Sider

lørdag den 16. februar 2013

Den surreale naturalist, chimpansen Congo og andre historier - om Desmond Morris og en udstilling på Rønnebæksholm



For godt 3 uger siden fortalte Politiken på navnesiden at den kendte engelske zoolog og tv-formidler Desmond Morris fyldte 85 år. Han er mest kendt for bogen "Den nøgne abe" som udkom 1967.
   I forgårs var jeg med fruen på en maleriudstilling på Rønnebæksholm ved Næstved.
   Det er ligesom en kreativitetstest: Hvad har de to ting overhovedet med hinanden at gøre?
   Svaret er: Surrealisme.

Udstillingen på Rønnebæksholm har titlen og vinklen: "Efter Surrealismen - Surreelle tendenser i dansk kunst efter 1960".
   En glimrende udstilling som varmt kan anbefales. Den blev anmeldt i Politiken i sidste ug i tillægget 'iByen'. Lidt sent kunne man synes. Men Næstved ligger jo også næsten 100 km syd for Rådhuspladsen.
  
Surrealismen er en af de kunstretninger jeg har været begejstret optaget af siden jeg var ganske ung.  
   Jeg har tidligere skrevet om surrealistisk maleri på denne blog fordi det er prototypen på en af de mange kunstretninger der lever af 'konceptuel blending' - altså af dette at mixe flere konceptuelle lag - og visuelt og kognitivt at spille flere realiteter ud mod hinanden - med høj fascinationsværdi til følge.
 
Internationalt er navnet Dali, verdenskendt for det ikoniske maleri af udflydende og hængende ure i et ørkenagtigt drømmeagtigt landskab, malet i gammeldag foto-realistisk stil:

Salvador Dali: Persistance of Memory

Herhjemme er det Wilhelm Freddie der umiddelbart forbindes med surrealismen i klassisk forstand, mest kendt for den skulptur som i mange år var i politiets varetægt:



’Sex-paralyseappeal’ i 1936, som politiet senere beslaglagte, 
og som Freddie måtte afsone en hæftestraf for pornografi for.

Det som de færreste ved, er at Desmond Morris også er kunstmaler. Og at han som maler er surrealist, både kendt og anerkendt i kunstforstandige kredse.
   Her et par af hans malerier:

The Day after Yesterday
The Sentinel - Desmond Morris
The Sentinel
Jeg husker at jeg faktisk læste hans bøger 'Den nøgne abe' og 'Den menneskelige Zoo' i slutningen af 60-erne. 
   Jeg var allerede i gymnasiet interesseret i dyrepsykologi - inspireret af dyrepsykolgoen Konrad Lorenz´ bøger, som min far havde stående i reolen. Og med Desmond Morris tekster fik jeg den ene aha-oplevelse efter den anden.
  Det der først og fremmest var fascinerede ved Desmond Morris bøger, var den videnskabelige konceptuelle blending der bestod i at  anskue  og forstå menneskearten homo sapiens som et biologisk og psykologisk dyr.
  Wikipedia karakteriserer bøgerne sådan:
The Naked Ape (1967) — an unabashed look at the human species. The book is notable for its focus on humanity's animalistic qualities and our similarity with other apes. Reprinted many times and in many languages, it continues to be a best-seller.
The Human Zoo (1969) — a continuation of the previous book, analysing human behaviour in big modern societies and their resemblance to animal behaviour in captivity.
Desmond Morris dukkede op i min mentale horisont igen da jeg var igang med at researche og skrive bogen om tv-dokumentaristen Poul Martinsen. Det viste sig nemlig at Martinsen havde lavet to DR-udsendelser i 1986 med Desmond Morris som hhv. ekspertvært og bærende interviewperson: 'Fodboldfoket' og 'Hvad siger din krop?'.
   Især 'Fodboldfolket var interessant, syntes jeg, fordi den forsøgte at dokumentere grundideen i Desmond Morris´ bog 'The Socccer Tribe': at begivenhedsforløbet i og omkring store fodboldkampe og deres publikum kan tolkes og forstås som symbolske stammekrige.
   Og Desmond Morris var en i en række af karismatiske, oprørske, provokerende og ironiske personligheder som Poul Martinsen portrætterede og brugte som fanden-i-voldske kommentatorer til at sætte en række af hans tematisk illustrerende dokumentarudsendelser i perspektiv: Carl Madsen, Tage Voss, Broby Johansen, mfl.

Desmond Morris har ikke bare skrevet videnskabelige og populærvidenskablige bøger som er blevet bestsellere, og samtidig været anerkendt surrealist som kunstmaler; han har også selv produceret og været karismatisk vært på et utal af fascinerende videnskabsillustrerende BBC-tv-serier.
   Han er som person i den grad  en af dem jeg på bloggen her beskrevet som "den særligt kreative personlighed" - med det sammenfattende kendetegn at være en outsider med en "flere personer i en"-karakter.
   Hvordan mon hans barndom har været: enspænder, ondt i farforholdet?
   Jeg søger på nettet. Og jo, den er god nok. Her nogle citater fra ham selv:
I was a child during World War Two and grew up viewing adult humans as rather disgusting - people whose main goal in life was to kill one another. Worse still, I spent the first part of World War Two watching my father suffering from wounds he had received in the First World War. I was fourteen when he finally died and at that age I decided, in my passionate, juvenile way, that all authorities, all governments, all religious leaders and all political leaders were the scum that floated to the top of society. I had to rebel, but I was a good little boy, well brought up by loving parents, and my rebellion could not be a destructive one - after all I was rebelling against mass violence and hatred, so my rebellion had to be of some other, more positive kind. I had two great interests, art and animals. My artistic rebellion took the form of turning my back on accepted, traditional art and associating myself instead with the Surrealists. The Surrealist Movement had itself started in the 1920s as a rebellion against the horrors of World War One, so it suited my mood perfectly. As a teenager I began painting with an obsessive fervour and, when I eventually exhibited my works, was thrilled to find that the authorities hated them. http://www.cosmoetica.com/DSI8.htm
Her udtalelser om hans barndom fra et interview i avisen The Guardian fra 2008:
From my father I learned correctness and stoicism. They were the two key words because he was a very correct and fair man. My scientific work is in a sense owed to him. He came back from the first world war physically ruined and never recovered. I never heard a word of complaint from his lips. The damage to his lungs was almost like having Aids and made him susceptible to every infection. He couldn't breathe properly to fuel his body, which gradually declined. By the end he was like a skeleton. But he didn't say "those so and sos, look what they've done to me", nothing like that.
   I missed my father's funeral because my mother wouldn't let me go. I was 14 and she sent me off to friends in the countryside, and so I imagined that he hadn't really died. The grieving probably came later when I started to think about those bastards in Whitehall who had sent him off to die. It was the beginning of a lifelong hatred of the establishment. The church, the government and the military were all on my hate list and have remained there ever since.
   My parents gave me the special advantage of being an only child. My wife is an only child and so is our son. It teaches you the pleasure of solitude. Loneliness isn't a word in one's vocabulary and that has helped a lot with my writing. I love to sit by myself and don't feel the need to be chatting all the time.
Interessant er hans krakteristik af sig selv som en der søger ensomheden, samtidig med at han altså i den grad er udadvendt og aktiv og med fryd optræder på tv-skærmen. Rigtig nok: en blandet, grænseoverskridende og paradoksal personlighed.
   I øvrigt har han også helt konkret 'blendet' og integreret sit engagement som surrealistisk kunstner med sin forestilling om at mennesket og menneskeaberne adfærdsmæssigt er mindre forskellige end man skulle, i en tidlig interesse for chimpansemaleri - som dette indslag dokumenterer. Samtidig med at det viser en række af Desmond Morris egne malerier med hans egne kommentarer:


Om chimpansen Congo skriver Wikipedia:
Congo (1954–1964) was a chimpanzee who learned how to draw and paint. Zoologist and surrealist painter Desmond Morris first observed his abilities when the chimp was offered a pencil and paper at two years of age. By the age of four, Congo had made 400 drawings and paintings. His style has been described as "lyrical abstract impressionism".[1]
Der er lidt lang vej tilbage til eftersurrealist-udstillingen på Rønnebæksholm.
   Men den var altså rigtig god og interessant, selvom man som anmelderen kunne mene at selve surrealist-betegnelsen er lige ved at blive for udvandet gennem det udvalg af kunstnere og kunstværker den præsenterer.
   Men Jan Esman er lige i øjet som surrealist:

Four clones worshipping a volcano by Jan Esmann
Four Clones Worshipping af Volcano
Hans Henrik Lerfeldt kommer man heller ikke uden om i denne sammenhæng - som central surealist (dette maleri var ikke vist på udstillingen):

Naturen vågner efter regnen
Her et citat af Lerfeldt i udstillingsbogen, en proklamation der ligner programerklæringen for første-generations-surrealisterne:
Jeg tror på drømmen. På mareridtet. På underbevidstheden. Og jeg maler og tegner, hvad jeg drømmer, tænker ser og føler. Og det er selvfølgelig et mareridt det hele, selvfølgelig er det det, men det er et brugbart mareridt og for mig grundlaget for tilværelsen, for hele livet.
Derimod kan man diskutere om en af de malere jeg i øvrigt er meget begejstret for, Poul Anker Beck, er det - altså  surrealist. 
   Han er repræsenteret med disse tre for mig utroligt fascinerende billeder:

Motorcykel ved bunker
En underlig dag
Hovedvej A 14
Det er svært at sætte fingeren præcis på hvorfor disse billeder har en aura af surrealisme - nedendunder den naturalistiske motivoverflade. Men de emmer af "andethed".
   I udstillingsbogen citeres Poul Anker Bech for følgende, som i hvert fald peger på hans ambition om at udnytte "blending" som en stærk effekt i forhold til publikum - en superrealistisk overflade med en udefinerlig imaginær undertekst:
Det er et ringe maleri, om det ikke er i stand til at suge sin beskuer indp den imaginære scene, så han/hun glemmer tid og sted. Menneskets fantastiske indbildningskraft er så stor at men med få midler  på en billedflade kan send os ud på en svimlende rejse langt hinsides virkeligheden.
Jeg synes jeg har nået lidt hen ad den retning som Poul Anker Bech taler om her - i et par af mine realistiske akvareller:

 


Hvis du oplever der er en udefineret virkelighed bag mine to akvarellers overflade, så bliver jeg glad!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar