Harald Henriksen er en ikke særlig kendt - men i øvrigt fremragende dansk akvarelmaler (1883-1960). Og han omtales af kunsthistorikere som den sidste naturalist - i den klassiske tradition af danske landskabmalere fra 1800-tallet.
Han er så også en glimrende og original grafiker - og har solgt mange farvetræsnit med danske landskaber som motiv til almindelige danskere som godt ville have smukke nationale landskabsbilleder på væggene, men som kun havde råd til grafik.
Jeg opdagede ham ved et heldigt tilfælde - serendipitet hedder den slags - idet jeg på en julemarked så et lille gulnet billede i glas og ramme som jeg troede var en ældre akvarel. Det var det så ikke, men når det lignede, var det ikke så mærkeligt, fordi kunstneren Harald Henriksen meget ofte lavede akvarelskitser som forarbejder til sine træsnit.
Jeg købte træsnittet og researchede på kunstneren da jeg kom hjem. Den historie kan du læse her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/akvarelmaleriets-mysterier-35-fra.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/flere-trsnit-af-harald-henriksen-nu.html
Nu har jeg så en søgeagent aktiveret på Lauritz.com med hans navn. Og det har givet bingo for et par dage siden.
Her ses skønheden - vist både med og uden ramme:
Træsnittet er i samme stil - japansk inspireret - som næsten alle de andre af ham der smykker vores vægge. Der mangler bare en profil af Fujiyama-bjerget i baggrunden, så er vi Japan.
Mange af vores naturalistiske landskabsmalere har brugt Danmarks få klinter - først og fremmest dem på Møn og Stevns - som motiv. Også Harald Henriksen - her med en såkaldt gouache - vandfarver med dækkende pigment:
Først tænkte jeg motivet kunne være Møns Klint, men farven er for leret, så det er sikkert et motiv fra Røsnæs, ikke så langt fra vor vi har sommerhus, og et sted han har brugt som motiv i flere billeder
Selv er jeg for nylig også vendt tilbage til landskabsmaleriet - i akvarel - en type motiv som jeg ellers ikke har dyrket seriøst i et par år.
Her to akvareller med motiv fra Stevns Klint - med fotos som jeg fandt på nettet som referencebilleder:
I begge tilfælde har jeg valgt at profilere nogle af motivets linjer med en tegnet tynd tusch-streg. Jeg er nogenlunde tilfreds - men ikke helt.
Bagrund for valget af motiv:
Efter nytår er jeg begyndt for alvor at forære mine akvareller væk - som gaver til nære venner og familie. Og jeg er samtidig blevet klar over at jeg passende kan karakterisere mig selv som 'lejlighedsmaler' - og en del af mine akvareller som 'lejlighedsbilleder' - parallelt til termerne 'lejlighedsdigter' og 'lejlighedsdigte'.
De første bevidst malede lejlighedsakvareller var adresseret til mit barnebarn , en dreng på otte der havde fødselsdag, og som var helt vild med drager efter at have set animationsfilmene "Sådan træner du din drage".
Han fik en akvarel-drage i fødselsdagsgave, og jeg fik i alt malet en 7-8 forskellige akvareller med dragemotiv ved den lejlighed.
De to landskabsakvareller fra Stevns er malet som lejlighedsmalerier til en god ven som fyldte 70 og bor tæt ved stranden med udsigt til Stevns Klint til den ene side. Jeg ville have malet flere, men nåede kun de to.
Harald Henriksen har også andre motiver i sine farvetræsnit end landskaber, og fruen havde på væggen i sit domæne hængende et stort Harald Henriksen-træsnit af et fuldriggersejlskib og nogle mindre sejlskibe ved kaj i en havn, blev jeg klar over under min første research:
Beklager reflekserne i glasset. Kan ikke undgås. Som eksempel på farvetræsnit er det fantastisk flot.
Af litteraturen fremgår at Harald Henriksen også producerede træsnit med bymotiver. Og jeg erhvervede faktisk et træsnit mere af ham for en måneds tid siden som viser Roskilde Domkirke set gennem et halvåbent vindue:
At se ud på et landskabs- eller bymotiv gennem et hel- eller halvåbent vindue, er jo en klassiker, og vel nærmest fortærsket som motiv for billedkunstnere.
I hvert fald er motivet varieret i det uendelige af malere gennem tiderne, hvad en google-billed-søgning straks kan dokumentere.
Her nogle få akvareller der viser variationsbredden i motivet:
Fordelene - eller skal vi sige 'de æstetiske styrker' - ved det motiv er flere oplagte: stor identifikation i forhold til publikum, fascination gennem det indbygge dybdeperspektiv og spændingen mellem forgrund-baggrund/inde-ude/kultur-natur.
Selv har jeg en enkelt gang brugt et beslægtet motiv, en udsigt fra en restaurant på Kap Verde - med fruens bortvendte hoved i forgrunden:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar