Sider

Viser opslag med etiketten rødkælk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rødkælk. Vis alle opslag

fredag den 15. december 2017

Akvarelmaleriets mysterier (66) - fra rødhals til biæder - og fra det sorte pakhus til den hvide domkirke

Det er sådan med et motiv som man har dyrket med glæde og udbytte - at det hele tiden presser sig på som en mulighed - fordi der allerede er banet veje i det visuelle modtage- og udtryks-system i hjernen.
    Så selvom jeg troede at nu var de slut med rødhalsen som motiv - som beskrevet i det her indlæg ...
http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/10/akvarelmaleriets-mysterier-65-rdhals-i.html
... så skete der det at jeg fra Dansk Naturfredningsforening som jeg er livsvarigt medlem af, fik den årlige sending julekort med fotos af naturmotiver. 
   Og der var - selvfølgelig - netop et rødhalse-motiv på et af postkortene. Og oven i købet var rødhalsen placeret i en setting som jeg ikke havde malet før: et slåen-buskads med modne mørkeblå slåenbær:

Reference-foto: Rødhals blandt blåbær

Det måtte jeg prøve at akvarelmale - det var nyt.
   Og jeg havde også i skuffen liggende nogle 'akvarelmarkers' af mærket Winsor & Newton som jeg ikke havde forsøgt at bruge tidligere:


 Så nu var det nu:

Egen akvarel: Rødhals blandt blåbær, 2017

Faktisk er jeg ret tilfreds med resultatet, og brugen af watercolor-markers giver klart et andet, mere råt og kraftfuldt udtryk end hvis jeg alene havde brugt pensler.

Og så havde jeg også liggende en bestilling på en rødhals-akvarel fra min svigerdatter, men var ikke sikker på at det med rødhals blandt slåen-bær lige var det hun havde tænkt. Så jeg fandt en andet forbillede på nettet som for mig også stillede den udfordring at vise en fugle med åbent næb - næsten frontalt. 
   Det gav dette resultat:

Egen akvarel: Rødkælk med åbent næb, 2017

Ind ad brevsprækken kom så også et nummer af mit blad fra Dansk Ornitologisk forening med en fotos af fugle på forsiden som jeg ikke husker at have set før:

Forsidefoto fra tidskrift: Tre biædere

Som motiv ligger biæderne langt fra rødhals og de fleste andre fugle jeg har malet. 
   At gengive dem i akvarel ville være noget af en udfordring, så den tog jeg op. Dog ville jeg ikke bruge det her som referencebilllede (for svært, følte jeg), så jeg fandt et andet på nettet, nemlig det her:

Referencefoto: To biædere

Her følger min udgave, som jeg er ret tilfreds med. Men det var en af de sværeste motiver for en akvarel jeg har prøvet indtil nu.

Egen akvarel: To biædere og to bier.

Jeg havde været for ivrig og uopmærksom under det krævende malerarbejde, så der var kommet forstyrrende små klatter af akvarelfarve i den lyse baggrund, både forneden til venstre og forneden til højre.
   Jeg fik ideen af en ven, at de fejl kunne gøres usynlige ved at male en bi oven i til at kamuflere og skjule pletterne. 
   Det bliver ikke sidste gang jeg prøver at male de her eksotisk udseende fugle i akvarel, er jeg sikker på.

Til de bestillingsarbejder jeg har fået ind på det sidste hører et som umiddelbart inviterer til at køre videre af et udtryksmæssigt spor.
   Som referencebilleder fik jeg tre fotos af en solopgang fra Sydstranden i Dragør - med mørke silhuetter af siv i modlys i forgrunden.
   Og det udtryksmæssige spor jeg kørte videre ad, ses i de her to akvareller:

Egen akvarel: Næbbet fra Ordrupnæs
Egen akvarel: Aleen fra Københavnsvej mod Ornebjerg

Fælles er farvholdningen, de flerfarvede vådt i vådt-flader og silhuetterne i modlys. Ad det udtryksmæssige spor kom så denne akvarel:

Egen akvarel: Solopgang, Sydstranden, Dragør, 201

Videre til næste spor:
   Et af forårets glædelig oplevelser med akvarelmaleriet som var kommet igang igen, var et bestillingsarbejde som jeg fik for mere end et år siden, altså før det som en bivirkning af CML-medicinen gik helt galt med min blodproduktion. 
   Bestillingen var fra en af mine morgensvømmer-venner som ønskede nogle akvareller til det gamle sorte pakhus af træ som han og en forening brugte som ramme for deres praktiske aktiviteter som jolle-ejere.
   Og motivet skulle være sådan at det sorte pakhus altid var med i billedet.
   Jeg tog en masse fotos, og da der gik hul på bylden og jeg kom igang igen i foråret, resulterede det i de her fire akvareller med tuschtegnede konturer:

Egen akvarel: Sorte pakhus, Nordhavnen, Vordingborg (1)
Egen akvarel: Sorte pakhus, Nordhavnen, Vordingborg (2)
Egen akvarel: Sorte pakhus, Nordhavnen, Vordingborg (3)
Egen akvarel: Sorte pakhus, Nordhavnen, Vordingborg (4)

Arbejdet med denne serie satte sig det mentale spor for fremtiden at jeg blev væsentlig mindre usikker mht. at male bygninger og byggerier som motiv.
   Jeg blev også for alvor klar over at det giver en ekstra kvalitet at male serier a det samme motiv set fra forskellige vinkler.
  Samtidig blev jeg endnu mere bevidst om betydningen af 'belysningen' der skabte kontraster mellem lys og skygge og dermed dybde i motivet, og om hvor meget liv i billede det giver når man "highligter' lysreflekserne i forskellige blanke flader.
   Og det er akvarelmaleriet særligt godt til, fordi hvidt males og udtrykkes ved at papiret i refleks-områderne står umalet frem.   
   
Igennem mange år har vi besøgt venner i Dalby i Skåne lidt sydøst for Lund. Og på vej ind i byen har vi hver gang været imponeret over synsintrykket af den middelaldergamle imposante tidligere dansk domkirke i Dalby med den næsten lige så gamle 'Kungsgård' liggende foran, som lå på højdedraget foran os.
  For godt en måned siden besluttede jeg mig for at nu ville jeg prøve at tage springet: fra Det Sorte Pakhus i Vordingborg (ca. 100 år gammelt) til den Hvide Domkirke i Dalby (ca. 1000 år gammel): 

Egen akvarel: Domkirken i Dalby, Skåne, 2017
Egen akvarel: Kungsgården i Dalby, Skåne, 2017
Egen akvarel: Kungsgården i Dalby (2), Skåne, 2017

Jeg er selv meget glad for de her tre billeder.
   Også her er 'belysningen' afgørende for kontrasten mellem lys og skygge, ikke mindst i den hvid kirkes murer hvor de belyste sider er umalet papir, mens skyggesiderne er malet med en lys blåviolet.
  Som noget nyt der også giver liv og spændstighed til motivet: murerne i gården af kampesten i forskellige farver og nuancer. 
 
Så skulle det motiv egentlig være opbrugt. Men et mentalt puf fra en af mine morgensvømmervenner som har set og rost serien, har fået mig til at opsøge flere fotos på nettet hvor man ser kirken og kongsgården ude- og nedefra som en del af landskabet, fotos som kunne være referencebilleder for en fortsat serie af motivet:


Vi får se hvad det bliver til.

onsdag den 1. november 2017

Lucide drømme - ny opskrift på hvordan man lærer at styre sine drømme - og noget om serendipitet

Illustration til hjemmeside om lucid dreaming

Det sker tit at når jeg først har skrevet om et for mig nogenlunde friskt og ubetrådt emne inden for rammerne af temaet kreativitet, så dukker det straks op igen og igen i andre artikler jeg tilfældigvis støder på.
   'Serendipitet' kalder man den slags, et vigtigt begreb i udforskningen af kreativitet som der er mange inspirerende definitioner på:
  • det heldige tilfælde, 
  • det at finde uden at søge,  
  • det at finde noget helt andet og meget bedre end det man søgte,
  • det at finde noget man ikke vidst at man ledte efter,
Og den bedste:
  • det at lede efter en nål i en høstak - og komme ud igen med armen om livet på bondemandens frodige datter.
Til fænomenet serendipitet hører også at underbevidstheden leger med, blander sig og  får én til at fokusere på noget uventet gennem ubevidste associationer:
   For eksempel at når man har en ubhagelig blodsygdom som CML, så kommer der -  tilfældigvis! - flere bestillinger på akvareller med motiver med rødt: dompap og rødhals med rønnebær, sort pakhus med rød bil, etc


Igår kom Ornitologisk Forenings blad "Fugle og Natur" ud med en forside som denne med tre charmerende biædere - netop da jeg lige har skrevet om hvordan man kan hjælpe fugle i nød for insekter som føde - ved at opstille 'insekthoteller' i den alt for friserede danske og europæiske natur:

Vinderbillede i DOF´s fotokonkurrence 2017
Og så er de oven i købet (rust)røde på hoved, nakke og vinger.
   En biæder-akvarel eller flere ligger nu på min bestillingsliste - til mig selv.
 
Og sammen med det blad fulgt også  kataloget for Naturfredningsforningens net-butik "Narturbutikken.dk". Og hvad mon de lige havde valgt som forsidebillede? - en rødhals på en gren med sne:

Forsidbillede til katalog fra Naturbutikken.dk

Og serendipiteten vil ingen ende tage:
   For et par dage kom der tre fotografiske postkort fra Dansk Naturfredningsforening som jeg i 20 år eller mere har været livsvarigt medlem af. Det der lå øverst  af dem, viste denne rødhals blandt slåen, et foto som også kunne inspirere til endnu en rødhals-akvarel:

Jule-postkort fra DN
Og det motiv-element skal med - ikke mindst fordi jeg også for nylig har lagt slåen fra vores Ordrupnæs i Odsherred i fryseren - til at lave julesnaps af:

Frosne slåen til julesnaps



Forleden var det emnet 'lucide drømme' der - serendipitetisk - dukkede op - igen igen: Altså dette at man drømmer mere eller mindre (u)hyggeligt, men at man samtidig er sig fuldt bevidst at det er en drøm man er igang med - en drøm som man derfor i et eller omfang kan styre indholdet og retningen af. 
   Det skrev jeg et nyt indlæg om for en lille måned siden (med links tilbage til tidligere blogindlæg om emnet):
https://petersudsigt.blogspot.dk/2017/09/for-godt-halvandet-ar-siden-stdte-jeg.html
En pointe her var at forskere havde vist at man med elektrisk stimulation af hjernen(s frontallapper) kunne lære folk at styre deres drømme - altså gøre dem 'lucide'.
   På videnskab.dk hvor jeg søgte efter noget helt andet, dukkede pludselig et link op til en artikel med overskriften: 
Forsker: Tre simple råd kan gøre dig bevidst i dine drømme
Det kunne næsten kun handle om lucide drømme. Og ja!
   Jeg citerer:
Har du nogensinde prøvet at drømme, og midt i drømmen blive opmærksom på, at du drømmer og derfor kunne styre drømmen?
   Så kan det være, du har haft en såkaldt 'lucid' eller 'klar' drøm, som det kaldes på dansk.
   Hvis du ikke har prøvet det, men gerne vil opleve fænomenet, er der en australsk forsker, der forsker i klare drømme og mener, han har fundet opskriften. Det skriver Sydney Morning Herald.
   »Disse drømme føles fuldstændig som at være vågen,« forklarer forskeren, Denholm Aspy, til Sydney Morning Herald. Han fortsætter:
   »Alle sanserne er til stede. Objekter føles som fast stof og virker virkelige. Du kan smage, røre og lugte,« siger han.
Denholm Aspy gav 47 forsøgspersoner følgende instruks: 
  1. De blev bedt om at praktisere virkelighedstjek og holde øje med tegn på, at de var i en drøm, f.eks. ved at lægge mærke til tekster, som har tendens til at se anderledes ud i drømmeland sammenlignet med i virkeligheden.
  2. Desuden skulle de stille vækkeuret, så de blev vækket efter fem timers søvn, hvor de skulle sige til sig selv, at de ville huske, hvad de drømte næste gang.
  3. Samtidigt skulle de visualisere, at de ville få en klar drøm.
Det viste sig af 17 procent  af forsøgspersonerne efter en uges øvelser oplevede klare drømme, refererer Sydney Morning Herald.
   Og for dem som kunne falde søvn igen fem minutter efter de var blevet vækket og havde sagt til sig selv at de ville huske deres drømme, der havde næsen halvdelen opnået at få 'klar drømme', refererer avisen.
   Her link til artiklen:
http://videnskab.dk/krop-sundhed/forsker-tre-simple-r%C3%A5d-kan-g%C3%B8re-dig-bevidst-i-dine-dr%C3%B8mme 
Her link til andre artikler om at fremkalde lucide drømme, og hvordan man kan styre sine drømme i en ønsket retning:
http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/sadan-kan-du-laere-styre-dine-dromme 
http://mmm.dk/fascination/du-kan-styre-dine-droemme-men-vil-du

Illustration til hjemmeside om lucide drømme

Dette foto af en fin sejlbåd er ikke strandet på brostenene ved muren på en ø beboet af de kæmper som Gulliver besøgte i Swifts satiriske roman "Gullivers rejser", men det kunne godt se sådan ud:

Tilføj billedtekst

Det ligner en ægte sejlbåd, men er det ikke.
   Og den er ikke strandet på Kæmpernes Ø i en moderne foto-realistisk udgave af Swifts verdensberømte roman fra 1726.
   Det er - helt nede på fortovet - en model af en sejlbåd bygget af "modelbyggeren" - en af mine kreative morgensvømmervenner hvis super-realistiske modeller du kan få et indtryk af her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/modeller-mimesis-og-fantastik-om-det.html
Og fotoet af sejlbåden er et set up til det følgende blogindlæg (= pay off) hvor jeg tager et andet tema op som jeg i relativt mange indlæg tidligere har bakset med - reflekteret over - vist eksempler på.
   Og med stikord som: modeller - illusionskunst - mimesis - super-realistisk kunst - imitation - simulering - kunst eller kitsch.
   Og med Niels Strøbæks for mig bevingede ord som bærende ledetråd: 
Kunstværket skal kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er.

onsdag den 25. oktober 2017

Akvarelmaleriets mysterier (65) - rødhals i nye udgaver - sammen med en irsk whisky

Foto: Rødhals i vinternatur

Jeg har tidligere skrevet om glæden ved at male akvareller med fuglen rødhals som motiv - og vist hvad der kom ud af anstrengelserne. 
   Min sidste positive bølge af egenproducerede akvareller startede med en bestilling fra 'Moster' som jeg så indfriede i foråret som det første i en længere serie af vellykkede billeder.
   Jeg skriver om det her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/04/akvarelmaleriets-mysterier-56-rdhals.html
En rødhals har jo nogle af de samme gode grafiske kvaliteter som dompap, en fugl som jeg også på det sidste har malet som motiv i flere akvareller, og havde fået en bestilling på to styk af. 
   Så derfor sikkert nu bestillingen på en rødhals-akvarel igen. 

Men først her hvad man kan læse om Rødhals (Erithacus rubecula) på Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside hvor indledningsfotoet også stammer fra:

Beskrivelse
   Rødhalsen er en meget almindelig dansk fugl, af mange kendt som rødkælk.  
   Navnene er synonyme, idet "rødkælk" kommer fra det tyske Rotkehlchen, hvor Kehlchen betyder strube. Den ses ofte i haven, og den er ikke til at tage fejl af med sin oprette holdning og den rustrøde hals, der lyser op på den hvidgrå bug. Ryg og vinger er diskret gråbrune. 
   Den røde strube er lige så markant i vinterdragten som i sommerdragten. Det hænger sammen med, at rødhalsen opretholder territorium hele året. Den røde farve spiller en vigtig rolle i forsvar af territoriet. Rødhalsens stemme er karakteristisk. Kaldet er et smældende tik, og sangen, som varierer meget, er en strøm af klare toner med mange temposkift og skift mellem dybe og høje toner.
   Rødhalsens sang høres hele året, fordi den forsvarer sit vinterterritorium med sang. Sangen høres også, når det er mørkt, og som noget usædvanligt for vore hjemlige spurvefuglearter etablerer hunnerne også fødeterritorium, som de forsvarer med sang.

Levested

   Uden for Europa, som udgør størstedelen af artens udbredelsesområde, findes rødhalsen i Nordafrika og i et mindre område i det vestligeste Asien. Både i Europa som helhed og i Danmark er arten almindeligt forekommende. 
   Da rødhalsen helst yngler i løv- og blandskove med rig underskov, er den generelt mest almindelig på Øerne og i Østjylland. I det mere åbne og nåleskovsprægede Vestjylland er rødhalsen mindre almindelig. I takt med at andelen af løvtræer tiltager her, øger den dog sin udbredelse vestpå. 
   De danske rødhalse er kortdistancetrækkere, som overvintrer i Vest- og Sydvesteuropa. I milde vintre overvinter en del af bestanden dog herhjemme; der er især tale om hanner. Desuden besøges Danmark af store mængder af trækfugle fra de nordiske bestande, som i langt højere grad er trækfugle.
Tilbage til akvarelleriet - og mine egne rødhals-akvareller:
   Jeg har jo fundet ud af at det er godt at udnytte den kreative fremdrift som opstår når man har taget sig sammen til at komme igang. Så også denne gang blev bestillingen omsat i flere forskellige billeder med rødhals som motiv.
    De to første kommer her, de har begge fotos fra nettet som referencebilleder:

Egen produktion: Rødhals (1)
Egen produktion: Rødhals (2)

Som man kan se har jeg udnyttet mulighederne for at man oplever fjerdragten i motivet, malet som 'vådt-i-tørt'. Og jeg har her så frit tilføjet kontekst i form af dels en levende malet gren med mos på, og dels toppen af et grantræ med sne på og som baggrund sneen der falder (en teknik jeg lærte mig af et af de foregående dompap-billeder).
   En svaghed i den første er (måske) at ben og tæer og næb er 'malet' med tusch, og derfor træder for stærkt frem som kulsorte.
   I begge tilfælde skulde jeg (måske) have ladet mere af det nederste af brystet stå rent hvidt - uden 'blå-grå' fjer.
   Ikke desto mindre er jeg ret glad for dem.

Jeg forsøgte så at google 'akvareller af rødhals' (også kaldet rødkælk - og på engelsk redbreast). 
   Typisk havde akvarelmalerne i mange af de rødhals-udgaver jeg fandt på den måde, set bort fra at vise fjerdragt i detaljer og ofte i høj grad malet bryst, bug, vinger og ryg delvist med vådt-i-vådt-teknik.
   Det blev jeg inspireret af. Og så kom der de her to akvareller ud af det:

Egen produktion: Rødhals (3)
Egen produktion: Rødhals (4)

Ingen tvivl for mig om at de på en måde blev bedre - mere akvarel-agtige, men også mindre illustrative end (1) og (2). Selvfølgelig også fordi naturkonteksten er gjort meget tåget, og for det førstes vedkommende er begrænset til lidt grønt under fuglens tæer. 
   Det medfører at fuglene som motiv står mere rent og fremhævet i billedet.
   De to var altså i øvrigt også meget hurtigere at male - og blev malet på samme eftermiddag.

Jeg malede så en sidste version (5) hvor jeg spejlvendte motivet fra (3) og malede klaser af rønnebær og et rønnebær-træs efterårsfarvede blade ind i billedet som naturkontekst. 

Egen produktion: Rødkælk (5)

Det med at tegne/male rønnebær-bladene, er noget jeg ikke har prøvet før, mens selve det at male rødorange rønnebær-klaser med lysreflekser, er en formel jeg har brugt jævnligt i tidligere dompap-akvareller.
   Jeg regner med at Rødkælk (5) er den bestillerne vil have. 
    
Rødkælk (3) lagede fruen beslag på stort set med det samme den var færdig.
   Den scorer højt på nuttethedsfaktoren, kan jeg godt se. Og den havde et forkert format i forhold til bestillingen, så derfor gik jeg af med den.

Da jeg googlede 'redbreast', blev jeg i først omgang ikke henvist til sider og billeder om og med fuglen rødhals, men til en irsk Whisky, som jeg - sjovt nok - faktisk kendte og holdt meget af, men ikke havde tænkt på eller drukket siden en gang i sidste halvdel af 90'erne.
   Som led i en årlig europæisk regional-tv-konference skulle de europæiske regional-stationer konkurrere om bedste dokumentar. Jeg sad i juryen der holdt møde i det sydlige Irland nogle måneder inden konferencen. Og i fritiden gik jeg til en lokal whisky-butik og spurgte efter en irsk whisky som var så god at de ville anbefale den til mig som ikke var kender. Og den skulle helst skulle være lokal.
   De solgte mig den her - og den var ganske rigtig fremragende:



I Danmark kan den nu købes for 435 kr. i den billigste udgave/butik. Beskrives sådan her af forretningen:
Alkohol: 40% Indhold: 70cl. Land: Irland. Redbreast er en whiskyserie destilleret på Middelton destilleriet i det sydlige Irland. Af de forskellige irske whiskystilarter er Redbreast så afgjort en af de mest fyldige, cremede og intense pure pot still irish whiskeys på markedet. Red Breast 12 Irish Whiskeys duft er komplekst krydret og frugtagtig med indlysende røgede noter. Smagen er fuld og en harmonisk balance af det krydrede, cremede og frugtagtig med noter af sherry.