Michael Kristiansen - den særligt kreative spindoktor og hans blufærdighed

Politiken havde i søndags et portrætinterview med Michael Kristiansen, tidligere spindoktor for Anders Fog Rasmussen, og i de sidste par år kendt fra TV 2/News formatet "Mogensen & Kristiansen", hvor han sammen med en anden tidligere spindoktor Peter Mogensen har en slags politisk talkshow. TV 2 beskriver det sådan:

Med humor og frækhed går "Mogensen og Kristiansen" tæt på dansk politik. Programmet byder på skarp analyse og debat mellem de to værter og interviews med indbudte toppolitikere.

Ingen tvivl om at det var et nyt format, som har fået seersucces på TV 2/News-fladen. Et udtryk for kreativ tv-tænking.

 

Politikens portræt har rubrikken...

Amagerdrengen 

...og er skrevet af Anne Bech Danielsen.
    Rubrikken fortæller at det drejer sig om en mand der er af arbejderklasse-herkomst. Amager er jo et af de gamle arbejderkvarterer - ligesom Nørrebro og Vesterbro.

   (Jeg får pludselig en erindring: Da jeg blev direktør for TV 2 Øst i Vordingborg, skrev en af de lokale aviser en rubrik: "Holdbydreng bliver tv-direktør".)

   Manchetten under "Amagerdrengen" lyder:

Som politisk kommentator er Michael Kristiansen en af de centrale skikkelser i valgkampen. Men den tidligere toprådgiver for Fogh er vokset op langt fra fotografernes flashlys. I barndomskvarteret på Vestamager var forældrene sjældent til stede, og rockerne hang i den lokale boldklub. Så her lærte han hurtigt at klare sig. Selv. siden har han indset at når man står ansigt til ansigt med en personlig krise, kan selv en spindoktor får brug for at ringe til en ven.

Lidt nede i artiklen fortæller Anne Bech Danielsen at han voksede op i "et råt kvarter"...

Der boede han dør om dør med børn, der senere blev rockere, og gik i skole med kammerater, hvoraf, som han selv siger det, måske en enkelt på hele årgangen fik en studentereksamen. Ud over ham selv altså.

Jeg tænker "mønsterbryder". Endnu et eksempel på den særligt kreative personlighed - a la Poul Martinsen.

   Ifølge artiklen er den baggrund imidlertid "ikke noget han dyrker". 

Snarere har det formet ham til den, han er: en fighter. En, der aldrig har fået noget forærende. En som har måttet klare sig selv.

Hvis han skulle have "dyrket" sin arbejderklasse-bagrund, så var han jo nok blevet kunstner af en slags, noget med ord og billeder. Men han fortrænger den baggrund til fordel for det metaforiske selvbillede: "en fighter".

Typisk for den særligt kreative personlighed er at savn af kontakt i familien og isolation blandt jævnaldrende i barndommen omsættes i stærk fantasivirksomhed - og fx et omfattende forbrug af fantasi-stimulerende bøger. Hvordan med Michael Kristiansen? Jo, da!

Forældre så man ikke meget til. Michael Kristiansens far var af gammel arbejderslægt og arbejdede i treholdsskift. Moderen, der var fra et halvborgerligt Frederiksberg-hjem med familiekonkurs i bagagen, gik hjemme nogle år og havde måske en drøm om, at sønnen engang skulle få den lægeuddannelse, hun aldrig selv fik, men som de andre børn i kvarteret var Michael overladt til kammeraterne og sig selv. Måske især sig selv.

   Der var noget enspænder over den ranglede dreng med den faste gang på biblioteket, hvor han forsynede sig med politiske bøger, som de fleste nok ville mene, at han var alt for lille til.

   Han havde ingen, han kunne dele sine overvejelser med, og dengang – i hvert fald i det kvarter – var det ikke normen at tale med forældrene om andet end det mest dagligdags. Et barn levede sit eget liv, og det med at udstikke en kurs for fremtiden var noget, man gik med selv.

Selv siger han om forholdet til sin far:

»Det ville da være skønt, hvis min far havde været sådan en slags revisor, som kunne sige: Rolig, nu putter vi det her ned i Excel-arket, og så ordner det hele sig. Man kan somme tider have brug for, at der kommer en og skubber en lidt ind i rammen, ik? Jeg har hele tiden måttet opfinde rammen selv. Og det er jo også et noget zigzagagtigt forløb, jeg har taget«.

"Zigzagagtige forløb"! Dermed mener han et studieforløb med flere sporskift og afbrud før tid, sluttende med en journalistuddannelse - og derefter en karrierer med nye stadig mere prestigegivende job - og hop med korte intervaller. 

   En rastløs sjæl, ondt i farforholdet, usikker på sin identitet. Selv om alt tilsyneladende lykkes når han påtager sig nye jobfunktioner og såkaldt nye "udfordringer".

Som det fremgår oven for, så havde moderen som ung haft frustrerede drømme om en lægeuddannelse og havde forventninger til sønnen om at indfri det hun ikke havde nået. 

   Men han forsvandt ind i litteaturens fiktionsuniverser:

Allerede som 13-årig havde han læst Dostojevskijs ’Forbrydelse og straf’ – om en ung enspænder, der begår et mord og bagefter plages af samvittighed og overvejelser om, hvad han kan stille op med sig selv.

   »Den gjorde et enormt indtryk. Hovedhistorien mindede måske lidt om min egen. Det her med selv at skulle tage ansvaret for, hvad man skal med det her liv, ik’?«.

   Han ville læse, men han var alene om det. På hele årgangen var der én mere end ham, der fortsatte på gymnasiet. Og overgangen fra folkeskolen blev svær for den kun 14-årige generte, rødmende og med egne ord umodne og understimulerede dreng. Men havde gymnasiestarten været svær, var entreen i universitetsverdenen et decideret chok. Han var kun 17 år. 

Lighederne med Poul Martinsens liv i samme alder er slående. Også det lave selvværd og genertheden er de fælles om.  

   Interessen for det politiske magtspil deles de om som voksne journalister. Og Michael Kristensen var faktisk sammen med Jakob Kvist tilrettelægger af det berømmede observerende dokumentarprogram "Kandidaterne" fra 1998, som karakteriseres sådan:

Det er forår 1998. Valgkampen til Folketingsvalg er i fuld gang. Den siddende statsminister er Socialdemokratiets Poul Nyrup Rasmussen, udfordreren er Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen. Som en flue på væggen følger denne dokumentarfilm de to kandidater både på scenen og i kulissen: helt ind i magtens centrum, hvor offentligheden og medierne normalt er forment adgang, på interne møder, hvor strategier aftales og meninger får frit løb. De to toppolitikeres duel om magten skildres gennem ekstreme og afgørende øjeblikke i en kort og hektisk valgkamp.

 Filmen er genremæssigt en dansk klon af pionerværket i den observerende cinema-direct-tradition: "Pirmary" fra 1960 - om primærvalgkampen mellem John F. Kennedy og Hubert Humphrey.
   Michael Kristiansen har et bifag i filmvidenskab, så inspirationen er klar. Og viser en anden side af Michael Kristensen: et talent som dokumentarkunstner.
   Men "Kandidaterne" har faktisk også en forløber i Poul Martinsens "Kampen om magten" fra 1974, som også var inspireret af "Primary".

Men her er så forskellen på de to kreative journalister og personligheder: Martinsen forbliver gennem hele sin journalist- og dokumentarist-karriere en indædt kritiker af magtens mænd og institutioner, en kritik hvis mentale afsæt er barndommens arbejdermiljø i Vangede. 

   For Kristensen blev arbejdet med "Kandidaterne" afsættet for at skifte side. Fra at være udenforstående observatør glider han ind i det politiske back-stage og bliver magtens skjulte sparringspartner og strategiske støttepædagog - en rolle vi ser ham optræde i i Christoffer Guldbrandsens "Fogh bag facaden" fra 2003. 

En mand der i mange år har levet af at formulere sig præcist og give gode råd til andre, har svært ved at tale om sig selv. Det er en af portrættets pointer, som denne aktualiserende sekvens så smukt viser:

Han prøver at kredse sig ind på, hvad det er, der har fået ham til at arbejde med dansk politik i årevis og i alt for mange af døgnets disponible timer. Men det er tydeligt, at hvor han kan tale klart og stringent om dansk politik og nævne valg på valg ved årstal i søvne, så er han mere famlende, når han skal tale om sig selv.

   »Jeg tror ikke... «.

   »Det her med at være på er i hvert fald ikke ...«.

   »Jeg skal da blankt erkende, at det her med...«, forsøger han.

   »Jeg har i hvert fald ikke noget behov for at blive eksponeret«, lyder endelig et bud på et svar.

  »Det er heller ikke pengene, selv om jeg har det fint med dem«, når han frem til med yderligere en udelukkelse.

   »Der var nok engang, hvor jeg ville sige, at min mission var at overflødiggøre mig selv og smutte ud ad døren, når tingene var fikset, for at komme videre til næste udfordring«, funderer han så videre, inden han når frem til, hvorfor han bliver ved og ved i et politisk spil, der kan æde sjæle op.

Og svaret efter al den tøven og hakkende selvafbrydelser er intetsigende - en banalitet: "Det er noget med nye udfordringer. Om at være 'hvor det sker' og formidle det."

   Dette følges op senere i artiklen hvor Michael Kristensens undvigmanøvrer bliver udstillet af Anne Bech Danielsen - rene verbale zig-zag-løb når han skal tale personligt om sig selv:

Michael Kristiansen kan lade arbejdet brede sig ud over aftener og nætter. Men når han skal fortælle om prisen, fortoner kommunikationsevnerne sig igen. Flokke af uledsagede ord hænger i luften uden at blive fulgt hjem.

   Sådan er der masser af mennesker, der taler, men Michael Kristiansens kunst er, at han kan gøre det, næsten uden at man lægger mærke til det. Man kan sidde med ham det meste af en eftermiddag uden at opdage, hvor tit det lykkes ham at tale sig ud af et spørgsmål eller igennem et svar på så mange måder, der alle sammen lyder så veltalende, at man tror, han har svaret.

   Fire gange får han spørgsmålet om, hvad han oplever som omkostningerne ved et liv i overhalingsbanen.

   »Jamen, jeg har jo altid arbejdet«, lyder et af de første ikke-svar.

   »Hvis der er en idealforestilling om kun at være gift én gang, så kan jeg selvfølgelig godt se, at det ikke er så godt, det, jeg har lavet«, åbner han så, inden han når frem til, at hvis vi absolut skal tale om de omkostninger, så er der jo to kærlighedsforhold, der er gået i stykker i de år, han rådgav den tidligere statsminister.

Show, don´t tell.
   Jeg er glad for metaforen "Flokke af uledsagede ord hænger i luften uden at blive fulgt hjem." 

   Godt gået af Anne Bech Danielsen.

Harajuku - japanske blandingsfantasier - ungdomsoprør og mode

Harajuku er navnet på et kvarter i Tokyo. Og også navnet på en tøj-, frisure-, og sminke-stil som piger og unge japanske kvinder optræder i. 

  En udvalgt skare af disse udstiller sig og viser sig frem på Jingu Broen - en bred fodgængerovergang der forbinder Harajuku-kvarteret med naborkvarteret.

Når jeg kommer i tanker om den stil, er det fordi på det højhushotel i Berlin fruen og jeg boede på, optrådte sådan en harajuku-pige/-kvinde i den store restaurantsal hvor der blev serveret morgenmad for mange hundrede hotelgæster.

   Ingen tvivl om at hun vakte opsigt. I de grad var hun jo spektakulært afvigende fra den gruppe af midaldrende og ældre turister der udgjorde flertallet af mogenmadsgæsterne. Og hvis påklædning mildest talt ikke var noget at skrive hjem om. Vi fik virkelig anledning til at gnide søvnen ud af øjnene.

Da jeg så hende gå rundt der i salen, blev jeg med et kastet tilbage i erindringen om den Japan-rejse jeg og fruen og fruens søster var på for efterhånden 3 år siden.

  Mit første møde med en Harajuku-pige skete en aften på gaden i Tokyo - en gade hvor der var modebutikker. Jeg så hende gå foran os på fortovet, løb efter hende og prøvede at tage et billede selvom belysningen jo var elendig. For også på gaden i Tokyo var hun som en eventyrfigur fra en fantasiverden der lyslevende gik rundt blandt almindelige anonyme japanere. 

  Det viste sig hun skulle hen til en butik hvor vi kunne se på udstillingsvinduet at man kunne købe den slags mærkeligt tøj. Vores lille danske gruppe af rejsende gik ind, men fik at vide at vi ikke var ønskede som nysgerrige kiggere.

   Dagen efter førte vores guide os til Harajuku-broen hvor det så vrimlede med disse særpræget udklædte og sminkede piger. Det var svært at vurdere hvor gamle de var, men umiddelbart tror jeg ikke der var mange der var over 20.

   Kostumerne, sminken og frisurerne var jo et fascinerende mix af stilarter - fra tidligere perioder og fra film og litteratur. Og på en eller anden måde jo også inspireret af manga-tegneseriestilen. 

  Der var i nogle af frisurerne og i nogle af kostumerne klare associationer til 80-ernes punk-tøj-stil. Som også bgyndte som en protest og et oprør - og med provokationen af pænheden som mål. Men som endte som en modestil blandt andre.

Her følger nu nogle billeder til illustration Harajuki-pigerne sådan som vi oplevede dem på Jingu-broen:

Der er jo ingen tvivl om at her er tale om konceptuel blending - et kreativt mix af moderetninger og stilarter. Deraf fascinationen. Hos os danske turister, men også hos modefolk.

   Men man har også en klar fornemmelse af at der ligger et manifest visuelt oprør mod det pæne høflige og indadvendte Japans traditionelle nutidige tøjkultur - som jo er vestlig og anonym. Men også - fornemmer jeg - en protest mod at blive voksen.

Her er hvad Wikipedia skriver om fænomenet:

The term "Harajuku Girls" has been used by English-language media to describe teenagers dressed in any fashion style who are in the area of Harajuku.[10] This fashion infuses multiple looks and styles to create a unique form of dress. The cyber-punk look takes its influence from gothic fashion and incorporates neon and metallic colors.

Og her en opregning af de stilarter som tilsammen udgør Harajuku-mixet: 

Punk style in Harajuku is more of a fashion than a statement. Its fashion mainly consists of dark colors, plaid, chains, and zippers. Punk style is also one of the more gender-neutral fashions in Harajuku.

   Ganguro is a style that symbolizes the average American teenager. The term translates to ‘black-faced’. The basic look is what Westerners would call a ‘California girl’, with bleached hair, dark skin, fake eyelashes and nails. It is not clear how Ganguro came to be. Many assume it originated in the early 1990s, and was meant as a way of rebelling against the traditional Japanese ideas of beauty (pale skin, dark hair, etc.).

   Cosplay is more of a costume-based style. A cosplay enthusiast will usually dress as a fictional or iconic character from a band, game, movie, anime, or manga.

På Alexander Platz i Berlin hvor vores hotel lå i Berlin, var der mange unge mennesker der også havde klædt sig ud, men slet ikke så ekstremt og konsekvent som i Japan.

   Specielt mange unge tyskere så vi med det ekstrem-farvede hår.

Jeg vender tilbage til den fantastiske retrospektive Hokusai-udstilling som vi så i Berlin - og som var det egentlig mål med vores rejse.

Hokusai, Hokusai, Hokusai - Berlin, here we come!

Jeg tager nu til Berlin for at se en eksklusiv udstilling med billeder af den japanske maler og tegner og træsnitkunstner Hokusai. Jeg har skrevet om ham før - senest da jeg så udstillingen på Ordrupgaard hvor det blev dokumenteret at hans indflydelse på impressionisternes mestre var enorm. http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/nar-blending-i-malerkunsten-frer-til-en.html

   Begge mine to faste aviser, Politiken og Information, havde store anmeldelser af den nye udstilling i Berlin. De var var helt euforiske. Det drejer sig om billeder i original der er blevet fundet sent, og som normalt ikke udstilles - heller ikke i Japan.

   Det var fruen, som også er meget begejstret for Hokusai, der foreslog at vi skulle tage ned og se udstillingen, når vi nu havde tid og mulighed for det. Så det gør vi.

   Nedenfor lidt oplysninger om manden. Han er ikke kedelig. Og mildest talt arbejdsom og produktiv ud over alle grænser. Og af hans biografi at dømme tilhører han i den grad den særligt kreative personlighed, fx dette at han havde problemer med at finde sig til rette i skolen. Og gennemgående var svær at omgås. Han var i øvrigt fader til Manga-tegneseriestilen.

   Han havde i sit liv mange identiteter (mere en 30) tilsyneladende. Og det sidste billede han producerede underskrev han med "den tegne-tossede gamle mand."

   Først da han var 70 år gammel syntes han at han nogenlunde havde forstået det med at tegne naturens former. Selv er jeg nu 68 år gammel, så der er håb forude. 

Hokusai (1760-1849) lived during the Tokugawa period (1600 to 1867). In a Japan of traditional Confucian values and feudal regimentation, Hokusai was a thoroughly Bohemian artist: cocky, quarrelsome, restless, aggressive, and sensational. He fought with his teachers and was often thrown out of art schools. As a stubborn artistic genius, he was single-mindedly obsessed with art. Hokusai left over 30,000 works, including silk paintings, woodblock prints, picture books, manga, travel illustrations, erotic illustrations, paintings, and sketches. Some of his paintings were public spectacles which measured over 200 sq. meters (2,000 sq. feet.) He didn't care much for being sensible or social respect; he signed one of his last works as "The Art-Crazy Old Man". In his 89 years, Hokusai changed his name some thirty times (Hokusai wasn't his real name) and lived in at least ninety homes. We laugh and recognize him as an artist, but wait, that's because we see him as a Western artist, long before the West arrived in Japan. 

"From the age of six I had a mania for drawing the shapes of things. When I was fifty I had published a universe of designs. but all I have done before the the age of seventy is not worth bothering with. At seventy five I'll have learned something of the pattern of nature, of animals, of plants, of trees, birds, fish and insects. When I am eighty you will see real progress. At ninety I shall have cut my way deeply into the mystery of life itself. At a hundred I shall be a marvelous artist. At a hundred and ten everything I create; a dot, a line, will jump to life as never before. To all of you who are going to live as long as I do, I promise to keep my word. I am writing this in my old age. I used to call myself Hokosai, but today I sign my self 'The Old Man Mad About Drawing." -- Hokusai

 De her træsnit har jeg i kopi på mine vægge:

(Fortsættelse følger. Se tanker efter udstillingsbesøget på: http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/hokusai-og-hockney-to-alen-ud-af-et.html )

"Kickstart" og "ketchupeffekt - og andre metaforer på økonomisk tænkning i journalistik

I bogen "I is an Other - The Secret Life of Metaphor and How It Shapes the Way We See the World" - af James Geary har han et kapitel "Metaphor and Mony" hvori han fremhæver og analyserer en række af de metaforer som journalister og økonomer bruger når de skal skrive om fx. aktiemarkedet.

   I dag har Politiken sit Økonomi-tillæg, så jeg tænker jeg lige ville tjekke. 

   Metaforer er jo typisk noget vi bruger for at forstå det abstrakte og uhåndgribelidg gennem sprog fra det konkrete og håndgribelige i vores hverdag. Og økonomi og økonomisk tænkning er jo abstraktioner på abstraktioner. Så behovet er der.

Forsideartiklen handler om CO2-kvoter som firmaerne har fået gratis, og som staten altså har betalt. Den er næsten metaforfri, men der er så en enkelt der ligesom er undertekst hele vejen igennem: "regningen".  

  "En regning" er jo et stykke papir som vi fx kan få med posten, med angivelse af et beløb vi skylder for en vare som vi har modtaget, og som vi skal gå på netbank for at betale.

   Artiklen fortæller:

Beregninger foretaget af Politiken viser, at de danske elselskaber siden 2009 har tjent omkring 12,5 milliarder kroner på at opkræve betaling fra forbrugerne for kvoter de har fået gratis af staten.

  Kvoteordningen blev ellers indført som en slags afgift, hvor store CO2-forurenere skulle betale for udledningen og blive ansporet til at indføre grøn teknologi.

  Regningen (min fremhævelse) kunne de lade gå videre til forbrugerne, men på sigt ville de grønneste energiselskaber blive billigere og vinde markedsandele.

Det er helt klart. Jeg forstår ikke en brik. 

   "Regningen" er det eneste nogenlunde konkrete ord i hele teksten, men det hjælper ikke til nogen forståelse af sammenhængen.  Men jeg kan dog nogenlunde regne ud at det netop kun er i overført betydning at "regningen" ender hos forbrugerne, fordi det altså er staten og EU der har fordelt de gratis kvoter til virksomhederne.

   For en sikkerheds skyld tjekker jeg lige mine egne el-regninger fra NVE. Nej, der står ikke nogen rubrik der angiver et tal for hvad de gratis kvoter for virksomhederne koster mig i kroner og øre!

   Langt henne i artiklen forsøges sammenhængen der skal give mening til metaforen, så forklaret:

Når CO2-kvoter uddelt gratis af staten kan ende som en støre elregning, er det fordi kvoterne teknisk set er at betragte som et værdipapir, som selskaberne enten kan sælge eller bruge til at udlede CO2.

   Selv om kvoterne er gratis, er de derfor set fra elselskabernes side en del af deres omkostninger og noget kunderne helt naturligt skal betale for. 

Nu er meningen med denne blog jo ikke at kritisere, men at forstå. Og det jeg kan forstå, er at artiklens to journalister, Kåre Pedersen & Michel Rotheborg, er så indforstået med det økonomiske sprog og det abstrakte univers det referer til, at de ikke kan se at det de skriver, er totalt volapyk for 99,9% af avisens læsere, en gruppe jeg, trods høj uddannelse og god erfaring med at læse svære tekster, altså også tilhører.

Jeg snupper lige en anden artikel. Rubrikken lyder "En kickstart af dansk økonomi kræver mere end små pakker". 

   Manchetten: "Det er populært at tale om at sparke økonomien i gang, men det er ikke så nemt, som det lyder". Artiklens forfatter er ikke journalist, men økonomiprofessor Torben M. Andersen, tidligere overvismand.

  

Ja, her er der mere gang i metaforikken: "Kickstarte" der er vist noget man normalt gør ved motorer der ikke rigtig vil starte, men præcis hvad det vil sige, ved jeg ikke.

   Ordbogen fortæller at en kickstarter er en "pedal som starter motoren på en knallert eller motorcykel når man træder den hurtigt og kraftigt ned".

   Bag ved udtrykket ligger altså den konceptuelle metafor at det abstrakte: "økonomien" - skal ses og forstås gennem det konkrete: "en motor".

I rubrikken optræder så også en anden metafor: "pakker". Den bruges jo som en kliche om en samling love som vedtages for at de i fællesskab skal bidrage til at løse et akut samfundsproblem: "genopretningspakke", "bankpakke", "boligpakke".

   Det er en metafor som er valgt af politikere og medskyldige journalister fordi den gør det komplicerede til noget velkendt og overskueligt: en pakke som dem vi får med posten, eller måske endda i jule- eller fødselsdagsgave, og som indeholder noget godt som nogen har pakket ind til os.

   Problemet er imidlertid at de to metaforer ikke arbejder sammen: Hvordan kan man starte en motor med en pakke?

I manchetten er der en variant af kickstarte-metaforen: "sparke økonomien igang". Og dog: Hvad sparker man igang når det udtrykket skal forstås bogstaveligt? En fodboldkamp.

   Så fra at være en "motor" er økonomien nu blevet "en fodboldkamp" som skal igang.

Da professoren skal forklare hvad metaforen "kickstarte økonomien" egentlig betyder, så griber han til en anden som ligger i talemåden: "at hive sig selv op ved hårene".

Tanken er, at man med en et relativt beskedent, men målrettet indgreb kan sætte gang i økonomien. Hvis det lykkes, vil man med andre ord nærmest trække økonomien op ved hårene. Det er politisk attraktivt, for ved at sætte gang i økonomien forbedrer man samtidig de offentlige finanser som følge af den øgede aktivitet.

Den konceptuelle metafor bag ved den formulering er at økonomien er "et menneske der er ved at drukne". Vi får godt nok associationer, men inden for få linjer i indledningen gør han brug af tre forskellige konceptuelle metaforer som ikke visuelt og konkret arbejder sammen.

Senere i artiklen møder læseren metaforerne "ketchupeffekten" og "mat økonomi" og "medvindseffekt":

Der kommer også nemt en ketchupeffekt når den økonomiske udvikling vender. I en mat økonomi tøver man med at udskifte og anskaffe varig forbrugsgoder. Desto længere tid der går, desto større er behovet.

   En vending i konjunkturerne efter en lang mat periode kan således udløse en medvindseffekt fra en stigende efterspørgsmål efter varig forbrugsgoder.

"Mat" er noget et menneske er efter alvorlig sygdom, så den svinger meget godt sammen med at trække økonomien op ved hårene: økonomien er "et menneske som har været døden nær". 

   De to andre placerer økonomien som ketchup i en ketchupflaske og som et skib eller en cykel der får øget fremdrift af at få medvind. 

Man mærker professorens ambition om at formidle sit stof. Man kan diskutere hvor vellykket det er. Men han er altså bedre en journalisterne. 

   Måske er det en afsmittende overføring fra hans undervisning på universitetet hvor unge mennesker starter på økonomistudiet uden at have nogen som helst forestilling om hvad det er de skal lære at beskrive og forstå.

David Hockney - og hans iPad-malerier - og camera obscura-teknikken

Jeg var for nogle uger siden på Louisiana for at se en udstilling med David Hockneys iPad-malerier. Jeg har tidligere set udstillinger med hans billeder og synes han er en af det helt store og originale moderne kunstnere. 

   At han er særdeles kreativ er der ingen tvivl om, og det har også givet sig udslag i at han har afprøvet mulighederne for at skabe kunst på en iPad ved hjælp af et lille gratis tegne-maleprogram "Brushes".

   Det er der kommet en lang række smukke og poetiske miniaturebilleder ud af. Et af dem som ses blive malet på nedenstående video, var blæst op til udstillingens plakat. Og den var simpelt hen - ja, på en eller anden måde - japansk i sin lethed.

   Sådan ser et udsnit af plakaten ud: 

Her er en video hvor vi ser ham tegne/male billedet der blev til plakaten:

Udstillingen er slut nu, men en del af hans iPad-malerier kan ses på nettet.

   Det var godt nok inspirerende. Jeg har ikke en iPad, men overvejer nu at anskaffe en - alene for at kunne male på den.

En af hans kreative ideer er at tage fotos af dele af et motiv og så stykke dem sammen og male det som en kæmpe collage, som det her berømte med titlen "A bigger Gran Canyon":

Jeg husker jeg for nogle år siden så et engelsk tv-program med titlen "Secret Knowledge" hvor David Hockney dokumenterede at renæssancens og 16-1700-tallet store kunstnere havde brugt camera-obscura- teknikken som hjælpemiddel til at male deres figurer og landskaber naturtro.
   Hvad er camera obscura, og hvordan fungerer det?

Det var fascinerende i udsendelsen at se hvordan Hockney kunne påvise det, nemlig ved at vise at nogle af motiverne var sat sammen af flere "fotografier" af dele af motivet.
   Det forklarede nogle af de ellers ufoklarlige "forvrængninger" i perspektivet der var i en lang række af disse malerier. Hockney har utvivlsomt opdaget det fordi han selv komponerede billeder med en lignende teknik.
    Udsendelsen kan ses i 8 dele på YouTube. Her er første del: