Dagdrømme og kreativ tænkning - hjerneforskernes svar

Weekendavisen, 23. juli. Tillægget 'Ideer'. Journalist Lone Frank (som jeg tidligere har refereret artikler af). Rubrikken: "Dagdrømmenes anatomi". Overliggerens tekst er:

Den gode last. Sæt en flok mennesker til at læse Krig og fred i en halv time, og deres tanker vil drive bort i ti procent af tiden. Men menneskets drift mod dagdrømme er faktisk heldig, for med dagdrømme følger prioritering, problemløsning og kreativitet.

Den lange artikel bygger i hovedsagen på et interview med en hjerneforsker og psykolog Jonathan Schooler, og kunne såmænd have indgået i hendes bog Den femte revolution. Han siger bl.a. at dagdrømme ikke er spild af tid, og at dagdrømme gør det muligt for mennesker at "foretage mentale tidsrejser og dermed planlægge og opfinde nyt.". Og han konstaterer at dagdrømmeri er "en af de mentale aktiviteter som vi bruger mest tid på."
   Det nye er at forskningen skelner mellem tre slags dagdrømme:

• De "ægte" dagdrømme som er "tanker og fantasier som man aktivt hensætter sig i når man ikke har andet man skal, fokus glider væk fra det, der sker omkring en." Det er det man kan opleve når man kører med tog og ikke har noget alvorligt at tænke på mens man kører. 
• Bevidst "mind wandering" hvor man er igang med en anden bevidsthedkrævende aktivitet (som at skrive denne blog), og tankerne vandrer væk fra det man laver og man godt ved at man tankerne går sine egne veje til f.eks. hvad man skal lave i aften når man kommer hjem. 
• Ubevidst "zoning out" hvor man ikke selv er opmærksom på at tankerne driver bort.

Og så har Schooler & Co. fundet ud af at hjernen samtidig aktiveres i to helt forskellige centrer under tankeflugt og dagdrømme, to områder som normalt udelukker hinanden: hvilenetværket og  eksekutvinetværket. Det første er "tændt" når man slapper af, det andet "fyrer op" når vi har gang i komplekse kognitive processer hvori indgår problemløsning. Forskernes hypotese er at det er hjernens måde at "styre en kurs mellem prioriteringer" hvor den afbalancerer de aktuelle opgavers mentale krav med tænkning i forhold til mere langsigtede mål. Schooler siger videre:

De bevidste dagdrømme er også en mental simulator. Her kan vi så at sige gratis gennemprøve og vurdere mulige situationer og måske afklare og skærpe handlngsmæssige strategier før vi går ud i virkeligheden. 

Artiklen fortæller senere at selvsamme Schooler også har lavet undersøgelser der peger på at særligt kreative mennesker dagdrømmer mere end gennemsnittet. En forskerkollega Kalina Christof, fortæller artiklen videre, har omtalt de ufokuserede drømmeaktiviteter som "fluepapir for nye ideer og uventede associationer". Og hun citeres for at sige at "når hjernen har gang i både hvilenetværket og eksekutivnetværket, kan der på samme tid foregå flydende associationer og analyse."
   Pling!, siger det for mig da jeg læser det. I den fase af den kreative proces som betegnes inkubationen, som er ubevidst og som går forud for AHA-løsningen, der må der indgå en ikke-lineær og a-logisk mental problemløsningsproces der arbejder rumligt og via grænseoverskridende associationer på kryds og tværs.
   Og så viser det sig at artiklens forfatter Lone Frank selvfølgelig har foregrebet præcis det i det følgende afsnit. Her refereres en forsker John Kuonios for at have observeret at "lige op til det øjeblik, hvor forsøgspersoner i en skanner opnår den aha-oplevelse, der  giver dem løsningen på et verbalt puslespil, netop (da er der) aktivitet i udvalget områder, der tilhører hvile- og eksekutivnetværkerne."

Dagdrømmeri som en sygdom
I øvrigt har Lone Frank en sidehistorie der fortæller at der også findes en anerkendt sygdomsdiagnose for dagdrømmeri: maladaptive daydreaming, kendetegnet bl. a. ved "en udbredt fantasiaktivitet, som erstatter menneskelig kontakt, og/eller forstyrre akademisk, interpersonel erhvervsmæssig funktion."
   Jeg kommer til at tænke på min egen barndom, hvor jeg ret konsekvent afviste at deltage i familieudflugter i weekender og ferier, og fortrak at ligge hjemme på min sofa og læse drengebøger og Tusind og en nat, eller sidde og tegne og male. Var det sygeligt? I hvert fald beklagede min mor sig meget over at jeg var så associal, og mine søskende husker hvordan "storebror" meldte sig ud i lange perioder. Jeg tænker også på en dreng i familien der nu går i 8 klasse og drømmer om at blive skuespiller. Han har også tydeligt mentalt meldt sig ud af familiesamværet, og tilsyneladende gider han nu ikke skolens tyskundervisning som jo er forudsætningen for at han kan gå videre i gymnasiet! Hvad skal man mene? Sygeligt?

Myter som undertekst i fiktion - et eksempel på dramaturgisk blending

Politiken 14. juni. Kultursektionen. Rubrik: "Udlandet i kø efter nyt dansk krimimanuskript". To forfattere Anders Rønnov og Jacob Weinreich har skrevet et manuskript til en krimi: 'Den sidste gode mand´, der allerede inden det er gennemarbejdet, er solgt til syv lande. Om ideen fortæller artiklen i Politiken:

Ideen tager afsæt i en gammel religiøs myte, som Rønnov har været optaget af siden han for nogle år siden stødte på den i Martin A. Hansens 'Løgneren'. Myten fortæller om 36 gode, retfærdige mænd, Gud altid vil lade blive på Jorden for at redde og videreføre den. De 36 gode mænd kendes fra den jødiske Thora og har rødder tilbage til Det Gamle Testamente hvor Gud lover at at skåne Sodoma og Gomorra, hvis Abraham kan finde bare ti gode mænd i byen. Nu får den gamle myte sin renæssance i en dansk kriminalroman, og det er jagten på det gode, der har været de to forfatteres ansporing.

Det at man i en moderne fiktionshistorie med nutiden som setting, anvender en underliggende matrice for plot og persongalleri hentet fra myternes eller eventyrernes verden, er et forholdsvis kendt fænomen. Det gælder det bl.a. for en en række af de dramaserier som DR-DRAMA har fået stor succes med i de sidste 10 år, at Dramachefen har meldt ud hvilke myter/sagn/eventyr som dramaserien har som undertekst. Et eksempel er serien 'Ørnen' der har 'Odysseus' som en slags inspirerende undertekst. Og 'Rejseholdets' karakterer er skabt med afsæt i græske mytologi: Zeus og Ulf, Apollon og La Cour, Hermes og Fischer, Athene og Ingrid, Poseidon og IP, Afrodite og Gaby.
   I "gamle dage" på TV-SUM-kurserne i DR brugte vi som som dramaturgisk skoleeksempel filmen 'Gøgereden', og det vagte som regel en del opsigt hos deltagerne når underviseren kunne påvise hvor gennemført i udtryksmæssige detaljer filmen var underlagt en Jesus-historie. Og tilsvarende filmen 'Thelma og Louise' hvor bl.a. en askepothistorie ligger under Thelmas karakter og historie - i første halvdel af filmen. 
   Hvad har det med kreativitet at gøre?  Elementært, min kære Watson! Det er en slags skoleksempel på fænomenet blending, som jo indeholder en slags model for kreativ tænkning: To adskillte og afgrænsede mentale rum - et realistisk og et mytologisk - der leverer input til et tredje mentalt rum. Dette tredej rum udgøres altså her af de aktuelle fiktionshistorier som ses igennem mytens, sagnets eller eventyrets optik. I princippet samme kreative operation som når man gør brug af en metafor til at levendegøre et ellers kedeligt beskrevet fænomen. 
   Det høre så med til teorien at den indebærer en forestilling om at der i publikums mentale set up - findes korresponderende matricer indpodet i den tidlige barndom og med dybe emotionelle rødder i hjernen, hvad der kan forklare hvorfor dette dramaturgiske greb virker så effektivt.

Kan planter tænke, føle, handle, kommunikere - et spørgsmål om re-framing

Jeg har længe ikke fået skrevet. Faktisk er der gået næsten 3 uger.  Det skyldes et uforholdsmæssigt stort arbejde som censor denne sommer: en masse opgaver skulle rettes og censureres. Og så har vi også haft flere besøg her i sommerhuset. Og det ene med det andet. Og bøger jeg har bestilt, som også er relevante for at forstå og udfolde fænomenet kreativitet, er pludselig dumpet ind i vores postkassen. Og dem har jeg kastet mig over.

En af de bøger er Lone Franks Den femte revolution - om de sidst nye trends inden for hjerneforskning. Den vender jeg tilbage til. Men samtidig skriver hun i Weekendavisen fra den 16. juli en stor artikel med rubrikken "Det stille liv, den dybe grund" - det må være et citat fra en sang, tror jeg. Overliggeren lyder: "Planter. Er de miskendte genier eller er den slags snarere new age-agtig ønsketænkning? Planter kan meget mere end bare a se godt ud, og en ny tænkning er ved at snige sig ind."
   Artiklen fortæller om en gruppe biologiske forskere som har organiseret sig i Society of Plant Signaling and Behavior, og som arbejder ud fra en teori om at planter og planteverdenens biologi, ikke skal betragtes som totalt adskilt fra dyreverdenen og den måde man opfatter dyrs biologi på, sådan som det hidtil har været fastlagt i vores og forskernes forestillinger om de to studieområer: flora og fauna - som henholdsvis studeres inden for hver sin videnskabelig ramme: zoologien og botanikken.
   Gruppen af forskere som er organiseret i ovennævnte Society, har opfundet og udkastet et nyt forskningsfelt: planteneurobiologi. En af gruppens medlemmer, professor Frantiska Baluska (Bonns Universitet) citeres i artiklen for at sige:

Planter er voldsomt misforståede, (...), de er følsomme biologiske organismer, der er lige så sofistikerede i deres adfærd som dyr. Planter er ikke bare passivt sugende. De fouragerer aktivt og konkurrerer om begrænsede ressourcer både under og over jorden, (...). I den forstand, at planter kan integrere kompleks biologisk og kemisk information og reagere passende på dem, mener jeg godt, man kan tale om - ja kognition. 

Professoren henviser til Darwin der i bogen The Power of Movementst in Plants fra 1880 skrev: "Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at rodens spids agerer som hjernen hos de lavere dyr; hjernen befinder sig i den forreste ende af kroppen, modtager indtryk fra sanseorganer og dirigerer de forskellige bevægelser." Med henvisning  til det citat fortsætter Baluska sin udredning om hvad fidusen er ved det som tydeligvis har karakter af videnskabelig re-framing i forhold til studiet af planternes biologi:

Darwin brugte 'hjerne' som metafor, og det samme gør vi, når vi taler om 'nervesystem'. Men vi mener at metaforen er nyttig, fordi den kan åbne for en ny måde at udforske planters liv på. I dag fokuserer forskningen i felter som plantefysiologi og molykolær biologi kraftigt på at kortlægge og forstå isolerede molekyler og processer. For at komme videre, er vi nødt til at forsøge at forstå hele planten ud fra et systemisk perspektiv. Hvis du ser på, hvor mange stimuli - både biologiske og ikke-biologiske - en plante hele tiden modtager og behandler, er det oplagt at spørge, om ikke den har et system, som koordinerer responser i hele organismen. Noget som er analogt til dyrs nervesystem.

Når jeg hiver det her eksempel fra Weekendavisen frem og citerer så ekstensivt fra professoren, så er det fordi det er et klokkeklart eksempel på den kreative styrke der kan ligge i at skifte frame - og altså se på det velkendte gennem en anden frames optik, en frame der i dette tilfælde - delvist - skal forstås som en metafor: Dyr har nervesystemer styret og koordineret via hjernen der også i større eller mindre omfang kan "tænke"; hvad hvis man ser på planterne som organismer der er styrede af noget der funktionelt ligner et nervesystem, kan man så egentlig ikke også sige at de "tænker" eller har en slags "bevidsthed"?
   Artiklen giver ikke bare en masse eksempler der kunne underbygge synspunktet at planter funktoinelt opfører sig som om de havde noget der mindede om et samlet koordinerende nervesystem, men understreger også at en af konsekvenserne er at man i højere grad skal betragte planter som individer ligsom man gør med dyr, og ikke kun som man plejer: som planter i masser og bunker.

Et eksempel på konceptuel blending - manga-tegnede nyheder

"Nyheder som manga-tegneserier", var rubrikken til en kulturnotits i Politiken i dag 30.6. Den fortæller at også i Japan er der problemer med at få unge til at læse aviser, de gør det i meget mindre grad end forældregenerationen. De unger japanere gør også kun i begrænset omfang brug af nettets nyhedssider. Den kreative løsning er at fortælle nyheder i form af manga-tegneserier, en ekstremt effektiv og effektfuld japansk tegneseriestil og -form som jeg i en tidligere blog har været inde på. Navnet er 'Manga No Shimbun', der simpelt hen betyder 'manga avis'.

   Notitsen fortæller at de tegnede manga-nyheder dækker alt fra udenrigspolitik til popkultur. "Avisen" har ansat 100 mangategnere til at dække dagens nyhedsstrøm, og hjemmesiden opdateres med manga-nyhedshistorier mange gange om dagen.

Et smukt udtryk for den kreativitet der ligger i konceptuel blending som "svar" på et samfundsmæssigt problem: I det ene input-rum har vi nyheder der som historier betragtet er faktuelle; i det andet input-rum har vi manga-tegneserier der som historier betragtet er fiktion; i det konceptuelt blendede rum, komprimeres egenskaber fra de to inputrum i et nyt genre-koncept: "manga-tagnede-nyhedsstriber".

Sådan! Hvor svært kan det være?

Min afdøde mor ville vende sig i sin grav. Da jeg var barn, elskede jeg tegneserier i enhver form, men det var noget som hun, der ellers i øvrigt var en ret så åben og kreative dame, tog kraftig afstand fra, og noget hun ikke ville have jeg købte eller læste. Anders And var smuds!

   Som voksen færdiguddannet cand. phil. i dansk sprog og litteratur, tog jeg revanche og havde igennem mange år et stort indkøb og forbrug af tegneserier, både de klassiske og de nye der florerede i 70-erne og begyndelsen af 80-erne.

   Den gang vidste jeg så ikke at den japanske træsnitkunstner og -maler Hokusai fra første halvdel af 1800-tallet, hvis træsnit jeg var og stadig er dybt betaget af, var far til manga-tegneseriestilen i Japan, en stil som også allerede i 30-erne inspirerede amerikanske og europæiske tegneserie- og tegnefilm-tegnere.

Between 1812 and 1878, he published 15 volumes of 'Hokusai Manga' ('Sketches by Hokusai'), which inspired generations of artists to come, not in the least Japanese comic artists. It is no coincidence that comics in Japanese are called Manga. Hokusai continued producing landscapes and fine prints until his death in April 1849, at the age of 88. His last words were: "If heaven gives me ten more years, or an extension of even five years, I shall surely become a true artist."  

http://lambiek.net/artists/h/hokusai.htm

Men her er så et eksempel på en sådan manga-nyheds-stribe:

 

Og her endnu et, det må vist være en historie med Obama:

Et eksempel på kreativ frame-shifting: "Autisme kan godt kombineres med en erhvervskarriere"

"Autisme kan godt kombineres med en erhvervskarriere". Det var rubrikken på en artikel på Politikens navne-side den 30.6 der portrætterede Thorkil Sonne i anledning af hans 50 års dag. Og hvem er han så? Direktør for firmaet Specialisterne Aps., som hovedsagelig har autister som ansatte. Thorkild Sonne har både vundet en række priser og i øvrigt international anerkendelse for ideen, hans firma har nu et halvt hundrede ansatte, og firma-konceptet ser ud til at kunne eksporteres til mange andre lande.
   Historien husker jeg godt som en nyhedshistorie nogen tid tilbage, men manden bag ideen havde jeg ikke fået ind på lystavlen.
   Når jeg lægger mærke til den nu i kreativitetsammenhæng, er det dels fordi selve rubrikken er et udtryk for blending af to klart adskilte konceptuelle rum: et konceptuelt rum hvor folk er handicappede og udgrænset af det normale arbejdsmarked, og et andet rum hvor normale mennesker natuligt kan have en erhvervskarriere. Nyhedsværdien i rubrikken ligger så netop i at de ellers skarpt adskilte rum indgår i en blandingsproces: "kombineres".
   Men det er også fordi  ideen og iværksættelsen af den er et klokkeklart eksempel på kreativ "re-framing" eller "frame-shift": En gruppe mennesker som samfundet ellers har framet som handicappede, og altså som en byrde for samfundet, finder Thorkil Sørensen på at frame som en arbejdkraftressource i kraft af de særlige egenskaber som kendetegner autister, egenskaber som gør at de ofte er "rigtig gode til computere", med en specielt god hukommelse, med en usædvanlig vedholdenhed og med sans for detaljer, og oven i en accept også af rutinearbejde. De egenskaber gør dem ifølge Thorkild Sonne specielt velegnede til at teste ny software.
   Hvordan fik Thorkil Sonne så ideen? - Jo, såmænd, han havde fået en søn for ti år siden der som 3-årig blev diagnosticeret som "infantil autist". Artiklen fortsætter:

Efter tre år som formand for en lokalafdeling af autismeforeningen opdagede Thorkil Sonne, at rigtig mange døre var lukket for unge med et usynligt handicap, men normal begavelse. Derfor besluttede han at starte sit eget firma, baseret på familiens privatøkonomi.

Man kan altså sige at Thorkil Sonne nægtede at  acceptere den frame som samfundet lukkede hans søn ind i: som en handicappet, en byrde uden samfundsnytte.
   Hvordan drives denne frameshifting-proces så frem? - Det kan vi regne ud: Som næsten alt kreativ tænkning, er udgangspunktet en form for frustration, evt. i form af vrede; denne frustration fungerer så som den mur der foranlediger en kreativ proces  hvis mål er at komme uden om, neden om, oven over muren - også kaldet "at tænke ud af boksen"; og det sker så ved at re-frame de særlige egenskaber som mange autister har, som evner og ressourcer - i stedet for som belastninger og sære afvigelser i forhold til en eller anden social norm.

Man kan jo filosofere over hvor mange andre "afvigere" som i disse kristider koster samfundet  "alt for dyrt", der ved en reframing kunne gøres til ressourcer.