 |
| Egen produktion: Tre kirkeugle-unger på en død træstamme. 2018 |
For et par indlæg tilbage skrev jeg om de forbindelseslinjer som erindringen kunne trække mellem en rejse til Japan for 9 år siden, over stenugler i gården sendt med fragtmand fra en rejsekammerat fra Japan-turen - og til de første forsøg på at male ugler i akvarel.
Sammenhængen var og er forankret i den japanske Shinto-religion som har rødder til de oprindelige folks religiøse grundforestillinger om at dyr, fugle, træer, klipper, bjerge, floder - kan være besjælede eller beåndede. Og som man kan eller bør dyrke som en slags lokale guder.
Forskerne taler i den sammenhæng om 'animisme', Og en af de faste figurer i den religion og den kultur som er forbundet med den, er såmænd ...
UGLEN
Her et ofte vist og set japansk træsnit med en flyvende (slør)ugle:
 |
| Ohara Koson (1877-1945): Ugle med måne og kirsebærrblomster |
Her et link til det første indlæg om de første ugle-akvareller hvori jeg annoncerer en fortsættelse i et senere indlæg; så det er sikkert ikke så dumt at læse det først:
Her det tre første ugle-akvareller som jeg ikke var helt tilfreds med:
Fælles for dem er at jeg har brugt mine ellers relativt ubrugte Winsor & Newton watercolor-markers, som jo er velegnede til kontrollerede detaljer som fx. pletterne i en ugles fjerdragt, og som umiddelbart skulle gøre det lettere at male den slags motiver. Jeg havde stor glæde af dem, da jeg malede akvarellerne med Dalby Kirke i Skåne som motiv.
Problemet ved den første af de tre akvareller - en kirkeugle der går hen imod dig - er at pletterne i fjerdragten er for ensformige i farve og form.
Problemet ved den anden - et nærbillede af hovedet af en sneugle - er at pletterne i fjerdragten er for små i forhold til hvad referencebilledet viste. Sjuskeri med iagttagelsen af motivets detaljer på grund af manglende koncentration, tænker jeg nu.
Problemet med den tredje - en sneugle i fuld figur på en klippe med sne på - er at den brune farve som pletterne var tegnet/malet med, ikke var tør, så da jeg forsøgte at give skygger til den underliggende hvide del af fjerdragten, så ender det med at jeg får lagt en tynd lorte-brun farve hen over det hvide, hvad der ikke bekommer motivet særlig godt.
I stedet for bare at kassere de fejlbehæftede billeder, besluttede jeg - undtagelsesvis - at se om jeg kunne gøre noget ved problemerne og rette fejlene, i stedet for bare at starte på en frisk:
Næste døde billede:
Her har jeg med pensel forlænget de fleste pletter med en lidt anden blåsort nuance. Klart en forbedring, synes jeg.
Her har jeg med den zinkhvide dækfarve som er med i en af mine farvelader, malet hen over en lang række af de områder i fjerdragten som var blevet bruntonet. Også det en forbedring, men ikke tilfredsstillende.
Samtidig har jeg givet himmelen en ekstra lag blåt, og inden da masket af så der efter afgnidning ville komme et ekstra lag snefnug.
Det syntes jeg lykkedes.
Samlet resultat. De to første akvareller af hhv. kirkeuglen og nærbilledet af sneuglen, ville jeg ikke kunne lave meget bedre ved at male dem en gang til.
Derimod vil jeg med fordel kunne male en ny version af sneuglen i helfigur.
De tre akvareller er digitalt beskåret så de fremtræder som hvis de kom i glas og ramme med en passpartout. Og de er alle blevet 'automatisk farvekorrigeret' så det hvide i billedet - papirets farve- rent faktisk fremtræder hvidt, og ikke lyst gråblåt som på den oprindelige fotografier.
 |
| Egen produktion: Kirkeugle på vandring |
 |
| Egen produktion: Senugle - portræt |
 |
| Egenproduktion: Sneugle - total (1) |
Jeg gik så og ruminerede nogle dage over mit samliv med ugler som jeg var begyndt at kalde frem i erindringen.
For eksempel var mit første møde med ugler i litteraturen, uglen i Peter Plys som kunne læse og skrive. Men stave kunne han ikke (ligesom mig): Han stavede det "Gugle".
Det var min far som læste Peter Plys op for mig - som en slags godnat-historie, og det har vel været på et tidspunkt hvor jeg måske lige var begyndt i skolen.
Uglen var en lidt speciel figur i Peter Plys-universet hvis tegning ikke rigtig lignede tegningerne af de andre dyrefigurer, hvilket efter sigende skyldes at uglen ikke er tegnet efter de dukker som forfatterens søn havde at leje med.
Og siden jeg husker det så klart, så må det have sagt mig et eller andet at uglen i hundredmeter-skoven havde høj status for sin klogskab og evne til at fortælle lange historier, men at den altså samtidig ikke kunne stave sit eget navn korrekt.
Her nogle akvarelmalede tegninger med uglen fra den engelske originaludgave af Peter Plys:
Da Harry Potter-bølgen og -universet tog land i 1997, var det for mange - og også mig - indlysende at han måtte have en hvid ugle - en sneugle - som budbringer og nære fortrolige.
Hvad ingen kunne forudsige, var dens navn: Hedwig.
Hedwig (d. 27 July, 1997) was Harry Potter's pet Snowy Owl (Bubo scandiacus). Hedwig was an 11th birthday gift from Rubeus Hagrid to Harry. Hagrid purchased her at Eeylops Owl Emporium.
In addition to the usual use Owls are put to, delivering mail, Hedwig was also a close companion to Harry. She remained one of his closest friends right up to her death during the Battle of the Seven Potters at the height of the Second Wizarding War.
 |
| Harry Potters Hedwig. |
Men hvad kendetegner virkelighedens uger?
Der er godt 200 arter der er spredt over hele kloden.
De er typisk rovfugle der jager om aftenen eller om natten.
Deres primære føde er mus, rotter, insekter, fugle(unger) og andre mindre dyr som de kan slå klørene i - i ly af mørket.
'Uglegylp', et lidt mærkeligt ord, kommer jeg pludselig i tanker om.
Fra min barndom husker jeg at jeg og mine søskende på de svampjagt-ture som min far ledede, næsten også altid fandt 'uglegylp' ved foden af store træer.
Det var de opgylpede og for uglen ufordøjelig rester af de byttedyr de havde fanget og ædt i løbet af natten: en ulækker og også lidt uhyggelig blanding af skind, fjer og knogler:
 |
| Uglegylp |
Ugler er ikke i zoologisk forstand beslægtet med de andre rovfugle: ørne, musvåger, glenter, gribbe, falke mv.
Nærmeste fætre og kusiner i fugleverdenens stamtræ er natravne, fortæller de kloge.
Flyveevne: Uglers vinger og fjerdragt er specielt indrettet til at deres flyvning kan foregå helt lydløst og relativt langsomt.
Lyd: Nogle ugler skriger, nogle tuder - og det er de mest kendt for.
Når man hører en ugle tude i tusmørket eller om natten, så synes de fleste mennesker det lyder uhyggeligt og ildevarselende.
Mange uglearter giver slet ikke lyd fra sig - og jager altså i total stilhed. Det gør ikke menneskene mere trygge.
Syn og hørelse: Umiddelbart er det der falde en i øjnene når man ser en ugle (og den ser dig), det er dens helt specielle øjne som er store og fremadrettede ligsom menneskers og kattes er det:
Uglernes fremadrettede øjne giver et større binokulært synsfelt end hos næsten alle andre fugle, hvilket sikrer en god afstandsbedømmelse på bekostning af et noget reduceret synsfelt. Øjnene er praktisk taget ubevægelige i deres huler, men til gengæld kan ugler dreje hovedet mere end 270° (3/4 omgang).
Også uglens hørelse er fænomenal - og dens specielle fjerede øjenomgivelser ('parboler') har en særlig funktion i den forbindelse; det er en slags lydforstærkende høreapparat:
Mens synet tillader uglerne at bevæge sig omkring i nattemørket, er høresansen nok så vigtig, når byttet skal lokaliseres. Uglernes slør er en mere eller mindre komplet krans om ansigtet, inkl. øreåbningerne, bestående af tætpakkede fjer med flade skafter og reducerede faner, der virker som et par høretragte; ansigtspartiet inden for kransen er dækket af fjer med løs fane, der ikke dæmper lyden.Øreåbningerne er meget store og omgivet af bevægelige hudfolder; også det indre øre og de associerede dele af hjernen er store. Hos mange ugler er de to øreåbninger desuden forskelligt udformet og placeret, og hos nogle få arter ses denne asymmetri også i kraniebygningen. Små forskelle i tid og lydstyrke mellem de to ører gør det muligt at lokalisere lyden fra byttedyr meget præcist.
Læs mere her:
I det tidligere indlæg fortalte jeg om uglens symbolske betydning i japansk kultur og religion som vi mødte den på fruens og min Japanrejse for 9 år siden, en betydning som japanerne deler med andre sydøstasiatiske kulturer som også har animisme som undertekst til de fleste kulturelle og religiøse ritualer og symboler.
.Det oplevede vi også på vores senere rejse til Burma/Myanmar, hvorfra vi hjembragte disse to lak-ugler og en Buddha som efterhånden i mange år har stået i min vindueskarm og har inviteret til lykke og held:
 |
| Lakugler fra Myanmar - overvåget af Buddha-skulptur |
Kombinationen af det at ugler er aften- og natdyr der jager i total stilhed, deres uhyggelige tuden og skrigeri, og deres store øjne som stirre på én ligesom man stirrer tilbage på på den, gør tilsammen at ugler har en helt særlig status i mange kulturers mytologi.
Throughout history and across many cultures, people have regarded Owls with fascination and awe. Few other creatures have so many different and contradictory beliefs about them.Owls have been both feared and venerated, despised and admired, considered wise and foolish, and associated with witchcraft and medicine, the weather, birth and death.Speculation about Owls began in earliest folklore, too long ago to date, but passed down by word of mouth over generations.In early Indian folklore, Owls represent wisdom and helpfulness, and have powers of prophecy. This theme recurs in Aesop's fables and in Greek myths and beliefs.By the Middle Ages in Europe, the Owl had become the associate of witches and the inhabitant of dark, lonely and profane places, a foolish but feared spectre.An Owl's appearance at night, when people are helpless and blind, linked them with the unknown, its eerie call filled people with foreboding and apprehension: a death was imminent or some evil was at hand.During the eighteenth century the zoological aspects of Owls were detailed through close observation, reducing the mystery surrounding these birds. With superstitions dying out in the twentieth century - in the West at least - the Owl has returned to its position as a symbol of wisdom.
Så ugler forbindes symbolsk både med klogskab og dyb visdom - og med trolddomskunster og heksedoktormedicin
Og ikke mindst interessant: Deres tilstedeværelse og lyde betragtes af folket der har ører at høre med, som varsler - om den gode lykke - eller den onde - om fødsel og død.
Det foregående indlæg om bl.a. den unge danske kunstner Coco Electra havde også associationer til Japansk kultur - nemlig manga-tegnestilen.
I mange af hendes malerier som jeg finder på nettet, ser vi kvinder med store dukkeagtige øjne og ansigter.
Ofte har disse kvinder dyr eller fugle med i billedet. Som de omfavner eller knuger ind til sig.
Hun bør logisk også have ugler med i nogle af billederne, tænker jeg. Og det har hun også , viser det sig:
 |
| Coco Electra: Hvid ugle med koffert |
Tilbage ugle-akvarellerne.
Den sneugle i hel figur jeg var mest utilfreds med af de tre første ugle-akvareller, besluttede jeg skulle have et remake:
 |
| Egen produktion: Sneugle i snevejr. 2018 |
Den blev vellykket, synes jeg.
Her malede jeg de blåviolette skygger på den hvide fjerdragt først. Og derefter de brune pletter i fjerene. Og malet mere omhyggeligt og nøjagtig i forhold til referencebilledet, så fjerdragten fremtrådte mere som sammensat af fjer.
Den sneende himmel ændrede jeg også, så den blev nogenlunde ensfarvet fra top til bund, hvorved snefnuggene blev tydeligere end i første version.
Så var jeg på sporet igen.
Og jeg havde besluttet at slørugler som motiv var så specielle at jeg måtte prøve at male en af dem.
Dels er de interessante rent farvemæssigt, og så giver det meget store ensfarvede lyse slør om øjnene, dem et lidt spøgelsesagtigt - fascinerende - udtryk.
Først et maleri i en halvnær af motivet:
Grundlæggende er der som i de andre uglemalerier kun brugt to farver: her okker-orange og blå-violet. Og lidt konturtegning med tusch - også brugt til de tynde fjer omkring øjne og og næb.
Går man på nette efter slørugler - på engelsk barn-owls - så finder man mange fascinerende billeder af dem - flyvende.
Så det motiv måtte jeg også prøve.
Et særligt kendtegn ved dem flyvende, er at de tit fremtræder urealistisk - magisk - forvredne fordi deres hoved, ligesom andre uglers, kan dreje 270 grader i forhold til kroppen.
Det kom der denne akvarel ud af:
Uglen som figur med farver og tegninger i fjerdragten, er jeg faktisk tilfreds med.
Det var svært at holde tungen lige i munden - altså at styre penslen og farverne.
Og billedet som helhed er sjovt nok lidt livløst - lidt kedeligt. Der mangler kontekst - en historie.
Mange af de japanske træsnit med ugler, har en måne med i billedet. Så det prøver jeg at lægge ind:
Erfaringen siger 'skov': grene, kviste, blade.
Den flyvende slørugle er igang med at lande:
'Skoven' er malet på fri hånd - og farven er den samme som himmelen, men mørknet en smule.
Meget tilfreds.
Nu havde jeg to sneugle-akvareller og to slørugle-akvareller. Jeg burde så male en akvarel mere med kirkeuglen som motiv.
Jeg samlede fra nettet en mappe med mulige referencefotos af kirkeugler i par. Langt de fleste viste sig ved nærmere eftersyn at være kirkeugle-unger. Med en ekstremt høj 'nuttethedsfaktor'.
Her et udvalg af muligheder til den sidste akvarel i denne omgang:
Egentlig har så charmerende fotos, ikke har brug for transformationen ind i akvareldrømmenes rige.
Men skal det være, så skal det også være den variant af motivet som er sværest: det sidste med hele tre kirkeugle-unger, hvor de to giver sig hen i kærlige nydelse med lukkede øjne - bag om ryggen på den tredje hvis udtryk spørger: Hvad foregår her?
For at holde styr på fjerdragtens plettede mønstre, gør jeg vildt brug af afmasknings-gummi oven på den kalkerede tegning - inden jeg kaster mig ud i akvarelmaleriet:
Når akvarellen er næsten færdigmalet gnubber jeg gummiet af. Og så giver jeg den en finish med en tynd tuschpen: især de hårtynde fjer omkring øjne og næb, bliver trukket op; endvidere fremhæves med blåviolet de mørke skygger under vingefjerene og i de områder hvor de to 'over-unger' og den 'undertrykte' unges profiler mødes.
Sådan:
|
| Egen produktion: Tre kirkeugle-unger på en død træstamme. 2018 |
(Fra)valget af en ensfarve koboltblå himmel, kan diskuteres.
Jeg syntes det blev for kedeligt - og brugte en papirserviet til at suge lysere områder frem mens farven stadig var våd.
Tilfreds? - Ja!
Også fruen var glad. Og ønskede straks netop den akvarel i glas og ramme på sin 'fuglevæg' med et udvalg af mine fugleakvareller i entreen.
Og, pyha. Det skabte det problem at jeg måtte kaste mig ud i endnu en akvarel-re-make.
For min kreative og opfindsomme muremester i Vestjylland havde nemlig valgt den samme akvarel som en del af sin 'returkommisionen' for stenuglerne som jo af istidens iskappe først var blevet slæbt ned til Vestjylland fra de norske fjelde - og efter tilhugning - så mirakuløst endte i vores gård i Sydsjælland:
 |
| Fister betragter gårduglerne fra Vestjylland |
(fortsættelse følger)
