Nyt om 'lucide drømme' - dette at man bevidst kan styre sine drømme - og styre væk fra de væmmelige af slagsen - måske snart ved hjælp af elektrisk stimulation af frontallapperne.

For godt halvandet år siden stødte jeg på begrebet 'lucid dreams' - på dansk 'klare drømme'. 

   Jeg kendte det ikke - hvad jeg selv var lid overrasket over i betragtning af at man kan se af mængden af links på nettet hvor kendt og udbredt fænomenet og begrebet er blandt hjerne- og drømme-forskere.

Her er links til hvad jeg skrev om det den gang:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/02/drmmer-jeg-eller-er-jeg-vagen-bade-og.html 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/02/mere-om-lucid-dreaming-et-eksempel-med.html

Som det fremgår, endte det faktisk med at jeg fik nogle erfaringer med fænomenet, altså det at man drømmer og samtidig bliver bevidst om at man gør det, og derefter selv kan styre drømmens forløb i en mere positiv eller ønsket retning med sin bevidsthed.

Siden er det gået lidt i glemmebogen selv om jeg faktisk siden da - dette forår - har haft erfaringer med meget ubehagelige drømme som jeg godt kunne hav ønsket mig at jeg kunne styre væk fra det mareridtagtige indhold og forløb. 

   De skyldtes, viste det sig, at jeg havde fået ordineret en hjertemedicin - betablokker - som skulle dæmpe min forhøjede puls (som skyldtes hjerteflimmer), men som også havde den af læger velkendte bivirkning at den kunne give kraftige mareridt.

   Jeg var ikke blevet advaret om den slags bivirkninger. Men så snart jeg da jeg fandt ud af sammenhængen, stoppede jeg med den medicin, og efter en måneds tid klingede mareridtene af.

Men siden har jeg jævnligt oplevet at have ret ubehagelige drømme hvor jeg så er vågnet midt i og har sagt til mig selv: "Det er jo kun en drøm, så de ubehagelig konsekvenser du frygter, er ikke virkelige og kan ikke ske!".  Hvorefter jeg har lagt mig til at sove igen - uden at drømme videre ad det ubehagelig spor (måske, men det husker jeg ikke, også efterfulgt af en mere behagelig drøm i den følgende søvnfase).

   Så jeg har altså ikke endnu - kan i hvert fald ikke huske det - oplevet decideret at beslutte en ny og positiv retning for en afbrudt drøm.

Og hvorfor tager jeg nu det emne op igen?

   I det seneste nummer af Coops medlemsmagasin 'Samvirke' er der en artikel om den slags drømme:

Tag kontrol over dine drømme

... med manchetten:

Måske har du prøvet at "vågne" midt i en drøm og opleve friheden til at gøre lige, hvad du vil.. Forskere har nu fundet ud af, hvordan man med en elektrisk stimulans kan bringe hjernen i denne sælsomme tilstand, mens du sover

... skrevet af Christian Garde - og fantasifuldt illustreret af Rikke Bisgaard:

I et tidligt afsnit i artiklen forklares at fænomenet har været genstand for forskning i årtier, og at omtrent halvdelen af os har oplevet det.

Der findes endda videnskabeligt underbyggede metoder, man kan benytte for at for at træne evnen til at "vågne op" midt i en drøm.

Jeg prøvede faktisk at følge nogle af de metoder, men syntes det var for krævende at fokusere på dem i længere tid. Så forsøget blev halvhjertet.

   Men artiklen i Samvirke fortæller at nu er der hjælp at hente for sådan nogen som mig. Artiklens intro-afsnit fortæller i begejstrede vendinger:

Mød en hvilken som helst person, du ønsker dig. Flyv op til stjernerne og få opfyldt dine vildeste fantasier. Ingen grænser! Total frihed.

   Omtrent sådan beskriver det hollandske firma Lucid Dreamer den tilstand, du kan opnå, hvis du køber deres "drømmepandebånd".

   Ved hjælp af en svag elektrisk strøm fra pandebåndet kan bæreren ifølge salgstalen ikke blot blive bevidst om at hun drømmer, men simpelthen oplev at kunne kontrollere og styre, hvad der skal ske i drømmen.

Firmaets første positive forsøgsresultater var meget markante og positive, siden viste de sig at være mindre overbevisende, hvorfor pandebåndet endnu ikke er sat i produktion og til salg. Men det kommer, lover de.

Men artiklen fortæller flere interessante ting:

Det at have lucide drømme er nok egentlig en 'fejl' i hjernen, lidt som synæstesi.  

   Det forskerne har fundet ud af, er ...

... at når lucide drømme sætter ind, kan der rent fysiologisk iagttages en øget aktivitet i hjernebølger på omkring 30-40 hertz i hjernen frontal- og temporallapper, som styrer vores bevidsthed og handlekraft. Det var den form for aktivitet, de (forskerne) havde held til at skabe med deres "drømmemaskine" og dermed gøre forsøgspersonerne aktivt handlende i deres drømme.

Forskerne som har arbejdet med det her projekt, ledes af Ursula Voss som er tilknyttet J.W. Goethe-universitetet i Frankrig. Ifølge Samvirke-artiklen har hun selv udviklet evnen til at flyve i sine drømme. 

"Nogle gange hopper jeg op, men oftest følger jeg bare flowet," forklarer hun.

Søvnforsker Birgitte Rahbæk Kornum fra Molekylær Søvnlaboratorium på Rigshospitalet, Glostrup, forklarer hvorfor fænomenet - uden hjælp fra milde elektriske påvirkninger - er mest udbredt hos børn og ældre:

Man kan sige, at der faktisk er tale om en fejl, når forhjernen og bevidstheden vågner op mens resten af hjernen og kroppen sover. Det sker oftere hos børn end hos voksne, fordi hjernen først er færdigudviklet omkring 20 års alderen. Børns hjerner er stadig igang med at danne de endelige mønstre, der koordinerer at lukke ned for og vække de forskellige dele af hjernen.

   Af samme grund kan lucide drømme vende tilbage i alderdommen, hvis hjernen begynder at degenererer, ligesom mennesker, der lider af neurologisk betingede sygdomme som narkolepsi og Parkinsons, ofere end raske vil opleve fænomenet.

Ifølge artiklens drømme-eksperter er det ikke farligt at optræne sin evne til at have lucide drømme. Selv om det altså i en vis forstand går ud over og tager ressourcer fra den normale søvntilstand, så er det alt i alt så få minutter at det ingen negativ langtidseffekt har.

Set fra mit synspunkt er en af faktaboksene særlig interessant og relevant. Den handler om at forskere undersøger om lucide drømme kan bruges til at behandle Posttraumatisk stress disorder (PTSD) og deraf følgende alvorlige mareridt:

I et amerikansk pilotstudie fra 2016 lykkedes det at reducere frekvensen af mareridt hos en række krigsveteraner ved hjælp af øget drømmekontrol. 

   Ligeledes har et nyt studie vist, at lucide drømme kan have en positiv effekt på i behandlingen af OCD - tvangstanker.

Noget kunne tyde på at jeg med fordel kan fokusere lidt mere på at opnå og forfølge muligheden for at have lucide drømme, i lyset af et nogle af de oplevelser jeg har haft i foråret uden tvivl har haft karakter af PTSD som skyldes den mentale belastning de livstruende bivirkninger min leukæmimedicin havde i vintermånederne. 

'Glad musik' - hvad gør det ved sindet og tænkningen - og andre historier om sammenhængen mellem musik og hvad der sker i hjernen

Et fast tilbagevendende spørgsmål i indlæg på denne blog, er om og i hvilket omfang og på hvilken måde mødet med malerkunst, litteratur, musik - bredt forstået 'kunst' - kan påvirke hjernen i en eller anden positiv retning: berolighende, helende, stimulerende for læring, fremmende for kreativ tænkning og adfærd, opmuntrende i forhold til depressioner, etc. etc.

Fra den internationale videnskabsjournalistiks front cirkulerede der den 6. september i år og de følgende dage en nyhed der med forskellige overskrifter, fortalte at en bestemt slags klassisk musik - såkaldt 'happy music' - faktisk havde en effekt på lytternes kreativitet - i modsætning til hvis man lyttede til andre åbenbart ikke  'humørfyldte' musikformer eller hvis man bare udfoldede sig i 'tavshed',

Her et udvalg af overskrifter:

Writers unblocked? Happy music boosts imaginative thinking, say researchers

Listening To 'Happy' Music May Boost Creativity, Study Says

Happy music linked to creative thinking

Need a creativity boost? Try listening to happy background music

Why you should listen to 'happy music' like Vivaldi while working

Forskningsprojektet som altså havde vakt et pænt udvalg af engelsksprogede videnskabjournalisters interesse, beskrives sådan i en af artiklerne:

Ferguson and Simone Ritter of Radboud University Nijmegen played classical music for 155 Radboud student volunteers as they completed a creativity task. The researchers split the students into five groups, with each group randomly assigned to listen to one of four pieces of music or to silence before and during their creativity tasks. 

I forsøget indgik fire forskellige stykker musik der adskilte sig i forhold til stemning ('mood'/'valens' - positiv eller negativ) og i forhold til ophidselse ('arousal' - høj eller lav):

The music pieces were chosen for their mood and arousal levels. The Swan by Camille Saint-Saens represented a positive mood but low arousal level, thus a calm piece of music. Vivaldi’s The Four Seasons was the happy piece, Adagio for Strings by Samuel Barber was the sad, slow piece and The Planets: Mars, Bringer of War by Gustav Holst was used as a negative, arousing - in other words, anxious - piece.

Her kan du høre  - lytte til - de stykker musik som hver af de fire grupper skulle lytte til:

   Først Vivaldi 'The Four Seasons' som undersøgelsen karakteriserer som 'happy music',  og som udløser betegnelsen: 'positiv stemning' plus høj 'arousal':

En anden gruppe skulle lytte til 'The Swan' af Camille Saint-Saens, et musikstykke som kendetegnes ved positiv 'mood', men samtidig får etikketten lavt 'arousal'-niveau (groft sagt: dejligt men kedeligt):

En tredje gruppe skulle lytte til 'Adagio for Strings' af Samuel Barber - med karakteristikken negativ 'mood' og lav 'arousal':

Og den fjerde gruppe skulle lytte til 'The Planets: Mars, Bringer of War' af Gustav Holst - kendetegnet ved negativ 'mood' og et højt 'arousal'-niveau:

Den femte gruppe skulle lytte til - ingenting. Som kontrolgruppe.

Det fire stykker musik som indgik i forsøget, kan systematisk præciseres sådan - med en beskrivelse fra en psykologi-lærebog:

Valens plejer at stilles i kontrast til arousal , som betyder graden af ophidselse overfor en stimulus.
   Positiv valens med høj arousal indebærer således at være meget entusiastisk , tiltrukket , beundrende, begejstret, motiveret , eksalteret, euforisk eller kærlighedsfyldt overfor stimuli, mens positiv valens med lav arousal giver moderat tilfredshed, glæde, interesse og tilfredsstillelse, oplevelser af hyggelighed.
   Negativ valens med høj arousal betegner derimod skræk, panik, sorg, aversion, vrede, had og afsky , og negativ valens med lav arousal indebærer at føle irritation , distraktion, nedtrykthed, at blive i dårligt humør og ikke kunne lide stimuli.

De fire stykker musik som indgik i forsøget er altså valgt så de svarer til disse fire kategorier.

   

For at teste kreativiteten hos deltagerne fokuserede forskerne primært på om musikken virkede ind på det man kalder 'divergent tænkning' ...

... which involves producing multiple answers from available information by making unexpected combinations, recognizing associations among ideas and transforming information into unexpected forms. Divergent thinking is key to today’s scientific, technological and cultural fields because innovation often pairs disparate ideas, the authors write in PLoS ONE.

Grupperne skulle efter lytning tage to tests, en der målte graden af 'divergent tænkning', og bagefter en der målte graden af såkaldt 'konvergent tænkning':

The participants heard their respective selections and then took tests to gauge their creativity, or divergent thinking—the ability to generate novel ideas and conjure up multiple solutions to a problem. Here it was measured with the Alternative Uses Task, which generally asks people to think of as many alternative uses for common objects as they can—for instance, a brick. 

Convergent thinking, the doppelganger of divergent thinking, is using the information you have at your disposal to arrive a single correct answer. It was measured after divergent thinking, with tests like the Remote Associates Task, where the person has to come up with a word that links three others (e.g., for “bar,” “dress,” and “glass,” the fourth word would be “cocktail”).

Resultatet var at det kun var lytningen til 'glad music' - Vivaldis 'De fire årstider' - der gjorde en forskel, og at forskellen kun gjald 'divergent tænkning'. 

   Den gruppe skorede markant højere på testen for divergent tænkning efter lytning end de øvrige grupper hvis divergente tænkning altså ikke blev påvirket i positiv retning af at lytte til deres form for musik (eller til ingenting).

   På testen for konvergent tænkning skorede ingen af grupperne højere efter lytning.

Hvorfor skulle kun 'glad music' påvirke hjernen til at blive mere kreativ? Det har forskerne også et bud på:

.... why would the connection between happy, upbeat music and creativity exist, neurologically? The authors suggest that the music might affect flexibility of thought: One model of creativity, for instance, suggests that creativity comes from two traits—persistence and flexibility. And, they write, “situational variables can influence creativity either through their effects on persistence, on flexibility, or on both.”

https://www.businesslive.co.za/rdm/popcorn/2017-09-15-why-you-should-listen-to-happy-music-like-vivaldi-while-working/

Spørgsmålet om hvad musik generelt og forskellige former for musik gør ved hjernen - og dermed dens mentale og emotionelle set up, er ikke nyt for mig.

Jeg har fx flere gange skrevet om den særlige form for pædagogisk teknik eller praksis som jeg blev introduceret til en  gang i 80´erne på et introkursus: 'Superlearning'.

   Et fint ord for det samme er: 'Suggestopædi'.

   En vigtig del af det nærmiljømæssige set up i den tradition er baggrundsmusik af en bestemt slags som hjælper elever til at huske det de hører, bedre og nemmere.

    Musikken er klassisk, typisk Bach eller Mozart og med en særlig rytme (60 slag pr. minut). Og tricket er at spiller man den slags stykker i klasseværelse så kommer hjernen hos eleverne i en 'åben tilstand' som i særlig grad fremmer indlæring og lagring i hukommelsen af det man har hørt i undervisningen.

Jeg citerer her fra et afsnit i et tidligere indlæg her på bloggen, hentet fra en artikel "The Music and the Brain" (www.cerebromente.org.br/)

The power of music to affect memory is quite intriguing. Mozart's music and baroque music, with a 60 beats per minute beat pattern, activate the left and right brain.

   The simultaneous left and right brain action maximizes learning and retention of information. The information being studied activates the left brain while the music activates the right brain.

   Also, activities which engage both sides of the brain at the same time, such as playing an instrument or singing, causes the brain to be more capable of processing information.

   According to The Center for New Discoveries in Learning, learning potential can be increased a minimum of five times by using this 60 beats per minute music. For example, the ancient Greeks sang their dramas because they understood how music could help them remember more easily.

   A renowned Bulgarian psychologist, Dr. George Lozanov, designed a way to teach foreign languages in a fraction of the normal learning time. (...)

   Dr. Lozanov's system involved using certain classical music pieces from the baroque period which have around a 60 beats per minute pattern. He has proven that foreign languages can be learned with 85-100% efficiency in only thirty days by using these baroque piece. His students had a recall accuracy rate of almost 100% even after not reviewing the material for four years.

Jeg er jo grundlæggende en praktisk mand der gerne omsætter ny viden til handling hvis det er muligt. 

   Den slags musik som Dr. Lozanovs anbefaler, spillede jeg derfor altid i pauserne til de kurser jeg afholdt i DR-regi i slut-firserne under titlen "Faktion som udtryksmiddel". Det var krævende stof med mange ny begreber der skulle forstås, så jeg tænkte at en injektion med den slags musik, kunne få det til at glide lettere ind.

  Men jeg spillede i øvrigt også den slags musik når jeg senere holdt oplæg der introducerede til emne kreativitet.

  Den slags musik kan du kan høre her:

Men jeg har også i tidligere indlæg været inde på virkningen af musik på hjernen og samspillet mellem musik og hjernens forskellige tilstande.

    En af de mest omtalte sammenhænge er 'Mozart-effekten' der beskrives sådan her på Wikipedia:

1. A set of research results indicating that listening to Mozart's music may induce a short-term improvement on the performance of certain kinds of mental tasks known as "spatial-temporal reasoning;"[1]

2. Popularized versions of the hypothesis, which suggest that "listening to Mozart makes you smarter", or that early childhood exposure to classical music has a beneficial effect on mental development;

Som det fremgår af Wikipedia-artiklen har de senere års forskning stort set aflivet teorien, især i dens populariserede version.

https://en.wikipedia.org/wiki/Mozart_effect

Helt grundlæggende kendetegner det musikkens indvirkning på hjernen at den med det samme udløser dopamin i det der kaldes belønningssystemet:

One of the first things that happens when music enters our brains is the triggering of pleasure centers that release dopamine, a neurotransmitter that makes you feel happy. This response is so quick, the brain can even anticipate the most pleasurable peaks in familiar music and prime itself with an early dopamine rush.

Så under alle omstændigheder er det at lytte til musik en 'hjerne-åbner' - både hvis man skal være meget aktiv og fokuseret, eller man skal hen i retning af at være mere rolig og afspændt.

 

Derudover kan musik påvirke immun-systemet i positiv retning:

Beyond simply making you feel good, however, there's evidence that music can even be good for your health. Research has shown that listening to music is associated with upticks in immunity-boosting antibodies and cells that protect against bacteria and other invaders. Music has also proven to be effective across a variety of treatment scenarios for conditions ranging from premature birth to depression to Parkinson's disease.

Musik (af en bestemt slags) kan virke beroligende og afslappende:

Music Makes you Less Anxious

  Do you have a big job interview on the way? Perhaps you are scheduled to undergo a life-changing surgery? Whatever your concerns might be, they are sure to put some stresses on your mind. Instead of popping that expensive anti-anxiety pill, a cheap and side effect-free way to say goodbye to apprehension is to listen to music.

Da jeg i forbindelse med min CML skulle have taget en knoglemarvs-biopsi, spillede den unge kvindelig læge et stykke 'meditationsmusik' for at berolige mig, hvilket var en god ide da jeg rent faktisk lider af 'latrophobia', og det er en ret ubehagelig biopsi at få taget.

   Det virkede også lige indtil nogle håndværker i etagen oven over begyndte at arbejde med et slagbor i forbindelse med en ombygning.

Den slags musik man bruger til at berolige sindet med kaldes 'ambient musik' og er kendetegnet ved

... a style of gentle, largely electronic instrumental music with no persistent beat, used to create or enhance a mood or atmosphere.

Man taler også i faglitteraturen om 'ambient noice' som fx er lyden af bølgeslag, vind der får bladene i træer til at rasle, fuglestemmer, strømmende vand i en elv, etc. Og en række forsøg peger på at den slags 'støj' hvad enten man kalder det 'musik' eller 'naturlyde', stimulerer kreativitet.

   'Ambient musik' er altså så en underkategori til 'ambient noice'.

Op gennem 80'erne var jeg meget optaget af den slag musik, og købte blandt andet bånd med musikstykker af japaneren Kitaro, fx "The Silk Road"

Også Brian Eno havde jeg flere bånd med, bl.a. "Music for Airports":

Når jeg genlytter til disse stykker music af Kitaro og Brian Eno, forstår jeg godt hvorfor jeg var betaget af dem den gang: De virker stadig på mig sådan at jeg næsten med det samme kommer i et meditativt flow.

Det selv at (lære at) spille er noget andet og mere aktivt end at lytte. Det at kunne spille eller flere instrumenter påvirker hjernen afgørende. De dele af hjerne som er aktive når man udøver musik ved at spille på et instrument, de vokser ved fast og gentagen brug:

Even in terms of brain development, music can play a key role. Training to play an instrument, for instance, is believed to increase gray matter volume in certain areas of the brain, not unlike how physical exercise can tone and enlarge muscles. As a result, musicians often experience improvement in brain functions like:

- Auditory processing

- Learning

- Memory

Da jeg var barn og ung lærte jeg at spille blokfløjte og guitar til husbehov. Og jeg lærte mig selv at tromme på en afrikansk kalabas-tromme med stramt gazelle-skind på toppen.

  Blokfløjteimprovisation næsten hver aften praktiserede jeg nogle år ind i min studietid.

   Det år jeg var i USA som udvekslingsstudent boede jeg hos en familie som havde et flygel stående til fri afbenyttelse. Jeg havde ikke lært at spille klaver, men jeg husker at jeg meget tit kunne sidde og improviserer i længere tid ved det her fantastisk musik-instrument. Og ved gensynet med mine 'amerikanske brødre' husker de faktisk at det var noget jeg gjorde og som familien tolererede.

   I bakspejlet er jeg sikker på det fungerede som en slags beroligende eller afslappende meditation, selv om jeg den gang slet ikke tænkte i de baner.

Hvordan virker improvisation ind på hjernen? - kunne jeg så lige spørge en passant. Og det har jeg faktisk også skrevet om i et tidligere indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/improvisation-kreativitet-og-hjernens.html

Essensen af indlægget er at for at kunne improvisere - 'give los' i forhold til en foreliggende kendt melodi - så må man lukke delvis eller helt ned for de kontrol-orienterede frontallapper - for at give plads til at 'the default mode network" kan komme i aktion:

When musicians started playing they deactivated large parts of their prefrontal cortex, important in decision making and analysis.

   They activated instead their “default network” – the part of the brain that is always “on” in active rest when people have “nothing to do” and are “doing nothing.”

   The activation of the default network really took flight when they were deeply improvising.

'Default mode network' i hjernen er det som tit i litteraturen nu kaldes 'the imaginative network', et netværk der neurologisk forbinder en række moduler i hjernen som bruges til at fremkalde erindringer, fantasere sig til situationer som ikke findes, forestille sig hvordan andre har det og føler, tænke på fremtidens handlemuligheder og risici.

   Og jeg tror det er faktisk det fælles ved alt det (gode?!) som musik kan gøre ved os: bidrage til mere eller mindre radikalt at lukke ned for de dele af hjernen i frontallapperne som er knyttet til fornuft, kontrol, adfærdsstyring, kritik og analyse, for til gengæld at give større frihed til de dele af hjerne som varetager en række andre ikke målrettede og ikke-fokuserede funktioner (som fx når vi (dag)drømmer).

Det bekræftes af en artikel hvor man fortæller om forskning der afslører hvad der sker i folks hjerner når de lytter til deres favorit-musik, som jo kan være meget forskellige fra individ til individ: wienerklassisk musik, neworleans jazz, country og western, græsk kirkemusik, indisk sitarmusk, arabisk musik.

   Der sker nemlig det samme når de lytter til deres yndlingsmusik, uanset om det er 'heavy metal', eller Mozart de er vilde med:

A person's preferred music enhances connections between different regions of the brain, a pattern called the default mode network (DMN), the researchers report. This network is associated with introspection, self-awareness, mind-wandering and possibly imagination.

   When the DMN is activated, another network, the task-positive network (TPN)—which is involved in goal-oriented activity—is shut down. The two states can be thought of as focus on the outside world (the TPN) and focus on inner thoughts (the DMN). Earlier this month, another research group figured out how to switch between these two modes in mice.

   Certain brain disorders seem to involve trouble with activating one mode or another or with switching between the two. For example, since people with autism seem to have problems with DMN activity, the new study’s authors suggest that music therapy may help.

At det at lytte til musik kan få en til at glemme eller abstrahere fra noget man er igang med som er kedeligt, anstrengende, er en udbredt erfaring som meget vel kan have at gøre med at man går i en slags indre mental emigration - samtidig med at ens humør forbedres og man kommer i flow:

That said, if you have a monotonous job, music is a great way to increase your mood while performing boring work. For the same reasoning it helps with exercising, it can also help with fighting fatigue, especially if you change up the music often. Studies have also shown that almost all music increases your mood, because it causes a release of dopamine, so if you're feeling tired, bored, or depressed, a good pop song might be the cure you need.

I den forbindelse er der jo også en meget grundlæggende og fundamental sammenhæng mellem musik og kroppen som danser (og når man danser godt og man føler dansens frihed, kan man komme i en slags trance/flow og stort set glemme alt andet omkring sig (end måske sin dansepartner)).

   Her er et bud på sammenhængen:

Music is known to stimulate pleasure and reward areas like the orbitofrontal cortex, located directly behind one's eyes, as well as a midbrain region called the ventral striatum. 

   In particular, the amount of activation in these areas matches up with how much we enjoy the tunes. In addition, music activates the cerebellum, at the base of the brain, which is involved in the coordination and timing of movement.

   So, why is dance pleasurable?

   First, people speculate that music was created through rhythmic movement—think: tapping your foot. 

   Second, some reward-related areas in the brain are connected with motor areas. 

   Third, mounting evidence suggests that we are sensitive and attuned to the movements of others' bodies, because similar brain regions are activated when certain movements are both made and observed. For example, the motor regions of professional dancers' brains show more activation when they watch other dancers compared with people who don't dance.

Det sidste afsnit her handler om en gammel bekendt af læsere af denne blog: spejlneuronerne. 

This kind of finding has led to a great deal of speculation with respect to mirror neurons—cells found in the cortex, the brain's central processing unit, that activate when a person is performing an action as well as watching someone else do it.
   Increasing evidence suggests that sensory experiences are also motor experiences.
   Music and dance may just be particularly pleasurable activators of these sensory and motor circuits. So, if you're watching someone dance, your brain's movement areas activate; unconsciously, you are planning and predicting how a dancer would move based on what you would do.
   That may lead to the pleasure we get from seeing someone execute a movement with expert skill—that is seeing an action that your own motor system cannot predict via an internal simulation. This prediction error may be rewarding in some way.

En af de største glæder ved at lytte til musik er genkendelsens glæde, som kan give sig umiddelbart udtryk i at vi nynner eller synger med når vi hører musikken, eller vi kan repetere musikken for os selv ved at kalde den frem til indre eller ydre "afsyngning" uden nogen ydre anledning.

   Både når vi lærer et stykke musik som vi så kan nynne eller synge, sker det via de imitationsmekanismer som varetages af spejlneuronerne, hvoraf nogle er motoriske og nogle er visuelle og nogle er auditive.

  For nogle fungerer det system hurtigere, mere præcist og effektivt end for andre. Da min adoptivdatter fra Korea for mange år siden i en alder af 2 år siden pludselig begyndte - helt rent - at nynne radioens pausesignal, så blev vi overraskede. Hun blev passet hjemme, og har hørt det i radioen mange gange, og det er så hendes spejlneuronsystem - det der er knyttet til bevægelse og det der er knyttet til hørelse, som hurtigt og effektivt har "optaget" melodien i lydhukommlsen - til præcis og korrekt tonal afspilning når hun af en eller anden grund trængte til det. 

  Hendes søn havde som lille samme evne til hurtigt og korrekt at lagre en hørt melodi i hukommelsen til afnynning på kommando.

Her er links til tre indlæg der nærmere beskriver sammenhængen mellem musik-indlæring, -lytning og -udøvelse og spejlneuronernes særlige måde at fungere på - de fungerer ved at simulere noget som opleves gennem sanserne eller ved at  noget tidligere oplevet genfremkaldes på en indre skærm ved at man husker og tænker på det.

http://www.themusiciansbrain.com/?p=567

http://www.themusiciansbrain.com/?p=590

http://www.themusiciansbrain.com/?p=694

Som vi alle kender til så kan filmmusik forstærke,  retningsbestemme og fokusere de følelser som sekvenser i en film skal formidle og/eller udløse.    

   Forholdet mellem filmbilledernes narrative forløb og underlægningsmusikken er komplekst og ville udgøre et helt indlæg for sig hvis det bare nogenlunde skulle være dækkende.

   Men en vigtig skelnen er om musikke kommunikerer og understreger følelserne (hos de medvirkende) i filmen ('convey emotions'), og/eller om den samtidig vækker følelser direkte i sind og krop hos publikum ('elict emotions').

   Se mere her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Music_and_emotion

Forskellige musik-genrer og -stilarter, viser det sig, har også betydning for - dvs. stimulerer - forskellige faser af lærerprocesserne:

 When it comes to the best music for learning, for example, experts recommend different genres for different purposes. Upbeat music, including songs with positive lyrics, can provide an energy boost and get your brain primed for learning.

   Once it's time to buckle down and concentrate, however – like when you need to read, write, or study your course materials, instrumental music and soothing genres can help you stay calm and focused.

   Ultimately, however, each person may develop an approach to studying and music that's uniquely suited for them.

Jeg vender tilbage til min egne yndlingsmusik i et kommende indlæg.

Hvad gør godt design godt for - og gør det mere end godt?

Wegener: Flaglinestol

I Politiken den 22-09-17 i Kultursektionen under den faste rubrik 'Signatur', under dagens store satiretegning, der har Marcus Rubin en kommentar under overskriften:

Apple og Moleskine redder arbejdsglæden 

Manchetten fortæller at

Skønhed betyder noget. Snarere end at rase mod Apples dominans burde flere tage ved lære.

I versionen på nettet er overskrift og manchet smeltet sammen til:

Det er let at rase mod Apple. Men skønhed betyder noget og kan betale sig. Apple og Moleskin redder min arbejdsglæde

Jeg citerer lige det centrale afsnit i kommentaren:

I årtier synes Microsofts ret ucharmerende, men funktionelle produkter at være sejrherren i techslaget, men i de sidste 10-15 år har Apple heldigvis klart vundet. Sagen er nemlig, at skønhed betyder noget.

   Denne tekst er skrevet på en Mac, som jeg af mine egne højt beskattede penge har købt og betalt, fordi jeg synes, den er smukkere og behageligere end den sådan set ganske funktionelle Lenovo, som avisen har stillet mig til rådighed. Det er en luksus, som jeg har tilladt mig, men også noget, jeg er fuldkommen overbevist om gør mig både gladere og mere produktiv.

   Jeg er simpelthen mere fristet til at sidde og – i mit tilfælde – skrive på min Mac, end jeg er på en generisk PC.

   Det lyder banalt og måske overfladisk, men faktisk er jeg overbevist om, at der gemmer sig en dybere indsigt, som Apple forstod før og bedre end de fleste andre moderne selskaber.

   Nemlig, at selv om sådan en som jeg ikke ved noget særligt om design, anerkender og nyder jeg det, når det bliver stillet foran mig.

   Vi mennesker har en iboende evne til at værdsætte skønhed og kvalitet.

Og senere skriver han om Apples Godfather Steven Jobs' tilsyneladende ustyrlige og for mange at se helt hysteriske optagethed af det perfekte design:

Men der er mening med galskaben. Det er troen på, at skønhed ikke er overflødigt, end ikke inde i en computer.

   Det er det, som gennemsyrer Apples produkter og for millioner af mennesker har gjort dem uimodståelige.

Skidt med afsættet i "raseriet" som blot er journalistisk legitimation for at bringe kommentaren.

   Men postulatet er altså at det at sætte pris - altså ekstra særlig stor pris - på produkter der viser sig at have et bemærkelsesværdigt og fremragende design som sit kendemærke (som Appels Mac-computere), er noget der udspringer af en medfødt - "en iboende evne".

Hvorvidt nydelsen af skønhed er præprogrammeret i hjernen og kroppen, eller det er noget der er tillært, er et spørgsmål jeg for godt et år skrev en række indlæg om. Det første indlæg i serien finder du her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/10/om-glden-ved-stetisk-sknhed-det-handler.html

Den serie af blogindlæg tager hovedsagelig udgangspunkt i malerkunst og skulptur. Og nævner ikke design.

   Men pointen er klar: forskningen tyer på at oplevelsen af (glæde ved) skønhed er et spørgsmål om "proccessing fluency" - dette at det visuelle input 'glider ind' - umærkeligt og under bevidsthedsgrænsen - hos modtager og bruger - uden mærkbar mental eller fysisk modstand. Det føles både nemt og rigtigt at bruge og man glæder sig til næste gang. Men det er så også en pointe at skønheden skal opleves på en baggrund af 'grimhed', en kontekst af ikke-skønhed.

  

Spørgsmålet er om den pointet også kan overføres til betydningen og effekten af godt design på sindet. Marcus Rubins ordvalg peger i den retning: "gør mig gladere og mere produktiv", "mere fristet til at skrive", "nyder det", "gjort dem uimodståelige".

   Noget peger klart imod at godt design udløser nogle af de stoffer i hjernen (endorfiner) som stimulerer belønningssystemet, så det er nemmere at komme i flow ved computeren eller når man tager noter - hvis man er indrettet som Marcus Robin.

   Og det er mange andre også, som han argumenterer for sit synspunkt med.

I serien af blogindlæg om 'Glæden ved skønhed' afsnit nr. 5 introducerer jeg et begreb som jeg den gang ikke havde mødt før: 'Transient Hyperfrontality' som indebærer ...

... at hjernens bevidste styre- og kontrolsystem som sidder i det man kalder 'frontallapperne', at det for en tid svækkes, 'de-reguleres', 'går i slow-motion' (eller 'går helt i dvale'), - for så bagefter at kunne dukke op og tage kontrollen igen - og for på det tidspunkt at kunne udnytte de input - de ideer og løsningsforslag som andre dele af hjernen af sig selv har produceret mens den i en periode har fået lidt (eller meget) friere tøjler.

Læs mere her, blandt andet om "altered states of conciousness" som er det jeg tror ekstraordinært godt designe hjælper modtagerne og brugerne til lettere at komme i, en mental tilstand som man derefter vil kunne trække på under løsningen af en arbejdsopgave:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/11/nar-frontallapperne-slapper-af-og.html

Med en anden terminologi kan man sige at hjernens indbyggede 'normale' latente hæmnings-niveau for en tid svækkes eller sænkes.

   Det muliggør - åbner - flere aktive neurologiske forbindelser (nervebaner, synapser) mellem forskellige dele af hjernen, forbindelser som er nødvendige hvis den foreliggende opgave skal løses på en ny, kreativ og overraskende måde.

 

Og det kunne så også være mit bude på en forklaring på Marcus Rubins (og mange andres oplevelse, herunder mine egne tilsvarende) at det at omgive sig med brugsgenstande, fx. møbler eller køkkengrej, med ekstraordinært godt design, at det bidrager til at det er nemmere at komme i et kreativt flow når man skal eller er igang med en opgave, et flow hvor hjernen ubesværet og nemt skifter mellem de to neurologiske netværk: det indadvendte imaginations-orienterede og det udadvendte opgave-orienterede.

I overskriften på kommentaren i Politiken indgik også navnet på et andet produkt som Marcus Rubin lovpriser for sin særligt tiltrækkende æstetiske kvalitet - altså for sit suveræne design: en Moleskine notesbog.

   Og mens Apple som navn, brand, og pionerfirma inden for design af elektroniske produkter er kendt af næsten alle, så er 'Moleskine' utvivlsomt kun kendt inden for en snæver kreds - en 'elite' tør man måske endda sige, i lyset af den debat der nu har bragt en række diskussioner i pressen op på et plan hvor ingen mere forstår hvad hinanden snakker om.

   Jeg har en erindring om at jeg selv en gang for en del år tilbage anskaffede mig sådan en Moleskine notesbog, sikkert den gang jeg var TV-direktør (1992-98).

   Men for mig var oplevelsen altså ikke at jeg blev permanent fristet til  køb, ligesom jeg i øvrigt ikke skriver på Mac-computer (jeg har gjort det i nogle år i 90'erne, men det er længe siden.). Og min smartphone er heller ikke en iPhone, men én med android-styresystem.

   Så der er grænser også for uimodståeligheden i Apples og Moleskine superdesignede produkter.

   

Her er hvad Wikipedia indledningsvis fortæller om 'Moleskine':

Moleskine (Italian pronunciation: [mɔleˈskiːne]) is an Italian manufacturer, papermaker and product designer founded in 1997 by Maria Sebregondi, based in Milan, Italy.[2] It produces and designs luxury notebooks, and also includes planners, journals, sketchbooks, leather backpacks, wallets and various accessories and stationery.

   Moleskine's notebooks are stylised to follow the aesthetics of a 'traditional' black notebook with rounded corners and ivory-coloured paper. They are bound in cardboard with a sewn spine that allows the notebook to lie flat. An elastic band is used to seal, and a ribbon bookmark is included along with an expandable pocket inside the rear cover which is packed in a paper banderole.

   The name Moleskine does not have an official pronunciation in any other language except Italian.

Om sit forhold til den særlige notesbog, som altså associeres med forholdet til Apple-produkter, skriver Rubin:

Apple er selvsagt langtfra de eneste, som forstår dette. Et andet eksempel fra min egen verden er Moleskin-notesbøgerne.

   Igen en lille luksus, jeg og masser af andre skrivende køber til os selv, selv om vi bare kunne snuppe en gratis blok på kontoret. Hvorfor?    Fordi oplevelsen er lækker. Man har lyst til at tage noter i en Moleskin og føler sig mere kreativ og klog.

   Er det nødvendigt? Nej, måske ikke. Men det øger betragteligt glæden ved arbejdet og fristelsen ved at give den en ekstra tand. Lyder det forkælet?

   Det er det selvsagt også. Både Apple og Moleskin kommer et godt stykke oppe i Maslows berømte behovspyramide. Men det er trods alt deroppe, en stor del af os lever.

   Der er grimhed nok i et moderne kontorliv. Tak til Apple, Moleskin og alle de andre for at minde os om, at der også er et marked for elegance og smukt design.

Sådan ser den ud (findes i mange udgaver og med forskelligt ekstraudstyr der også koster kassen):

Søger man på nettet efter formuleringer af principper for godt design, dukker der en masse henvisninger op på navnet Dieter Rams, en kendt designer som er ophavsmanden til "10 principper for godt design". 

   Ifølge ham bør godt design følge nedenstående principper:

1. Godt design skal være innovativt
2. Godt design gør et produkt brugbart
3. Godt design er æstetisk
4. Godt design gør et produkt forståeligt
5. Godt design er diskret
6. Godt design er ærligt
7. Godt design er langvarigt
8. Godt design er gennemtænkt til mindste detalje
9. Godt design er venligt
10. Godt design er så lidt design som muligt

Læs udfoldelsen af principperne her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Dieter_Rams#Examples_of_Dieter_Rams.27_works

Jeg er overbevist om at Dieter Rams med disse principper rammer meget præcist i forhold til det som Marcus Rubin oplever og skriver om.

      Wikipedia giver designeren disse ord med på vejen:

Dieter Rams (20. maj 1932 i Wiesbaden) er en legendarisk tysk industriel designer, som arbejdede for det tyske firma Braun i 1960'erne. Hans design er berømt for det meget minimale udtryk og brugervenlighed, som stadig virker tidløst. Hans design har været en kæmpe inspiration for mange designere siden som chef-designer hos Apple Inc. Jonathan Ive[1][2].

Flere af min køkkenmaskiner er - tilfældigvis - af mærket Braun.

Jeg er så heldig at min frue som er uddannet inden for design, har fornemmelsen for godt design på rygraden og helt inde i sin kreative sjæl.

   Det har jeg sådan set også. Og da jeg var helt ung og måske ville være arkitekt, designede jeg faktisk et sofabord til mine forældre, som jeg i erindringer tænker på som godt design.

   Men fordi jeg også er lidt nærig, så har jeg i årenes løb, købt brugsgenstande til vores fælles hjem, som ikke levede op til fruens standard for godt design. Og som lige så stille er røget ud igen.

   Og fordi jeg i mine helt unge dage (1966)  købet Wegners 'flagline-stol' hos en marskandiser på Nørrebro uden at ane noget som helst om hvem der havde designet den og hvad den skulle vise sig at blive værd, så dokumenterer det at jeg - uden forstyrrelser fra den økonomiske virkelighed - også har en nærmest medfødt fornemmelse for godt design.

   Men efterhånden er jeg lært af fruen at når jeg synes noget er godt designet, så skal jeg glemme hvad det koster. Og så viser det sig at vi gang på gang er meget enige om hvad vi vil have ind i vores stuer og køkken.

   Jeg kan inden for de seneste år nævne nye lamper og nye reoler som er udtryk for særligt godt design, og som vi har købt i forbindelse med en nyindretning af de centrale rum i vores hus.

   Fx de her to design-berømmede artifakter: At Bo-reolen og Carravaggio P3-pendlen:

Carravaggio P3-pendel

At Bo-reolkasser

Jeg kan også nævne alle de mange Eames-siddemøbler jeg i årenes løb har anskaffet (efter at fruen havde gjort mig opmærksom på deres eksistens og helt særlige design-kvaliteter for mange år siden).

   Jeg nyder i den grad både at se på dem og sidde i dem:

Eames: EA 219

Eames: Compact sofa

Eames: EA 124

Især vil jeg fremhæve Eamsernes 'Compact'-sofa, et møbel som jeg blev forelsket i ved første blik da jeg så det på en Paustian-udstilling for en del år siden, og som jeg flere år senere erhvervede mig stort set fra ny på en netauktion - til en pris der var en tiendedel af hvad den ellers koster hos Paustian og på seriøse internationale møbelfirmaers hjemmesider.

   Som en lille specialitet: En scenograf på en af mine tv-arbejdspladser havde købte tre af den her type møbler til et talk-show. Prisen blev der ikke spurgt om.

  Jeg købte to stole og en sofa for en billig penge da der skulle ryddes op og ud på rekvisit-lageret:

  Collezione Giorgetti Progetti:

Min er den første fra højre

Mine to er den første fra venstre

Jeg vidste intet om denne møbelkollektion og deres italienske designer  - andet end at de bare havde det særlige design-touch som gjorde at det kunne være 'sjove' at have nogen af dem i sit daglige nærområde.

   De koster fra ny omkring det samme som Eames-stolene

Så er der nogle nyere anskaffelser til mit arbejdsværelse som også i mit hoved lever op til betegnelsen bemærkelsesvis godt design:

   Zanatta rundt bord i to etager på hjul:

Zanetto Giro rundt sofabord på hjul

Og her et let og smukt enkelt og velfungerende skrivebord af bambus, som Politiken plus har haft til salg i længere tid, og som jeg faldt for ved første syn og købte:

We Do Wood Field Skrivebord - Bambus

Og betyder det så noget - som Marcus Rubins kommentar peger på - at man til daglig omgiver sig med og bruger artifakter - brugsgenstande - af usædvanligt godt design (dvs design som har langtidsholdbarhed)?

   - Ja, jeg synes jeg oplever det - fx når jeg kommer hjem til vores hus eller sommerhus efter en længere tur i byen; gennem årene er det jo gradvist blevet gennem-møbleret med den slags kvalitetsdesignede møbler: 

   - Et stille sus af nydelse ved syn og gensyn med artifakter som man ikke bliver træt at opleve. En følelse der skyldes at synet udløser en mild dopamin-injektion i hjernens belønningssystem der sænker frontallappernes kontrol - nok til at gå igang med en opgave i lidt højere humør.

   Og jeg er faktisk ikke i tvivl om at mit veldesignede habitat hjælper på lysten til at skrive mine lidt skæve blogindlæg - og male gode og lidt specielle akvareller.

   Selv når humøret ellers er i bund - eller slæber sig af sted i en relativt lav mental flyvehøjde, så stimulerer den slag eksempler på særligt 'outstanding design' i omgivelserne mine (og fruens) mentale energier, er erfaringen.

   

Akvarelmaleriets mysterier (64) - dompap-par på reden med unger - konklusionen på en serie af akvareller med fælles motiv

I indlægget "Akvarelmaleriets mysterier (61) annoncerede jeg at jeg ikke var helt færdig med at lave akvareller med dompapper som motiv. Jeg ville udfordre mig selv med en beslutning om at male to umulige motiver: "Dompap med rønnebær i sne" og "Dompap ved rede med unger".

Min akvarel "Dompap med rønnebær i sne" fik jeg så beskrevet i det her indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/08/akvarelmaleriets-mysterier-62-nar-der.html

Og det kom til at se sådan ud - ret tilfreds er jeg med det:

Akvarel: Dompap på rønnebærklase i sne. 2017 (egenproduktion)

Her viser jeg så et på nettet fundet referencefoto til "Dompappar ved rede med unger":

I forhold til det at skulle male en akvarel med samme grundmotiv, udgør både redens virvar af kviste og strå og alle grangenene bagved og neden under problemer der skal løses. Og så kan man vist nok lige skimte noget af en fjerde unge i mellemrummet mellem den forreste unge og hannens røde bryst, som ikke er nødvendig for oplevelsen af helheden.

   En teknik til at male reden havde jeg delvist lært mig da jeg malede det stride hårlag i schæferhunden Baloos pels her:

Akvarel: Schæferen Baloo møder killingen Samson.
2017. (egenproduktion)

Den fjerde fugleunge skulle bare udelades i akvarellen, og grangenene gøres så tågede at de ikke forstyrrede hovedmotivet i forgrunden.

   At male fjerdragten hos de voksne fugle, havde jeg løst tilfredsstillende flere gange tidligere. Og ungernes fjerdragt i dæmpede grålige og brunlige nuancer som allerede fandtes i de voksnes dragter, burde ikke være noget problem. 

   Ungernes åbne næb med de sultne røde gab krævede omhyggelig brug af afmaskningsgummi til at sikre de tynde gule linjer i kanten af næbbet. Det lykkedes OK.

   Så langt om længe kom der den her akvarel ud af det:

Akvarel: Dompap par ved rede med unger. 2017. (egen produktion)

Oplevelsen af at ungerne (og delvist moderen) er klædt i camouflagefarver, synes jeg det er lykkedes mig at give. Og det var vigtigt. 

Det blev så konklusionen på serien som jeg begyndte for et par år siden med afsæt i et dompap-par som havde bygget en usynlig rede i en tætklippet busk ved bredden af sommerhusets sø. En rede jeg kun så som tom da ungerne var fløjet fra den.

Posttraumatisk Vækst (2) - når akvarelmaleriet er begyndt at blomstre efter en traumatisk nedtur - og andre historier om at påvirke hjernen til vækst og udvikling

'Posttraumatisk vækst' var for godt et år siden et for mig nyt begreb jeg var glad for at have stødt på - fordi jeg syntes det kunne bruges til at forklare hvordan relativt mange 'særligt kreative personligheder' er fælles om en mere eller mindre traumatisk barndom - med forældretab, flytterodløshed, mobning, seksuelt misbrug, etc. Forhold som hvis de fleste møder dem, slår dem mentalt ud af kurs med retning mod bunden, men som nogle forfattere og kunstnere tilsyneladende får vendt til noget brugbart og kreativitet-stimulerende.

Jeg fandt begrebet i en god up to date-sammenfatning af moderne kreativitetteori når den kobles med den moderne hjerneforskning: "Wired to Create".

   Forfatterne var Scott Barrry Kaufman og Carolyn Gregoire. Og det er fra den bog jeg havde fundet et godt Klee-citat: "I create - in order not to cry"

  Scott er videnskabelig direktør for the Imagination Institute in Positiv Psychology at the University of Pensylvania. Carolyn er såkaldt senior-skribent inden for bl.a. neuroscience på Huffington Post.

  Undertitlen var lidt for poppet efter min smag: "Discover the 10 things great artists, writers and innovators do differently." Det lugtede lidt for meget af endnu en lidt for smart og overfladisk amerikansk selvhjælpsbog.

   Men indholdet var faktisk helt OK og jeg kunne i bogen genkende mage af de pointer jeg siden jeg begyndte på bloggen "Peters Udsigt" for godt 7 år siden, har skrevet analytiske og videnskabeligt funderede indlæg om.

   Her et link til det indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/08/posttraumatisk-vkst-from-pain-to-gain.html

Jeg anbefaler mine læsere at læse eller genlæse det indlæg selv om det er langt, inden man fortsætter her i dette indlæg.

Jeg bemærker selv ved genlæsning at det gamle indlæg er helt uden referencer til mig selv og min helbreds-situation. Indirekte fortæller jeg altså at Post-Traumatisk-Stress-Syndrom og efterfølgende Post-Traumatisk-Vækst var personligt relevant for andre, men ikke for mig.

   Jeg kunne dog godt i indlægget have nævnt at bogen og pionerværket "Faktion som Udtryksmiddel" (1990) blev skrevet efter en alvorlig konflikt med min chef i DR´uddannelsesafdeling, som gjorde at jeg så mig nødsaget til at sige op.

   Og jeg kunne også have  nævnt at de 2 bind af værket "De levende billeders dramaturgi" (ca. 700 sider) og de to bind om Poul Martinsens liv og virke om tv-dokumentarfilm-instruktør (ca. 730 sider), begge blev skrevet efter en endnu alvorligere konflikt med min chef på journalistuddannelsen på SDU, hvortil jeg var blevet kaldet som "professor i journalistik" i 1998. 

   Det var en konflikt hvor jeg havde fagforeningen ind over, og som tilsvarende endte med at jeg måtte indgå en aftrædelsesordning med et års løn uden tillæg, men også uden tilstedeværelsespligt eller pligt til at skrive noget der var relevant inden for mine fagområder.

   I alle tilfælde leverer de kreative processer som det kræver at skrive bøger, og som drives af en kreativ vrede, de leverer en form for heling af de mentale sår efter en alvorlig personlig krise.

Indlægget fra sidste år er skrevet på et tidspunkt hvor jeg endnu troede at den medicin - Glivec - jeg fik mod min CML-lymfekræft som var blevet konstateret ca. et halvt år tidligere, ville gøre dét muligt som flere læger sagde: "at leve næsten som om man ikke havde sygdommen, og lige så længe som man ellers ville have levet"; hvis man altså var under permanent og kontrolleret behandling med medicinen - dvs. en pille om dagen - og som regel uden særligt alvorlige bivirkninger.

   Optimismen lyser tilsvarende også ud af denne oplysnings-hjemmeside om behandling af sygdommen fra Kræftens Bekæmpelse:

https://www.cancer.dk/kronisk-myeloid-leukaemi-cml/behandling-kronisk-myeloid-leukaemi/

Hvis jeg havde gravet dybere og researchet mere den gang, ville jeg have forstået at Glivec ikke virkede på alle, og at den i nogle procentvis få tilfælde kun virkede dæmpende på sygdommen i kortere tid, for så derefter at blive virkningsløs.

NB! I det følgende har jeg så kort jeg kunne, beskrevet hvad jeg oplevede med sygdommen og sygehusbehandlingen i godt et år. Det kan du springe over, og hoppe til konklusionen som fokuserer på fænomenet 'Postraumatisk Vækst' og dermed primært har med de positive 'senfølger' at gøre:

 

Godt en uge efter at jeg havde skrevet det lange indlæg den 23. august sidste år, blev jeg uplanlagt haste-indkaldt til en lægesamtale med min CML-læge på Roskilde Sygehus. Han fortalte at den sidste blodprøve viste at medicinen Glivec var holdt op med at virke. Men at der var en såkaldt 2.generations  medicin - Sprycel - der var nyere og mere effektiv, som virkede på samme måde, og som jeg for fremtiden skulle indtage i stedet. At der også kunne være tale om andre og mere alvorlige bivirkninger end ved Glivec, blev jeg dog advaret om, især fremhævede lægen: "vand i lungerne".

   For at gøre en lang historie kort: efter halvanden måned, blev behandlingen med Sprycel stoppet med det samme. Det viste sig at den ikke bare virkede 'nedslående' på min CML-lymfekræft som den skulle, men på hele mit blodsystem, som stort set blev lagt helt ned - med livsfarligt lave procenter for både røde og hvid blodlegemer og for blodplader. 

   Dvs. mit immunsystem var 'nede' og gjord mig ekstremt sårbar og modtagelig for alskens virus og bakterier, og hvis jeg fik blødninger indvendigt eller udvendigt - fx næseblod - så ville blødningerne ikke stoppe af sig selv (som hvis man har "blødersygdommen" som den der blev nedarvet i den russiske zar-familie).

   Og hvad værre var: den medicin man normalt brugte til at modvirke den slags effekter for at få den normale blodproduktion op at køre igen, viste sig at være virkningsløs - for to af de tre forsøg.

    I flere måneder fik jeg ugentlige blodtransfusioner for at få blodprocenten op, særlig indsprøjtninger til at få blodpladerne op. Flere gange havde jeg næseblod som ikke ville stoppe, og som endte med at blive behandlet med særlige blodplade-transfusioner.

I bakspejlet må jeg konstatere at behandlingen der skulle helbrede mig - eller i det mindste minimere CML-symptomerne, havde været nær ved at slå mig ihjel. 

En effekt af den stress min krop (og mit hoved) oplevede i de måneder, var - oven i købet - at mit hjerte nu var begyndt at flimre, så nu skulle et andet hold læger igang med at behandle det medicinsk. Pulsen skulle ned og blodet fortyndes - igen med piller. 

   Jeg fik ordineret en form for medicin som kaldes betablokker. En blandt læger kendt bivirkning af den er at den kan virke forstyrrende ind på hjernen så man få alvorlige mareridt i længere tid og depressioner. 

   Jeg blev ikke advaret om nogen bivirkninger, men fik efter to dages betablok-piller, en oplevelser af at Pandoras æske var blevet åbnet og min hjerne påvirket som havde jeg taget hash eller LSD i for store doser.

   På hjerteforeningens hjemmeside kan man læse under 'bivirkninger': "Der er også en del, der oplever søvnforstyrrelser, mareridt og depression." Og åbenbart var jeg en af dem, der oven i købet reagerede ekstremt meget og hurtigt.

   Min tillid til hjertelægerne på Roskilde Sygehus som har ord blandt kolleger for at være nogle af de bedste, ligger for fremtiden på et meget lille sted.

I løbet af foråret kom den normale blodproduktion gradvist, men langsomt op at køre igen. Og der var en stilstand i CML-sygdommens udvikling, så videre behandling blev udsat indtil for et par måneder siden hvor produktionen af leukæmi-cellerne begyndte at stige igen. 

   Så fik jeg for godt et par måned siden ordineret en endnu nyere CML-medicin - Busotinib - som kaldes "3. generations", og som blev udviklet til godkendelse for 4 år siden. Dvs. der er ikke alverdens erfaringer med hverken dosis eller hvor længe de virker. 

   Og jeg er sat på meget lav dosis i forhold til det "anbefalede". Den ser så småt ud til at virke, men blodprøver der skal vise om den gør det (for alvor), og hvor effektiv den er, kan først tages om måske en måned.

   Samtidig har den tilsyneladende også 'nedslående' bivirkninger på den normale blodproduktion, hvad der i sig selv taler for at være forsigtig med dosis for at undgå det samme traumatiske forløb som i vinters.

Jeg har i hele det år der er gået, haft vanskeligt ved at meditere, noget som jeg ellers fast har gjort en gang om dagen i mange år - faktisk siden 1979 hvor jeg på et kursus lærte TM-systemet med et givet mantra.

   Meditation har for mig altid været en simpel mental teknik til  nemt og hurtigt at komme i en effektiv urodæmpende og selvberoligende mental tilstand af tankeløst flow. Og den mekanisme holdt - ærgerligt nok - op med at virke da Sprycel-medicinen var  nær ved at slå mig ihjel.
   Mine tanker gik i ring og i ring og i ring - det man på engelsk omtaler som "rumination".

   Wikipedia fortæller om hvad det er for noget:

Rumination is the focused attention on the symptoms of one's distress, and on its possible causes and consequences, as opposed to its solutions.[1] Both rumination and worry are associated with anxiety and other negative emotional states; however, its measures have not been unified.[2] In the Response Styles Theory proposed by Nolen-Hoeksema (1998),[3] rumination is defined as the "compulsively focused attention on the symptoms of one's distress, and on its possible causes and consequences, as opposed to its solutions". Because the Response Styles Theory has been empirically supported, this model of rumination is the most widely used conceptualization. Other theories, however, have proposed different definitions for rumination. For example, in the Goal Progress Theory, rumination is conceptualized not as a reaction to a mood state, but as a "response to failure to progress satisfactorily towards a goal".[4]

Og egenproduktionen af akvareller som også har virket som en slags flow-skabende meditation, den gik også helt i stå i efteråret 2016.

 

Men at jeg altså kom igang igen - og faktisk siden marts 2017 har fået malet nogle at mine bedste akvareller overhovedet, det tilskriver jeg nu et mentalt trick som jeg i flere indlæg omtaler som at jeg bare laver "bestillingsarbejder" og "lejlighedsmalerier" når jeg maler.

   At tænke på og omtale akvarelmalerierne på den let nedgørende måde, har mentalt givet pote: "Jeg udstiller ikke, jeg sælger ikke, men jeg tager gerne mod bestillinger - som jeg så til gengæld ikke lover at indfri hvis jeg ikke har lyst eller ikke har overskud til det".
   Det er rammen og udmeldingen til omverdenen.

   Den formular har åbenbart fået vendt det kompleks af traumer som skyldes at min livslange 'latrophobia' ('lægefobi') i den grad blev næret af det aktuelle sygdoms- og behandlingsforløb - fået vendt det til en slag posttraumatisk kreativ vækst.
   Og det er min teori at det bl.a. er sket via en slags "kreativ vrede" som ikke mindst en virkelig dårlig rutinepræget behandling fra hjertelægerne på Roskilde sygehus siden udløste og stimulerede.

   Her et link til det første blogindlæg hvor jeg kan skrive om hvordan jeg kom igang med akvarelleriet igen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/04/akvarelmaleriets-mysterier-57-igang.html

Du kan så følge udviklingen ved at følge sporet fra "Akvarelmaleriets mysterier (57) via de følgende indlæg med samme overskrift: (58), (59), (60), (61), (62), (63).

Jeg forstår nu "kreativ vrede" som en vrede der indebærer dobbeltheden af den adrenalinproducerende respons på oplevelsen af at være i en livsfarlig klemme: "Fight or Flight" - "Kæmp eller Flygt".

   Hvis man som jeg i løbet af det sidste år indser at man ikke kan hverken det ene eller det andet på grund af en kronisk sygdom, så kan man - udtrykt med et begreb fra dyrepsykologien - lave en slags 'overspringshandlinger' som en mentalt og fysisk distraherende udvej: male akvarel og/eller skrive blog (og i øvrigt: dagligt at lave god og velsmagende aftensmad til fruen og mig selv).

   Men for at komme igang med det, må man  have noget der forpligter én til at komme igang selv om man er træt og uoplagt - ved at få en bestilling eller en ønskeseddel - eller ved at nogen bare har fødselsdag eller sølvbryllup som kræver en 'gave'.

   Og 'bestillinger' har der heldigvis været flere af på det sidste - også fra helt uventede kanter af mit familiære og vennemæssige nærmiljø, hvad listen af akvarelmaleriet mysterier (57-63) fortæller om og dokumenterer.

 

Hvad skriver Wikipedia om "Fight-or-flight response"?:

The fight-or-flight response (also called hyperarousal, or the acute stress response) is a physiological reaction that occurs in response to a perceived harmful event, attack, or threat to survival.[1] 

   It was first described by Walter Bradford Cannon.[a][2] His theory states that animals react to threats with a general discharge of the sympathetic nervous system, preparing the animal for fighting or fleeing.[3] More specifically, the adrenal medulla produces a hormonal cascade that results in the secretion of catecholamines, especially norepinephrine and epinephrine.[4] The hormones estrogen, testosterone, and cortisol, as well as the neurotransmitters dopamine and serotonin, also affect how organisms react to stress.[5]

   This response is recognized as the first stage of the general adaptation syndrome that regulates stress responses among vertebrates and other organisms.[6]

Når vejen "Kæmp" er spærret, og vejen "Flygt" er spærret, så kan det tvangsmæssigt fastlåste dilemma hvor negative tanker og forestillinger kører i ring ('rumination'), blive brudt og omdirigeret til en mentalt helende udvej hvor fantasien forbinder sig med nogle kreative tekniske og fysiske ressourcer, fx det at kunne male akvarel,  der i forening skaber posttraumatisk mental vækst.

   Men det forudsætter (som jeg læser teksterne om det) at sindet ejer en tilstrækkelig 'robusthed' ('resiliens').

Og hvorfor kom jeg nu igang med det her lange og personligt selvudleverende indlæg - der sætter det udmærkede, men upersonlige og distancerede indlæg om 'posttraumatisk vækst, fra sidste år i perspektiv?

- Det var et helsides opslag med en hovedartikel omgivet af tre kortere perspektiverende ekspertinterviews på side 8 i Politikens første sektion igår den 11. september. Med overskrifterne:

Verden skal genopfindes hver dag

Legeforsker: Leg dig fri

Vanebryderen: Start med dig selv

Hjerneforsker: Spænd hjelmen og brug underbevidstheden

Artikel-opslaget handler ikke om 'posttraumatisk vækst', men alligevel om noget der ligner. Det handler om at frigøre sig fra vantænkning og mentale blokeringer (som man måske kan sige at postraumatisk stress er en ekstrem udgave af), og dermed åbne for de kreative mentale vækst-ressourcer som alle faktisk besidder - i hvert fald i et vist omfang: 

Forskeren: Hjernen står i vejen for nytænkning

   Hjernen står i vejen for innovation, fordi den helst går direkte til en kendt løsning. Hjerneforsker Morten Friis-Olivarius har flere bud på, hvordan man kortslutter den.

   »Den måde, vores hjerne er indrettet på, modvirker kreativitet. Får vi et problem, så aktiverer hukommelsen det, vi ved i forvejen. Hjernen prøver kun at give de associationer, den tror, vi har brug for. Derfor er det utrolig svært at tænke nyt, når hjernen filtrerer alt, hvad den opfatter som irrelevant, fra«.

   Det forklarer neurobiolog og forsker Morten Friis-Olivarius, der gennem hele sit professionelle liv har undersøgt, hvordan hjernens kreative processer fungerer.

   Lige før du falder i søvn, er der en kort periode, hvor din hjerne passer sig selv og går på mental markvandring. Her opstår uventede ideer og sære associationer.

   For på dette tidspunkt aktiverer hjernen sit ’default mode-netværk’, som sætter ting og tanker i kontekst på tværs af tid, sted og normale antagelser.

   De frie tanker udspringer fra parahippocampus, en dybtliggende ældgammel del af hjernen, og denne centrifugering af tanker er forudsætningen for reel kreativitet.

   Det står i modsætning til opmærksomhedskrævende opgaver, som benytter vores ’attention-netværk’, den mere moderne del af hjernen, der målrettet arbejder mod at løse ethvert problem hurtigst muligt. Uden for mange svinkeærinder.

   »Ofte kan filtreringen være praktisk og tidsbesparende. Men det er ikke sikkert, at det giver kreative løsninger.

Her fortælles at det der forhindrer udvikling og vækst, er når 'attention-netværket' låser sig fast og vanemæssigt kører i tomgang - i modsætning til det der kræves for at kreativiteten kan forløses i praksis, nemlig helst hurtige og glidende - skift til det andet 'imaginationsnetværk' ('default mode-network') - og tilbage igen. 

Ifølge en teksten til hovedillustrationen i Politikens artikel, har hjerneforsker Morten Friis-Olivarius (som citeres ovenfor) opfundet en hjelm der med elektronisk stimulation kan lokke hjernen ud på mere kreative sidespor.

Ideen er at man med en app kan skrue op og ned for  hjernens to netværk, 'default mode-netværket' og 'attention-netværket', alt efter om man har brug for fri ideudvikling eller fokuseret arbejde.

Ifølge teorien om posttraumatisk vækst, så er det også skiftet og samarbejdet mellem de to netværk der er gået i udu. Men her er det nærmest omvendt: Posttraumatisk stress indebærer at imaginationsnetværket ikke kan eller vil lukke ned; bevidstheden domineres af tanker og fantasier der kører i ring ('rumination'), og det virker forstyrrende ind på attention-netværkets normale udadvendte funktion. 

Det jeg forestiller mig, er at Morten Friis-Olivarius hjelm der sender den svage strøm mellem ørerne, stimulerer det tredje netværk i hjernen (som ikke omtales i artiklen) 'the salience network' som er det der sørger for at skiftet mellem at de to andre netværk kan foregå hurtigt og produktivt.

   Og så forestiller jeg mig også at det at male akvarel, for eksempel, kan have en tilsvarende funktion når man mentalt sidder fast i traumatisk tomgang, nemlig denne: at fodre og stimulere "the salience network', så det bliver bedre til at varetage et nemmere og mere flydende skift mellem de to andre 'network'.

Akvarel: Dompap-par ved rede med unger (egenproduktion)