Akvarelmaleriets mysterier (28) - fortællingen om skarven som blev klippet ud og klistret ind på en nye akvarelmalet baggrund

Det var hvad der fysisk og visuelt kom ud af mit møde med kunstneren H. C. Rylanders malerskole for godt 14 dage siden: 

   En udklippet skarv malet i akvarel - vel at mærke klippet ud i tre dele som så blev tapet sammen på bagsiden. 

   På fotoet her kan man lige ane at den yderste tredjedel af hver vinge er adskilt fra resten ved en sammenføjningslinie.

Skulle den akvarelmalede skarv være indgået som det centrale motiv i et helt akvarelmaleri, så skulle baggrunden med tynde laveringer ("washes") af sø, himmel og evt. søbred være malet først - og så skarven malet i en række lag oven på grundlaveringen.

   Men nu var den altså det "amputerede" resultat af en indledende øvelsesopgave som Hans Christian Rylander satte mig til - for at vurderer hvad jeg kunne og hvordan jeg evt. burde kunne videreudvikle mig. Alle nye elever blev testet på den måde.

   Læs mere om dette mit møde med Rylander og hans malerskole her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/01/akvarelmaleriets-mysterier-26-akvarel.html

Når det særligt ærgrede mig at der ikke kom en hel færdig akvarel ud af denne malerskole-opgave, så var det blandt andet fordi jeg faktisk med akvarellen af den udstoppede skarve havde prøvet at male fjer og fjerdragt på en fugl i en detaljeringsgrad og med en omhyggelighed jeg slet ikke tidligere havde prøvet. Det krævede megen koncentration, og det tog samlet små to arbejdsdage at tegne og male den færdig. Og selv var jeg lidt stolt af det da jeg syntes opgaven var løst.

   Jo mere ambitiøs med en akvarel man er, jo mere anspændt bliver man hen mod færdiggørelsen - af frygt for at lave en synlig fejl i valg af farve og penselføring som ikke kan rettes.

Selv om Rylander omtalte billedet som en fin "illustration", så syntes jeg faktisk selv at jeg lidt havde nærmet mig forbillederne og idealerne fra J. J. Audubons fantastiske fugleillustrationer  fra første halvdel af 1800-tallet og Walton Fords moderne, men endnu mere eventyrlige malerier der mimer den selvsamme gamle, klassisk illustratorstil, som fx den her:

Walton Ford, "Ornithomancy No. 3," 2000. Watercolor, gouache, ink and pencil on paper; 26 x 19 inches.
Collection of the Bowdoin College Museum of Art, Brunswick, Maine.

Jeg fik så den ide at jeg ville lave en ny "baggrundsakvarel" til min udklippede skarv som jeg så bagefter ville klistre ind i baggrundsbilledet.

    Ideen til det fik jeg da jeg læste om hvordan J.J. Audebon arbejdede. Ud over akvarel, brugte han også tusch, blyant og gouache - og det fremgår af min kilde at han kombinerede malemedier og teknikker frit for at opnå lige det resultat han ønskede. 

   Han var autodidakt og havde ingen fine fornemmelser med hensyn til de malemidler han syntes var nødvendige for at nå målet.
   "Mixed media", ville der stå som en del af titelteksten på et moderne maleri der brugte den blanding af teknikker og udtryksformer.

   Audubon gjorde så også jævnligt det at han klippede sine malede fugle ud af deres oprindelige "kontekstbillede" - og kombinerede dem ved at lime dem ind i et nyt fælles billede - med en særlig landskabsmæssig eller plantemæssig baggrund:

Der er altså faktisk tale om en slag montage. Og når Audubon kan gøre det, så kan jeg vel også. 

   

Allerede mens jeg malede den udstoppede skarv, havde jeg i hovedet et billede med flere andre skarver i baggrunden der også sad og tørrede vinger, og nogle dunhammerplanter til at give dekorativ identitet til søen som skarverne 'holder møde' i. 

   Det hører med til den historie at vi i vores egen sø ved sommerhuset både har haft besøg af skarver der har siddet og tørret vinger på en pæl, og har en del dekorative dunhammerplanter der stikker op af vandet rundt omkring blandt søens almindelige sivvækster.

   Så jeg tegnede et omrids af hvor min udklippede skarv skulle sidde, og så første tegnede jeg og derefter malede jeg ellers løs på baggrundsmotivet som hvis jeg var begyndt forfra på det samlede billede.

   Opslag i en illustreret fauna og senere søgning af billeder på nettet viste mig at dunhammerplantens blade er nogle stive, kedelige, sivagtige javerter. Så da der var tale om et "drømmebillede" og et "fantasilandskab", tegnede jeg bladene inspireret af jugendstilen, hvilket gav dem en slags  levende personlighed, syntes jeg.

   Da jeg var nogenlunde tilfreds med baggrundsbilledet, limede jeg min skarv uden på som forgrund.

   Sådan:

Ikke så tosset, tænker jeg. 

   Det kan man jo gøre en anden gang hvis noget af en akvarel mislykkes, mens noget andet kan genbruges i et nyt billede - frem for at man skal begynde helt forfra igen.

   

Mens jeg har kæmpet med min skarv-akvarel, har jeg også været på jagt efter en lærer eller et kursus som jeg og fruen kunne få mere ud af - rent akvarelteknisk. 

   Personligt er det klart at jeg hænger fast i - eller føler mig mest tryg ved - vådt-på-tørt-teknikken - hvor alt sådan set er under kontrol, Man maler lag på lag, og man får associationer til tegneseriers og tegnefilms særlige udtryksformer - med rødder tilbage til de japanske træsnitmestre. 

   Og der skal også helst være nogle forbilleder, referencebiller, som jeg kan tegne og male ud fra.

Og nu har jeg fundet en kunstner som udbyder kurser som vi sandsynligvis vil melde os til en gang i efteråret. Navnet Ane Grete Aaagaard. Og hun er god, som her kan dokumenteres:

Se mere på Anne Grete Aagaards hjemmeside her:

http://www.anegrete.dk/index.html

Ane Grete Aagaard er bl.a. inspireret af den svenske akvarelprofessor Arne Isacsson der er stifter af en kendt og velanskrevet kunstskole, Gerlesborgskolen, der ligger i skærgården nord for Göteborg , og som har givet navn til en udforskning af akvarelmalingens stilmæssige udtryksmuligheder som omtales som 'Gerlesborg-teknikken'. Skolen har nu godt 70 år på bagen.

   Arne Isacsson har skrevet flere meget roste bøger om akvarelteknik, blandt andet disse to som det er min plan at anskaffe mig:

Alene coverbillederne er inspirerende!

Akvarelmaleriets mysterier (26) - akvarel vs. akryl - og mødet med Hans Christian Rylanders malerskole

Det er længe siden jeg har skrevet om min mentale rejse ind i akvarelmaleriets mysterier - i praksis og teori.
   Sidst handlede et indlæg om mit overraskende møde med forfatteren til "Hobitten" og "Ringenes Herrer": Tolkien, som, viste det sig, var en meget kompetent (amatør)akvarelmaler, og som havde brugt sine evner til at lave nogle for mig dybt fascinerende akvarelillustrationer til - især - Hobitten.

 
Siden har jeg selv på akvarelfronten prøvet lidt af hvert. En af de erkendelsesmæssig pointer jeg havde med fra flere foregående blogindlæg, var at det at blende akvarelmaleri med tusch-tegning, som fx bladtegneren Roald Als gør, faktisk indebar nogle muligheder når man malede fugle.

   Og fugle-illustrationer har jeg en særlig svaghed for, nå de er udført af den berømte amerikanske fugle-illustrator J. J. Audubon fra først halvdel af 1800-tallet som de vises i kæmpeværket "Birds of America".
   Ifølge de bøger jeg har anskaffet om Audubon og hans teknik, så kombinerede han tegning med akvarel og guache (dækfarver på vandbasis). 

   Jeg viser lige nogle eksempler på hans enestående kombinerede tegne- og malekunst. Og så er han selvlært - autodidakt - oven i købet:

Når jeg fremhæver netop ham og hans berømte fuglebilleder, så er det fordi jeg inden for det sidst halve år har udfordret mig selv med at male fugle - efter fotos. Det er blevet til tre, og i alle tre tilfælde overskrider jeg nogle af mine egne tekniske grænser.

   Jeg tegner både nogle af konturerne og maler nogle af de mest udtryksfulde dele af fuglene - næb, øjne, fødder - med en sort tuschstreg. Og så kæmper jeg i øvrigt med at få en gennemsigt lethed i fjerdragtens aftegninger og skygger:

De er alle tre kommet i glas og ramme, som udtryk for at jeg er - nogenlunde - tilfreds.

Det er afsætte for denne akvarel af en skarv der sidder og tørrer sine vinger - en akvarel som ikke er færdig - men klippet ud af et - ja hvad skal man kalde det - et lærestykke:

Historien bag det er følgende:

Jeg er ind imellem på udkig efter dygtige og professionelle malere som kan lære mig mere - en  mulighed for opfølgning på Bardur Jakupssons to akvarelkurser. 

   Og fruen havde via en anden aktiv kvinde på det lokale fitness-center fundet ud af at en kendt og meget dygtig kunstmaler Hans Christian Rylander som boede og havde atelier på Bogø, havde ledige pladser på sin "malerskole".

   Vi meldte os til - uden egentlig at vide hvad det indebar. Og fik i hvert fald en på opleveren.

Hans Christian Rylanders malerier kender jeg godt lidt til. 

   Han har udstillet lokalt, og for cirka et år siden havde hans elever på skolen også en lokal udstilling som faktisk var spændende og interessant.

   Rylanders egne billeder er for det meste meget store, farverige og stærkt udtryksfulde - fabulerende - og i udtalt grad et produkt af den kreative proces jeg på denne blog har beskrevet ud fra mange forskellige synsvinkler og i mange forskellige kontekster: 'conceptual blending' - dette at man mixer, kombinerer og integrerer forskellige ideer, betydninger, former og udtryk som traditionelt er adskilt og isoleret i klart forskellige konceptuelle domænder, for derigennem at skabe nyt: forestillinger, tænkning, fortællinger.

   Sådan:

I andre sammenhænge ville man nok tale om forskellige former for 'montage' eller 'collage' - hvor publikum må konstruere mening og sammenhæng ud af sammenstødene mellem forskellige delmotiver, størrelsesforhold og perspektiver. 

   Min umiddelbare oplevelse af samlingen af malerier i Rylanders atelier var: Wau! Fascinerende, provokerende, surrealistisk. 

    Flere af malerierne indeholdt som delelement et portræt af Rylander selv, stirrende direkte ud mod beskueren, som her:

Karakteristisk for hans stil er - ud over montageformen - at der ikke er nogen form for centralperspektivisk dybde i det enkelte billede som helhed, men at hvert enkelt delmotiv var malet med med dybde gennem især modellering af lys og skygge.
   Jeg oplever en ekspressiv vrede, næsten sarkastisk vrængende, som bagvedliggende mental drivkraft i mange af Rylanders billeder. Et eller andet 'fuck you'-agtigt - adresseret til den pæne, borgerlige og bornerte samtids verden.

   Faktisk kan man også sige at hans billeder udtryksmæssigt er beslægtede med Dronning Margrethes 'decupager' - selv om jeg ikke er sikker på at Rylander vil bryde sig om den association:

I Rylanders billeder er hvert delmotiv malet med af en form for klassisk naturalisme i udtrykket. Og der er typisk brugt fotografiske og skulpturelle forbilleder/referencebilleder for det enkelte delmotiv.

   Ikke bare skal delelement-motiverne nemlig ligne, men de skal også ligne rigtig godt - uden at der dog er tale om en fotografisk realisme som fx hos Thomas Kluge - her eksemplificeret ved hans seneste repræsentative maleri af kongefamilien:

Jeg og fruen tilbragte to dage på Rylanders malerskole - som en slags prøvetimer.
   Og Rylanders reaktion på at jeg gerne ville male akvarel, var ikke specielt imødekommende, men heller ikke totalt afvisende.
   Stort set alle andre elever malede akryl - som jo også er en slags vandfarver, men maleteknisk inviterer akrylfarver til at male på en måde som ligner oliemaling.

   Professionelt tog Rylander jo udfordringen op og gjorde opmærksom på at akvarel malerteknisk set var og er en specialitet. Og tydeligvis forbandt han akvarel som malemedie med det at tegne og male illustrationer - altså mere en særlig form for (kunst)håndværk end egentlig kunst, kunne man fornemme at han mente.

   

Jeg og fruen fik begge en indledende opgave: Find en genstand - en 'artefakt' - blandt de flere hundreder der var spredt rundt omkring i atelieret; stil den op foran dig og tegn den; og for mit vedkommende: mal den derefter med dine akvarelfarver.

   Jeg fandt en lidt støvet og mølædt udstoppet skarv med udbredte vinger til tørring - som jeg har set det mange gange også i virkeligheden i vores sø ved sommerhuset, og gik så igang med at tegne den.

Skarver har blandt andet en særlig plads i min bevidsthed fordi da fruen og jeg var i Kina for tre år siden, da oplevede vi en ældgammel fiskerimetode hvor man bruger tamme skarver til at fiske med: De får et bånd bundet stramt om halsen, så når de fanger en fisk, kan de ikke sluge den, men den bliver i halsen indtil fiskeren tvinger den til at spytte fisken hel ud ved hjemkomsten, som vist her:

Og selv fik jeg den euforiske oplevelse at få en tam skarv siddende på min skulder så jeg kunne klø den på halsen:

Så derfor valgte jeg Rylanders udstoppede skarv som øvelsesopgave for min tegning og min akvarel, vel vidende at jeg aldrig havde prøvet at male noget så detaljeret som dens vingefjer og dens spættede fjerdragt.

   Jeg havde det problem at mit medbragte akvarelpapir var for lille til motivet, så jeg måtte "øge" papiret i bredden med ekstra ark så det yderste af de to vinger kunne males med.

   Man aner måske lige de lodrette linjer i vingerne der markerer at de er klippet ud og klistret sammen fra forskellige ark.

Og da akvarellen var færdig, kunne jeg ikke komme videre med maleriet, fordi den store baggrund ikke kunne males efter 'akvarelprincipperne' når først skarven i forgrunden var lavet.

   Jeg manglede både referencebilleder af fx vandplanter og andre skarver, og muligheden for at lave jævne og tonede laveringer - 'washes' - af vand, landskab og himmel i baggrunden.

Når Rylander underviste de andre elver, så var to ting slående: 

   At mange af dem simpelt hen malede som Rylander - var "elver" af ham i helt gammeldags forstand. 

    Og at et maleri for ham og elverne var et langtidsprojekt hvor man prøvede noget, malede over, forbedrede - eller gjorde det dårligere - og om og om igen. Altså i høj grad en form for trial-and-error-læreproces i en fortsat kamp med motiv, farver, penselstrøg. 

   Så vidt jeg kunne se, kunne mange af elevernes billeder tage både måneder og halve år at blive færdige med. Og de fleste elvemalerier var også ganske store - meget større end selv de få lidt større akvareller jeg har malet.

   

Det var klart at Rylander var noget på udebane hvad angår akvarel-teknik og akvarel-pædaggoik, hvad man jo ikke kan bebrejde ham. Han havde ét klart råd undervejs, som han gentog: Mal på større ark.

   Og så var hans spontane kommentar til min færdige akvarel af hans udstoppede skarv, at den havde karakter af 'en illustration'. Og det mente han ikke positivt.

Det skal så siges at på anden dagen var der en tilbagemeldings-seance hvor han kommenterede elevernes arbejder - så langt de nu var kommet.

   Jeg havde taget en halv snes af minde indrammed akvareller med - både fra Burma, fra Kap Verde og fra Færøerne.

   De fik faktisk ros af Rylander. "Fortsæt" var vel egentlig essensen af hvad han sagde

Hvad lærte jeg? 

   At jeg faktisk godt kunne akvarelmale så detaljeret og disciplineret som skarv-motivet krævede.
   At det var kunstnerisk legitimt at bruge fotos og modeller som forbilleder/inspirationskilder/referencebilleder og montere forskellige kilder sammen til en ny helhed

Og så blev jeg mig for alvor og endnu mere bevidst hvor forskellig processen er når man maler billeder med olie- og akrylfarver i forhold til det at male med akvarel.

   Citatet af Olaf Rude om kunsten at male en god akvarel, et citat som var slået op på væggen da en stor samling af hans akvareller var udstillet på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland, blev virkelig sat i perspektiv:

Tænk længe, mal hurtigt

Mens Rylanders metode når det gjaldt akryl, måske kunne udtrykkes med disse ord:

Mal, se, tænk, mal, se, tænk, mal, se, tænk ... og og bliv ved indtil det lykkes

Historien om akvarel-skarven fortsætter i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/01/akvarelmaleriets-mysterier-28.html 

Akvarelmaleriets mysterier (24) - om at blende akvarel og tegning - og om Roald Als som akvarelmaler

Siden jeg for et par år siden så småt begyndte at male akvarel, blev mit mentale søge-, opdage- og oplevesystem fokuseret og finjusteret: 

   Jeg begyndt at se på landskaber som jeg gik eller kørte igennem, som potentielle motiver for akvarelmalerier.  Og nu kan jeg slet ikke lade være.

  Og jeg begyndte fx også  at være særligt opmærksom på hvor der var 'hvidt' i et muligt motiv fordi det ville indebære at jeg skulle male "negativer" - altså uden om de figurer, former og felter der skulle stå fremhævet gennem den ikke-farve som akvarelpapiret havde.

   Og det har jeg af uforklarlige grunde hele tiden syntes var særligt fascinerende: at male ved ikke at male.

   Dette ses meget tydeligt her i min akvarel af skonnerten Opal, hvor skyernes kanter er umalede, og hvor sejlene også først har været helt umalede og så - ligesom skyerne - er blevet modelleret i dybden med blålige skygger bagefter. Også havets bølger har en masse rent hvide 'bevægelser' - og skonnertens skrog fremstår også umalet hvidt:

Jeg synes godt man kan tale om en slags konceptuel blending - af at male og at ikke-male: konceptuelt positivt og konceptuelt negativt ophæver ikke hinanden, men giver noget "nyt".

En anden konsekvens af denne skærpelse og fokusering af min opmærksomhed mod alt hvad der har med 'vandfarve' at gøre, har været opdagelse - spotning - af akvarelmalerier og akvarelmalere hvor jeg ikke umiddelbart ventede det.

   Fx 'opdagede' jeg at arkitekten Arne Jacobsen var en glimrende akvarelmaler - og blev så også opmærksom på at man vist nok 'i gamle dage' slet ikke kunne blive arkitekt uden at have lært at male akvarel, for det var den teknik man brugte når man skulle anskueliggøre tænkte, tegnede og - drømte - projekter for andre:

Perspektivtegning eksteriør, tegnet af Arne Jacobsen, Industriens Hus (aldrig opført).

Den amerikanske internationalt kendte Walton Ford som for et par år siden var udstillet på Louisiana, har også malet mange af sine kæmpestore og dramatiske billeder med dyremotiver i gammeldags bogillustrationsstil, i akvarel - men kombineret med gouachefarver (dækkende vandfarver), blyant og pen:

Walton Ford: "River Grande"

Der er altså tale om blending af flere teknikker der arbejder sammen.
   Og den stilistisk dominerende akvarelmale-teknik er Walton Ford sikkert blevet inspireret til at anvende, fordi hans referencebilleder og motivmæssige inspirationskilde blandt andet har været værket "The Birds of America" af naturhistorikeren og maleren John James Audubon.
   Kæmpeværkets illustrationer var først lavet som kobberstik og derefter håndkoloreret med akvarel:

Illustration fra "The Birds of America" af J.J. Audubon

Jeg henviser lige til at jeg selv er begyndt at lave akvareller med fugle som motiv:

Fugle-drømmeri: Søpapegøjer

I blogindlægget fra for nogle uger tilbage hvor jeg præsenterer bl.a. denne akvarel, diskuterer jeg så småt spørgsmålet om at kombinere akvarelteknikken med regulære (tusch)tegninger af omrids af (dele af) motivet:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/11/akvarelmleriets-mysterier-22-fritz.html

Og - serendipitet - jeg opdager så for nogle dage siden at min yndlings-karikaturtegner fra min daglige avis Politiken faktisk er en glimrende akvarelmaler som effektivt udnytter det blendede mix af tuschtegning og akvarelteknik. 

   Se bare her neden for! 

   Og læg bl.a. mærke til i de fleste 'akva-tegninger' hvor suverænt Roald Als udnytter de ikke-malede hvide felter og områder, en dygtighed som jeg er sikker på har at gøre med at han i forvejen er vant til som tusch-tegner at arbejde i to ikke-farver: sort og hvidt.

   

Selvportræt med brug af fornem akvarelteknik - på hvid baggrund!

   Læg igen i det følgende mærke til hvordan de ikke-malede områder er udnyttet - i et i øvrigt næsten monokront coboltblåt malet billede - det kunne slet ikke fungere i sort-hvid-streg:

Pointen i den følgende akva-tegning kunne slet ikke formidles uden akvarelfarver: en genial tænkt og set udnyttelse af blå og rød:

Det følgende Roald Als-billed har jeg taget med fordi han bruger nogenlunde samme teknik til at male uroligt hav, som jeg har anvendt i min egen akvarel i starte af indlægget her - med skonnerten Opal som motiv:

Her nyder jeg bare det effektivt akvarelmalede nålestribede jakkesæt med 'lommedukkerne':

   Den kreative metaforiske henvisning til eventyret "Konen i muddergrøften" i afbildningen af Pia Kjærsgaard får en ekstra dimension fordi mudderet er i farver:

Roald Als er også en glimrende portrætmaler - med brug af blandt andet akvarel.

   Her et portræt af sangeren Tom Wait hvis stemme af en anmelder beskrives sådan her: "His voice sounded like it was soaked in a vat of bourbon, left hanging in the smokehouse for a few months, and then taken outside and run over with a car." (Daniel Durchholz)

Det interessante for mig - og altså endnu en aha-oplevelse - er at jeg faktisk aldrig rigtig har lagt mærke til hvor mange af Roald Als 'tegninger' der ikke bare er tegnede, men også effektivt udnytter akvarelteknikken til at understrege centrale pointer i billedet og give ekstra oplevelsesmæssig impact.

   Det er jo sådan set kunsten: at maleriet virker "usynligt" og totalt er integreret med det tegnede motiv.

   Går man ind på Roald Als hjemmeside her...

http://www.roaldals.dk/default.aspx

... så får man indtryk af at han ikke bare kan kombinere tusch og akvarel, men også andre teknikker hvor streg og farve spiller sammen; se under "portrætter". 

   Samtidig kan man få dokumentation for hvor varieret og kreativ en akvarelmaler han er i sine "avis-tegninger".