Sider

fredag den 17. januar 2014

Nyskabende tv - eller en historieløs genopfindelse af den dybe tallerken - tanker i anledning af tv-serien 'Ond, ondere, ondest'

Denne blog er tilegnet udforskningen og eksemplificeringen af 'kreativitet'. Temaet var i høj grad inspireret af mit samarbejde med tv-dokumentaristen Poul Martinsen i forbindelse med min bog om ham fra 2007: "Poul Martinsen - Besat af virkelighed - fortællinger om en tv-dokumentarist og hans værk".
   Manden hører til et af de mest kreative mennesker jeg har mødt i mit liv, og hans opfindsomhed når det gælder at udvikle og afprøve ny tv-dokumentariske genrer og formater er næsten legendarisk.
   For eksempel fortalte en anden af de store gamle tv-dokumentarister, Lars Engel, at da de sammen med en række andre af datidens bedste tv-dokumentarister mødtes i den nyoprettede 'dokumentargruppe' i 1988 for at udvikle ideer, at: "Hver gang vi andre kom frem med en ide, så have Poul altid mindst syv liggende klar." En anden af kollegerne i gruppen fortalte at hver gang nogen fik en ide til et nyt og originalt program, så opdagede de: "Martinsen was here first!
   En af de tv-genrer som Martinsen var pioner inden for, var det man i vore dage naturlig ville kunde kalde 'reality-dokumentar' - tv-dokumentarer som bruger videnskabelige psykologiske eksperimenter som inspirationskilde til tv-programmer hvis reality-plot illustrerer disse eksperimenters 'sensationelle' sandhed. 
  Det mest slagkraftige af dem alle var tv-udsendelsen "Dagbog fra Christiania" fra 1977" som førte til at en planlagt lov i Folketinget der skulle lukke Fristaden once and for all, fik så megen folkelig  og mediebåret opinion imod sig at loven aldrig blev vedtaget. 
   Uden udsendelse af det program havde der ikke været noget Christiania idag som vi kender det.

Den erindring dukkede op da jeg læste mine to aviser i går. Og det foranledigede at jeg - undtagelsesvis - skrev et meget langt indlæg på min Facebook-side.
   Det synes jeg også de læsere af min blog som ikke er mine facebook-venner, kan have fornøjelse af at læse. Det handler om...

Historieløshed blandt yngre journalister - i anledning af DR3-serien: "Ond, ondere, ondest"
Begge mine daglige aviser, Politiken og Information, havde igår to siders opslag i deres film/tv-tillæg om den nye DR3-serie "Ond, ondere, ondest", hvis første afsnit blev sendt i onsdags. 
   Jeg søgte i første omgang på kreditlisten til det første program efter et helt bestemt navn: Poul Martinsen - som "konsulent", eller under rubrikken "Tak til". Nix! 
   Så genlæste jeg de to artikler i de to avistillæg, stod der noget om Poul Martinsen? Nix!

Så sent som i 2006 udsendte Danmarks Radio på DR 1 reality-dokumentarserien "Krigerne" med dansk tv-dokumentarismes grand old man Poul Martinsen som tilrettelægger og instruktør, en meget vellykket serie som netop skulle dokumentere at helt almindelige mennesker af sociale rammer, omstændigheder og spilleregler kunne forføres eller forledes til at udøve tortur over for andre danskere. Altså udøve ondskab. 
   Og det kunne de, dokumenterede serien.

Fra optagelser af Poul Martinsens "Krigerne"

Den ledsagende avisdebat om etik den gang, var næsten ord til anden den som refereres i de to avisartikler i går. 
   Også "Krigerne" var et tv-eksperiment inspireret af Zimbardos 'Stanford-eksperiement'. Også der var en psykolog med, professor Rolf Kuschel, som 'etisk sikkerhedsnet', en mands som i øvrigt den gang endte med at forlade optagelserne til sidst for ikke at få sig fedtet ind i en sag hvor han kunne anklages for uetisk adfærd af psykologforeningen.

Poul Martinsen er berømt (og blandt nogle berygtet) som tv-dokumentar-pioner - blandt andet for at have tematiseret ondskab og autoritets- og gruppepres i forskellige reality-lignende tv-udsendelser lige siden han begyndte som tv-journalist og -dokumentarist i DR i 1968. 
  Hans mest berømte udsendelse i den genre, "Lydighedens dilemma" fra 1978, havde også karakter af et tv-eksperiment som var et direkte re-make af et andet berømt og etisk berygtet psykologisk eksperiment, foretaget af den amerikanske psykolog Stanley Milgram i starten af 60´erne. 
   Det eksperiment dokumenterede ligesom tv-udsendelsen at helt almindelige mennesker af en psykolog i hvid kittel kunne forledes til at udøve tortur mod andre - i en god sags tjeneste. 
   En af deltagerne blev faktisk så påvirket af at være med i tv-eksperimentet at hun måtte gå til psykologisk behandling bag efter.

Af andre den gang opsigtvækkende 'tv-eksperimenter' inspireret af socialpsykologiske eksperimenter som Martinsen producerede, var "Broen" fra 1970 hvor en hippie fik øretæver af en af de Vilde Engle, og "Isolation" fra 1979 der dokumenterede at kort tids 'sensoriske deprivation' (=isolation) påvirkede hjernen så stærkt at de isolerede fik hallucinationer.

Det hører med til historien om den sidste serie "Krigerne", at Poul Martinsen fik den besked fra de ledende lag i DR-hierarkiet at den ikke måtte kaldes en "reality-dokumentar" fordi, var begrundelsen, "DR producerer simpelt hen ikke reality-tv, basta" ("reality-tv"="trash-tv")
   Det er kun 8 år siden "Krigerne" blev udsendt, så der er godt nok sket et DR-kulturskred i og med at DR nu har fået DR 3 som skal ramme de unge. 

Det som ryster mig lidt - eller måske mere end 'lidt' - er DR 3-radaktionen bag "Ond, ondere, ondest" ikke har lavet den minimale research der ville have ført til at de kunne trække på Martinsens ekspertise. Og se og lære af de programmer som DR har liggende i sit arkiv. 
   Og man burde naturligvis i foromtalen henvise til "Krigerne", hvad man ikke har gjort!

Det ryster mig også at avisjournalisterne ingen historiske referencer har til de tidligere DR-programmer der tematiserer 'ondskab', men refererer til udsendelsesserien "Ond, ondere, ondest" som om det er noget sprit-nyt og originalt. Og meget kreativt og kontroversielt.

Hvis de herrer og damer journalister og redaktører - i bakspejlet - vil vide mere, så kan de med fordel læse historierne om Poul Martinsens tv-eksperiment-programmer baseret på videnskabelige menneskeforsøg i min bog om ham: "Poul Martinsen - Besat af virkelighed" fra 2007 - udgivet af - naturligvis - Danmarks Radios eget forlag!!!

Poul Martinsen lever i bedste velgående, er still going strong, og udgav for et par år siden den opsigtsvækkende dokumentar-bog om "Hypnosemorderen Palle Hardrup" - som angiveligt begik drab på to bankfolk under hypnose fra en anden mand Bjørn Schouw Nielsen. De blev begge dømt for mordene. Ondskab eller forførelse?
   Så sent som i 2008 dokumenterede Poul Martinsen i en temalørdag-udsendelse at det rent faktisk var muligt at få almindelige mennesker til at begå forbrydelser under hypnose. Ondskab eller forførelse?

Tænk hvis man kunne have bygget videre på ondskabstemaet fra "Krigerne", i stedet for - historieløst og ukreativt - at bruge tid og ressourcer på at genopfinde den dybe tallerken.
   Historieløshed er historieløshed er historieløshed! 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar