Sider

torsdag den 30. juni 2011

Om at oversætte - fra dansk - til dansk - når man er journalist og når man er mellemleder

At oversætte fra dansk til dansk!
   Firkantet sagt, så er det det journalister skal kunne gøre når de i nyheds- og baggrundsartikler fortæller offentligheden og deres læsere om problemstilinger og sager af samfundsmæssige betydning, som er formuleret af deres kilder på et vist abstraktionsniveau. Journalisterne skal - med et kropsmetaforisk udtryk - kunne skrive i øjenhøjde med læserne, skrive så læserne kan se at nyheden er relevant for dem. 
   Skal man køre lidt videre med den metafor, så er problemet ofte at kilderne formulerer sig om virkeligheden ud fra et sprogligt "fugleperspektiv", og det skal journalisten så oversætte tilt formuleringer i et "øjenhøjde-perspektiv". 

For mange år siden skrev nogle virksomhedspsykologer i en rapport til Postvæsenets ledelse hvad de mente de postarbejdere skulle kunne der blev ansat til at betjene noget nyt sorteringsudstyr i Postterminalen:
I langt de fleste tilfælde vil intellektuelle ressourcer, der rækker ud over det normale, næppe kunne blive tilfredsstillet. (...) Men et vist minimum af intellektuelle forudsætninger vil være påkrævet for at undgå person- og materielskader, samt unødvendige forsinkelser.
Der blev først en mægtig ballade om den rapport blandt postarbejderne da Ekstrabladet havde oversat disse eufemistisk formuleringer i en rubrik med denne ordlyd:
De skal være dumme.. men ikke for dumme
Det kan jeg så koble til mine oplevelser som censor for diplomfaget "informationsjournalistikkens strategisk grundlag".
   I faglitteraturen om intern kommunikation i virksomheder - særligt fokuseret på "forandringskommunikation" - er det en gennemgående formulering at mellemlederne er særligt betydningfulde fordi det er dem der skal "oversætte" den øverste ledelses visioner, budskaber, planer og strategier til de menige medarbejdere.
   Kravene til denne "oversættervirksomhed" er at den skal gøre kommunikationen relevant for medarbejderne, dvs. de skal kunne "se sig selv" i den forandrede fremtid, og den skal hjælpe dem med at vende angst, uro og usikkerhed til tillid og optimisme og handleberedthed.

Ifølge ordbøgerne er "oversætte" noget man gør mellem to sprog: fra et sprog som modtageren ikke forstår, fx tysk, til et andet sprog som modtageren forstår, fx dansk.
   Men hvad betyder "oversætte" i denne forbindelse? Og hvad vil det egentlig sige at kunne "se sig selv", som tilsyneladende er en metafor for "relevant".
   Parallellen til journalistens "oversættende" rolle mellem ekspertkilder og læserne i offentligheden er slående.

Her trækker jeg nu på nogle af de foregående blogindlæg i en argumentationskæde.
   Det mellemlederne skal kunne "oversætte" fra, er det jeg har kaldt videnssprog, et sprog eller en sprogbrug der har følgende kendetegn:
  • upersonligt
  • abstrakt
  • billedfattigt
  • følelsesrenset
  • monologisk
  • systemorienteret
  • rødder i skriftsprog
  • bruges mest offentligt
Det sprog mellemlederne skal kunne "oversætte" til, er det jeg har kaldt erfaringssprog, et sprog eller en sprogbrug der har følgende kendetegn: 
  • personligt
  • sanseligt
  • konkret
  • billedrigt
  • følelsesladet
  • dialogisk
  • handlingsorienteret
  • rødder i talesprog
  • bruges mest privat
Begge sprog er dansk, men de har et meget forskelligt forhold til den virkelighed de er sprog om.  

Erfaringssproget udgøres i høj grad af det man kalder "basic-level-kategori-ord", det vil sige ord og dermed kategorier som naturligt ligger "i midten" af abstraktionsstigen - fra det generelle til det specifikke.
   Det er ord som ko, bil, mand, rød, blå, hammer, gå, løbe, se, høre, føle, hånd, ben, hoved, lys, kop, stol, spise, varm, kold, slå, kysse,....
   Disse kategorier modsvarer erfaringsprogets basale ordforråd. De er nemme at lære, nemme at huske, og nemme bruge. Det er ord der referer til noget som man kan tegne eller male hvis man får besked på det, eller ord der referer til noget man kan udføre hvis nogen beder en om det, eller ord for noget man kan bruge til opnå specifikke mål hvis det er det man vil.

Her er en uddybning af hvad det er - på engelsk:
In cognitive psychology, a basic-level category is a family of events, objects, patterns, emotions, spatial relationships, or social relationships that are cognitively basic. "Dog", "chair", "ball", and "cup" are examples of basic-level categories. Basic-level categories share a variety of properties with one another. Among other similarities, they are the level first named and understood by children, the level with the shortest primary lexemes, the first level to enter the lexicon of a language, the level at which subjects are fastest at identifying category members, the level at which most of our knowledge is organized, the level that most faithfully mirrors natural kinds, and the highest level at which a single mental image can reflect the entire category.
Men hvilke sproglige og mentale operationer skal der så til for at oversætte fra videnssprog til erfaringssprog?
   Her handler det i høj grad om metaforer og metonymer, som kan betragtes som oversættelses-redskaber. Og som jeg har beskrevet tidligere så indebærer det i begge tilfælde mentale blending-operationer hvor noget abstrakt, ukendt og erfaringsfjernt anskues gennem noget mere konkret og erfaringsnært.

Metaforer er erfaringssproglige og gør typisk brug af basic-leve-kategori-ord, så det abstrakte, det ukendte og tågede ses og forstås igennem det konkrete og velkendte.
    En samling lovforslag kaldes "en pakke".  Vi skal altså se og forstå det abstrakte  og uanskuelige en samlinge lovforslag  gennem basic-level-kategori-ordet "pakke", noget det kan ses, og noget der kan bæres.
   En virksomhed som skal skære ned og fyre folk, skal igennem en "slankekur". Vi skal altså se og forstå virksomhedsændringerne gennem den konceptuelle optik som bevidst slankning af en krop leverer.

Sådan er det også med metonymer, som jo har karakter af en "del for helhed" semantisk operation. Den abstrakte institution Politiet forstås konkret gennem metonymiske rekvisitter som magtudøvelsen udfoldes igennem - ting og fænomener "der er til at tage og føle på": knipler, uniformer, blå-blink, politibiler, et lysende grønt skilt med ordet politi, politihunde, politirapporter, skriftlige tilsigelser.
   Igen er der tale om at "oversætte" fra vidensprogets abstrakte kategoriers verden, til erfaringssprogets basis-kategoir-verden der kan sanses og handles med og i forhold til.

Så det er det der er kravet til mellemledernes kommunikation til medarbejderne - at de skal kunne gøre brug af metonymisk og metaforisk tænkning når de skal "oversætte" de besværlige og angstfremkaldende abstrakte og måske bevidst tågede budskaber fra ledelsen til noget hvori medarbejderne kan "se sig selv" og få besvaret det presserende spørgsmål: "What´s in it for me?

"At se" og "syn" er metaforer for at forstå og forståelse. Næste led i argumentationskæden er så den grundforudsætning at forståelse er simulation.
   Hvis medarbejderne skal kunne "se sig selv" i en fremtidig situation, så skal de kunne simulere denne fremtidige situation så konkret at de kan se sig selv sanse, handle og reagere i den. Dvs. forestille sig den fremtidige situation som en hypotetisk erfaring, en tænkt oplevelse. Og for at kunne simulerer sig selv i sådan en situation så må input være leverer i erfaringssprog.

Sammenhængen er altså denne når mellemledere (og journalister) skal "oversætte" fra videnssprog til erfaringssprog.
  • For at kunne se sig selv i en tænkt situation, må man mentalt kunne simulere den situation
  • For at kunne simulerer en situation må man have den fremstillet i basic-level-kategorier
  • For at fremstille noget abstrakt i basic-level kategorier, må man bruge metaforer og metonymer (og andre oversættelsesværktøjer som analogier, fabler, lignelser, modeller, scenarier, etc) 
  • For at kunne bruge metaforer og metonymer, må man trække på sit erfaringssprog og oversætte fra videnssprog.
Endelig kan vi også inddrage et andet af de redskaber som de senere års managementlitteratur har fremhævet som afgørende for at få medarbejdere og omgivelser til at "se sig selv" i relation til virksomheden: Storytelling.
   Jeg har tidligere nævnt at dramaturgi er et sæt af simuleringsredskaber for simulation af personer der handler målrettet i tid og rum - og undervejs møder modstand som overvindes.
   Historier der fortælles, hvad enten det er i sproglig eller visuel form, de fortælles altid gennem basic-level-kategorier.
   Faktafortællinger har et grundlæggende metonymisk forhold til den virkelighed de fremstiller og simulerer, mens fiktionsfortællinger har et metaforisk forhold til den virkelighed de fremstiller og simulerer. 
   Storytelling i og om virksomheder har karakter af lignelser som medarbejderne skal overføre på  egen situation idet de får mulighed for at "se sig selv" gennem de identifikationsmekanismer som de virkelighedsismulerende fortællinger tilbyder.
   Jeg citerer igen fra James Gearys bog "I is an Other", som jeg synes meget klart udtrykker sammenhængen mellem historiefortælling som metafor og det der foregår mentalt og neurologisk i vores hjerner når vi går op i fortællingen og kan se os og forstå os selv gennem ubevidst simulation af det den imaginære virkelighed den fremstiller (i basic-level-kategori-ord og -billeder):
When we read a story, our brain plot everything that´s going on, from the characters´physical locations in space, to their interactions vith objects in the environment to their pursuit of various psychological and emotional goals. Many of the brain areas, active while reading, ar also active when we actually take part in or observe similar situation in real life. The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation objects, for exsample, are at work during both ficitional and factual encounters. Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them our in our minds. Stories er rehearsals for real lilfe.
Godt fortalte historier er vores mulighed for mentalt,  kognitivt og emotionelt at afprøve os selv i nye situationer - uden at det for alvor gør ondt! 

mandag den 27. juni 2011

Josefine Ottesen - og hendes livs kilder til Fantacy

Josefine Ottesen har skrevet omkring 80 bøger - hvoraf de fleste er fantacy-romaner til unge. Hvilken produktivitet og kreativitet! For Josefine har fantasiens kilder leveret metaforisk tænkning ud over alle grænser. Men hvad udspringer de af?
 
Lotte Thorsen har i Politiken den 5. juni et stort portræt-interview med damen. I forhold til mine forestillinger om den særligt kreative personlighed med den komplicerede barndom - med savn og tab, identitetsusikkerhed og flytten omkring, så scorer hun højt på alle parametre.
   Liv, fantasi og litterær produktion går i kreativ symbiose, for hendes vedkommende, kan man læse i portrættet.

Josefine har jødisk-ungarsk baggrund. Moderen kom med sin mand til Danmark fra Berlin lige før 2. Verdenskrig. Hun bliver skilt. Og flygter til friheden i Sverige i 1943. Men en stor del af hendes familie var væk. Gasset i nazisternes udryddelseslejre eller dræbt i jødiske ghettoer i Budapest. 
   Datteren fortæller
Jeg ved, min mor følte en enorm skyld over at have overlevet. En skyldfølelse som også rammer andre, der mirakuløst overlever, mens andre i samme situation dør. Jeg tror, man stiller sig selv spørgsmål som: Er jeg noget særligt? Hvorfor lige mig og ikke de andre? Er jeg bedre end dem? Det er man selvfølgelig ikke, men man prøver at rationalisere, og det tror jeg også, min mor har gjort.
Moderen havde dårlig samvittighed over at være i live, og for at sone sin overlevelse sendte hun efter krigen sine små børn til Norge med en ung pige og blev selv i Gøteborg for at hjælpe de overlevende fra kz-lejrene, da de hvide busser ankom med de befriede fanger sydfra.

Josefine er født i Bredgade i København 1956. Efter et par år flyttede familien til Nordjylland. Hun var "mediatorbarn" mellem to midaldrende forældre der i forvejen havde henholdsvis to og tre børn. Hun fortæller bl.a.
Jeg troede egentlig, at jeg var en dreng. Det ville min mor også helst have haft. Min fars sønner havde mange problemer, og jeg tror, at hun havde en forestilling om, at hun skulle føde min far den rigtige søn. Og så fik de altså mig. 
   Alle børn vil genre have, at deres forældre er lykkelige. Og når man har rygsækken fuld af sorg og savn, som min mor havde, så kører der hele tiden en undertekst, som børn jo læser. Så jeg bruget meget energi på at passe ind. For hvis man ikke gjorde det, blev man lidt usynlig.
To personer i en. Identitetsproblemer? Det kunne se ud til det. Hvordan så med far-forholdet?
   Om sin far fortæller hun at "han var meget sky" og "svær at komme i kontakt med". "Men jeg fik stimuleret mit intellekt voldsomt, for det var der jeg kunne møde ham."
   Så skulle forældrene skilles fordi faderen havde mødt en anden. 
Skilsmissen var meget, meget hård for min mor. Det er problemet , når man er så iscenesættende. For når de andre så ikke følger manuskriptet, er man jo fortabt. Og hun var fortabt efter den skilsmisse. Hun var næsten 50 år og sagde senere, at hvis det ikke havde været for mig, så havde hun givet op. Og de signal har jeg nok fornemmet. Jeg var overbevist om, at det var, fordi jeg havde overset noget i mit arbejde som mediator, at de blev skilt. Og nu var det min opgave at sørge for, at hun holdt sig i live og ikke brød sammen.
Efter Hf-eksamen arbejdede Josefine Ottesen som instruktør og teaterskuespiller. Hun skrev lidt ved siden af for sin fornøjelses skyld, fortæller artiklen...
Sådan nogle små, metaforiske eventyr, som egentlig bare udsprang af mit eget behov for at skabe nogle forklaringer på mit liv.
Men de små metaforiske eventyr blev til mange store.
   Mens hendes mor lå på sygehuset med en hjerneblødning, sad hun i morens hus og skrev og færdiggjorde manuskriptet til "Fjeren og rosen" - som hun vandt Kulturministeriets børnebogspris for. "Jeg var fuldstændig overvældet over at man kunne få en forfatterpris når man slet ikke var forfatter," siger hun til Lotte Thorsen.

Fantacy er jo en blended genre - af det nære og velkendte og det fantastiske, utrolige og fremmedartede. I ét univers. Og med overvægt til det fantastiske. Som fx i "Ringenes herre" eller i "Alice i eventyrland".
   Hun skriver trilogien "Krigeren", efter inspiration fra sin søn som var bidt af krigsspil, og som gik til kampsport. For at finde ud af hvad det var for en fascination, begyndte hun selv at gå til kamsporten Aikido - og blev "vildt fascineret af våbentræningen".
Der er tre egenskaber, der går igen hos krigere over hele verden: Du skal være nærværende, du skal kommunikere klart, og du skal vide, hvilke væredier, du kæmper for. Da jeg kom på sporet af de tre kvaliteter kunne jeg godt forstå at min søn var så optaget af det der.
En af de emotionelle fænomener som forbindes med kreativitet, er jo "den kreative vrede".
   Josefine kender til sagen. For hende blev arbejdet med at skrive trilogien "Krigeren" en rejse "ind i Herreland" fortæller artiklen videre. Og det syntes hun ikke var særligt svært, når det kom til stykket:
Og det er nok fordi jeg skulle have været en dreng. Jeg skrev den bog, fordi jeg havde brug for at fokusere på ikke at opfatte mig selv som  et offer for de omstændigheder, jeg var udsat for gennem min opvækst , men at tage sagen i egen hånd og sige: "Hvis jeg skal være en kriger her i mit liv, hvor er min indre styring så?" Og det har været så vigtigt for mig at få det formuleret. Der mange af minde handlinger, der har været styret af trods. Og man bliver ydrestyret , hvis man føler, at man er underlegen, og at det nogle andre, der bestemmer, om man er god nok. Når jeg bankede de andre som barn, gik det jo også op for mig, at jeg havde en indre kriger. Og aggression er jo ikke nødvendigvis noget, vi skal undgå. Det er først når du siger: "Nu er det fandeme nok", at der noget, der flytter sig.
Ondskab og hvordan man overlever de forfærdeligste ting, dukker op som spørgsmål da hendes mand får problemer med en chef. Sammen med sin jødiske mors og families forhistorie, får det hende til at researche på Holocaust. Og det bliver til trilogien "Historien om Mira" som Josefine Ottesen selv kalder "en fantacy-trilogi om fascisme".
I mange år syntes jeg, at det var meget besværligt og begrænsende at have den mor, fordi jeg skulle kæmpe så hårdt for at blive hjemme i mig selv i stedet for at rende og fikse alle de andre. Men den historie har ændret sig. I dag kan jeg jo godt se, at jeg også fik rigtig meget med. Så "Historien om Mira" handler om , hvordan man både bliver hovedperson i og hovedforfatter til sin egen historie. Så jeg har ikke længere skabene fulde af gummistøvler og bønner".
At have "skabene fulde af gummistøvler og bønner", er Josefines metonym for at hun ubevidst altid var indstillet på flugt og rejse med et øjebliks varsel.

Lær at SE - for sladder kan manipulere dit syn

En vigtig pointe i hjerneforskningen er at hjernen ikke bare registrerer sansninger gennem øjne, ører, hud mv. Den tolker og filtrerer disse sanse-input ud fra de forestillinger den i forvejen har om motivet. Vi ser det vi ønsker at se eller forventer at se.
   I den forskning der undersøge øjenvidners troværdighed, er det en ofte dokumenteret sandhed, som Poul Martinsen i øvrigt for mange år siden lavede en fascinerende tv-dokumentar om.

Men det er fx også en vigtig pointe i Betty Edwards bøger om hvordan man lærer at tegne efter motiv og model. Så det "ligner", vel at mærke.
   Blikket skal løsrive og frigøre sig fra forestillingerne om hvordan motivet ser ud, og virkelig lære for alvor at SE hvordan nogetn rigtig ser ud, og så få hånden til at tegne det øjet SER - uden om de konceptuelle fordomme.

Et banalt eksempel er hvis man vil tegne et ansigt. Alle "uøvede" tegner ansigtets proportioner sådan at afstanden mellem hage og øjne udgør 2/3 og afstanden mellem øjne og toppen af hovedet udgør 1/3.    
   Men det passer ikke. Måler man efter, så ligger øjnene præcis i midten af hovedet. Der er altså lige så langt fra hagespidst til øjne som der er fra øjne til toppen af hovedet.
  Her er et eksempel. Den første tegning viser hvordan de fleste af os ville tegne det. Det sidste viser hvordan man tegner det når man har lært at SE!


En måde at frigøre sig fra forestillinger og fordomme om hvordan motivet ser ud, er simpelt hen at beslutte at tegne motivet på hovedet. Her en elev der har tegnet en Picasso-tegning på hovedet (den retvendte originaltegning der udgør motivet, er den til højre).


Fidusen ved den øvelse er at man koncentrerer sig om linierne og proportionerne uden hensyn til at man ved hvad man ser på.
   Mange kreativitetsteknikker og -øvelser går netop ud på at "vende tingene på hovedet".

Politikens videnstillæg havde for godt en måned siden (22. maj) en forsideartikel med rubrikken "Sladder kan manipulere dit syn". Pointen i artiklen var resultatet af en undersøgelse hvor det at man forbandt et billede af et udtryksmæssigt helt neutralt ansigt med dårlig omtale i en undertekst, påvirkede folk til at dvæle længere ved disse ansigter i en test hvor man udnytter såkaldt binokulær rivalisering - end ved ansigter der var blevet forbundet med positiv omtale.
   Det er vel det modsatte af Betty Edwards-teknikken. At man ubevidst forføres til at se mere i ansigtet end øjet ser.

Her er forsiden til Betty Edwards bog, som jeg varmt kan anbefale. Den er oversat til Dansk.



Det er lidt af et mirakel. Folk der siger at de ikke kan tegne - opdager at det kan de. Problemet var at de ikke kunne SE!

fredag den 24. juni 2011

Tosprogethed, hjerneudvikling og kreativitet

Nyheden var i Radioavisen allerede i morges. Den var hentet fra Weekendavisen i dag. Forsiden bragte rubrikken "De kan jonglere". Overliggeren fortalte:
Mentale færdigheder. I fremtidens skole bliver det attraktivt at gå i klasse med tosprogede, for tosprogede børn udvikler en bedre hjerne end etsprogede, viser international forskning. I dag vokser to tredjedele af alle børn i verden op i et tosproget miljø. Det skal vi dyrke anbefaler forskerne.
Jeg får klare associationer til mine forestillinger om den særligt kreative personlighed og hvad der gør ham eller hende særligt kreativ.

I en række indlæg på denne blog har jeg argumenteret for at den særligt kreative personligheds særlige kendetegn mere eller minder hænger sammen med tab og savn i barndom og ungdom, tab som så kompenseres ved en stærkt forøget fantasivirksomhed - man fantaserer over det man savner, mangler, ønsker og drømmer om. Forsøger ved fantasiens hjælp - gennem metaforisk tænkning - at hele sårene, så at sige.

Den særligt kreative personlighed har jeg også beskrevet som kendetegnet ved at være og optræde som - mindst - "to personer i en". Og Mihalyi Csikszentmihalyi har - nærmest analogt med det - omtalt den kreative personlighed som præget af mental og kognitiv complexity, dvs. personligheden er sammensat af tilsyneladende kontradiktoriske ekstremer, og den har det med at kunne integrere personlighedselementer som ellers er adskilt. Altså en slags multi-facetterede personligheder.

Endelig vil jeg fremhæve som min egen erfaring at mange kreative mennesker har haft oplevelser med at være tvunget til at lære to sprog, to kulturer, to sæt forskellige sociale "environments" - i barndom og ungdom. Altså man er vokset op i en by eller en egne i provinsen hvor man har lært en dialekt som er blevet ens "modersmål" og tænkesprog, og så er man med forældrene blevet flyttet til en helt anden egn - fx en storby som København, hvor man skulle lære sig et nyt sprog som fx rigsdansk/københavnsk sammen med en anden kultur. 
   Jeg har tænkt mig at en sådan flytning og dermed følgene sprogskift burde give en "spaltning" i sindet som åbnede op for mixning eller blending af forestillinger og værdier, og dermed kunne være særligt stimulerende for kreativ tænkning. 

Selv har jeg erfaring både med at flytte fra Lolland til København som 14-årig og dermed skulle udskifte en stødløs lollandsk udtale med en stødfyldt rigsdansk udtale, og erfaring med - som udvekslingsstudent som 17 årig - at skule lærer mig et helt andet sprog: amerikansk - både i tale og skrift. Og det oplever jeg selv som noget der gav mig et mentalt "udviklingspuf" over en bred front.

Jeg fremsætter den hypotese her at tosprogethed indebærer at den tosprogedes personlighed er gennemsyret af en permanent løbende blendingproces, der hele tiden ubevidst arbejder på og er optaget af  mentalt at integrere og komprimere de forskellige konceptuelle erfaringsrum som de to sprog udspringer af og er forankret i.

Det som forsideartiklen i Weekendavisen fortæller om, er hjerneforskning hvor man har scannet og målt sig til en række positive mentale effekter af at være tosproget. 
   Tidligere har man ment at det var et handicap for børn og unge at være tosproget. Bl. a. forestillede man sig at de to sprog fyldte for meget - og derfor ville genere, hæmme eller forvirre forskellige mentale processer. Og at der kun var plads til at et af de to sprog var aktivt ad gangen. 
   Men sådan er det ikke. De tosprogede kan ikke bare "slukke" for det ene sprog når de er sprogligt aktive. Forskerne siger at det der sker, er at de tosprogede "jonglerer" mellem de to sprog helt op til det tidspunkt hvor ordene kommer ud af munden:
Begge sprog konkurrerer så at sige konstant om opmærksomhed når de læser, skriver, lytter, men især når de taler. De tosprogede jonglerer frem og tilbage mellem sprogene, og først ret sent i taleprocessen undertrykker de det ene sprog og begynder at tale det andet. Vi kan konstatere at tosprogede momentant aktiverer det sprog, de ikke bruger. En oversættelse af hvad de vil sige, ligger altså lige på tungen, inden de siger noget. Med andre ord flyder de to sprog ind over hinanden, fremhæver Judith Kroll.
Jeg tillader mig at tro at det metaforiske fagudtryk "jonglere" kan være nogenlunde synonymt med "blende" i min og den kognitive lingvistiks terminologi.

Artiklen forklarer videre: "Teorien er at gode færdigheder i de to sprog styrker det man kalder hjernens  "executive control system". Det vil sige det system i hjernen, der blandt andet medierer mellem sprog, hukommelse og opmærksomhed. " Det er en effekt af at hjernen løbende er aktivt igang med at vælge mellem masse ord og sætningskonstruktioner i de to sprog.

Dette hænger jo sådan set smukt sammen med teorien om at forståelse er simulering. Hvis det der simuleres når man forstår noget, ikke er bundet til et specifikt sprog og en specifik udtale, men er en form for tænkning der mere eller mindre er bundet direkte til kroppens motorik og sansninger, så burde det ikke være et problem at lære to sprog, idet man må gå ud fra at de begge trækker på det samme mentale apparatur for at forstå og give mening. 
   Det underbygges også af artiklen der fremhæver at fordelene ved to sprog ikke har noget at gøre med om de er nærtbeslægtede i form og struktur. Forskeren Judith Kroll har samarbejdet med et døveuniversitet, Gallaudet University. Studerende dér bruger tegnsprog til at tale og engelsk til at læse og mestrer på den måde to sprog som strukturelt er meget forskellige fra hinanden. 
   Judith Kroll:
Men vi har vist, at når døve studerende læser engelsk, aktiverer de også tengsprogsoversættelserne i deres tanker. Det er tilsyneladende en ubevidst proces, men den tyder på, at der er en høj grad af gennemtrængelighed mellem to sprog, også selv om sprogene er meget forskellige fra hinanden. 
Ja, jeg vil sige at det ligger lige til højrebenet at lade den neurolingvistiske sprogteori komme ind over her, med al dens tænkning om at forståelse er simulation. Det Kroll her ser ud til at fortælle i citaet ovenfor, er at døve visuelt-motorisk simulerer det de læser op på engelsk. Og jeg går ud fra at døves tegnsprog netop er et basic-level-category-sprog, da det jo bygger på gestuelle simulationer af de handlinger og ting som det referer til.

torsdag den 23. juni 2011

Workaholic - på stoffer helt bogstaveligt - ifølge Todd G. Buchholz

I Politikens økonomitillæg i går var der på bagsiden en klumme af Lucy Kellaway fra Financial Times. Rubrikken var "Vejen til lykke går gennem kontoret". Og manchetten: "Endelig er der skrevet en bog om lykke, der i stedet for yoga og helesekost lovpriser hårdt arbejde. Lige noget for mig."
   Bogen hedder: "Rush: Why You Need and Love the Rat Race". Forfatteren hedder Todd G. Buchholz. Og ifølge Wikipedia er han...
...an American economist, and author of "New Ideas From Dead Economists", "New Ideas From Dead CEOS" as well as "Bringing the Jobs Home", "Market Shock", and "From Here to Economy". His 2011 book "Rush: Why You Need and Love the Rat Race" was named a top ten book in the social sciences by Publishers Weekly. Rush is a synthesis of neuroeconomics and evolutionary psychology. A former senior economic advisor at the White House, Buchholz holds advanced degrees from Cambridge University and Harvard, where he won the Allyn Young Teaching Prize.
En af de intellektuelt tunge drenge, tydeligevis. Og en af de moderne tværfaglige multidisciplinære mennesker der ligesom Lakoff & Johnson, Fauconnier & Turner, Steven Johnson og James Geary forsøger fagligt at blende neuroscience med andre videnskabsområder, her altså økonomi og psykologi
   Det der fangede mig i Lucys klumme - efter at hun havde skrevet om Todd Buchholz´ meriter - var denne formulering:
Men okay, han taler ikke kun om sig selv, men trækker på erkendelser fra antropologi, økonomi og neurovidenskab. Vores frontale pandelp omdannes til en veritabel cocktailbar, når vi er på vej frem. Vi får et skud dopamin og serotonin, når vi kaste os over en ny opgave. Vi tager et varmt bad i xoytocin, når vi sludrer med vores kolleger, og når vi har succes på jobbet, udløses der en omgang betaendorfiner, som virker lige så godt som kokain. 
Det Tood Buchholz gør sig til talsmand for i følge klummen, er "at den sande vej til lykke handler om at gøre netop det som de fleste af os gør uafladeligt, uanset om vi kan lide det eller ej, nemlig arbejde." Og det søger hjernen så for at belønne ved at udløse den coctail af hormoner og endorfiner som vi fx også kender fra "helper's high", "runner's high" og "writer's high", og som Mihaly Csikszentmihalyi beskriver som tilstanden at være i "flow".
   Altså det at arbejde hårdt, at slås med at få gennemført nogle besværlige opgaver, at være i skiftende stress-situationer med deadlines, at være i konkurrence og samarbejde med kolleger, den samlede proces kan altså kemisk-hormonalt set fungere som noget man kan blive glad af - og afhængig af at blive glad af. 
   Det må man konkludere ud fra referatet af Buchholz bog, og det lyder for så vidt meget fornuftigt. Flow opstår jo når der er et rimeligt forhold mellem stress (=udfordringer) på den ene side - og besiddelse af de nødvendige kvalifikationer til at løse opgaverne på den anden. 

Nu har jeg lige været censor for en masse opgaver i "informationsjournalistikkens strategiske grundlag", og mange af opgaverne handlede om forandringskommunikation og forandringsledelse.
   En af pointerne var at når der skulle fusioneres eller spares eller på anden måde laves organisatoriske ændringer som ville påvirker medarbejdernes arbejds- og ansættelsesvilkår, så mødte det næsten altid emotionel - ikke-rationel - modstand hos medarbejderne. De blev bange og usikre - og var meget lidt lydhøre over for ledelsens argumenter, forklaringer og entusiastisk fremtidsscenarier. 
   En af teoretikerne forklarede det sådan at man skulle forstå det der skete når indgribende forandringer blev varslet og gennemført, som en sorg over et tab, og at man skulle give medarbejderne tid og psykologisk rum for "sorgarbejde" i forbindelse med de indgribende ændringer i  deres liv.

Jeg tænker at man  måske også kan beskrive det som medarbejderne i den situation oplever, simpelt hen er at de bliver smidt ud af deres "arbejds-flow". Og når det sker, så mister man også det medfølgende daglige tilskud af "lykke stoffer" i hjernen - og oplever måske helt regulært fysiologiske abstinenser.

De anbefalinger som teorien så kommer med i den situationer, er "at involvere" medarbejderne i nogle opgaver som positivt peger frem mod ændringerne: at fylde det mentale simulationsrum hvor angstfantasierne dominerer, med "virkelighed". 
   Og det kan jo også beskrives og forklares i flow-terminologi, nemlig at få folk igang med nogle arbejdsopgaver hvorigennem de igen kan komme "op og flyve", komme tilbage i den "flow-tilstand" de ellers har arbejdet i - så de igen kan få det dermed følgende lykke-hormontilskud.