Mellemkød og anogenitaldistancen - "aprilsnar" med tredobbelt skrue

Denne blog interesserer sig for alle former for blanding af fakta og fiktion - herunder aprilsnarre. I dag er den først april, og Politiken plejer at være god for et smukt eksemplar af genren.  

Jeg havde lige været på tanken i vores sommerhusområde og købt Politiken. Mens vi kørte hjem, greb fruen avisen og Videnssektionen faldt ud. Hun blev fanget af forsiderubrikken: 

Mellemkødet afslører manden

Artiklen var skrevet af Katrine Bay, og fruen syntes den var så interessant at hun ligefrem læste passager op mens vi kørte. Den indeholdt ordet 'anogenitaldistancen', som - forklarede hun - er afstanden mellem endetarmsåbningen og pungen - på dansk kaldet mellemkøddet. 

    Artiklens pointe var at undersøgelser viser at jo længere anogenitaldistancen er, jo bedre er mandens fertilitet - statistisk set. Og omvendt: jo kortere mellemkødet er, jo mindre fertitlitet og jo større risiko for sterilitet hos manden. 

   Fruens reaktion var at det var jo en smart og simpel måde at finde ud af hvor gode chancer en mand havde for at gøre sin kone gravid.

   Min reaktion var: Det må da selvfølgelig være en aprilsnar! Og det fik jeg så overbevist fruen om at det nok var.

Vel hjemkommet læste jeg artiklen igennem. Og ud over selv udtrykket 'anogenitaldistancen' som jeg mente måtte være en kreativ verbal opfindelse fra Katrine Bays side, så var der også andre passager som jeg syntes klokkeklart pegede i retning af munter kvindelig journalistisk opfindsomhed. Fx dette afsnit der indleder artiklen:

Bed manden tage bukser og underbukser af. Læg ham på ryggen. Placer hans ben i frøposition med knæene ud til siden og fodsålerne samlet cirka 40 centimeter fra ballerne. Tag en skydelære eller et centimeterbånd og mål afstanden fra mandens endetarmsåbning til dér hvor hans punkg begynder. Sådan. Nu har du et mål for, hvor god han er til at gøre en kvinde gravid.

  Det er konklusionen på to nye amerikanske videnskabelige studier.

Nej, det er for pjattet! Og som mand tænker og reagerer jeg spontant emotionelt: Det er for ydmygende! Jeg mærker spejlneuronerne i aktion under huden og i underbevidstheden - de aktiveres ikke kun ved at se en anden person gøre en handling, men også ved at få denne handling beskrevet konkret i ord så man kan forstille sig selv i den situation.
   Det må være fiktion og digt.

   Senere i artiklen citeres den amerikanske forsker der er "kilde" til undersøgelsen, Shanna Swan, også på en måde som lugter langt væk af "aprilsnar":

Ifølge Shanna Swan har det ikke været noget problem at udføre målingen på de frivillige forsøgsdeltagere.

   "Hverken de unge mænd eller lægerne, der foretog målingerne, fandt situationen ubehagelig eller pinlig. Vi har måske oplevet to mandlige deltagerer, der fik rejsning. Det er det hele", udtaler hun.

   Men måske er danske mænd mere sarte. På Rigshospitalet har man gennem mange år undersøgt sædkvaliteten hos frivillige unge danske mænd. Og overlæge Niels Jørgensen, der er ansvarlig for sædkvlalitetsstudierne, siger om undersøgelsessituationen:

"Vi har skam for søgt at måle anogenitaldistancen hos nolge af de unge danske mænd. Det fandt det ganske grænseoverskridende".

   Niels Jørgensen ser ikke desto mindre et potentiale i at benytte sig af frøstillingen og skydelæren:

   "I andre studier overvejer vi bestemt at inkludere målingen. For eksempel i projektundersøgelser af fertile og infertile mænd".

Jeg har tidligere skrevet om aprilsnarre og givet opskriften på en god aprilsnar:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/aprilsnare-i-medierne.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

Det eneste lidt mistænkelige er at der ikke en kamufleret henvisning til dagen den første april.

   For en sikkerheds skyld googler jeg derfor lige "anogenital distance". Andre burde jo allerede have spottet den og lagt afsløringen på nettet. 

   Istedet får jeg Wikipedia! 

Studies show that the human perineum is twice as long in males as in females,[1] but males have more variance. Measuring the anogenital distance in neonatal humans has been suggested as a noninvasive method to determine male feminisation and thereby predict neonatal and adult reproductive disorders.[2]

   Yet another study, by Swan et al., has determined that the AGD is linked to fertility in males, not penis size.[3] An abnormally short male AGD (lower than the median around 52 mm (2 in) have seven times the chance of being sub-fertile as those with a longer AGD. It is linked to both semen volume and sperm count.[4] Those with lower AGD than median also increases in the likelihood of undescended testes, and lowered sperm counts and testicular tumors in adulthood. Babies with high total exposure were ninety times more likely to have a short AGD, despite not every type of the 9 phthalates tested being correlated with shorter AGD.[3]

Jeg kan kun ønske Katrine Bay tillykke med denne "aprilsnar" - med tredobbelt skrue!

Men hvor f...... er så Politikens aprilsnar? Jeg går de andre sektioner igennem. Ikke nogen der "lugter" af digterisk journalistisk opfindsomhed og fantasi. Jeg vender tilbage til Videnssektionen. Og bladrer. Hvad med den her - under rubrikken: 

Ny smartphone-app aflytter telefonsamtaler i nærheden

Manchetten lyder:

En ny applikation til smartphones bruger bluetooth-forbindelsen til at lytte med på andres telefonsamtaler. Dansk advokat advarer: Det er næppe lovligt.

Det har advokaten utvivlsomt ret i. Men det er så heller ikke sandt. 

   App´sen har ifølge artiklen navnet 'Streetear'. Og googler jeg det udtryk, så får jeg kun det illustrerende og "dokumenterende" billede fra artiklen i Politiken, men ingen henvisninger til livlige diskussioner på Facebook og Twitter  "på baggrund af en beta-vision", som artiklen referer til.

   Men man kan jo se det selv - at 'Streetear-app´sen som den ser ud på en smartphoneskærm:

Jeg havde læst artiklen tidligere i dag, men kun overfladisk.  Og havde ikke spottet den som en aprilsnar, fordi jeg jo havde fundet den med "mellemkødet" - og Politiken plejer ikke at have flere en én.

   Og her er det udtryksmæssige bevis, henvisningen til dagen (min kursivering):

StreetEar er blevet officiel i dag, men på flere blogs på internettet og på sociale medier som Facebook og Twitter diskuteres det - på baggrund af en beta- eller prøveversion, som har været tilgængelig i et stykke tid - hvad formålet med StreetEar i virkeligheden er. 

Som det fremgår: Formålet er at lave en troværdig aprilsnar. Og det lykkedes!

Her finder du en liste over dagens aprilsnarre:

http://www.godpaaske.dk/aprilsnar_2012.php

Og her er en "nar" der jo er beslægtet med historien om måling af mellemkødet. Fra Gigtforeningens blad:

1. april 2012.
AquaNaked - en ny gavnlig motionsform fra Gigtforeningen
Pressemeddelelse

Ny forskning viser, at motion i vand uden tøj på øger bevægeligheden i leddene og kan være en stor hjælp mod begyndende slidgigt. Derfor introducerer Gigtforeningen nu AquaNaked, som en del af vandtræningsformen AquaPunkt, der i dag findes i 122 svømmehaller landet over.

   "Vi har længe vidst, at vandtræning er godt for stive og ømme led, men nye resultater peger nu på, at badetøj hæmmer bevægeligheden og kroppens evne til at genopbygge sig selv. Derfor går vi nu skridtet videre med AquaPunkt og arrangerer tøjfri træningsseancer med en serie nye øvelser for alle, der har lyst til at blive de ømme punkter kvit på en anderledes og behagelig måde," fortæller Gigtforeningens direktør Lene Witte om initiativet.

   "De seneste internationale forskningsresultater inden for forebyggelse af gigt viser, at badetøj virker som en spændetrøje på leddene og hæmmer kroppens iltoptag i vandet. Det er særligt bløddelene omkring hofte og bækken, der bliver irriterede over det våde, syntetiske materiale, og derfor kan nøgentræning især være gavnligt for mennesker med hofteproblemer," forklarer Lene Witte.

    AquaNaked bliver lanceret i svømmehallerne hen over påsken, og Lene Witte tror på, at det er en træningsform, som danskerne vil tage til sig:

    "I vandet udviskes forskellene på ung og gammel, for der kan alle bevæge sig frit. Vi håber, at AquaNaked vil blive det naturlige træningsvalg for dem, der gerne vil passe godt på sig selv – og så er det kun en fordel, at man ikke har udgifter til badetøj," siger hun.

    AquaNaked-træningen kommer til at ligge uden for svømmehallernes almindelige åbningstid, så de nøgenbadende gæster ikke kommer til at forstyrre de andre aktiviteter i svømmehallen.

Ib Michaels vrede på sin far - og blandingen af selvbiografi og fantasi

Forfatteren Ib Michael som jeg for nogle år tilbage læste flere bøger af med fornøjelse, har udgivet en ny bog, som af Politikens anmelder benævnes et "erindringskalejdoskop". 

  Anmelderen er Mikkel Bruun Zangenberg og rubrikken på bagsiden af kultursektionen i går lød: "Ib Michaels skrummelkasse".

   Ib Michael er en hjem-og rodløs, identitetssøgende personlighed der blender og simulerer  på alle niveauer og i mange dimensioner i sine værker: realisme og magi, fortid og nutid, erindringer og opdigtet virkelighed. 

   Og som man kunne forvente har han tydeligvis ondt i faderforholdet.

Ib Michael er grosserersøn fra Roskilde, men faderen var en proletar, der havde arbejdet sig op, og det lægger sig som et mørkt spor i billedet af en fader, der kunne være hård og smålig, mest rørende i en art urscene ude i skoven. Ib Michael og hans far rider sammen i skoven; Michael er en meget dygtig og talentfuld rytter, men på et tidspunkt presser hans far ham til, at de skal konkurrere ved at sætte over en grøft.

   Michael farer af sted, indser midt i springet, at afstanden er for lang, holder sig iskold, ændrer hestens tyngdepunkt bagud og lander sådan, at både hest og rytter lige undgår faldet og døden.

   Faderen? Han red rundt om grøften i en blød bue, veg uden om og sagde blot til den store dreng:

   »Vi siger ikke noget til mor!«.

   Ved at holde sin anerkendelse tilbage, og ved selv at opføre sig som en kujon, svigter han sin søn og skaber et raseri, der skal blive til hævn og faderopgør. Faderen napper på et tidspunkt også en ridetur alene med sønnens sommerkæreste, han kujonerer moderen, bl.a. ved at udnytte højtider til at afværge angreb, og så fremdeles.

Michael: »Af samme grund afskyr jeg urimelige mænd«. Men: »Nu har jeg begravet dem begge. Det vil sige, jeg var til min mors, ikke min fars begravelse.

http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1583441/ib-michael-er-tilbage-med-modigt-erindringsvaerk/

Jeg kan ikke frigøre mig fra oplevelsen af et hele hans produktion er et langt udbrud af kreativ vrede - rettet mod faderen. Og at det er den der igangsætter den store mentale stavblender i hans kreative processer. 

   Ib Michael leger med identiteter, fortællerroller, virkelighedsreferencer og -lag, og han lider af vildt galoperende grænseoverskridende metaforløb igennem sine tekster. 

   For meget af det gode mener flere anmelderen som generelt har svært ved at goutere ham.

   Men 'Den store danske encyklopædi' sammenfatter det positive billede som nok falder sammen med hans mange læseres:

Hans bøger er eventyrlige beretninger om udlængsel, eksotiske rejser og mirakuløse sammentræf, udspændt mellem handlingens dramatik og beskrivelsernes nærsansning og ordmusikalske billedstorm. De er samtidig fulde af konkret virkelighed, forankret i tid og sted og fyldt med farve og liv, hvad enten de foregår i middelalderen eller atomtiden, i Latinamerika, Kina eller Roskilde.

Ikke mindst blender han også selvbiografi og opdigtet virkelighed, fx i 'Vanillepige'-trilogien. Og det har jo min særlige interesse.

   I forbindelse med den foregående "selvbiografiske" trilogis sidste værk 'Vilde engle' blev han derfor også inddraget i den faktionsdiskussion jeg tidligere har omtalt og refereret til fx. i forbindelse med Knausgaards serie 'Min Kamp'.  Det er diskussionen om "dobbeltkontrakten" når man blander fakta og fiktion og taler om 'selvbiografiske romaner' som fx Knud Romers 'Den som blinker er bange for døden'.

   I Politiken den 11.05.2009 bliver han interviewet af Tine Maria Winther. Hun spørger:

Men er han som kunstner fritaget for ansvar, bare fordi han er kunstner? Har forfattere ikke et hensyn at tage over for de mennesker, de involverer i deres fiktion og udstiller for læserne?

   »Nej. Undskyld mig, men nej!«, siger Ib Michael med engageret stemme og kropssprog.

   Han har hørt det argument før – og for nylig læst det i flere af avisernes anmeldelser af ’Vilde engle’:

   »Kunst er et spørgsmål om at komme ind, hvor noget rykker. Jeg har skrevet en erindringstrilogi (Vanillepige-trilogien, red.) før denne, og der er ingen af de mennesker, som dengang var i levende live, det være sig min far (portrættet af faren i ’Vanillepigen’ og ’Brev til månen’ er ganske barskt, red.), der har følt sig gået for nær«.

   »Jeg har kun mødt personer, der har følt sig småfornærmede over ikke at være med. Det er et mærkeligt dogme det der«, siger Ib Michael og ryster på hovedet.

   Han hælder mere grøn te op fra kanden i den østligt udseende tevarmer og henviser til den kontrakt, han føler, han meget tydeligt laver med læserne, for eksempel i ’Vilde Engle’, hvor han krydser sine erindringer fra tresserne med tsunamien, som han oplevede på klods hold i Thailand 26. december 2004:

   »Jeg benytter mig af en jeg-fortæller, men vi er ikke ti sider inde i ’Vilde engle’, før han har fået det halve hoved revet af af en betonblok under tsunamien – jeg ved ikke, om folk nogensinde har set mig i den tilstand ... Vi er heller ikke ti sider inde, før jeg-fortælleren har byttet tegnebog med et ansigtsløst lig. Meget har jeg foretaget mig, men det har jeg ikke gjort. Det er folkeskoleviden, at en jeg-fortæller ikke må identificeres med forfatteren«.

   Ib Michael balancerer mellem at more sig og være irriteret over de anmeldere, der mener, at hans trilogi er underholdende, men også har alvorlige problemer med at få romankunst og selvbiografi til at gå op i en højere enhed.

http://politiken.dk/kultur/boger/ECE707529/ib-michael-vi-har-en-slags-litteraer-indremission/

Senere i interviewet kommer de ind på farforholdet og problemerne med at bruge familie tilsyneladende uden fiktionens metaforiske omskrivning af virkeligheden som filter:

Portrætter af forældre hører naturligvis til i blandingsgenren selvbiografi og roman.

   Vagn Lundbye gav et uforsonligt billede af sin far i ’Trefoldighedsbarn’, Kim Leine et hårrejsende et af sin incestuøse far i ’Kalak’. Morten Sabroe skriver barskt og hudløst om sin mor i ’Du som er i Himlen’ og ’Kærlighedskrigeren’, og Ib Michael gør op med sin familietyran af en far i ’Brev til månen’. 

   Jeg spørger, hvordan det opfattes søskende imellem, at den ene udstiller fælles forældre på tryk.

   »Min elskede storesøster, Lilian, som jeg har portrætteret gennem trilogien, blev ked af det og vred, da hun læste portrættet af min far i Vanille-trilogien, men der er ikke nogen af os, der er sandhedsvidner. Hendes oplevelse af min far var af gode grunde helt anderledes end min, og hun skal være ærlig over for sin, og jeg skal være ærlig over for min«.

   »Hvis kunsten kan noget, er det netop at indsætte personer i et psykologisk billede og en større sammenhæng. I ’Brev til månen’ kommer tilgivelsen, da jeg ser et foto af min far som 19-årig. Han var en fattig soldat, vokset op som adoptivbarn, der ville frem i verden. Jeg forstår ham, jeg ser ham som en kriger, jeg ser mig selv som en kriger. Jeg ser ærligheden i det spil«, siger Ib Michael og kommer selv ind på, at underholdningsværdien også spiller en rolle.

   »Hvem ville gide læse den her roman: Jeg voksede op i Roskilde, det var meget lykkeligt, mine forældre var så søde, og vi var i Tivoli fire gange om året. Hey, du er da allerede stået af«, smiler han: »Vi ved godt, det ikke er den slags historier, vi bliver skabt af«.

Jeg kan jo kun være enig. 

   Poul Martinsen havde også ondt i farforholdet, og bruget også den kreative vrede til at producere stor dokumentarkunst, hvor de medvirkende ofte var "kopier" af forældrene eller spejlinger af ham selv.

Jubilæumsindlæg - om reception som simulation - og Torben Grodal som anmelder

For præcis 2 år siden skrev jeg det første indlæg på denne blog. Hurra for det!

Over 36.000 visninger på de to år. 425 indlæg er det blevet til. En del positive reaktioner fra både venner og bekendte - også fra mig helt fremmede mennesker. 

I enhver henseende har det overrasket mig. Først og fremmest er jeg overrasket over mig selv og min produktivitet. Jeg kom straks og nemt i flow, skriver lange indlæg - for det meste - og rammer bredt inden for temaet kreativitet. Og jeg er utvivlsomt blevet fysiologisk afhængig af den kemiske belønning hjernen giver mig når jeg skriver. Et skud "lykkestoffer": dopamin, endofiner, serotonin, etc. - for hvert skrevet indlæg.

Du kan finde det første indlæg ved at klikke på dette link:

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/03/tanker-om-kreativitet.html

Jeg citerer lige lidt fra det:

Jeg har i efterhånden mange år interesseret mig for fænomenet kreativitet - i mange sammenhænge:

• Som underviser: Hvordan vækker man og inspirerer de mennesker man underviser, så de bliver "tændt"?
• Som efterkritiker: Hvordan sikrer man sig at efterkritikken bliver konstruktiv og udviklende - og bidrager til kreativitet hos modtageren?
• Som forsker: Hvad kendetegner forskning der er fornyende, revolutionerende, opfindsom, normbrydende? Hvorfor er så meget forskning kedelig og uinteressant - fantasiløs?
• Som dramaturg: Hvad skal der til for at et manus - til en tv-udsendelse - fænger, fanger, fastholder publikum?
• Som konsulent: Hvordan hjælper man en redaktion til at udvikle og forny sig, forbedre samarbejdet, øge produktiviteten, skabe arbejdsglæde
• Som tv-direktør: Hvordan får man medarbejdere til at producere, så seertallet øges - uden at det koster "mere" i tid og ressourcer?
• Som fagbogsforfatter: Hvad er fælles - om noget - for de emner jeg har skrevet om i bøgerne: Skriv Sundere, Faktion som udtryksmiddel, De levende billeders dramaturgi, Poul Martinsen - Besat af virkelighed?
• Som ven og kollega: Hvorfor er det en bestemt personlighedstype som jeg tilsyneladende finder det særlig attraktivt at arbejde sammen med? Og hvad kendetegner den "type"?
• Som mig: Er der nogen sammenhæng i min tumlen-rundt karriere, og mellem alle de ting jeg har beskæftiget mig med i årenes løb? Jeg er snart 67. Hvorfor har jeg fx skiftet job så mange gange, selv om jeg i de fleste tilfælde bare kunne være blevet siddende i ro og mag hvor jeg var ansat? Hvad blev der af ungdommens digter- og malerdrømme?

De spørgsmål og mange flere - beslægtede - har jeg gået og tumlet med - bevidst og ubevidst - i efterhånden mange år. De har alle noget med kreativitet at gøre på en eller anden måde? Og svarene forudsætter en dybere og mere nuanceret forståelse af begrebet og fænomenet end jeg hidtil har magtet at mobilisere, har jeg på fornemmelsen. Og af mig selv, måske.

Det spor - eller rettere - de spor har jeg så forfulgt - kreativitetssporene. Dels ved at læse bøger og finde artikler på nettet inden for et bredt spektrum af fagområder, dels ved at finde illustrerende og dokumenterende eksempler i min daglige avislæsning og andre faglige aktiviteter jeg aktuelt er i gang med; og dels - og det er det mest nye - ved at trække på og indrage mine erindringer om kreative mennesker, møder, tidligere skriverier og aktiviteter.

Et af de mange nye begreber som min læsning af teori inden for kognitiv lingvistik og  neuroscience, er begrebet simulation. 

    Udgangspunktet var og er spejlneuronsystemet som fungerer sådan at de neuroner i præmotorcortex (og i andre moduler i hjernen) som er aktive når man selv udføre en bestemt konkret handling (som at tage en kop og drikke af den), de neuroner bliver også aktiveret når man ser en anden person udfører den selvsamme handling. Og fx spejlneuronerne der styrer muskulaturen i ansigtet når vi udtrykker følelser, aktiveres også når vi ser en anden smile eller græde - i virkeligheden eller på et lærred eller en skærm.
   Både gråd og latter, vrede og sorg kan smitte!

  Denne automatiske neurologisk "spejling" er (en del af) forklaringen på empati og følelsesmæssig identifikation i forhold til de mennesker man ser handle på skærm eller lærrede når man ser film eller tv-programmer. Denne simulation er ubevidst og forgår automatisk. Ser vi fx en anden blive stukket med en nål, ømmer vi os selv automatisk "på hans vegne"

Men sandsynligvis er det også sådan at det såkaldte default mode netværk i hjernen også er aktivt når man identificerer sig og tager moralsk eller emotionel stilling til figurer der handler i en audiovisuel billedfortælling. Men det er en mere bevidst, refleksiv simulation som forudsætter eksistensen af det der kaldes ToM - Theory of Mind - dette at vi alle har en en indbygget antagelse om at sådan som vi selv oplever at vi "indvendigt" er indrettet kognitiv og emotionelt, sådan er vores medmennesker også indrettet.
   Det er i vores default mode netværk at den type mere bevidste og reflekterende identifikation udspringer: Hvad hvis jeg var i hans sko, ville jeg så gøre det samme som ham? Hvad hvis jeg havde et andet liv end jeg har, hvordan ville det så være?
   Default netværket har også andre indadvendte funktioner. Fx er det det der genfremkalder episodiske erindringer. Og det der aktiverer disse genkaldte erindringer, kan fx være noget man læser om eller ser på tv eller på film. Det tager sig også af de "imaginationer" hvor man forstiller sig selv i fremtiden, eller i en anden verden og en anden tid - eller uden for tiden: "i himlen" fx.

Det sjove - eller mærkelige - er at jeg er vejleder for en gruppe studerende på journalistik på RUC der skriver på et speciale som skal levere en receptionsanalyse af det program jeg for ganske nylig også har givet et "dramaturgisk service-eftersyn": 'De unge mødre'. 

   Og de studerende har fundet ud af at simulation i en eller anden forstand er en vigtig mekanisme for at forstå fokusgruppernes reaktioner på de medvirkende karakterer i programserien.

   Og den kilde de har til det begreb og den brug af det, er - nej, ikke min blog her (som jeg heller ikke har henvist dem til) - men derimod den nogenlunde jævnaldrende filmprofessor Torben Grodal som er ansat ved institut for filmvidenskab på Københavns Universitet (eller hvad det nu hedder efter alle fusionerne).

Jeg har ikke læst noget særligt af Torben Grodal. Det er i hvert fald mange år siden. Jeg husker dog jeg syntes han skrev i lidt for tungt og selvhøjtideligt akademisk. Imponere-diskurs. Ikke noget for mig.

   Men jeg havde faktisk hans relativt nyudkomne (2009) engelske bog stående i min reol - jeg købte den for tre kvart år siden: 'Embodied Visions'.
    Da jeg købte den var det i høj grad på grund af titlens udtryk "embodied", fordi mange af mine kilder taler om embodied cognition, embodiet language, embodied thought.

   'Embodied Visions' bygger i meget høj grad på de samme teoretiske og empiriske forudsætninger som man finder som en af de røde tråde gennem en lang række indlæg i denne blog. 

   Specielt den kognitivt funderede neuroscience er hos Torben Grodal et afgørende afsæt for de filmanalyser og den teori han fremfører om hvordan og hvorfor publikum oplever film som de gør.

Og så kommer pointen: 

   Hvorfor har jeg ikke læst (i) den før nu - i forbindelse med min vejledning, selv om jeg har haft den liggende så længe - og nok har kunnet forestille mig - alene ud fra titlen - at den var smadderrelevant i min sammenhæng?

   Forklaringen er simpel og banal - og det er jo også lidt flovt: 

   Da min bog 'De levende billeder dramaturgi' udkom for 5 år siden, anmeldte Torben Grodal den i tidsskriftet 'Mediekultur'. Det var en sur og nedladende anmeldelse (i øvrigt den eneste negative anmeldelse blandt ca. 10 stykker).
   Og det blev jeg så såret og vred over at jeg altså ikke kunne få mig selv til at åbne hans bog - før jeg i min rolle som ansvarlig specialevejleder var nødt til at læse (uddrag af) den.

   En lærerig og traurig historie. Eller glædelig?

Men jeg skal nok vende tilbage til Torben Grodal i senere indlæg. Han er jo teoretisk set en "soulmate". Ud med socialkonstruktivismen, ind med den empirisk-neurologisk funderede lingvistiske kognitionsforskning - med frontfigurer som Lakoff & Johnson (konceptuelle metaforer) og Gillles Fauconnier og Mark Turner (konceptuel blending). 

Auken vs Nyrup - en gammel historie i nye digitale klæder

Blending er det sprogvidenskabelige begreb for dette at man kobler to ellers adskilte konceptuelle rum sammen i et tredje, og derigennem når ny indsigt, ny formidling, nye effekter. Når man bruger en metafor som bolighaj så er der tale om blending, når man laver dokudrama, så er det en blended genre.

   Somme tider virker det godt og befriende - øjeåbnende - at blende, og somme tider er det et flop. Men det er altid udtryk for kreativ tænkning.

   Christian Jungersens seneste roman 'Du forsvinder', som jeg skrev om for nogle blogindlæg siden, er også et resultat af blending. Den bliver anmeldt i dag i information af Lilian Munk Rösing, som ikke rigtig kan finde sin ben i forhold til blandingen:

Det hele er illustreret med  fotografier af sedler, mails, sms-beskeder, fagbogopslag, facebookprofiler, boligopslag m.m., som giver indtryk af dokufiktion.

   Så langt har jeg to problemer med bogen: Den fremtræder som en populærvidenskabelig fagbog forklædt som roman, og den plæderer tilsyneladende for en bioligistisk fundamentalisme, som jeg anser for at være direkte farlig.

 Udryk for blending i teksten: "dokufiktion", "fagbog forklædt som roman".

Det sidste ny eksempel på blending, her udtrykt i de sociale medier, fortalte Politiken om for nogle dage siden under rubrikken

HISTORIEN GÅR LIVE

Artiklen er af Mette Lützhøft.

   Ideen hun fortæller om bygger på den kreativ urformel: "Hvad nu hvis..."

   Det aktuelle eksempel kan man finde på Facebook: "Hvad nu hvis formandsopgøret i socialdemokratiet mellem Nyrup og Auken foregik i disse dage, og blev "dækket" minut for minut, time for time, med små korte one-liners på Facebook og Twitter? - Ja, så ville det se sådan ud som man her kan se:

http://www.petersudsigt.blogspot.com/2012/03/finn-nrbygaard-klovn-med-tarer-bag.html

Ophavsmanden til denne blandingsform af historisk faktuelt indhold og aktuel digital-social formidlingsform hedder Jakob Horn og er kommunikationskonsulent og historiker. Han forklarer i artiklen:

Det er en spændende og reel måde at fortælle historie på, fordi folk selv oplever den historieske begivenhed,  som den udspiller sig minut for minut, forklarer Jakob Horn.

   "Når man ser tilbage på det, der foregik for for 20 år siden, trækker man som regel de væsentlige begivenheder ud. Det giver et forvrænget billede af begivenhedernes gang. På Twitter og Facebook kan man lade historien udspille sig i realtid.

Man kan vel godt kalde genren for en moderne afart af dramadokumentaren. Og man kan i hvert fald godt diskuterer om det at trække det væsentlige ud, er en "forvrængning", mens det at lade historien "udspille sig" i en 20 år forrykket "realtid", til gengæld ikke skulle være en "forvrængning".

Det er 20 år siden det foregik i virkeligheden: formandsopgøret der førte til at Nyrup slog Auken ved en ekstraordinær kongres. Det var uhørt den gang, og blev af mange betragtet som et kup - og som en kniv i rygge på Auken - gennemført af modstandere der mente at den eneste måde det var muligt at vælte den borgerlige Schlüter-regering på, var at udskifte ham med en ny formand for socialdemokratiet, som havde større tillid i offentligheden, i det socialdemokratiske bagland og - ikke mindst - hos de radikale.

   Det er et sjovt eksperiment at opdatere og aktualisere historien gennem en fiktiv Twitter og Facebook-dækning. Og i følge artiklen i Politiken er denne form inspireret af de sociale mediers måde at fungere på i og omkring nutidige dramatiske begivenheder som fx "det arabiske forår".

Jeg er i tvivl om det fungerer. Jeg synes der kommer til at mangel for meget kontekst som avislæsere og tv-seere havde den gang via længere baggrundsartikler og indslag, til at man for alvor opnår den indlevelse som er formålet. Kontekstinformation som man skal altså have i forvejen og kunne genkalde sig umiddelbart, for at kunne blive grebet af spændingen og nyde oplevelseskvaliteterne ved formen.

Artiklen i Politiken fortæller så også at ideen for så vidt ikke er helt ny: I USA og England har man haft tilsvarende eksempler på Facebook- og Twitter-dækning "fra slagmarken under Første Verdenskrig, fra de skæbnesvangre timer inden Titanic sank, og fra øjeblikket, da det første menneske gik på Månen."

   Og ifølge artiklen er der flere eksemler som med succes har været anvendt til undervisningsbrug.

En af de mest succesfulde er Alwyn Collinson som for 3/4 år siden påbegyndt et 6-årigt projekt med at tweete og facebook-dække 2. Verdenskrig. Ifølge Politiken har han nu 228.000 "followers".

Se mere:

http://www.bbc.co.uk/news/uk-england-oxfordshire-15672597

og

https://twitter.com/#!/RealTimeWWII

Ingolf Gabold (2) - en særligt kreative personligheds aktanthistorie

(fortsat fra forrige blogindlæg)

Inde i Politikens kultursektion fra i går, står så fødselsdagsartiklen om Ingolf Gabold. Skrevet af Jens Lenler. Rubrikken er et citat:

"Når jeg ser tilbage på mit liv, minder det mig mere og mere om en tv-serie"

Selve artiklens form er et kreativt brud på fødeselsdagsartiklens traditionelle form. 

   Den er lavet som et stykke fortællende journalistik, opdelt i 10 afsnit, skrevet i 3. person som det hører til genren. Og inden for hvert afsnit er der så også beskrevet afgørende "scener". 

   Og der er tale om en helt regulær udviklingshistorie med klare eventyrtræk, med tilbagevendende ups and downs, startende "down" som han selv formulerer det: udgangspunktet er en 0,1-situation. Og den skal slutte i en 99,9-situation. Sådan som vi har undervist i på dramaturgikurserne.

   Og Ingolf kan få det til at passe. Præmissen - den bærende ide - efter hans eget udsagn:

Det er muligt for et menneske at blive født med alle odds imod sig og alligevel langsomt dreje den tommelfinger, der til at begynde med pegede grumt nedad, så den til sidst vender opad, og det menneske har realiseret sig selv.

I artiklens prolog beskrives hvordan Ingolf ser sit ege liv gennem aktantmodellens optik.

Ingolf Gabold tegner nogle pile på bloggen. Det er den såkaldte aktantmodel, som beskriver hvilke kræfter der arbejder for og imod hovedpersonen. Subjektet er ham selv. Objektet, som han jagter, er 'selvrealisering'. Hjælperen er eksempelvis hans  gamle mormor, der passe ham som barn, mens modstanderen er krigen og en fraværende far. Giveren er hans vilje, hans vædderagtige temperament, hans trang til selviscenesættelse.

   "Jeg vil godt have lov til at iscenesætte mig selv - og skifte skueplads, når det passer mig. Det er også en vigtig pointe i historien. Shakespeare siger, at verden er en scene, og sådan har jeg opfattet det. Den ideelle situation er, hvis man får lov til at skrive sit eget manuskript og selv instruerer det. Det værste er hvis andre skriver og instruerer - i hvert fald hvis man er indrettet som mig."

Associationen og optikken er klar. Manden har vundet berettige og fortjent hæder og anerkendelse for - som DR-dramachef - at have været primus motor for de mange fiktionsserie-successer som DR har haft i den sidste halve snes år. 

    Og Jens Lenler har naturligvis derfor også ladet Ingolf denne gang skrive sit eget manuskript.

Så føljeton-serie-fortællingen den helt rigtige form at fortælle hans historie i. Og naturligvis bygget over en berettermodel: 

• Anslag: Afsnit 1: 'Enegængeren'
• Præsentation: Afsnit 2: 'Ind på scenen', og Afsnit 3: 'Uden en far
• Uddybning: Afsnit 4: 'Den første sejr', og afsnit 5: 'Stormfulde noder'
• Point of no return: Afsnit 6: 'Farvel til musikken'
• Konfliktoptrapning: Afsnit 7: 'Fyret storskryder', og afsnit 8: 'Følg dit hjerte'
• Hovedscenen: Afsnit 9: 'Successen er hjemme'
• Klimaks: Afsnit 10: 'Den store sejr'
• Udtoning: Epilog: 'Det stopper aldrig´'

Jeg får under læsningen associationer til Poul Martinsen som jeg, efter at have interviewet i mange dage i løbet af efteråret 2005, til sidst spurgte om han "så sit liv som et eventyr?". Og han svarede: "Som et eventyr? Ja, det gør jeg faktisk."

   Når jeg stillede ham netop det spørgsmå, var det fordi han gang på gang konstaterede at han i forskellige sammenhænge i sit produktive liv havde været "heldig" - specielt når det så særligt sort ud.

   Jeg får også associationen fordi Martinsen havde "ondt i farforholdet" og blev pacet af sin mor og 7 år ældre søster til at blive "mønsterbryder".

For det er slående at  Ingolf Gabold i den grad har en barndom og ungdom som har alle de kendetegn jeg tidligere har opremset som typisk for den særligt kreative personlighed.

• ondt i farfoholdet/fadersavn - far er først tysk soldat og derefter i krigsfangenskab - og forlader moder og Ingolf for en anden dame.
• fly(g)tning - bliver flyttet fra et sprogsamfund (Tyskland) til et andet (Danmark) og skal undertrykke sit tyske sprog for at overleve
• intensivt fantasiliv - lyver over for kammerater i skolen for om sin far og sin tyske baggrund
• bliver mobbet i skolen for at være "tyskerunge" da det bliver opdaget.
• pacet af mor der er meget ambitiøs på hans vegne
• mormor forguder ham og bliver hans mentor.

At Ingolf ender med at være kreativ mangefacetteret: "flere personer i en", er klart. Han er søgende og afprøvende - usikker på sin identitet, men selvbevidst. Men som voksen personlighed en omvandrende opera, med dramatiske sceneskift, fremdrift i liv og handling, og bulder og brag-musik.

   At han må skifte liv og social ham sådan ca. hvert 7 år, genkender jeg fra mig selv. Der er mange paralleller og en ganske uforklarlig synkronitet i vores livs-vendepunkter. 

   Jeg kender det også fra mange andre kreative personligheder i min omgangskreds, som - efter nogle år i samme rolle eller funktion - bliver urolig og må flytte sig et andet sted hen - for igen at sidde i lort til halsen. 

    Til et sted og en funktion hvor der er godt  med modstand, konflikt, komplikationer, varsler gåder og tidsfrister. Og dermed fremragende udviklingsmuligheder. 

Da jeg mødet Ingolf (se foregående blogindlæg) var det i point of no return af hans livs spændingskurve. Og også i mit. 

   Den dramaturgiske teori siger at point of no return er midtpunktet i fortællingen, og at det er på det tidspunkt hovedpersonen skifter karakter - og for alvor tager kampen op og viser hvad han dur til. Det helt store plot- og vendepunkt.

Der er flere paralleller: Godt 10 år senere blev vi tv-direktører på næsten samme tid: Han for det store DR, jeg for den i sammenligning lille regionale tv-station TV2 ØST. Begge udnyttede vi de særlige unikke kvalifikationer som en næsten 10-årig lang fast beskæftigelse med dramaturgiens teori og funktion i gode historier havde givet os. 

  Mit job var mere overkommeligt end hans, og vilkårene meget mere taknemmelige. Jeg fik rimelig succes i mit job, som jeg forlod efter 6 år for at blive professor i journalistik i Odense.

  Ingolf blev dolket i ryggen efter mindre end et år i DR. Men - og det kendetegner den gode historie og den gode hovedkarakter - han kom stærkt tilbage og sejrede med vejende faner som dramachef.
  Endelig var der kommet total sammenhæng mellem ide, indhold, form og udtryk i personlighederne.

  Tillykke!