham om sine overvejelser og omgivelsernes reaktioner på dette ret store kirurgiske indgreb for kønssligestillingens skyld.

   Det typiske baby sutter bryst hos mor-lyde, fungerede som lyd-bevis for historiens autenticitet.

   En redaktør fra Radioavisen hørt Familiespejlets nyhedsværdige interview og ringede op til dem og bad om mandens telefonnummer, så de kunne få ham i radioavisen. Der var perspektiv i den historie.

   Det her blev lavet i en periode hvor hele samfundet af præget af feministisk debat og synspunkter og de bløde mænd blev både hyldet og set ned på.

    Sikken en radio-metafor der her blev lavet  i forhold til den debat. Blending så det batter.

Et tredje eksempel jeg husker det var radioens Ungdomsredaktion der i en Påskeferie lavede radiointerviews og reportager fra en række fiktive men realistisk lydende fængselsceller i Vestre med unge mennesker som myndighederne havde interneret der fordi disse celler var tomme og ledige (de rigtige fanger var på udgang og med fisketur i øjnene).

   Nyheden som denne fiktive men helt realistiske reportage tog afsæt i, var at flere og flere forældre var trætte af at være sammen med deres børn i ferierne, og ønskede at holde Påskeferie uden børn, og derfor havde ønske om at få dem afsat og passet. Og så havde fængselsvæsnet tilbudt deres for tiden tomme celler.

   Rigtig mange lyttere reagerede med forargelse, husker jeg.

Endelig må jeg nævne at jeg selv sammen det skæve og kreative hoved Morten Hartkorn der den gang var journalist på TV-Avisen, på en række faktionskurser lavede rollespil hvor vi snød med hvem der var hvem (journalist/akademiker) som af og til gjorde deltagerne stik-tossede fordi deres mentale virkelighedsforankring var røget sig en tur efter vores indledende rolle-mocumentary.

NB! Jeg har tidligere skrevet om aprilsnarrens dramaturgi på

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/aprilsnare-i-medierne.html

Og der er kun ca. en måned til 1. april

Og hvor fra ved du i øvrigt at dette indlæg er autentisk og skrevet af mig? Jeg sidder jo og slapper af i Sydafrika, det er sikkert og vist.

Dine forestillinger om dig selv er et produkt af samarbejdet mellem default netværket og spejlneuronetværket

Også i en kladde fandt jeg et citat som refererede til "simulation", "default network" og "mirrorneurons". Og som fremførte en teori om at de to neurale systemer interagerer og abejder sammen om at producerer vores selv-identitet gennem simulationsmekanimer. Her kommer det indledende abstract:  

Searching for an integrated self-representation

Recent inquiries into the nature of self-representation have put forward a new and interesting conceptualization of the self, as a “center of gravity” of one's private and social behavior. We review recent neuroimaging work that has suggested interactions among brain regions comprising the default state network, including medial and temporo-parietal cortical regions and the mirror neuron system including lateral fronto-parietal regions as two interacting neural systems that work in concert to produce a cohesive self-representation through simulation. Simulation processes—broadly construed here as using existing representations as templates for understanding novel information—are instantiated by these brain systems across a wide range of domains including time, space, physical and social, giving rise to the multifaceted Self that we all are. Accumulating evidence also suggests, that these simulation processes are used in a multitude of cognitions that constitute the self, including autobiographical memory and prospection, perspective taking, understanding other's actions and mental states and embodied self-representation.

Det er en interessant artikel som refererer en stor bunke andre artikler som samlet argumenterer for at vores selv er et produkt af samspillet mellem Derfault mode netværket og spejlneuronnetværket som komplementerer hinanden. Artiklen betrager også simulation som den proces der gør det muligt for os at forstå hinanden og forstå os selv i tænkte situationer. Her et citat fra længere nede i artiklen

Based on the property of mirror neurons to internally simulate actions performed by others, it has been proposed that the MNS may provide the link between the physical representation of the Self as related to the physical representation of others.7,38,39 In fact, the MNS and the default network show opposing patterns of activation during the process of self-other distinction, such that mirror regions show increased activity to “self” relative to “other,” while default network regions deactivate less to “other” relative to “self.”38

Artiklens konklusion er at alle de mentale processer som er afgørende for vores oplevelse af vores selv, har karakter af simulation som er afhængig både af defualt neværket og spjelneuronetværket:

We have attempted to outline a common thread linking aspects of the self across the domains of time, space, physical embodiment and the social world as may be accomplished through a simulation mechanism. In our interpretation of the process of simulation, the self uses available knowledge as a template for processing, representing and understanding new information. Whether simulation involves self-projection in time for the purposes of planning the future, or projection of a perceived image onto the self-image during self-other differentiation; at their core, mental time travel, perspective taking, self-representation and mentalizing are all cogitations that in the broadest sense appear to involve a simulation mechanism. These high-level functions rely on a distributed network of brain structures, including the medial prefrontal cortex, medial temporal lobe, parietal regions and the temporo-parietal junction forming the core of the default mode network, and the posterior inferior frontal gyrus and inferior parietal lobule forming the core of the human mirror neuron system.

 http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2734050/?tool=pubmed

Hvad er de kognitive funktioner som default netværket varetager?

Jeg fandt en "kladde" her på min blog som udelukkende bestod af et langt citat fra en videnskabelig artikel om "the default network" og hvad det er for nogle mentale og kognitive processer det tager sig af.

   Jeg kører den lige igennem og "oversætter" lidt undervejs:

The current set of analyses provides converging evidence that DMN regions are engaged with specific cognitive behaviors. These behaviors may not be limited to those observed here, but may also include related processes such as moral decision-making (Greene, Sommerville, Nystrom, Darley, & Cohen, 2001), fictional narrative simulation (Mar & Oatley, 2008; Mar, 2004), or mind-wandering (Christoff, Gordon,Smallwood, Smith, & Schooler, 2009; Mason et al., 2007). 

Altså her nævnes tre specifikke kognitive funktioner som DMN tager sig af:

• moralsk vurderinger og beslutninger: "Hvad ville være det rigtige at gøre hvis...."
• simulation af fiktionshistorier: "Vi leger at vi er på vej til månen, du er kaptajn på rumskibet..."
• dagdrømme og tankeflugt: "Hvad var det egentlig jeg lavede i går, men måske skulle jeg heller tag til stranden, hvem mon kommer med til mødet i aften..."

Men hvad tager Default Mode Nework sig ellers af?

In order to determine the neural (in)dependence of these processes, however, neuropsychological investigations into co-occurring autobiographical and interpersonal deficits with compromised functional integrity of the midline, and lateral parietal and lateral temporal cortex are also necessary. Our analyses were designed to investigate the neural mechanisms underlying autobiographical memory, prospection, and theory-of-mind, and to determine if these domains rely upon a pattern of brain activity operating within the DMN. The results provide the first direct evidence to support previous independent observations that projection of the self into the past, the future, or the minds of others engages a common set of brain regions largely overlapping with the DMN (Spreng et al.,2009; Buckner & Carroll, 2007). 

Altså: deres undersøgelser viser at mental projektion af selvet ind i fortiden, inde i fremtiden eller ind i andres sind, engagere et fælles sæt af hjerneområder som falder sammen med Default Netværket.

Her refereres også til den sevlbiografiske hukommelse, og "theory of mind" og "prospection".

   "Theory of mind" er det mentale fænomen at man har en forestilling om at andre har et sind der er indrettet ligesom ens eget, hvilket betyder at man antager at hvis man selv vil føle og tænke noget i en bestemt situation, så vil en anden i samme situation nok tænke og føle det samme.

    "Prospection" går på det mentale fænomen at man kan forestille sig egne mentale, emotionelle og kognitive processer i en forventet fremtid:

....to have prospection abilities, which permit anticipating future mental processes and motivational and emotional states. For instance, we can evaluate future outcomes in light of the motivational state we expect to have when the outcome is collected, not (only) when we make a decision. Consequently, we can plan for the future and choose to store food to be consumed when we expect to be hungry, not immediately. Furthermore, similarly to any expected outcome, we can assign a value to our anticipated mental processes and emotions.

Pointen er at vi ikke blot kan forestille os hvordan vil f'øle i en given fremtidig situation, men også tillægge de forstillede følelser positiv eller negativ værdi.

Task-related functional connectivity analysis revealed reliable correlations within the core regions of the DMN, and only two nodes in the task-positive network, suggesting that the DMN was engaged during our experimental conditions, but not the task-positive network. The present study does not directly compare the experimental tasks with “rest.” Although preand postscan questionnaires have helped clarify resting state cognition (e.g., Andrews-Hanna, Huang, Reidler, &amp Spreng and Grady 1121Buckner, 2008; Mason et al., 2007), we remain unsure what people do while resting. 

    In order to circumvent this issue, novel techniques and analyses are needed to assess default cognition and its neural associations. For example, one study assessed the overlap between episodic memory and theory-of-mind tasks, and then determined peak activity!s relationship with the DMN using resting state functional connectivity analysis (Andrews-Hanna, Saxe, Poulin, & Buckner, 2007). 

     The present set of analyses provides converging evidence that the neuroanatomical correlates  of autobiographical memory, prospection, and theory-ofmind are shared and that the DMN is involved in the processing necessary to carry out these specific cognitive behaviors. This sharing of neural resources may allow remembering the past and imagining the future to provide a “long view” in decision-making, over and above stimulus–reward driven behavior, thereby facilitating theory-of-mind and promoting social cooperation (Boyer, 2008).

Her har de altså fundet ud af at de tre processer: den selvbiografiske hukommelse, even til at forestille sig selv mentalt i fremtiden, og evnen til at forestille sig andres mentale setup som ens eget, alle udspringer af og er aktive i default-netværket

http://www.people.fas.harvard.edu/~spreng/Publications_files/Spreng_Grady_JOCN_2010.pdf

Erfaringssprog så det lyser... to kreative kronikker af hhv. Marlene Duus og May Johson

De fleste kronikker læser jeg ikke. Det er sproget det er galt med. Det er for abstrakt, for teknisk, for fuld af fagudtryk. Kedeligt.

   Men ind i mellem siger det "flash". Man går i gang med første linie, og så går man i læse-flow. Det skete fx i går. Kronikken var af Marlene Duus. Rubrikken lød:

Får offeret også en chance til?

Sproget er et fortællende erfaringssprog. Alle ord er i "øjenhøjde" med den virkelighed jeg også lever i. Sådan begynder kronikken:

Han maltrakterede min krop og mit ansigt med et tungt vandrør. Dernæst kastede han min bevidstløse krop ud fra tredje sal. Det er tre år siden. Jeg var godt i gang med min karriere i modebranchen, var aktiv og livsglad. Det liv eksisterer nu kun i savn og billeder.

   I dag er jeg 50 procent invalid, og i en alder af 29 er jeg ikke længere i stand til at arbejde. Efter tre år med omfattende operationer kan jeg starte i genoptræning på et hjerneskadecenter. Gerningsmanden er derimod efter samme tre år reelt en fri mand, selvom han fik en dom på seks års fængsel. Hos stjernekokken Claus Meyer får han en læreplads som belønning for at have afsonet halvdelen af en i forvejen alt for kort straf. Claus Meyer er glad og stolt.

    Hvorfor vælger jeg at stå frem og fortælle min historie? Jeg kan ikke tie længere.På trods af, at det indebærer en personlig sikkerhedsrisiko, vælger jeg nu at tale. Nogle ofre må stå frem, for sandheden er, at Danmark – set fra offerets synsvinkel – har udviklet et forfærdeligt retssystem, som i mit tilfælde gør det endnu sværere at komme videre. Problemet er nemlig, at vi fuldstændigt har glemt, hvem vi skal hjælpe. Det burde ellers være let:

   1. Hjælp offeret. 2. Hjælp gerningsmanden. I Danmark er det desværre lige omvendt, og det er min historie et eksempel på. Her er min historie.

Det er en effektiv begyndelse. Et resume af en grusom historie. En skæbne i en grundlæggende uretfærdig verden. Så folder Marlene den ud i en fortælling der zoomer ind på detaljerne, historien går næsten i slow motion

Det er midt i myldretiden en tidlig morgen 19. november 2008. Frederiksberg summer af aktivitet, bilerne fylder vejene, og cyklisterne kører i lange slanger på cykelstierne. Folk er på vej på arbejde, til skole, ud til en ny dag, der for de fleste mennesker er som alle andre. Jeg er i min lejlighed iført nattøj. Min veninde har overnattet og senere samme dag skal jeg hjem. Hjem til min familie. Jeg har fået et par dage fri fra arbejde.

   Jeg står i gangen og tager afsked med min veninde, da lynet slår ned. Min ekskæreste dukker pludseligt og uden varsel op i døråbningen. Han holder et stort, rustent jernrør i hænderne. Med sindssyge øjne begynder han at slå vildt omkring sig.

   Min veninde prøver at stoppe ham. En helt umulig opgave. Han er som besat. Hun slipper ud af lejligheden og flygter ned af de mange trapper, mens hun råber og skriger efter hjælp. Jeg råber og skriger også – for mit liv.

Ja, læs kronikken til ende på adressen:

http://politiken.dk/debat/ECE1545204/faar-offeret-ogsaa-en-chance-til/

Det er sproget der gør det. Og selvfølgelig også at Claus Meyer bliver taget som retorisk gidsel fordi han har give voldsmanden en læreplads. Stor debat. Marlene Duus kom også i Aftenshowet.

En anden kronik i Politiken fra den 18/11/0. Jeg klippede den ud og gemte. Og kunne ikke få den ud af hovedet. Det var også sproget. Det sprog der gør et andet menneskes virkelighed til læserens, til din. 

   Den er skrevet af Amy Johnson. Rubrikken lyder:

Jeg føler mig udelukket fra menneskeheden

Selv om jeg har en skizofren i min nærmeste familie, og har læst en del om det. Også for nylig i forbindelse med min jagt på forståelsen af kreative processer i hjernen. Så er det første gang jeg synes jeg for alvor forstår. Det er det med at erfaringssproget er billedrigt, metaforisk og metonymisk. At se er at forstå. At forstå er at kunne simulere. Og det er det kronikken giver læseren mulighed for: Læs bare her:

Det er en forbandelse, denne skizofreni, fordi den får mig til at stille spørgsmål, får mig ud af balance, får mig til at sætte spørgsmålstegn ved hver grundregels grundregel hvert kvarter, igen og igen og så igen.

   Jeg kan aldrig komme nogen steder hen; aldrig komme videre fra at sætte spørgsmålstegn ved grundreglerne. Det ser ud, som om jeg spilder min tid med vilje, som om jeg undgår at blive voksen eller undgår at tage ansvar.

   Jeg ville elske at være i stand til at arbejde som en almindelig person. Jeg elsker at have travlt. Jeg elsker at føle mig nyttig. Jeg ville elske at kunne invitere til middagsselskab, et selskab til at lovprise alle de ting, jeg har opnået, til at fejre mig og min person.

    Jeg er ’paranoid’, fordi jeg ikke tror på det, der er ægte. Alting er en trussel, fordi alting er nyt: Jeg kan ikke huske, at en eller anden ting eller person var ’tryg’ for mig de seneste 200 gange. I stedet bliver jeg nødt til at gå igennem hele proceduren, denne realitetstjekprocedure. Det er, som om jeg har Alzheimers eller noget. Jeg er ikke dum, men jeg formår ikke at huske ting fra 24 timer siden. Dette kommer jeg aldrig til. Jeg bliver ikke fejret eller klappet ad, fordi jeg ingenting har at vise frem for alt det hårde arbejde, jeg gør hver dag. Det er forfærdeligt at føle sig u-værdsat og u-fejret. Jeg er diagnosticeret som ’paranoid skizofren’.

   Du spurgte mig før, hvorfor jeg havde så svært ved at træffe beslutninger. Du bad mig fortælle dig om de interne processer, som gør det så svært for mig at træffe en beslutning.

   Fordi jeg altid sætter spørgsmålstegn ved virkeligheden, kan jeg ikke komme videre. Nogle ting må man have tillid til, og noget må man tage for givet: for at komme videre må jeg stole på, at elektriciteten vil virke, når jeg trykker på stikkontakten.

   Hvis jeg ikke stoler på, at lyset vil tænde, ville jeg pines ved at tænke: Bliver jeg dræbt ved et elektrisk stød? Hvordan ved jeg, om det er sikkert? og Hvad sker der, hvis lyset ikke tænder? Hvad gør jeg så? og Måske skulle jeg ringe til elselskabet bare for at være på den sikre side – og så videre og så videre.

   Men hvis jeg blot stoler på, at det hele nok skal gå, kan jeg trykke på kontakten, gå ind i rummet, sætte mig og skrive ... Kan du se, hvordan tillid er knyttet til læring, til at vokse og til at få ting gjort?

    Dette er et uløseligt dilemma. 

Det er værd at bemærke hvad du-formen betyder. Sprogligt skabes der et fælles kognitivt simulationsrum mellem fortæller og læser, mellem "jeg" og "du". I overført betydning tvinger det læsere til at lægge øre til sproget.

   Læs videre på denne andresse. Og forstå:

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1454202/jeg-foeler-mig-udelukket-fra-menneskeheden/

I kronikken er der en henvisning til endnu en kronik af en scizofreni. Også læsværdig. Med rubrikken 

Nå – skulle jeg have været en abort?

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE790419/kronik-naa--skulle-jeg-have-vaeret-en-abort/

"Sex og vold" - Muppet Show blended med ondskabens teater

Jeg havde i udklpsbunken gemt flere artikler fra slutningen af januar om et stykke voksen-dukke-teater, som tydeligvis var grænseoverskridende kreativt - et smukt eksempel på konceptuel blending af genrer og udtryksformer - af dukkefiktion og grusom virkelighed. 

   Det var billederne i artiklerne der fangede mig:

   

Forestillingen omtales blandt andet som et "freak-show" - og som "dukketeater for voksne". Det kan man forstå bare ved at se det billede her.

Jeg søger og finder en video på YouTube og en beskrivelse af stykket  på nettet:

Fix & Foxys freakshow

I SEX OG VOLD fremfører fem grimme, dumme og hæmningsløse kæmpedukker deres eget, indignerede splattershow. De udtrykker sig bedst gennem overgreb og vanrøgt, så her kommer deres musikalske, pornografiske og voldelige show om de ting, vi normalt ikke tør røre ved, og om hvordan verden ser ud fra deres side af hegnet.

   SEX OG VOLD er Muppet Show for voksne med en gruppe grimme, dumme og hæmningsløse kæmpedukker, der er klar til at gå så langt, det skal være, for at underholde deres publikum.

   De stiller sig til rådighed for grundforskning i menneskesjælens mørklagte områder. Dukker falder uden for straffeloven, så der er ikke noget, de ikke må. Og det er heldigvis ikke rigtige mennesker, det går ud over!

   SEX OG VOLD er Tue Biering og Jeppe Kristensens seneste stykke virkelighedsteater, hvor de udnytter de svage og udstødte til gemen underholdning.

Da jeg har et særligt personligt forhold til dukkespil og dukkespillere, kunne jeg godt tænke mig at komme ind og se det. Men har alt for forbasket travlt i disse uger.

Men andre kan nå det. Stykket spiller til den 18. januar på Husets teater. Og hvis man har glade minder om Muppet Show i fjernsynet i gamle dage, så kan de åbenbart genopfriskes her - med et grusomt twist.

    Man aner fra beskrivelsen inspiration og et aktualitetsperspektiv i forhold til de sager der har været for domstolene og i medierne de sidste par år - om grov vanrøgt, sexmisbrug og vold over for børn i dysfunktionelle familier.

Hvad opnår en fiktion ved at vise det som er fortrængt og tabubelagt? Det man ikke må forestille sig og det man ikke må tale om - endsige udtrykke sympati eller forståelse for?

Grundlæggende er det jo mentalt frigørende, fordi det er grænseoverskridende og grænsenedbrydende. Og altså et udtryk for kreativitet. At bruge dukker - altså skuespillere klædt ud som menneskestore dukker - med associationer til Muppet-show - er jo udtryk for en form for grotesk ironi. Surrealistisk teater.
   Der er altså tale om konceptuel blending af det der er sjovt - det barnlige - med det der er forfærdeligt - det forbudte
   En forestilling der at dømme efter foto og videoklippet leverer et satirisk twist af uskyldig tv-erindringer med en mørk bagside af ubevidste fantasier, et twist der derfor rammer tilskueren der hvor de mentale forsvarsværker er svagest.