Sider

tirsdag den 25. oktober 2011

Akvarelmaleriets mysterier (6) - om oplevelsen af at kæle for detaljer fra forbilledet

Jeg sluttede sidste blogindlæg om akvarelmaleriets mysterier med nogle indfald om dette at male efter fotografier (egne eller andres) - og at male efter kunstneriske forbilleder - de gamle mestre.
   Ikke at jeg blev særlig afklaret, men der åbnede sig i hvert fald nogle tankebaner for mig. Da jeg jo ikke maler som "kunstner" og med personlige kunstneriske ambitioner, men som en nybegynder der er igang med at lære de indledende skridt - grundtrinene - til et håndværk, så hvorfor ikke finde fotos af motiver jeg har et lystfyldt forhold til, ved at google billeder frem. Og så gå i gang.

Det første motiv jeg havde lyst til at prøve kræfter med, var de egyptiske sejlskibe på Nilen, kaldet  felluca, skibe som jeg oplevede i virkeligheden for halvandet år siden under en ferie hvor fruen og jeg sejlede 6 dage på en hotelskib på Nilen fra Luxor til Aswan og retur. 
   Dels så vi fra dækket disse smukke flodsejlskibe passere. Og vi var også rigtig ude og sejle med en flot felucca en formiddag i Aswan.

Der var klart tale om en æstetisk nydelse forbundet med både synet og sejladsen. Kombineret med bevidstheden om at disse skibe stort set var af samme slags som sejlede på den store flod da faraoerne byggede pyramiderne. Sejlskibe som altså den dag idag ser ud som for 4000 år siden.
   Det er de hvide meget høje og spidse trapezformede råsejl som fascinerer. I visuel symbiose med det subtropiske skarpe sollys der forstærkes af genskinnet fra det gulhvide ørkensand.
   Forklaringen på at sejlene skal være så store og have netop den form, er at vindretningen i Egypten stort set er fra nord til syd året rundt, og at vinden de fleste dag om året er meget svag.
  For derfor at kunne sejle med et sejlskib på den flod som går stik nord-syd, skal man have et rigtig stort sejl til at fange medvinden når man sejler op ad floden (mod syd), og man skal have et meget "spidst" sejl for at kunne krydse når man sejlder ned ad floden (mod nord).

Jeg havde en skitseblok med på Egypten-turen. Men det blev kun til en enkelt tusch-tegning af to fellucaer set forfra side om side på floden. 
   Jeg var slet ikke tilfreds - og blev frustreret. En frustration som et eller andet sted har siddet i kroppen og naget lige siden. 
   Jeg kiggede mine fotos igennem fra ferien, og ingen af de billeder jeg havde taget af feluccaer, var motivisk særlig gode. Den sammensatte følelse af poesi, natur og historie som jeg husker at synet og sejladsen gav mig, kunne ingen af dem aktivere.
   Så googlede jeg og fandt naturligvis en masse fotos - og også malerier med fellucaer som motiv. 
   Kun et enkelt af akvarelmalerierne sagde mig for alvor noget. 

Jeg gik så til netsiderne med fotos for at finde et af fellucaer som jeg ville ønske jeg havde taget mens jeg var dernede. Og fandt dette som det aller første - og valgte det som motiv og forbillede:


Her er det ikke lyset gennem sejlene, men lys- og skygge-chanceringerne  i sejlene der virker æstetisk stærkt. Også reflekserne i vandet var noget jeg kunne have lyst til at "oversætte" til de vandede farver.   
   Her er resultatet af anstrengelserne, størrelsen er ca. A4:


Meget lyst og luftigt. På mange måder ligger det tæt på oplevelsen som jeg husker den "live".  Motivet er forenklet. Kontrasterne er formindsket. I forhold til fotoet som jo er realistisk og lige ud ad landevejen, så gør "oversættelsen" fra foto til akvarel at vi skifter univers - fra gemen turistvirkelighed til noget mere drømmeagtigt og eventyrligt.
   Det kribler i min pensel for at male mere på det, men erfaringsmæssigt skal jeg holde op inden jeg har lyst og lade det stå som en "skitse".
   
Det foregående akvarelindlæg - (5) -sluttede med at jeg fremviste en af verdenskunstens perler, Jan Vermeers maleri "Pige med perleørering". 
   Teorien (David Hockney) siger at det ikke er malet på fri hånd, men efter et camera obscura-billede af den unge kvinde; deraf dets særlige fotografiske realisme.
   Det der tiltrækker mig ved maleriet lige nu, er dets fordeling af lys og skygge, og især lysreflekserne i øjnene, i læberne og i perleøreringen.

Jeg fik lyst til at gense filmen som har samme titel som maleriet, og som fabulerer over dette  maleris "fødselshistorie". Der indgår rent faktisk i filmens handling og fysiske setting at Vermeer har brugt camera obscura som genvej til at overføre motivets grundelementer - farvefordeling og proportioner - til lærredet.
   Psykologisk har filmen som drivende kraft det som Freud kaldte sublimering: at betagelsen og den tilbageholdte lyst hos kunstneren forvandles til fantasi og imagination - som så omsættes og forløses i et æstetisk-kreativt produkt: KUNST.

Jeg tog en kopi af en af de mange kopier på nettet og brugte den som forbillede og motiv. 
   Resultatet af mine anstrengelser ses her, malet i et stort postkortformat:


Igen: Noget er lykkedes af det jeg havde ambitioner om: de hvide reflekser i øjne, i perleørering og i læber; skyggerne i hovedtørklædet og i dragten; den mørke baggrund - som er en blandingsfarve af blåt og gråt.
   Mindre vellykket er skyggepartierne  i ansigtet og på halsen. Jeg har været for forsigtig. For øm om den lysende skære hudfarve som jeg var stolt af at have ramt nogenlunde.  Der skulle have været et lag mere som gjorde noget af skyggen i ansigtet og på halsen dybere. Men jeg turde ikke.
   Men jeg fik også bekræftet at Vermeer - i hvert fald i sit maleri - har udnyttet en lag på lag-teknik som ligner akvarelmaleriets.

Jeg forstår nu mere hvordan man kan lære af at prøve at male motiver med værker af de gamle mestre som forbillede. Og det er helt klart noget andet at male efter en Vermeer end at male efter et fotografi - eller efter et virkeligt motiv som fremtræder umiddelbart for ens øjne  on location. 
   Men i begge tilfælde er der jo tale om en form for "mimetisk læring" som jeg skrev om i forbindelse med kurset med Bardur Jakubsson.

Googler man på "Girl with a pearl earring", finder man mange kopier af samme art som min. Men også mere radikale bearbejdninger af motivet, plus stills fra filmen hvori man jo havde gjort sig store anstrengelser for at nå en fotografisk lighed med det originale maleri.
   Jeg synes i den kontekst at jeg ikke er sluppet helt dårligt fra forsøget.

Og så en overraskende oplevelse som så småt er blevet opmærksom på med de få billeder jeg har malet efter hjemkomsten fra kurset ved Gardasøen: At male et menneske på den her måde hvor man stræber efter en vis realisme i udtrykket som man mentalt set skal løfte fra forbilledet, er faktisk meget fysisk - lidt som - forsigtigt, prøvende, udforskende - at kærtegne et andet menneske for første gang.
    Betty Edwards titel på den første bog var: "At tegne er at se". Og jeg kunne personligt tilføje : "... er at føle det man tegner".
    Det metaforiske udtryk "at kæle for detaljen" har fået en ny og frisk betydning for mig.  

Jeg tænker på de mange tusinde år gamle hulemalerier i Frankrig og Spanien med de fantastisk livagtige afbildninger af de vilde dyr vores forfædre levede af at jage. 

hulemaleri
Det at tegne-male de motiver må for datidens kunstnere også i den grad have været en magisk handling hvor maleren har genfremkaldt det attråede vildt og den adrenalinpumpende jagt for sit indre blik. Og  så med hænderne projiceret det indre billede og de ledsagende følelser på hulens vægge og lofter. Og samtidig oplevet at han næsten fysisk kærtegnede dyrene mens han malede dem. 
   Der er vel tale om en form for villet synæstesi, her, hvor der sker kryds-befrugtning på tværs af sanserne. Mental og sensomotorisk komprimering og integration af erindring og nutid. Konceptuel blending - omsat til stor kunst.



lørdag den 22. oktober 2011

"Neuro" i stedet for "socio" - et konceptuelt frame-skift under opsejling - også for journalistik

Det vrimler ikke med artikler i pressen der forfølger de spor jeg har fulgt i denne blog. At empiriske viden om den menneskelige hjerne og den menneskelige kognition, giver ny forståelse og indsigt de kreative processer bag fx tv-dramaturgisk og journalistisk formidling. 
   En undtagelse er Lone Frank som jævnligt skriver i Weekendavisens tillæg "Ideer", og som for nogle år siden skrev bogen "Den femte revolution", som jeg tidligere har omtalt.

Men i dagens Information i tillægget "Moderne Tider" finder jeg til min fornøjelse en længere artikel af Malin Schmidt under rubrikken: 
To fortællinger om mennesket
Manchetten er godt nok lang, men også informativ - og får i hvert fald mig til at læse videre:
Køn, religion, kunst og kultur. I 30 år var det hele blot sociale konstruktioner; et produkt af det samfund vi levede i, var der koncensus om på de humanistiske og socialvidenskabelige fakulteter. Men i dag bliver det verdensbillede slået i stykker af den nye hjerne-forskning, der med elektroder og hjernescannere giver løfter om sikke viden med overskrifter som 'Gud sidder i hjerne'. Der er udbrudt kamp om sandheden.
Godt nok har jeg aldrig selv været socialkonstruktivist, og altså aldrig accepteret denne videnskabsteoretiske retnings grundpostulater om at enhver sandhed og forestilling om en objektiv virkelighed ikke er andet end en "social konstruktion". 
   Men som specialevejleder på journalistik på RUC, har jeg ofte oplevet studerende som indledningsvis i specialet skrev at de tog "et sociakonstruktivistisk udgangspunkt". Det var ikke noget de lærte i undervisningen i journalistik, men typisk noget de havde med fra deres basisudsannelse eller fra deres andet fag. 

Selv stødte jeg på sociakonstruktivismen som "modstander" da jeg i sin tid skrev bogen "Faktion som udtryksmiddel" i 1990. 
   Mit grundsynspunkt deri var bl.a. at det var vigtigt at skelne mellem fakta og fiktion for at kunne forstå hvorfor det var så problematisk og kontroversielt at blande. Det blev den gang netop kritiseret ud fra at det at skelne mellem  fakta og fiktion var en "social konstruktion", og dermed at "fakta" og "fiktion" egentlig og dybest set var ét fedt.
   Underviser man journalister, så går det synspunkt jo ikke. De skal helst kunne skelne - og det skal læserne også. Så jeg er aldrig hoppet på den tankegang. Men mange andre, tydeligvis.

Derfor er det også lidt befriende at læse en artikel af en begavet journalist uddannet på SDU - der hiver frem i lyset det paradigmeskift der sandsynligvis er under opsejling; et skift der indebære at man som humanist bør være videnskabeligt interesseret i hvilke objektive korrelater der er mellem det man siger, ved og videreformidler som humanist, og så det man efterhånden gennem eksperimenter og målinger ved om hvad der foregår i hjernen når mennesket tænker, fantaserer, kommunikerer og forstår andres kommunikation.
   At tale om et paradigmeskift er jo en anden måde at tale om et skift i det jeg ofte har beskrevet som "konceptuelle frames". 
   Når jeg i et tidligere indlæg har opfundet begrebet "neuro-journalistik", så er det netop for at introducere en ny frame inden for journalistik-forskning, i analogi til neuro-økonomi, neuro-marketing, neuro-teologi, neuro-æstetik - you name it!

Malin refererer til filmforskeren Torben Grodal som en af de hjemlige frontløbere i det paradigmeskift. Hos ham er der tale om et egentligt selvopgør - på 180 grader, fremgår det af hans udtalelser i artiklen.
   Jeg har ikke læst den sidst bog af ham: "Embodied Visions: Evolution, Emotion, Culture, and Film", men den står på min liste.

Men når jeg via Amazon går ind og ser på indholdsfortegnelsen i Grodals bog, så er der i hvert fald to kapitler som ud fra deres overskrifter ligger meget tæt på den ide jeg har forfulgt i mange indlæg på denne blog: "understanding as simulation" - med udgangspunkt i opdagelsen af hjernens spejlneuron-netværk og dens default-mode-netværk.
   Kapitlernes overskrifter: "Stories for Eyes, Ears, and Muscels: The evolution of Embodied Simulation. " - og: "Character Simulation and Emotion."
   Der kan ikke være langt fra det som Toben Grodal skriver og beskriver, og så det citat fra James Geary fra hans bog "I is an Other" som jeg flere gange tidligere har anvendt til at illustrere en afgørende pointe:
When we read at story, our brains plot everything that´s going on, from the characters' physical locationsin space to their interactions with their objects in the environments to their pursuit of various psychological and emotional goals. Many of the brain areas active while reading are also active when we actually take part in or observe similar situations in real life. The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation of objects, for example, are at work during both fictional and factual encounters. Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them out in our minds. Stories are rehearsals for real life.
Man kan læse mere om "forståelse som simulation" i følgende blogindlæg: 

fredag den 21. oktober 2011

"Hvad nu hvis..." - hypotheticals og counterfactuals som plot i bøger, film og tv

Jeg har altid været fascineret af bøger og film inden for forskellige blandingsgenrer, de kreative resultater af conceptual blending.
   Siden jeg var dreng har jeg købet og læst i hundredvis af science-fiction-romaner. Og var allerede den gang opmærksom på at der var bestemte plot-skabeloner som gik igen i mange forskellige bøger. Et af dem var tidsrejsen - frem eller tilbage i tiden. 
  Stamfaderen til dem er H. G. Wells "Tidsmaskinen" fra 1895. 

Noget af det fascinerende ved specielt plottet hvor helten rejser tilbage i tiden, er de paradokser der kan være knyttet til det. At man kan komme til at slå sin egen farfar ihjel - og hvad så med nutiden man selv kommer fra - vil man forsvinde fra den? Eller kan man ændre historiens gang ved at rejse til Jerusalem og forhindre Jesus´ korsfæstelse?
   Et andet udbredt SF-plot er counterfactuals. Hvad hvis Hitler havde vundet 2. Verdenskrig? Eller hvad hvis Stalins sovjethær havde nået at besætte Danmark før Montgomerys nåede frem? Eller hvad hvis Danmark var blevet medlem af det tyske Statsforbund efter nederlaget til Tyskland i 1864? Hvordan ville historien så være kommet til at se ud?

Ifølge Politiken igår er nettets kommentar- og debat-fora velegnet til at udvikle den slags fantasier kollektivt. Rubrikken lyder
Debattråd bliver til krigsfilm
Og underrubrikken: "Kan en bataljon marinesoldater nedlægge det romerske imperium? Internetdebattører greb emnet, og nu har Hollywood samlet fantasien op". 
   Historien startede med en såkaldt "debattråd" på  "Reddit" som er en social nyhedsportal. Politiken fortæller:
Det begyndte for en måned siden, hvor en bruger stillede spørgsmålet: »Kunne jeg ødelægge hele det romerske imperium under Augustus’ herredømme, hvis jeg rejste tilbage i tiden med en bataljon marinesoldater?«.
   Det blev hurtigt taget op, og en læser, der kaldte sig Prufrock451, begyndte at skrive historien som manuskript:
  »Dag 1: Marinekorpsets 35. ekspeditionsstyrke er i Kabul og forbereder sig på afgang til det sydlige Afghanistan. Pludselig forsvinder de«.
   Soldaterne dukker op på en mark uden for Rom ved Tiberens bred og mister al radiokontakt og forbindelse til navigationssatellitter.
   De 2.200 elitesoldater står pludselig alene over for et helt imperium med 200.000 soldater, og i løbet af de næste otte dage eskalerer konflikten.
   I bedste internetstil har krigsveteraner og historienørder givet løbende input til det fremadskridende manuskript, mens andre fans har kreeret plakater, bogomslag og temamusik til projektet ’Rome sweet Rome’.
   Warner Brothers har nu købt ideen og overtaget "trådens" videre udvikling - med retning mod en spillefilm
Der er tale om bagvedliggende tankeformer - og formler som helt generelt er en vigtig drivkraft i kreativ tænkning: "Hvad nu hvis..." 
   Det er en tænkning som grundlæggende arbejder ved hjælp af mental simulation. Og hjernens default-network er den slags tænknings udspring, viser forskningen.

Jeg har tidligere med afsæt i bogen "The Way We Think - Conceptual Blending and the Minds Hidden Complexities" - af Fauconnier og Turner - skrevet om det særlige blandingsforhold af virkelighed og fantasi i kontrafaktiske udsagn og i kontrafaktisk historieskrivning.
   Det er underkategorier i forhold til det man på engelsk kalder "hypotheticals".
   Wikipedia skrive om "hypotheticals":
Hypotheticals are situations, statements or questions about something imaginary rather than something real. Hypotheticals deal with the concept of "what if?"'. (...)
   Hypotheticals are very important because they provide a means for understanding what we would do if the world was different. Although this may assist our understanding of risk, and help us plan and create a new and better future, hypotheticals also help us understand the past, and why things happened or how things work. For example, in seeking to understand why a war started we could ask: "What if the parties had talked more first? Would they have worked out a better way of solving their problems? Could war have been averted?" Hypotheticals about the past are challenging to consider, as it is not possible to enter the past to change things according to our hypotheticals and determine what then may have occurred.
   The philosopher David Lewis suggested in his book Counterfactuals (Blackwell Publishers, 1973) that when we use hypotheticals ("counter-to-fact-uals"), what we mean is: "In an imaginary world, exactly like ours, except in the one difference we are talking about ...". This idea is often called "possible worlds" and some people believe they actually exist, only we can't get to them, because the whole point is that they are different to our world.
Hvad hvis den borgerlige regering ikke havde tabt valget i september i år. Hvilken forskel ville det have gjort?

Nyt radiodokumentar-format i Radio24syv - og kreative restriktioner

Kreative restriktioner er jo (urimelige) grænser for den kreative udfoldelse, som - paradoksalt nok - forstærker kreativiteten. 
   Den nye licensfinancierede radiokanal Radio24syv som den borgerlige regering lige fik vedtaget inden den måtte forlade taburetterne, må opfinde nyt for at indfri de krav som stilles til den - inden for de økonomiske rammer og vilkår som indgår i den 8-årige kontrakt med staten. 

Det er to særligt kreative hoveder som jeg tidligere har skrevet om, Mads Brügger og Michael Bertelsen der er de nye kanalchefer. De er begge hver for sig og sammen kendt for konceptuelle nyskabelser i radio og tv. 
  Fremhæves skal deres fælles tv-serie "Læsegruppen Sundholm", "Betelsen på Caminoen", Brüggers sidste faktions-dokumentar "Ambasadøren", deres fælles talk-show "Den 11. time". 
   Ingen af dem producerer noget som ikke har et eller andet fornyende i sig. Sådan er det med den type særligt kreative personligheder. De får det dårligt hvis de skal lave noget der er velkendt og gennemproduceret af andre.
   Mit gæt er at de er ansat netop fordi de er sådan nogen som får ideer af mere eller mindre umulige begrænsninger - kombineret med krav om fornyelse og udikling.

Ifølge Politiken igår har de to herrer udviklet et nyt koncept for produktion af radiodokumentarer. Rubrikken lyder: "Radioveteraner: Det bliver kedeligt". Underubrikken: "Mads Brügger og Mikael Bertelsen vil sende uredigerede råbånd sent på natten på Radio24syv. Det vil give flere gab end guldkorn, forudser radiodokumentarister." Journalist: medieredaktør Jakob Elkjær.
  Selv artiklen er en klassiker. Interviews med de to nye chefer og deres chef Jørgen Ramskov om tankerne bag et nyt radiodokumentar-koncept. Og en række eksperter på området der kritiserer og advarer og spår ilde om det endnu ikke virkeliggjort koncept.

Det interessante for mig er selv konceptet. Hvori ligger det nye? Ikke i indhold men i produktionen. Ideen er at "radiodokumentaristen", som er uøvet og utrænet "radioaktivist", får et fast beløb - 11.000 kr. - for en portion "råbånd": 7 x 55 minutter. Disse bånd skal så sendes - stort set uredigeret - i nattetimerne. Og fylder dermed godt i kanalens sendetidsforpligtelse. 
   Og så skal en fastansat redaktør, Kim G. Hansen, redigere de 7 timer ned til en enkelt radiodokumentar på 55 minutter som skal sendes om søndagen. 

Bertelsen og Brügger lægger ikke skjul på at konceptet er udsprunget af en økonomisk nødvendighed. Man har ikke penge til traditionelle radio-dokumentarer/-montager - typisk produceret af erfarne professionelle journalister og lyd-dokumentarister. 
   Det nye er for det første at man giver en enkelt redaktør hånds- og halsret over redigeringen af råbåndene. Traditionelt er en radiodokumentar/-montage jo produceret af tilrettelæggere med kunstneriske ambitioner, og de vil naturligvis aldrig - som en slags underleverandør - levere "råmateriale" til en ide, som en anden så kan skalte og valte med. 
   For det andet er det nyt at man sender uredigerede råbånd - og så i den længde. Men der er naturligvis fortilfælde. Norsk TV sendte uredigeret tv i 134 timer. Ideen blev annonceret sådan her:
NRK har åbnet deres næststørste kanal NRK 2 for den 134 timers nonstop live udsendelse. Udsendelsen starter torsdag aften den 16. juni i Bergen, hvor Hurtigruten vender ved Norges vestkyst. Kameraerne bliver ikke slukket, før skibet MS Nordnorge lægger til i Kirkenes tæt ved den russiske grænse om morgenen den 22. juni. Den 134 timer lange udsendelse giver dig en enestående mulighed for at opleve Norges fantastiske kystlinje, der prises over hele verden for sin naturlige skønhed og uberørte natur. Rejseruten omfatter de vestlige fjorde med Unesco-fjorden Geiranger, Helgelands smukke kyst, Lofoten, Arktis hovedstad Tromsø og Nordkap. Ruten går selvfølgelig også forbi andre enestående seværdigheder og steder, og du er velkommen til at følge os på vores tur mod midnatssolen. Hele tv-udsendelsen sendes online på NRK, hvor alle kan følge med.
Også popkunstneren Andy Warhole har været inde på den bane, bl.a. med filmen "Empire". 
   Wipdia:
Empire (1964) is a silent, black-and-white film made by Andy Warhol. It consists of eight hours and five minutes of continuousslow motion footage of the Empire State Building in New York City. Abridged showings of the film were never allowed, and supposedly the very unwatchability of the film was an important part of the reason the film was created. However, a legitimate Italian VHS produced in association with the Andy Warhol Museum in 2000 contains only an extract of 60 minutes. Its use of the long take in extremis is an extension of Warhol's earlier work the previous year with Sleep.
Da jeg var direktør for TV2 ØST og også skulle producere nyt for et meget begrænset budget havde jeg faktisk samme ide: At vi i den sendetid de regionale tv-stationer den gang havde til fri rådighed om formiddagen, men ikke fik penge for at udfylde, dér kunne vi sende de uredigerede tv-interviews som nyhedsjournalisterne producerede som råmateriale til deres tv-nyhedsindslag. Ofte kunne sådan et råbånd vare 20 minutter eller mere, og der blev kun brugt klip af en samlet varighed på 1-2 minutter. 
   Ideen blev aldrig realiseret på grund af modstand fra journalisterne. 

Man kan sige at det nye radiodokumentarkoncept i regi af Radio24syv har karakter af en slags dogmeregler - eller benspænd, om man vil - i forhold til hvad man traditionelt har betragtet som professionelle krav til radio-dokumentarproduktion.
   Målet er ifølge de to chefer at få nye tallenter ind. Altså talentudvikling oven i et nytænkte radiodokumentarformat - og en økonomi til at leve med - for den nye kanal.  
   Det er risikabelt, det er provokerende, det er fornyende, det er grænseoverskridende. 
   Der er tale om konceptuel blending fremtvunget af kreative restriktioner.


Hvis man vil se alle de kritiske kommentaer, så er der her et link til Politiken.dk: http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1426280/brgger-og-bertelsen-vil-sende-uredigerede-udsendelser-i-radioen/

torsdag den 20. oktober 2011

Akvarelmaleriets mysterier (5) - ung kvinde med cello - og om at kopiere andres motiv

Rubrikken i Politiken igår onsdag: "Ung Vivaldi uden kitch".
   Billedet der illustrerer anmeldelsen, fanger mig - en ung kvindelig cellist med blond bølgende løsthængende hår ned ovre bare skuldre - som det sig hør og bør med unge kvindelige klassiske musikere med star-kvaliteter.
  Kvinden hedder Sol Gabetta, og hun har udgivet en ny cd med Vivaldi-musik. Hun er fra Argentina, 30 år gammel, har allerede mange udgivelser bag sig, optræder som solist over hele verden, og har vundet et hav af internationale priser
   Sådan så det foto ud som Politiken havde fundet  frem:


Vivaldi-musik holder jeg af - for dets beroligende - meditationslignende effekt. Det som hjerneforskerne kalder "Mozart-effekten".
   Sol Gabetta er ikke lige min type. Men gad vide om ikke hjerneforskerne også vil kunne komme op med en tilsvarende "madonna-effekt" - når det gælder virkningen på sindet af dette motivs visuelle æstetik. 

Men jeg er jo begyndt at kigge efter fotos med motiver af mennesker som er belyst på en måde så der er meget "hvidt" i billedet. Og som det derfor kunne være lidt af en krævende "kunst" for mig at male - men som samtidig netop derfor egner sig til akvarel.
   Jeg syntes det var en udfordring at male safranbonden (se de to foregående numre af akvarelmaleriets mysterier). Dels var han et menneske, og dels skulle det hvide i motivet isoleres fra starten og stå umalet i det færdige billede.
   Her har vi en kvinde med meget lyst hår og meget lys hud. Og belyst fra venstre som giver en meget markeret profilering gennem fordelingen af  lys og skygge. Og farverne er næsten monokrome.
   Jeg beslutter mig til at prøve. Hvor langt kan jeg komme?

Her er resultatet. Originalens størrelse er postkortformat - ligesom "forbilledet" i Politiken:


Jeg er ikke tilfreds, men heller ikke helt utilfreds.
    Det jeg er tilfreds med er billedets karakter af konceptuel blending - mellem det visuelle rum som foto-forbilledet udgør, og så den forvrængning som transponeringen af motivet til et akvarelmalet visuelt rum har bidraget med.
    Jeg har forenklet, isoleret, overdrevet. Og brugt op til 5 lag oven i hinanden. Jeg føler faktisk jeg har bidraget med nogle æstetiske kvaliteter i kraft af min "oversættelsen" fra foto til akvarel.
    Ansigtet er ikke helt tosset med sin fordeling af lys og skygge. Og celloens spiralformede "hoved" fungerer også rimeligt.
   Jeg måtte opgive at få celloens strenge med. Vi kan dog godt mentalt interpolere dem i motivet selv om de ikke kan ses.
   Men, men... Hårets farve er blevet alt for gul-grønt. Og det lys som jeg synes gør ansigt og overkrop og arme interessant, har jeg slet ikke fået med i håret.
   Øjenbrynene er malet alt for mørke.

Der er fin balance i kompositionen, men det er så ikke min skyld, men fotografens. Og jeg kan godt lide at man aner en drejning af hovedet hen mod fotografen.
   Der er også en fascination ved det som ligger uden for billedet: buen som højre (afskårne) arm må holde ind mod strengene på celloen. Det som Ramachandran kaldte borte-tit-princippet.

Jeg kunne måske godt om et par år blive illustrator til familiebladenes trivial-noveller og føljetonromaner.

Hvad er det jeg - under møje og besvær og mentalt skrig og skrål - er igang med at lære? I virkeligheden det samme som jeg lærte af Betty Edwards da jeg for mange år siden læste hendes to bøger om at tegne: at for at komme i højre-hjernehalvdels-indstilling, så må jeg glemme hvad jeg tror om motivet - og bare se det "objektivt" som det er, dvs. se dets enkeltelementer "analytisk" - uafhængigt af mine mentalt præfabrikerede forestillinger om det.
   Betty Edwards bruger en række tricks og pædagogiske teknikker til at lære én det. Fx at tegne motivet på hovedet - så man frigør sig fra at det forestiller noget bestemt og velkendt. Eller at tegne "negative" flader.
   Se videre i hendes første bog som er kommet på dansk "At tegne er at se".

Det der gik galt i akvarellen af  kvinden med cello, var især håret.
   Problemet var at jeg ikke havde set isoleret på håret og analyseret hvilke lys- og skygge-elementer det i virkeligheden var bygget op af.
   Jeg var for utålmodig: "Håret har den farve regner jeg med, og så skal der males lidt mørkere skyggelinjer rundt omkring. Det er nemt, det klarer vi hurtigt." Det er en rekonstruktion af den mentale proces der ligger bag kvindens hår i min akvarel.
   Det samme med den forreste arm hvis hånd griber om celloens hals. Jeg havde ikke analyseret den tilstrækkelig i lys-skygge-detalje-elementer. Og så penslede jeg nogle skyggefelter ind som slet ikke var i forbilledet.
   Øjenbrynene er trukket alt for hårdt op.
   Men der er også noget med farver som jeg må have bedre fat om. Og til alt held har jeg fundet ud af at Betty Ewards også har lavet en bog om farver: "Color - A course in mastering the art of mixing colors".
   Den vender jeg tilbage til når jeg har fået den bestilt hjem fra Amazon.co.uk.

Jeg erindrer fra min ungdoms kunsthistoriske læsning noget med "Czezannes metode" - som var en af forudsætningerne for kubismen. Han analyserede også - sådan husker jeg det - sine motiver i geometriske elementer og farvede felter.
  Jeg søger og finder herunder frem til en interessant artikel på "Journalisten": http://journalisten.dk/tyvstjalet-eller-bare-kraftigt-inspireret.
   Det artiklen tager op, er om og i hvilket omfang man faktisk overtræder - i det her tilfælde en fotografs ophavsret ved at bruge hans foto som forlæg for et maleri. Og i hvilket omfang der er tale om kunstnerisk frihed til at lade sig "tæt" inspirere.
   Artiklen bringer to illustrationer. Først den berømte plakat af Obama - med teksten "Hope" - af kunstneren Shepard Fairey:


Og det andet er såmænd af Gauguin:

Fotografía de Henry Lemasson, y la obra Madre e hija, de Gauguin

Se mange flere eksempler her - på kendte og anerkendet malere som har brugt fotografier som forbilleder for deres malerier:
http://www.fogonazos.es/2006/11/famous-painters-copied-photopraphs_06.html

Der er en lang tradition for at man lærer at male ved at prøve at kopiere "de gamle mestre". Picasso er berømt for at lade sig inspirerer af dem.
   Og så er der den såkaldte Hockney-Falco-tese som går ud på at en lang række af de helt store mestre, fx. Jan Vermeer, har brugt camera obscura som hjælpemiddel når de malede så utroligt realistisk, som fx. et af de mest berømte af alle: "Pige med perleørering".


Der er lavet en fiktionsfilm med samme titel - med dette maleri som udgangspunkt hvor man ser maleren bruge camera obscura til at sikre den næsten fotografiske realisme i sit maleri.
   Læg mærke til hvordan figuren er analyseret i selvstændige abstrakte former i forbindelse med fordelingen af lys og skygge. Og hvordan det hvide i øjnene, den hvide krave, og den hvide refleks i perlen får lov til at stå helt klart og rent.
   Vermeer er også berømt for i sine oliemalerier at bruge en lag på lag-teknik der minder om akvarelmaleriets.