Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 3: Solsikkefrø af porcelæn

Dagen efter vi kom hjem fra Kina, læste jeg min morgenavis. Og oplevede det samme som jeg også oplevede efter min og fruens rejse til Japan. En slag nyinstalleret mental radar - en visuel overfølsomhed  der gør at når man morgensøvnig skimmer avissiderne for "nyt", straks fanger artikler, notitser, billeder og navne som har med Kina at gøre: Pling!

   Det samme har jeg lagt mærke til sker med ordet kreativitet. Det kan stå langt inde i en artikel, og alligevel: Pling!

Den lørdag den 25. oktober var det Politiken, forsiden af 2. sektion. Og det der fangede var et foto oppe i højre hjørne af en ældre kineser med skæg der kiggede ned i sine skålformede samlede hænder hvori der var - ja, selvfølgelig: solsikkefrø!  En hilsen til Andrea!

  Og så var der rubrikken hvis formulering jeg i den grad nød:

DEN, DER VIL FLYTTE BJERGE, BEGYNDER MED AT FJERNE DE SMÅ STEN

Et google-opslag viser at det er et kinesisk ordsprog. Der finder jeg et andet som også er relevant:

LYKKE ER IKKE EN DESTINATION, MEN EN MÅDE AT REJSE PÅ

Artiklen er skrevet som et essay af forfatteren Merete Pryds Helle. Hun har besøgt Tate Modern Art Galleri i London hvor den kinesiske kunstner og menneskeretsaktivist Ai Weiwei har udstillet en installation i turbinehallen, som består af 100 millioner solsikkefrø af porcelæn som dækker gulvet i et helt lokale. Titlen er såmænd: "Sunflowerseeds".

   Merete Pryds Helle skriver: 

Jeg har nogle venner,som var så heldige at være til åbningen af udstillingen, som o fandt sted en uge, før jeg selv kom til London. De fortalte begejstret om de millioner af håndmalede porcelænssolsikkefrø, Ai Weiwei havde fået fremstillet i porcelænsbyen Jingdezhen i Kina. De fortalte om lyden, når de besøgende gik på porcelænsfrøene. Det er nærmest en lydinstallation, sagde en. Du skulle se børnene sidde i frøene og kaste dem op i luften, sagde en anden. Jeg glædede mig: Jeg oplevede allerede værket gennem deres beretning.

Denne forventningens glæde giver Merete Pryds Helle afsæt for at fortælle erindringer fra bandom og ungdom hvori billeder af Mao mellem solsikkeblomster indgik, og om tidligere besøg i Kina, senest 2008 hvor hun har besøgt OL-stadionnet, som vi også besøgte i Peking: "Fuglereden", hvis design Ai WeiWei har været kreativ rådgiver på, men som han siden tager afstand fra. Så han boykotter OL-åbningen med det fantastisk show iscenesat af Zhang Yimou, hvis eventyrlig lys og teatershow om aftenen på Li-floden i Yangshou vi overværede og blev dybt fascineret af (mere om ham og hans kreative meritter i et senere kapitel).

'Fuglereden'

Ai Wei Wei med en håndfuld sine keramik-solsikkefrø
fra installationen på Tate

Ai Wai Wais instalation 'Sunflower Seeds'

Ai WeiWei er i øvrigt ophavsmand til den videoinstallation som har stået på Den lille havfrues plads ved Langelinie mens hun selv har været på besøg i Shanghai, en installation som i al sin geniale enkelhed viser live-videooptagelser af Havfruen mens hun sidder og drømmer om Danmark i den danske pavillon på Expo 2010.

   Ai Weiwei er så kontroversiel i Kian at et indslag i kinesisk tv hvori den danske leder af pavilionen, Bo Bramsen, på engelsk fortalte om Ai Weiweis installation i København, bortcensurerede hans navn i de kinesiske undertekster og fortalte en helt anden historie.

   På vores rejse oplevede vi også den kinesiske tv-censur. Efter starten på tv-indslag om at Nobels frespris var tildelt den fængslede systemkritiker Lio Xiaobo, gik skærmen simpelt hen i sort - på alle de engelsksprogede kanaler på vores hotel! 

   Ikke kreativt, men effektivt. Visual proof for den effektive kinesiske censur.

Tilbage til Merete Pryds Helle. Efter alle erindringsbillederne når hun endelig frem sammen med sin datter. De drømmer om at fylde lommerne med porcelænsfrø og tage med hjem og dele ud af. Og historien får sit vemodige pay off:

Så stor, STOR var vores skuffelse da vi gik ned ad rampen, og hele hallen var så underligt stille. Stivnet. (...) Nede ves solsikkerne var der endnu mere stille. Ingen lydinstallation. Foran de mange millioner frø, der er lagt ud på gulvet som en flad stenhave, smukt revet med en kinesisk rive, var en afspærring og et skilt. Det er desværre ikke tilladt publikum at betræde solsikkekernerne, stod der. Vi spurgte vagten: Hvorfor? Hun forklarede, at der efter to dage lå en sky af porcelænsstøv et par meter oppe i luften. Porcelænssmog lignede det. Man mente, støvet kunne være farligt for vagterne at indånde, når de stod foran værket flere måneder i træk. Så på en måde døde kunstværket for os. Det var stivnet, kun en idé Alle de tanker jeg havde gjort mig, faldt lidt triste sammen, og jeg tænkte på, hvordan det var at indånde den kulholdige luft i Ping Yao i Nordkina.

Jeg tænker på vores egne rejseoplevelser i Peking. Vejrudsigten sagde solskin, men vi så aldrig solen, kun sur tåge og dis og tusmørke midt på dagen.

    Forventningens glæde er den største, siger man. Og forventningen kan måske stille sig i vejen for oplevelsen, siger jeg. Herom mere i det sidste indlæg i denne blogføljeton.

                                                                                                                      (fortsættelse følger)