Sider

Viser opslag med etiketten salience network. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten salience network. Vis alle opslag

tirsdag den 12. september 2017

Posttraumatisk Vækst (2) - når akvarelmaleriet er begyndt at blomstre efter en traumatisk nedtur - og andre historier om at påvirke hjernen til vækst og udvikling


'Posttraumatisk vækst' var for godt et år siden et for mig nyt begreb jeg var glad for at have stødt på - fordi jeg syntes det kunne bruges til at forklare hvordan relativt mange 'særligt kreative personligheder' er fælles om en mere eller mindre traumatisk barndom - med forældretab, flytterodløshed, mobning, seksuelt misbrug, etc. Forhold som hvis de fleste møder dem, slår dem mentalt ud af kurs med retning mod bunden, men som nogle forfattere og kunstnere tilsyneladende får vendt til noget brugbart og kreativitet-stimulerende.

Jeg fandt begrebet i en god up to date-sammenfatning af moderne kreativitetteori når den kobles med den moderne hjerneforskning: "Wired to Create".
   Forfatterne var Scott Barrry Kaufman og Carolyn Gregoire. Og det er fra den bog jeg havde fundet et godt Klee-citat: "I create - in order not to cry"
  Scott er videnskabelig direktør for the Imagination Institute in Positiv Psychology at the University of Pensylvania. Carolyn er såkaldt senior-skribent inden for bl.a. neuroscience på Huffington Post.
  Undertitlen var lidt for poppet efter min smag: "Discover the 10 things great artists, writers and innovators do differently." Det lugtede lidt for meget af endnu en lidt for smart og overfladisk amerikansk selvhjælpsbog.
   Men indholdet var faktisk helt OK og jeg kunne i bogen genkende mage af de pointer jeg siden jeg begyndte på bloggen "Peters Udsigt" for godt 7 år siden, har skrevet analytiske og videnskabeligt funderede indlæg om.
   Her et link til det indlæg:
Jeg anbefaler mine læsere at læse eller genlæse det indlæg selv om det er langt, inden man fortsætter her i dette indlæg.


Jeg bemærker selv ved genlæsning at det gamle indlæg er helt uden referencer til mig selv og min helbreds-situation. Indirekte fortæller jeg altså at Post-Traumatisk-Stress-Syndrom og efterfølgende Post-Traumatisk-Vækst var personligt relevant for andre, men ikke for mig.
   Jeg kunne dog godt i indlægget have nævnt at bogen og pionerværket "Faktion som Udtryksmiddel" (1990) blev skrevet efter en alvorlig konflikt med min chef i DR´uddannelsesafdeling, som gjorde at jeg så mig nødsaget til at sige op.
   Og jeg kunne også have  nævnt at de 2 bind af værket "De levende billeders dramaturgi" (ca. 700 sider) og de to bind om Poul Martinsens liv og virke om tv-dokumentarfilm-instruktør (ca. 730 sider), begge blev skrevet efter en endnu alvorligere konflikt med min chef på journalistuddannelsen på SDU, hvortil jeg var blevet kaldet som "professor i journalistik" i 1998. 
   Det var en konflikt hvor jeg havde fagforeningen ind over, og som tilsvarende endte med at jeg måtte indgå en aftrædelsesordning med et års løn uden tillæg, men også uden tilstedeværelsespligt eller pligt til at skrive noget der var relevant inden for mine fagområder.
   I alle tilfælde leverer de kreative processer som det kræver at skrive bøger, og som drives af en kreativ vrede, de leverer en form for heling af de mentale sår efter en alvorlig personlig krise.

Indlægget fra sidste år er skrevet på et tidspunkt hvor jeg endnu troede at den medicin - Glivec - jeg fik mod min CML-lymfekræft som var blevet konstateret ca. et halvt år tidligere, ville gøre dét muligt som flere læger sagde: "at leve næsten som om man ikke havde sygdommen, og lige så længe som man ellers ville have levet"; hvis man altså var under permanent og kontrolleret behandling med medicinen - dvs. en pille om dagen - og som regel uden særligt alvorlige bivirkninger.
   Optimismen lyser tilsvarende også ud af denne oplysnings-hjemmeside om behandling af sygdommen fra Kræftens Bekæmpelse:
Hvis jeg havde gravet dybere og researchet mere den gang, ville jeg have forstået at Glivec ikke virkede på alle, og at den i nogle procentvis få tilfælde kun virkede dæmpende på sygdommen i kortere tid, for så derefter at blive virkningsløs.

NB! I det følgende har jeg så kort jeg kunne, beskrevet hvad jeg oplevede med sygdommen og sygehusbehandlingen i godt et år. Det kan du springe over, og hoppe til konklusionen som fokuserer på fænomenet 'Postraumatisk Vækst' og dermed primært har med de positive 'senfølger' at gøre:
 
Godt en uge efter at jeg havde skrevet det lange indlæg den 23. august sidste år, blev jeg uplanlagt haste-indkaldt til en lægesamtale med min CML-læge på Roskilde Sygehus. Han fortalte at den sidste blodprøve viste at medicinen Glivec var holdt op med at virke. Men at der var en såkaldt 2.generations  medicin - Sprycel - der var nyere og mere effektiv, som virkede på samme måde, og som jeg for fremtiden skulle indtage i stedet. At der også kunne være tale om andre og mere alvorlige bivirkninger end ved Glivec, blev jeg dog advaret om, især fremhævede lægen: "vand i lungerne".
   For at gøre en lang historie kort: efter halvanden måned, blev behandlingen med Sprycel stoppet med det samme. Det viste sig at den ikke bare virkede 'nedslående' på min CML-lymfekræft som den skulle, men på hele mit blodsystem, som stort set blev lagt helt ned - med livsfarligt lave procenter for både røde og hvid blodlegemer og for blodplader. 
   Dvs. mit immunsystem var 'nede' og gjord mig ekstremt sårbar og modtagelig for alskens virus og bakterier, og hvis jeg fik blødninger indvendigt eller udvendigt - fx næseblod - så ville blødningerne ikke stoppe af sig selv (som hvis man har "blødersygdommen" som den der blev nedarvet i den russiske zar-familie).
   Og hvad værre var: den medicin man normalt brugte til at modvirke den slags effekter for at få den normale blodproduktion op at køre igen, viste sig at være virkningsløs - for to af de tre forsøg.
    I flere måneder fik jeg ugentlige blodtransfusioner for at få blodprocenten op, særlig indsprøjtninger til at få blodpladerne op. Flere gange havde jeg næseblod som ikke ville stoppe, og som endte med at blive behandlet med særlige blodplade-transfusioner.

I bakspejlet må jeg konstatere at behandlingen der skulle helbrede mig - eller i det mindste minimere CML-symptomerne, havde været nær ved at slå mig ihjel. 

En effekt af den stress min krop (og mit hoved) oplevede i de måneder, var - oven i købet - at mit hjerte nu var begyndt at flimre, så nu skulle et andet hold læger igang med at behandle det medicinsk. Pulsen skulle ned og blodet fortyndes - igen med piller. 
   Jeg fik ordineret en form for medicin som kaldes betablokker. En blandt læger kendt bivirkning af den er at den kan virke forstyrrende ind på hjernen så man få alvorlige mareridt i længere tid og depressioner. 
   Jeg blev ikke advaret om nogen bivirkninger, men fik efter to dages betablok-piller, en oplevelser af at Pandoras æske var blevet åbnet og min hjerne påvirket som havde jeg taget hash eller LSD i for store doser.
   På hjerteforeningens hjemmeside kan man læse under 'bivirkninger': "Der er også en del, der oplever søvnforstyrrelser, mareridt og depression." Og åbenbart var jeg en af dem, der oven i købet reagerede ekstremt meget og hurtigt.
   Min tillid til hjertelægerne på Roskilde Sygehus som har ord blandt kolleger for at være nogle af de bedste, ligger for fremtiden på et meget lille sted.

I løbet af foråret kom den normale blodproduktion gradvist, men langsomt op at køre igen. Og der var en stilstand i CML-sygdommens udvikling, så videre behandling blev udsat indtil for et par måneder siden hvor produktionen af leukæmi-cellerne begyndte at stige igen. 
   Så fik jeg for godt et par måned siden ordineret en endnu nyere CML-medicin - Busotinib - som kaldes "3. generations", og som blev udviklet til godkendelse for 4 år siden. Dvs. der er ikke alverdens erfaringer med hverken dosis eller hvor længe de virker. 
   Og jeg er sat på meget lav dosis i forhold til det "anbefalede". Den ser så småt ud til at virke, men blodprøver der skal vise om den gør det (for alvor), og hvor effektiv den er, kan først tages om måske en måned.
   Samtidig har den tilsyneladende også 'nedslående' bivirkninger på den normale blodproduktion, hvad der i sig selv taler for at være forsigtig med dosis for at undgå det samme traumatiske forløb som i vinters.

Jeg har i hele det år der er gået, haft vanskeligt ved at meditere, noget som jeg ellers fast har gjort en gang om dagen i mange år - faktisk siden 1979 hvor jeg på et kursus lærte TM-systemet med et givet mantra.
   Meditation har for mig altid været en simpel mental teknik til  nemt og hurtigt at komme i en effektiv urodæmpende og selvberoligende mental tilstand af tankeløst flow. Og den mekanisme holdt - ærgerligt nok - op med at virke da Sprycel-medicinen var  nær ved at slå mig ihjel.
   Mine tanker gik i ring og i ring og i ring - det man på engelsk omtaler som "rumination".
   Wikipedia fortæller om hvad det er for noget:
Rumination is the focused attention on the symptoms of one's distress, and on its possible causes and consequences, as opposed to its solutions.[1] Both rumination and worry are associated with anxiety and other negative emotional states; however, its measures have not been unified.[2] In the Response Styles Theory proposed by Nolen-Hoeksema (1998),[3] rumination is defined as the "compulsively focused attention on the symptoms of one's distress, and on its possible causes and consequences, as opposed to its solutions". Because the Response Styles Theory has been empirically supported, this model of rumination is the most widely used conceptualization. Other theories, however, have proposed different definitions for rumination. For example, in the Goal Progress Theory, rumination is conceptualized not as a reaction to a mood state, but as a "response to failure to progress satisfactorily towards a goal".[4]
Og egenproduktionen af akvareller som også har virket som en slags flow-skabende meditation, den gik også helt i stå i efteråret 2016.

 
Men at jeg altså kom igang igen - og faktisk siden marts 2017 har fået malet nogle at mine bedste akvareller overhovedet, det tilskriver jeg nu et mentalt trick som jeg i flere indlæg omtaler som at jeg bare laver "bestillingsarbejder" og "lejlighedsmalerier" når jeg maler.
   At tænke på og omtale akvarelmalerierne på den let nedgørende måde, har mentalt givet pote: "Jeg udstiller ikke, jeg sælger ikke, men jeg tager gerne mod bestillinger - som jeg så til gengæld ikke lover at indfri hvis jeg ikke har lyst eller ikke har overskud til det".
   Det er rammen og udmeldingen til omverdenen.
   Den formular har åbenbart fået vendt det kompleks af traumer som skyldes at min livslange 'latrophobia' ('lægefobi') i den grad blev næret af det aktuelle sygdoms- og behandlingsforløb - fået vendt det til en slag posttraumatisk kreativ vækst.
   Og det er min teori at det bl.a. er sket via en slags "kreativ vrede" som ikke mindst en virkelig dårlig rutinepræget behandling fra hjertelægerne på Roskilde sygehus siden udløste og stimulerede.
   Her et link til det første blogindlæg hvor jeg kan skrive om hvordan jeg kom igang med akvarelleriet igen:
Du kan så følge udviklingen ved at følge sporet fra "Akvarelmaleriets mysterier (57) via de følgende indlæg med samme overskrift: (58), (59), (60), (61), (62), (63).

Jeg forstår nu "kreativ vrede" som en vrede der indebærer dobbeltheden af den adrenalinproducerende respons på oplevelsen af at være i en livsfarlig klemme: "Fight or Flight" - "Kæmp eller Flygt".
   Hvis man som jeg i løbet af det sidste år indser at man ikke kan hverken det ene eller det andet på grund af en kronisk sygdom, så kan man - udtrykt med et begreb fra dyrepsykologien - lave en slags 'overspringshandlinger' som en mentalt og fysisk distraherende udvej: male akvarel og/eller skrive blog (og i øvrigt: dagligt at lave god og velsmagende aftensmad til fruen og mig selv).
   Men for at komme igang med det, må man  have noget der forpligter én til at komme igang selv om man er træt og uoplagt - ved at få en bestilling eller en ønskeseddel - eller ved at nogen bare har fødselsdag eller sølvbryllup som kræver en 'gave'.
   Og 'bestillinger' har der heldigvis været flere af på det sidste - også fra helt uventede kanter af mit familiære og vennemæssige nærmiljø, hvad listen af akvarelmaleriet mysterier (57-63) fortæller om og dokumenterer.
 
Hvad skriver Wikipedia om "Fight-or-flight response"?:
The fight-or-flight response (also called hyperarousal, or the acute stress response) is a physiological reaction that occurs in response to a perceived harmful event, attack, or threat to survival.[1] 
   It was first described by Walter Bradford Cannon.[a][2] His theory states that animals react to threats with a general discharge of the sympathetic nervous system, preparing the animal for fighting or fleeing.[3] More specifically, the adrenal medulla produces a hormonal cascade that results in the secretion of catecholamines, especially norepinephrine and epinephrine.[4] The hormones estrogen, testosterone, and cortisol, as well as the neurotransmitters dopamine and serotonin, also affect how organisms react to stress.[5]
   This response is recognized as the first stage of the general adaptation syndrome that regulates stress responses among vertebrates and other organisms.[6]
Når vejen "Kæmp" er spærret, og vejen "Flygt" er spærret, så kan det tvangsmæssigt fastlåste dilemma hvor negative tanker og forestillinger kører i ring ('rumination'), blive brudt og omdirigeret til en mentalt helende udvej hvor fantasien forbinder sig med nogle kreative tekniske og fysiske ressourcer, fx det at kunne male akvarel,  der i forening skaber posttraumatisk mental vækst.
   Men det forudsætter (som jeg læser teksterne om det) at sindet ejer en tilstrækkelig 'robusthed' ('resiliens').


Og hvorfor kom jeg nu igang med det her lange og personligt selvudleverende indlæg - der sætter det udmærkede, men upersonlige og distancerede indlæg om 'posttraumatisk vækst, fra sidste år i perspektiv?
- Det var et helsides opslag med en hovedartikel omgivet af tre kortere perspektiverende ekspertinterviews på side 8 i Politikens første sektion igår den 11. september. Med overskrifterne:
Verden skal genopfindes hver dag
Legeforsker: Leg dig fri
Vanebryderen: Start med dig selv
Hjerneforsker: Spænd hjelmen og brug underbevidstheden
Artikel-opslaget handler ikke om 'posttraumatisk vækst', men alligevel om noget der ligner. Det handler om at frigøre sig fra vantænkning og mentale blokeringer (som man måske kan sige at postraumatisk stress er en ekstrem udgave af), og dermed åbne for de kreative mentale vækst-ressourcer som alle faktisk besidder - i hvert fald i et vist omfang: 
Forskeren: Hjernen står i vejen for nytænkning
   Hjernen står i vejen for innovation, fordi den helst går direkte til en kendt løsning. Hjerneforsker Morten Friis-Olivarius har flere bud på, hvordan man kortslutter den.
   »Den måde, vores hjerne er indrettet på, modvirker kreativitet. Får vi et problem, så aktiverer hukommelsen det, vi ved i forvejen. Hjernen prøver kun at give de associationer, den tror, vi har brug for. Derfor er det utrolig svært at tænke nyt, når hjernen filtrerer alt, hvad den opfatter som irrelevant, fra«.
   Det forklarer neurobiolog og forsker Morten Friis-Olivarius, der gennem hele sit professionelle liv har undersøgt, hvordan hjernens kreative processer fungerer.
   Lige før du falder i søvn, er der en kort periode, hvor din hjerne passer sig selv og går på mental markvandring. Her opstår uventede ideer og sære associationer.
   For på dette tidspunkt aktiverer hjernen sit ’default mode-netværk’, som sætter ting og tanker i kontekst på tværs af tid, sted og normale antagelser.
   De frie tanker udspringer fra parahippocampus, en dybtliggende ældgammel del af hjernen, og denne centrifugering af tanker er forudsætningen for reel kreativitet.
   Det står i modsætning til opmærksomhedskrævende opgaver, som benytter vores ’attention-netværk’, den mere moderne del af hjernen, der målrettet arbejder mod at løse ethvert problem hurtigst muligt. Uden for mange svinkeærinder.
   »Ofte kan filtreringen være praktisk og tidsbesparende. Men det er ikke sikkert, at det giver kreative løsninger.
Her fortælles at det der forhindrer udvikling og vækst, er når 'attention-netværket' låser sig fast og vanemæssigt kører i tomgang - i modsætning til det der kræves for at kreativiteten kan forløses i praksis, nemlig helst hurtige og glidende - skift til det andet 'imaginationsnetværk' ('default mode-network') - og tilbage igen. 

Ifølge en teksten til hovedillustrationen i Politikens artikel, har hjerneforsker Morten Friis-Olivarius (som citeres ovenfor) opfundet en hjelm der med elektronisk stimulation kan lokke hjernen ud på mere kreative sidespor.
Ideen er at man med en app kan skrue op og ned for  hjernens to netværk, 'default mode-netværket' og 'attention-netværket', alt efter om man har brug for fri ideudvikling eller fokuseret arbejde.
Ifølge teorien om posttraumatisk vækst, så er det også skiftet og samarbejdet mellem de to netværk der er gået i udu. Men her er det nærmest omvendt: Posttraumatisk stress indebærer at imaginationsnetværket ikke kan eller vil lukke ned; bevidstheden domineres af tanker og fantasier der kører i ring ('rumination'), og det virker forstyrrende ind på attention-netværkets normale udadvendte funktion. 

Det jeg forestiller mig, er at Morten Friis-Olivarius hjelm der sender den svage strøm mellem ørerne, stimulerer det tredje netværk i hjernen (som ikke omtales i artiklen) 'the salience network' som er det der sørger for at skiftet mellem at de to andre netværk kan foregå hurtigt og produktivt.
   Og så forestiller jeg mig også at det at male akvarel, for eksempel, kan have en tilsvarende funktion når man mentalt sidder fast i traumatisk tomgang, nemlig denne: at fodre og stimulere "the salience network', så det bliver bedre til at varetage et nemmere og mere flydende skift mellem de to andre 'network'.

Akvarel: Dompap-par ved rede med unger (egenproduktion)

tirsdag den 28. juni 2016

Kunst, kreativitet og kaos i hjernen - ny hjerneforskning om forbindelsen mellem sindsygdomme og det kunstneriske sind

Karen May Sorensen (skizofren): Tea Time 
NB! Dette indlæg kan med fordel læses i forlængelse af det foregående, da der er oplagte koblinger mellem dem:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/06/om-kruseduller-pa-papiret-og-om.html
Siden 2011 har jeg med ujævne mellemrum skrevet indlæg om den mulige sammenhæng mellem sindslidelser og kreativitet. Det første er her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/03/hj-iq-smelter-kaos-om-til-kreativitet.html
Det seneste er her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/01/hvad-ved-man-efterhanden-om-hjernens.html
Jeg har også i flere indlæg været inde på temaet i forbindelse med forskellige udstillinger af store (geniale?) kunstnere der også var syge i sindet. Senest i det her om den svenske maler Karl Frederik Hill som Nivaagaard præsenterede sidste efterår:

Karl Frederik Hill: "De sidste mennesker"
http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/01/kunst-og-galskab-er-der-en-sammenhng.html
Og den i mange år ukendte svenske kunstner Hilma af Klint hvis 'abstrakte billeder' blev udstillet på Louisiana for et par år siden, hun havde også et 'skrøbeligt sind' ifølge kilderne. 
   I hvert fald havde hun i sin ungdom mange og stærke hallucinationer og var i øvrigt synæstetiker:

Maleri af Hilma af Klint
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/linda-perhacs-og-hilma-af-klint-to.html 
I 2012 bragte jeg et indlæg om kunstnere med skitzofreni hvor jeg omtalte blandt andre Anne Marie Brauges og Torben Bohses billeder som er udstillet på museet på Sct. Hans:

Maleri af Anne Marie Brauge
Torben Bohse: Uden titel (Sct. Hans)
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/skitzofreni-og-kunst.html
Når emnet interesserer mig, er det blandt andet fordi jeg selv gennem et langt liv har udfoldet mig kreativt på flere fronter, og samtidig har en halvsøster som blev skizofren i en alder af 14 år. Og der er efterhånden en del forskning der taler for at der er en sammenhæng, og at den er genetisk bestemt.

Det fremgår også af en artikel i Weekendavisens kulturtillæg fra den 17. juni, skrevet af Lone Frank, en af de få virkelig originale videnskabjournalister i Danmark.
   Artiklen har rubrikken:
Syg kunst
Og overliggeren fortæller hvad vinklen er:
Myten om den store kunstner plaget af psykisk sygdom, kender vi alle. Men har det noget på sig? Er der en sammenhæng mellem kreativitet og sindslidelser?
Spørgsmålet er selvfølgelig stillet op, så det kan besvares med et JA ... MEN.

Jeg har læst de fleste af Lone Franks bøger, interviews med hende, og ganske mange af de artikler hun i årenes løb har skrevet i Weekendavisen.
   Sidst jeg skrev om hende var da bogen "Lystens pioner" udkom i foråret.

En af pointerne i en af hendes tidligere bøger "Mit smukke genom" var at hun var genetisk disponeret for depressioner. Faderen var maniodepressiv, moderen havde også depressioner, og begge havde selvmordstanker/-forsøg med i bagagen.
   Og selv var hun tydeligvis både superintelligent og meget kreativ. Det sidste viser sig tydeligt i hendes bøger der altid har et personligt metalag - "Lone Frank jagter en sandhed - også om sig selv" - som spændingskabende journalistisk plot.

Jeg er spændt på om der er nyt på området fordi det ikke er så længe siden jeg selv skrev om denne sammenhæng. Blandt andre havde jeg fundet frem til Shelly Carson der har fremsat teorien om "sharede vulnerability", en teori der går ud på at nogle gener der gør sindet sårbart eller overfølsomt i forhold til for mange sensoriske input, er fælles for mange kreative mennesker og mennesker med sindslidelser som depression og skizofreni.
   Den teori som inddrager fænomenet større eller mindre 'latent hæmning', refererer Lone Frank også. Hun skriver:
Undersøger man mennesker med skizotypisk træk, scorer de gerne højere end gennemsnittet på forskellige kreativitetsmål, og når man omvendt tester indlysende kreative mennesker, scorer de højere på skizotypiske træk end mindre kreative. 
Så den er god nok, der er en sammenhæng. Men hvad går den egentlig ud på?
Det handler om "kognitiv disinhibition", som psykologerne siger - eller en mere porøs psyke. Med det skizotypiske bliver der dybest set løst op for nogle af de normale mentale restriktioner og bånd som vi ubevidst kører med.
   Hjernen bombarderes hele tiden udefra af sanseindtryk, mens tanker og følelser trænger sig på fra indersiden, og for at kunne navigere og prioritere i rodet, er der installeret nogle mentale filtre. Mere eller mindre automatiske hjernemekanismer, som holder den rette mængde information tilbage, så der ikke opstår kaos i bevidstheden.
Det er meget klart og præcist formuleret med metaforer som "porøs psyke" og "mentale filtre" til at anskueliggøre hvad det handler om.
Filterfunktionen er kraftig nedsat hos skizofrene, og det samme gælder faktisk kreative individer, som ikke viser tegn på sygdom.
   "Hos dem lækker der lidt mere information ind i bevidstheden, som dermed har mere at arbejde med og kombinere," som psykolog ved Harvad University, Shelly Carson har formuleret det.
Teorien har Shelly Carson bl.a. fremsat i en afhandling fra 2011 med titlen "Creativity and psychopathology - a shared-vulnerability model".
   I artiklens "abstract" sammenfatter hun den således:
This model, supported by recent findings from neuroscience and molecular genetics, suggests that biological determinants that confer risk for psychopathology interact with protective cognitive factors to enhance creative ideation. Elements of shared vulnerability include cognitive disinhibition (which allows increased stimuli into conscious awareness), an attentional style that is driven by novelty-salience, and neural hyperconnectivity that may increase associations among disparate stimuli. These vulnerabilities interact with superior meta-cognitive protective factors, such as high IQ, working memory capacity, and cognitive flexibility, to produce an enlarged body of stimuli that is available in conscious awareness to be manipulated and combined to form novel and original ideas.
Pointen er her at der for dem der ikke bliver syge i sindet selv om de mentale filtre er mindre tætmaskede på grund af et særlig genetisk setup, at de med sig i den mentale bagage har nogle "beskyttelsesfaktorer" der gør dem mindre sårbare og mere modstandsdygtige mod det indre kaos som det øgede input af informationer kan bevirke.
   Til disse beskyttelsesfaktorer hører det som Lone Frank omtaler som "rå intelligens", men også en relativt større kapacitet i arbejdshukommelsen og en 'kognitiv fleksibilitet', som gør det muligt for de særligt kreative at kombinere de flere input til nye og originale ideer.

Og de 'sårbahedsfaktorer' som særligt kreative og sindslidende har som fælles genetisk bagager er:
  • Svækket 'latent hæmning' (= mere porøse mentale filtrer mod sensoriske input)
  • Forstærket lyst til at gå på opdagelse ("novelty-seeking")
  • 'Neural hyperkonnektivitet', dvs at der er unormale neurale forbindeler mellem hjerneområder der ellers ikke er funktionelt forbundet (som man fx ser hos synæstetikere)
I en af artikelversionerne finder man dette resume af artiklens "highlights":
  • Cognitive systems that underlie creative ideation may be dependent upon irregularities in both serotonin and dopamine neurotransmitter systems.
  • Creative individuals may depend on vulnerability factors to enhance their work.
  • Since creativity and psychopathology may be different outcomes of biological vulnerability factors, art, music, or writing therapies may improve symptoms of psychopathology by increasing protective factors associated with creativity.
Man bemærker at der ved alle tre punkter står "may be". Der er tale om en model eller en teori.
   Jeg noterer også at den fysiologiske forklaring på afvigelserne sandsynligvis skyldes afvigelser og uregelmæssigheder i produktionen af neurotransmitter-hormonerne dopamin og serotonin i hjernen.  
     Der er uorden i det man kalder 'dopaminsystemet' som blandt andet styrer det såkaldte 'belønnngscenter' som kan skabe afhængighed af fx alkohol og euforiserende stoffer eller af dagdrømmerier (jfr. foregående indlæg). 
   Se mere om det her hvor jeg refererer til forskning af den svenske forsker dr. Ullén fra Karolinska Instituttet:
Hovedpersonen i første del af Lone Franks artikel er psykiateren Nancy Andreasen fra University of Iowa.
   Hun har foretaget eksperimenter med at lade anerkendte kunstnere hjerneskanne - og  så konstatereret at der hos dem, både når de var i hvile og når de fik nogle forskellige opgaver og input, var usædvanlig høj aktivitet i de centrerer i hjernen som kaldes 'assciationsområderne' ('association cortecies').
   De beskrives sådan her i Lone Franks artikel:
Det er de dele af den krøllede hjernebark, som modtager og behandler information fra sanserne og integrerer dem med  erindringer og information som allerede er lagret.
   Og den høje aktivitet gav mening. For er kernen ikke netop at tage det kendte og forme noget nyt og originalt ud af det?
Det er ikke alverden præcist. Og går jeg til kilden: Nancy Andreasens egen beskrivelse, så er hun heller ikke mere præcis. Men hun beskriver sine erfaringer og sin forskning meget levende, så jeg kan godt forstå at Lone Frank trækker intimt på hendes "erindringsskitse" fra 2014.
   Her et link til hele teksten som er meget personligt fortalt:
En større engelsk leksikon-artikel der beskriver forskningen i hvordan de forskellige dele af associations-områderne i den krøllede hjernebark fungerer, slutter med følgende skelnen mellem tre 'associations-cortecies':
Together, these studies indicate that, among other functions, the parietal association cortex is especially important for attending to complex stimuli in the external and internal environment, that the temporal association cortex is especially important for identifying the nature of such stimuli, and that the frontal association cortex is especially important for planning appropriate behavioral responses to the stimuli.
Hvis teorien om at særligt kreative personer har en relativt lav latent hæmning, (LLI) hvis den holder, så hænger det jo godt sammen med at de så skal bruge mere mental energi til at sortere og bearbejde de relativt flere informationer som slipper igennem de mentale filtre.
   Det hænger også godt sammen med at associationsområderne ikke bare skal integrere informationer udefra via sanserne, men også bearbejde input indefra - fra det der kaldes 'default mode-netværket' i hjernen, som antages at værre tæt forbundet med det at vær kreativ.
   Det er det netværk som er meget aktivt når vi er i hvile, og når vi dagdrømmer, men det er også aktivt når vi fx hører historier eller ser dem på film, eller når vi skal fremkalde episodiske erindringer fra fortiden, eller forestille os hvordan andre personer har det ('Theory of Mind'), eller fantasere om os selv i fremtidige situationer.
 
En teori (som jeg ikke lige har set luftet nogen steder) kunne være at særligt kreative mennesker med et mere porøst mentalt filter end de fleste (=LLI), også har et mere porøst filter i forhold til input fra det introspektive, drømmende og fantaserende default mode-netværk. Når der derfra lækker flere informationer ind til de andre associationsområder end 'normalt', så har disse dele af associationscortex  et større job med at integrere dem med de informationer der kommer udefra.
   Og så er de altså en fordel at være udstyret med en eller flere af de mentale "beskyttelsesfaktorer" nævnt oven for.

Jeg har fundet den her model af samspillet mellem default mode-netværket og to andre netværk som til sammen "make up creativity":


Hvordan associations-cortex-områderne skal placeres i forhold til dem, kan jeg ikke lige gennemskue her.
   Men på en anden blok har jeg fundet et interview med en af pionererne inden for hjerneskanninger og opdagelsen af forskellige netværk i hjernen, professor Marcus Raichle fra Washington University School of Medicine in St. Louis, Missouri.
   I interviewet forklarer han funktionen af tre forskellige netværk i hjernen: 'the default mode network' og to andre. Han bliver spurgt:
Two other networks in the association area are called the attention and salience networks – what is the difference between these and the default mode network?   
Og han svarer:
“Attention networks – there are actually two of them – determine our capacity to attend to specific tasks we need to do. Studies indicate that certain areas of the cortex have increased activity when we perform tasks with the attention focused in a specific direction or on specific aspects of the task. These areas are active all the time, no matter what we are doing. But their activity increases, as does their impact, when we focus on distinct tasks. I like to think of it as losing yourself in your task or work, and you just focus on what you are doing.
   “The salience network seems to be involved in determining how relevant a particular piece of information, or a thing you are looking at or thinking about, is to you. This brings us closer to the perception we have of how we integrate information from the world around us with ourselves. We must be capable of relating to the external world, as well as our bodies, with some sort of self-image. Something could be important to you because you like it, or because you don’t like it and it is potentially dangerous. Those are critical decisions for survival.
   “To summarize the function of the three networks: the attention network makes it possible for us to relate directly to the world around us, i.e., here and now, and the default mode network makes it possible to relate to ourselves and our memories and previous experiences, i.e., the past and future. The salience network makes us switch between the two others according to our needs.” 
http://www.themeditationblog.com/the-brains-default-mode-network-what-does-it-mean-to-us/
Det er for mig lige nu uklart om det er aktiviteten i alle tre netværk som Nancy Andreasen har målt på.
   Mit bud ville være at den relativt større aktivitet i associationscortex hos de særligt kreative forsøgspersoner, primært stammer fra default mode-netværket, og at den aktivitet så udløser øget aktivitet i det to andre netværk.

Et hvilket som helst blogindlæg fungerer som en 'serendipitetsgenerator' (et nyt ord jeg lige har opfundet). Dvs. når først jeg begynder at skrive på det, så surfer jeg energisk på nettet, og så opdager jeg begreber og sammenhænge som jeg ellers aldrig ville have tænkt på.
   Det gælder også dette indlæg som jo handler om en række emner jeg med flid har dyrket her på bloggen.
  Men med i købet får man jo som regel en række links til hjemmesider hvis indhold man gerne vil forfølge videre - en anden dag. 
   Ofte glemmer jeg dem så, men denne gang bruger jeg slutningen af bloggen her som en huskeliste over links som jeg regner med at ville udfolde ved en senere lejlighed.
    Det er dels noget om default mode-netværket som kilde til litteratur og storytelling, dels noget om de positive sider ved dagdrømmerier (det forgående indlæg handlede jo om nogle negative sider), og endelig stødte jeg på en mand som jeg må kigge nærmere på: Donald T. Cambell, der blandt andet har udviklet en teori om evolutionen af kreativitet som forkortes BVSR, der står for "Blind Variation and Selective Retention".
http://www.psychologytoday.com/blog/beautiful-minds/201102/why-daydreamers-are-more-creative
http://www.blog-thebrain.org/blog/2015/01/06/literary-activity-and-the-default-mode-network/
http://journal.frontiersin.org/article/10.3389/fnhum.2013.00330/full
http://www.blog-thebrain.org/blog/2015/01/06/literary-activity-and-the-default-mode-network/
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3613603/
http://mindblog.dericbownds.net/2014/03/default-mode-network-seat-of-literary.html
 http://journal.frontiersin.org/article/10.3389/fpsyg.2013.00626/full
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24300116
https://www.psychologytoday.com/blog/the-fundamental-four/201202/creativity-and-intelligence-the-underlying-bvsr-process
https://en.wikipedia.org/wiki/Donald_T._Campbell#Blind_variation_and_selective_retention
 https://en.wikipedia.org/wiki/Campbell%27s_law