Det er manchetten der får mig til at læse videre i artiklen. 'Nogen' har undersøgt hvor meget de forskellige partier i Folketinget har stemt for 'EU-foranledigede' lovforslag. Og resultaterne indeholder flere overraskelser.
En klar konklusion er Dansk Folkeparti stor set har stemt lige så ofte som de EU-positive partier for lovforslag der skal implementere EU-lovgivning siden 2001, hvor de blev fast støtteparti for VK-regeringen. Heroverfor stilles SF hvis procentvise støtte til EU-implementering har gået op og ned alt efter de strategiske politiske vilkår i Folketinget, men siden 2001 har de procentvis stemt klart mere EU-kritisk end DF.
Her er pointen altså, som den fremhæves som artiklens vinkle i rubrik og manchet, at undersøgelsen dokumenterer at DF i offentligheden fremtræder ekstremt EU-kritisk, mens de i den politiske praksis på Christiansborg stemmer for langt hovedparten af de lovforslag som er et resultat af vores forpligtende EU-medlemskab.
Politisk dobbeltmoral, kan man sige, en slags dobbelt bogholderi hvor den ene "kritisk pyntede" kolonne er den offentligheden kender til, mens den anden kolonne viser det reelle EU-sttøttende regnskab.
Den anden pointe i artiklen er at den argumentation som Venstres politiske ordfører for nyligt har fremført for at DF ikke vil kunne deltage i et egentligt regeringssamarbejde efter et kommende valg, at den ikke holder en meter, i hvert fald ikke når man ser på DF´s stemmepraksis. De stemmer helt på linie med VK-partierne og de øvrige erklæret EU-positive partier (S&R) når det gælder EU-forpligtet lovgivning.
Artiklen går imidlertid videre end disse to overraskende og journalistisk set nyhedsværdige pointer - og skriver hen mod slutningen:
Spørgsmålet er måske snarere, om DF vil i regering. Partiet har jo hidtil haft succes med at tiltrække EU-skeptiske vælgere og samtidig agere ansvarlig støtteparti.Artiklen fremfører altså at partiet har haft en klar fordel af at spille på to heste. Og den leverer en dybere og ud fra et væsentlighedskriterium meget mere interessant konklusion:
Selv om Dansk Folkeparti lægger stemmer til at gennemføre de fleste lovgivningskrævende EU-direktiver, har partiet stærke vælgermæssige grunde til ikke at gennemgå en tilsvarende proces [red: som SF] og slutte direkte op om traktaterne. Den uenighed skal alle tre partier vise vilje til at 'indkapsle' i et fælles regeringsgrundlag. Ellers fordufter udsigten til en VOK-regering i horisonten.Min umiddelbare reaktion på artiklen er at det er et solidt og gedigent stykke undersøgende journalistik der afslører et magtfuldt politisk partis image som "falsk", og som forbilledligt erstatter fordomme med fakta i offentligheden. Et smukt eksempel på at Politiken kan levere undersøgende journalistik med politisk kant - i modsætning til den herskende journalistiske trend hvor man går efter at afslører tvivlsom moral eller dobbeltmoral i politikeres personlige forhold og privatliv.
Jeg søger tilbage til artiklens byline i indledningen og konstaterer at den er skrevet af Rasmus Brun Petersen og Flemming Juul Christiansen, to navne jeg ikke tidligere har bidt mærke i. Da jeg så går til slutningen af artiklen, fremgår det at de begge er - ikke journalister - men adjunkter ved institut for Statskundskab, Århus Universitet!!!
Jeg skifter min egen frame: Det er ikke journalister der har lavet en solid og fact-baseret undersøgelse som grundlag for et stykke væsentligt kritisk journalistik, det er to forskere der har formidlet nogle interessante forskningsresultater med nyhedsværdi til en bredere offentlighed.
Ud fra et kreativitetssynspunkt er der tale om blending af to konceptuelle rum styret af hver sin frame - et inputrum der er foranket i en forskningsframe og et andet der er framet journalistisk: Den journalstiske redaktionsproces fører til en vinkling mod den af flere pointer som har størst nyhedsværdi: poltiske dobbeltmoral; mens det ud fra et forskningsmæssigt synspunkt er mere interessant i en konklusion at diskutere om DF vil opgive sit hidtidige strategisk fordelagtige ridt på to heste, for at kunne indgå i et forpligtende regeringssamarbejde efter næse valg.
Overordnet mener jeg at den udvikling på universiteterne som den borgerlige regering har været hovedansvarlig for de sidst ti år, har været nærmest katastrofal - med de radikalt ændrede styringforhold, finansieringsvilkår og krav til forskningen og forskerne. Men lige præcist der hvor det drejer sig om formidling af forskningen, har det været en klar gevinst at der stilles krav til forskerne om at formidle til en bredere offentlighed, og at det belønnes meriteringsmæssigt at gøre det.
Det tvinger nemlig forskerne til som del af deres job og funktion løbende at skifte og veksle mellem de to frames: den der er knyttet til peer-review-institutionen, og den der er forpligtet på oplysning af en bredere offentlighed
Mig giver artiklen anledning til at ride en gammel kæphest om at overskride faggrænser og etablere blending mellem forskning og journalistik: Hvorfor er der endnu ingen der har taget initiativ til at oprette et mere permanent og forpligtende samarbejde mellem undersøgende journalister og samfundskritiske forskere om at producerer interessant og aktuel viden om samfundsforhold og politik der kan omsættes i væsentlige og kritisk-journalistiske historier?
Et sådant forpligtende samarbejde mellem medier og forskningsinstitutter vil på en gang kunne væe med til at opkvalificere den undersøgende journalistik (som længe har været i forfald), og samtidig hjælpe forskerne til at blive bedre til at leve op til kravene om at formidle deres forskning til en bredere offentlighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar