Den surreale naturalist, chimpansen Congo og andre historier - om Desmond Morris og en udstilling på Rønnebæksholm

For godt 3 uger siden fortalte Politiken på navnesiden at den kendte engelske zoolog og tv-formidler Desmond Morris fyldte 85 år. Han er mest kendt for bogen "Den nøgne abe" som udkom 1967.

   I forgårs var jeg med fruen på en maleriudstilling på Rønnebæksholm ved Næstved.

   Det er ligesom en kreativitetstest: Hvad har de to ting overhovedet med hinanden at gøre?

   Svaret er: Surrealisme.

Udstillingen på Rønnebæksholm har titlen og vinklen: "Efter Surrealismen - Surreelle tendenser i dansk kunst efter 1960".

   En glimrende udstilling som varmt kan anbefales. Den blev anmeldt i Politiken i sidste ug i tillægget 'iByen'. Lidt sent kunne man synes. Men Næstved ligger jo også næsten 100 km syd for Rådhuspladsen.

  

Surrealismen er en af de kunstretninger jeg har været begejstret optaget af siden jeg var ganske ung.  

   Jeg har tidligere skrevet om surrealistisk maleri på denne blog fordi det er prototypen på en af de mange kunstretninger der lever af 'konceptuel blending' - altså af dette at mixe flere konceptuelle lag - og visuelt og kognitivt at spille flere realiteter ud mod hinanden - med høj fascinationsværdi til følge.

 

Internationalt er navnet Dali, verdenskendt for det ikoniske maleri af udflydende og hængende ure i et ørkenagtigt drømmeagtigt landskab, malet i gammeldag foto-realistisk stil:

Salvador Dali: Persistance of Memory

Herhjemme er det Wilhelm Freddie der umiddelbart forbindes med surrealismen i klassisk forstand, mest kendt for den skulptur som i mange år var i politiets varetægt:

’Sex-paralyseappeal’ i 1936, som politiet senere beslaglagte, 

og som Freddie måtte afsone en hæftestraf for pornografi for.

Det som de færreste ved, er at Desmond Morris også er kunstmaler. Og at han som maler er surrealist, både kendt og anerkendt i kunstforstandige kredse.

   Her et par af hans malerier:

The Day after Yesterday

The Sentinel

Jeg husker at jeg faktisk læste hans bøger 'Den nøgne abe' og 'Den menneskelige Zoo' i slutningen af 60-erne. 

   Jeg var allerede i gymnasiet interesseret i dyrepsykologi - inspireret af dyrepsykolgoen Konrad Lorenz´ bøger, som min far havde stående i reolen. Og med Desmond Morris tekster fik jeg den ene aha-oplevelse efter den anden.

  Det der først og fremmest var fascinerede ved Desmond Morris bøger, var den videnskabelige konceptuelle blending der bestod i at  anskue  og forstå menneskearten homo sapiens som et biologisk og psykologisk dyr.

  Wikipedia karakteriserer bøgerne sådan:

The Naked Ape (1967) — an unabashed look at the human species. The book is notable for its focus on humanity's animalistic qualities and our similarity with other apes. Reprinted many times and in many languages, it continues to be a best-seller.

The Human Zoo (1969) — a continuation of the previous book, analysing human behaviour in big modern societies and their resemblance to animal behaviour in captivity.

Desmond Morris dukkede op i min mentale horisont igen da jeg var igang med at researche og skrive bogen om tv-dokumentaristen Poul Martinsen. Det viste sig nemlig at Martinsen havde lavet to DR-udsendelser i 1986 med Desmond Morris som hhv. ekspertvært og bærende interviewperson: 'Fodboldfoket' og 'Hvad siger din krop?'.

   Især 'Fodboldfolket var interessant, syntes jeg, fordi den forsøgte at dokumentere grundideen i Desmond Morris´ bog 'The Socccer Tribe': at begivenhedsforløbet i og omkring store fodboldkampe og deres publikum kan tolkes og forstås som symbolske stammekrige.

   Og Desmond Morris var en i en række af karismatiske, oprørske, provokerende og ironiske personligheder som Poul Martinsen portrætterede og brugte som fanden-i-voldske kommentatorer til at sætte en række af hans tematisk illustrerende dokumentarudsendelser i perspektiv: Carl Madsen, Tage Voss, Broby Johansen, mfl.

Desmond Morris har ikke bare skrevet videnskabelige og populærvidenskablige bøger som er blevet bestsellere, og samtidig været anerkendt surrealist som kunstmaler; han har også selv produceret og været karismatisk vært på et utal af fascinerende videnskabsillustrerende BBC-tv-serier.

   Han er som person i den grad  en af dem jeg på bloggen her beskrevet som "den særligt kreative personlighed" - med det sammenfattende kendetegn at være en outsider med en "flere personer i en"-karakter.

   Hvordan mon hans barndom har været: enspænder, ondt i farforholdet?

   Jeg søger på nettet. Og jo, den er god nok. Her nogle citater fra ham selv:

I was a child during World War Two and grew up viewing adult humans as rather disgusting - people whose main goal in life was to kill one another. Worse still, I spent the first part of World War Two watching my father suffering from wounds he had received in the First World War. I was fourteen when he finally died and at that age I decided, in my passionate, juvenile way, that all authorities, all governments, all religious leaders and all political leaders were the scum that floated to the top of society. I had to rebel, but I was a good little boy, well brought up by loving parents, and my rebellion could not be a destructive one - after all I was rebelling against mass violence and hatred, so my rebellion had to be of some other, more positive kind. I had two great interests, art and animals. My artistic rebellion took the form of turning my back on accepted, traditional art and associating myself instead with the Surrealists. The Surrealist Movement had itself started in the 1920s as a rebellion against the horrors of World War One, so it suited my mood perfectly. As a teenager I began painting with an obsessive fervour and, when I eventually exhibited my works, was thrilled to find that the authorities hated them. http://www.cosmoetica.com/DSI8.htm

Her udtalelser om hans barndom fra et interview i avisen The Guardian fra 2008:

From my father I learned correctness and stoicism. They were the two key words because he was a very correct and fair man. My scientific work is in a sense owed to him. He came back from the first world war physically ruined and never recovered. I never heard a word of complaint from his lips. The damage to his lungs was almost like having Aids and made him susceptible to every infection. He couldn't breathe properly to fuel his body, which gradually declined. By the end he was like a skeleton. But he didn't say "those so and sos, look what they've done to me", nothing like that.

   I missed my father's funeral because my mother wouldn't let me go. I was 14 and she sent me off to friends in the countryside, and so I imagined that he hadn't really died. The grieving probably came later when I started to think about those bastards in Whitehall who had sent him off to die. It was the beginning of a lifelong hatred of the establishment. The church, the government and the military were all on my hate list and have remained there ever since.

   My parents gave me the special advantage of being an only child. My wife is an only child and so is our son. It teaches you the pleasure of solitude. Loneliness isn't a word in one's vocabulary and that has helped a lot with my writing. I love to sit by myself and don't feel the need to be chatting all the time.

Interessant er hans krakteristik af sig selv som en der søger ensomheden, samtidig med at han altså i den grad er udadvendt og aktiv og med fryd optræder på tv-skærmen. Rigtig nok: en blandet, grænseoverskridende og paradoksal personlighed.

   I øvrigt har han også helt konkret 'blendet' og integreret sit engagement som surrealistisk kunstner med sin forestilling om at mennesket og menneskeaberne adfærdsmæssigt er mindre forskellige end man skulle, i en tidlig interesse for chimpansemaleri - som dette indslag dokumenterer. Samtidig med at det viser en række af Desmond Morris egne malerier med hans egne kommentarer:

Om chimpansen Congo skriver Wikipedia:

Congo (1954–1964) was a chimpanzee who learned how to draw and paint. Zoologist and surrealist painter Desmond Morris first observed his abilities when the chimp was offered a pencil and paper at two years of age. By the age of four, Congo had made 400 drawings and paintings. His style has been described as "lyrical abstract impressionism".[1]

Der er lidt lang vej tilbage til eftersurrealist-udstillingen på Rønnebæksholm.

   Men den var altså rigtig god og interessant, selvom man som anmelderen kunne mene at selve surrealist-betegnelsen er lige ved at blive for udvandet gennem det udvalg af kunstnere og kunstværker den præsenterer.
   Men Jan Esman er lige i øjet som surrealist:

Four Clones Worshipping af Volcano

Hans Henrik Lerfeldt kommer man heller ikke uden om i denne sammenhæng - som central surealist (dette maleri var ikke vist på udstillingen):

Naturen vågner efter regnen

Her et citat af Lerfeldt i udstillingsbogen, en proklamation der ligner programerklæringen for første-generations-surrealisterne:

Jeg tror på drømmen. På mareridtet. På underbevidstheden. Og jeg maler og tegner, hvad jeg drømmer, tænker ser og føler. Og det er selvfølgelig et mareridt det hele, selvfølgelig er det det, men det er et brugbart mareridt og for mig grundlaget for tilværelsen, for hele livet.

Derimod kan man diskutere om en af de malere jeg i øvrigt er meget begejstret for, Poul Anker Beck, er det - altså  surrealist. 

   Han er repræsenteret med disse tre for mig utroligt fascinerende billeder:

Motorcykel ved bunker

En underlig dag

Hovedvej A 14

Det er svært at sætte fingeren præcis på hvorfor disse billeder har en aura af surrealisme - nedendunder den naturalistiske motivoverflade. Men de emmer af "andethed".
   I udstillingsbogen citeres Poul Anker Bech for følgende, som i hvert fald peger på hans ambition om at udnytte "blending" som en stærk effekt i forhold til publikum - en superrealistisk overflade med en udefinerlig imaginær undertekst:

Det er et ringe maleri, om det ikke er i stand til at suge sin beskuer indp den imaginære scene, så han/hun glemmer tid og sted. Menneskets fantastiske indbildningskraft er så stor at men med få midler  på en billedflade kan send os ud på en svimlende rejse langt hinsides virkeligheden.

Jeg synes jeg har nået lidt hen ad den retning som Poul Anker Bech taler om her - i et par af mine realistiske akvareller:

 

Hvis du oplever der er en udefineret virkelighed bag mine to akvarellers overflade, så bliver jeg glad!

Synæstesi hos frisøren, i familien og i litteraturen - Hanne Marie Svendsen og Anne Lise Marstrand-Jørgensen som cases

Jeg har et par gange skrevet om min kreative frisør - og om de udbytterige snakke vi har når jeg besøger ham for at blive klippet. Det medfører at jeg får 'special treatment' - som regel en halv times ekstra klipningstid oven i hatten - for at vi kan nå at få talt ud og talt igennem.

   Min kreative frisør har for nylig ansat en elev. Frisørelever er for det meste unge kvinder. Men denne gang har han altså ansat en ung mand som også er kreativ. Fx er han god til at tegne. Og han har efter sigende en ADHD-diagnose med i rygsækken.

Sidst jeg var til frisør, snakkede vi blandt andet om det med synæstesi. Og jeg spurgte om han evt. var synæstetiker. 

   Det var han ikke.
   Men frisøreleven havde hørt hvad vi snakkede om, og kom hen og fortalte at det var han til gengæld. Bogstaver og ord forbandt han uvillet og automatisk med farver. 

  Og frisøreleven havde først opdaget det tre uger før - altså at der var et særligt fagudtryk til at beskrive fænomenet - og at det ikke var alle der havde det sådan, men kun et mindretal. At den mentale automatiske kobling mellem bogstaver og ord på den ene side og farver på den anden, altså var noget særligt.

Det var faktisk dette besøg hos frisøren der ad snørklede associative omveje førte til indlægget i lørdags om skriveblokeringer, latente hæmninger - og jeg skal komme efter dig - et indlæg som sluttede med et citat fra Politikens bogtillæg hvor forfatteren Hanne Marie Svendsen afslørede og udstillede at hun også var ord/bogstav-farve-synæstet - ligesom fruen herhjemme er det.

Det førte videre til at jeg i søndags spurgte min (pap)søn om han havde det ligesom sin  mor, da det jo antages at synæstesi er en særlig neurologisk  kobling  i hjernen der er arvelig - "goes in families" - selvom det der "arves" ikke nødvendigvis er samme form for synæstesi. 

   Olive Sacks beskriver i sin bog 'Musicophelia' forskellige former for musik-synæstesi kendetegnet ved at forskellige aspekter af musik automatisk aktiverer andre sanse- og oplevelsesdomæner som smag, farve, lugt, form, berøring. Min søn er meget musikalsk og havde i mange år ambtioner om at synge professionelt, så det kunne meget vel tænkes at der var en kobling der.

   Men nej, der var ikke bid.
   Så kom hans ældste søn, mit barnebarn ind. 18 år og meget kreativ. Er både dygtig til at tegne og male, synger og spiller flere instrumenter på et højt niveau. Men på spørgsmålet om han forbandt bogstaver og ord med farver, var svaret også nej. 

   Men da jeg så spurgt om han fx koblede tal sammen med personlige egneskaber, så ramte jeg plet. Hans reaktion helt entydig og spontan: Ja, tal havde forskellig personlighed eller forskellige kombinationer af personlige egenskaber og karaktertræk. Og han kunne straks beskrive hvilken slags personlighed nogle tal havde: "5 er det stærke og maskuline, mens 6 er det snu og hurtige. 20 er det venlige, men ikke særligt kloge tal, mens 21 faktisk er lidt det samme som 6."

   Siden har han på min opfordring suppleret op med sit synæstesiforhold til bogstaver: 

Med hensyn til bogstaver er det lidt anderledes. Det er gerne bogstavkombinationer jeg "reagerer" på, og med dem er det ikke så meget en personlighed, der er tilknyttet, men mere en "vibe", der er altså nogle kombinationer jeg bedre kan lide eller synes er sejere end andre. For eksempel er 'sympati' eller 'bz' nogle ord/bogstavkombinationer som tiltaler mig. Ikke udtalen, men det visuelle aspekt. Om det er en vokal eller konsonant er sådan set ligegyldigt. Der er også nogle bogstaver jeg forbinder med personligheder; for eksempel z, x og y, hvor z er lederen, x er den store håndlanger og y er en kvindefigur.

Det næste led i kæden var en mail fra Hanne Marie Svendsen der gav mig et citat fra en af hendes tidligere romaner, 'Under Solen', hvor en hovedperson havde en synæstetisk inficeret drøm der byggede på koblingen af bogstaver og farver:

Margrethe Thiede Holm drømte, at hun var død. Hun stod på en høj bakke og så ud over byen. Blæsten ruskede i hende og ville have hende til at lette, men hun lænede sig bagover, borede fødderne fast mellem stikkende strå. Endnu havde hun tyngde til at stå imod.

   Langt nede i sengen over det hvide ansigt, et stort gammelt firkantet ansigt med furer omkring den indfaldne mund, var hendes navn skrevet i sorte bogstaver: Margrethe Thiede Holm. Men her oppe løstes bogstaverne ud fra hinanden, svævede væk som solnedgangsskyer og farvede drager, E´et i elfenben, et lyserødt A halvt opløst i konturerne, I´et blåviolet, kobberfarvede og og orangerøde T´er og R´er på vej i hver sin retning. Det blege Holm var allerede forsvundet ud mod horisonten, borte langt over havet. Det hørte ikke rigtig med til hendes navn, selv om hun havde båret på det mange år af sit liv. Snart var også hendes egne bogstaver vejret væk for vinden, og hun var ingenting, en lille fortætning i skylaget, gråsort som himlen bag solnedgangsskyerne, gledet i eet med den. Men endnu havde hun tyngde. 

   Hun gjorde sig endnu tungere, stemte imod. Natkjolen fløj ud som et sejl over benene med deres knuder og blå årer. Langt ude på det blyfarvede hav stod et vrag og tegnede med spanter og master sit VRAG mod horisonten. Nu krængede det over, gled længere ned i bølgerne. G, A, R forsvandt, og af båden var kun et halvt væltet V tilbage.

Det har jeg ikke tænkt på før. At man kunne gøre det til en del af en fiktiv persons karakter og mentale set up at være synæstetiker. Hidtil har jeg kun opfattet 'litterær synæstesi' som et stilistisk-retorisk figur der blev dyrket af lyrisk orienterede forfattere i særlige litterære perioder, som det fremgår af dette leksikoncitat fra Den Store Danske Encyklopædi:

synæstesi, (“samsansning”), en særlig raffineret litterær udtryksform, hvor man blander flere forskellige sansemåder i ét sammensat billede, fx elementer fra høresansen med elementer fra synssansen. Denne billedform dyrkes bl.a. i romantikken, symbolismen og ekspressionismen, i symbolismen for, at sjælen kan trænge ind i tingenes og tilværelsens væsen, sansning og ting blive ét. Det ses bl.a. i Johannes Jørgensens digt “Vinterskumring”, 1892 (“som en Klang for Øjets Nervestrænge / langt borte tændes Lys i Aftnens Blaa”). Hos ekspressionisten Tom Kristensen er det de voldsomme klang- og farvevirkninger, der søges indfanget, fx i digtet “Landet Atlantis”, 1920 (“skøn som Revolverens isgrønne Stjerne, / der fødes i Nuet med smældende Véer / på Ruden i Revolutionens / skingrende Glasklangs-Caféer.”). Mere banale eksempler er at sige “en varm farve”, “en hård lyd” eller “en fløjlsstemme”.

Jeg tænker det kunne være interessant om der var andre forfattere der havden skrevet om og beskrevet fiktive personer som de havde begavet med det mentale særtræk at være underlagt en eller anden form for synæstesi.

   Og ja, lidt søgning på nettet viser at forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen som jeg tidligere har udpeget som synæstet, at hun har skrevet to romaner om den kvindelige mystiker fra middelalderen, Hildegard af Bingen, og her har gjort hovedpersonen Hildegard til synæstetiker.

   Forfatteren skriver i et indlæg på sin blog fra 13.12.09 hvorfor hun gjorde det valg:

Jeg har gjort Hildegard til synæstetiker. Eftersom det ikke interesserede hende, at skrive om sig selv og sine private sensoriske oplevelser, er det ikke noget, jeg har kunne læse mig til. Men selvom jeg ikke kan bevise, at den historiske Hildegard af Bingen var synæstetiker, er det en nærliggende tanke for mig. For det første fordi hun beskriver, hvordan musikken allerede findes i verden på en sådan måde, at den kan aflyttes og videregives. For det andet fordi sproget i hendes visioner er fantastisk billedrigt og sanseligt. For det tredje fordi poesi og synæstesi er nært forbundne for mig. Og for det fjerde fordi jeg selv oplever verden sådan, og det gjorde det nemmere for mig at leve mig ind i hendes verden, at jeg udstyrede hende med tilsvarende oplevelser.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen fortæller også om sine egne oplevelser med synæstesi. Det fremgår her at hun er multi-synæstet, dvs både farver, lugte, følelser og former indgår i koblingen til fx ugedagene:

Der gik mange år, før jeg for alvor indså, at alle mennesker ikke har den type oplevelser. Som barn fik jeg den første fornemmelse af det, da vi i 1. klasse skulle lære om forskellen på konsonanter og vokaler. Alle bogstaverne i alfabetet blev hængt op i klassen, vokalerne var røde, konsonaterne var blå. Det generede mig i en sådan grad, at jeg næsten ikke kunne holde ud at se på det. For kunne enhver ikke se, at hvert bogstav havde sin egen farve, og at den farve også var knyttet sammen med både en tone og en følelse. Og at det i hvert fald ikke var de røde overfor de blå? Kunne de ikke se, at det derfor var komplet unødvendigt med den slags primitive og urigtige husketeknikker? Åbenbart ikke. Det var virkelig svært for mig at forstå. Ikke mindst fordi jeg ofte havde talt med mine bedsteforældre om de forskellige ugedages farver. De var ganske vist anderledes end mine egne og mine havde også former, men alligevel. Min mandag var f. eks oval, svagt turkis med et strejf af svømmehalslugt, min tirsdag var en lyserød cirkel med en frugtagtig duft og så fremdeles.

   De fleste synæstetikere oplever deres sansesammenblandinger som neutrale og meget lidt opsigtsvækkende. Som en naturlig måde at orientere sig på i verden. Sådan oplever jeg det også selv. Kun en gang imellem kan det være lige i overkanten, nemlig når lyde eller visuelle indtryk bliver meget stærkt koblet med fysiske fornemmelser. Det kan f. eks være svært at forklare, hvorfor jeg ikke bare synes, at en bestemt farve f. eks er grim, men at den ligefrem er koblet med en helt bestemt form for fysisk ubehag. For de fleste mennesker er det svært at tolke som andet end overdreven sarthed, så det er sjældent, jeg nævner det.

Det at være synæstet(iker) kan være besværligt i forbindelse med omgangen med andre mennesker som ikke har den særlige form for automatkobling mellem sanseområder. 

   Og som jeg har nævnt tidligere kan det fx også betyde at hvis man er ord-farve-synæstet, så læser man langsommere fordi man samtidig med afkodningen af ordene og teksten, skal følge med i 'farvfilmen' på en anden kanal.

  Men faglitteraturen på område, herunder Oliver Sacks, kan også fortælle at synæstesien kan have visse fordele, nemlig som hjælp til at huske. Sacks fortæller om en case, Patrick, for hvem ikke bare musikalske udtryk, men alle former for lyde automatisk forbindes med både farver og former:

Some of his synesthetic corrspondences are of mnemonic use to him (thus when somone said that 9/11 vas a Monday, he could instantly  and with assurance say that it was not, for Tuesday is yelleow for him, and 9/11 is yellow too). But it is the  musical synesthesia wihich plays a vital part in his sensibility and his creative life.

Også for Anne Lise Marstrand-Jørgensen har synæstesien en praktisk-brugbar side:

Når jeg er i stand til at huske overdrevent mange fødselsdatoer, er det fordi jeg ser dem plottet ind på min rumligt-visuelle årskalender. Den går sådan cirka fra skulder til skulder og ligner en skæv hestesko.

Sin synæstesi er typisk ikke noget man snakker med andre om. Og det kan komme som et chok for første gang at høre andre synæsteters  særlige "koder". Oliver Sacks citerer en læser der har reageret meget kraftigt - med kvalme og svimmelhed - ved at opdage at andre musik-synæsteter forbinder musik og farver på en anden måde end hun gør:

I have been reading your book and have just startet your chapter on synesthesia, but could read no further than the third page because the person you cited defined D major as blue. I couldn´t believe my reaction at a person not feeling the same color as i do for D (vermilion red) - it actually made me feel slightly dizzy an nauseous. I have never discussed with other synestetes their perceptions, so I was schock at may reaction.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen forklarer hvorfor man som synæstet ofte ikke snakker om det med andre:

Sikkert fordi, man ikke selv synes, der er så meget at fortælle - farveblinde fortæller vel også kun sjældent om, hvordan deres verden ser ud, mennesker med absolut gehør forsøger sjældent at forklare, hvordan musik lyder for dem. Til gengæld er der ikke noget sjovere end at udveksle oplevelser med ligesindede. Således kunne min datter og jeg diskutere farven af en lyd allerede, da hun kun var et par år gammel. Og da jeg forleden talte med en nær veninde, der også er forfatter , diskuterede vi, hvordan man kan se sit eget ufærdige manuskript i farver og på den måde finde ud af, hvor der mangler noget. "Lidt orange på siden 5 f. eks," som hun så smukt udtrykte det.

Så for en del synæsteter er det en "gave" man har fået som kan være nyttig i den kreative proces. Men som ikke inviterer til offentlighed og front-stage-betroelser.

Oliver Sacks citerer en forsker for at bemærke at "newborn´s senses ar not well differentiated, but are instead intermingled in a syneasthetic confusion."  Og meget tyder på at små børn fra fødslen er synæstetikere over et bredt spektrum af sensoriske og mentale input, og at det først er gradvist gennem de første måneders udvikling at hjernen lærer at holde de forskellige sansemåder ude fra hinanden.

Det er utvivlsomt en fordel i mange situationer - har så at sige overlevelsesværdi for menneskearten - at man kan identificere, udskille og isolere de forskellige sansedomænar så deres input optræder "rent" for bevidstheden, at de ikke tvangsmæssigt blander sig.

   Når man for eksempel spiser et æble,  så kan man skelne mellem smagen af det, udseendet af det, lugten af det, hvordan det mærkes at tage på, og hvordan det knaser sprødt når man sætter tænderne i det.
   Men samtidig kan vores sanser integrere indtrykkene i en helhedsoplevelse: dejligt at spise æblet - på alle kanaler.

   Fidusen ved at de fleste mennesker ikke er synæstetikerer, og at dem der er det, kun er det inden for begrænsede områder, er at vi kan anskue virkeligheden gennem forskellige sansers forskellige "optikker" - og dermed kryds-matche vores seperate sanseindtryk fra den omgivende verden til en mangefacetteret synæstetisk helhedsoplevelse.

                                           (fortsættes)

Samba-effekten - om at komme i kollektivt flow gennem rytmisk musik når man spiller fodbold

Information har idag en artikel som i kraft af rubrikken fanger min opmærksomhed:

Elektronisk musik kan blive Morten Olsens hemmelige våben

Manchetten lyder

Synkrone rytmer i ørerne kan forbedre fodboldspilleres præstationer og også hæve holdets kollektive niveau, påviser tysk forsker 

Jeg har tidligere i flere indlæg været inde på hvordan det at lyttet til musik - især Mozart - kan påvirke og forbedre cognitive kreative præstationer i en kortere periode, et fænomen der populært kaldet 'Mozart-effekten':

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/mozart-effekten-fantasi-eller-fakta-om.html

Mozart-effekten er i virkeligheden sammensat af flere effekter: beroligelse og afslapning, en mentalt åben tilstand - og bedre adgang til og udnyttelse af højre hjernehalvdels bidrag til vores tænkning, "spatio-temporal reasoning".

Men musik kan åbenbart også påvirke hjernen så den bogstaveligt talt er i empatisk og indforståe sync med andre hjerner, fx når hjernerne skal spille sammen på et fodboldhold.

   Tyske forskere har undersøgt et spillende foldboldholds performance hvis holdet samtidig lytter til synkroniseret rytmisk musik med 140 rytmeslag i minuttet i hovedtelefoner.

   Forskerne er ikke i tvivl om konklusionen og effekten: Holdet der lyttede til synkront til rytmisk musik, spillede væsentligt bedre end dem der ikke gjorde det.

En af forskerne bag undesøgelsen, Gerd Scmitz, fortæller at han forstiller sig at effekten kan udnyttes til at forbedre træningen, sådan at et synkront musikalsk trænet hold, også uden musik i ørerne, vil spille bedre. Han mener det vil udvikle en "instinktiv fornemmelse for holdets optimale rytme".

   Ifølge artiklen i Information er "forskerne nu ivrige efter at udforske, om de vedvarende sambarytmer, som brasilianske fans spiller for brasilianske landshold hjælper dette til at præstere så blændende fodboldspil på banen."

   Hvis det viser sig at der er hold i den hypotese, så foreslår jeg navnet: 'Samaba-effekten'.

I hvert fald stemmer det meget godt med et tidligere indlæg hvor jeg refererede en undersøgelse af hvordan hjernen aktiveres ved tango-musik:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/tango-pa-hjernen-nar-musikken-spiller.html

Den finske forsker, Petri Toiviainen havde konstateret at musik - i forsøgene et stykke forholdsvis avanceret finsk tangomusik - aktiverede ikke bare de centre og moduler i hjernen som man ved er sæde for musik-perceptionen og -bearbejdningen, men også en række andre fjernere neurale netværk som fx det der har med kontrol af muskler og bevægelser at gøre ((præ)motorcortex), det som bruges til at dagdrømme, fantasier og erindrer med (default mode netværk), og det som aktiverer og styrer vores oplevelse af følelser (limbiske system).

Der er heller ikke tvivl om at spejlneuronerne som er aktive både når vi selv udfører en handling, når vi ser en anden udføre den, eller når vi tænker på og mentalt visualiserer handlingen, også spiller med til at forklare resultatet af den tyske undersøgelse. 

   Jeg citerer fra "abstractet" til en af flere undersøgelser af sammenhængen mellem musik og spejlneuronernes funktion:

Here we review recent neuroimaging evidence and suggest that music, like language, involves an intimate coupling between the perception and production of hierarchically organized sequential information, the structure of which has the ability to communicate meaning and emotion. We propose that these aspects of musical experience may be mediated by the human mirror neuron system

Det der er tale om, er at man lærer at spejle sig synkront på et hold, antager jeg.

Forklaringen på at publikums rytmiske trommeudtryk på tilskuerpladsern kan virke positivt ind på et sportsholds samlede sampspilspræstation, antager jeg så videre, ligger i det begreb som kreativitetspsykilogen Mihaly Csikszentmihalyi er far til: FLOW - en særlig euforisk lykketilstand hvor man glemmer sig selv og tid og sted og bare mentalt set går op i situationen og forsvinder ind i aktiviteten. 

    For flow er ikke kun en mental tilstand man kan komme i som individ og hver for sig. Mihaly Csikszentmihalyi taler i sin skrifter også om muligheden for  "GRUPPE-FLOW". 

   Han taler ikke specifikt om det mentale team-work på et hold på en foldboldbane, men de kriterier han opstiller for at gruppe-flow kan opstå, svarer ret fint til de betingelser og rammer der kendetegner fodboldbanen og holdspillet når det udfoldeler sig i en kamp:

• Kreative rum (fordi arbejdet primært er stående eller i bevægelse)
• Arbejdsplads indrettet som legeplads (rummet designes så det ufleksible nedtones)
• Skørhed (det er en form for løssluppenhed, der appellere til noget helt nyt og skævt)
• Tryghed (her må alle sige lige hvad de har på hjerte uden bedømmelse)
• Parallelt arbejde (arbejdet organsiseres så alle arbejder med den samme metode samtidig, dvs tænker ens samtidig)
• Gruppen arbejder målfokuseret på sammen opgave.
• Ideer konkretiseres (prototyping)
• Øget effektivisering via visualisering/skitsering
• Bruger forskellene mellem deltagerne som en mulighed istedetfor som et problem

Min hypotese er at det den rytmiske musik i hovedtelefonerne (som i eksperimentet) - eller fan-trommer og rytmiske slagsange og - tilråbs-ritualer fra tilskuerne, stimulerer hjernen hos deltagerne så det øger mulighederne for kollektivt flow. Og dermed bidrager til at det optimale samspil opleves og fungerer som en slags  fælles dans hvor hele holder "danser i samme takt".

 
Måske skulle man foreslå de danske roligans at finde på en anden og mere rytmisk slagsang når det går godt, end "sejle op ad åen."
   En dansk roligan-samba....

Skriveblokeringer, latente hæmninger - og 'tvungen' interaktion mellem forskellige moduler i hjernen - også kaldet synæstesi

Latente hæmninger er det videnskabelige begreb for dette at vores hjerne hæmmer, begrænser og sorterer ud i de overvældende mange sanseindtryk vi hele tiden bombarderes med fra omverdenen - og fra vores eget indre fysiologiske meldesystem.

   Latente hæmninger kan være stærkere eller svagere. Og forskningsresultater tyder på at svækkede latente hæmninger er forbundet med relativt høj kreativitet. Og omvendt at fx skriveblokeringer er udtryk for forøget latent hæmning.

   Forklaringen på sammenhængen mellem latent hæmning med kreativitet: Hvis man lader flere indtryk slippe indenfor i hjernens kognitive maskineri, så er der større chance for at man får informationer som man ikke forventede eller kunne forudse.
   Formindsket latent hæmning.

   Skriveblokeringer er udtryk for at der slet ikke eller kun begrænset er hul igennem fra de centrer der skal producere tanker og ideer som input til skriverierne, og så selve akten at skrive.
   Forøget og for stærk latent hæmning.

Når nogle forfattere skriver bedst efter indtagelse af alkohol, så det fordi det påvirker dopaminproduktionen opad.

   Og forøget dopaminproduktion menes at medfører reduceret latent hæmning.
   Også andre stoffer der påvirker dopamin-produktionen, kan forstærke eller svække hjernens mentale på tværs-bomme

Relativt høj intelligens ser ud til at være en forudsætning for at de relativt flere indtryk som kommer inden for opmærsomhedsfeltet som er et resultat af reduceret latent hæmning, at de mentalt og kognitivt nemmere lader sig integrere i eksisterende forestillinger.  

   Her er sammenfattet en teori for denne sammenhæng:

The Frontotemporal and Dopaminergic Theory of Idea Generation, A. Flaherty:

   The temporal and frontal lobes interact: temporal lobe inhibition and/or frontal lobe disinhibition favor increased flow of ideas. Conversely, frontal lobe inhibition is common to depression and subsequent writer's block. Secondly, dopamine in the mesolimbic region of the brain mediates drive and goal-directed activity. Greater creative drive correlates better with creative output than skill.

Latent hæmning er ikke bare et forhold mellem ydre sanseindtryk og hjernens modtage- og afkodningsapparat. Det er også noget der er indbygget internt i hjernens neurale forbindelser mellem dens forskellige centrer og moduler, sådan at der ikke sker forstyrrende spontan lækage af information mellem moduler og centrer. 

   Og de forskellige former for synæstesi er altså delvis genetisk bestemte "cross modal-interaction" mellem forskellige sensoriske modaliteter: farve, smag, lyd, lugt m.v. Den normale indbyggede hæmning mellem fx sprogcentrene og farvecentrene i hjernen er så svækket at der er "hul" igennem. Når sprogcentreret i hjernen er aktivt bliver farvecentret også aktiveret.

Skriveblokeringer har jeg skrevet om før. Og derfor spidsede jeg ører  da min gode ven kom med nogle henkastede bemærkninger om det. Han havde en passant antydet at han havde forskellige sproglige og talmæssig 'ritualer' for at komme igang (igen) med at skrive.
   Jeg bad ham så pr mail uddybe hvad det var for nogen. Svaret kommer her:

Hvad angår mine tilbøjeligheder i forhold til den skriftlige formidling, så kommer det udtryk i forskellige former for selv-indbildte systemer. Altså, at jeg i afhandlingen skrev samtlige afsnit med brug af 9 linier, hverken mere eller mindre. At der var tre hoveddele, der hver især var struktureret med samme underliggende under-afsnit.

   Det kommer også til udtryk i mange af mine senere artikler, hvor jeg opererer med ens-artede H´er eller P´er. Eksempelvis "håndværk, holdninger og historie", "Produktion, publikation og Perception". Eller "preferences, principles and practices". Eller "Transportation, transmission and translation". Og igen, i mange af disse artikler (og andre) skriver jeg ofte med en særlig formmæssig systematik i forhold til dispositionen (tre hovedafsnit, tre underafsnit eller lignende).

   Jeg ved, at det kan lyde som kokketteri, men det er normalt ikke noget, jeg taler højt om – selvom der selvfølgelig er kolleger, som går og griner lidt af netop den slags ting hver gang, der kommer en ny model med nye allitterationer eller lignenende – og jeg må bare være ærlig at skrive, at det virker for mig. Forstået på den måde, at det gør det lettere for mig at skrive og afslutte artikler, bogkapitler eller lignende.

I et interview andet steds fortæller min ven at han har et særligt næsten tvangsmæssigt forhold til tidspunkter og tal. Nogle tal og tilsvarende tidspunkter er særligt gode, siger han i interviewet.

Normalt står jeg op kl. 5.24. Jeg ved godt at det lyder psykotisk, men jeg har noget særligt med minuttal. Eksempelvis giver 6.34 eller eller 6.49 mening og virker særlig godt. Fire-, ni- og to-taller, de er gode.

En slags mental talmagi, får man indtryk af. 

   Just hjemkommet fra Burma, virker det velkendt. De Burmesiske generaler er berygtede for deres overtro, herunder tro på at bestemte tal og tværsummer af tal, er lykkebringende - eller er et værn mod ulykker. Se:

http://www.lowyinterpreter.org/post/2009/10/22/Burmas-superstitious-leaders.aspx

Min ven der hører til kategorien særligt kreative personligheder, og hvis mentale set up ligger langt fra de burmesiske generalers, kalder disse sine mentale krumspring og fixeringer på tal og bogstavrim for "selvindbildte" og "psykotiske" i interviewet. 

    Psykose har de naturligvis ikke noget at gøre med. Og hvorfor "selvindbildte"?
   Begge formuleringer er nok blot et udtryk for at han er lidt flov og loren ved at have det sådan med tal, og ved at fortælle om det til andre.

   Og jeg tænker at noget af det kender jeg fra mig selv, og noget af det har jeg faktisk skrevet om og researchet på. Jeg tænker at man må kunne perspektivere det med nogle af de ting jeg har læst om den seneste tid.

   Her følger uddrag af mit svar - med en del revisioner, forkortelser og udvidelser:

Kære Ven.

   Jeg er for øjeblikket i gang med at læse Oliver Sacks bog 'Musicophilia. Tales of  Music and the Brain'. Ordet 'musicophilia' er vist nok Sacks egen opfindelse og må oversættes til 'musik-lidenskab' - eller 'besathed af musik'. 

   Bogen ligner og ligger i forlængelse af de to andre jeg har læst af ham - med case-beskrivelser inden for en række problemstillinger og diagnoser der forbinder neurologi og musik: 'The Mind´s Eye' og 'The Man Who Mistook His Wife for a Hat and Other Clinical Tales '

Oliver Sacks er altså god. Blandt andet omtaler han fænomenet synæstesi som jeg selv har skrevet om tidligere; her hos Sacks især med fokus på hvordan nogle synæstetikere automatisk og tvunget forbinder musik (noder, musikstykker, tonarter) med farver - eller med smage. 

   Og da bogen er en revideret udgave i forhold til den første der kom 2007, så har han en masse reaktioner fra læsere med - som lange indskud eller fodnoter.

   Der er fx en fodnote på s. 188 hvor en respondent svarer på et spørgsmål fra Sacks om hvorvidt hendes synæstesi påvirkede hendes læsning og skrivning:

"She said that she was perhaps af slow reader because of the varied colors of letters ande words, this allows her to "savor" (=nyde) words in a special way, a way unavailable to ordinary people. She is fond of special words because of their color (greens are especially to her liking), and she feels this may incline her subconsciously to use them in her writing."

Det er præcis sådan fruen har det. Og min teori som jeg luftede i et blogindlæg for mere end et år siden, var den at hvis man skulle 'se en farvefilm' samtidig med at man læste ordene, så ville det bremse læsehastigheden. 

   Jeg fik så for ikke så længe siden en kommentar fra en læserinde på bloggen - en yngre akademiker som fortalte at præcis sådan havde hun det også. Hun troede bare hun var "mærkelig" på den måde. Og at det var en befrielse for hende at få at vide at sådan havde andre synæstetikere det også.

Denne lange smøre fordi jeg klart kan se koblinger mellem de teknikker du beskriver, og så det Oliver Sacks ellers skriver mht. til musik. 

   Han fortæller at folk som har afasi som rammer venstre hjernehalvdels sprogcenter, og som derfor ikke kan tale, at de kan lære at tale igen ved at synge det de vil sige. Ved at sætte melodi til ord, eller ved at synge allerede velkendte sange, så kan man altså snyde afasiens hæmning eller blokering af sprogscentrene. 

   Den terapeutiske teknik blev i øvrigt illustreret i forhold til stamning i den glimrende film "The King´s Speach' som vandt Oscar for et par år siden, og som jeg også skrev om den gang.

For mig er pointen så den at musik - ligesom sprogets intonation, melodi og tryk - er noget der primært 'processeres' i højre hjernehalvdel. Det samme gælder metaforforstålsen og vittigheder mv. - også når der er tale om verbale metaforer. 

   Højre hjernehalvdel er også i musiksammenhæng den dominerende, selvom musikere der har lært at læse noder og kan spille efter dem, aktiverer begge hjernehalvdele. Og i sprogsammhæng er det den hjernehalvdel der kobler ord og fænomener sammen som ellers ikke logisk har noget med hinanden at gøre.

Et af de spørgsmål jeg havde liggende i baghovedet (eller hvor det nu har ligget) da jeg begyndte på bloggen for snart 3 år siden, var hvorfor og hvordan rim virker. Det er jo i princippet noget der helt er frigjort fra det semantiske indholdet i versene, eller - hvis det er bogstavrim - i fraserne. 

   Altså ligesom musik hvor der ikke er nogen logisk - men måske nok emotionel - sammenhæng mellem melodi og sang.

En af de umiddelbare forklaringer som jeg læste, er at rim og rytmiske versefødder er mnemotekniske "devices" som gør det muligt - og lettere - at huske lange digte til genfortælling som Iliaden og Odysseen. 

   Og i lyset af terminologien i Foers bog "Moonwalk With Einstein", så er rim og rytmer som strukturerende for en tekst, noget der fungerer som en slags musikalsk-lydlige 'hukommelsespaladser' der gør at man kan huske store mængder tekst når først man aktiverer melodien og rytmen og rimene som de "klæber til" i flertallets bevidsthed. 

   Wikipedia:

A mnemonic (pron.: /nəˈmɒnɨk/,[1] with a silent "m"), or mnemonic device, is any learning technique that aids information retention. Mnemonics aim to translate information into a form that the human brain can retain better than its original form. Even the process of applying this conversion might already aid the transfer of information to long-term memory. Commonly encountered mnemonics are often for lists and in auditory form, such as short poems, acronyms, or memorable phrases, but mnemonics can also be for other types of information and in visual or kinesthetic forms. Their use is based on the observation that the human mind more easily remembers spatial, personal, surprising, physical, sexual, humorous, or otherwise 'relatable' information, rather than more abstract or impersonal forms of information.

Det er klart at det der sker når man laver (bogstav)rim, er at man får aktiveret den del af hjernen som "processerer" både musik og metaforer, nemlig den højre, og den er meget bedre til at huske og visualisere end den venstre. 

   Så umiddelbart tror jeg at når det virker lettende, smørende eller befriende for dig at bruge bogstavrim i titler på noget du vil skrive, så er det for at svække den latente hæmning i venstre hjernehalvdels sprogcenter, og det sker ved at smide en del af sprogproduktionen og tænkningen - den mere kreative - over i den højre hjernehalvdels "musikprocessor" hvor der kan associeres frit og rumligt - ikke bare lineært. Og hvor den latente hæmning er mindre.

Man kan også skyde det ind under fænomenet 'kreative restriktioner' som vi jo ved er mentale bånd og begrænsninger der paradoksalt nok virker "befriende" netop fordi grænser giver overblik og reducerer kompleksiteten.
   Ligesom "kreativ vrede" kan gøre det - og det er højre hjernehalvdel der har den mest uhæmmede adgang til det limbiske systems følelsesproduktion.

   I forbindelse med rim, fungerer restriktionen på den måde at tvangen til rim, presser hjernen til at søge efter og finde "fjerne" ord og udtryk som ellers ikke ville være første-valg til at udtrykke netop den ide eller det tema.

Jeg har selv haft en noget lignende teknik for at komme igang med at skrive: Når jeg skulle skrive artikler til akademiske målgrupper, så fandt jeg først på "sjove" eller "dumme" titler som "setup" - og så kom "alvoren" først i underubrikkens "payoff".

   Eksemplet jeg har mest present, er fra da jeg skulle bidrage til bogen "Historiefortælling" med en artikel om 'plot' og dets betydning i fortællinger - og det var rigtig længe siden jeg havde skrevet "akademisk" til en "universitær" målgruppe - så var arbejdstitlen: "Plot-plotterot-plot-plirum-plot".     

   Artiklen endte så med at få titlen "Når plottet driver værket" - som jo også er en metaforisk vits. 

   Først i undertitlen fik den akademiske alvor lov til at komme til udtryk: "Om plottets betydning i gode historier, gode film og gode tv-programmer." 

   Også min først udgivne selvstændige bog havde meget fået en munter metaforisk titel: "Skriv sundere" - den var henvendt til sygeplejersker!

En anden teknik jeg har brugt til at komme lettere igang med at skrive, er simpelt hen at begynde med "jeg". Så kører det hele nemmere - talesprogstonen letter på alvoren. 

    Endvidere vælger jeg af samme grund at lade de første paragraffer i artiklen være personlige erindringshistorier - hentet frem fra den episodiske hukommelse som forbinder begge hjernehalvdeles processer - i modsætning til den semantiske hukommelse som er venstre hjernhalvdels-forankret. 

   Det gælder også i plot-artiklen hvor jeg refererer til oplevelser fra min studietid og egen læsning af krimier i de første afsnit.

   Og så tager jeg ofte også en tidligere tekst frem jeg har skrevet og genlæser nogle afsnit af. For at berolige mig selv, har jeg tænkt. Men her i Oliver Sacks og musiksammenhængen tror jeg også det er for at få en "sprogtone" - sprogstil - slået an, som jeg ved er produktiv.

På en måde ligner det jo villede synæstetiske eller metaforiske mentale operationer, operationer hvor man bevidst kobler noget svært, fjernet, abstrakt og upersonligt sammen med noget personligt, nært og konkret - sprogligt set. Det personlige, konkrete, rimede giver hjernen en genvej - en kognitiv optik og kobling - til det i bogstavelig forstand uhåndgribelige og luftigt abstrakte. 

   Man kan også sige der er tale om en form for konceptuel blending - at udtryk og associationer fra en mental verden kobles med et indhold fra en anden.

På samme måde tror jeg det er med dine 'talmagiske' operationer omkring 3-tallet. Dels er det klart en form for kreativ restriktion du pålægger dig selv, og dels er tal og vores talforståelse også noget der delvist foregår via højre hjernehalvdel fordi tal har en rumlig dimension, som tal i en talrække på en linje.

   Fruen som prototype på et højre-hjernehalvdels-domineret menneske, fortæller at hun var god til regning og simpel geometri de første skoleår, men da det blev til matematik (som kræver venstre hjernehalvdelstænkning og -logik) i de højere klasser, så stod hun (=hendes højre hjernehalvdel) af.

   
Men jeg er blevet nysgerrig her: Hvordan er det egentlig med tal-synæstesi?

   Ja, det viser sig faktisk at der er en diagnosticeret en synæstesi-kobling mellem tal og former:

   Wikipedia fortæller om 'Number form synesthesia':

A number form is a mental map of numbers, which automatically and involuntarily appears whenever someone who experiences number-forms thinks of numbers. Number forms were first documented and named by Francis Galton in "The Visions of Sane Persons". 

A number form from one of Francis Galton's subjects.
Note how the first 12 digits correspond to a clock face.

Later research has identified them as a type of synesthesia. In particular, it has been suggested that number-forms are a result of "cross-activation" between regions of the parietal lobe that are involved in numerical cognition and spatial cognition. 

Note this example's upside-down clock face.

In addition to its interest as a form of synesthesia, researchers in numerical cognition have begun to explore this form of synesthesia for the insights that it may provide into the neural mechanisms of numerical-spatial associations present unconsciously in everyone.

Også det som i litteraturen stilistik kategoriseres som 'personifikation', modsvares neurologisk af en form for synæstesi hvor tal, bogstaver, dage- og månedsnavne - og genstande/objekter automatisk kobles sammen med personlighed og personlige egenskaber.
   Wikipedia:

Ordinal-linguistic personification (OLP, or personification for short) is a form of synesthesia in which ordered sequences, such as ordinal numbers, days, months and letters are associated with personalities. Although this form of synesthesia was documented as early as the 1890s modern research has, until recently, paid little attention to this form.

Jeg har tidligere her på bloggen været inde på at H.C.Andersen nok - måske - var synæstetiker, og at ideerne til nogle af de mange eventyr som personificerer legetøj og andre livløse ting, kunne komme derfra. 

   Det, synes jeg, underbygges af dette citat fra Wikipedia-artiklen: 

For example, one synesthete says, "T’s are generally crabbed, ungenerous creatures. U is a soulless sort of thing. 4 is honest, but… 3 I cannot trust… 9 is dark, a gentleman, tall and graceful, but politic under his suavity." Likewise, Cytowic's subject MT says, "I [is] a bit of a worrier at times, although easy-going; J [is] male; appearing jocular, but with strength of character; K [is] female; quiet, responsible....". 

   For some people in addition to numbers and other ordinal sequences, objects are sometimes imbued with a sense of personality. Recent research has begun to show that alphanumeric personification co-varies with other forms of synesthesia, and is consistent and automatic, as required to be considered a form of synesthesia.

Man kan også sige at 3-tallet er det der kendetegner de magiske "devices" i eventyr: tre gåder, tre brødre, tre opgaver, etc. Men grundlæggende er det også en slags rim - bare tal-rim. Jeg tror simpelt hen det beroliger at tænke i 3-taller, og det sker ved at tal-systematikken mentalt set kommunikerer "orden" - og dermed påvirker dopaminsystemet så dopaminet øges, og denne øgning virker sådan det svækker hjernens latente hæmningsmekanismer. Se:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/03/hj-iq-smelter-kaos-om-til-kreativitet.html

I næsten al den klassiske litteratur kan man finde skjulte talsystemer. Men også i moderne systemdigtning. Inger Christensen er berømt for at bruge sådanne systemer. Også Per Højholt. 

For en del år siden var der en kendt litteraturmand, Jens Juhl Jensen, som jævnligt skrev artikler i Information hvor han afslørede hvor centrale disse systemer - primtal og multipla af primtal - var for strukturen i den klassiske digtning. 

   Jeg har fundet hans hjemmeside, og jeg tror du virkelig vil synes det er sjovt: 

http://www.jjjcph.dk/

Se også:    

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Stilistik,_retorik_og_metrik/metrik

Og fra et citat når man googler på talsystemer i litteraturen - her får man både tal og bogstavrim i et greb:

"Thrice to thine and thrice to mine and thrice again to make up nine." Många gudar är tregestaltade (Oden, Vile och Ve, Hög, Jämnhög och Tredje etc.) Oden kallas ibland den andre, syftande på hans demoniska sida som Drugadrottir och Hangadrottir. Tre är den gudomliga aspekten, tre gånger tre är nio och två gånger nio är arton. Den artonde runan (enligt utharken) är eo, hästrunan, syftande på Yggdrazil, som betyder Yggs häst. Ygg är ett av Odens många namn. att man säger "det var som sjutton" istället för arton kan ha sin förklaring i att man "inte ska tala om trollen".

Jeg har læst portrætinterviewet med dig, og der fortæller du at nogle bestemte tal " virker særlig godt" og at fire-, ni-, og to-taller "er gode". 

   Du skulle vel ikke være en tal-synæstetiker? 

   Hvad mener du med at de er "gode". Smager de godt, lugter de godt, føles de godt, har de nogle gode farver, eller forbindes de med lydlige harmonier?

Hvis du er tal-synæstetiker, så kan det være relevant at henvise til at Oliver Sacks også beskriver at flere synæstetikere direkte refererer til at de bruger deres synæstetiske associationer som mnemotekniske hjælpforanstaltninger. De kan ikke huske en melodi, men så kan de huske den er blå, og så går de i mappen "blå melodier" og kan finde den.

   Jeg konsulterer lige fruen: Hun har også "gode tal" - 3 (som er grøn), 5 (som er rød), 9 (som er lys blågrå). Hendes mors navn var Signe - og det var gult (S er gul) og i-et er nærmest pink. O er orange. Hun er født 1939 og det indeholder både 3 og 9 - det sidste endda 2 gange.

Og så lige endnu et  par bemærkninger om synæstesi. 

   Der er kommet en ny morgensvømmer i min lokale svømmehal som er pensioneret litteraturlærer på vores lokale seminarium. Og han havde så læst mit blogindlæg om H.C. Andersens 'Tællelyset' hvor jeg også omtaler synæstesi - men altså som en litterær stilistisk kategori. Det synes han var sjovt - men kendte det ikke som et neurologisk fænomen.
   Men dagen efter citerede han fra julesangens verslinje der siger: "hvor der lugter brunt og brændt". Hvordan kan noget "lugte brunt"? Når den ulogiske sensoriske metafor glider ned ubremset - skyldes det naturligvis netop bogstavrimet "brunt og brændt".

Endelig kan jeg nævne forfatteren og litteraturforskeren Hanne Marie Svendsen, som er gift med dokumentarinstruktøren Poul Martinsens chef i Danmarks Radio gennem 20 år, Verner Svendsen. Hun er ord-farve-synæstetiker, viser det sig.

   Hanne Marie Svendsen blev udspurgt om sit forhold til ord i klummen "Ord fra" i Politikens bogtillæg lørdag den 26. januar.

Giv et eksempel på et smukt ord. 
"Jeg hører og ser ord i farver, og ordene er smukke, når farverne harmonerer. Som barn forelskede jeg mig i ordet 'rosmarin'. Det var gådefuldt og spillede i dejlige kulører Og jeg blev vred, da min mor fortalte mig, at rosmarin bare var en krydderurt, der kunne bruges i farsretter."
Giv et eksempel på et grimt ord.
"Ord som 'knæk' og 'bræk' har for mig en grim levret farve. Og så er det jo løgnagtige ord, der prøver at bilde os ind, at der er noget positivt forbundet med dem: 'Udlændingeservice', 'fritstillet'."
Ord, der maner døsige, dovne billeder frem.
"'Bølgeskvulp'. 'Tusmørke'."

Klummen slutter med at Hanne Marie Svendsen "forærer" Politikens læsere et ord "som de kan smage på og tænke over og bruge efter lyst og behov." Om Hanne Marie Svendsen også er ord-smag-synæstetiker fremgår ikke. Det kan være et rent villet sprogligt retorisk greb at sige at ord 'smager'.

   Det ord hun forærer til læserne er 'bølge'. "Mennesket er kun skum på toppen af bølgen, som forfatteren Georg Büchner siger," begrunder hun det med.

   "Bølgernes skum" er også så titlen på hendes nyeste roman. Jeg kommer straks til at tænke på Hokusais  berømte træsnit med titlen "Bølgen" som jeg har haft hængende på væggen i mange år:

Og ganske rigtigt. Det træsnit er brugt som omslagsbillede på Hanne Marie Svendsen nysudkomne roman:

Den roman handler blandt andet om en forfatter der har lider af skriveblokering af slags. På den førstes side i romanen skriver hun:

Jeg har ikke kunnet skrive i mange måneder. Måske har jeg svært ved at finde noget som er værd at skrive, at sætte i ord, holde ud fra mig, sådan som man gør, når man presser det sammen i et tegn. Et bilede fuld af nuancer, ordene ikke kan rumme. En lyd, men der er altid flere lyde samme; også i stilheden er der lyde som presser sig mod ørerne. En lugt - for nogle år siden mistede jeg delvis lugtesansen, men jeg kan huske lugtene, de er der stadig i mine drømme. Vådt græs, duften fra den flaske parfume,der blev slået i stykker på et toilet og gjorde mig svimmel af erindring.

   Serendipitet.