'Kaffetræet med den bøjede pælerod' som metafor på kreativ skaben - Karen Blixen,Suzanne Brøgger, Astrid Lindgren, Tove Ditlevsen

Et af hovedemnerne i kulturjournalistikken i den sidste uges tid har været at man - forskere, anmeldere, læsere - har fået en slags bevis for at Karen Blixens far Wilhelm Dinesen begik selvmord fordi han havde gjort en tjenestepige gravid. Og hans svigermor var en skrap dame som ... ja, hendes mulige reaktion må vi fantasere os til ligesom Wilhelm gjorde. Og også til hustruens. Men ...

   Svigermoderen var den højborgerlige og efter sigende puritanske Mary Lucinde Westenholz.

   Wilhelm Dinesen var solddat, noget af en eventyrer og en ærekær mand. Og han var gift og havde fem børn, tre døtre og to sønner, med Ingeborg Westenholz, heriblandt Karen Blixen.

   Men sandsynligvis havde Karen ikke kun to søstre, men tre - som den collage fra Politiken illustrere:

KOLLAGE. Det originale foto forestiller de tre Dinesen-søstre på Rungstedlund, Karen (Tanne) sidder til højre, til venstre Inger (Ea) og i midten Ellen (Elle). Nederst er halvsøsteren Elida indsat. - Foto: Billedmanipulation over originalfoto fra Det Kongelige Bibliotek

Gennem Tom Buk-Swientys research til sin Wilhelm Dinesen-biografi, er der nemlig nu tilsyneladende dokumentation for at Wilhelm havde en såkaldt uægte datter Elida med tyendet Anna Rasmussen. Elida blev blev født tre måneder efter selvmordet.

   Det lyder næsten som plottet til en ægte Karen Blixen-fortælling.

Generelt er jeg er måske mindre betaget af Karen Blixens fortællinger, og mere optaget af hendes personlige historie som den bla. fortælles i "Den afrikanske farm" - og i hendes breve. Og ikke mindst gennem digteren Thorkild Bjørnvigs og litteraturmanden Aage Henriksens bøger om deres specielle symbolsk-erotiske forhold til hende og hendes til dem.

 

Alle forskere og andre der har skrevet om Karen Blixen, er enige om at hun er genial når det gælder at omsætte konfliktfyldte oplevelser og emotionelle erfaringer fra sit eget liv til fascinerende fiktive fortællinger.

   Negativt ladet har man brugt ordet 'mytoman' om hendes forfatterpersonlighed

   Så spørgsmålet er nu om også den her ellers gemte og glemte historie har spillet med i hendes kreative litterære fantasier.

I information fredag den 7. marts har Jan Maintz en artikel under denne rubrik:

Har Blixen fornemmet årsagen til farens selvmord? 

I artiklen forsøger Maintz at forfølge sporet gennem Blixens fortællinger - hendes måske-viden om den - antageligt - uægte søster, fadrens skam og hans fatale legen skjul med svigerfamilie og offentlighed. Det der mundede ud i at han hængte sig selv.

I introduktionen til artiklen fremdrager Maintz en metafor som fru Blixen selv brugte i flere af sine eventyr - for at karakterisere hvad fadertabet har betydet. Metaforens udtryk er: "kaffetræets bøjede pælerod", et billede som indgår i en meget central historie i forfatterskabet: "Drømmerne":

Ved du, at hvis du, idet du planter er kaffetræ, bøjer pæleroden, så vil træet, efter en kort stund, begynde at udsende en mængde små fine rødder nær overfladen. Det træ vil aldrig komme til at trives eller bære frugt, men det blomstrer stærkere end de andre.

Karen Blixen opfattede sit eget digtersind som en sådan 'bøjet pælerod' der af den grund producerer blomster "stærkere end de andre" .

I en lang række blogindlæg har jeg forfulgt dette spor: at mange særligt kreative personligheder som udfolder sig kunstnerisk eller gennem videnskab og forskning, har oplevet fader-/forældretab eller -svigt i en relativt tidlig alder, og på en eller anden måde mentalt har kompenseret for deres tidlige savn-erfaringer - og oplevelsen af fremmedgørelse og rodløshed og social mobning - ved at skrive eller male eller på anden måde udfolde sig kreativt.

   Jeg har også ettiketeret den slags personligheder metaforisk: Der er tale en psykosocial udvikling af et menneske der som voksen udfolder en særlig kompleks - en blended - personligheds-konstruktion, som jeg har benævnt "flere personligheder i én".

   Og Karen Blixen er jo klart en i den kategori og bon´er ud på alle parametre.

En meget stor andel af de særligt kreative personer jeg har skrevet om i tidligere indlæg, har været af hankøn.

   Den tanke at jeg har været delvist kønsblind i mine skriverier faldt mig ind på kvindernes kampdag den 8. marts hvor kulturlivets og forskningens positive bias i forhold til mænd og negative i forhold til kvinder blev tematiseret i en lang række artikler.

    Der har dog også været en del kvinder imellem dem jeg har skrevet om - dog i klart og markant i mindretal. Og jeg har faktisk skrevet en hel serie af indlæg om hvad forskningen kan fortælle om de to køns - klart forskellige - hjerneindretning når det gælder om at forklare forskelle i kreativitet:

Men da jeg ikke har foretaget førstehåndsstudier eller baserer mig på seriøs stattistik, så er det sådan set ikke særligt overaskende at jeg også er biased i mine skriverier om særligt kreative personligheder - med det samfund og de kønsroller vi har - som på alle fronter favoriserer hankønnet - også og ikke mindst i medierne som er dem jeg tit tager afsæt i.

   Derigennem sker den skævvredne grovsortering.

Men her op til denne jul og i perioden efter, er der - udover Blixen - flere markante kvindelige forfattere som har stået centralt og markant i kultursidernes journalistik.

   Oplevelser af savn, rodløshed, fremmedgørelse har alle tilfælde været dominerende temaer, og det gennemgående spørgsmål har været hvordan disse kvinders for så vidt private oplevelser i barndom og ungdom så tydeligt har sat sig igennem i deres litterære produktion og altså dermed er blevet brændstof i fiktioner der mere eller mindre ligner fakta og den virkelige virkelighed.

   Her er tre navne som alle har fået offentliggjort biografier (eller for Tove Ditlevsens vedkommende, det der ligner) i de sidste fire fem måneder:

• Astrid Lindgren, født 1907 - biografi: Jens Andersen: "Denne dag, et liv"
• Tove Ditlevsen, født 1917 - biografisk tekstsamling: Olga Ravn: "Jeg ville være enke, og jeg ville være digter - Glemte tekster."
• Suzanne Brøgger, født 1949 - biografi: Louise Zeuten: "Krukke".

Det er fælles for dem at de tidligt i barndommen lærte sig selv at læse - altså inden de kom i skole.

   Fælles for dem er at nutidige skribenter med hang og trang til biografisk forskning har skrevet fængende biografier hvor de afdækker og afslører vigtige sider og oplevelser af privatlivet i de unge år for hver deres hovedperson. Og i alle tilfælde er det en afgørende nøgle til deres litterære produktion at livserfaringer og digtning er tæt vævet sammen og spejler sig i hinanden hos disse forfatterkvinder af format.

På mange måder kan man jo sige om både Astrid, Tove og Suzanne at de i deres litteratur foregriber nutidens litterære 'fiktionsfrie' selvbiografiske frontløbere "Knausgaard & konsorter"  - hele det i offentligheden fremtrædende spor af opsigtskabende moderne litteratur hvor liv og digtning smelter sammen i en uhørt grad, og hvor det er rigtigt besværligt for litterater og anmeldere at skelne mellem erindret liv og fantasi, mellem fakta og fiktion.

   Og ikke mindst er pointen at denne uigennemsigtige litterære fusion af fakta og fiktion ('conceptual blending', med et fagudtryk) synes at være drevet af en umættelig hunger efter at forstå  og mentalt erobre egen livshistorie - parret med en sult efter opmærksomhed og synlig anerkendelse i offentligheden.

Om Suzannes barndom skriver "forfatterweb.dk"

Den 18. november 1944 kom en pige til verden i København som barn af direktør Ove Preis og Lilian Henius. Hun fik navnet Suzanne Preis. Da hun var seks år gammel, blev hendes forældre skilt, og herefter boede hun med sin mor, søster og stedfar Svend Brøgger i Virum. Suzanne kom nu til at hedde Suzanne Preis Brøgger. Hun gik i skole på Bernadotteskolen i Hellerup, men da hun var 14 år, skulle stedfaren udstationeres for FN’s børnefond UNICEF i Sri Lanka og Thailand, så hun rejste med og gik på skole i Bangkok.

Her indgår et tidligt fader-tab, flytten omkring, skoleskift, sprogskift. The works!

    Suzanne Brøgger er citeret for om dette sit tumultariske barndomsliv at sige.:

Takket være en rodløs opvækst levede jeg mere og mere af mit egentlige liv gennem skriften. Korrespondancer, breve og dagbøger. Gradvis blev mit liv til skrift.

Det kunne vel lige så godt være udtalt af Karen Blixen. 

I følgende citat fra et interview til forfatterbloggen "Ord til alle sider" siger Suzanne Brøgger  noget der tilsyneladende selv-modsiger ovenstående, men ved nærmere eftersyn slet ikke:

Suzanne Brøgger, du har rejst en del i din tidlige barndom – så din skolegang ved Bernadotteskolen i 1958 måtte afbrydes da din stedfar Svend Brøgger, blev udstationeret for FNs sundhedsorganisation WHO. Har det betydet en rodløshed i din opvækst og hvad har det gjort ved dit sprog?   Jeg føler ikke, at min opvækst har været rodløs, for uanset hvilket land, jeg har boet i, har vi fortrinsvist talt dansk hjemme og jeg har altid læst bøger på dansk. Jeg har haft min rod i sproget.
   Hvornår begyndte du at leve meget i skriften – hvad skete der?   Da jeg blev sendt på Th. Langs kostskole i Silkeborg i gymnasiet, kom jeg til at leve intenst gennem brevskrivning.
   Hvad var det der tiltalte dig ved brevkorrespondancen – var det langsommeligheden i kommunikationsformen, som gav tid til tænkning og dybde i korrespondancen og hvad gjorde brevet som medie ved langdistancehistorierne, – gjorde det noget ved sproget?   Jeg var forelsket.

Koblingen mellem skrift på den ene side og tab og savn på den anden er klokkeklar her.

Nu er der så kommet en biografi baseret på et stort privat materiale af breve og andre tekster, men med den problematiske pålagte begrænsning at den kun gælder til Suzanne er 40 år.

Men hvor sandt og virkeligt er det Suzanne Brøgger selv skriver i sine halv-fiktioner, og det som hendes biografi-forfatter Louise Zeuten skriver om hende i "Krukke".

   Det har en mandlig forskerkollega Erik Svendsen et udtalt synspunkt på, ifølge en artikel i Politiken:

"Det påfaldende ved Suzanne Brøggers bøger er, at hun aldrig vil stå ved, at det er sandheden, hun fortæller. Hun holder distance til sig selv. Det samme overfører hun nu til Louise Zeuthen, der bliver hendes marionetfortæller. Selv om ’Krukke’ er baseret på Suzanne Brøggers breve og dagbøger, er der alligevel samme distance som altid. For det er Zeuthens udgave af Suzanne Brøgger. Hun laver på den måde en ny tilsløring af sig selv. Zeuthen skriver med ført hånd. Det er en klog ført hånd, for hun har hele sin faglighed med sig, men det er Suzanne Brøgger, der sætter dagsordenen, bestemmer, hvad hun må skrive om, og hvad hun får af materiale«, siger Erik Svendsen.

Så til Astrid Lindgren.

   Astrid Lindgren har en høj stjerne i vores familie. Og fruen er i fuld gang med at læse Jens Andersens biografi (som jeg har foræret hende til Jul) - som efter sigende - også anmeldernes - står fuldt mål med den han for en række år tilbage skrev om H. C. Andersen.

   At Astrid Lindgrens børnebøger gennem årene  har fået global gennemslagskraft, står ikke til diskussion.

   Og når hendes bøger har en oplevelsesmæssig 'impact' som er mindst lige så kraftig hos voksne som hos børn, så hænger det uden tvivl sammen med at hun trækker på og skriver meget tæt op af hvad hun selv har oplevet både som barn, som ung og som voksen - et ekstremt produktivt forfatterliv transformeret ind i fiktioner  i skikkelser som Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg, Brødrene Løvehjerte, Ronja Røverdatter.

 

Der er mange fællestræk mellem vores egen H. C. Andersens brug af sit liv i sine historier og Astrid Lindgrens brug af sit liv i sine fortællinger.

   Og der er den klare lighed med Karen Blixen at de begge først begyndte at skrive litteratur i en relativt sen alder, og at oplevelser af savn og tab i ungdomsårene, var en vigtig drivkraft.

   For Astrid Lindgrens vedkommende førte en uønsket graviditet uden for ægteskabet 1926 med den 30 år ældre chefredaktør Reinhold Blomberg til at hun efter fødslen satte drengen Lars i pleje hos en familie uden for København, og først fik ham hjem hos sig selv fire år senere.

   Litteraturen om Astrid Lindgren omtaler den periode af hendes liv som...

De svære ungdomsår

Som ganske ung begyndte Astrid Lindgren at arbejde som korrekturlæser på Vimmerby Tidning, og som 18-årig blev hun gravid med avisens chefredaktør. Han ville giftes - det ville hun ikke, og hun rejste til København og fødte sønnen Lars i 1926. På det tidspunkt var Rigshospitalet i København det eneste sygehus i Skandinavien, hvor kvinder kunne føde uden at skulle orientere myndighederne om, hvem der var far til barnet. Da hun hverken havde bolig eller fast arbejde, måtte hun overlade sønnen til en plejefamilie i København.

Først mange år senere, omkring 1941, begyndte Astrid Lindgren at skrive fiktion - og det begyndte med "Pippi Langstrømpe" som hun havde "digtet" som oplæsnings-fortælling til sin datter Karin.

   Historien om hvordan den bog blev til, lyder som følger:

Det var Astrid Lindgrens 7-årige datter Karin, der fandt på navnet Pippi Langstrømpe. En aften bad hun Astrid Lindgren om en historie.   ”Hvad skal jeg fortælle om”, spurgte Astrid Lindgren. Og datteren svarede, at hun skulle fortælle om Pippi Langstrømpe.

   Astrid Lindgren spurgte ikke om, hvem Pippi Langstrømpe var, men syntes at det var et særpræget navn, så hun fortalte om en usædvanlig pige. Astrid Lindgren måtte fortælle historierne om Pippi Langstrømpe igen og igen i flere år.

   Det var først senere, at historierne om Pippi blev skrevet ned. Astrid Lindgren var faldet på en isglat vej og måtte tilbringe noget tid i sengen. Det gav hende tid til at skrive sine historier om Pippi ned, så hun kunne give dem i fødselsdagsgave til datteren. En kopi af manuskriptet blev sendt til Bonniers förlag, men som Astrid Lindgren havde forventet, blev det ikke antaget.

En omarbejdet og mildere version af Pippi vandt en børnebogspris udskrevet af et andet forlag, og bogen endte med at udkomme på Rabén & Sjögrens förlag i 1945. Da var forfatteren 38 år gammel.

   Og så gik det ellers derudaf.

Mens både Blixens og Lindgrens barndom angives som relativt sorgløse og ubekymrede, så gælder det bestemt ikke for Tove Ditlevsens. hvis liv i barndoms- og ungdomsårne beskrives sådan her på netportalen danmarkshistorien.dk:

Tove Irma Margit Ditlevsen voksede op på Vesterbro i København. Faderen var fyrbøder, og moderen passede hjemmet i Hedebygade. Det var et fattigt arbejderhjem med et traditionsbundet syn på kønnenes muligheder. Tove skulle giftes, skønt hun klarede sig godt i skolen. Efter mellemskoleeksamen gik Tove Ditlevsen ud af skolen og havde de følgende år forskelige pladser. Fra hun var 12 år, skrev hun digte, men skjulte sine kunstneriske forsøg for omverdenen. Forældrene fik stor betydning for hendes kunst, ikke som positive forbilleder, men som repræsentanter for svigt og manglende omsorg. Barndommens smerte kom til at præge Tove Ditlevsen resten af livet i form af angst, usikkerhed og selvdestruktiv adfærd.

I modsætning til Astrid Lindgren giftede Tove sig tidligt - også her var der tale om et erotiske forhold til en mange år ældre mand og redaktør.

Tove Ditlevsen debuterede i det danske litterære tidsskrift Vild Hvede 1937, og i 1940 giftede hun sig med bladets redaktør Viggo F. Møller.   Møller hjalp Ditlevsen med udgivelsen af hendes debutsamling Pigesind, som udkom i 1939. Bogen vakte opsigt med sine smukke digte om kvindelivets foranderlighed, ensomhed og angst, og Tove Ditlevsen havde succes fra begyndelsen. Men privatlivet knagede, og hendes ægteskab holdt kun to år. I 1941 blev den lyriske debut fulgt op af prosasuccesen Man gjorde et barn fortræd, som skildrede en ung kvindes krise som følge af seksuelle overgreb i barndommen. I 1942 giftede Tove Ditlevsen sig igen, og året efter udgav hun endnu en kritikerrost roman, Barndommens gade (1943), hvor hun gennem en ung piges tanker og følelser gendigtede sin opvækst i arbejdermiljøet på Vesterbro.

Da jeg læste dansk på KU i midten og slutningen af 60´erne, stod Tove Ditlevsens digtning ikke i høj kurs, hverken hos vores lærere eller blandt de fleste af mine medstuderende.

   Hun var for 'nem' at gå til, hun skrev på rimede vers, hendes romaner og noveller var gennemsigtige i forhold til den virkelighed og de personlige erfaringer hun skrev om. Hun skrev både lyrik og prosa i et ligefremt og billedrigt, men ukompliceret erfaringssprog. 

   Og set med de dannede litteraters øjne - på et tidspunkt hvor modernismen var i den grad dominerende - der var hun: et hysterisk, popularitetsanglende kvindemenneske.

   Og så var hun oven i købet læserbrevkasse-redaktør på et ugeblad: Familiejournalen.

   Til gengæld var almindelige, jævne og ikke så dannede mennesker udelt glade for hendes digtning. De læste hellere Tove end Klaus (Rifbjerg).

Tove Ditlevsen begik selvmord i 1976 - efter flere tidligere mislykkede forsøg. 

Danmarkshistorien.dk fortæller at hun i de sidste år af sit live fik en riveval via den fremvoksende kvindebevægelse:

Inspirationskilden i Tove Ditlevsens forfatterskab var hendes eget liv som kvinde. Hun skrev på angsten og kriserne, og hun tog udgangspunkt i de smertefulde erindringer fra barndommen, som hun aldrig slap. Den dybe psykologiske indsigt i moderne kvinders splittede liv udfoldede hun ligeledes som brevkasseredaktør i Familie Journalen, hvor hun bidrog til tidens kvindedebat og blev beundret af mange for sine kloge svar. Hendes indsigt i kvindelivet fik fornyet opmærksomhed i 1970´erne med den ny kvindebevægelse. I forbindelse med filmatiseringen af Barndommens gade i 1986 satte Anne Linnet melodi til en række af Tove Ditlevsens digte.

Hendes litterære afløser hed Vita Andersen som fik en kæmpesucces i 1977 med bogen "Tryghedsnarkomanerne", Hende vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

 

Videre med Tove.

   "Tove, Tove, Tove" - er titlen på en teaterforestilling jeg for et par uger siden oplevede sammen med fruen her i Vordingborg, hvor lokalområdets gymnasium har en fin stor teatersal som den lokale teaterforening med mellemrum får fyldt op fordi man har kapret en af de forestillinger fra Det Kongelige Teater som har fået gode anmeldelser.

"Tove, Tove, Tove" var simpelt hen fremragende. Den udsprang af og trak på Olga Ravns biografisk tekstsamling "Jeg ville være enke, og jeg ville være digter - Glemte tekster."

   Forestillingen var en collage af både digte og helt personlige og private tekster, der var kædet delvist kronologisk sammen så man fulgte Tove Ditlevsens tumultariske liv fra traumatisk fattige barndom, over de stormende og konfliktfyldte kærlighedsforhold og ægteskabe, og til hendes selvmord i midten af 70´erne.

   Forestillingen blev kreativt fremført af fem unge skuespillere fra teaterkollektivet "Sort Samvittighed" der optrådte udklædt og forklædt - enten som Tove Ditlevsens alter egoer - 'mange personer i en' - eller med babymaske - symboliserende hendes 'indre barn':

 

Scenografien var nærmest genial.

   

Berlingskes anmelder Jakob Sten Olsen skriver begejstret i sin indledning til anmeldelsen af forestilingen om Tove-personlighedens mange ansigter i forestillingens fortolkning:

Ikke bare én Tove – mange Tover! Når lyset går op for teaterkollektivet Sort Samvittigheds Tove Ditlevsen-collage »Tove! Tove! Tove!«, er det ikke blot en enkelt udgave af den stadigt højtelskede forfatter, der kigger tilskuerne lige i øjnene. Alle fem på scenen har fået Tove-hår, Tove-bluser og Tove-slacks. Ditlevsen selv var jo rigtigt meget, rigtigt mange. Og i det udvalg af tekster, som afløser hinanden i det stramt disciplinerede kaos, der er forestillingens, er det kontrasternes, paradoksernes Tove Ditlevsen, som træder frem. Det er de indre stridende kræfter, som får lov at tale til hinanden i udvalget af citater, lige nådesløst sandhedssøgende, hvad enten de nu er hentet fra den skære pigepoesi eller de stumper og bidder af dagbøger, breve og interviews, der også er plukket fra.

Litteratursiden.dk skriver indledningsvis om hendes barndom:

Tove Ditlevsen bevæger sig i sit forfatterskab mellem det selvbiografiske og det fiktive med fokus på angsten og smerten, det "brændte" barn og de voksnes psykiske problemer.

Og brødteksten fortsætter om "barndommen":

Tove Ditlevsen blev født i 1917 (hun opgav dog ofte selv 1918 som sit fødselsår) i en arbejderfamilie på Vesterbro i København. Faren var intellektuelt nysgerrig og inspirerede den unge Tove til at læse, men hans følelsesmæssigt lukkede væsen og hans syn på piger forhindrede et nært forhold mellem dem. Moren var munter og udadvendt, men flygtig af natur og utilstrækkelig i sin kærlighed til datteren, hvilket satte dybe spor hos barnet Tove, der livet igennem forblev usikker på sit eget værd.

   Barndommens litterære indslag bestod mestendels af salmevers fra skolen, folkeviser og farens socialdemokratiske slagsange, og det blev for den unge Tove grundlaget, fra hvilket hendes egne digte udsprang; digte, hun skrev i skjul.

   Arbejderbarnets indre følelsesliv var dengang ikke noget, man talte om - endsige anerkendte, men Tove Ditlevsen tog på kontroversiel vis denne intimsfære med sig i sin lyrik og i sine romaner ved at tematisere vilkår som omsorgssvigt og fattigdom. Emner hun skildrede på realistisk vis i solidaritet med det følelsesforsømte arbejderbarn. Dette ses især i hendes romaner fra 1940’erne og frem til 1960’erne, hvor barnet er det litterære hovedmotiv, og hvor barndommens traumatiske oplevelser bliver gjort til genstand for den voksnes psykiske problemstillinger. Et litterært træk, der har rødder tilbage til 1920’erne og 1930’ernes fokus på den socialrealistiske, naturalistiske og psykoanalytiske fremstilling.

Man kan  roligt sige at Tove Ditlevsen nu har fået den anerkendelse som forfatter og kompleks - 'blended' - kreativ personlighed som hun savnede i en stor del af sit voksenliv.

   Det Kongelige Teater skriver i sit forskræp til forestillingen:

Tove Ditlevsen formåede ikke mindst – længe før kvindebevægelsen opstod – at give kvinderne og deres liv en stemme med sine rørende og vedkommende skildringer af livet, som hun så det.

   Tove Ditlevsens liv og værk smeltede mere og mere sammen, når hun med sikker sans for selviscenesættelse ganske usminket gav danskerne indblik i sine ulykkelige ægteskaber, sin narkomani, depressioner, indlæggelser og alkoholmisbrug. At hun samtidig samvittighedsfuldt passede en populær brevkasse i Familie Journalen, hvor hun rådgav andre om familieliv og parforhold, mens hendes privatliv lå i ruiner, vidner om hendes store spændvidde og folkelige appel.

   Tove Ditlevsen levede for at skrive og skrev for at leve. Midt i elendigheden og tragedierne, som hun på sin egen fanden-i-voldske måde dyrkede, var hun en festoriginal og en livsnyder med en kæmpe appetit på livet og på mænd. Hun var på én gang borgerlig og anti-borgerlig, forud for sin tid og gammeldags.

Det kan man vel sige er fælles for alle fire kvindelige forfattere:

De levede for at skrive, og skrev for at leve.  

Forestillingen "Tove, Tove, Tove" sluttede med at de fem skuespillere i kor fremsagde Tove Ditlevsens måske mest elskede korte digt om kærlighedens vilkår og omkostninger: 

Så tag mit hjerte i dine hænder,

men tag det varsomt og tag det blidt,

det røde hjerte - nu er det dit.

Det slår så roligt, det slår så dæmpet,

for det har elsket og det har lidt,

nu er det stille - nu er det dit.

Og det kan såres, og det kan segne,

og det kan glemme og glemme tit,

men glemmer aldrig - at det er dit.

Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte,

det sov og drømte i lyst og leg,

nu kan det knuses - men kun af dig.

En "rigtig" biografi om Tove Ditlevsen udkom i 2008: Karen Syberg: Tove Ditlevsen. Myte og Liv. Kan anbefales.

Akvarelmaleriets mysterier (43) - Harald Henriksen, igen, igen - om nye indkøb af hans træsnit og lidt om 'lejlighedsakvareller'

Harald Henriksen er en ikke særlig kendt - men i øvrigt fremragende dansk akvarelmaler (1883-1960). Og han omtales af kunsthistorikere som den sidste naturalist - i den klassiske tradition af danske landskabmalere fra 1800-tallet.

   Han er så også en glimrende og original grafiker - og har solgt mange farvetræsnit med danske landskaber som motiv til almindelige danskere som godt ville have smukke nationale landskabsbilleder på væggene, men som kun havde råd til grafik.

   

Jeg opdagede ham ved et heldigt tilfælde - serendipitet hedder den slags - idet jeg på en julemarked så et lille gulnet billede i glas og ramme som jeg troede var en ældre akvarel. Det var det så ikke, men når det lignede, var det ikke så mærkeligt, fordi kunstneren Harald Henriksen meget ofte lavede akvarelskitser som forarbejder til sine træsnit.

   Jeg købte træsnittet og researchede på kunstneren da jeg kom hjem. Den historie kan du læse her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/akvarelmaleriets-mysterier-35-fra.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/flere-trsnit-af-harald-henriksen-nu.html

Nu har jeg så en søgeagent aktiveret på Lauritz.com med hans navn. Og det har givet bingo for et par dage siden. 

   Her ses skønheden - vist både med og uden ramme:

Træsnittet er i samme stil - japansk inspireret - som næsten alle de andre af ham der smykker vores vægge. Der mangler bare en profil af Fujiyama-bjerget i baggrunden, så er vi Japan.

   

Mange af vores naturalistiske landskabsmalere har brugt Danmarks få klinter - først og fremmest dem på Møn og Stevns - som motiv. Også Harald Henriksen - her med en såkaldt gouache - vandfarver med dækkende pigment:

Først tænkte jeg motivet kunne være Møns Klint, men farven er for leret, så det er sikkert et motiv fra Røsnæs, ikke så langt fra vor vi har sommerhus, og et sted han har brugt som motiv i flere billeder

Selv er jeg for nylig også vendt tilbage til landskabsmaleriet - i akvarel - en type motiv som jeg ellers ikke har dyrket seriøst i et par år. 

   Her to akvareller med motiv fra Stevns Klint - med fotos som jeg fandt på nettet som referencebilleder:

I begge tilfælde har jeg valgt at profilere nogle af motivets linjer med en tegnet tynd tusch-streg. Jeg er nogenlunde tilfreds - men ikke helt.

Bagrund for valget af motiv:

   Efter nytår er jeg begyndt for alvor at forære mine akvareller væk - som gaver til nære venner og familie.  Og jeg er samtidig blevet klar over at jeg passende kan karakterisere mig selv som 'lejlighedsmaler' -  og en del af mine akvareller som 'lejlighedsbilleder' - parallelt til termerne 'lejlighedsdigter'  og 'lejlighedsdigte'. 

   

De første bevidst malede lejlighedsakvareller var adresseret til mit barnebarn , en dreng på otte der havde fødselsdag, og som var helt vild med drager efter at have set animationsfilmene "Sådan træner du din drage". 

   Han fik en akvarel-drage i fødselsdagsgave, og jeg fik i alt malet en 7-8 forskellige akvareller med dragemotiv ved den lejlighed.

   De to landskabsakvareller fra Stevns er malet som lejlighedsmalerier til en god ven som fyldte 70 og bor tæt ved stranden med udsigt til Stevns Klint til den ene side. Jeg ville have malet flere, men nåede kun de to.

   

Harald Henriksen har også andre motiver i sine farvetræsnit end landskaber, og fruen havde på væggen i sit domæne hængende et stort Harald Henriksen-træsnit af et fuldriggersejlskib og nogle mindre sejlskibe ved kaj i en havn, blev jeg klar over under min første research:

Beklager reflekserne i glasset. Kan ikke undgås. Som eksempel på farvetræsnit er det fantastisk flot.

Af litteraturen fremgår at Harald Henriksen også producerede træsnit med bymotiver. Og jeg erhvervede faktisk et træsnit mere af ham for en måneds tid siden som viser Roskilde Domkirke set gennem et halvåbent vindue: 

At se ud på et landskabs- eller bymotiv gennem et hel- eller halvåbent vindue, er jo en klassiker, og vel nærmest fortærsket som motiv for billedkunstnere. 

   I hvert fald er motivet varieret i det uendelige af malere gennem tiderne, hvad en google-billed-søgning straks kan dokumentere. 

   Her nogle få akvareller der viser variationsbredden i motivet:

Fordelene - eller skal vi sige 'de æstetiske styrker' - ved det motiv er flere oplagte: stor identifikation i forhold til publikum, fascination gennem det indbygge dybdeperspektiv og spændingen mellem forgrund-baggrund/inde-ude/kultur-natur.

    Selv har jeg en enkelt gang brugt et beslægtet motiv, en udsigt fra en restaurant på Kap Verde - med fruens bortvendte hoved i forgrunden:

Esben Hanefelt Kristensen - farver, detaljer, fabuleringer - og andre historier om excess-kunst

For ikke så længe siden stødte jeg på Facebook på et maleri af en kunstner hvis navn jeg ikke husker at have set før: Esben Hanefelt Kristensen

   Jeg googlede hans billeder og oplysninger om ham, og syntes at hans billeder var værd at vise her på bloggen der har som tema: kreativitet, kreative mennesker, kreative produkter.

   

Her følger nogle eksempler.

Det der gav anledning til min billedjagt og -opsporing, var det her maleri med papegøjer som motiv som en af mine facebook-venner havde set under et besøg på en dansk virksomhed i Thailand hvor de havde det hængende:

Esben Hanefelt Kristensens billeder er farvestrålende, fantasimættede og fortællende - med en charmerende spænding mellem farveharmonier og farvekomplementer.   

   Motiverne har indbygget en overflod af detaljer som typisk også indgår i dekorative mønstre på billedfladen - næsten som musik - med variationer over det tema som det enkelte billede i sin helhed fremstiller.

   Mens nogle kunstnere i deres kunst tilslutter sig slogannet "les is more" i minimalistisk motiverede valg af former og farver, så går Esben Hanefelt i modsat regning: "more is more is more" - kunne man kalde det - en stil og et motivvalg præget af overskud og overflod. En slags lyrisk-narrativ 'excess-stil' som er beslægtet med Bjørn Wiinblad som, efter i nogle årtider at have været helt 'yt', nu ser ud til at have fået en - synes jeg - fortjent rennæssance:

Der er også et stil- og farvemæssigt slægtskab med den lokale kunstner Lise Meijer som jeg tidligere har skrevet om:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/11/big-wheel-studio-helende-arkitektur.html

Umiddelbart gætter jeg på at Esben Hanefelt også må arbejde som illustrator, og det bekræftes ved en hurtig web-søgning. Han har illustreret både eventyr, religiøse myter og gamle fortællinger:

Auktionselskabet Lauritz.com har i flere omgange haft billeder af Esben Hanefelt på auktion. En auktion gjaldt de akrylmalede illustrationer til Vagn Lundbyes "Det nordiske testamente" i 2007, og i den anledning fortalte man om Hanefeldt:

Aalborgkunstneren Esben Hanefelt Kristensens navn slog sig for alvor fast i danskernes bevidsthed med illustrationerne til "Billedbibelen", udgivet først i 90´erne. Den blev en succes hos både børn og voksne og er også udgivet på mange andre sprog.

   Esben Hanefelt Kristensen’s billeder er fortællende og farvestærke. Han har valgt at udtrykke sig i et detaljeret formsprog. Mennesker og dyr, blomster og træer danner fint tegnede mønstervirkninger over lærredet, og samtidig er der - næsten skjult i billedets virvar - indvævet en eventyrlig handling - som han selv siger: "Jeg arbejder med eventyret, fordi livet er eventyrligt".

   Esben Hanefelt Kristensens fik igen succes med udgivelsen af Saxo’s illustrerede Danmarkskrønike. Her bestod illustrationen af 148 Esben Hanefelt Kristensen malerier, som sideløbende med teksten beskriver historiens gang.

   Bogudgivelsen blev siden promoveret gennem udstillinger af billederne såvel på Nationalmuseet i København som på Nordjyllands Kunstmuseum, Aalborg.

   Esben Hanefelt Kristensen færdigegjorde 2007 illustrationerne til Vagn Lundbys trebindsværk om den nordiske mytologi. Værkerne har samlet været udstillet på Københavns Rådhus april 2009. Nærværende maleri er originalillustrationen til bogværket.

   Væsentligste udstillinger: Hjørring Kunstmuseum, Brandts klædefabrik i Odense, Frederikshavn Kunstmuseum, National Musset i Nuuk, Galleri NB i Viborg, Galleri Knud Grothe og Galerie Moderne i Silkeborg.

Slægtskabet er tydeligt mellem disse nyere danske kunstnere og den stilart - jugendstilen - som jeg jævnligt har skrevet om her på bloggen - fordi oplevelsen og gensynet altid giver mig en spontan og umiddelbar nydelse,  se fx dette berømte værk af den østrigske maler Gustav Klimt:

Adele Bloch-Bauer, 1907

Der er også klare rødder tilbage til den traditionelle - og efter europæiske normer "overlæssede"  - dekorative orientalske kunst fra Iran:

Og så tilbage til nutiden og mit eget lokalområde. 

   Vi har en Vordingborg-kunstner A. Ali Daher som er indvandret fra Iraq, og som hører til morgenbadernes morgenfriske garde.

   Hans stil ligger klart i forlængelse af den farve- og detaljerig orientalske tradition som jeg eksemplificerede ovenfor, men med et moderne og mere geometrisk touch i stilen:

Ud over malerier har hans specialiseret sig i dekorative, organsisk formede og rigt malede kalabas-skulpturer som disse:

 ... som også egner sig til standerlamper:

Se mere af Ali Dahers kunst på hans facebook-side "Kalabas art" hvorfra han også næsten dagligt promoverer åndsbeslægtede internationale kunstnere fra eksotiske områder af verden:

https://www.facebook.com/kalabasart

https://www.facebook.com/aali.daher?fref=ts

Om sammenhængen mellem kreativitet - og det nemt at blive distraheret af tilsyneladende uvedkommene indtryk

Videnskab.dk havde for et par uger siden en artikel som fangede min opmærksomhed. Den handlede om sammenhængen mellem det let at blive distraheret og så hvor kreativ man var - i en eller anden forstand. 

   Rubrikken lød:

Har du svært ved at koncentrere dig? Så er du måske et kreativt geni

I første omgang læste jeg det som om den handlede om at det at være "distræt", en egenskab man i folkepsykolgien tilskriver især "verdensfjerne" professorer - som fx professor Turnesol i tegneserien Tintin. 

   'Distræt' kan også oversættes til "åndsfraværende"  - eller set fra en undervisersynsvinkel; "uopmærksom".

   

At være distræt er noget der ifølge mine nære omgivelser har kendetegnet mig siden jeg var barn.

   Det fortælles om mig at da jeg gik i første klasse i Holeby Skole, kunne jeg 'glemme' mine omgivelser så radikalt at min lærerinde frøken Rømme kunne lægge en lineal på toppen af mit hoved uden at jeg bemærkede det.

   Senere har jeg også fået at vide at jeg har nemt ved at "falde i staver" og ofte bliver fjern i blikket og fantaserer over noget på den indre skærm, i stedet for at vær opmærksom på det der foregår og burde optage mig i mine umiddelbare omgivelser.

Men faktisk var det ikke den form for uopmærksomhed artiklen handlede om. Den handlede ikke om distræthed, men om det nemt at blive distraheret - fx af uvedkommende lyde.

   Artiklen i Videnskab.dk fortalte om nogle eksperimenter som påviste en sammenhæng mellem en høj grad af kreative aktiviteter og resultater,  og så det (for) nemt at blive forstyrret og optaget af 'input' fra omgivelserne som man egentlig bare burde set bort fra. Altså en slags overfølsomhed i forhold til  for så vidt uinteressante og uvigtige sanseindtryk fra periferien af opmærksomhedsfeltet.

   Her melder jeg så pas. Sådan er jeg absolut ikke indrettet. Det der kendetegner min personlighedstype, er at jeg nemt bliver distraheret af 'interne input' - tanker, billeder, fantasier der kommer indefra, og som vender min opmærksomhed mod den indre skærm. Som regel har jeg ikke problemer med at arbejde selv om der er støj omkring mig. Faktisk kan det godt være lidt positivt frem for totalt støjfri omgivelser

   

Men artiklen rammer plet i forhold til hvordan fruen har det. Hun er udviser ofte hvad man kunne kalde akut delt opmærksomhed, som giver sig udtryk i fx. at hun opdager og forstyrres af en plet på min trøje, mens vi sidder og snakker alvorligt om helt andre og vigtige ting. 

   Frue bliver også markant nemmere forstyrret af og irriteret over uvedkommende lyde i omgivelserne.

   Hun er også bemærkelsesværdigt observant i forhold til omgivelserne, både hvad angår syns og lydindtryk - og kan som en slags veyeur  helt fortabe sig i samtaler eller interaktion som tilfældigvis udfolder sig inden for syns- eller hørevidde.

Det faglige begreb som ifølge de engelske referater af undersøgelsen bruges til at karakterisere nogle menneskers personlighed, er "leaky attention" - altså 'utæt opmærksomhed'.

    Der er tale om en metaforisk framing der udsiger at opmærksomheden  er som en væske der så at sige 'siver' andre steder hen end i den retning hvor fokus og målet for aktiviteten normat burde befinde sig.

   Man taler i referaterne af undersøgelsen også om "reduced sensory gating", og dermed rammer resultaterne ind i en teori jeg tidligere har omtalt i flere indlæg: at den kreative hjerne har forøget 'connectivity' mellem forskellige moduler, og at de mekanismer i hjernen som varetager den nødvendige latente hæmning som er nødvendig for at vi ikke bliver totalt oversvømmet af nerve- og sanseinput, at den hos særligt kreative personligheder er relativt svækket.

   Her link til flere indlæg om denne teori, som også er en af forklaringerne på synæstesi som også fruen har, og flere af hendes genetiske børnebørn.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/03/hj-iq-smelter-kaos-om-til-kreativitet.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/02/skriveblokeringer-latente-hmninger-og.html

Undersøgelsens opsigtsvækkende resultater er lynhurtigt blevet spredt i forskellige fora på nettet gennem en populariseret resumé-artikel af en af forskerne bag undersøgelsen, Darya Zabelina, under titlen:

Creativity and Sensory Gating

Artiklen indledes med at referere til en erfaring som mange kreative mennesker kender til: at uvedkommende lyde er stærkt forstyrrende for det kreative arbejde:

In our everyday life we are constantly bombarded by sensory information, but some people seem to be more affected by this sensory input than others, or you may say some people have “leakier” sensory filters than other people. There are numerous anecdotal accounts of eminent creative people being especially sensitive to noise. Marcel Proust, for example, wore ear-stoppers because he was unable to filter out irrelevant noise, and lined his bedroom with cork to attenuate sound. Richard Wagner noted “a master needs quiet; calm and quiet are his most imperative needs.” And Franz Kafka asserted “I need solitude for my writing; not ‘like a hermit’ – that wouldn’t be enough – but like a dead man.” Others, such as Charles Darwin, Anton Chekhov, and Johan Goethe also strongly lamented the distracting nature of noise. 

Forskeren Darya Zabelina skriver senere i sin artikel at forsøgte peger på at særligt kreative mennesker har relativt sværere ved at filtrere udvekommende lydindtryk bort end mere jordbundne typer:

Our recent work provides first physiological evidence that creativity may indeed be associated with the reduced ability to filter our “irrelevant” sensory information. Specifically, we find that people with real-world creative achievements are less likely to filter out sound than their less creative counterparts. Additionally, they do it involuntarily, as this happens very early in the processing stream—only 50 ms after the onset of the sound.

   Reduced sensory gating is akin to reduced latent inhibition, or a reduced ability to screen or inhibit from conscious awareness stimuli previously experienced as irrelevant. Thus reduced latent inhibition may enhance creativity by enlarging the range of unfiltered stimuli available in conscious awareness, thereby increasing the possibility that novel and useful combinations of stimuli will be synthesized. Therefore leaky attention may underlie both costs and benefits of creative cognition: Noise and other environmental stimuli can serve as distractors for creative people, leading them to make errors on some tasks, as well as generally making their life less comfortable. At the same time, leaky attention may help people integrate ideas that are outside the focus of attention into their current information processing, leading to creative thinking.

Selve eksperimentet som disse overvejelser bygger på går altså ud på at dele forsøgspersonerne i to gruppe - meget kreative og ikke så  kreative. Og så får alle forsøgspersonerne to ens lyde i ørene med meget kort mellemrum via hørebøffer. Og så måler man hjernens reaktion ved hjælp af en såkaldt EEG-hætte med elektroencephalogrfiske sensorer.,  

    Den indbygged og ubevidste latente hæmning ("inhibition") burde betyder at hjernens fysiologisk reaktion er svagere når lyden høres anden gang fordi den nu er "velkendt". Og sådan reagerede gruppen af ikke så kreative forsøgspersoner også. 

   Men gruppen af meget kreative reagerede fysiologisk næsten lige så kraftigt på lyden anden gang som første gang, hvilket dokumenterer at deres neurologiske "gating" i forhold til lydsansning er svækket. Det udlæggerrr Zabelina således:

When we considered sensory gating with respect to real-world creative achievement, we saw that people with high creative achievements didn’t inhibit or didn’t gate as much of the sounds compared to people with fewer creative achievements.

Og senere skriver Zabelina videre om tolkningen af eksperimentets udfald:

Thus, real-world creative achievers appear to have reduced filtering of sensory information, which may be the mechanism for their wider focus on a larger range of stimuli, and their ability to make connections between distantly related concepts or ideas. In conjunction with other protective factors, such as cognitive control, reduced sensory gating may be what is needed for real-world creative achievements. In the absence of strong cognitive control (or other protective factors), leaky sensory processing may be a risk factor for attention disorders and/or psychopathology.

Det Zablina refererer til her til sidst, er at både sindslidelsen skizofreni, ADHD-diagnosen, Tourettes syndrom, og den såkaldt højsensitive personlighedstype (HSP), i forskellige teoretiske sammenhænge og gennem forskellige tests og forsøg er blevet forbundet med det der kaldes svækket latent hæmning" - altså en svækket kontrol og dæmpning eller "gatekeepning" af eksterne sensoriske input eller interne neurolgisk reaktione mellem forskellige centre i hjernen.

   

Det er ikke første gang man i forskerkredse diskuterer sammenhæng mellem sindslidelser og særlige hjernetilstande på den ene side og så kreative tænkning og udfoldelse på den anden. Og man kan altså konstatere at dette forsøg endnu en gang peger på den sammenhæng:

Thus it is possible that some risk factors that are associated with elevated psychopathology, such as leaky sensory gating, might also, in combination with other factors, be a "risk" factor for increased creative achievement, as previously suggested. Therefore for some prominent creative achievers who complained about noise as a source of distraction, the same leaky filters may have facilitated their creativity. 

Hvad kan man så bruge det til?
   At lave gruppearbejde i et støjende klasseværelse kan være hæmmende for børn med særlige kreative evner.
     Et støjende redaktionslokale er måske ikke det bedste sted at arbejde hvis vil praktisere og udvikle en mere kreativ form for journalistik.
     For bare at nævne to forhold jeg umiddelbart kom på.

Her et link til Darya Zabelinas resumeartikel:

http://www.creativitypost.com/psychology/creativity_and_sensory_gating

Og her et link til artiklen fra videnskab.dk

http://videnskab.dk/kort-nyt/distraktion-kan-stamme-fra-kreativ-genialitet?utm_source=vores+nyhedsbrev&utm_campaign=6c2c8d8e6e-201503063_6_2015&utm_medium=email&utm_term=0_d2f5c83eb4-6c2c8d8e6e-239790449