Sider

Viser opslag med etiketten Vejen til Mandalay. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vejen til Mandalay. Vis alle opslag

mandag den 28. januar 2013

Den kreative Burmarejse (3) - "Vejen til Mandalay" - om generalerne, folket og vittighederne - og den nye hovedstad i Burma

Når hver rismark drev af tåge, og det led mod solnedgang,
greb hun i sin lille banjo, og Kulla-lo-lo hun sang.
Kind mod kind vi sad og så på bugtens både, stavn ved stavn,
så den store hathi gøre som en tømmerlæmper gavn.
Stable teaktræ favn på favn, i den sjip-sjap-våde havn,
hvor der var så tavst, jeg næppe turde viske hendes navn.
Oh, den vej til Manadalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!
På vores 10 dages rundtur til en række smukke og interessante seværdigheder i Burma, så vi ikke meget til det militær, som har dikteret landets liv i de sidste mange år, og altså blandt andet har ansvaret for Aung San Suu Kyis mangeårige husarrest. Og som  direkte - eller indirekte via korruption - tjener fedt på overskuddet fra Burmas store teaktræs fældnings og -eksportindustri - ikke mindst til Kina.
   Så på overfladen virkede landet og befolkningen på mange måder fredeligt og civilt - og mere frit end Kina, hvor vi så en del soldater i miltær-uniform rundt omkring.
   Og der er jo også - ifølge de danske og internationale medier - en åbning mod et friere styre på vej - foranlediget af de reformer som den tidligere general, men nu civile president Thein Sein har igangsat, herunder tilladelsen til at Aung San Suu Kyi fik hævet sin husarrest, og kunne deltage i et suppleringsvalg til parlamentet.
   Men vore lokale guide og reserverejseleder Zaw Zaw var bestemt ikke overbevist om at de åbninger mod et mere demokratisk og frit samfund, ville holde hvis generalernes magt for alvor blev anfægtet.
 
Nu var de seværdigheder vi oplevede jo også valgt ud fra den liste som var blevet tilbudt rejseselskabet af den statslige turistorganisation. Og i den liste indgik ikke et besøg i den af militæret relativt nyanlagte hovedstad Naypyidaw. Den er "still under construction", som Wikipedia fortæller. 
    Googler man billeder på nettet, så ville der ellers have været tilstrækkeligt med usædvanlige og groteske seværdigheder til at fylde mindst et par dage i programmet. Blandt andet en spritny tro kopi af den fantastiske  guldbeklædte Schwedagon Pagode som vi oplevede i den ægte udgave den første aften vi var i Rangoon. 
   Pagode-kopien i den nye hovedstad har fået navnet Uppatasanti Pagoden ("beskyttelse mod katastrofer"!!!!), og er 30 centimeter lavere end originalen:

File:Uppatasanti Pagoda-02.jpg
Uppatasnati - kopi

Schwedagon - original
Naypyidaw ligger ca. 320 km nord for Rangoon - inde i landet, og er anlagt på et stykke uopdyrket "greenland". 
   Hovedstaden som adminstrativt centrum blev officielt flyttet fra Rangoon til sin nuværende placering af generalstyret i 2005. 
   Avisen India Today fortalte sidste sommer:
Like all dictators, Myanmar's Generals suffer from acute paranoia. The fear of popular protests forced the military regime to move the capital from Yangon (population 6 million) to Nay Pyi Taw (hardly any people at all) in 2005. The new capital, built with Chinese assistance is sprawling. The narrowest roads are eight lanes and the widest extend to 24 lines.
   The city's only residents are civil servants and military officials. All ministries and military installations are hidden away from the main road in forested areas.
   The Generals are as superstitious as they are paranoid. One of the reasons given for building a new capital was that every successful Burmese King in history had set up a new capital. The Generals also constructed a gold-plated copy of Yangon's famous pure gold Shwedagon pagoda in Nay Pyi Taw.
Flytningen 2005 skete i øvrigt under megen ståhej og ballade, fordi selv igangsætningen af byggeriet af vejanlæg, præsidentpaladser og regeringskontorer havde været holdt så hemmeligt for befolkningen at det kom bag på en stor del af embedsmændene at nu skulle de hu hej tvangsflyttes til en spøgelsesby som i øvrigt hverken var helt eller halvt færdig med hensyn til vand- og el-forsyning, infrastruktur,  indkøbsmuligheder, kloakering mv.

Filmen "The Lady" der fortalte om Aung San Suu Kyis historie frem til munkeoprøret 2007, fik i Danmark blandt andet dårlige anmeldelser fordi nogle anmeldere mente at det billede som filmen gav af generalerne var for karikeret og for sort hvidt: så stupide og onde kunne de da ikke være som filmen fremstillede dem, var argumentet.
   Min research de sidste par dage tyder på at det er det overhovedet ikke. Generalerne der har siddet på magten siden 1962 er lige så gale, tossede, overtroiske og stupide, som filmen fremstiller dem.

I bussen fik vi af vores to rejseleder fortalt mange absurd utrolige - tragikomiske - historier om genralernes (mis)regimente i landet. 
    Fx besluttede en general for nogle få år siden at indføre højrekørsel over hele landet med få dages varsel. Hvilket selvfølgelig medførte en kraftig forøgelse af antallet af trafikulykker, og som vi oplevede det at halvdelen af bilerne havde rattet i højre side, og halvdelen i venstre,
    En anden general indførte totalt forbud mod alle tohjulede motorkøretøjer i Rangoon fordi hans bilkortege  måtte holde tilbage og vente for en krydsende motorcykel-kortege med sønnen af en anden general i front.  Konsekvensen har været at trafikken i Rangoon kun består af biler, og alle de biler der nu fylder i stedet for de tohjulede køretøjer, får trafikken til at gå fuldstændig i hårdknude i timevis.

Pludselige, uforberedte og uvarslede erklæringer om at pengesedler med bestemte værdier nu var ugyldige og skulle erstattes med andre, har flere gange ført til folkelig uro.
For example, in May 1964, the 50 and 100 kyat notes were demonetized, while in November 1985 the 20, 50 and 100 notes were demonetized and replaced with new kyat notes in unusual denominations (25, 35, and 75). A similar process took place in September 1987 as well, but with a more severe nature: the government demonetized the 25, 35, and 75 kyat notes without warning, leaving 75% of the country’s currency of no value. As a result, a new series of notes (15, 45, and 90 denominations) was issued, but great economic unrest ensued.
Efter sigende har nogle af disse uvarslede udskiftninger af gamle sedler til nye sedler med andre værdier, været begrundet i at generalerne tror på talmagi, og at nogle værdier ifølge den tro er bedre end andre. 
   Det der udløste munke-oprøret i 2007 - også kaldet safran-revolutionen -  var en tilsvarende akut forværring af de økonomiske levevilkår for befolkningen, på grund af uvarslede bortfald af tilskud til brændstof til køretøjer. Wikipedia:
A series of anti-government protests started in Burma (also known as Myanmar) on 15 August 2007. The immediate cause of the protests was mainly the unannounced decision of the ruling junta, the State Peace and Development Council, to remove fuel subsidies, which caused the price of diesel and petrol to suddenly rise as much as 66%, and the price of compressed natural gas for buses to increase fivefold in less than a week.
Samtidig har befolkningen jo altså oplevet at generalerne har postet milliarder og atter milliarder i vej- og bygnings-anlæg i den nye hovedstad, hvor de - har de sikkert tænkt - ville have bedre kontrol over befolkningen end i den ustyrlige gamle hovedstad Rangoon.
   Oprøret og protesterne i 2007 havde præcis Swedagon-pagoden i Rangoon som sit både fysiske og symbolske centrum, og befolkning slog ring om den for at beskytte de fredeligt protesterende og demonstrerende munke mod militærets voldelige overgreb.


Og blandt den brede befolkning cirkulerer der en mængde såkaldt 'generaltvittigheder' - 'Junta Jokes' . Flere af dem blev genfortalt både af Zaw Zaw og af den danske rejseleder Gunnar.
   Mit problem er at jeg ikke kan huske sjove historier på en måde så jeg kan genfortælle dem. Så jeg søger på nettet med forskellige søgeordskombinationer, fx "junta jokes", eller "funny stories about the generals in Myanmar".
    En af de historier jeg fandt i flere udgaver, handler om tandlæger, og lyder som så:
- Hvorfor er der ingen tandlæger i Burma?
- Fordi det er forbudt at åbne munden i Burma!
Elller:
Par Par Lay went to India for the Dental treatment. Indian Dental Surgeon was quite surprised as Par Par Lay came all the way from Burma to India, just for a simple Dental treatment.
   Then he asked. “Don’t you have Dental Surgeons in Burma?”
   Par Par Lay replied, “Yes Sir, but they were unable to work as Burmese people are ordered not to open their mouth by the Military Government of Burma.”
Her en anden der gør grin med den dårlige el-forsyning:
Electricity is so scarce in Burma that one is not likely to get electric shock if one puts you finger inside a plughole. But don´t touch the junta´s newspaper! It´ss charged with hundreds of thousand of volts.
Og flere:
- Hvornår vil Burma få demokrati?
- Den 30. februar! 
Burmese Tatmadaw has announced that its new national symbol is the Condom, because it accurately reflects the government stance. A condom allows for inflation, halts production, destroys the next generation, protects a bunch of pricks and gives us a sense of security while we’re actually being screwed!
Senior General Than Shwe and General Maung Aye were in a helicopter looking down Rangoon. Than Shwe said, “Maung Aye, if I throw two 1000 Kyat notes down, two people will be happy.”
   Not wanting to be outdone, Maung Aye said, “If I throw 200 of 10 Kyat notes, 200 people will be happy.”
   The pilot heard the conversation and said, “If I throw the two of you down, 50 million Burmese will be happy.”
The junta in Burma has created a new first-class postal stamp featuring its leaders. The stamp was not sticking to envelopes, which enraged the junta, who demanded a full investigation. After a month of testing, a special junta commission presented the following findings about why the stamps were not sticking:
  1) The stamp is in perfect order.
  2) There is nothing wrong with the adhesive. 
  3) People are spitting on the wrong side. 
Du kan finde flere generalvittigheder på adressen: 
http://burmadigest.info/wp-content/uploads/2009/04/burmese-political-jokes-20090413draft.pdf
Her er en række forslag til at gøre generalerne til grin med practical jokes fra Burma Digest:
In Burmese, the military word, General, is called Bo Gyoke, which is pronounced Bo as in the beautiful Bo Derek, Gyoke as in the English word, joke. Since silly antics of the Burmese Bogyokes are laughable beyond compare,
   — such as insisting upon moving an entire capitol on the 11 minute of the 11 hour of the 11 day of the 11 month to a jungle hideout simply on the advice of an astrologer,
   — or the wedding of one’s own 70 year-old wife (without divorcing her) to a 35 year-old gigolo stud actor and then coming along for the honeymoon, (General Than Shwe actually did this)
   — and countless other funny, and funnier-still stories, it is only mete and proper that the Burmese word for Bo Gyoke be spelled as Bo Joke.
Og videre:
Dear Readers,
   We will be presenting to you in the weeks that follow — a series of Practical Jokes on our “Beloved” Burma Bo Jokes, our beloved Burmese Generals, in which we invite you to send in Your Own Ideas for which we shall credit you with authorship. Below we describe to you some tentative ideas which we will present week after week. If, however, we receive from you, our Readers, a good idea, then we shall give credence to you first and then later on resume our Series. Below now is the first of our Bo Joke Series.
   No. 1: Panty Power for the Phone Naint Downfall of the Generals”
   Behold, the overwhelming power of women over that of men whose minds are overblown with self-important arrogance. Men who think they are emperors with royal naypyidaw capitols and kingly titles and regalia. The higher they are, the lower they fall. Ergo, whenever these high and mighty kings meet with the garment of women, they will fall, for such is their belief.
Jeg fandt faktisk også en variant af den lange historie som Zaw Zaw fortalte i bussen allerede den første dag i Rangoon:
Recently, three very important government officials from Thailand, Korea, an d Burma had some important business and had to travel by train, accompanied by their PA’s (personal assistants). During the long trip, the Thai official got hungry and told his PA to bring out a couple of lobsters. They were so big that the plate could not fit both, and so the Thai very deftly picked up the extraneous lobster and flung it out of the window as if it was a piece of trash.
   “Why did you do that?” the Burmese official hungrily asked. The Thai nonchalantly replied, “Oh, in my country, lobsters are SO cheap and plentiful.” So the Burmese just had to rub his hungry stomach and sat silently, deep in thought. After all, food has become very expensive and meat is scarce in Burma. He felt so bad that the Thai had thrown away the lobster. But he did not dare complain or else it would be a loss of face, theikkhar kyaht.
   Not to be outdone, the Kore an snapped his fingers and his PA brought a very expensive, fancy-looking cell phone. After he finished his call, he casually flung it out the window like a cigarette butt. “WHY did you do that?” the Burmese official asked. The Korean replied, “Oh, cell phones are SO cheap and plentiful in my country.” Again, the Burmese official rubbed himself, this time in the face, because he felt like crying. After all, cell phones are expensive and hard to get in Burma, and the government has to be bribed heavily even to get an ordinary land-ine telephone.
   He again sat silently, deep in thought. How was he going to outdo the other two? National honor, Naingandaw Theikkhar, was at stake. He snapped his fingers and his PA brought him a cigarette, While smoking, he snapped again for a stiff drink, and again, the PA jumped into action and poured a Johnny Walker Black, unthinkably unaffordable for a typical Burmese citizen. Of course, he threw away the cigarette butt and the PA came to fetch the empty glass. There was no way he could throw away the whiskey. No way.
   Then Burmese assistant came to ask if there was anything, anything else that he could do for his boss.
   “No, there is nothing more. You have done your duty well;” said the official and his eyes suddenly gleamed as if he just had a bright idea. He grabbed his assistant by the back of his neck and threw HIM out of the window!
   Both the Thai and Korean sprang up, shocked, aghast, demanding to know: “WHY did you do that???” The Burmese official explained in a bored manner, “Assistants like these, are so cheap and plentiful. They are so willing. You can order them to do anything.
I Zaw Zaws version slutter historien med at burmeseren smider en general ud ad vinduet idet han siger: "Generals are so cheap and plentifull in our country,"

Dette er desværre ikke en joke, men virkelighed. Se her fotografier fra den for nyligt anlagte by: Naypyidaw, den nye hovedstad i et af verdens mest forarmede lande:
   

When the mist was on the rice-fields an' the sun was droppin' slow,
She'd git 'er little banjo an' she'd sing "Kulla-lo-lo!"
With 'er arm upon my shoulder an' 'er cheek agin' my cheek
We useter watch the steamers an' the hathis pilin' teak.
Elephints a-pilin' teak
In the sludgy, squdgy creek,
Where the silence 'ung that 'eavy you was 'arf afraid to speak!
On the road to Mandalay . . .
(fortsættelse følger)

fredag den 25. januar 2013

Den kreative Burmarejse (2) - "Vejen til Mandalay" - om militæret og de etniske minoriteter i Burma

Gult var Skørtet, grøn var Huen, som min Birma-Jomfru bar;
Supiyawiat hed hun – samme Navn, som Theebaws Dronning har
Paa en hvid Cerut hun røg, da første Gang hun for mig stod,
og hun øsled kristne Kysse paa en hedensk Afguds Fod.
Kun af snavs den Gud bestod, kaldtes Buddha, vis og god,
straks da jeg tog til at kysse, hun sin Gud i stikken lod!
O, den Vej til Mandalay, fuld af Flyvefisk i Leg,
og hvor Solen brød som Torden frem bag Kinabugtens Kaj!
Sangen om vejen til Mandalay fortæller om den engelske soldat der på Kiplings tid længes tilbage til sit liv i kolonien og til sin Burma-kæreste, som - antyder versene - er en fri og selvstændig kvinde. 
   Og oplevelsen fra Burma-rejsen var faktisk at kvinderne vi mødte fremtrådte relativt frie og selvstændige, og at den lokale kulturs holdning til dem stod i positiv kontrast til fx. de holdninger til kvinder der dominerer den arabiske landes kultur - og den indiske kultur!
   Et Wikipedia-opslag på nettet bekræfter indtrykket
Historically, women in Burma (Myanmar) have had a unique social status inBurmese society. According to the research made by Daw Mya Sein, Burmese women "for centuries – even before recorded history" owned a "high measure of independence" and had retained their "legal and economic rights" despite the influences of Buddhism and Hinduism. Burma once had a matriarchal system that includes the exclusive right to inherit oil wells and the right to inherit the position as village head. Burmese women were also appointed to high offices by Burmese kings, can become chieftainesses and queens.[
Så det giver også et ekstra sidelys på Aung San Suus historie, synes jeg.

Jeg har skrevet om det før, og oplever det nu igen. Når man er fuld af indtryk, billeder, associationer fra en stærk oplevelse eller et vigtigt emne, så myldrer det pludselig frem med 'bonusmateriale' fra aviser og andre medier.
   Dagligt har der siden hjemkomsten været artikler i flere af de aviser jeg læser der har haft Burma som tema. Især om den politiske situation,  dels fokuseret gennem Aung San Suu Kyis person og de stadig usikre muligheder for at demokratiet kan slå rod,  og dels fokuseret på kampene i de nordligste områder på grænsen til Kina - i den hovedsageligt kristne delstat Kahcin.
   Idag havde Information fx en artikel med rubrikken "Kina kunne stoppe borgerkrig i Myanmar", og med underrubrikken: "Kina spiller på to heste i borgerkrigen mellem Myanmars regeringhær og oprørsstyrker. Krigen har direkte indflydelse på kinesiske interesser - og for Kina er den både en trussel og et nyttigt pressionsmiddel."
   
Så langt oppe nordpå var vi  naturligvis slet ikke ikke. Men vi fik at vide af vores etnisk indiske guide og medrejseleder Zaw Zaw at det var meget kompliceret og uigennemskueligt hvad der forgik og hvilke interesser og spillere der var involveret i de forskellige konflikter mellem den burmesiske hær og de lokale etniske befolkninger.
   Når man i medierne kunne læse at 'regeringshæren' gjorde det ene og det andet i den provins, så kunne det meget vel være at det i virkeligheden kun var den lokale general som agerede og førte krig på egen hånd, uden overordnet styring fra de generaler som sad i regeringen i hovedstaden.
   Noget af konflikten kunne simpelt hen hænge sammen med at de lokale militære ledere i Kahcin-området havde økonomiske interesser i minedrift og teaktræ-fældning i området som de brugte deres tropper til at forsvare eller udvide.
 
Som jeg skrev i det foregående indlæg, så var vores rejse så at sige framet gennem Aung San Suu Kyis symbolladede skikkelse og livshistorie. 
   Som metonym på en politisk bevægelse i landet, og som metafor på en ny nation i svøb med en ny identitet, leverede hun for mig, og tror jeg, også for mine medrejsende, en af de vigtige optikker som  Burma blev oplevet igennem.
   Undervejs så vi rigtig mange billeder af hende og hendes far i busserne vi kørte i,  og på væggene i flere af de hoteller vi besøgte. Plakater og fotos med hendes ansigt som motiv kunne købes de fleste af de markeder vi besøgte.
   
Umiddelbart var jeg jo derfor også interesseret i hvordan Aung San Suu Kyi stillede sig til kampene i nord. Et eller andet sted havde jeg læst at hun har været "overaskende tavs" af en fredsprismodtager der går ind for ikke-vold, at være.
   Det fik vi vist ikke afklaret i bussen.
   Men en søgning på nettet viser at hun faktisk, mens vi rejste rundt, har taget offentlig stilling. Her citeres hun i den engelsksprogede avis "Irrawaddy" fra den 16. januar:
“I don’t like any kind of war or violence,” said the Nobel Peace Prize laureate. “I have always said that we should negotiate amongst ourselves so that there is no need to fight like this.”
   She added: “We will only be able to avoid such conflicts if we begin to practice a culture of negotiation.”
   Regarding her own role in resolving the conflict, Suu Kyi said that despite being a member of Burma’s Parliament, she has limited power to directly address the issue.
   “I am not a member of Parliament’s Ethnic Committee. That doesn’t mean that I don’t take responsibility for the matter or that I don’t care about it, but different committees should respect each other and not interfere in each other’s work,” she said.
   She added, however, that Burma’s ethnic issues are not just a matter for MPs, but can only be resolved through the efforts of all citizens, including the country’s media.
   “Mutual respect and mutual trust are the key to solving the ethnic issues. We, as well as the government, have to ask ourselves whether we understand the goals of the ethnic people and whether we can help them fulfill their goals,” she said, adding that she would be willing to assist in the peace process if she is invited by the government.
Hvor vigtig en figur er og hvor vigtig hendes offentlige  stillingtagen er selv om hun ingen magt har, men blot er et menigt parlamentsmedlem valgt ved et suppleringsvalg for nylig, fremgår af dette billede fra en opfølgende artikel i The Guardian dagen efter.
    Artiklen fortæller blandt andet om Kachin-demonstranter foran den Burmesiske amabassade i Bankok i Thailand:

Overseas Kachin communities protest Myanmar bombardments
Kchin protesters in Thailand hold placards and a picture of Aung San Suu Kyi,
during a demonstration outside the Burmese embassy in Bangkok.
Photograph: Narong Sangnak/EPA
Jeg husker fra filmen "The Lady" hvordan vi ser Aung San Suu Kyi i 1989 rejse rundt i landet til en lang række minoriteter og føre valgkamp for at få deres støtte til hendes demokratibevægelse. 
   Blandt andet viste filmen at hun besøgte den Kayan-stamme fra Karen-minoriteten som er kendt for deres langhalsede kvinder med messingringe om halsen:

Om disse valgmøder med en række etniske minoriteter er fiktion eller afspejler virkeligheden omkring 1989-valgkampen, ved jeg ikke.
   Selv så vi en enkelt Karen-kvinde med de gyldne ringe om den lange hals da vi besøgte Pyathadar (Pyathatgyi) Templet Bagan-området:


Eksotisk og fascinerende. Og smukt! 
   Men er det ikke også en form for kvindeundertrykkelse - i modstrid med den generelle tradition i Burma?
   Wikipedia:
Many ideas regarding why the coils are worn have been suggested, often formed by visiting anthropologists, who have hypothesized that the rings protected women from becoming slaves by making them less attractive to other tribes. Contrastingly it has been theorised that the coils originate from the desire to look more attractive by exaggerating sexual dimorphism, as women have more slender necks than men. It has also been suggested that the coils give the women resemblance to a dragon, an important figure in Kayan folklore. The coils might be meant to protect from tiger bites, perhaps literally, but probably symbolically.
   Kayan women, when asked, acknowledge these ideas, but often say that their purpose for wearing the rings is cultural identity (one associated with beauty). The coil, once on, is seldom removed, as the coiling and uncoiling is a lengthy procedure. It is usually only removed to be replaced by a new or longer coil. The muscles covered by the coil become weakened.
   Many women have removed the rings for medical examinations. Most women prefer to wear the rings once their necks have become elongated, as the area of the neck and collarbone often becomes bruised and discolored. Additionally, the collar feels like an integral part of the body after ten or more years of continuous wear.
   In 2006 some of the younger women in Mae Hong Son started to remove their rings, either to give them the opportunity to continue their education, or in protest against the exploitation of their culture and the restrictions that came with it. 
Men ellers må man sige at vi ikke mødte minoriteter som en del af Burma-turen. Dette i modsætning til  oplevelserne vi havde på grupperejsen til Kina, "De Vilde Svaner", for et par år siden hvor kineserne jævnligt gennem turistevents fremhævede hvor højt staten og samfundet værdsatte de etniske minoriteters særlige kultur (Tibet undtaget!). 
   Der er ellers officielt anerkendt 135 minoriteter i Burma - fordelt på 8 "storgrupper", og blandt dem tales der omkring 100 forskellige sprog. 

Da det er den burmesiske statslige turistorganisation der bestemmer hvilke turistmål fremmede rejsebureauer kan tilbyde, så siger det måske også noget om at regimet er nervøs for for meget fokus på at landet faktisk er et kludetæppe af kulturer, og at landets befolkning er sammensat af forskellige befolkningsgrupper indvandret i århundredernes løb fra både vest, nord, øst og syd.

En videre søgning på nettet bekræfter at militærregimet kan have al mulig grund til ikke at lade turister møde nogle af de etniske minoriteter. En hjemmeside citeer Aung San Suu Kyi:
Rape is used in my country as a weapon against those who only want to live in peace, who only want to assert their basic human rights, especially in the areas of the ethnic nationalities. Rape is rife. It is used as a weapon by the armed forces to intimidate the ethnic nationalities and to divide our country.
Citatet indleder et indlæg på hjemmesiden som har overskriften:
License to rape: How Burma’s military employs systematic sexualized violence
Artiklen på nettet fortsætter:
Last week, a young woman from the Karen ethnic minority in Burma reported being “beaten, drugged, and sexually assaulted by two men wearing army fatigues.”
   In November 2011, reports emerged that four women were being kept as sex slaves by the Burmese military near the Kachin-China border; forced to cook and clean during the day and gang-raped at night by the soldiers in the Light Infantry Battalion 321.
   These reports, unfortunately, are not rare.
   Such incidents are a part of a pattern of consistent and systematic sexualized violence perpetrated by the Burmese military, particularly against women in Burma’s ethnic groups.
    In a seminal 2002 report, the Shan Human Rights Foundation and the Shan Women’s Action Network found that there appears to be “a concerted strategy by the Burmese army troops to rape Shan women as a part of their anti-insurgency activities.
    The incidents detailed were committed by soldiers from 52 different battalions. Eighty-three percent of the rapes were committed by officers, usually in front of their own troops… .Out of the total 173 documented incidents, in only one case was a perpetrator punished by his commanding officer.”
   Rape, has been, and is being used in Burma as a strategic weapon of war. 
http://www.womenundersiegeproject.org/blog/entry/license-to-rape-how-burmas-military-employs-systematic-sexualized-violence
De generaler og deres lejesvende er godt nok nogle dejlige drenge. Men hyggeonkler er de ikke.  Dem vender jeg tilbage til senere - for de betød noget for hvor munter vejen til Mandalay viste sig også at blive.
'Er petticoat was yaller an' 'er little cap was green,
An' 'er name was Supi-yaw-lat -- jes' the same as Theebaw's Queen,
An' I seed her first a-smokin' of a whackin' white cheroot,
An' a-wastin' Christian kisses on an 'eathen idol's foot:
Bloomin' idol made o'mud --
Wot they called the Great Gawd Budd --
Plucky lot she cared for idols when I kissed 'er where she stud!
On the road to Mandalay . . .
                                            (fortsættes)