Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 7: De meget berejste rejsende

"At rejse er at leve", har H.C. Andersen skrevet. Og han vidste hvad han talte om. Han rejste selv meget, selv om han jo aldrig var i Kina. Men det kunne også godt være mottoet for den gruppe mennesker fruen og jeg rejste sammen med på en næsten 4 ugers Kinarejse .

   Men hvad er det for et liv man lever når man rejser? Og hvem er de rejsende? Og hvorfor rejser de?

Når så mange forfattere og malerkunstner i 18-tallet tog ud at rejse, så var der tale om en "dannelsesrejse", ofte betalt af legater og mæcener. De nye indtryk i det fremmede skulle åbne øjnene for en anden virkelighed end den hjemlige andedam, sætte den danske virkelighed i perspektiv og give (ny) kunstnerisk inspiration. Konceptuel blending af det hjemlige og det fremmede. Kulturmødet. Det kom der bøger ud af og malerier. Kunst.

   Man kan ikke sige vi - denne gruppe af Kinarejsende - var på en "dannelsesrejse". Vi var stort set alle sammen så "færdidgdannet" som man kunne være når man så på vores gennemsnitsalder. Mange var pensionister og efterlønnere, eller efterlønnen lå lige om hjørnet, det store flertal var i hvert fald 50 plus. Og så var der et enkelt ungt par, som i omtale ikke hed andet  end "de unge mennesker". De fleste kom parvis, men et par single mænd var der også.

   Bortset fra det havde vi ikke ret meget til fælles. Der var stor spredning hvad angik økonomi, stor variation hvad angik uddannelse og (tidligere) job.  Og vores bagage var tilsvarende forskellig, både i omfang og kvalitet (ingen hjul, to hjul, fire hjul, blød, hård, højglans, mat, farve (sort dominerende). Fruen og jeg var med hensyn til vægt af vores bagage, rene minimalister. Vi kunne uden problemer til sammen have haft 7-8 kg mere med. Andre havde allerede nået grænsen for overvægt hjemmefra.

På sådan en planlagt og pakket tur som vores, lærer man hinanden rigtig godt at kende. Alle 24 "interviewer" hinanden og udveksler personlige historier når man følges på de indimellem lange vandringer til og fra seværdighederne og ved de mange fælles måltider. Og her gælder den fundamentale sociale regel: Noget for noget. Og det man får at vide, fortæller man hurtigt videre til nogle af de andre rejsende. Så når de første 10 dage er gået, så ved vi indbyrdes mere og kender hinanden bedre end vi kender kollegerne på arbejdspladsen: Hvor vi er vokset op, hvilken uddannelse vi har, karriere, giftermål i flere omgang, børn og børnebørn, fritidsinteresser.

   Og ikke mindst fortæller vi og får rigtig meget at vide om hinandens tidligere rejser. Og udveksler erfaringer, tricks og gode råd. 

   Uden at jeg talte op, havde jeg en klar oplevelse af at der var en stor andel af det man kalder "mønsterbrydere" blandt rejsekammeraterne, altså mennesker der som ung er brudt ud af de sociale rammer som de er vokset op i, og som mentalt og socialt set har skabt sig en anden tilværelse end forældrenes. Rejsende i eget liv.

En rejse som den vi var på i Kina, har karakter af en slags socialpsykologisk laboratorium: Positive sociale processer som ellers kan strække sig over lang tid at gennemløbe, og som der ellers kan gå lang tid imellem man indgår i, de bliver her afviklet koncentreret og i fast, fast motion. 

   Mekanismerne kender man fra kurser og seminarer hvor lederne har brug for en åben og kreativ stemning, hurtigt - og derfor gennem "pædagogisk tvang" sætter grupper igang med forskellige sociale spil og lege den første halve til hele time. 

Efterhånden som vi lærte dem nærmere at kende, viste det sig at langt de fleste af vores rejsekammerater var meget berejste. Fruen og jeg synes selv vi har rejst rigtig meget de senere år, men her blev det klart at vi var de rene novicer. Vi blev simpelt hen "overtrumfet" gang på gang: Når vi begyndte at fortælle om vores rejseerfaringer, så havde de andre været på de samme eller lignende rejser - og flere til. Og på større rejser og længer væk. 

   Så trods den meget forskellige baggrund, var der alligevel noget vi var fælles om: en slags permanent udlængsel der åbenbart ikke kunne mættes. Som gruppe var vi rejselystne ud over det sædvanlige. Og selv om der var en del der ikke var særligt velbeslåede rent økonomisk, så sparede de målrettet op til at rejse for. Eller de lånte af friværdien. For ud at rejse ville de. Igen og igen.

De meget berejste rejsende 

Men har det noget med kreativitet at gøre? Vi var jo ikke en samling unge H.C.Andersen-er eller guldaldermalere in spe. Rejsens mange stærke indtryk i mødet med det fremmede skulle ikke bagefter omsættes i kunstneriske udtryk. Og selvfølgelig er det sjovt at komme hjem og fortælle familie og venner om hvad man har set, og vise billeder. Men...

Kreativitet er jo noget med mentalt at overskride grænser, bryde med vanetænkning og lineær logik, at forbinde elementer som ellers er adskilt, for at skabe nyt. Og kreativ tankevirksomhed sker gennem det jeg tidligere har kaldt blending: med afsæt i to adskilte konceptuelle rum at udtænke og give udtryk til et tredje som trækker på elementer fra de to input-rum - lige som ved biologisk befrugtning hvor den nydannede celle har et udvalgt mix af kromosomer fra de to forældres kønscelller.

   Og det er jo det der sker. Rent fysisk overskrider vi grænser under sådan en rejse, øjne,krop, ører, smagsløj, næse sanser nyt og friskt -  og mentalt set sker der utvivlsomt blending in spe. Som ikke nødvendigvis kommer til udtryk gennem kunst, men gennem stimuleret fantasi- og tankevirksomhed. Igangsat af mødet med de mange fantastiske kultur- og natur-seværdigheder og med skiftet til ny location ca. hver tredje dag. Og stimuleret af mødet med et fremmed folkeslag med andre konventioner, vaner, dagligdag end vi er vant til. Og af mødet med de andre medrejsende, som jeg nævnte før. 

   Der sker en konfrontation af sjæl og krop med ny virkelighed - med stadig sammenligninger mellem den hjemlige virkelighed og med de daglige store doser af ny indtryk som man indsprøjtes med under hele rejsen. Kick´et - overraskelsen - kan ligge i at noget ligner på trods af kulturforskelle og fysiske afstande. Eller i kontraster og modsætninger som gør at man kommer hjem og ser sit eget univers "med andre øjne" eller "nye briller".

   

Det kendetegner den særligt kreative personlighed som mange kunstnere og videnskabsmænd har, at de er meget utålmodige og aldrig rigtig tilfredse med de de laver, og at de er ekstremt nysgerrige inden for de felter de udfolder sig i. Og jeg har brugt metaforen at de i deres psykiske konstitution har fået indbygget en permanent mental stavblender som hele tiden kører, og som bevirker at det føles som en nødvendighed hele tiden at skabe nyt.

   Her ser jeg ligheder med os de meget berejste rejsende. En umættelig nysgerrighed, en lyst til anderledesheden, brud på vaner og konventioner når vi rejser ud. Og mentalt beriget, nye målestokke og referencerammer, en skærpet opmærksomhed over for - i det her tilfælde alt hvad der har med Kina at gøre - i medierne, i politik, i samfundsdebatten.

   Vi rejser ud for at sætte den mentale stavblender igang i en periode, og den fortsætter med at køre længe efter vi er kommet hjem. Men på et eller andet tidspunkt går den i stå, bremset af den daglige trommerum. Og så får vi abstinenser og må af sted igen for at få tændt for strømmen der driver motoren.    

   Der er sikkert noget med endofiner, adrenalin og hormoner som vi bliver afhængige af, og som vi ved bliver stimuleret ved den her slags rejser. Til forskel fra og i modsætning til de daserejser som vi alle var på da vi var yngre.

   

Der kan også gå sport i det. Vel hjemme igen, udveksler jeg også rejseerfaringer med mine morgensvømme- og saunavenner (jeg og fruen svømmer hver morgen det meste af året i den lokale svømmehal). Også blandt dem er der nogen der hører til kategorien de meget berejste rejsende. Og de kunne fortælle at de på deres rejser var stødt på rejsekammerater der som mål havde at have besøgt 100 lande. Og som var tæt på målet, og som rejste 3-4 gange om året. 

   Jeg har talt op: 32 lande har jeg selv besøgt. En del som led i mit arbejde. Der er langt op til 100. Men er det virkelig noget at stræbe efter: Rejsen som en jagt på et trofæ?

                                                                                                                      (fortsættelse følger)

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 6: Den kreative rejseleder

Rejseleder! Betegnelsen er lidt kedeligt. Sammensat af to almindelige ord: rejse + leder. Kan jeg finde på et billede, et metafor, nogle associationer som giver dybde og perspektiv til det fænomen?

   Det første association jeg får, er nogle af de tv-programmer jeg har skrevet om i min bog om dramaturgi. Vidensformidlende, virkelighedsillustrerende rejseprogrammer hvor plottet er at vi får geografisk og kulturel viden illustreret og formidlet ved at følge en "vært" som - mere eller mindre iscenesat - går på opdagelse på os seeres vegne: Michael Palin, Biker Jens, Vagn, Bubber, David Attenborough.

   Den gode vært i den slags tv-programmer er ham der kan give de billeder fotografen tager, en ekstra dimension. Dvs. tale op til og bag om de synsindtryk, seværdigheder og situationer som kameraet viser, så vi får noget at vide som vi ikke kan se. Men som også kan træde i karakter i mødet med det fremmede og ukendte.

   Grundlæggende skal han helst være lidt naiv, så han bliver overrasket i mødet med det nye. Det sikrer identifikation for seerne. Men han skal også have læst på lektion, og så opleve noget mere end lektieteksten fortæller: I hvert program går han ind i et mere eller mindre konfliktfyldt kulturmøde som han må klare og reflektere over. Og som alle gode tv-værter af hankøn, skal han være en ironiker. En der siger noget, men med sin mimik, siger noget andet, det modsatte, noget mere. Selvironi.

   Så den gode rejseleder skal være som en af de bedste tv-værter i rejseprogrammer: en der leder os rundt i en ukendt verden, og som gør den både bekendt, dyb og flerdimensionel gennem det han fortæller. En der sikrer både information, identifikation og fascination? Men som også behersker antydningens kunst, så vores fantasi kan levere en del af oplevelsen.

Den anden association hænger sammen med rejselederens forhold til dem han leder. Hvad er vi som rejser og bliver ledt, andet end græssende får, som når vi har afgræsset et område et par dage, derefter bliver ledt hen til en ny skråning med en anden slags græs, som vi så kan gumle i os? Rejselederen set som den gode hyrde.

   Og så dukker Moses op af min underbevidstheds stavblender: Ham der ledte jøderne gennem trængsler til det forjættede land. Men tragisk nok, nåede han aldrig selv længere end til en grænse, et bjerg hvorfra han kunne skue ind i det.

Jeg har tidligere været på "ambitiøse grupperejser" - altså af den slags hvor der er et begrænset antal pladser, og stort set alle deltagere er sammen under hele rejsen: de fleste dage, på alle ture. Og man spiser sammen til næsten alle måltider.

   Dette i modsætning til de klassiske charterrejser, som jeg har været på rigtig mange af da jeg var yngre, og hvor man har mulighed for - og som regel også ønsker - at være for sig selv det meste af rejsen.

   Men de her ambitiøse grupperejser med et ret unikt indhold og aktivt forløb, har jeg erfaret, står og falder med at det er en kreativ rejseleder der stort set har de samme egenskaber som den gode vært i de bedste rejseprogrammer: viden, indlevelse, fantasi, humor, modig, en god fortæller og formidler. Altså: kreativ.

Sådan en mødte vi i Kastrup da gruppen på 24 skulle afsted til Peking via Helsingfors. Han talte dansk, men med en eller anden lidt ubestemmelig accent. Og gik, som tidligere nævnt, rundt i et par grå udtrådte crocs "træsko". Han var ikke imponerende af statur, en smule ubarberet, og han hørte ikke til den moderne type macho-mænd der enten er klippet helt skaldet, eller  i hvert fald så kortklippet at de næsten er plysset. Vores rejseleders hår var halvlangt og lidt pjusket. En hårlængde som min egen i 70-erne. Og en som jeg ellers kender fra min meget kreative lillebror, der er Danmarks sidste hippie.

Hans navn gav forklaringen på accenten: Michael van den Heuvel. Hollænder altså. En indvandrer. En fremmed. En rejsende.

De rejseldere jeg tidligere har mødt på den slags rejser, har været meget talende. Og alt det de sagde dokumenterede at de også var meget vidende, og ofte havde de en særlig baggrund, f.eks. uddannelse eller tidligere job, som havde kvalificeret dem til rejselederrollen og -jobbet.

   Ikke Michael. Nok fortalte han i busserne det han skulle for at introducere de seværdigheder vi var på vej ud til og ud på: Den kinesiske mur, terrakottasoldaterne i tusindtal, Yangtze-floden med de tre kløfter og verdens største dæmning, etc. Men ikke sjældent sagde han at han ikke brød sig om og stå og fortælle alt det vi jo bare kunne læse i Politikens guidebøger. Og han fortalte ikke meget om kinesisk politik i dette århundre, om Kina under kulturrevolutionen og rødgardisterne, om kommunisternes og Maos erobring af magten efter at have banket Chiang Kai-shek, om "Det store spring fremad" der kostede 45 millioner kinesere livet. Måske også det fordi meget af det stod der pænt store afsnit om i Turen går til Kina. 

   Eller fordi, har jeg siden tænkt, fordi han tog hensyn til den unge kinesisk guide, Yan Wu, som fulgte med på hele turen, og som kunne tale en del og forstå meget dansk. Hun var lige præcis var så ung at hun ikke havde oplevet Kulturrevolutionen og det der gik før, og hun var kun var 8 år da massakren på Den Himmelske Freds Plads i Kina foregik i 1989.

   Når man snakkede med hende om Kina, så var det helt gennemgående at hun var fantastisk stolt af sit land, og ikke havde særlig lyst til hverken at høre om systemkritik eller kritik af fortidens politiske synder fra nogen dansker - og sikkert heller ikke fra vores hollandsk-danske rejseleder, som hun i øvrigt tidligere havde arbejdet sammen med.

Alt det Michael ikke fortalte, og som de fleste Kina-rejseledere nok ville have blæret sig med at fortælle, var så lidt en bet for mig, fordi jeg netop som regel ikke læser meget i guidebøgerne, hverken hjemmefra eller undervejs. Det er helt bevidst, og jeg skal i et senere indlæg fortælle hvorfor.

   Til gengæld fortalte Michael en mase om den helt aktuelle virkelighed og dagligliv for kineserne. Og trak konstant på supplerende oplysninger fra Yan Wu. En masse ting vi ikke kunne læse os til sådan uden videre.

   Yan Wu havde i øvrigt en særlig svaghed for kinesiske souvenir-pandabjørne:

Det der kendetegner en sådan lang tur på næsten 4 uger, hvor vi som nomader rejser fra sted til sted, er at der sker uforudset ting: sygdom hos de rejsende, seværdigheder der er lukket, lokalguider der ikke dukker op, buschauffører som har misforstået noget, etc. etc.

   Rejselederen har en manual  - et program han følger, det de rejsende har læst på hjemmefra. Men en vigtig egenskab er at han kan improvisere. Og når de rejsende er skuffede og sure over at noget ikke levede op til forventningerne, så kan han indlægge "ekstranumre" som får os I humør igen.

   Michaels improvisationstalent, gjorde også, at han hele tiden spurgte efter specielle ønsker fra os, om at se og besøge og opleve seværdigheder og events som ikke stod i turbeskrivelsen. Faktisk havde jeg indtryk af at det var noget af det der gjorde at han syntes det var sjovt at være rejseleder. At hjælpe os med at bryde eller supplere programmet som var lagt hjemmefra, et program som stort set er aftalt med og arrangeret af en lokal kinesisk underentreprenør, som også leverer en såkaldt "lokalguide", og et program han stort set selv ingen indflydelse har på.

Ellers var der to forhold der især prægede Michaels måde at fortælle på: både om det mere generelle om det aktuelle daglig liv i Kina  - og om det specifikke i forhold til det vi skulle se.

   For det første: at han var meget ironisk, og ind imellem var vi simpelt hen usikre på om det var sandt og for alvor eller for sjov det han fortalte. Han var en en rigtig god storyteller, og leverede mange illustrerende anekdoter, hvor man så ind imellem kunne være i tvivl om ikke hans fantasi var en tand for livlig.

   For det andet kunne han simpelt hen noget med pauser, og med at markere at her kunne han fortælle mere, men at det nok ville være bedre for vores oplevelse hvis han ikke satte ord på. Og han havde klart sat sig for ikke at oversælge, men snarere det modsatte - at underspille og understate - når han fortalte om hvad der ventede os ved næste seværdighed.

   Det havde ofte den konsekvens at vi enten blev glædeligt overraskede, eller konstaterede at hans kynisme i fremstilingen af det som ellers blev rost til skyerne i guidebøgerne, var velbegrundet.

Fælles for de rejseledere jeg har oplevet på den slags ture, er at de bid for bid fortæller og afslører mere og mere personligt om sig selv. Sådan også med Michael. Det skete typisk antydningsvis og henkastet, som sidebemærkninger der naturligt blev flettet ind mens han var i gang med at fortælle noget om det vi havde set eller skulle se. Og for os rejsende var det så naturligt, når vi er på tomands hånd, at spørge uddybende.

   Så gradvist fik vi sammenstykket et billede af et menneske der stort set lever op til min definition og beskrivelse af den særligt kreative personlighed: flere personer i én: uddannet kok, autodidakt kunstmaler, konsulent i rydning af landminer! Og tydeligvis en urolig og søgende sjæl der var blevet rejseleder fordi han i forvejen havde rejst meget - som backpacker.

  Og så var han gift med en kineser, fortalte han, hvad der jo forklarede hans store viden om kinesernes hverdag og dagligliv.

I lyset af denne blog, som blandt andet forsøger at indkredse kendetegn på og give eksempler på den særligt kreative personlighed, så var det selvfølgelig kunstnersiden af personligheden der fascinerede mig mest. Hvem var han, hvad for en slags kunst producerede han? Det spurgte vi så om. Han fortalte at han ville vise os et af sine malerier når vi kom til Shanghai. Et der ikke var blevet solgt fra en udstilling.

    Han viste det så frem i bussen i Shanghai. Der blev ikke klappet eller jublet. Der var nærmest en lidt pinlig stilhed.

    Motivet var: En kinesisk massøse, siddende på knæ og masserende en mands ryg, malet i fotorealistisk stil, iagttaget skråt bagfra så hovedet er uden for billedrammen, iklædt en "kittel" der er så kort, at man kan se hendes næsten blottede prominente baller.

   Flere af os i bussen fik hurtigt associationen: Hans Henrik Lerfelt. Hvad Michael tydeligvis var glad for. Men ikke lige et billede man hænger over sofaen i et pænt borgerligt hjem. Selv om han tilbød en decideret favørpris, blev det - mig bekendt - ikke solgt til nogen af os.

   Her er et andet af Michaels billeder som også tydeligt er beslægtede med Lerfelts. Det ses også på et foto fra en udstilling hvor vi foran ser Michaels skulptur/instalation: Den smeltende by, formet i margarine!

Michael van den Heuvel: Smoking Legs

Hans Henrik Lerfelt: Identificeret usynlighed

Manden er tydeligvis  fuld af grænseoverskridende ideer, et multitalent gennemsyret af lyst til æstetisk blending. Han arbejder med ironi og montage, og surrealisme og manga. Se mere på hjemmesiden: www.atm-art.com.

   Michael van den Heuvel er klart åndsbeslægtet med Ai Weiwi, hvad der først for alvor går op for mig nu når jeg har set hans hjemmeside hvor flere af hans værker vises.

                                                                                                                              (fortsættelse følger)

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 5: Ai Weiwi - og det kinesiske sprog

"Kina sætter Havfrue-kunstner i husarrest", er rubrikken på en artikel i Søndagspolitikens første sektion. Så det spor med kreativt oprør mod et system og systemets undertrykkende svar, fortsætter.        

   "Havfruekunstner" er jo et "mixet" udtryk der som et setup kun giver mening hvis man læser ned i artiklen og der får payoff: Ai Weiwei.

   Og redaktionssekretæren har lige fornøjet sig lidt med bogstavrimet H(avfruekunstner) og h(usarrest). Manchetten fortæller fortsættelsen af historien igår om Ai Weiwei: "Avantgardekunstneren og menneskeretsforkæmperen forhindret i at protestere mod nedrivningen af sit nye atelier."

Det modsatte af kreativ blending hvor adskilte konceptuelle rum i tanke, ord og billeder befrugter hinanden så noget nyt opstår inden for videnskab, kunst og organisation, er opsætning af grænser, både mentalt og fysisk: apartheid, diskrimination af fremmede, rejsning af mure, fængsling af anderledes tænkende, blokering af tv-indslag.

   Men systemet kan også forsøge at "straffe" modstandere ved fysisk at udradere spor og mindesmærker.

Det her er en modelhistorie. Da "nogen" vil rive Ai Weiweis nybyggede atelier i Shanghai ned, så ville Ai Weiwei som modtræk holde en kæmpfest i atelieret. Her havde han lovet at servere kogte ferskvandskrapper i overdådige mængder for deltagerne i festen. 

   Ai Weiwi er nu blevet sat i husarrest i Peking af anonyme mænd i varevogne uden nummerplader, så han ikke kan holde protestfesten Shanghai. Og i følge artiklen har han lagt en undskyldning til de inviterede ud på twitter.

Den delikatesse-ret - krabber - fik vi ikke på vores Kinarejse. Gennemgående var vores mad kinisk turist-rutine mad uden fantasi og karakter. Selv om vores kreative rejseleder er uddannet kok. Men kun i få tilfælde havde han haft indflydelse på den mad vi fik serveret, så han er undskyldt. 

I følge artiklen i Politiken er valget af krabber som en del af festmenuen, ikke bare sket fordi det er en delikatesse. På kinesisk har man rigtig mange homonymer, dvs. ord der lyder ens, men betyder noget forskelligt. Som det danske ord "tang" eller ordet "bakke".

   Ordet for krabbe på kinesisk har også en helt anden betydning: "harmonisk", og det er et af de ord som de kinesiske magthavere jævnligt bruger til at beskrive deres politiske mål: samfundet skal være "harmonisk", og sådanne kunstnere som Ai Weiwei forstyrre denne samfundsmæssige "harmoni" (=ro og orden og stabilitet). Så når Ai Weiwei har valgt krabber til festmiddagen, så forstår alle kineserne ironien og hentydningen til systemets omskrivninger for undertrykkelse og censur.

Ud fra den serie krimier jeg læste på rejsen, af Qui Xiuaolong, med "Dead of af Red Heroine" som den første i serien, har jeg fundet ud af at dette er en vigtig del af kinesernes måde at kommunikere i offentligheden på: ting siges indirekte og underforstået ved at afsenderen spiller på at ord er homonymer, så kineserne når de ser og hører dem  brugt i den ene betydning, samtidig bliver mindet om den anden betydning som en slags undertekst. 

   At kineserne udnytter denne associerende måde at kommunikere farlige eller besværlige budskaber på meget mere end vi gør, hænger sammen med at det kinesiske skriftsprog ikke er en lydskrift som vores, men en såkaldt "rebusskrift" hvor der ingen sammenhæng er mellem lyd og skrifttegn. Kinesisk ord der lyder ens, men med helt forskellig betydning (som dansk "tang"), udtrykkes altså på skrift med helt forskelligt udseende rebustegn. 

   Forskellen i betydning udtrykkes i talesprog ved forskellige accenter (op- ,ned- og hen-toner), hvoraf der er fire. Følgende sætning med betydningen "Den løvespisende poet i stenhulen", skrives i lydskrift med fem gange "shi", men hvert "shi" med sin specielle accent:

Shī Shì shí shī shǐ

Kinesisk er altså rigtig sværet at forstå for sådan nogen som os, både fordi sprogbrugen meget mere arbejder med indirekte og omskrevne formuleringer: antydninger, ironi og metaforer - men også fordi de altså udnytter tonefald til at markere forskellige betydninger med, noget vores øre er helt uvant med (i modsætning til svensk og norsk). Og vi er jo også helt uvant med at lære et sprog hvor der ikke er nogen naturlig kobling mellem hvordan et ord udtales og hvordan det skrives.

Mens vi Danmark ikke kan læse dansk skrevet i middelalderen og længere tilbage, så giver det kinesiske skriftsprog som er uafhængigt af udtalen, de kinesere som har lært sig kinesisk skriftsprog, mulighed for at læse kinesisk litteratur og poesi som går måske flere tusind år tilbage. Når børnene lærer at skrive kinesisk i skolen, så kan de øve sig ved at skrive et digt af - som en kendt digter under Tang-dynastiet har skrevet.

   Detektiven i min kinesiske krimiserie, Chefinspektør Chen, er uddannet både i kinesisk litteratur og i engelsk litteratur og har udgivet digte på kinesisk - inden han blev tvangsansat som politimand af systemet.  Det gør at han i tide og utide kommer i tanker om og citerer alle mulige gamlet kinesisk digte og historier, og fra dem associerer til den aktuelle krimigåde, hvor han får hjælp af disse litterære associationer til at opklare mysteriet med og afsløre forbryderen.

Jeg vender tilbage til krimiserien om Chefinspektør Chen og hvad det betød for min oplevelse og udbytte af Kina-rejsen, at læse serien i pauserne mellem udflugterne, f.eks. under de lange busture, mens vi fløj indenrigs, og mens vi kørte i tog.

                                                                                                             (fortsættelse følger)

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 4: Censur og kreativitet

Egentlig ville jeg have forfulgt det spor som Merete Pryds Helle lagde ud med sit essay - om forvetninger der skuffes når man sanseligt oplever det man først har læst om - f.eks. i en rejsebeskrivelse eller en guidebog - eller hørt om fra venner og bekendte der har været der før.  

   Men avisvirkeligheden som daglig presser sig på, tvinger til først at forfølge det andet spor i gårsdagens blogindlæg: Ai Weiwei, censur i Kina, systemkritik.

Politiken i går den 4. november, side 2 i kultursektionen. En af de små kulturnotitser nederst på siden. Rubrikken: "Kunstners atelier skal væltes".

   Den fanger nok til at læse videre, og ja, den handler om Ai Weiwei. Den fortæller at Ai Weiwei mister sit næsten nybyggede atelier i Shanghai. Det har kostet 3,5 millioner at bygge, og de kinesiske myndigheder kræver det nu fjernet (dvs. revet ned). Ai Weiwei referes for at sige at atelieret skulle være en slags spydspids i at opbygge et nyt kunstnerområde i Shanghai, og at han havde bygget det på opfordring af Shanghais borgmester. Han tror at grunden til myndighedernes ordre om at fjerne bygningen, er at han i de senere år har været aktiv i projekter som myndighederne har været utilfredse med (underforstået: fordi de har været kritiske over for systemet).

Har det noget med kreativitet at gøre? Hører det hjemme i denne blog?

Kreativitet er i princippet altid grænseoverskridende eller grænsenedbrydende, hvad enten den kreative proces eller det kreative produkt er "ondt" eller "godt" i forhold til normer og regler, love og standarder. Det ligger i ordets definition (se et af de tidlige blogindlæg om definitioner).

   Kreativitet kommer til udtryk gennem "blending" af konceptuelle og mentale rum der ellers holdes adskilt og tænkes hver for sig.

   "Blending" som tænkning og udtryksformer indebærer at elementer fra to eller flere af disse "rum" kombineres og trækkes med over i et nyt "rum" med et originalt udtryk og indhold.

   Censur eller selvcensur er altid grundlæggende forsøg på at forhindre "blending" ved at undertrykke bestemte tanker, informationer, synspunkter, vinkler, frames, udtryk, fortælleformer - og dermed forhindre at de konfronteres med andre i et offentligt rum.

   Det er også karakteristisk at det helt afgørende argument som de kinesiske myndigheder bruger for at legitimerer deres indgreb, er at bestemte personer, informationer, tanker og fortællinger kan bidrage til at svække eller nedbryde samfundets orden og stabilitet.

Fra Kina til Danmark: I starten af denne uge fremførte Pia Kjærsgaard præcis samme type argument for at man skulle forbyde paraboler til sattelitmodtagning i såkaldte "ghetto-områder" - for dermed at forhindre bestemte tv-nyhedskanaler fra arabiske lande i at blive distribueret i Danmark.

   Som jeg husker det, var et parabolforbud også noget det islamiske styre i Iran i en årrække forsøgte sig med.

   Derfor kan man hævde - og vil jeg hævde - at den it-revolution som de sidste 25 år har indebåret at vi har fået sattelit-tv, internet, mobiltelefoner, digitale kameraer - you name it, at den grundlæggende er kreativitetstimulerende og -befordrende, simpelt hen fordi den teknologi og de medier som er kommet ud af det, er grænseophævende: både geografisk, socialt og mentalt-psykologisk.

   Men andre kan med god ret hævde at de samtidig er moral-nedbrydende og samfundsopløsende - af præcis samme grunde. Som Kinas magthavere gør det.

Politiken i dag den 5. november havde endnu en stor Kina-artikel om hvordan de kinesiske myndigheder forfølger og blokerer for ethvert udtryk for støtte og opbakning til årets kinesiske modtager af Nobels fredspris.: Liu Xiaobo. Hans kone i Kina, Liu Xia, får husarrest, han selv er dømt fængselsstraf i mange år, advokater forhindres i adgang og kontakt, journalister holdes ude, etc. etc..

   Det er klart det er bagsiden af systemmedaljen vi her oplever. Vrangen af det kinesiske mirakel hvis udvikling hænger sammen med at man blander kapitalistisk liberal logik på økonomisiden med marxistisk autoritær logik på politiksiden: den sortbrogede kat.

Men, siger en stemme i mig - efter en uges læsning af danske aviser: Hvor anderledes er det de kinesiske toppolitikere gør over for Liu Xiaobo og Ai Weiwei end det systematiske karaktermord og den konsekvente mistænkeliggørelse af motiver og udtryksumidler som den borgerlige regering iværksatte gennem en medikampagne, rettet mod dokumentaristen Kristoffer Guldbrandsen i forbindelse med hans film fra 2007: "Den hemmelige krig".

   Filmen dokumenterede så godt den kunne at danske soldater havde udlevere afghanske fanger til amerikanerne - velvidende at de der kunne blive, og faktisk blev, udsat for afhøringer under tortur. Foghs og resten af regeringens omkvæd var: Der er ikke noget at komme efter, intet er fejet ind under gulvtæppet, filmen er udtryk for ensidig og uhæderlig journalistik.

   Manøvren var orkestreret af forsvarsminister Gades spindoktor, Jacob Winther, som nu er retsligt sigtet for lækagen i "Jægerbogsagen". Virkelig en mand journalistprofessionen kan være stolt af.

    Det er nu kommet frem at regeringen vidste hvad der foregik i forbindelse med udlevering af afghanistanfangerne til den amerikanske hær, men at sagsakter der dokumenterede det, blev hemmeligholdt, også for oppositionen i Folketinget.

   Endvidere har den daværende venstre-folketingspolitiker Jens Rohde offentligt indrømmet at han forsøgte at presse den daværende direktør for Danmarks Radio, Kenneth Plummer, til ikke at udsende Gulebrandsens dokumentar. Jens Rohde er virkelig en mand politikerprofessionen kan være stolt af.

Pølse for eller pølse bag - systemets reaktioner på systemkritik i Kina eller i Danmark - pølsen har den samme smag.

   Men i Kina er de kreative når det gælder hvad man kan tilberede og spis. F.eks. spiser de hunde, og der går vores grænse. Det kunne vi da heldigvis ikke finde på i Danmark.

                                                                                                                            (fortsættelse følger)

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 3: Solsikkefrø af porcelæn

Dagen efter vi kom hjem fra Kina, læste jeg min morgenavis. Og oplevede det samme som jeg også oplevede efter min og fruens rejse til Japan. En slag nyinstalleret mental radar - en visuel overfølsomhed  der gør at når man morgensøvnig skimmer avissiderne for "nyt", straks fanger artikler, notitser, billeder og navne som har med Kina at gøre: Pling!

   Det samme har jeg lagt mærke til sker med ordet kreativitet. Det kan stå langt inde i en artikel, og alligevel: Pling!

Den lørdag den 25. oktober var det Politiken, forsiden af 2. sektion. Og det der fangede var et foto oppe i højre hjørne af en ældre kineser med skæg der kiggede ned i sine skålformede samlede hænder hvori der var - ja, selvfølgelig: solsikkefrø!  En hilsen til Andrea!

  Og så var der rubrikken hvis formulering jeg i den grad nød:

DEN, DER VIL FLYTTE BJERGE, BEGYNDER MED AT FJERNE DE SMÅ STEN

Et google-opslag viser at det er et kinesisk ordsprog. Der finder jeg et andet som også er relevant:

LYKKE ER IKKE EN DESTINATION, MEN EN MÅDE AT REJSE PÅ

Artiklen er skrevet som et essay af forfatteren Merete Pryds Helle. Hun har besøgt Tate Modern Art Galleri i London hvor den kinesiske kunstner og menneskeretsaktivist Ai Weiwei har udstillet en installation i turbinehallen, som består af 100 millioner solsikkefrø af porcelæn som dækker gulvet i et helt lokale. Titlen er såmænd: "Sunflowerseeds".

   Merete Pryds Helle skriver: 

Jeg har nogle venner,som var så heldige at være til åbningen af udstillingen, som o fandt sted en uge, før jeg selv kom til London. De fortalte begejstret om de millioner af håndmalede porcelænssolsikkefrø, Ai Weiwei havde fået fremstillet i porcelænsbyen Jingdezhen i Kina. De fortalte om lyden, når de besøgende gik på porcelænsfrøene. Det er nærmest en lydinstallation, sagde en. Du skulle se børnene sidde i frøene og kaste dem op i luften, sagde en anden. Jeg glædede mig: Jeg oplevede allerede værket gennem deres beretning.

Denne forventningens glæde giver Merete Pryds Helle afsæt for at fortælle erindringer fra bandom og ungdom hvori billeder af Mao mellem solsikkeblomster indgik, og om tidligere besøg i Kina, senest 2008 hvor hun har besøgt OL-stadionnet, som vi også besøgte i Peking: "Fuglereden", hvis design Ai WeiWei har været kreativ rådgiver på, men som han siden tager afstand fra. Så han boykotter OL-åbningen med det fantastisk show iscenesat af Zhang Yimou, hvis eventyrlig lys og teatershow om aftenen på Li-floden i Yangshou vi overværede og blev dybt fascineret af (mere om ham og hans kreative meritter i et senere kapitel).

'Fuglereden'

Ai Wei Wei med en håndfuld sine keramik-solsikkefrø
fra installationen på Tate

Ai Wai Wais instalation 'Sunflower Seeds'

Ai WeiWei er i øvrigt ophavsmand til den videoinstallation som har stået på Den lille havfrues plads ved Langelinie mens hun selv har været på besøg i Shanghai, en installation som i al sin geniale enkelhed viser live-videooptagelser af Havfruen mens hun sidder og drømmer om Danmark i den danske pavillon på Expo 2010.

   Ai Weiwei er så kontroversiel i Kian at et indslag i kinesisk tv hvori den danske leder af pavilionen, Bo Bramsen, på engelsk fortalte om Ai Weiweis installation i København, bortcensurerede hans navn i de kinesiske undertekster og fortalte en helt anden historie.

   På vores rejse oplevede vi også den kinesiske tv-censur. Efter starten på tv-indslag om at Nobels frespris var tildelt den fængslede systemkritiker Lio Xiaobo, gik skærmen simpelt hen i sort - på alle de engelsksprogede kanaler på vores hotel! 

   Ikke kreativt, men effektivt. Visual proof for den effektive kinesiske censur.

Tilbage til Merete Pryds Helle. Efter alle erindringsbillederne når hun endelig frem sammen med sin datter. De drømmer om at fylde lommerne med porcelænsfrø og tage med hjem og dele ud af. Og historien får sit vemodige pay off:

Så stor, STOR var vores skuffelse da vi gik ned ad rampen, og hele hallen var så underligt stille. Stivnet. (...) Nede ves solsikkerne var der endnu mere stille. Ingen lydinstallation. Foran de mange millioner frø, der er lagt ud på gulvet som en flad stenhave, smukt revet med en kinesisk rive, var en afspærring og et skilt. Det er desværre ikke tilladt publikum at betræde solsikkekernerne, stod der. Vi spurgte vagten: Hvorfor? Hun forklarede, at der efter to dage lå en sky af porcelænsstøv et par meter oppe i luften. Porcelænssmog lignede det. Man mente, støvet kunne være farligt for vagterne at indånde, når de stod foran værket flere måneder i træk. Så på en måde døde kunstværket for os. Det var stivnet, kun en idé Alle de tanker jeg havde gjort mig, faldt lidt triste sammen, og jeg tænkte på, hvordan det var at indånde den kulholdige luft i Ping Yao i Nordkina.

Jeg tænker på vores egne rejseoplevelser i Peking. Vejrudsigten sagde solskin, men vi så aldrig solen, kun sur tåge og dis og tusmørke midt på dagen.

    Forventningens glæde er den største, siger man. Og forventningen kan måske stille sig i vejen for oplevelsen, siger jeg. Herom mere i det sidste indlæg i denne blogføljeton.

                                                                                                                      (fortsættelse følger)

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 2: Den lille havfrue i Kina

... I Haven saa man de forunderligste Blomster, og ved de allerprægtigste var der bundet Sølvklokker, der klingede, for at man ikke skulle gaae forbi uden at bemærke Blomsten. Ja, Alting var saa udspeculeret i Kaiserens have, og den strakte sig saa langt, at Gartneren selv ikke vidste enden på den; blev man ved at gaae, kom man til den deiligste Skov med høi Træer og dybe Søer...

H.C.Andersen har aldrig været i Kina, selv om han elskede at rejse, og skrev en lang række rejsebøger: Skyggebilleder af en Reise til Harzen og det sachsiske Schweiz etc. (183 En Digters Bazar (1842), I Sverrig(1851), I Spanien (1863) og Et Besøg i Portugal 1866(1868).

"Nattergalen" er - som man siger - "fri fantasi" - fundet på "ud af hovedet". Jeg husker ikke handlingen i detaljer, men pointen er at det frie, naturlige og autentisk som den  levende ægte nattergal står for, healer og helbreder - i kontrast til den mekaniske (robot)nattergal, "kunstfuglen", der skal trækkes op for at kunne synge, og som ender med at blive så slidt så den kun må trækkes op og afsynge sine kunstige triller en gang om året.

   Jeg har læst mig til at kineserne slet ikke kender eventyret om nattergalen. De to eventyr de kender til, er: "Den lille pige med svovlstikkerne" og "Den grimme ælling", som alle kinesiske børn læser i skolen.    

   Digterens navn på kinesisk er An Tuscheng. Og aviserne fortæller at 5-6 millioner nu også kender Den lille havfrue - ikke eventyret, men hende turisterne plejer at kunne se siddende på sin sten ved Langelinje, og som mistede hovedet i flere omgange, første gang i 1964 - efter sigende foranlediget af kunstneren Jørgen Nash, der smed hovedet i Utterslev mose.

Vi så hende - Den lille havfrue - "live" i Shanghai i den danske pavillion på EXPO 2010.

   En genial ide, enkel, overraskende, fantasifuld - i den grad udtryk for kreativ tænkning. Selv om vi så damen og pavillonen den sidste uge udstillingen havde åbent, hvor selve den hvide spiralbygning var  skrammet, ridset og slidt godt ned, så gjorde det et stærkt indtryk i kraft af sin enkelhed - netop fordi pavillionen ikke var dænget til med reklamer for danske varer og firmaer, som de fleste andre landes.

   Her var en lysende klar ide - konsekvent gennemført.

Og en særlig pointe i forhold til kineserne som kopierer alt for et godt ord og for profit, var at man på en storskærm kunne se en videofilm om hvordan skulpturen fysisk var løftet fra sin sten i Københavns havn med en kæmpekran, og transporteret med lastbiler og fly til sit midlertidige ophold i en by og på en udstilling, som Andersen i sin vildeste fantasi ikke kunne have forestillet sig.

   Visual proof for at det her var den ægte vare.

At se skulpturen i spiralpavillionens setting var for mig en AHA!-oplevelse. Der var tale om konceptuel blending så det battede: København og Shanghai, fortid og nutid, eventyr og virkelighed.

Og selv om det er mange år siden jeg har læst eller fået oplæst Andersens eventyr, så "gnistrer" det pludselig igen i erindringssporet. I en af hans geniale "toy-stories" optrådte der en gammel porcelænskineser!?

   Nej, det var ikke "Tinsoldaten", men den romantiske historie "Hyrdinden og Skorstensfejeren", der stod og sendt varme blikke til hinanden på kaminhylden:

Tæt ved dem stod der nok en Dukke, der var tre Gange større, det var en gammel Chineser, som kunde nikke; han var også af Porcelain og sagde at han var Bedsefader til den lille Hyrdinde; men det kunne han nok ikke bevise; han paastod, at han havde Magt over hende, og derfor havde han nikket til Gedebukkebeensoverundergeneralkrigscom-mandeersergeanten, der friede til den lille hyrdinde. 

Eventyret handler i øvrigt om to unges oprør mod arrangerede ægteskaber, og er dermed meget aktuel, også i dagens Kina

Men der var andre danske forfattere der tog på Kinarejser som dannelsesrejse - eller for helbredelsens skyld. H.C. Andersens samtidige, Poul Martin Møller, der skrev den lille humoristiske roman "En dansk students eventyr", som alle i min generation har læst i gymnasiet, tog på en Kinarejse der varede flere år - for at komme over sorgen over tabet af sin barndoms- og ungdomselskede.

   Allerede som 14-årig blev han forelsket i en ung, blid og poetisk blondine, Margrethe Bloch, som var datter af rektoren for Katedralskolen i Nykøbing F. Og som ung student drømte Poul om at fri til hende, men  der kom en smart og velsoigneret løjtnant i vejen, som hun bliver gift med. Iben Holk skriver på internettet http://www.e-poke.dk/moeller_04.asp:

At Margrethe heller ikke har været upåvirket af deres forhold, vidner hendes reaktion, da hun i Roskilde Domkirke overværer hans ordination som præst, hvor han for første gang er iført den sorte kjole. Hun besvimer simpelthen. I 1819 står brylluppet med løjtnanten. Og Poul Møller går fra Reden ombord på et af Det asiatiske Kompagnis skibe. Det er med andre ord en menneskelig ruin, der sidst på året i 1819 går om bord på "Christianshavn" med destination Kina over Kap og Batavia. Poul Møller gør denne rejse i stedet for at gå i kloster eller at begå selvmord som den litterære helt Werther. 

Rejsen til Kina tager 2 år. Under rejsen har Poul Martin Møller fantaseret og skrevet om Danmark, utvivlsomt inspireret og drevet af savn og længsel efter den evigt tabte Margrethe. Bla. "Scener i Rosenborg Have" og "Glæden over Danmark" (="Rosen blusser alt i Danas Have"); begge digterværker er også klassikere fra gymnasiets danskundervisning. Da han kommer hjem fra rejsen, skriver han et filosofisk essay "Kvindelighed". Filosofisk sublimering.

   Tabet og savnet af Margrethe har godt nok sat den indre kreative stavblender i gang: Kina-Danmark, Kina-Danmark, Kina-Danmark,... Iben Holk skriver:

Men effekten af de artikulerede hjemlængsler er, at han herefter i højere grad kan åbne sig for det aktuelle her og nu. Den standsede dagbog finder derfor sin fortsættelse i "Optegnelser paa Rejsen til China" (1819-20), der legitimerer hans flugtrejse. Den 24. juni 1821 går han i land igen i København. Som en genopbygget ruin.

Både Poul Martin Møller og H.C. Andersen er klokkeklare eksempler den personlighedstype jeg tidligere har beskrevet som "den særligt kreative". H.C. Andersen var jo også skuespiller og oplæser, og fantastisk til papirklip.

   H.C. Andersens gennembrudsroman har logisk nok også titlen "Improvisatoren" (1936). 

   En af de mange god kvaliteter vores rejseleder viste sig at have under turen var netop - evnen til at improvisere når rejseplanen brød sammen. 

   Og han var noget af en "storyteller", viste det sig hurtigt, hvor man ind imellem kunne være i tvivl om hvad der var fakta og hvad fiktion. Men som Andersen havde Michael også andre tallenter, skulle det vise sig. 

       

Denne snørklede associationsvej fra Kastrup Lufthavn, over H.C.Andersens eventyr, til Poul Martins Møllers hjemkomst fra sin Kinatur, rejser jo to interessante spørgsmål: Var vi en forsamling "menneskelige ruiner" der stod i Kastrup Lufthavn den 4. oktober? - Og i forlængelse heraf: "Kom vi hjem igen fredag den 29. oktober som "genopbyggede ruiner"?

(fortsættese følger)

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 1: At rejse er at leve

Denne blog om kreativitet fra alle vinkler og med mange indgange, har ligget stille en måned. Nu kommer jeg stærkt igen.

   Som blogansvarlig har jeg taget mig en "ferie" sammen med fruen. 25 dage. Til Kina. Med et velanskrevet rejseselskab der næsten dagligt annoncerer for spændende rejser til Langbortistan. Og blandt andet jævnligt er berømmet (også af sig selv) for sine gode og kvalificerede rejseledere.

   Turen havde af selskabet fået det poetisk klingende navn "Vilde svaner", som bla. er titlen på en bog jeg læste med stort udbytte for en del år siden, lige da den udkom.

   Sådan omtales bogen nu på saxo.com-hjemmesiden:

Da Jung Changs bedstemor blev født i 1909, var Kina et feudalsamfund. Den lille piges fødder blev brækket og snøret, fordi liljefødder blev anset for at være smukt, og faderen solgte for en god pris den 15-årige som konkubine til en 52-årig general. 

Jung Changs mor voksede op under japansk og dernæst russisk overherredømme og gik siden aktivt ind i den kommunistiske undergrundsbevægelse, hvor hun forelskede sig i et ungt idealistisk partimedlem. 

Jung Chang selv er født i 1952 i Sichuan-provinsen og voksede op som medlem af den priviligerede kommunistiske elite. Hun bor nu i London.

Ud over vores gennemgående danske mandlige rejseleder havde vi en ung (31 år) kinesisk kvindelig guide, Yan Wu, med på næsten hele turen. Hun talte udmærket engelsk og kunne også en del dansk, så vi var godt hjulpne.                      

   Set i lyset af bogen "De vilde svaner", så mødte vi gennem Yan Wu den 4. generation af kinesiske "vilde svaner". Og hendes mor var jævnaldrende med Jung Chang, forfatter til bogen.

   Men i modsætning til Jung Chang, hørte Yan Wus mor ikke til de priviligerede, men blev som ung deporteret til hårdt arbejde i landbruget i en fjern provins som så mange andre unge under kulturrevolutionen.

   Yan Wu var født et par år efter at Deng Xiaopeng tog magten og begyndte at muliggøre og indføre "kinesisk kapitalisme: "Det er ligemeget om en kat er sort eller hvid, bare den fanger mus", var hans svar til de dogmatiske modstandere af hans nye grænseoverskridende politiske linje.

   Ikke enten kommunisme eller kapitalismen, men både - og: Blending af to konceptuelle og historisk set skarpt adskilte ideologiske input-rum, med et output i et nyt socialt og samfundsmæssigt "blend" - med en eksplosiv kreativ dynamik som verden vist aldrig har set magen til.

Jeg skal love for at Dengs sortebrogede kat havde fået spændstige ben at springe med, spidse klør at fange med og skarpe tænder at knase og sluge med - under den vilde jagt på økonomisk profit og teknisk og social udvikling for hundreder af millioner af kinesere.

   Mødet med megabyerne Peking og Shanghai var som henholdsvis bagsiden og forsiden af en eksotisk enorm medalje, der voksser lige så hurtigt som kinesisk kæmpe-bambus skyder op (60 cm pr. dag, når det går hurtigst). Vi kender symbolet Ying & Yang: kinesisk kulsort bagside - kinesisk spektakulært lysende forside.

   Når vi danskere siger at noget skyder op "som paddehatte", så siger kineserne altså at det skyder frem "som bambusskud" - men deres "bambusskud" har ikke samme negative associationer som vores "paddehatte" .

Opskriften på turen - konceptet om man vil - sammenfattes af rejseselskabet selv på forsiden af turbeskrivelsen  med ordene: "Den ultimative rundrejse med Kinas bedste seværdigheder og mest overvældende naturoplevelser."

   Det uddybes på side to i programmet:

"Vilde Svaner" er en rejse for dem, der vil opleve det hele og mere til. Fra Beijing i nord drager vi til Hong Kong i syd, og på vejen kommer vi gennem Kinas mest storslåede natur og forbi de største historiske seværdigheder. Samtidig er der rig mulighed for at blive klogere på den almindelige kinesers hverdag med alt, hvad dertil hører af tai-chi-øvelser, farverige markeder og eksotiske måltider.

Efterfølgende loves "tusinder af standhaftige terrakottasoldater", et flere dages krydstogt "ned ad den billedskønne Yangtze-flod", tur på "Den Kinesiske Mur", besøg på den nye kæmpedæmning (som betød tvangsflytning af 1,2 millioner mennesker!), "den historiske havnefront i Shanghai og den overvældende smukke natur i Sydkina", "den lille uopdagede kulturperle, Dazu," og "den kontrastrige storby Hongkong".

   "Wau!" sagde jeg og fruen til ansigtet af hinanden. "Den tur må vi på, koste hvad det vil!" Vores drømmerejse, ud på det store eventyr: Vores ungdoms fantasier endelig virkeliggjort, og så samtidig få mulighed for at opleve dette kæmpeland med over en milliard kinesere, som avisernes journalister næsten dagligt skriver om i de forskellige temasider og tillæg: fra alt om politik og økonomi, erhvervsliv og miljø, til arkitektur, kunst og oldgammel kultur - og sensationelle forsteninger af nye dinosaurarter i den mongolske sandørken.

   Ikke at forglemme den uddøende panda med de sørgmodige og dog så søde øjne - og  logo for Verdens naturfond, som vi årligt betaler bidrag til! Muligheden for "live" at se "Fuglereden" fra OL i 2008 i Peking, og vores egen Den Lille Havfrue på Expo 2010 i Shanghai. Hvad mere kan man drømme om?

Som sagt, så betalt! Og den 4. oktober mødtes vi i Kastrup - dels med den danske rejseleder som præsenterede sig som Michael, talte med svag udenlandsk accent, havde lokket boheme-hår og gik rundt og hilste iført et par udtrådte grå crocs, - og dels med 22 andre rejsekammerater - de fleste tydeligvis tilhørende "det grå guld" eller "ældrebyrden" alt efter synsvinkel og frame - alle utålmodigt klar til afgang.

   De aller første spørgsmål vi stillede os selv, havde dog intet med Kina-drømme og -eventyr-forventninger at gøre: "Hvem skal vi være rejsekammerater med?" Og det næste og måske endnu vigtigere: "Hvordan er rejselederen?"

   Og min egen allervigtigste  bekymring: "Kan jeg overhovedet holde til den daglange flyvetur, hvis jeg ikke får den ønskede gangplads?"

Beskrivelsen af en af de store seværdigheder i pjecen om turen havde vakt diffuse litterære minder: "standhaftige terrakottasoldater". Der var noget en gang med en " standhaftig tinsoldat".

   I min ungdom fik jeg en klassisk akademisk uddannelse i dansk sprog og litteratur, og fra den tid har jeg helt andre spontane associationer end rejsearrangøren og pjeceforfatteren måske havde forestillet sig: "De vilde svaner" er et på en gang grumt og poetisk, flere kapitler langt og stærkt symbolsk eventyr af Danmarks mest kreative og fantasifulde diger, H.C. Andersen, som for nylig blev omsat til en animeret fantacy-film, som Dronningen havde lavet scenografi til.

Kejseren udført af den kongelige porcelænsfabrik efter tegning af Dronning Margrethe

Et andet af hans dybere eventyr, har titlen: "Reisekammeraten" - en herre som ikke er nogen hyggeonkel at tage på rejse med, husker jeg. Der er også en historie om en drømmerejse: "Den flyvende Koffert" - fra den meget omkringrejsende digters hånd. Han har udmøntet sin afhængighed af rejseerfaringer og -oplevelser i den bevingede påstand: "At rejse er at leve".

   Og så mindes jeg svagt eventyret "Nattergalen", der er lokaliseret i Kina, hvis første sætninger jeg nu har slået op, og som lyder:

I China veed Du jo nok er Kaiseren en Chineser, og alle de, han har om sig, ere Chinesere. Det er nu mange Aar siden, men just derfor er det værd at høre Historien, før man glemmer den! Keiserens Slot var det prægtigste i Verden, ganske og aldeles af fint Porecelain, saa kostbart, men saa skjørt, saa vanskeligt at røre ved, at man maatte ordenlig tage sig iagt. I Haven saae man de forunderligste Blomster, og...

(fortsættelse følger)