Falske nyheder i det postfaktuelle samfund - er det nogen nyhed eller er det en gammel historie?

(Dette indlæg er det andet i en serier om 'fake news'  eller 'falske nyheder'. Hvis du bladrer et indlæg tilbage så kan du læse serien forfra).

http://believeinplace.com/2016/12/08/fake-news-real-news-or-good-news/

Det ser ud til at det for mange mennesker (og der bliver flere og flere) er hip som hap om det de læser, hører eller ser i medierne - og især på nettet, er fakta eller fiktion. Og det bliver udnyttet - af kyniske og kreative mennesker og institutioner til en række mere eller mindre lyssky formål.

   Og hvis Facebook eller Twitter efterhånden bliver den dominerende tolknings- og forståelses-bestemmende kontekst for de fleste læsere, så vil der til sidst ikke være nogen der tror på noget af det de læser på disse medier - eller på dem der stadig redigerer og 'varedeklarerer' deres oplysninger og tekster/billeder som seriøs og velresearchet og kildekritisk journalistik.
   Alle tekster, billeder, indslag på de sociale medier kan i princippet være en slags aprilsnar, føler mange.
   Den ene (tekst/afsender) kan være lige så god eller dårlig - lige så troværdig eller utroværdig - som den anden.

Forskere og journalister har søsat termen 'det postfaktuelle samfund' - med oprindelse i det engelske begreb 'postfactual politics' - til at beskrive dette at såvel politikere som vælgere tilsyneladende over en bred bank tillægger det stadig mindre betydning om et udsagn om (dele af) samfundet, verden og virkeligheden er korrekt eller ej, om det kan dokumenteres eller er mere eller mindre fri fantasi. Og at forargelsen i offentligheden over at nogen bevidst og uden blusel fremsætter helt eller halvt løgnagtige påstande, simpelt hen oftere og oftere udebliver.

Wikipedia fortæller her meget mere om det de også kalder "post-truth-politics" der indledningsvis beskrives sådan her:

Post-truth politics (also called post-factual politics) is a political culture in which debate is framed largely by appeals to emotion disconnected from the details of policy, and by the repeated assertion of talking points to which factual rebuttals are ignored.

   Post-truth differs from traditional contesting and falsifying of truth by rendering it of "secondary" importance. While this has been described as a contemporary problem, there is a possibility that it has long been a part of political life, but was less notable before the advent of the Internet.

   In the novel Nineteen Eighty-Four, George Orwell cast a world in which the state is daily changing historic records to fit its propaganda goals of the day. Orwell based much of his criticism of this on Soviet Russian practices.

   The contemporary origin of the term is attributed to blogger David Roberts who used the term in 2010 in a column for Grist.[1][2][3]

   Political commentators have identified post-truth politics as ascendant in Russian, Chinese, American, Australian, British, Indian, Japanese and Turkish politics, as well as in other areas of debate, driven by a combination of the 24-hour news cycle, false balance in news reporting, and the increasing ubiquity of social media.[3][4][5][6][7][8]

   In 2016, "post-truth" was chosen as the Oxford Dictionaries' Word of the Year,[9] due to its prevalence in the context of that year's Brexit referendum and US presidential election.[10][11]

https://en.wikipedia.org/wiki/Post-truth_politics

For lige at opsummere:

   Ifølge Wikipedia er der tre drivkræfter bag udviklingen af den postfaktuelle politiske kultur: 1) 24 timers nyhedcirkulation (altså ingen deadline eller hele tiden deadline); 2) falsk afbalancering af  modstridende synspunkter der tillægges lige meget vægt i nyhedsrapporteringen; 3) de allestedsnærværende og samtidige sociale mediers stadig stigende betydning.

Helt umiddelbart betyder det at den traditionelle redaktionelle 'gatekeeping' og seriøse journalistiske research og kildekritik mere og mere mister sin betydning.

   Den bliver simpelt hen bevidst omgået og målrettet overhalet af magtfulde og/eller snedige afsendere (som Trump og Putin) i kraft af at de uhæmmet har mulighed for at kommunikere direkte til publikum via medier som Twitter og Facebook. 

   Og brugerne har ikke selv hverken ressourcer, tid eller ork til at tjekke kilder, kendsgerninger og kontekst - før de 'sluger' dem - og deler dem!

   Mit eget eksempel med den 'citerede Israel-kritiske udtalelse' fra 'nyhedsiden' AWDNews angiveligt udtalt af den israelske præsident som jeg beskriver i indledningen af det foregående indlæg, det skærer den pointe ud i pap, synes jeg.

Her en CNN-nyhedshistorie om hvor galt det kan risikere at gå når 'fake news sites' som AWDNews (hjemsted: Pakistan) får frit spil:

   Rubrikken lyder:

Duped by fake news story, Pakistani minister threatens nuclear war with Israel

Artiklen som ledsager tv-nyhedsindslaget, indledes sådan her:

(CNN) - A fake news story led to threats of nuclear war between Pakistan and Israel on Christmas Eve.
   In an article published by AWDNews on Tuesday December 20, former Israeli Defense Minister Moshe Yaalon was quoted as threatening to destroy Pakistan if it sent troops into Syria.
   "We will destroy them with a nuclear attack," the article quoted Yaalon as saying. There is no evidence Yaalon ever said those words.

Se og læs mere her:

http://edition.cnn.com/2016/12/26/middleeast/israel-pakistan-fake-news-nuclear/

Men hvorfor hopper vi på den - folk - selv de klogeste og mest kritiske modtagere - når vi modtager og viderebringer/deler en opdigtet nyhed? Hvorfor lader vi os fuppe?

   Svaret blæser heldigvis ikke i vinden. 

  Det er nemlig et spørgsmål som Videnskab.dk prøver at besvare i en fyldig artikel fra den 24-01-17 - under overskriften:

Hvorfor hopper vi på falske nyhedshistorier?

Manchetten lyder:

'Clinton styrer en pædofilring fra et pizzaria', 'Paven stemmer på Trump' og 'Falske Hilary-stemmesedler fundet på hemmeligt lager'. De falske nyheder truer med at underminere den demokratiske proces, og vi ser allerede de store konsekvenser, de opdigtede historier kan få i den virkelige verden.

Artiklen er skrevet af  professor S. Shyam Sundar, Afdelingen for kommunikation og medieeffekter, Pensylvania State University.

   Han skriver at en af de gængse psykologiske forklaringer er den såkaldte "bekræftelsesbias", dette at vi har en tendens til at godtage information der understøtter de synspunkter og meninger vi i forvejen har.

  Men den er utilstrækkelig, for den kan ikke forklare hvorfor vi - også - hopper på nyhedsløgne der ikke er (parti)politisk forankrede:

En mere sandsynlig forklaring er vores relative uopmærksomhed på nyhedskildens troværdighed.

Shyam Sundar fortæller om eksperimenter der viser at læserne ikke lader til at bekymre sig særligt meget om den journalistiske kilde og dens troværdighed som vi ellers traditionelt opfatter som den afgørende professionelle dørvogter ('gatekeepers') der via sit forarbejde sikrer og garanterer 'varedeklarationen' på mediehistorierne: at det er den for tiden bedst opnåelige sandhed om sagen eller begivenheden.

Det er denne laissez-faire-holdning, der, sammen med vanskeligheden ved at sortere nyhedskilderne, er den bagvedliggende årsag til, at så mange af os tror på de falske nyhedshistorier.

Hvad er problemet ved at forholde sig laizze-faire-agtigt til nyhedskilderne når de traditionelle dørvogtere har mistet deres autoritet?

   Ja, det kan simpelt hen bare være mængden af forskellige kilder bag en given nyhed som man jo så i princippet alle skulle forholde sig kritisk-skeptisk til:

Forestil dig, at du tjekker Facebooks nyhedsfeed og ser noget, som en af dine venner har delt: Det er en politikers tweet af en avisartikel.

   Her består kæden faktisk af fem kilder (avis, politiker, Twitter, ven og Facebook).

   De spillede alle en rolle i transmissionen af meddelelsen og tilslører identiteten af ​​den oprindelige kilde. Det kaldes 'kilde-lagdeling' og er et fælles træk ved vores online nyhedsoplevelse.

Det ligner jo slående den situation jeg oplevede for et par dage siden, kan jeg indskyde her.

   Spørgsmålet er så hvilken af disse kilder læserne oplever som 'de vigtigste kilder':

Dette spørgsmål nærmede mine elever og jeg os ved at analysere nyhedssites af varierende troværdighed: Yahoo News med høj troværdighed og Drudge Report med lav troværdighed.

  Disse to websteder enten linker ofte til eller genudgiver artikler, der stammer et andet sted fra.

   Vi ville gerne afsløre, hvor ofte læserne var opmærksomme på de originale kilder i historierne, som optræder på disse hjemmesider.

  Vi fandt, at læserne kun er opmærksomme på kildekæden, hvis emnet virkelig er vigtigt for dem.

Det kan jeg bekræfte. Sådan har jeg det også.

Ellers bliver de let påvirkede af kilden eller webstedet, der gengiver eller slår historien op – med andre ord det medie, der leverede dem historien.

   Det er derfor ikke overraskende, at vi hører folk fortælle, at de får deres nyheder fra forskellige 'kilder', der ikke skriver og redigerer nyhedsartikler: Verizon, Comcast, Facebook eller deres venner.

   Vores venner er ofte de nærmeste kilder, når vi læser online nyheder.

   Vores kognitive filtre svækkes, fordi vi som regel stoler på vores venner, hvilket også er skyld i, at de sociale medier er grobund for, at falske nyhedshistorier sniger sig ind i vores bevidsthed.

Det kan jeg som jævnlig Facebook-bruger og -deler også bekræfte.

Vores jævnaldrendes overbevisende appel over eksperterne er yderligere forstærket af, at vi har en tendens til at være mindre på vagt, når vi støder på nyheder i vores personlige sfære.

I øvrigt minder jeg om den meget oplysende bog af nobelprisvinderen Daniel Kahneman: "Thinking, Fast and Slow', som ved at skelne mellem to "tænkeformer" får demonstreret en, synes jeg, meget oplysende forklaring på hvorfor det oftere og oftere går galt med sandheden, både for journalister og brugere - helt uanset om de sociale medier også vrimler med falske nyheder eller ej. 

Jeg har tidligere skrevet en serie indlæg med kritiske analyser af aktuel journalistik, med kreativ brug af hans begreber og tænkning.

   Det sidste i serien er her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/10/daniel-kahneman-igen-igen-nu-ogsa-fra.html

Artiklen fra Videnskab.dk kan læses i sin helhed her:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/hvorfor-hopper-vi-paa-falske-nyhedshistorier?utm_source=vores+nyhedsbrev&utm_campaign=44aadf78d1-EMAIL_CAMPAIGN_2017_01_24&utm_medium=email&utm_term=0_d2f5c83eb4-44aadf78d1-239790449

Den 8. september 2016 bragte Information en artikel som grundigt og nuaceret diskuterede og analyserede begrebet om 'det postfaktuelle samfund'. Artiklen er skrevet af Christian Bennike og har overskriften:

Det, mange kalder ’det postfaktuelle samfund’, kunne lige så godt kaldes demokrati

Underrubrikken lyder:

Engang var millioner af mennesker afskåret fra at tale, nu kommer de til orde – på én gang. Og det er ikke kun et problem

Et af argumenterne som fremhæves til at slå de bekymrede oven i hovedet med, er det ældgamle: "Det er der ikke noget nyt i", fremfør af kloge folk som professor Frederik Stjernfelt, Aalborg Universitet, professor Niels Ole Finnemann, Aarhus Universitet, og Nikolai Thyssen, som er direktør for det mobile seriøse nyhedsmagasin Føljeton.

   Men  hvorfor skulle man dog tro på dem? Det at der "ikke er noget nyt" i fænomenet betyder vel ikke automatisk at der så ikke er noget at bekymrer sig om. 

    Jeg gør i hvert fald.

Denne rasmus-modsat artikel fra Information kan læses i sin helhed her:

https://www.information.dk/kultur/2016/09/kalder-postfaktuelle-samfund-lige-saa-godt-kaldes-demokrati

Mit tidligere indlæg i serien kan findes her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/search?updated-min=2017-01-01T00:00:00%2B01:00&updated-max=2018-01-01T00:00:00%2B01:00&max-results=3

'Fake news' - 'fup-nyheder og 'falske nyheder' - aprilsnar hele året rundt - hvad er opskriften - og hvad er konsekvenserne?

Fotos der viser hvor mange tilskuere der var foran det hvide hus da hhv. Obama og Trump blev indsat som USA´s præsident. Men er de taget på samme tidspunkt på dagen?

Min Facebook-ven David Trads skrev følgende opdatering den 23-01-17:

FAKE NEWS
Til almindelig orientering, så blokerer jeg frem over folk, der spreder fake news, straks jeg opdager det.
Fem er lige røget ud for at sprede løgnen om, at der i virkeligheden var flere til Trumps indsættelse end til Obamas.
Hvad tror de tosser ellers på?
At Elvis lever? At månelandingen var fup? At Trump taler sandt?

Jeg har faktisk selv  i nogen tid gået og bagt på  et indlæg om det som alle aviser også skriver om for tiden: fup-nyheder - falske nyheder- eller det som mange skriver - det engelske udtryk: Fake News.

   Nyheder og nyhedshistorier som er fulde af løgn - et opdigtet indhold, men som fremtræder og formidles så nogle læsere/brugere - eller mange - tror på dem som sandhed, som nogen der er dækning for i virkeligheden.

Når alle skriver om det, så er det fordi 'man' (fx FBI/CIA) mener at en række falske nyheder er udsendt af luskede hjemmesider - der ligner nyhedssider - men er oprettet netop med det formål at de 'nyheder' de lancerer, har skullet påvirke den amerikanske valgkamp ved at nogle vælgere og medier troede på dem.

  Og flere steder i pressen har jeg nu læst at udtrykket "Fake News" allerede har skiftet betydning i flere diskussioner, og for nogle sprogbrugere altså 'bare' betyder "nyheder hvis indhold jeg ikke sympatiserer med."

   I den betydning har jeg læst at fx Donald Trump bruger udtrykket. Ligesom hans talsmand er fræk nok til at kalde en bevidst og indiskutabelt løgnagtig nyhed for én nyheder der bygger på "alternative facts."

Jeg gik nogle dage i sidste uge rundt og spekulerede på hvordan jeg skulle finde et godt og helt sikkert eksempel på en falsk-nyhed - til at eksemplificere genren.

   Og så røg jeg jeg selv i sumpe med en ordentlig maveplaster! Til mine over tusinde FB-vennerne måtte jeg skrive denne opdatering - med flovmandens rødeste ører:

Kære FB-venner:

Jeg beklager at jeg for et par dage siden var for hurtig til at dele en falsk nyhed, som jeg naturligvis nu har slettet. Overskriften startede med "Israeli President: ..." og så fulgte et "citat" af en udtalelse som den nuværende israelske præsident Reuven Rivlin aldrig er kommet med.

   Artiklen stammer fra en "nyhedshjemmeside" der forkortes AWD ("Another Western Dawn") som angiveligt er publiceret fra Pakistan. Den var delt af en troværdig ven, og en anden troværdig ven gjorde mig opmærksom på brøleren.

   Og det var netop som jeg var ved at lægge an til at skrive et blogindlæg om "fake news" (på dansk "fup-nyheder"), som jo ud fra det synspunkt at de på snedig vis blander falskt og sandt, interesserer mig som en form for 'faktion' (ligesom fx 'mocumentary' eller 'aprilsnar'). Men så kan jeg lære det, kan jeg!?!?!? Og undskyld venner!

Det jeg og min kilde var gået i vandet på, var efter alt at dømme en ægte 'fake news'-artikel fra en ægte falsk-nyheds-netside.

 

Wikipedia skelner mellem 'Fake News Websites' også kaldet 'Hoax News', og 'Satire News Sites'.

    Man kan finde aktuelle lister på engelsk over de to slags fup-nyhedssider.

Her et link til en liste med 'satirenyhedssider', der defineres sådan her:

This is a list of satirical news websites which are satirical bent, or parodies of news, which consists of fake news stories and other humor. They are not to be confused with fake news websites, which deliberately publish hoaxes in an attempt to profit from gullible readers.

https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_satirical_news_websites

Her et følger et link til en liste med 'fake news sites' der defineres sådan her:

These sites intentionally publish hoaxes and disinformation for purposes other than news satire.  

   This list also excludes sites that promote conspiracy theories based on apparently genuine belief (as opposed to a conscious intent to misinform or to gather web traffic).

   Some of these sites use a URL that ends in .co or otherwise resembling genuine news sites

https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_fake_news_websites

Det er naturligvis vigtigt at (kunne) skelne mellem løgne for sjov og løgne for alvor. Og helst lige så skarpt som i Piet Heins begavede gruk:

Den, som kun ta´r spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.

Til de formål som kendetegner bevidst løgnagtige 'fake news sites' hører: god gammeldags propaganda, poltisk dis- og misinformation,  bevidst forbrugervildledning (fx annoncer for varer man ikke har), og falske, men troværdige sensationsnyheder - udsendt på nettet bare for at få så mange reklameklik som muligt - og altså for at tjene penge.

På Facebook kunne jeg også for et par dage siden se at en ATS-historie var. som det hedder, 'gået viralt' på nettet - og var blevet kommenteret i lange forargede spor som om den var sand.

   For læsere af denne blog som ikke kender til ATS (forkortelsen står for "At Tænke Sig") og hvad en ATS-historie er, kan jeg oplyse (og tro mig) at der under den genrerubrik i en fast spalte på bagsiden af Politiken netop bringes mange "falske nyheder": format, form, vinkling, citater, sprog og illustrationer er den typiske avisnyheds, indholdet er satirisk eller parodisk rettet mod mere eller mindre absurde eller latterlige artikler eller udtalelser i medierne, herunder i Politikens egen 'seriøse' del.

   ATS-historien som jeg selv morede mig meget over, var illustreret med dette foto:

Historien fortalte at det helt almindelige danske ægtepar som for nylig havde vundet en lottogevinst på over 100 millioner kroner, nu af "retten" var blevet fradømt gevinsten igen fordi de - fantasiløst - i første omgang ikke ville bruge pengene til andet end nye tagrender og køb af en bil - og så oven i købet kun en kedelig Hyundai:

ATS: Lottovindere dømt til at betale gevinst tilbage

ATS-DOMSTOLEN: LOTTOVINDERE DØMT. 

Thi kendes for ret! 

Ægteparret Leif og Aase fra Ølsted, som har vundet 114 millioner i Eurojackpot, findes skyldige i manglende fantasi ved offentligt at have erklæret, at de vil bruge pengene på nye tagrender til deres hus samt en bil af mærket Hyundai.
   Retten finder, at dette er alt for uambitiøst, og at de tiltaltes udtalelser er egnet til at håne spilkunder, der drømmer om den store gevinst for at kunne rejse Jorden rundt, bade i champagne og leve et generelt luksusliv iført spraglet sommertøj.
   Med hensyn til de af Leif og Aase fremsatte ønsker finder vi, at et nyt hus samt en Tesla eller en Porsche ville have været mere passende i forhold til gevinstens størrelse.
   De tiltalte skal inden 1. februar tilbagebetale 114.000.000 kr. til Danske Spil og frakendes samtidig retten til at deltage i lottotrækninger i en periode af 5 år.

http://politiken.dk/bagsiden/art5792877/Lottovindere-d%C3%B8mt-til-at-betale-gevinst-tilbage

Hvad er det lige ATS her forholder sig parodierende og satirisk til?

   Det er reaktionerne på blandt andet Facebook og viderefortalt af EB, BT og MetroXpress m.fl. over at der ikke lå en god eventyrlig og fantastisk historie i vindernes reaktion på at have vundet lottopræmien.

Ifølge 'Læsernes Redaktør' Bjarne Schillings faste søndagsspalte i Politiken, var der altså chokerende mange bruger der havde kommenteret ATS-historien på Facebook som om det var en rigtig - altså sandfærdig - nyhedsartikel!

   Og forargelsen blandt disse kommentatorer var gevaldig stor.

   Her et eksempel på en typisk kommentar:

De skal have lov til at beholde deres velfortjente 114 mill og så må danske spil og deres juridiske retningslinjer straks fjerne deres klamme hænder fra deres gevinst. De må bruge dem på lige nøjagtig det de vil. Og det skal hverken en organisation eller staten gøre sig til herre over vil jeg mene. Om de så ville holde grillfest for hele den lille by. De er en om´er dansk spil.

Og her et eksempel mere på en kommentar til den ATS-historie:

ej hvor jeg brækker mig, hvem fuck skal bestemme hvad de bruger deres penge på! folk skal bare stoppe med at have så ondt i røven. FUCKING TIL GRIN! Pinligt danmark.

Der er ikke noget nyt under solen, fristes man - lidt arrogant og elitært - til at sige.

Enhver traditionel papiravis har siden tidernes morgen på bagsiden haft "morsomme" artikler, vittigheder, citater, tegninger.

   Genren er kendt i Danmark helt tilbage fra Meir Aron Goldschmidts satire-ugeavis Corsaren (1840-1855) som blandt andet udleverederede Kirkegaards særprægede 'apparition' når han gik rundt i byen - til morskab for københavnerne.

    På TV havde DR i 70´erne og 80´erne tradition for hver lørdag at udsende en række parodier og satire-indslag under forskellige navne som "Hov Hov" eller "Uha Uha".

    På DR-radioens P1 har man hver morgen en gang om ugen  i en årrække lidt i 8 kunnet høre satiremagasinet "Selvsving". Det er nu netop holdt op.

    Og i USA var "The Daily Show" med komikeren John Stewart som vært, i årevis - efter sigende - en vigtig kilde for mange unge amerikanere til at forstå hvad der foregik i de forskellige kanalers seriøse "News"-udsendelser. Og vi kunne også se udsendelserne på en af DR´s kanaler.

   Daily News kører videre med en ny, og ikke nær så populær vært.

   Den franske satireavis "Den lænkede and" der kombinere satire med undersøgende journalistik, blev udsat for et forfærdeligt terrorangreb fordi de gjorde grin med Muhammed.

Hvad er fælles her?

   Der er tale om en tekstlig eller visuel fremstilling der ikke er sand, men opdigtet - og som i form og udtryk ligner og fremtræder som en sandhed.

   Og i de ovennævnte eksempler er meningen at publikum skal gennemskue 'løgnen' og forstå den som en slags fiktion, og morer sig over dens - helst overraskende - lighed med en sandhed.

   Men det kan de ikke altid, viser det sig.

Hvordan gennemskuer et publikum at der er tale om en satirisk løgn iklædt sandhedens form og udtryk?

   Det handler altid om konteksten - om den udtryksmæssige ramme som signalerer at det der fortælles ikke skal tages for alvor, men er for sjov.

   En sådan kontekstramme er fx overskriften "ATS" og placeringen i en enkelt spalte placeret helt ude til højre på bagsiden af Politikens første sektion.

   Enhver tekst og ethvert billede inden for den ramme, skal forstås ironisk, og de 'kendsgerninger' der leveres i teksterne, er typisk en blanding af sandt og falskt.

   Og sådan forstås  det også af enhver fast læser af Politiken - og af mange andre avis-fortrolige borgere.

Men hvad hvis man ikke læser avis og ikke kender til Politiken og dens faste satirespalte på bagsiden? Og ikke ved at overskriften ATS er navnet på den spalte? Og man kun ser historien på Facebook uden den avis-kontekst som ellers udgør dens papiravis-reservat? Og man så i øvrigt har en tåget forestilling om at samfundets institutioner godt kan tænkes at være så mægtige at de kan trække en lottogevinst tilbage hvis de er utilfreds med vindernes måde at ville bruge pengene på.

   Så er forargelsen vel berettiget? Og det at give udtryk for den i en kommentar på Facebook vel helt OK? Og ikke noget at grine af?

 

Læsernes redaktør forklarer at man havde troet sig sikker mod misforståelser med følgende oplysende kontekst:

På Facebook havde overskriften fået tilføjet 'ATS:' Og lige under den blev det forklaret, at 'ATS er Politikens satirespalte'. Fra selve nyheden var der et link til hele ATS. Så skulle man tro, at alle var med på, at det var tant og fjas. 

Ja, måske kender mange Facebook-brugere heller ikke betydningen af udtrykket 'satire' og 'satirespalte', tænker jeg. Men Politikens læsere og journalister gør det jo nok!?

Læsernes redaktør kan så berette at det slet ikke er første gang at ATS-artikler er blevet taget for pålydende:

Da ATS i sin tid citerede bstyrelsesmedlem Abbdid Wahut fra det muslimske flertal i boligforeningen Egedalsvænge i Kokkedal for, at der ikke måtte spises flæskesteg på fællesarealerne.

Da ATS under overskriften 'Nye krav til perleplader i Randers' kunne meddele, at kommunen havde pålagt sine daginstitutioner, at grise skulle indgå som  motiv, når børnene lavede perleplader.

I princippet fungerer den slags historier i forhold til et relativt uvidende læsersegment på samme måde som de aprilsnar-artikler/-indslag man hvert år finder eksempler på i de fleste skrevne og elektroniske medier den 1. april.

Aprilsnarre i medierne er en veletableret genre som udnytter fascinationen hos læserne eller publikum ved mødet med en - gys-givende og latter-vækkende - blanding af fakta og fiktion. Når den erkendes som opdigtet, vel at mærke.

   Så får man ikke bare en AHA-oplevelse, men en HA-HA-HA-oplevelse.

I den vestlige pressetradition har journalisterne (og også reklamefolk) lov til en gang om året at narre læserne til at tro at en opfundet nyhed, iklædt journalistikkens nyhedsformater i ord, lyd og billeder, og placeret mellem alle de ægte nyheder, at den er den rene og skære journalistiske sandhed.

   Igen er det konteksten der leverer forståelsen - eller misforståelsen.

Hvilke konventioner og spilleregler der er for disse aprilsnarre, det har jeg skrevet om og beskrevet i en række tidligere indlæg her på blokken.

   'Opskriften' fra 2011 gengiver jeg her i sin fulde længde:

En nyheds-aprilsnar er en en fantasi forklædt som sandhed. Andre betegnelser jeg har har opfundet til lejligheden, er "fup-nyhed", elller "mock(ing) news" - analogt til betegnelserne "mockumentary/fup-dokumentar".

   Ideen med fup-nyheden er at få læseren, lytteren eller seeren til "at bide på krogen", dvs. tro at den er sand, at den fortæller en sandhed som bidrager med en interessant og overraskende udvidelse til vores forestillinger om virkeligheden.

   Opskriften har fire ingredienser: en madding, en krog, en indpakning, og evt. et eller flere set ups til den aha-oplevelse som er aprilsnarens mål. 

Maddingen skal være en løgn der kunne være sand, sammenfattet i en påstand som hvis den var sand, har stor nyhedsværdi. Kravet er at den skal være provokerende og debatskabende - eller indeholde noget man ville frygte eller ønske var sandt. Formlen er: "utroligt, men sandt".

   Aprilsnarren må meget gerne indeholde en påstand som læserne ville ønske var sand - "a dream come true" - som f.eks. at forskerne har udviklet en ny snegleart der kan bekæmpe dræbersnegle.

   Krogen skal være udbredt viden om tendenser og foreteelser i samfundet som i andre sammenhænge har givet nyheder. Eller det skal være allerede eksisterende nyhedsframes eller nyhedsskabeloner som fup-nyheden matcher eller "logisk" ligger i forlængelse af. Det er altså krogen der leverer en vigtig del af troværdigheden.

   Indpakning af maddingen er også afgørende for aprilsnarrens troværdighed. Fup-nyheden skal sprogligt, form- og billedmæssigt være formatteret som en nyhed, dvs. der skal være dokumentation i form af citater fra troværdige kilder eller autentiske fotooptagelser/grafik der illustrerer/dokumenterer dele af nyheden. Hvis det er en tv-aprilsnar, er det lidt mere besværligt for så skal man overtale kendte eksperter, politikere eller kendiser er til at medvirke. Mange vil dog gerne være med.

   Aha-oplevelsen er målet; det - helst overraskende - pay off. Ligesom vittigheder, anekdoter og gåder, er meningen med den dramaturgiske konstruktion i en aprilsnar, at forløbet skal munde ud i en aha-oplevelse, nemlig når det publikum der er offer for den, bliver klar over at de er blevet fuppet. For nogen sker det allerede under eller lige efter læsningen. For andre kommer oplevelsen først dagen efter i når medierne afslører det, eller når den sensationelle historie bliver genstand for snak og moro i butikker, på arbejdspladser eller i omklædningsrum.

   Et indbygget set up til afsløringen af at aprilsnar-nyheden er fup, er ikke obligatorisk, men bidrager til fornøjelsen når det er med og alligevel overses. Det kan være at man i selve teksten simpelt hen nævner datoen - eller bare måneden april, eller at man fx i teksten indarbejder en ellers helt ukendt betegnelse på et fænomen i historien.

Profetisk afslutter jeg et tidligere indlæg om genren med dette 'tankeeksperiment':

Lad os afslutningsvis forestille os at man vedtog en social konvention om at nu skulle det ikke kun være en gang om året: 1. april, men en gang om måneden eller en gang om ugen, eller om dagen, man måtte lave fup-nyheder. Hvad ville der ske?

   I løbet af ingen tid ville der ske et totalt sammenbrud af den uudtalte faktakontrakt som al journalistisk (og megen anden) kommunikation forudsætter og er indlejret i. Enhver historie som var tilstrækkeligt overraskende - havde tilstrækkelig sensationsværdi - ville blive udsat for tvivl eller afvist som - "dagens", "ugens" eller "månedens nar".

   Et tankeeksperiment der viser at påstanden om at alle tekster er fiktion, eller at det ikke er muligt videnskabsteoretisk at skelne mellem faktive og fiktive tekster og udsagn, er uholdbar.

Men det er jo faktisk det der ser ud til at være ved at ske i disse år: et gradvist sammenbrud af den uudtalte faktakontrakt som al journalistisk mediebåret kommunikation forudsætter og er indlejret i, og som også de fleste af de vidende og højtuddannede eksperter som journalisterne citerer, har lænet sig op ad og levet højt på i århundreder.

Det ser ud til at det for (alt for) mange mennesker er hip som hap om det de læser, hører eller ser i medierne - og især på nettet, er fakta eller fiktion. Og det bliver udnyttet af kyniske og kreative mennesker og institutioner til en række mere eller mindre lyssky formål.

   Og hvis Face-book eller Twitter efterhånden bliver den dominerende tolknings- og forståelses-bestemmende kontekst for de fleste læsere, så vil der til sidst ikke være nogen der tror på noget af det de læser på disse medier - men ej heller på de de digitale medier og hjemmesider der stadig redigerer og 'varedeklarerer' deres oplysninger og tekster/billeder som serøs og troværdig journalistik.

Forskere og journalister har søsat termen 'det postfaktuelle samfund' - med oprindelse i det engelske begreb 'postfactual politics' - til at beskrive dette at såvel politikere som vælgere tilsyneladende over en bred bank tillægger det stadig mindre betydning om et udsagn om (dele af) samfundet er korrekt eller ej, om det kan dokumenteres eller er mere eller mindre fri fantasi. Og at forargelsen i offentligheden over at nogen bevidst og uden blusel fremsætter helt eller halvt løgnagtige påstande, simpelt hen oftere og oftere udebliver.

 

Det fortæller jeg mere om i et følgende indlæg hvor jeg også kommer ind på hvorfor vi "hopper på den", også selv om vi er oplyste og kritisk indstillede.

Her følger links til en række tidligere indlæg jeg har skrevet om 'aprilsnarre' og deres dramaturgi - med en masse illustrerende eksempler:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015_04_02_archive.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/aprilsnar-dramaturgi-mocumentary-spoof.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/mellemkd-og-anogenitaldistancen.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/aprilsnare-i-medierne.html

To begreber om kreativitet - som skal tænkes sammen med vilje - og erindringer om et liv med analytisk efterkritik som en slags primus motor for udviklingsprojekter

En artikel på Videnskab.dk sendte mig down memory lane. Om mine mange års positive erfaringer med kurser i efterkritik, og hvad der kendetegner den gode konstruktive efterkritik

Artiklen havde rubrikken:

Sådan bliver du kreativ

Og indledningsafsnittet udfolder sig sådan her:

Kreativitet er en eftertragtet egenskab. Arbejdsgiverne vil gerne have kreative og innovative ansatte, og skolerne vil gerne have kreative elever.

   Men mens det er meget nemt at sige, at man vil have mere kreativitet, er det svært at få det. For hvordan bliver man egentlig kreativ? Det satte tre forskere fra Aalborg Universitet sig for at finde ud af, ved at undersøge 22 fremtrædende kunstneres kreative processer.

   »Vi har taget konsekvensen og spurgt 22 kunstnere: Hvad gør I, når I skaber, og hvordan blev I kreative mennesker?« fortæller lektor Tatiana Chemi, der forsker i kunstneriske læreprocesser og kreativitet ved Aalborg Universitet.

   »Vi fandt ud af, at kunstnere i høj grad tænker den kreative skabelsesproces som en læreproces. Kreativitet er altså ikke en guddommelig gave, man er født med. Det er en arbejdstilgang, som alle kan bruge, men som kræver, at man løbende udvikler sin håndværksmæssige kunnen, sin viden og sin risikovillighed – og det kræver hårdt arbejde.«

Normalt er der to meget forskellig begreber om kreativitet i spil - fx i skolesammenhæng:

    Dels som noget der er en afgørende del af et håndværk: sang, musikudøvelse, maleri, tegning, dans, skrivning, snedkerering, og som er udtryk for at håndværket udøves på en ny og original måde.

Dels som noget der udøves i en grupper sat sammen af mennesker med forskelige kompetencer, med henblik på at tænke nyt - og få nye ideer til hvordan man løser gamle problemer og skaber nye produkter der kan udkonkurrere andre.

Kreativitet i den første forstand som en del af et håndværk er det begreb der er i spil på kunstuddannelser, og er typisk en meget individuel - og indadvendt proces.

   Kreativitet i den anden forstand som brændstof i ideudvikling er typisk det man underviser i på kurser for virksomhedsledere og medarbejdere - og er en fælles socialpsykologisk proces

Artiklens pointer er imidlertid at kreativitet skal tænkes som en viljesbestemt læreproces der får de to former til til at spille sammen :

»Så kreativitet er både noget håndværksmæssigt, noget med at tænke nye tanker, men også en vilje til at være kreativ – og de tre ting påvirker hinanden. Den måde, jeg tænker på, påvirker det, jeg gør. Og det jeg gør, påvirker den måde, jeg tænker på,« siger Tatiana Chemi.

Tatiana Chemi er den ene af et trekløver af forskere fra Aalborg Universitet der har udgivet bogen "Behind the Scenes of Artistic Creativity" i 2015.

I artiklen i Videnskab.dk opsummerer de deres resultater i en række gode råd hvis man vil ind på vejen til at blive kreativ:

• Først og fremmet er det vigtigt, du selv tror på, at du kan være kreativ. Giv ikke op på forhånd, for alle kan være kreative.
• Du skal vælge et håndværk, du vil mestre. For eksempel malerier, reklamefilm eller skibskonstruktion.
• Så skal du finde viden om håndværkets traditioner. På den måde får du et godt grundlag at arbejde ud fra. Har du en stor viden om traditionen, kan du hele tiden indgå i en dialog med de kreative løsninger, som dine forgængere kom på.
• Når det handler om kunst, skal du desuden turde udstille dig selv og dine følelser. Når du skaber, skal du ikke tænke på, hvad andre vil tænke.
• Har du først det basale håndværk på plads, kan du begynde at tænke skævt i forhold til traditionen. Du skal øve dig i at skabe vilde associationer og bagefter tænke kritisk over dem for at vurdere, om de kan bruges.
• Du skal ville det og forpligte dig selv til at blive bedre.
• Og meget vigtigt: Vær parat til at begå mange fejl og at lære af dem.

Hvis du vil læse mere, så er her et link:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/sadan-bliver-du-kreativ

Artiklen hvis pointe altså var at kreativitet er en læreproces, sendte mig down memory lane, til mit arbejde gennem mange år med at udvikle og undervise på kurser i efterkritik. Og som professionel efterkritiker.

I 1981 skiftede jeg job fra at være lektor i sprogbrugsanalyse på RUC til at være uddannelseskonsulent i DR´s afdeling for interne efteruddannelse Personalekursus (senere DRU).

   Med i bagagen havde jeg 9 års erfaringer med at vejlede tværfagligt arbejdende projektgrupper - og  det var jeg godt til. Endvidere erfaringer med at sætte ord og begreber på hvad der gjorde vejledning god og brugbar for de studerende. Og endelig erfaringer fra kurser i interviewteknik og værtstræning sammen med Poul Trier Pedersen, kurser hvor jeg var blevet klar over at jeg var rigtig god til at give konstruktiv feed-back (efterkritik) med brug af tekstanalyse-tænkning og -teori. Og hvorfor.

Langt hovedparterne af de kurser man på det tidspunk udbød i regi af DR´s Personalekursus, var poduktionsrettede: kurser i manuskriptskrivning, interviewteknik, radioproduktion, tv-produktion, lydteknik, fotograf-teknik, etc.

   Så da jeg startede mit ny job havde jeg naturligvis ambitioner om at forny kursusudbuddet - helst i noget som havde fokus på udvikling.

   Jeg tog rundt i afdelingerne og spurgte på møder og via spørgeskemaer:

Hvad er det største problem I har i jeres daglige arbejde, som vi kunne gøre noget ved gennem kurser vi kunne lave for jer?

Jeg havde forventet mange forskellige svar - afhængigt af afdeling og afhængigt af den profession folk havde og de job de varetog.

   Men nej. Der var et enkelt og helt gennemgående svar på tværs af afdelinger og professioner:

Det største problem vi har, er den dårlige eller manglende efterkritik. Vi savner en ordentlig professionel feed back som vi kan bruge til noget, og som vi kan lære noget af.

Det var en overraskelse. 

   Og en udfordring det jo var oplagt at prøve at tage op.

  Men hvordan? Årstallet var 1982. Og der var ingen forbilleder at hente nogen steder. Kursus i efterkritik!?

  Gennem forskellige forsøg endte jeg med at udvikle et redaktionsrettet kursus - i første omgang for radioredaktioner - med forkortelsen MIK - som står for Manuskript, Interview, Kritik.

  Det var et kursus som dels var institutionelt forankret i den enkelte redaktions daglige arbejde, og som dels lavede en direkte kobling til grundlæggende håndværksmæssige færdigheder når man skulle lave radio.

   

MIK-kurserne blev en stor succes. Ikke mindst fordi en ikke forudset effekt af at deltage på dem var en nærmest eksplosiv opblomstring af kreativiteten på redaktionerne, hos medarbejderne og i produktionerne.

   Kurset blev siden integreret med det kursus i dramaturgi som Ingolf Gabold samtidig havde udviklet til TV: TV-SUM (TV Som UdtryksMiddel) et samarbejde mellem os som endte med at jeg kom til at undervise i dramaturgi og senere udviklede mit eget kursus (plus en  bog) med titlen "Faktion som udtryksmiddel".

   

MIIK-kurset og den bagvedliggende tænkning gik også sin sejrsgang i Sverige og Finland, så jeg oprettede eget firma, PHL-kommunikation for at kunne efterkomme efterspørgslen fra de forskellige redaktioner og interne efteruddannelsesafdelinger.

   

Det at MIK-kurserne havde en markant positiv effekt på kreativiteten på redaktionerne, førte til at jeg i slutningen af 80´erne fik til opgave sammen med en dygtig redaktionssekretær at udvikle et nyt og mere ambitiøst kursus der skulle opruste både radio- og tv-redaktioner i Danmarks Radio til konkurrencen med de kommercielle lokalradioer og med TV 2 og TV 2-regionerne.

   Det fik navnet RIKK - som står for Redaktionsudvikling, Ideudvikling, Kreativitetsudvikling og Kritik. 

    Og den bagvedliggende konceptuelle tænkning var netop at udvikling og fornyelse var en villet læreproces der forenede og integrerede de to former for kreativitet i en slags udviklingsspiral som beskrevet ovenfor.

   

Arbejdet med disse RIKK-kurser - eller snarere udviklingsprojekter - var uhyre lærerigt og gav en dyb indsigt i samspillet mellem konstruktiv efterkritik, effektiv redaktionsledelse og kreativ konceptudvikling. 

   Stort set alle de redaktionssekretærer som jeg havde som skiftende makkere i disse redaktionsudviklingsprojekter, endte med at få chefstillinger  i DR. 

   Og for mig selv blev RIKK-arbejdet det mentale afsæt for at søge - og få - jobbet som direktør for TV2 ØST i foråret 1992.

   

Også i det arbejde indgik den systematisk analytiske efterkritik som en vigtig kreativitetstimulerende udviklingsmotor for både mig selv, mine chefer og medarbejdere. 

   Og jeg er overbevist om at det at stationen seertalsmæssigt relativt hurtigt steg fra en bundplacering til en topplacering blandt de regionale TV2-stationer, hang sammen med det. 

I mine senere job som professor på journalistuddannelsen i Odens og i Roskilde underviste jeg også de studerende i konstruktiv brug af analytisk efterkritik. Og til den undervisning sammenfattede jeg de mange års erfaring i en tekst som følger her i sin helhed.

Peter Harms Larsen:

GODE RÅD OM DEN GODE EFTERKRITIK

Den gode efterkritik er først og fremmest ikke ”karaktergivning” eller ”anmeldelse” – den skal ikke bare give udtryk for hvad ”jeg mener” eller hvad ”jeg synes”. Og skal altså ikke blot uddele vurderende kommentarer som ”det er godt” eller ”det er skidt”. Den gode efterkritik skal være en hjælp – ikke en dom.

Den gode efterkritik interesserer sig mere for hvad der er godt og vellykket end for det som er problematisk og har mangler. – Den er altid velforberedt og har et ”pædagogisk” sigte.

Den gode efterkritik indeholder altid en eller anden form for analyse: Hvad præcist skyldes at dette indslag funger godt og virker stærkt – hvorfor er dette træk et problem i denne artikel? – Den gode efterkritik forhold sig altså til håndværkets kvaliteter og mangler – i detaljer!

Den gode efterkritik spørger efter årsager og forklaringer i arbejdsprocessen: Hvorfor blev det som det blev – godt eller mindre godt: god briefing af fotografen, uskarp vinkling, manglende samarbejde mellem fagfæller, forvirrende redaktionsmøde, kreativ udnyttelse af ressourcer, kreativ brug af billeder, velresearchet interviewer?

Den gode efterkritik prøver ikke at sige alt om alt i artiklen eller programmet hver gang, for så bliver den overfladisk og ubrugelig. – Og efter et stykke tid: gold rutine.

Den gode efterkritik fokuserer hver enkelt gang på et eller nogle få emner/temaer, som så behandles grundigt og omhyggeligt. Til et kritikmøde snakker vi om rubrikker og deres funktion, til et andet om god og mindre god udnyttelse af cases, til et tredje om muligheder for kreativ brug af klicheer, til et fjerde om samspillet mellem tekst og billeder.

Den gode efterkritik kommer altid med dokumentation og viser konkrete eksempler på det den påstår, så alle kan se hvad det er man snakker om. En ”fælles” erindring om noget bestemt i en artikel eller et indslag i går, er et usikkert grundlag at diskutere på.

Den gode efterkritik er konstruktiv og peger altid frem mod næste gang: Hvordan kan vi gøre det bedre? Hvordan sikrer vi at vi gentager succesen og får den videreudviklet? – Den gode efterkritik skal først og fremmest ses som et udviklingsværktøj - udvikling af personer, redaktionen, koncepter, produktet. Den gode efterkritik bygger på den grundantagelse at alle kan lære nyt, alle kan udvikle sig, og at alle ønsker at blive bedre til det de gør.

Den gode efterkritik tydeliggør hvad det er for nogle overordnede professionelle normer den tager afsæt i, hvilken redaktionel policy den forholder sig til, og hvilket koncept for artiklen, avisen, programmet den er styret af.

Den gode efterkritik er kun god hvis den kan bruges af den eller dem der har produceret artiklen, opslaget, indslaget, programmet – eller af ligesindede.  Den gode efterkritik har ikke altid ret, men sætter altid skub i en konstruktiv diskussion.

Efterkritik i praksis

For at kunne leve op til kravene til ”den gode efterkritik”, skal efterkritikeren være udpeget på forhånd, og have rimelig tid til forberedelse. Alle erfaringer med spontan, uforberedt og ’’alle har en mening som det er meget vigtigt at få ud”-efterkritik, er dårlige. Den slags efterkritikmøder opleves meget ofte som spild af tid eller decideret som destruktive for udvikling.

Forberedelsestiden skal bruges til ”analyse” af det der skal kritiseres, og til planlægning af hvordan den bedst fremlægges. Analyse forudsætter flere gennemlæsninger/gennemsyn af produktet, og udvælgelse af eksempler til illustration og dokumentation af det der analyseres. Analyse indebærer også brug af professionelle termer og begreber: Mangler man dem, må man opfinde nogle. Det er vigtigt at efterkritikken italesætter den ellers ”taves” professionelle viden.

Er der tale om avisartikler, så er OPH-transparent-kopier, eller PowerPoint-slides det rigtige hjælpemiddel til fremlæggelsen. Hvis det er tv det gælder, har vi brug for en monitor og en dvd-afspiller Efterhånden kan der altid afspilles noget, og vises noget via en computerskærm på et lærred via en projector. Det er altid ønskeligt at have en Flip-over eller en White-board i lokalet, så man kan ”tegne og fortælle”.

Det er død vigtigt at få efterkritikken sat i faste rammer, med hensyn til hvor og hvornår den skal fremlægges, i hvilket medie (møde mundtligt, skriftligt pr. mail), og hvem der har ansvaret. Læg det ind i en vagtplan, så der er sikkerhed for at det bliver gjort fast og ordentligt. Hvis det drejer sig om møder, så sæt en tidsgrænse der altid overholdes. Hvis den ansvarlige for produktet ikke er med, er det vigtigt han/hun får et skriftligt referat af kritikken.

Når en efterkritik er fremlagt, er det den kritiserede der har ordet. De andres – typisk uforberedte – meninger er ikke særlig interessante, med mindre de direkte kan tilføje noget nyt og konstruktivt til den fremførte kritik.

Det er vigtigt at det tema, emne eller problem som efterkritikken skal forholde sig til, aftales på forhånd, så fokus er klart og begrænset. Sørg så for at variere fra uge til uge. Varier også ved at invitere nogen kvalificerede udefra med mellemrum. Ellers er det en god ide at man går på omgang – også mellem faggrupper. Og at man f.eks. veksler mellem efterkritik fra chef og fra medarbejder.

Det er vigtigt at den/de redaktionelt ansvarlige (redaktionssekretær, redaktionschef) forholder sig til kritikken, og hvis det er nødvendigt: konkluderer: For fremtiden skal vi gøre… skal vi undgå… Forslag til forbedringer må ikke bare svæve usikkert i luften, så det overlades til den enkelte at finde ud af om hvad der er ”policy”.

Det er en god ide at forbeholde den positive efterkritik til det store forum, til den redaktionelle offentlighed. Det giver gode læreprocesser og generelt god stemning. Og så forbeholder man den efterkritikken af mangler og svagheder til noget der foregår under fire øjne. Negativ efterkritik i et større professionelt forum fører nemt til ”professionelt ansigtstab” og det blokerer for forståelse og læring hos den kritiserede. Det uanset at man kan have en norm om at selvfølgelig kan vi ”stå for mosten” og ”tage øretæverne” når vi nu selv er så kritiske over for andre i vores journalistik.

Brug af analytisk efterkritik til at stimulere redaktionel udvikling er i tidens løb blevet journalistisk allemandseje. Og noget som man underviser i ikke bare på journalistuddannelserne men også i redaktionsrettede efterudannelseskurser. Og ikke bare i Danmark men i hele Skandinavien. Se fx her:

http://sommerstein.se/da/tjanster/feedback/

Selv har jeg skrevet om det i denne artikel: "Sig det med ord! - om analytisk efterkritik i store elektroniske medieinstitutioner". Publiceret i bogen "Anvendt sprogvidenskab redigeret af Elisbeth Engberg-Petersen m.fl. fra 1990.

Anbefales kan også denne glimrende og velskrevne bog af Hans Christian Andersen som kobler analytisk efterkritik sammen med ideudvikling og coaching:

På mange måder er også det projekt som skriverierne til denne blog udgør, gennemsyret af de ideer som har været fundament for den form for efterkritik jeg har advokeret for igennem mange mange år.

Akvarelmaleriets mysterier (55) - et vendepunkt - med Harald Henriksen-nyanskaffelser i fokus

I mange år har mit erklærede mundheld - mit bon mot - været et John Lennon-citat:

Life is what happens to you, while you´re busy making other plans

Og dette blogindlæg, nr. 55 i serien "Akvarelmaleriets mysterier", dokumenterer sandheden i det. Og så er det i øvrigt ret specielt på flere måder.

 

Hvis man betragter blogindlæg under en dramaturgisk eller narrativ synsvinkel, så er der tale om at de er underlagt en 'bølgemodel', et formkrav hvori hver enkelt indlæg udgør en relativt selvstændig 'bølge'.

 

Men nogle indlæg hænger også sammen i større "buer" - som enkeltudsendelserne i en episode- eller føljeton-serie i tv.

   Det gælder fx min serie med fællestitlen "Barsk barndom" - holdt sammen af et fælles tema - og større eller mindre sproglige ligheder i overskrifterne.

   I nogle af disse mine føljeton-serier følger indlæggene lige efter hinanden, som fx den sidste jeg skrev under fællestitlen "Om glæden ved æstetisk skønhed", inspireret af mødet med en interessant maleriudstilling på Rønnebæksholm.

   Og disse føljeton-serier omfatter typisk et antal indlæg der starter med (1) og næsten altid slutter med et tal under 10, som et udtryk for at nu har jeg udtømt det tema på det tidspunkt.

   Det gjaldt også serierne om min og fruens Kinarejse og om vores Burmarejse. Og det gælder serien "Thinking Fast and Slow", en række indlæg der som fælles tema havde et antal  relevante pointer for journalister - hentet fra en bog af nobelpristageren Daniel Kahneman.

 

En enkelt blogindlægserie adskiller sig markant fra de øvrig ved at der er et meget stort antal indlæg i serien; endvidere ved at der kan gå ret lang tid - med mange andre tematisk ikke beslægtede indlæg - mellem at de optræder; og ikke mindst adskiller serien sig ved at den ingen ende har.

   Det drejer sig om serien med fællestitlen "Akvarelmaleriets mysterier" som indtil nu og inklusive dette fylder 55 indlæg.

   Det fascinerende ved det tal er at det er det samme hvad enten man læser det forfra eller bagfra.

 

Serien "Akvarelmaleriets mysterier" indledte jeg med et indlæg den 5. oktober 2011, ca halvandet år efter at jeg var begyndt at skrive på bloggen.

   Og afsættet var det første akvarelkursus som fruen og jeg havde været på - en uge ved Gardasøen i september med den færøske kunstner Bardur Jakupsson som tilrettelægger og underviser.

   Her et link til dette indlæg - og er man interesseret, kan man så bare fortsætte derudaf indtil dette indlæg godt 5 år efter:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akvarelmaleriets-mysterier-historien-om.html

Men det her indlæg (nr. (55)  er også bemærkelsesværdigt på en anden måde: Dets layout  og design - og den blogskabelon som jeg gør brug af, er helt ny og uprøvet.

   Og for læsere der har fulgt med i mine blogskriverier gennem længere tid, måske helt tilbage fra bloggens start, så vil dette nye udtryk nok være lidt af en revolution og måske opleves som noget af en provokation.

   En positiv eller negativ overraskelse, kan hænde.

   Måske et afskyvækkende chok, eller noget som  markant øger glæden ved at læse og følge med.

Jeg ved såmænd heller ikke om jeg selv er tilfreds med fornyelsen. Teksten står ikke med sorte bogstaver, men med hvide eller helt lyse på en blålilla baggrund.

   Da jeg tit viser billeder i blogindlæg, kan man også diskutere om den ret kraftige blålilla farve er den mest velegnede baggrund for dem.

 

Men ved et uheld og som en konsekvens af min uvidenhed om blokkens indre design-maskinrum, blev jeg tvunget til at forlade den gamle skabelon og det konservative og udtryksmæssigt afdæmpede layout som jeg ellers har brugt siden bloggens start i slutningen af marts 2010.

   Og nu er jeg så blevet bevidst om at jeg faktisk til hver en tid kan ændre skabelon og layout - som så automatisk bliver fælles for alle mine blogindlæg tilbage i tiden.

Men dette skulle så være et nyt indlæg i serien om "Akvarelmaleriets mysterier".

   Der er to grunde til at skrive det nu:

   Den ene er at jeg ikke rigtig har fået samlet op på de Harald Henriksen-nyanskaffelser jeg har gjort siden en gang i sommer hvor jeg skrev det seneste indlæg i serien, et  indlæg som IKKE handler om Harald Henriksens billeder (eller kun meget indirekte, i hvert fald), men kun om mine egne akvarelforsøg efter et kursus i Ammalfi-regionen i Syditalien:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/07/akvarelmaleriets-mysterier-54.html

Læser man indlægget, får man nok en klar fornemmelse af at jeg har en plan om at fortsætte med at male det jeg kalder 'træningsakvareller'.

   Og faktisk var fruen og jeg på det tidspunkt tilmeldt et kort weekend-kursus med Uffe Boesen som underviser - i forlængelse af den plan.

Uffe Boesen: Akvarellandskab.

Her er en video der viser hvad han kan:

 

Det kursus måtte jeg desværre melde fra. 

   Jeg havde nogle måneder i forvejen fået stillet diagnosen CML (kronisk myeloid leukæmi), og den sygdom udviklede sig i august i en mere belastende retning.

  Så mit humør har siden da ikke være særlig egnet til aktiv akvarelmaling.

Derfor har min jagt på og glæden ved anskaffelsen af en række nye Harald Henriksen-billeder fået lov til mentalt at fylde det æstetiske tomrum ud.

   Denne senest bølge af nyanskaffede billeder fra kunstnerens hånd startede med den her akvarel:

Harald Henriksen: Forår ved Kattinge Sø, ca. 1945.
Akvarel 46 x 55 cm

En meget smuk akvarel præget af en let og lys forårs-sommerstemning, med et blomstrende frugttræ og en udsigt over en sø og en lille jollehavn i forgrunden.

   I forvejen havde jeg to andre akvareller af Harald Henriksen med udtryk som den nye trækker på:

Harald Henriksen: Havn, ca. 1940. Akvarel 64 x 76 cm

 Maj i Høsterkøb 1944. Akvarel 34x 48 cm

Man bemærker i alle tre akvareller hvor effektivt kunstneren udnytter den hvide farve til at skabe lys - umalede former og felter der viser selve det "rå"  hvide papir som akvarellen er malet på.

Den næste nyanskaffelse var også en akvarel. Et markant bymotiv fra det centrale København:

Harald Henriksen: Gammeltorv-Nytorv 1953.
Akvarel 47 x 60 cm

Det er et flot 'cityscape' med en mængde fine detaljer hvad angår tidstypiske biler og cykler. 

    Centralperspektivet er perfekt og udnytter suverænt muligheden for flere forsvindingspunkter. Og sommersolen som skinner fra venstre, bevirker at domhuset kaster skarpe kontrastgivende skygge ind over pladsen, samtidig med at det hvide i facader og vinduesrammer fremhæves i husene overfor.

 

Da jeg lige blev præsenteret for billedet, syntes jeg havde set det før - og kunne så regne ud at det måtte være fra 'besøg' på arkivhjemmesiden for Harald Henriksens billeder som hans søn Hans Henriksen har etableret:

http://www.haraldhenriksen.dk/

Og det var både rigtigt og forkert. Her kan man nemlig finde denne akvarel:

Nytorv og Gammeltorv, ca. 1938. Akvarel 35 x 49 cm

Billedet er malet 15 år tidligere og formatet er væsentligt mindre.

   Men motivet er det samme, perspektivet er det samme og beskæringen er næsten den samme. Og så er det et vinterbillede, og lyset i billedet stammer ikke fra solen, men primært fra den hvide sne der jo også i den her akvarel er 'malet' ved at sneens former og felter i motivet står som umalet papir.

   Da Harald Henriksen ret konsekvent var friluftsmaler og altså malede sine akvareller 'on location', så må han bevidst have placeret sig og sit staffeli på præcis det samme sted i sommerbilledet fra 53 som i vinterbilledet fra 38.

Den seneste Harald Henriksen-akvarel jeg har erhvervet mig, er denne:

Harald Henriksen: Motiv muligvis fra Høsterkøb

Igen et lyst og stemningsfuldt sommerbillede med hvidblomstrende frugttræer i forgrunden. Her er brugt et centralperspektiv med et enkelt forsvindingspunkt. Og det er motivisk og udtryksmæssigt klart beslægtet med de tidligere viste blomstrende frugthave-akvareller. 

   Desværre skæmmes det, som man kan se, af udbredte "ruspletter" der især forstyrrer indtrykket af himmelen.

   Men det stråtækte bondehus centralt i motivet kunne godt være det samme som i denne akvarel (som jeg altså ikke har), bare set fra en anden vinkel: 

 Harald Henriksen: Huse ved Vindekilde Strand, 1934. Akvarel 31 x 46 cm. 

Det er det dog nok ikke. 

   Huset ved Vindekilde Strand som man ser til venstre i det her billede, lejede Harald Henriksen tit om sommeren i 30´erne. Han brugte det som base for en lang række akvareller og træsnit med motiver fra det smukke og interessante omgivende landskab "Bjergene" der imponerer med Sjællands højeste punkt, Vejrhøj.

   Huset ejes nu af sønnen. Og fruen og jeg har besøgt ham og hans kone der. En  regulær idyl med en fantastisk havudsigt.

Så til de nyeste træsnitanskaffelser.

   Dem er der fem af. Det første viser et af de motiver Harald Henriksen i de følgende år gang på gang vendte tilbage til: Bramsnæs Vig:

Harald Henriksen: Vinter ved en Kyst, Bramsnæs 1924.
Farvetræsnit 30 x 44 cm. 

Et meget tidligt og utroligt smukt træsnit. Næsten monokront i farverne, kun en smule olivenbrunt og -grønt i strandvæksterne nederst til højre.

   Inspirationen fra den japanske træsnittradition fra århundret før er tydelig, men Harald Henriksen har også sin egen markante stil som man får en klar fornemmelse af når man ser flere træsnit sammen som på en udstilling.

   Træsnittet med motiv fra Bramsnæs er i sin renhed og enkelhed i former, linjer og farver beslægtet med dette der er nogenlunde samtidigt - og som jeg (lucky me) også har:

Harald Henriksen: Plov i sne, 1924.
Farvetræsnit 30 x 44 cm.

I begge farvtræsnit bemærker man hvor meget 'de hvide' (=ufarvede) områder betyder - både i himlen og på jorden.

Harald Henriksen brugte i mange billeder Roskilde Domkirke som baggrundsmotiv - både i akvareller og træsnit.

   Her er en af mine nyanskaffelser inden for denne motivkreds. Også et meget smukt træsnit med et andet typisk Harald Henriksen-motiv som forgrund: blomstrende frugttræer:

Harald Henriksen: Frugthave i Roskilde, ca. 1927.
Farvetræsnit 30 x 44 cm

Her et par andre nært beslægtede træsnit (som jeg altså ikke har (endnu!)) fra nogenlunde samme periode:

Harald Henriksen: Roskilde Domkirke med blomstrende frugttræer, 1926.
Farvetræsnit 35 x 43 cm 

Harald Henriksen: Roskilde Domkirke, vinter, ca. 1928.
Farvetræsnit 40 x 34 cm

Harald Henriksen: Vintersol Roskilde, 1927.
Farvetræsnit 34 x 44 cm 

Det er typisk for Harald Henriksens rationelle tilgang til udnyttelse af de motiver han holder af, at han ofte laver både forår-sommer- og vinterversioner af helt eller delvist de samme motiver. 

   Det fremgår fx klart af de to træsnit han har lavet fra Frederiksberg Have, og som jeg begge har fået forærende af hans søn:

Harald Henriksen: Plænen i Frederiksberg Have vinter, 1927.
Farvetræsnit 36 x 49 cm. 

Harald Henriksen: Plænen i Frederiksberg Have forår, 1926.
Farvetræsnit 36 x 49 cm. 

Ganske vist står der 1927 på vinter-versionen og 1928 på forår-sommer-versionen ved kopierne på hjemmesiden, men jeg tror årstallene skal byttes om. Den hvide sky med de skarpe konturer, tror jeg jo må være snittet ud af blokken efter at vinterversionen er trykt.

Til mine nyerhvervelser hører også dette træsnit som, da jeg fik det tilbudt, jeg mente jeg allerede havde:

Harald Henriksen: Hesterive, Bramsnæsvig, november 1927.
Farvetræsnit 34 x 44 cm

Men: Nej, det havde jeg ikke. 

   Det jeg havde, var det her:

Harald Henriksen: Hesterive Bramsnæsvig, vinter, ca. 1930.
Farvetræsnit 23 x 27 cm

Det er snittet og trykt tre år senere og formatet er væsentligt mindre.

   Grundmotivet er ganske vist det samme, men, som man ser, er det her meget lysere og lettere i udtrykket på grund af felter med hvid(e) sne(klatter) der er spredt ud over både høstak og muld.

    Man kan sige at Harald Henriksen på det her tidspunkt for alvor har fundet ud af hvor glimrende farvetræsnitteknik og snemotiver klæder hinanden, noget han også meget vel kan have erfaret sig til via de vinterakvareller han allerede på det tidspunkt havde malet en del af. 

Her kommer så hvad jeg vil betegne som perlen blandt de Henriksen-træsnit-bylandskaber jeg har på mine vægge. 

Harald Henriksen: Vimmelskaftet, Strøget, Kbh. ca. 1935.
Farvetræsnit 36 x 30 cm

Det ligner jo i den grad en akvarel, men er altså et træsnit - og næsten monokront i farverne, kun med to mørkerøde skilte på bygningerne til højre og en gul bus til venstre i billedet.

   Det var sønnen Hans der tilbød mig dette smukke og fascinerende 'cityscape', da han selv havde et magen til i forvejen. 

   Vimmelskafttræsnittet er lavet på bestilling af forsikringsselskabet Hånd-i-Hånd hvis københavnske hovedkontor med vimplen på taget udgør den centrale bygning i motivet. 

   Træsnittene skulle efter sønnens udsagn sandsynligvis bruges som firmaets julegave til medarbejderne.

Så kommer vi til et af de nyerhvervede træsnit som det virkelig varmede mit samlerhjerte at at få i hus:

Udstillingseksemplar: Charlottenborg 1943

Det er det eneste træsnit som jeg har bevaret med det glas og den ramme som det havde de jeg købte det. 

   Bagpå står der skrevet med gammeldags skrå håndskrift:

Harald Henriksen

Vinterlandskab

Farvetræsnit, udst. Charlottenborg 1943.

Bagsiden af billedet med den originale indramning bevaret

Som man kan se, er navnet skrevet med præcis den signatur som kunstneren brugte til sine billeder på det tidspunkt. Så det må være hans eget udstillingseksemplar af træsnittet med hans egen håndskrevne tekst på bagsiden, jeg har været så heldig at få fat i - til en helt overkommelig pris, endda. 

   Wau!

   

Jeg købte det af en ung kvindelig kunstner som ikke kendte noget til Harald Henriksen, men fortalte at hun for nogle år siden fandt dette og et andet hos en Marskediser, og "bare syntes de var så gode" at hun straks købet dem. 

   De var kun sat til salg fordi hendes kæreste som hun nu var flyttet sammen med, ikke brød sig om at have dem på væggene!

   Så de varme følelser for kæresten vandt over de varme følelser for træsnittene.

Her ses farvetræsnittet i den version som vises på haraldhenriksen.dk-hjemmesiden:

Harald Henriksen: Plovfurer i sne, 1940. Farvetræsnit 18 x 28 cm. 

Og, interessant nok, findes der også et forstudie i akvarel på HH-hjemmesiden under rubrikken "Tegninger og skitser":

Harald Henriksen: Forstudie til træsnit.

Selvom det er et 'forstudie', har det her billede godt nok også kunstneriske kvaliteter i sig selv. 

   Og det er altså en unik akvarel Henriksen har malet on location, og det har måske taget ham nogle få timer. Vejret har jo været koldt, kan man regne ud.   

   Derefter er han gået hjem i sit atelier/arbejdsværelse i lejligheden på Frederiksberg, og har snittet en eller sandsynligvis to blokke som så han så har brugt til at trykke anslået 50 eksemplarer af dette motiv.

Som jeg har fortalt om tidligere, genbrugte kunstneren ofte sine akvareller og deres motiver som forbilleder og inspirationskilder til sine træsnit. 

   Fornuftigt nok: Akvarellen er der kun en af - et unikum. Træsnittene derimod kunne produceres og sælges i typisk 50 til 75 eksemplarer. Og eventuelt genoptrykkes hvis efterspørgslen var særligt stor.

Og i 20´erne og 30´erne var hans farvetræsnit sandsynligvis meget populære blandt almindelige mennesker der havde lyst til god kunst på væggene, og som foretrak billeder med genkendelige naturalistiske motiver fra dansk land og by.

   Og jeg synes det her eksempel tydeligt illustrerer to pointer: dels hvor suveræn en akvarelmaler og træsnitkunstner Harald Henriksen var, men dels også hvordan de to udtryksformer for ham spillede tæt sammen og påvirkede hinanden. 

   Hans originale og selvstændigt udviklede farvetræsnitteknik gør - langt hen ad vejen - at det lykkedes ham at opnå næsten alle de æstetiske og udtryksmæssige kvaliteter som ellers kendetegner det gode klassiske akvarelmaleri, samtidig med at oplevelsen af motiverne i farvetræsnitten ofte intensiveres gennem træsnit-forenklingerne af former og farver.

Hvis man ønsker at se resten af mine Harald Henriksen-træsnit og -akvareller, så har jeg 'udstillet' dem samlet i det her blogindlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/04/harald-henriksen-udstilling-pa-blokken.html