Den kreative burmarejse (5) - "Vejen til Mandalay" - om Kipling og englænderne der forsvandt

Jeg er syg nu af at slide på de skidne fortovssten,

og den fæle London-støvregn går mig gennem marv og ben.

Vel halvhundred piger har jeg her, fra Chelsea og til Strand,

der kun snakker om at elske, hvad jeg ikke tror, de kan.

Skabt som køer - åh hvordan skal jeg tro, de elske kan,

som min lille Burma-pige i det kønne grønne land.

Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,

og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!

Mandalay-sangen, som vores gruppe på Burmaturen afsang i kor i bussen,  er skrevet af den engelske forfatter Rudyard Kipling omkring 1889. 

   Kipling er verdensberømt for "Junglebogen" - med det indiske ulvebarn Mowgli som hovedperson - en bog jeg husker med stor fornøjelse fra min barndoms forslugne alt-mulig-læsning. Også kostskoleromanen "Stilk & Co" husker jeg at jeg læste flere gang i midten og slutningen af 50-erne. Den lå klasser over "Flemming-bøgerne".

Kipling var "anglo-inder", født af engelske forældre i Bombay. 

   Fem år gammel blev han 1871 sendt til England  sammen med sin lilleøster og boede og blev "passet" det hos et ægtepar i Portshmouth de næste seks år, en familie som levede af have anglo-indiske børn i pleje.

Rudyard Kipling passer smukt ind i min teori om særligt kreative personligheders specielle barndom, præget af fremmedgørende splittelse mellem flere kulturer og sprog, ofte udsat for savn eller tab af forældre, og af "mobning" fra negative eller uforstående omgivelser

   Han fortæller i sin selvbiograf 65 år senere om den kombination af grusomhed og neglekt som han blev udsat for i plejefamilien, og han tilskriver selv disse oplevelser som værende en afgørende kilde til at han blev forfatter:

"If you cross-examine a child of seven or eight on his day’s doings (specially when he wants to go to sleep) he will contradict himself very satisfactorily. If each contradiction be set down as a lie and retailed at breakfast, life is not easy. I have known a certain amount of bullying, but this was calculated torture — religious as well as scientific. Yet it made me give attention to the lies I soon found it necessary to tell: and this, I presume, is the foundation of literary effort".[23]

Det er nemt at forestille sig at erindringerne om hans tidlige barndomsliv med forældrene, barnepiger og oppassere i Bombay har stået i et idyliserende rosenrødt skær og været stimulerende for længsler og drømme og fantasier. I sine selvbiografi beskriver han det sådan her:

"In the afternoon heats before we took our sleep, she (the Portuguese ayah, or nanny) or Meeta (the Hindu bearer, or male attendant) would tell us stories and Indian nursery songs all unforgotten, and we were sent into the dining-room after we had been dressed, with the caution 'Speak English now to Papa and Mamma.' So one spoke 'English', haltingly translated out of the vernacular idiom that one thought and dreamed in"

Spørgsmål om social identitet og national loyalitet, blev - forståeligt nok - et gennemgående træk i hans forfatterskab.

    Efter nogle års kostskoleophold i England vender Kipling tilbage til Bombay i 1982. Han beskriver hjemkomsten til "barndommens land" sådan her:

"So, at sixteen years and nine months, but looking four or five years older, and adorned with real whiskers which the scandalised Mother abolished within one hour of beholding, I found myself at Bombay where I was born, moving among sights and smells that made me deliver in the vernacular sentences whose meaning I knew not. Other Indian-born boys have told me how the same thing happened to them."[23] (...) "There were yet three or four days’ rail to Lahore, where my people lived. After these, my English years fell away, nor ever, I think, came back in full strength".[23]

Enhver lighed med Harry Potters historie, hans forhold til sine Muggler-plejeforældre og hans kostskoleophold, er nok ikke tilfældig.

Kipling skrev utroligt meget og rejste meget. Og han blev som forfatter den engelske imperialismes store besynger i mange af sine værker. 

   Han er senere blevet stærkt kritiseret for sin litterære framing af forholdet mellem kolonimagt og kloniserede som "den hvide mands byrde" - titlen på et af hans store digte, skrevet nogenlunde samtidig med Mandalay-sangen.

Kipling har, så vidt jeg kan finde ud af, aldrig boet i længere tid i Burma, men kun været på gennemrejse via havnebyen Rangoon. Så det billede af Burma og Mandalay som sangen giver er en idyliseret fantasi.

   Digtet handler om den tidligere engelske soldats længsler mod den frie og uhæmmede tilværelse som udstationeret i kolonien Burma, og det spejler og symboliserer tydeligvis Kiplings eget splittede og tvetydige forhold til sit liv som anglo-indisk forfatter, og hans romantiske identifikation med inderene og kolonilivet i Indien.

Rudyard Kipling

Rudyard Kipling fik Nobelprisen i litteratur i 1907. Begrundelsen citeres her:

"In consideration of the power of observation, originality of imagination, virility of ideas and remarkable talent for narration which characterize the creations of this world-famous author." 

På vores turistrundrejse i dele af Burma med titlen "Vejen til Mandalay" hørte vi ret lidt (positivt) om englænderenes kolonistyre i Burma. Og mens vi så rigtig mange pagoder, stupaer og templer, og besøgte en række folkelige markeder der stort set lignede hinanden, så indgik der ikke et eneste besøg til nogle af de mange imponerende og interessante victorianske byggerier som er de synlige spor - både i Mandalay og Rangoon - af over hundrede års engelske koloniale overherredømme.

   Forklaringen på at der ikke indgik engelsk-koloniale seværdigheder i turen, er indlysende. Det er det lokale turistministerium som bestemmer hvilke seværdigheder de udenlandske rejseselskaber kan lade indgå i deres turistrejser. Og det har absolut ikke kunnet se nogen som helst grund til at turen skulle zoome ind på nogle af de ellers meget synlige, seværdig og velbevarede arkitektoniske efterladenskaber fra den engelske kolonitid.

   Tværtimod.

Det engelske koloniherredømme i Burma havde op igennem 1800-tallet og i første fjerdedel af 1900-tallet gjort sig ekstremt upopulært blandt det store flertal af den burmesiske befolkning. 

   Og det burmesiske militærdiktatur, som styret jo stadig er trods en vis åbning mod demokrati, har prøvet at få folkelig sympati ved blandt andet at udskifte de engelske stednavne med mere burmesisk klingende varianter. 

   Derfor Myanmar i stedet for Burma, og Yangon i stedet for Rangoon.

I løbet af tre krige - den sidste i 1885 - erobrede og underlagde englænderne sig hele Burma, og gjorde den administrativt til en underordnet provins i den indiske kronkoloni. 

   Det betød at englænderne opførte sig administrativt over for burmeserne som de havde haft succes med  i forhold til inderne, uden forståelse for at det var en helt anden kultur end den indiske.   

   En af konsekvenserne af det britiske overherredømme var en meget stor emigration af indere, og det var i høj grad indiske embedsmænd der kunne engelsk, der overtog den praktisk administration af landet. 

   Wikipedia beskriver udviklingen sådan her:

The economic nature of society also changed dramatically. After the opening of the Suez Canal, the demand for Burmese rice grew and vast tracts of land were opened up for cultivation. However, in order to prepare the new land for cultivation, farmers were forced to borrow money from Indian moneylenders called chettiars at high interest rates and were often foreclosed on and evicted losing land and livestock. Most of the jobs also went to indentured Indian labourers, and whole villages became outlawed as they resorted to 'dacoity' (armed robbery). While the Burmese economy grew, all the power and wealth remained in the hands of several British firms and migrants from India. The civil service was largely staffed by Anglo-Burmese and Indians, and Burmese were excluded almost entirely from military service, which was staffed primarily with Indians, Anglo-Burmese, Karens and other Burmese minority groups. Though the country prospered, the Burmese people failed to reap the rewards. (See George Orwell's novel Burmese Days for a fictional account of the British in Burma.)

I 1941 beskrev en engelsk embedsmand burmesernes elendige situationen således:

“Foreign landlordism and the operations of foreign moneylenders had led to an increasing exportation of a considerable proportion of the country’s resources and to the progressive impoverishment of the agriculturist and of the country as a whole…. The peasant had grown factually poorer and unemployment had increased….The collapse of the Burmese social system led to a decay of the social conscience which, in the circumstances of poverty and unemployment caused a great increase in crime.”[12]

Ikke mærkeligt at flere af lederene af den oprørske burmesiske nationalistbevægelse i først omgang så den japanske invasion under 2. verdenskrig som en befrielse, heriblandt Aung San Suu Kyis far, general Aung San. 

   Efter verdenskrigens afslutning, var Aung San nøgleperson i forhandlingerne om Burmas uafhængighed fra Storbritanien 1947. 

   Han blev myrdet af rivaler samme år som uafhængigheden blev en realitet.

Derfor indgik der ikke seværdigheder fra den engelske kolonitid i vores rundrejse i Burma. Men faktisk er der bevaret rigtig meget som kunne være en tur og en besigtigelse værd:

Det engelske centralpostkontor i Rangoon

Højesteret i Rangoon

Gaden her hedder Pansodan - i den britiske periode hed den Sparks.
Vi ser her: the Port Authority, the Agricultural Development Bank,
the Ministry of Information, the Ministry of Inland Waterways

Her lejligheder beboet af den indiske middelklasse 

Og flere lejligheder oprindelig beboet af de indere
der var fulgt med det engelske kolonistyre

Flere eksempler på konlonitid-seværdigheder i Rangoon kan ses her:

http://www.greatmirror.com/index.cfm?navid=274

Men vi oplevede jo alligevel sporene efter denne betændte og traumatiske periode i Burmas nyere historie helt konkret - personificeret i vores kreative, humoristiske og vidende guide/rejseleder Zaw Zaw, der netop havde indiske emigranter som forfædre:  

I am sick o' wastin' leather on these gritty pavin'-stones,
An' the blasted Henglish drizzle wakes the fever in my bones;
Tho' I walks with fifty 'ousemaids outer Chelsea to the Strand,
An' they talks a lot o' lovin', but wot do they understand?
Beefy face an' grubby 'and --
Law! wot do they understand?
I've a neater, sweeter maiden in a cleaner, greener land!
On the road to Mandalay . . .

(fortsættelse følger) 

Den kreative Burmarejse (4) - "Vejen til Mandalay" - om Burmas mange kæmpeklokker

 

Alt det ligger år tilbage og er milelangt fra mig,
og fra Bank of England går der ingen bus til Mandalay.
Hvad det gamle mandskab siger, må jeg sande højlig her:
"Den som østen først har kaldt på kan kun trække der sit vejr!"
Alting er mig til besvær, på den lugt af hvidløg nær,
og det solskin og de palmer, og de klingre klokker der.
Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!

Ja, ja - "de klingre klokker der"! Hvad er det med de klokker?

   Burmesiske templer, stupaer, pagoder er fyldt med klokker hvor de er op- og udstillet på prominente steder rundt omkring i de imponerende religiøse bygningværker. Burmesiske tempelklokker er berømt for deres vellyd.

 

Det kulturelle, visuelle og konceptuelle tema som dominerede vores turistrundrejse "Vejen til Mandalay", var pagoderne, som også ofte har klokkeform.

    I virkeligheden er det nok det indtryk der står tilbage efter turen, og ikke mindst her halvanden måned efter vi kom hjem: Burma er pagodernes land, pagoderne og deres specielle form sætter deres visuelle præg både ude på landet og i de store byer.

    Inde i de fleste pagoder er der klokker: "pagoder" inden i pagoder, kan man sige. Store og små. Deres brug og funktion beskrives her ('Sangha' betyder munke og menighed knyttet til et tempel):

Temple bells donated to the Sangha are held in high esteem. They are sounded three times at the conclusion of personal devotions as an invitation to all sentient beings to share the merit accumulated by their spiritual practices. Onlookers may respond with the congratulatory refrain- thadu, thadu, thadu- well done, well done, well done. The casting of large bells is a major event which takes place with an air of great ceremony and rejoicing. Sweetness of tone is very important for the temple bell. 

Store støbte bronzeklokker har været og er stadig noget helt særligt i Burma og i Burmas historie.

   Den største og den mest fascinerende historie knytter sig til en kæmpeklokke fra omkring 1480 som er forsvundet i Rangoon-flodens mudder, og som stadig antages at ligge der et sted.

   Historien fortælles som følger:

Burmese chronicles relate that King Dhammazedi, 9th of the Mon kings of Burma (now known as Myanmar), who reigned at Hanthawaddy (Bago) from 1464 onward, had ordered a census of households in his kingdom sometime around the year 1480. However, his over-zealous ministers not only counted the households; they also taxed them— thus obtaining some 180,000 vis (293.4 metric, or about 600 US tons) of copper. King Dhammazedi was not pleased and so, to allay his wrath, the ministers proposed to have the copper cast into a bell. That was how the biggest bell in history came to be. The chronicles also note that the date chosen for the casting of the Bell, 5 February 1484, was astrologically inappropriate and that the Bell had an unpleasant sound. 

 

He presented the bell to the Shwedagon Pagoda in Rangoon (then known as Dagon). According to texts of the time, the bell metal included silver and gold as well as copper and tin. The bell is also said to have been encrusted with emeralds and sapphires. In view of the opulence of the pagoda itself, the story is likely true. The bell itself was said to be twelve cubits high and eight cubits wide. Another, smaller bell of 500 vis (about 5/6 of a ton) was cast at the same time and also offered to the Buddha.

En portugisisk "eventyrer", De Brito, røvede efter sigende Dhammazedi-klokken fra Svedagon Pagoden i 1608. Han fik den trukket ned til Rangoon-floden af elefanter. Og stablet op på en tømmerflåde der var bundet til De Britos skib, skulle den slæbes over floden til byen Syrian for at blive smeltet om til kanoner. Men klokken levede op til sit dårlige ry, så under transporten gik tømmerflåden i stykker, klokken sank og trak De Britos skib med ned.

   De lokale burmesere var rasende og hele den portugisiske garnision blev dræbt under et efterfølgende angreb. Kilderne fortæller at De Brito døde "den langsomme død" - hængt op på og gennemboret af en tilspidset bambuspæl.

   Den klokke blev aldrig nogen "good luck charm".

En anden berømt Burma-klokke som nær havde lidt samme skæbne, er denne som vi så i  Swedagong Pagoden i Rangoon: den 23 tons tunge  Maha Ganda-klokke, som også kaldes Singu Min-klokken efter den kong Singu som donerede klokken til templet i 1779:

In 1825, British attempted to steal it from Shwedagon Pagoda. However, the ship that carried the bell to India sank in Rangoon River together with the bell. After several unsuccessful attempts to salvage the bell, British finally gave up. Then, a group of Burmese people successfully raised the bell from the river bed without using any modern techniques. The bell was then restored to its original position in Shwedagon pagoda.

Sådan lyder en af de mange klokker i Swedagon pagoden:

Det har tydeligvis haft stort symbolsk værdi for herskere og magthavere at være i stand til at få støbt kæmpeklokker. Ved at donere dem til templerne forsøgte de derigennem at opnå religiøs legitimering af deres magt.

Her endnu en kæmpeklokke fra Swedagon-pagoden:

  I 1841 donerede Kong Tharrawaddy en 42 tons tung klokket til templet, kaldet "the Maha Tissada Gandha (great three-toned sweet sound) Bell".

   Den er, som man ser, beklædt med 45 pund guldplader som dekoration:

Det er bemærkelsesværdigt at dette klokke-donations-system "kører" i mere end 1000 år. Og altså helt op til "moderne tid" i 1800-tallet.

Det store problem med disse klokker er at få dem løftet op fra jorden og hænge så de kan ringe frit. Det kræver helt særlige transport- og hæveteknikker at få dem på plads, som det fremgår af historien om Mingun-klokken ...

   Den indgik ikke i turistturen. Men historien om den er interessant: Det er den største eksisterende klokke som stadig kan bimle og bamle, eller rettere - var det indtil år 2000.

Hver gang man søger noget om Burmas historie, bliver man mindet om at den burmesiske kultur er gennemsyret af numerologi - (over)tro på at tal og -kombinationer har en særlige betydning i det enkelte menneskes liv - og i universets hændelser og konsekvenserne af dem. Talmagi er der også knyttet til Mingun-klokken:

The weight of the bell is 55,555 viss (90,718 kilograms or 199,999 pounds). This number is conveniently remembered by many people in Myanmar as a mnemonic "Min Hpyu Hman Hman Pyaw", with the consonants representing the number 5 in Burmese astronomy and numerology. The weight of the bell and its mnemonic words are written on the surface of the bell in white.

    The bell is uncracked and in good ringing condition. The bell does not have a clanger but is rung by striking the outer edge.

    Casting of the bell started in 1808 and was finished by 1810. King Bodawpaya (r. 1782–1819) had this gigantic bell cast to go with his huge stupa, Mingun Pahtodawgyi.    The bell was said to have been cast on the opposite side of the river and was transported by using two boats, which after crossing the river, proceeded up two specially built canals. The canals were then dammed and the bell was lifted by raising the water level by the addition of earth into the blocked canal. In this way the bell was originally suspended.

En klokke af den størrelse og med den vægt, får ikke lov til at bimle i fred af de højere magter. Også dens skæbne er omgivet af drama. Et jordskælv i 1839 ødelagde delsvist det langt fra færdige kæmpbyggeri af Mingun Pahtodagwgyi-pagoden, og den konstruktion som klokken var ophængt i, brød sammen.

    I 47 år var den opstillet som dette gamle fotografi fra 1873 viser:

Men lokal fundraising fik den op at ringe igen lige før århundredeskiftet, som det her fortælles:

It was resuspended by the Irrawaddy Flotilla Company in March 1896 using screw jacks and levers using funds from public subscription. The party to celebrate was attended by many and an hourly boat was required to take visitors from nearby Mandalay.

Sådan ser Mingun-klokken ud i dag - ophængt og velfungerende i det rigtige miljø:

I godt hundrede år var Mingun-klokken med sine godt 90 tons derefter verdens største frithængende ringende klokke.
   I år 2000 blev den fortrængt fra førstepladsen af denne kinesiske "Bell of Good Luck" der vejer 116 tons:

Også på den globale kæmpeklokkescene buldrer kineserne nu frem!

Søgningen på nettet efter Burma-klokke-historier, afslørede at ikke alle de klokker englænderne forsøgte at stjæle, sank ned og forsvandt i Rangoonflodens mudrede vande.

   Her hænger en stor Burma-tempel-klokke i et træ i en stor "woodlandgarden" i Exbory i England:

 

It is thought that Exbury’s Burmese Temple Bell was brought back to England after the 1st Anglo-Burmese War 1824-26, when English troops occupied Rangoon.

   The Bell used to hang in the Gardens of the Rothschild family home at Gunnersbury, North West London and, following Gunnersbury’s sale, was transferred to Exbury by Lionel de Rothschild in the 1920s.

   Exbury lore – totally apocryphal, mind you – has Lionel’s staff from Exbury House sounding the bell to advise when his lunch or dinner was ready; Lionel would often be tending to his rhododendrons deep in the Home Wood in front of the House, with the bell’s tone carrying down to the Beaulieu River. Today the Bell is a favourite spot for the 100,000 plus visitors to the Gardens and the scene of many proposals and wedding blessings.

Der er som regl inskriptioner på de store Burmesiske tempelklokker der angiver hvem der har doneret den, til hvem og hvornår. Inskriptionen på Exbory-klokken er oversat til engelsk som følger:

‘In the Buddhist era in the year 2355 after the Buddha’s entry into Parinirvana, and in the year 1173 of the secular era of the Burmese kings, on the 11th day of the waning moon of the month of Tabodwe, on Saturday, the Venerable Kondana residing at the Lesa monastery in Rangoon, with his pupils and his followers laymen and laywomen, generously cast a bell to honour the Dagon Pagoda, where the hair relics of the Buddha are enshrined.’

http://www.exbury.co.uk/website/burmese_bell.aspx

Den helt nøjagtige datoangivelse af hvornår støbningen fandt sted, peger igen på at den har haft en særlig numerologisk betydning.

But that's all shove be'ind me -- long ago an' fur away,

An' there ain't no 'busses runnin' from the Bank to Mandalay;

An' I'm learnin' 'ere in London what the ten-year soldier tells:

"If you've 'eard the East a-callin', you won't never 'eed naught else."

No! you won't 'eed nothin' else

But them spicy garlic smells,

An' the sunshine an' the palm-trees an' the tinkly temple-bells;

On the road to Mandalay .

(fortsættelse følger - om pagoder, Buddhaer - og om den engelske besættelse af Burma)

NB! Googler man "burmese bells" opdager man også at betegnelsen kan dække noget helt andet: småt og pikant! Se:

http://en.wikipedia.org/wiki/Ben_Wa_balls 

Den kreative Burmarejse (1) - "Vejen til Mandalay" - og Aung San Suu Kyi

Ved den grå Moulmein Pagode, med sit blik mod havets blå,
sidder der en Burma-pige, det er mig hun tænker på.
Hvisker palmesuset ikke, synger templets klokker ej.
Kom igen, soldat fra England, kom igen til Mandalay!
Kom igen til Mandalay, ad flotillens gamle vej,
husker du pagajens dunken fra Rangoon til Mandalay?
Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kina-bugtens kaj!

Et hold danske turister synger disse linjer i en bus på en vej i Burma/Myanmar, nærmere bestemt i omegnen af byen Mandalay. Det sker under ledelsen af den danske rejseleder Gunnar der har uddelt sangens tekst til hele holdet. 

   Jeg og fruen og moster synger med ad fuld hals - den sang som de fleste lidt ældre danskere husker fra Giro 413 sunget af Four Jacks, yngre husker den måske i Kim Larsen-versionen, endnu ældre mindes den i Mogens With-versionen fra 1942.

   Jeg foretrækker Four Jacks-versionen.

Burma er et land jeg har læst om, hørt om og set billeder fra i massemedierne de senere år. Ikke for det gode.
   Og jeg husker jeg har set en fascinerende prisvindende dokumentarfilm for nogle år siden: "Burma VJ" af den danske dokumentarinstruktør Anders Østergaard. Om et oprør i landdet 2007 ført an af buddistmunke og vendt mod landets militære magthavere.
   Politisk set har Burma i mange år været et militærdiktatur af den groveste slags - sådan nærmest i familie med Nordkoreas.
  Men i modsætning til Norkorea, så er der her tale om et regime med en internationalt berømmet moralsk heltinde Aung San Suu Kyi som politisk modstander, en kvinde der har modtaget Nobels fredspris i 1991 - for sin ikke-voldelige kamp for demokrati og menneskerettigheder i landet.

   Hun er et par år yngre end mig, noterer jeg. Født 1945.

Som leder af National Leage for Demokracy vandt hun en jordskredsejr ved et valg i 1990, men var  allerede inden valget blevet sat i husarrest af generalerne.

    Efter husarresten i 15 af de seneste 21 år, blev Aung San Suu Kyi den 13. november 2010 løsladt af magthaverne.

   Hun er datter af general Auang San, som forhandlede Burmas uafhængighed fra Storbritanien 1947, og som blev myrdet af rivaler samme år.

   Hun studerede ved universitet i Oxford hvor hun mødte sin engelske mand, som hun har 2 børn med.
   Hun er som politisk personlighed i samme klasse som Václav Havel og Nelson Mandela.

I forruden til bussen som vi kørte og sang i i omegnen af Mandalay, hang der side om side et foto af hende og et foto af faderen general Aung San der er landets nationalhelt - tilsvarende Nehru og Gandhi i Indien:

Som noget af det første på rejsen så vi general Aung Sans kontor i Rangoon, der var bevaret som en slags mindestue:

Og som noget af det sidste på rejsen så vi porten til Aung San Suu Kyis hus som hun sad i husarrest i de mange år:

På den modsatte side af vejen lå den militærforlængning hvorfra hun er blevet overvåget døgnet rundt i hele perioden.

Jeg så for ikke så længe siden spillefilmen om Aung San Suu Kyis liv: "The Lady". Ikke verdens bedste film, men den gav et meget godt indtryk af hendes liv og virkelighed. Og jeg genkendte her lokaliteten fra filmen.

Flere venner og bekendt havde anbefalet at vi skulle se at komme til Burma inden turistindustrien for alvor kom igang. Og min vane tro læste jeg ikke på lektien inden afrejsen til Burma. Ingen "Turen går til Burma" eller lignende. 

   Jeg havde kun lige skimmet rejsearrangørens program for et halvt år siden da vi bestilte rejsen. 

   Så jeg tog på rejsen med et åbent sind - og ikke særligt konkrete forventninger - kun relativt vage associationer og diffuse fantasiforestillinger. Sammen med fruen og moster - og 26 andre danskere - de fleste nogenlunde jævnaldrende - og ligesom på vores tidligere rejser til Japan og Kina - medrejsende der for de flestes vedkommende var meget mere berejste end vi var.

Men hvad har sådan en rejse egentlig med temaet kreativitet at gøre?
   Umiddelbart er svaret simpelt. Kreativitet indebærer overskridelse af grænser, blending af adskilte konceptuelle rum. Så enhver rejse til et nyt og fremmedartet land er en rejse ind i en verden hvor fantasi blandes med virkelighed. Og ud af dette mix, vokser oplevelserne frem.

Her kommer så lige Mandalay-sangen i Four Jacks-udgaven, skrevet af Kipling, gendigtet på dansk af Kai Friis Møller:

Og her er traileren til Burma VJ-dokumentaren, filmen kan ses stykvis på YouTube:

By the old Moulmein Pagoda, lookin' eastward to the sea,
There's a Burma girl a-settin', and I know she thinks o' me;
For the wind is in the palm-trees, and the temple-bells they say:
"Come you back, you British soldier; come you back to Mandalay!"
Come you back to Mandalay,
Where the old Flotilla lay:
Can't you 'ear their paddles chunkin' from Rangoon to Mandalay?
On the road to Mandalay,
Where the flyin'-fishes play,
An' the dawn comes up like thunder outer China 'crost the Bay!

(fortsættelse følger)