Naturvidenskab og litteratur - en opfordring til blending

   Lone Frank, der skriver i Weekendavisen, er noget i retning af en soul mate for mig. Jeg synes at rigtig mange af de artikler hun har diverteret med i tillægget 'Ideer' indeholder emner, vinkler og refleksioner som uden videre passer inde i tankegangen bag den udforskning af fænomenet kreativitet fra mange vinkler som jeg er i gang med her i denne blog. Jo ikke mindst når hun tematiserer sammenhænge mellem forskellige kreative mentale operationer og så hjerneforskningens sidst nye opdagelser.
   Men nu i sidste uge optrådte hun også på bagsiden af Weekendavisens bogtillæg. Og hun har igen gang i en problemstilling som også optager mig, nemlig at det litterært humanistiske domæne og det naturvidenskablige så sjældent indgår i blandinger eller integreres: videnskabsjournalistik, som det f.eks.kommer til udtryk i tidsskriftet Illustreret Videnskab har ikke høj status i journalistprofessionen, og romaner som tematiserer naturvidenskabelige problemstillinger, er der rigtig langt imellem.
   Det er det sidste Lone Frank tager op i sin bagsideklumme, under rubrikken "Blinde pletter". Hendes synspunkt er at folk der skriver litteratur i meget højre grad end tilfældet er, burde interesserer sig for naturvidenskabelige indsigt og erkendelse som stof og inspiration i romaner. Hun skriver bl. a.:

Det er svært virkelig at forstå mennesket, hvis man ikke har blik for, at det er et væsen med en biologisk natur, som er i evig forhandling med den til enhver tid herskende kultur. Og hvordan er det lige med kulturen selv? Den formes også i høj grad af de fortællinger, der vokser ud af videnskaben. En vigtig men ofte overset pointe i forhold til naturvidenskaben er nemlig, at den ikke bare giver os praktiske teknologiske dimser, men netop ny viden. En indsigt i verden, som hele tiden ændrer og former vores syn ikke alen på verden,men på os selv som væsener.

I min terminologi, så taler hun om blending i litteraturen, hvor to konceptuelt adskilte domæner skal integreres ved at litteraturen lader sig inspirere af (natur)videnskablige temaer og problemstillinger og lader dem fungere som drivende motiver i romanfiktion. Hvis forfatterne i højere grad ville re-frame mennesket som et biologisk væsen, så ligger der uanede muligheder for fornyelse af litteraturen.
   LF nævner så nogle forfatternavne som har spillet ind med litteratur i dette blendede rum som hun opridser: Ian McEwan, Michael Houellebecq, Kazuo Ishiguro. Denne sidste har skrevet en roman Let Me Go, som klart lyder som en science fiction, og hun citerer også en af de helt store inden for den genre, Kurt Vonnegut, i starten af artiklen.
   Men hvis man inddrager regulære science fiction-romaner og forfattere, så må man jo godt nok sige at dem har der ikke været mangel på i det forrige århundrede, heller ikke på nogen af høj litterær kvalitet. Man kan tænke på SF-forfattere som Isac Asimov, Poul Anderson, Phillip K. Dick, Robert Heinlein, Athur C. Clark.
   Når Lone Frank synes det ser så relativt sort når det gælder litterær blending af fiktion og naturvidenskab, så må hun nok primært tænke på det danske bogmarked og de danske forfattere, selv om vi dog har haft nogen af interesse og betydning. Følgende link giver en lang række eksempler:
http://www.litteratursiden.dk/node/64377

Åsne Seirstad og den litterære journalistik - udfaldet af en retssag

Politiken har i dag den 27. juli en længere artikel af Kjeld Hybel om den norske dom over journalisten Åsne Seierstads bog der udkom for nogle år siden: Boghandleren i Kabul. 
   Nyhedsartiklen for et par dage siden fokuserede på at hun var blevet dømt til at betale en erstatning på 125.000 norske kroner til en af de personer der er beskrevet i bogen, boghandlerens kone Surai Rais for krænkelse af privatlivets fred. Seierstads forlag blev dømt til at betale et tilsvarende beløb.
   Da jeg ikke har læst bogen, måtte jeg konkluderer at journalisten ÅS generelt havde været uærlig og utroværdig i sin fremstilling.

Hybels baggrundsartikel konkluderer stort set det modsatte - efter nærlæsning af dommen og efter at han har interviewet nogle mediejuraeksperter om den. Derfor har artiklen i Politiken rubrikken: "Seiersads research var i orden ... stort set". Det ÅS er blevet dømt for, er nogle få passager hvor hun ikke har dokumentation for hvad hun i sin 3. person-beretning fortæller om hvad Surai Rais tænker (i bogen anonymiseret med navnet "Sonya"). Dommen siger bl.a.:

Forfattere og andre historieskrivere, som prætendere at publicere sande fremstillinger ud fra et alvidende fortællerperspektiv, må sørge for at oplysninger om let indentificerbare personers inderste tanker om personlige og følsomme temaer har solid forankring.

Betegnelserne er mange: "fortællende journalistik", "new journalism", "dokumentarroman", "faktion", "autentisk fortælling". Det drejer sig om blending af to konceptuelle rum i hvilke der indgår at nogen skriver om en virkelighed - henholdsvis faktuelt forpligtet eller opdigtet. Er der talt om digtning, kalder man det en roman. Er der tale om researchet journalistik - fortalt som en roman, ja, hvad skal man så kalde det? Mediejuristen Oluf Jørgensen kalder det en "dokumentaroman".
    Jeg siger det er faktion, som er kreativitetens legeplads og øretævernes holdeplads (jfr. min definition i bogen Faktion som udtryksmiddel)

I citatet fra dommen er det formuleringen "solid forankring" der er kernen. I argumentationen for om ÅS kan tillade sig at skrive om sine medvirkende som hun har gjort, indgår derme hvordan den arbejdsproces har været, som hun som journalist og forfatter har praktiseret. Har hun taget noter eller ikke, og hvordan kan hun i øvrigt dokumentere udsagn i bogen om sine medvirkende, hvis de siger det er noget hun har "digtet"? Hvor god er hendes erindring, og hvor stærk hendes fortællerfantasi?
   To af de påstande i bogen hun er blevet dømt for som udokumenterede, er udsagn om at Sura Rais ("Sonya")  blev tvunget til at gifte sig med boghandleren selv om hun ikke brød sig om ham, og udsagn om at hun i forholdet til sin mand var bange for at føde pige nummer to. I begge tilfælde udsagn om hvad Sura Rais følte. Og problemet er så at Sura Rais ikke kunne tale engelske, og ÅS har været afhængig af udsagn fra de medlemmer af familien som kunne engelsk.

Amazon.co.uk har en service så man kan gå ind og kigge i udvalgte afsnit af bøger. Det gælder også den engelske udgave af "Boghandleren...". Der står på siderne 14-15 i første kapitel der har titlen "The Proposal":

'Your parents have accepted the suitor,' her uncle said. 'Now is your only chance to express an opinion.' (/) She was petrified, paralysed by fear. she did not want the man but she knew she had to obey her parents. As Sultans wife her standing in Afhghan society would go op  considerably. The bride money would solve many of her family´s årpbæe,s- The money would help her parents buy good wives for their sons. (/) Sonya held her tounge, and with that her fate was sealed. To say nothing means to give one´s consent."

Det drejer sig grundlæggende om hvilken kontrakt Åsne Seirstad har lavet med læserne, og hvilken kontrakt hun fra starten har lavet med de medvirkende kilder - den familie i Kabul hun har boet hos i 4 måneder, og som leverer det faktuelle stof til historien.
    Kontrakten med læserne kan f.eks. fremgå af titelbladet hvor der kunne stå "roman", "reportage" eller lignende genrebetegnelser.
   Knud Romer kalder sin berømte og berygtede bog om sin barndom i Nykøbing Falster - Den som blinker... - for en "romanbiografi", og har dermed lavet en såkaldt "dobbeltkontrakt" med læserne om at han skriver i en blended genre: "roman=fiktion" + "bografi=fakta". Denne faktionskontrakt med læserne, betød så samtidig at han fik virkelighedens Nykøbing-falstringer på nakken for lemfældig omgang med sandhed og virkelighed.
   Den engelske oversættelse af Boghandleren i Kabul har ikke nogen kontraktskabende genrebetegnelse på titelbladet. Kun forfatternaven og bogtitel. Og selv om man som læser på forhånd måske vidste at Åsne Seierstad var journalist, betød det jo ikke at hun ikke kunne have skiftet kasket, som så mange journalister, og nu har kastet sig ud i digtning og indledt et romanforfatterskab.
   Men der er så et langt forord hvor hun beskriver såvel kontraktvilkårene med familien, hvordan hun har researchet og hvordan hun har forpligtet sig på sandheden:

Slowly I was introduced into family life. They told me thing when they felt like it, not when I asked. They were not necessarily in the moode to talk when my notebook was at hand, but rather during at trip to the bazaar, on a bus, or late at night on the matress. Most of the answers came about spontaneously, answers to questions I would not have had the imagination to ask.

I have written this book in literary form, but it is based on real events or what was told me by people who took part in those events. When I describe thoughts and feelings, the point of departure is what people told me they thought or felt in any given situation. Readers have asked med: 'How do you know what goes on inside the heads of the various family members?' I am not, of course, an omniscient author. Internal dialogue and feelings ar basede intirely on what family members described to me.

The wholw family knew that the purpose of my stay was to write a book. If there was something they did not want me to write, they told me. Never the less, I have chosen to keep the Khan family and the other people I quote anonymous. No one aske me to, I just felt it was right.  

Til slut i forordet opsummerer hun kontrakten: "I have written down what I saw and heard and have triede to gather impressions of a Kabul spring, (...)." 

   Her er jo klart nok ikke tale om en dobbeltkontrakt i forhold til læserne. Hun skriver "jeg" om sig selv i rollen som journalist i forordet: Familien har accepteret at hun flyttede ind og lever sammen med dem i 4 måneder i den rolle. Og var der noget de ikke ville have hun skulle skrive, så "sagde de det".  Hun har så valgt en "literatry form" til at rapportere om hvad hun har set og hørt.
   Og hun implicerer også i denne kontrakt at noget af det hun fortæller, har hun ikke dokumentation for, men kun erindringer om, fordi det er oplevet i situationer hvor hun ikke havde sin journalitiske "notebook" med. Og fordi udsagnene ikke var et resultat af forberedte journalistiske interviews. Og i øvrigt indimellem byggede på andre familiemedlemmers tolkning til engelsk.
   Klare meldinger, gennemsigtig overenskomst. Hvad er problemet? Hvorfor al den ståhej?

Nu findes der jo mange litterære former. Og 3. person-fortællingen er den absolut mest sandhedsforpligtende når den bruges til journalistisk afrapportering fra virkeligheden. Den indebærer at journalisten sprogligt rekonstruerer fortidige handlinger, udtalelser, tanker og følelser ud fra nutidige udsagn, handlinger og observationer af de medvirkende kilder. Og at journalisten i princippet samtidig undertrykker alle eksplicitte spor af det "jeg" der rent faktisk fortæller historien ud fra egne interviews og observationer, et "jeg" som i Boghandleren... dog træder frem og kommer til udtryk i forordet og i en "epilog".
   Det indebærer helt klart at der i fortællingen optræder en gråsone af oplysninger, som formen kræver for at historien kan fungere vellykket som fortælling. Men som, når det kommer til stykket, ikke holder i retten, fordi de bygger på erindrede observationer som ikke er noteret ned, og på "impressions" - indtryk - som er tolkninger af alt det der i hverdagens uformelle, spontane kommunikation er underforstået, udtrykt gennem eufemismer, halve udsagn, ironi og mimik.

Kunne Åsne Seierstad have undgået de juridiske problemer som nu har ført til dom? - Ja, det kunne hun, nemlig ved at vælge en mere blended, og dermed også mere kompleks fortælleform, hvor der i selve fortællingen - i indskudte afsnit - kunne indgå et subjektivt fortæller-"jeg". Der findes mange moderne "litterære former" i fiktionen hvor 3. person og 1. person blandes hen gennem fortællingen. Hvorfor så ikke i den fortællende journalistik?
   Subjektivt forbeholdne udsagn undervejs fra sådan et eksplicit fortæller-"jeg", ville muligvis have svækket oplevelses- og fascinatonisværdien af historien over for læserne/nogle læsere, men ville samtidig have muliggjort at ÅS i de mest "tolkede" episoder og scener, kunne skrive noget i retning af:  "Sonya ville ikke giftes med den gamle mand, men turde ikke sige noget af hensyn til sin familie. Det sagde hun aldrig, men det var mit klar indtryk fra alt det der ikke blev sagt."

Gå ind og læs både forord og det første kapitel som der ovenfor er citeret fra, på nedenstående link:

http://www.amazon.co.uk/Bookseller-Kabul-Åsne-Seierstad/dp/1844080471/ref=sr_1_1?ie=UTF8&s=books&qid=1280224051&sr=8-1

Kontrakten med boghandleren og hans familie  er til gengæld meget tvetydig. Af det ÅS skriver i forordet fremgår det at hun forudsætter at familien har en fuld forståelse af hvad en "journalist" er for en professionel rolle (samtidig med at hun fortæller at hun blev behandlet som en "datter"), og at de er helt på det rene med at en bog skrevet af en journalist. kan være afslørende og udleverende, og ofte netop har den hensigt.
   Her viser forordets formuleringer klart, synes jeg, at ÅS har været regulært lusket, et luskeri som kommer til udtryk i at hun (halvhjertet og på skrømt) anonymiserer navnene på familiens medlemmer, og at hun undlader - inden udgivelsen - at give dem mulighed for at forholde sig til bogens rekonstruktioner!!!! NB! 

Dagdrømme og kreativ tænkning - hjerneforskernes svar

Weekendavisen, 23. juli. Tillægget 'Ideer'. Journalist Lone Frank (som jeg tidligere har refereret artikler af). Rubrikken: "Dagdrømmenes anatomi". Overliggerens tekst er:

Den gode last. Sæt en flok mennesker til at læse Krig og fred i en halv time, og deres tanker vil drive bort i ti procent af tiden. Men menneskets drift mod dagdrømme er faktisk heldig, for med dagdrømme følger prioritering, problemløsning og kreativitet.

Den lange artikel bygger i hovedsagen på et interview med en hjerneforsker og psykolog Jonathan Schooler, og kunne såmænd have indgået i hendes bog Den femte revolution. Han siger bl.a. at dagdrømme ikke er spild af tid, og at dagdrømme gør det muligt for mennesker at "foretage mentale tidsrejser og dermed planlægge og opfinde nyt.". Og han konstaterer at dagdrømmeri er "en af de mentale aktiviteter som vi bruger mest tid på."
   Det nye er at forskningen skelner mellem tre slags dagdrømme:

• De "ægte" dagdrømme som er "tanker og fantasier som man aktivt hensætter sig i når man ikke har andet man skal, fokus glider væk fra det, der sker omkring en." Det er det man kan opleve når man kører med tog og ikke har noget alvorligt at tænke på mens man kører. 
• Bevidst "mind wandering" hvor man er igang med en anden bevidsthedkrævende aktivitet (som at skrive denne blog), og tankerne vandrer væk fra det man laver og man godt ved at man tankerne går sine egne veje til f.eks. hvad man skal lave i aften når man kommer hjem. 
• Ubevidst "zoning out" hvor man ikke selv er opmærksom på at tankerne driver bort.

Og så har Schooler & Co. fundet ud af at hjernen samtidig aktiveres i to helt forskellige centrer under tankeflugt og dagdrømme, to områder som normalt udelukker hinanden: hvilenetværket og  eksekutvinetværket. Det første er "tændt" når man slapper af, det andet "fyrer op" når vi har gang i komplekse kognitive processer hvori indgår problemløsning. Forskernes hypotese er at det er hjernens måde at "styre en kurs mellem prioriteringer" hvor den afbalancerer de aktuelle opgavers mentale krav med tænkning i forhold til mere langsigtede mål. Schooler siger videre:

De bevidste dagdrømme er også en mental simulator. Her kan vi så at sige gratis gennemprøve og vurdere mulige situationer og måske afklare og skærpe handlngsmæssige strategier før vi går ud i virkeligheden. 

Artiklen fortæller senere at selvsamme Schooler også har lavet undersøgelser der peger på at særligt kreative mennesker dagdrømmer mere end gennemsnittet. En forskerkollega Kalina Christof, fortæller artiklen videre, har omtalt de ufokuserede drømmeaktiviteter som "fluepapir for nye ideer og uventede associationer". Og hun citeres for at sige at "når hjernen har gang i både hvilenetværket og eksekutivnetværket, kan der på samme tid foregå flydende associationer og analyse."
   Pling!, siger det for mig da jeg læser det. I den fase af den kreative proces som betegnes inkubationen, som er ubevidst og som går forud for AHA-løsningen, der må der indgå en ikke-lineær og a-logisk mental problemløsningsproces der arbejder rumligt og via grænseoverskridende associationer på kryds og tværs.
   Og så viser det sig at artiklens forfatter Lone Frank selvfølgelig har foregrebet præcis det i det følgende afsnit. Her refereres en forsker John Kuonios for at have observeret at "lige op til det øjeblik, hvor forsøgspersoner i en skanner opnår den aha-oplevelse, der  giver dem løsningen på et verbalt puslespil, netop (da er der) aktivitet i udvalget områder, der tilhører hvile- og eksekutivnetværkerne."

Dagdrømmeri som en sygdom
I øvrigt har Lone Frank en sidehistorie der fortæller at der også findes en anerkendt sygdomsdiagnose for dagdrømmeri: maladaptive daydreaming, kendetegnet bl. a. ved "en udbredt fantasiaktivitet, som erstatter menneskelig kontakt, og/eller forstyrre akademisk, interpersonel erhvervsmæssig funktion."
   Jeg kommer til at tænke på min egen barndom, hvor jeg ret konsekvent afviste at deltage i familieudflugter i weekender og ferier, og fortrak at ligge hjemme på min sofa og læse drengebøger og Tusind og en nat, eller sidde og tegne og male. Var det sygeligt? I hvert fald beklagede min mor sig meget over at jeg var så associal, og mine søskende husker hvordan "storebror" meldte sig ud i lange perioder. Jeg tænker også på en dreng i familien der nu går i 8 klasse og drømmer om at blive skuespiller. Han har også tydeligt mentalt meldt sig ud af familiesamværet, og tilsyneladende gider han nu ikke skolens tyskundervisning som jo er forudsætningen for at han kan gå videre i gymnasiet! Hvad skal man mene? Sygeligt?

Myter som undertekst i fiktion - et eksempel på dramaturgisk blending

Politiken 14. juni. Kultursektionen. Rubrik: "Udlandet i kø efter nyt dansk krimimanuskript". To forfattere Anders Rønnov og Jacob Weinreich har skrevet et manuskript til en krimi: 'Den sidste gode mand´, der allerede inden det er gennemarbejdet, er solgt til syv lande. Om ideen fortæller artiklen i Politiken:

Ideen tager afsæt i en gammel religiøs myte, som Rønnov har været optaget af siden han for nogle år siden stødte på den i Martin A. Hansens 'Løgneren'. Myten fortæller om 36 gode, retfærdige mænd, Gud altid vil lade blive på Jorden for at redde og videreføre den. De 36 gode mænd kendes fra den jødiske Thora og har rødder tilbage til Det Gamle Testamente hvor Gud lover at at skåne Sodoma og Gomorra, hvis Abraham kan finde bare ti gode mænd i byen. Nu får den gamle myte sin renæssance i en dansk kriminalroman, og det er jagten på det gode, der har været de to forfatteres ansporing.

Det at man i en moderne fiktionshistorie med nutiden som setting, anvender en underliggende matrice for plot og persongalleri hentet fra myternes eller eventyrernes verden, er et forholdsvis kendt fænomen. Det gælder det bl.a. for en en række af de dramaserier som DR-DRAMA har fået stor succes med i de sidste 10 år, at Dramachefen har meldt ud hvilke myter/sagn/eventyr som dramaserien har som undertekst. Et eksempel er serien 'Ørnen' der har 'Odysseus' som en slags inspirerende undertekst. Og 'Rejseholdets' karakterer er skabt med afsæt i græske mytologi: Zeus og Ulf, Apollon og La Cour, Hermes og Fischer, Athene og Ingrid, Poseidon og IP, Afrodite og Gaby.
   I "gamle dage" på TV-SUM-kurserne i DR brugte vi som som dramaturgisk skoleeksempel filmen 'Gøgereden', og det vagte som regel en del opsigt hos deltagerne når underviseren kunne påvise hvor gennemført i udtryksmæssige detaljer filmen var underlagt en Jesus-historie. Og tilsvarende filmen 'Thelma og Louise' hvor bl.a. en askepothistorie ligger under Thelmas karakter og historie - i første halvdel af filmen. 
   Hvad har det med kreativitet at gøre?  Elementært, min kære Watson! Det er en slags skoleksempel på fænomenet blending, som jo indeholder en slags model for kreativ tænkning: To adskillte og afgrænsede mentale rum - et realistisk og et mytologisk - der leverer input til et tredje mentalt rum. Dette tredej rum udgøres altså her af de aktuelle fiktionshistorier som ses igennem mytens, sagnets eller eventyrets optik. I princippet samme kreative operation som når man gør brug af en metafor til at levendegøre et ellers kedeligt beskrevet fænomen. 
   Det høre så med til teorien at den indebærer en forestilling om at der i publikums mentale set up - findes korresponderende matricer indpodet i den tidlige barndom og med dybe emotionelle rødder i hjernen, hvad der kan forklare hvorfor dette dramaturgiske greb virker så effektivt.

Kan planter tænke, føle, handle, kommunikere - et spørgsmål om re-framing

Jeg har længe ikke fået skrevet. Faktisk er der gået næsten 3 uger.  Det skyldes et uforholdsmæssigt stort arbejde som censor denne sommer: en masse opgaver skulle rettes og censureres. Og så har vi også haft flere besøg her i sommerhuset. Og det ene med det andet. Og bøger jeg har bestilt, som også er relevante for at forstå og udfolde fænomenet kreativitet, er pludselig dumpet ind i vores postkassen. Og dem har jeg kastet mig over.

En af de bøger er Lone Franks Den femte revolution - om de sidst nye trends inden for hjerneforskning. Den vender jeg tilbage til. Men samtidig skriver hun i Weekendavisen fra den 16. juli en stor artikel med rubrikken "Det stille liv, den dybe grund" - det må være et citat fra en sang, tror jeg. Overliggeren lyder: "Planter. Er de miskendte genier eller er den slags snarere new age-agtig ønsketænkning? Planter kan meget mere end bare a se godt ud, og en ny tænkning er ved at snige sig ind."
   Artiklen fortæller om en gruppe biologiske forskere som har organiseret sig i Society of Plant Signaling and Behavior, og som arbejder ud fra en teori om at planter og planteverdenens biologi, ikke skal betragtes som totalt adskilt fra dyreverdenen og den måde man opfatter dyrs biologi på, sådan som det hidtil har været fastlagt i vores og forskernes forestillinger om de to studieområer: flora og fauna - som henholdsvis studeres inden for hver sin videnskabelig ramme: zoologien og botanikken.
   Gruppen af forskere som er organiseret i ovennævnte Society, har opfundet og udkastet et nyt forskningsfelt: planteneurobiologi. En af gruppens medlemmer, professor Frantiska Baluska (Bonns Universitet) citeres i artiklen for at sige:

Planter er voldsomt misforståede, (...), de er følsomme biologiske organismer, der er lige så sofistikerede i deres adfærd som dyr. Planter er ikke bare passivt sugende. De fouragerer aktivt og konkurrerer om begrænsede ressourcer både under og over jorden, (...). I den forstand, at planter kan integrere kompleks biologisk og kemisk information og reagere passende på dem, mener jeg godt, man kan tale om - ja kognition. 

Professoren henviser til Darwin der i bogen The Power of Movementst in Plants fra 1880 skrev: "Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at rodens spids agerer som hjernen hos de lavere dyr; hjernen befinder sig i den forreste ende af kroppen, modtager indtryk fra sanseorganer og dirigerer de forskellige bevægelser." Med henvisning  til det citat fortsætter Baluska sin udredning om hvad fidusen er ved det som tydeligvis har karakter af videnskabelig re-framing i forhold til studiet af planternes biologi:

Darwin brugte 'hjerne' som metafor, og det samme gør vi, når vi taler om 'nervesystem'. Men vi mener at metaforen er nyttig, fordi den kan åbne for en ny måde at udforske planters liv på. I dag fokuserer forskningen i felter som plantefysiologi og molykolær biologi kraftigt på at kortlægge og forstå isolerede molekyler og processer. For at komme videre, er vi nødt til at forsøge at forstå hele planten ud fra et systemisk perspektiv. Hvis du ser på, hvor mange stimuli - både biologiske og ikke-biologiske - en plante hele tiden modtager og behandler, er det oplagt at spørge, om ikke den har et system, som koordinerer responser i hele organismen. Noget som er analogt til dyrs nervesystem.

Når jeg hiver det her eksempel fra Weekendavisen frem og citerer så ekstensivt fra professoren, så er det fordi det er et klokkeklart eksempel på den kreative styrke der kan ligge i at skifte frame - og altså se på det velkendte gennem en anden frames optik, en frame der i dette tilfælde - delvist - skal forstås som en metafor: Dyr har nervesystemer styret og koordineret via hjernen der også i større eller mindre omfang kan "tænke"; hvad hvis man ser på planterne som organismer der er styrede af noget der funktionelt ligner et nervesystem, kan man så egentlig ikke også sige at de "tænker" eller har en slags "bevidsthed"?
   Artiklen giver ikke bare en masse eksempler der kunne underbygge synspunktet at planter funktoinelt opfører sig som om de havde noget der mindede om et samlet koordinerende nervesystem, men understreger også at en af konsekvenserne er at man i højere grad skal betragte planter som individer ligsom man gør med dyr, og ikke kun som man plejer: som planter i masser og bunker.