Fra Japan i mit hjerte til stenugler i min gård - om besjælet natur og skulptur

Fra Miyazakis tegnefilm: "Min ven Totoro"

Hvor det kommer fra ved jeg ikke, men japansk kultur, æstetik og religion har på en eller anden måde været med i min bevidsthed og aktiv i min underbevidsthed siden min ungdom. Og det har slået igennem også da jeg for 7 år siden begyndte at skrive indlæg her på bloggen.

   Rigtig mange indlæg har helt eller delvist handlet om japanske træsnit fra 1800-tallet med kunstnerne Hokusai og Hiroshige som de dominerende navne, og om japanske tegnfilm (som har rødder tilbage til Hokusais lærebog i manga-tegning) med Hayao Miyazaki som det altdominerende instruktørnavn - hvis utroligt smukke og fascinerende tegnefilm viser hvilken kreativ kraft der ligger i forestillinger om en besjælet natur.

   Både mine tusch-tegninger i mine unge dage (60´erne) og min akvareller i de seneste år, er tydeligvis inspireret af japansk kunst og grafiske æstetik

   Men i alle årene har det virkelige Japan for mig stået som et land i en fjern og uvirkelig drøm

Men i foråret 2009 kom forløsningen. Fruen og jeg og fruens søster var på en grupperejse med et lille rejseselskab til Japan: Med en lille uges ophold i Tokyo og en lille uges ophold i Kyoto.

   Det var rejselederens første rejse som turguide til Japan, og turen skulle være en slags test på den research han havde lavet inden, og som skulle fortælle ham og det arrangerende selskab om det var sådan den rejse skulle sættes sammen i de kommende år.

    Set fra deltagernes synspunkt - vi var 9 plus den danske guide og to japanske kvindelige guider (en i hver by) - var det en succes, med oplevelser som jeg desværre aldrig fik skrevet og fortalt om fordi det først var året efter at jeg begyndte at skrive på min blog.

Jeg vil heller ikke forsøge at skrive om vores Japan-rejse i detaljer og i serier af indlæg så mange år efter. Selvom jeg tog en masse fotos, så er erindringen tåget og upræcis - også på grund af sygdom og medicin.

   Men en ting husker jeg lysende klart: At vi besøgte landet og hver dag tog på udflugter ud fra de to byer vi boede, netop i den periode hvor kirsebærtræerne blomstrede, og japanerne i familie- eller arbejdsgrupper satte sig ud under de blomsterne kroner på store blå plastikunderlag og spiste frokost sammen:

Det andet som gjorde et uudsletteligt indtryk var at alt på overfladen godt kunne ligne et vestligt højteknologisk land som vores, men at der under den overflade var en strøm af forestillinger især knyttet til natur og naturfænomener som i den grad var fremmede for os (undtagen til Jul).

   Det var den ældgamle religiøse forestilling om at alt i naturen var - eller kunne være - besjælet: dyr, planter, sten, floder, bjerge - en forestilling som hele tiden var undertekst til alt der blev vist og gjort.

   Fx er de her figurklippede træers kroner set i en park i Tokye ... 'skyer' på en 'himmel' i et imaginært landskab:

I religions-sociologien taler man om "animisme" og betragter den slags trosforestillinger som en form for ur-religiøsitet der har været udbredt blandt alle oprindelige folk, og som har eksisteret i mange lokale varianter over hele jorden gennem tusinder af år.

   I Japan er navnet på den gamle religion som er den ene af de to dominerende: 'shinto'.

   Kristian Ditlev Jensen skriver i en kort "Introduktion til japansk religion":

I Japan har man to hovedreligioner, som de fleste japanere dyrker med større eller mindre intensitet. Den ene kaldes shinto, den anden er den særlige japanske buddhisme, som går under navnet zen eller zenbuddhisme.

   Meget groft sagt bruger japanere shinto til alt, hvad der har med livet og hverdagen at gøre – for eksempel bliver man traditionelt gift i et shinto-tempel – mens buddhisme bruges til håndtering af døden og af lidelse. Begravelser er derfor buddhistiske.

   Shinto er en noget uudgrundelig størrelse, som de færreste udlændinge forstår til bunds. Men grundlæggende er shinto en animisme. Det vil sige, at man i shinto tilbeder kami, som betyder guder eller ånder. Ofte er det ånder, der er forbundet med et sted eller en naturlig ting. Solen har sin egen kami, men en stor klippe ude i havet kan også være hellig, så folk fra nær og fjern kommer og tilbeder dens kami.

https://www.japanspecialisten.dk/praktiske-informationer-om-at-rejse-til-japan/artikler-om-at-rejse-i-japan/japansk-religion/

Som et verdensberømt udtryk for denne i kulturen altgennemtrængende religion er det hellige bjerg Fujiyama (3.776 m) som kan ses over store afstande fra mange lokaliteter, og som vi også så et glimt af ud ad vinduet da vi kørte med lyntoget Shinkansen fra Tokyo til Kyoto:

Fujiyama er en urgammel død vulkan som i moderne tid er blevet et internationalt kendt symbol for Japan via et af Hokusais mest beundrede træsnit der viser bjerget som en central del af motivet, nemlig det her:

I rigtig mange år havde jeg selv en kopi af det træsnit hængende på væggen i vores stue.

Et gennemgående udtryk for hvor central animismen stadig står i japanernes dagliglivs kultur, var alle de mange forskellige dyrefigurer der var til salg i store mængder over alt. 

   Her nogle eksempler som jeg tog billeder af undervejs på turen:

Hvor vil jeg nu hen med hele denne lange indledning? 

   En af de danske deltagere på turen udmærkede sig som særligt kreativ - og var på flere måder et stort plus for vores lille turistgruppe. Hans fornavn var det lidt mærkelige "Jørg". Og Jørg var lidt af en tusindkunstner med hovedet fuld af ideer.

   Hans frue var skolelærer og holdt lidt øje med at han ikke kom galt afsted på grund af alt for flyvske ideer. 

   Selv var han murermester. Og parret kom fra en lille by Høgild i det mørkere midt-vestlige Jylland lidt syd for Herning og 50 km øst for Ringkøbing. 

   Men de var vidt berejst - en slags opdagelsesrejsende - og havde besøgt mange flere eksotiske steder end resten af den lille deltagergruppe til sammen

   

Jørg var underholdende og havde humor på den særlige vestjyske lune måde. Han kunne fortælle mange sjove historier og vittige anekdoter. 

   Og så kunne han lave tryllekunster, en kvalifikation som gjorde at selv om vi ikke forstod japansk og japanerne ikke forstod engelsk - endsige dansk - så kom vi via Jørgs tryllerier hurtig i fin non-verbal kontakt med de lokale  japanske bar-gæster de aftener hvor vi var ude på egen hånd uden vores japanske guider og tolke.

Jørg og han frue besøgte vi et års tid efter hjemkomsten til Danmark. Og han levede helt op til det billede vi havde fået af ham på rejsen.  Ud over at være en dygtig og værdsat lokal murermester var han også selvlært havearkitekt, kreativ opfinder, tømrer og billedhugger. 

   Tilsyneladende var han hele tiden igang med at finde på, find ud af - og opfinde. Og at indrette og konstruere nyt ud af gammelt.

   Det var et hyggeligt gensyn.

   

Vi har holdt kontakten ved lige via Facebook. Og for nogle få år siden begyndte der at dukke figurer op på hans FB-hjemmeside: ugler!

   Det var ikke helt til at gennemskue hvad de var lavet af, og hvor store/små de var. Men de så sjove ud, var originale  i udtrykket og havde individuelle personligheder. Og de var tilsyneladende til salg.

   Og her i år før Jul tog jeg mig sammen og bestilte en hel ugle-familie hos ham. De ankom til Vordingborg med fragtmand, fint og solidt emballeret. De vejede et halvt ton, og fragtmanden bandede da han afleverede pakken, over hvad det kunne være i den der vejede så meget.

   Sådan så de ud - sten-uglefamilien - da de var pakket ud og opstillet i vores gård:

Hvad er uglerne lavet af af? 

   - Forskellige rå natursten som dem man kan finde på enhver bondemands marker, indført af den kappe af indlandsis der kom til Danmark fra Norge og Sverige under sidste istid for mere end 10.000 år siden.

   Og udhugget og bearbejdet med de værktøjer som enhver velforsynet murermester har og ved hvordan man skal betjene.

   

Hvornår og hvordan fik Jørg ideen?

- Har lavet ugler i ca 4 år, og det er stenen der bestemmer hvordan en ugle skal se ud.

   Ideen var i protest mod at 'Haveoasen' tog 3.500 kr. for 3 ugler - lille, mellem og stor.

   Stenene kommer fra marken. Når der er taget kartofler op så ligger de lige til at samle op.

Det anede mig at der lå et oprør bag Jørgs sten-ugler. Det er 'kreativ vrede' der har fremprovokeret ideen, og som driver værket. Og den 'kreative restriktion' der udfordrer, er at hugge ugler ud af netop den unikke form en sten tilfældigvis har fra naturens hånd.

   Her er et billede af de sølle, små og urimeligt dyre sten-ugler som blev solgt fra 'Haveoasen', der omtaler sig selv som "midtjyllands største havecenter";

Her får vores indvandrede sten-ugler besøg i vores gård af genboens Ali-cat:

Går man ind på Jørgs FB-hjemmeside, finder man billeder af andre skulpturer af forskellig slags, både med ugle-kombinationer, men fx også 'skovmænd' af træ:

Jeg er ikke i tvivl om at noget af impulsen til at udhugge disse sten-ugle-skulpturer med personlighed, stammer tilbage fra vores Japan-tur og dette lands årtusindgamle tro på at naturen er besjælet og beåndet.

Akvarelmaleriets mysterier (43) - Harald Henriksen, igen, igen - om nye indkøb af hans træsnit og lidt om 'lejlighedsakvareller'

Harald Henriksen er en ikke særlig kendt - men i øvrigt fremragende dansk akvarelmaler (1883-1960). Og han omtales af kunsthistorikere som den sidste naturalist - i den klassiske tradition af danske landskabmalere fra 1800-tallet.

   Han er så også en glimrende og original grafiker - og har solgt mange farvetræsnit med danske landskaber som motiv til almindelige danskere som godt ville have smukke nationale landskabsbilleder på væggene, men som kun havde råd til grafik.

   

Jeg opdagede ham ved et heldigt tilfælde - serendipitet hedder den slags - idet jeg på en julemarked så et lille gulnet billede i glas og ramme som jeg troede var en ældre akvarel. Det var det så ikke, men når det lignede, var det ikke så mærkeligt, fordi kunstneren Harald Henriksen meget ofte lavede akvarelskitser som forarbejder til sine træsnit.

   Jeg købte træsnittet og researchede på kunstneren da jeg kom hjem. Den historie kan du læse her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/akvarelmaleriets-mysterier-35-fra.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/flere-trsnit-af-harald-henriksen-nu.html

Nu har jeg så en søgeagent aktiveret på Lauritz.com med hans navn. Og det har givet bingo for et par dage siden. 

   Her ses skønheden - vist både med og uden ramme:

Træsnittet er i samme stil - japansk inspireret - som næsten alle de andre af ham der smykker vores vægge. Der mangler bare en profil af Fujiyama-bjerget i baggrunden, så er vi Japan.

   

Mange af vores naturalistiske landskabsmalere har brugt Danmarks få klinter - først og fremmest dem på Møn og Stevns - som motiv. Også Harald Henriksen - her med en såkaldt gouache - vandfarver med dækkende pigment:

Først tænkte jeg motivet kunne være Møns Klint, men farven er for leret, så det er sikkert et motiv fra Røsnæs, ikke så langt fra vor vi har sommerhus, og et sted han har brugt som motiv i flere billeder

Selv er jeg for nylig også vendt tilbage til landskabsmaleriet - i akvarel - en type motiv som jeg ellers ikke har dyrket seriøst i et par år. 

   Her to akvareller med motiv fra Stevns Klint - med fotos som jeg fandt på nettet som referencebilleder:

I begge tilfælde har jeg valgt at profilere nogle af motivets linjer med en tegnet tynd tusch-streg. Jeg er nogenlunde tilfreds - men ikke helt.

Bagrund for valget af motiv:

   Efter nytår er jeg begyndt for alvor at forære mine akvareller væk - som gaver til nære venner og familie.  Og jeg er samtidig blevet klar over at jeg passende kan karakterisere mig selv som 'lejlighedsmaler' -  og en del af mine akvareller som 'lejlighedsbilleder' - parallelt til termerne 'lejlighedsdigter'  og 'lejlighedsdigte'. 

   

De første bevidst malede lejlighedsakvareller var adresseret til mit barnebarn , en dreng på otte der havde fødselsdag, og som var helt vild med drager efter at have set animationsfilmene "Sådan træner du din drage". 

   Han fik en akvarel-drage i fødselsdagsgave, og jeg fik i alt malet en 7-8 forskellige akvareller med dragemotiv ved den lejlighed.

   De to landskabsakvareller fra Stevns er malet som lejlighedsmalerier til en god ven som fyldte 70 og bor tæt ved stranden med udsigt til Stevns Klint til den ene side. Jeg ville have malet flere, men nåede kun de to.

   

Harald Henriksen har også andre motiver i sine farvetræsnit end landskaber, og fruen havde på væggen i sit domæne hængende et stort Harald Henriksen-træsnit af et fuldriggersejlskib og nogle mindre sejlskibe ved kaj i en havn, blev jeg klar over under min første research:

Beklager reflekserne i glasset. Kan ikke undgås. Som eksempel på farvetræsnit er det fantastisk flot.

Af litteraturen fremgår at Harald Henriksen også producerede træsnit med bymotiver. Og jeg erhvervede faktisk et træsnit mere af ham for en måneds tid siden som viser Roskilde Domkirke set gennem et halvåbent vindue: 

At se ud på et landskabs- eller bymotiv gennem et hel- eller halvåbent vindue, er jo en klassiker, og vel nærmest fortærsket som motiv for billedkunstnere. 

   I hvert fald er motivet varieret i det uendelige af malere gennem tiderne, hvad en google-billed-søgning straks kan dokumentere. 

   Her nogle få akvareller der viser variationsbredden i motivet:

Fordelene - eller skal vi sige 'de æstetiske styrker' - ved det motiv er flere oplagte: stor identifikation i forhold til publikum, fascination gennem det indbygge dybdeperspektiv og spændingen mellem forgrund-baggrund/inde-ude/kultur-natur.

    Selv har jeg en enkelt gang brugt et beslægtet motiv, en udsigt fra en restaurant på Kap Verde - med fruens bortvendte hoved i forgrunden:

Den kreative Burmarejse (8) - om naturånder og synæstesi

Som jeg skrev i det forrige indlæg, er jeg løbet tør for vers fra Mandalay-sangen. Men ikke for emner jeg gerne lige vil have med i serien om "Den kreative Burmarejse". Det her bliver det sidste i serien.

Jeg  har hovedsagdelig skrevet om seværdigheder vi ikke så og om oplevelser vi ikke havde - på grund af begrænset tid, begrænset udvalg af seværdigheder fra regimets hånd, og fordi der ikke blev fokuseret på dem af vores to rejseledere når de fortalte og introducerede til seværdighederne.

Til det vi ikke hørte og så så meget til under de 11 dages rundtur, var den del af religionen i Burma som inkorporere "NATS" - Burmas 'naturånder'.

   Da vi besøgte Popa-bjerget, kunne de gruppedeltagere der tog alle 777 trin op til toppen, have oplevet figurative fremstillinger - udklædte dukker eller skulpturer - af de "37 GREAT NATS":

 

 

Jeg oplevede ikke de "37 GREAT NATS", selvom 777 for burmeserne er et super helligt tal, hvad der burde lette opstigningen. Men for en sværvægter som mig ville det være døden at gå de 777 trin op ad trappen til pagoden på toppen af Popa-bjerget. Også selv om bjergets mange Nats måske ville være venligt stemt over for mit opstigningsforsøg.

   

Men vi så også andre steder på Burma-rejsen NATS-figurer af forskelligt udseende og tilvirkning, og burmesere der "dyrkede" dem med gaver og ritualer. 

   Det er dog først efter vi er kommet hjem, at jeg gennem research er blevet klar over hvor vigtig en del af Burmas religiøse kultur og tradition disse  naturånder faktisk er.

   Troen på de burmesisike naturånder blev integreret og synkretiseret med Buddhismen for omkring 1000 år siden, og indgår stadig som en central del af de almindelige burmeseres dagligliv og forestillingsverden.

   Wikipedia:

The nats are spirits worshipped in Burma in conjunction with Buddhism. 

   They are divided between the 37 Great Nats and all the rest (i.e., spirits of trees, water, etc.). Almost all of the 37 Great Nats were human beings who met violent deaths.

   They may thus also be called nat sein  (lit. green spirits). The word 'sein', while meaning 'green', is being used to mean 'raw' in this context. There are however two types of nats in Burmese Buddhist belief.

   Nat spirits are termed lower nats or auk nats, whether named or unnamed, whereas ahtet nats or higher nat dewas inhabit the six heavens. 

   Much like sainthood, nats can be designated for a variety of reasons, including those only known in certain regions in Burma. 

   Nat worship is less common in urban areas than in rural areas, and is practised among ethnic minorities as well as in the mainstream Bamar society. It is however among the Buddhist Bamar that the most highly developed form of ceremony and ritual is seen.

   Every Burmese village has a nat sin which essentially serves as a shrine to the village guardian nat called the ywa saung nat.

   An offertory coconut is often hung on the main southeast post in the house, wearing a gaung baung (headdress) and surrounded by perfume, as an offering to the Min Mahagiri (Lord of the Great Mountain), also known as the ein dwin or ein saung (house guardian) nat. 

   One may inherit a certain member or in some instances two of the 37 Nats as mi hsaing hpa hsaing (lit. mother's side, father's side) from one or both parents' side to worship depending on where their families originally come from. One also has a personal guardian spirit called ko saung nat. 

Fascinerende, selv om traditionen ifølge kilderne er på retur i de store byer.

Troen på og dyrkelsen af naturånder kaldes fagligt 'animisme'. 

   Grundlæggende indebærer 'animisme' forestilingen om at naturen er besjælet eller personificeret: bjerge, floder, træer, klipper, søer, dyr, fugle og fisk er i den animistiske forestillingsverden udstyret med menneskelige egenskaber, følelser, intentioner og vilje. Og de kan  styre og gribe ind i menneskenes dagligliv.

   Det er en form for religiøsitet eller spiritualitet som af antropologer og religionsociologer betragtes som meget gammel.
   Sammen med shamanisme og totemisme er animismen udbredt blandt de fleste naturfolk - jægere og samlere - før de stor kulturreligioner opstod sammen med oldtidens storbysamfund og nationer baseret på landbrugsproduktion af kornafgrøder.

Rester af den animistiske oprindelige religion findes hos eskimoerne, hos indianerne i Nord- og Sydamaerika, hos aboriginerne i Australien, hos maroierne på News Zealand, hos hestenomaderne i Mongoliet, hos Samerne i Nordskandinavien. For nu at nævne nogle oplagte grupper.

   Men som det er sket i forhold til Buddismen i Burma er troen på en besjælet natur mere eller mindre blevet integreret og opslugt i de stor kulturreligioners gudegallerier og slår der igennem som hellige bjerge eller træer, som dyreguder eller som blandingen af dyr og mennesker.

  I nordisk mytologi har vi træet Ygdrasil, Fenrisulven, Midgaardsormen. 

  I den ægyptiske religion har vi guderne Anubis og Horus - og ikke at forglemme Sfinxen. 

  I græsk religion det hellige bjerg Olympus og kentaurne. Og i øvrigt en masse andre blandinger af naturvæsner og mennesker.

  Den skandinaviske middelalderlige folkereligion indbefatter naturånder som nøkken, havfruer og havmænd, og vætter, dværge og trolde.

I Japan har man det ultimativt hellige bjerg Fujiyama som ikke mindst den japanske træsnitmester Hokusai gjorde kendt i hele den civiliserede verden i slutningen af 1800-tallet. 

Den stærke og ældgamle animistiske Shinto-kultur i Japan er mere eller mindre blended og synkretiseret med Buddismen - ligesom Nats-forstillingerne er det i Burma.
   Men den gennemsyrer stadig den japanske kultur og tænkemåde på en lang række livsområder, og den er blandt andet en af forudsætningerne for den fantastiske japanske havekultur som også har en kontinuert tradition der går over 1000 år tilbage.

   Hvor levende den japanske animisme som kilde til kreativ tænkning stadig er, fornemmer man ikke mindst i den store japansk tegefilmkunstner Hayao Miyazakis tegnefilm som jeg flere gange har omtalt her på bloggen.
   Tænk bare på filmen "Min nabo Totoro":

Og hvad skulle fantacy-litteraturen og -filmene have gjort uden den årtusindgamle animistiske tradition og al(le) dens væsen(er).
   Eller for den sags skyld Walt Disney klassiske tegnefilm.

Animisme er jo en form for religiøs eller spirituel tonet konceptuel blending hvor i princippet bevidstløse naturfænomener blandes og integreres med forestillingen om "sjæl" og "ånd" og "bevidsthed". 

   Og det som slår mig, er at der kan være en række helt regulære neurobiologisk forklaringer på animismens opståen hos de oprindelige folk, nemlig den særlige form for synæstesi som kaldes "synæstetisk personifikation", og som består i at nogle mennesker - ufrivilligt og automatisk - oplever at tal, bogstaver, ugedage, måneder - og også genstande i omgivelserne - bliver associeret med personlige egenskaber, herunder med køn.

   Her beskrives den form for synæstesi i en anden blog:

This type is known as ordinal-linguistic personification, or OLP. An individual who experiences this will associate ordered sequences with various personalities. Ordered sequences may include numbers, letters, months and so on. For example, a person with OLP may look at the letter ‘A’ and think in his mind that ‘A’ is a rude letter. Personally, I think it’s rather amusingly self-deprecating – but that’s just me. Check out Seattle graphic designer, Jesse Jaren’s unique portrayal of ordinal-linguistic synesthesia (shown in the graphic below) in this entertaining and informative blog post. You’ll agree, it’s pretty awesome. 

 

In addition to thinking that certain ordinal sequences have a personality, a synesthete may also imbue a personality within an object. While occurrences have been reported early on, this is a type of synesthesia that has only gained attention from researchers in recent years.

En videnskabelig artikel beskriver et case-studie af en sådan synæstet under rubrikken:

When "3" is a jerk and "E" is a king: personifying inanimate objects in synesthesia.

Artiklens "abstract" fortæller: 

We report a case study of an individual (TE) for whom inanimate objects, such as letters, numbers, simple shapes, and even furniture, are experienced as having rich and detailed personalities. TE reports that her object-personality pairings are stable over time, occur independent of her intentions, and have been there for as long as she can remember. In these respects, her experiences are indicative of synesthesia. Here we show that TE's object-personality pairings are very consistent across test-retest, even for novel objects. A qualitative analysis of TE's personality descriptions revealed that her personifications are extremely detailed and multi-dimensional, and that her personifications of familiar and novel objects differ in specific ways. We also found that TE's eye movements can be biased by the emotional associations she has with letters and numbers. These findings demonstrate that synesthesia can involve complex semantic personifications, which can influence visual attention. Finally, we propose a neural model of normal personification and the unusual personifications that accompany object-personality synesthesia.

Jeg kan nemt se en sammenhæng mellem den form for synæstesi og fx burmesernes tradition for at opfatte bestemte tal som særlig gode (og dermed lykkebringeende) eller dårlige (og dermed uheldsvarslende). 

Dette at besjæle og personificere dyr - og altså tillægge dem menneskelige følelser, intentioner og bevidsthed, kan også forklares af den moderne hjerneforskning. Nemlig den del som i de sidste 10-15 år har indkredset spejlneuronernes funktion som det neurologisk grundlag for den menneskelige empati - og for mulighederne for - helt automatisk og ureflekteret - at kunde identificere sig med et andet menneske.

   En særlig form for synæstesi man har opdaget for relativt nylig, er den som betegnes som 'mirror-touch-synæsthesia', og som indebærer at man, altså synæsteten, fx. føler en reel stikkende smerte på sin egen arm et bestemt sted, hvis man ser en anden blive stukket i armen på det tilsvarende sted; eller hvis man ser en anden person blive kildet i nakke, så føler man selv at nogen kilder en i nakken. Og man kan ikke lade være med at føle det når det sker.

De forskellige former for synæstesi er sandsynligvis meget mere udbredt end man hidtil har troet, først og fremmest fordi synæsteter oplever den automatiske og ufrivillige "sammenblanding" af delvist imaginære sanseinput som noget helt naturligt, og som - antager de - er mentale fænomener alle oplever. Derfor er det ikke noget at nævne eller tale om.

   Hvis man forstiller sig grupper af omvandrende jægere og samlere i den førhistoriske  stenalderkulturer, så må der naturligvis relativt ofte have være synæsteter i blandt dem. Og disse synæsteter kan meget nemt have fået en særlig status, som shamaner fx, ved helt automatisk at kunne beskrive de omgivende forskellige naturfænomenter som værende besjælede og personificerede.