Myter som undertekst i fiktion - et eksempel på dramaturgisk blending

Politiken 14. juni. Kultursektionen. Rubrik: "Udlandet i kø efter nyt dansk krimimanuskript". To forfattere Anders Rønnov og Jacob Weinreich har skrevet et manuskript til en krimi: 'Den sidste gode mand´, der allerede inden det er gennemarbejdet, er solgt til syv lande. Om ideen fortæller artiklen i Politiken:

Ideen tager afsæt i en gammel religiøs myte, som Rønnov har været optaget af siden han for nogle år siden stødte på den i Martin A. Hansens 'Løgneren'. Myten fortæller om 36 gode, retfærdige mænd, Gud altid vil lade blive på Jorden for at redde og videreføre den. De 36 gode mænd kendes fra den jødiske Thora og har rødder tilbage til Det Gamle Testamente hvor Gud lover at at skåne Sodoma og Gomorra, hvis Abraham kan finde bare ti gode mænd i byen. Nu får den gamle myte sin renæssance i en dansk kriminalroman, og det er jagten på det gode, der har været de to forfatteres ansporing.

Det at man i en moderne fiktionshistorie med nutiden som setting, anvender en underliggende matrice for plot og persongalleri hentet fra myternes eller eventyrernes verden, er et forholdsvis kendt fænomen. Det gælder det bl.a. for en en række af de dramaserier som DR-DRAMA har fået stor succes med i de sidste 10 år, at Dramachefen har meldt ud hvilke myter/sagn/eventyr som dramaserien har som undertekst. Et eksempel er serien 'Ørnen' der har 'Odysseus' som en slags inspirerende undertekst. Og 'Rejseholdets' karakterer er skabt med afsæt i græske mytologi: Zeus og Ulf, Apollon og La Cour, Hermes og Fischer, Athene og Ingrid, Poseidon og IP, Afrodite og Gaby.
   I "gamle dage" på TV-SUM-kurserne i DR brugte vi som som dramaturgisk skoleeksempel filmen 'Gøgereden', og det vagte som regel en del opsigt hos deltagerne når underviseren kunne påvise hvor gennemført i udtryksmæssige detaljer filmen var underlagt en Jesus-historie. Og tilsvarende filmen 'Thelma og Louise' hvor bl.a. en askepothistorie ligger under Thelmas karakter og historie - i første halvdel af filmen. 
   Hvad har det med kreativitet at gøre?  Elementært, min kære Watson! Det er en slags skoleksempel på fænomenet blending, som jo indeholder en slags model for kreativ tænkning: To adskillte og afgrænsede mentale rum - et realistisk og et mytologisk - der leverer input til et tredje mentalt rum. Dette tredej rum udgøres altså her af de aktuelle fiktionshistorier som ses igennem mytens, sagnets eller eventyrets optik. I princippet samme kreative operation som når man gør brug af en metafor til at levendegøre et ellers kedeligt beskrevet fænomen. 
   Det høre så med til teorien at den indebærer en forestilling om at der i publikums mentale set up - findes korresponderende matricer indpodet i den tidlige barndom og med dybe emotionelle rødder i hjernen, hvad der kan forklare hvorfor dette dramaturgiske greb virker så effektivt.