Den gode last. Sæt en flok mennesker til at læse Krig og fred i en halv time, og deres tanker vil drive bort i ti procent af tiden. Men menneskets drift mod dagdrømme er faktisk heldig, for med dagdrømme følger prioritering, problemløsning og kreativitet.Den lange artikel bygger i hovedsagen på et interview med en hjerneforsker og psykolog Jonathan Schooler, og kunne såmænd have indgået i hendes bog Den femte revolution. Han siger bl.a. at dagdrømme ikke er spild af tid, og at dagdrømme gør det muligt for mennesker at "foretage mentale tidsrejser og dermed planlægge og opfinde nyt.". Og han konstaterer at dagdrømmeri er "en af de mentale aktiviteter som vi bruger mest tid på."
Det nye er at forskningen skelner mellem tre slags dagdrømme:
- De "ægte" dagdrømme som er "tanker og fantasier som man aktivt hensætter sig i når man ikke har andet man skal, fokus glider væk fra det, der sker omkring en." Det er det man kan opleve når man kører med tog og ikke har noget alvorligt at tænke på mens man kører.
- Bevidst "mind wandering" hvor man er igang med en anden bevidsthedkrævende aktivitet (som at skrive denne blog), og tankerne vandrer væk fra det man laver og man godt ved at man tankerne går sine egne veje til f.eks. hvad man skal lave i aften når man kommer hjem.
- Ubevidst "zoning out" hvor man ikke selv er opmærksom på at tankerne driver bort.
De bevidste dagdrømme er også en mental simulator. Her kan vi så at sige gratis gennemprøve og vurdere mulige situationer og måske afklare og skærpe handlngsmæssige strategier før vi går ud i virkeligheden.Artiklen fortæller senere at selvsamme Schooler også har lavet undersøgelser der peger på at særligt kreative mennesker dagdrømmer mere end gennemsnittet. En forskerkollega Kalina Christof, fortæller artiklen videre, har omtalt de ufokuserede drømmeaktiviteter som "fluepapir for nye ideer og uventede associationer". Og hun citeres for at sige at "når hjernen har gang i både hvilenetværket og eksekutivnetværket, kan der på samme tid foregå flydende associationer og analyse."
Pling!, siger det for mig da jeg læser det. I den fase af den kreative proces som betegnes inkubationen, som er ubevidst og som går forud for AHA-løsningen, der må der indgå en ikke-lineær og a-logisk mental problemløsningsproces der arbejder rumligt og via grænseoverskridende associationer på kryds og tværs.
Og så viser det sig at artiklens forfatter Lone Frank selvfølgelig har foregrebet præcis det i det følgende afsnit. Her refereres en forsker John Kuonios for at have observeret at "lige op til det øjeblik, hvor forsøgspersoner i en skanner opnår den aha-oplevelse, der giver dem løsningen på et verbalt puslespil, netop (da er der) aktivitet i udvalget områder, der tilhører hvile- og eksekutivnetværkerne."
Dagdrømmeri som en sygdom
I øvrigt har Lone Frank en sidehistorie der fortæller at der også findes en anerkendt sygdomsdiagnose for dagdrømmeri: maladaptive daydreaming, kendetegnet bl. a. ved "en udbredt fantasiaktivitet, som erstatter menneskelig kontakt, og/eller forstyrre akademisk, interpersonel erhvervsmæssig funktion."
Jeg kommer til at tænke på min egen barndom, hvor jeg ret konsekvent afviste at deltage i familieudflugter i weekender og ferier, og fortrak at ligge hjemme på min sofa og læse drengebøger og Tusind og en nat, eller sidde og tegne og male. Var det sygeligt? I hvert fald beklagede min mor sig meget over at jeg var så associal, og mine søskende husker hvordan "storebror" meldte sig ud i lange perioder. Jeg tænker også på en dreng i familien der nu går i 8 klasse og drømmer om at blive skuespiller. Han har også tydeligt mentalt meldt sig ud af familiesamværet, og tilsyneladende gider han nu ikke skolens tyskundervisning som jo er forudsætningen for at han kan gå videre i gymnasiet! Hvad skal man mene? Sygeligt?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar