'Monstermaster' - når blendede udtryk kan flytte eller skabe holdninger

Politiken søndag. PS, s. 2. 'Korrespondenterne'. Rubrik: "Nej til monstermasterne". Reporter fra Norge: Björn Lindahl, Oslo.
   Historien fortæller at den socialdemokratiske regerings plan om at placere højspændingmaster og -ledninger igennem det norske landskab for at skaffe nødvendig elektricitet frem til Bergen, er blevet udsat for så meget kritik at det må droppes. To måneder efter at forslaget var lanceret, besluttede regeringen Stoltenberg sig for at skrinlægge planerne, fortæller artiklen.
   Masterne skulle stå langs Hardangerfjorden som er "norsk nationalsybol" 8 (se kopi af maleri nedenfor). Citat:

Projektets modstandere fik en genial ide, nemlig at omdøbe højspændingsmasterne til 'monstermaster'. Ideen kom fra den tidligere forsvarsminister Kristin Krohn Devold, som i dag er formand for Den Norske Turistforening. DNT arbejder først og fremmest for at forsvar norske vandreres interesser. Modstanden mod masterne er æstetisk. Nordmændene vil helt enkelt ikke se stålmaster og ledninger,når de vandrer i et af Norges mest naturskønne områder. Krista Krohn fortæller, at hun blev inspireret af vikingerne, da hun skulle lægge en strategi mod højspændingsledningerne: "Alle sætninger blev så lange, men jeg ved fra eddadigtet 'Den højeste tale', at bogstavrim får ord og vendinger til at fæstne sig. Derfor gav vi os til at lede efter et ord der begyndte med 'm'. Sådan opstod ordet 'monstermaster'.

Var der nogen der sagde 'kødklister'.

Grundlæggende er det en historie om at bruge sproget kreativt - at opfinde et blended udtryk som rammer ind i "maven" på en norsk offentlighed. En teknisk konstruktion i form af stålmaster blandes med eventyrets forestillinger om et "monster" - altså et uhyre. Og så rammer den blendede forestilling ind i et nationalsymbol, et romantisk maleri som ifølge artiklen er lige så kendt og elsket som skagensmalernes billeder i Danmark: 'Brudefærden i Hadanger', malet af Hans Gude og Adolph Tidemann i 1848.
   Se bare her: Forestil dig dette landskab plastret til med højspændingsmaster og -ledninger: MONSTERMASTER!



Der er jo ingen tvivl om at alle former for kampagner og propaganda som skal påvirke offentligheden, stort set altid bygger på blending - af konstruktionen af en fantasi der blander angstladede fordomme og virkelighed. Et aktuelt eksempel fra et andet broderland Sverige er Sverigedemokraternes valgvideo, som TV 4 ikke ville udsende - i første omgang.

The inner game - of an iron man: Torbjørn Sindballe - og af Caroline Wozniacki

Politikens bogtillæg, lørdag. En anmeldelse af Torbjørn Sindballes bog: 'Den perfekte præstation. Motivation, træning og kærlighed'. Rubrikken: "Jernmand med hjerne". Anmelder: Per Munch.
   Hvem er Torbjørn Sindballe? International vinder af flere triatlon-konkurrencer og nr. 3 ved den særligt hårde ironman-konkurrence på Hawai. Stopper 2009 på grund af en konstateret medfødt hjertefejl.

Ved at læse anmeldelsen får jeg straks associationer til Tim Gallway og bogen 'The Inner Game of Tennis', og de tanker han der udforskede om hvordan man som træner, "coach", kunne hjælpe en tennisspiller til at præstere sit ypperste. Her er et oplysende citat fra en af hans elevers webside http://www.tennismindgame.com/inner-game-tennis.html:

If we take a moment and listen to what is really going on in our minds, we will discover that there is a constant dialogue going on. There seems to be one voice doing all the commanding and criticizing and some other part being quiet and doing the actions.

We can quickly see that their relationship does not feel too friendly. There is one part, Self 1, which constantly tells the other part what to do. It seems to know everything there is about tennis – how to bend the knees, watch the ball, follow through and so on. And then there is the other part, Self 2, who is a silent doer.

And yet, the Self 1 doesn't trust Self 2 much and even takes things in its own »hands« and starts moving the body, tightening all sorts of muscles and makes the arm go where it thinks it »should« go. Since all the fluidity and timing is gone by now, the »arm« usually mishits the shot and Self1 gets one more chance to degrade Self2.

Ifølge anmeldelsen skelner Torbjørn mellem tre forskellige slags mål for succes i forbindelse med sport: resultat, præstation og proces. Og de mål der er mest effektivt at træne henimod, er procesmålet - systematisk at arbejde med kvalitative forbedringer af enkeltdele af og deloperationer i sportsprocessen: løberytmen, svømmetaget, eller spurten i cykelløbet.
   Per Munch siger at "bogen bliver en sanselig og en kognitiv dannelsesrejse, der giver mening langt ud over triatlon og ekstrem sport." Og refererer:

Og når man bliver rigtig god har man udviklet det som Torbjørn Sindballe kalder 'automatviljen'. Den er så stærk at man fortsætter. Trods modstand. Trods modvind og styrtregn. Trods skader. Trods alvorlige  problemer på hjemmefronten og skilsmisse. Trods det der viste sig at vær en manglende hjerteklap og et forstørret hjerte.

Det er tid for at tjekke nyhederne fra US-Open i tennis: Hvordan har Caroline klaret næste runde? En klar association fra denne bog og til en biografi om Caroline jeg for nylig så anmeldt og refereret om hendes opvækst, karriere og træningsmetoder - med klare lighedspunkter og paraleller til det Torbjørn beskriver. Bogen har titlen 'Én bold ad gangen, - forfatter: journalist Anders Haar Rasmussen.
   Det her må være relevant også hvis man vil være en fremragende journalist. Tænk ikke på resultatmålet: den store afsløring der vælter ministre. Men tænk i stedet på at perfektionere processen gennem træning af enkeltdele: research, vinkling, fortælling. Og brug din intuition som er indlejret som automatik i krop og følelser.
   Èn bold ad gangen.

Trymik - et blended udtryk i en anmeldelse af Rune Klans nye show

Navnet Rune Klan har aldrig fæstnet sig, men jeg er med lige så snart Henrik Palle i anmeldelsen af stand-up-forestilling "Det blå show" fortæller at standupperen er ham som  på tv, til Droningens gallamiddag i anledning af hendes 70 års fødselsdag, udførte et af de klassiske korttrick, men i stedet for spillekort brugte: skinkemadder!
   Anmeldelsen har fået rubrikken "Trymik af fineste skuffe", og er jo klart mystificerende: Trymik??????
   Forklaringen får vi så i slutningen af anmeldelsen hvis pointe er at det er en "blended" forestilling:

Om det er stand up med indlagte tryllekunster eller trylleri kogt op med sproglig komik,  er ikke til at afgøre. Måske er det i virkeligheden noget helt tredje, trymik? Hvis det er tilfældet, og det kunne det jo godt være, så er Run Klan verdens bedste og største trymiker. 

Kreativ vinkling - vend en konventionel frame på hovedet

Politiken i dag lørdag den 4. september. Detbatsektionen. Læsernes redaktør Bjarne Schilling kommenterer og forholder sig til at der har været læserkritik af to artikler i den forgangne uge. Jeg husker dem også, netop for det som nogle af Politikens læsere er utilfredse med. At vinklingen har været styret eller underlagt en anden frame end hvad der er "normalt" i Politikens journalistik.

Rubrikkerne var henholdsvis: "Kommunal jobfest i en sparetid" og "Mange lejere spekulerer huslejen ned".
   Historien under den første rubrik var at kommunerne skar ned på "varme hænder"-stillinger for at spare, men at de samtidig ansatten stadig flere højtlønnede akademikere i administrative stillinger. Der er ingen tvivl om at der deri lå en kritik af kommunerne, men også indirekte af de højtuddannede faggrupper som "udkonkurrerede" pædagoger, lærere og hjemmehjælpere, grupper som blev udsat for fyringer på grund af regeringens krav om nulvækst og besparelser.
   Historien under den anden rubrik fortalte at lejere bevidst udnyttede en uklarhed eller eller et hul i lejeloven og adminstrationen af den, som gjorde at udlejere ikke på forhånd kunne få godkendt størrelsen af den lej de udlejede til, og at det var der udlejere der bevidst udnyttede til først at acceptere en "for høj" leje ved starten af et lejemål, og når der så var gået et år, så klagede de til Huslejenævnet som så kunne finde på at sætte lejen så langt ned med tilbagevirkende kraft at udlejeren skulle tilbagebetale meget store beløb.

I begge tilfælde er historien vinklet ud fra en frame der placerer befolkningsgrupper som "modstandere" eller "kritiserede" i historien - befolkningsgrupper som traditionelt i Politikens virkelighedsdækning ville blive placeret i rollen som "ofre" eller "udsatte".
   Og pointen er også at en stor del af Politikens kernelæsere er akademisk uddannede og at en pæn portion af dem også er lejere, men sjældent ejere af udlejningsejendomme.
   Bjarne Schilling afviser kritikkerne der siger at "det kan I ikke være bekendt", med følgende argumentation:

Ganske som vi skal gå til opgaverne uden fordomme, skal vi selvfølgelig gøre vores arbejde grundigt og ikke blive forblændede af paradokserne. Vi skal researche til bunds, vi skal stille kritiske spørgsmål til alle involverede parter, og når vi fremlægger resultatet af arbejdet, skal vi have nuancerne med.

Ja, og jo, og naturligvis.
   Jeg synes man burde fremhæve at der her også er tale om kreativ journalistisk tænkning: Hvad nu hvis vi kunne researche os frem til nogle historier hvor de grupper som vi normalt sympatiserer med, også har træk og egenskaber som ikke er særligt sympatiske: altså at smarte lejre snyder uskyldige og forsvarsløse udlejere, og at "kolde"  højtlønnede akademikere som gøgeunger fortrænger laverelønnede grupper med "varme hænder" i kommunerne.
    Den kreative strategi hedder "at vende tingene på hovedet", og det kreative søgemønster hedder "hvad hvis det modsatte var sandt".
    Man kan jo i hvert fald sige at lige præcis dette skifte af frame for research og vinkling gav historierne en ekstra nyhedsværdi i Politiken-kontekst, som man utvivlsomt har været glad for på redaktionen, og som Bjarne Schilling eufemistisk omtaler som at "vi skal have nuancerne med".

Journalistiske "mavefornemmelser" - en fast metafor for journalistisk intuition

Alle journalister - i hvert fald de nogenlunde erfarne - vil insisterer på at journalistik kun kan læres gennem praksis - gennem øvelse på en redaktion.  Når journalistiske arbejdserfaringer indlejrer sig og nødvendigvis skal lejre sig som tavs viden i journalistens mentale setup, så hænger det sammen med at selve det journalistiske arbejde med at skrue en historie sammen gennem research, vinkling og skrivning, skal foregå så hurtigt og effektivt at det - ligesom bilkørsel - kræver en masse ikke bevidste automatreaktioner og koordinerede flerdimensionelle arbejdsmønstre for at lykkes dag efter dag.

Jeg har for nylig været censor på en masteropgave på SDU hvor "mavefornemmelse" var et centralt tema. To chefredaktører der fulgte efter hinanden over en 25-årig periode for et succesfuldt ugeblad - primært rettet til damer i udkants- og provinsdanmark, var blevet interviewet.

   Grundspørgsmålet var: Hvad havde været styrende for de redaktionelle principper der har fungeret som guidelines for den journalistisk produktion og redigering af bladet. Begge chefredaktører brugte ordet "mavefornemmelse" til at karakterisere hvad de byggede deres redaktionelle policy på. Begge afviste også at de gennem årene havde kunnet bruge koncernens analyseafdeling til noget fornuftigt, den afdeling som lavede målgruppeanalyser og fokusgruppeundersøgelse af læsernes interesser og præferencer for alle koncernens blade.

   De sagde begge at de i stede havde havde fulgt deres "mavefornemmelser" til at afgøre redaktionelle valg af emner, historier, vinkler og temaer. Og i ansættelsen af medarbejdere.

   Det slående ved bege chefredaktørers historie er at de i interviewene refererer til deres opvækst i et midt- og vestjysk lokalområde, og at de begge kommer fra arbjeder- og jævne lavindkomstfamilier. De er altså begge: mønsterbrydere. Og den ene referer direkte til denne sin baggrund som det der er medvirkende til hans "mavefornemmelser". Også selv om han er en mand, og målgruppen kvinder.

Et par dage efter læste jeg en artikel i Politiken om en meget indflydelsesrig amerikansk indkøber og producer af populære tv-serier, Pancho Mansfield. Han havde købt en af DR´s populære dramaserier 'Forbrydelsen' til reproduktion i amerikansk tv-serie-regi. Det der vakte min interesse, var at han også henviste til sine "mavefornemmelser" da han af journalisten blev spurgt om hvad han gik efter når han indkøbte udenlandske manuskripter og koncepter.

   Meget klogere blev man så ikke. Men det er klart at vi i alle tilfælde har at gøre med en slags journalistisk eller kunstnerisk intuition som har et bredt, folkeligt og usofistikeret publikum som ubevidst referenceramme og målestok. Og at selve udtrykket "mavefornemmelse" er en metafor eller et metonym for denne intuition.

Og jeg tænker så pludselig på at jeg jo kender ordet mavefornemmelse i den engelske originale sproglige udgave: gut feeling. 

   Jeg har stødt på det i mange af de amerikanske krimier jeg i årenes løb har læst, og hvor den ordknappe detektiv refererer til sin "gut feeling" når han til slut aftvinges forklaring på hvordan han kunne ræsonnere sig frem til løsningen på mordgåden, på et spinkelt og usikkert faktuelt grundlag.

   Jeg genlæste den franske forfatter Simenons serie af krimier med den parisiske kriminalinspektør Maigret som hovedperson og detektiv for nogle år siden. Og konstaterede at han - altså fiktionsfiguren Maigret - var intuitionist. Og at en vigtig del af fascinationen ved at følge opklaringsarbejdet var at læseren undevejs var lige så uvidende om hvad der forgik i Maigrets underbevidsthed af analytiske processer, som Maigret selv var.

   Jeg husker ikke at der var nogen italesættelse af Maigrets "mavefornemmelser" i bøgerne, men det var klart at det der foregik i hans hjerne på et kritisk tidspunkt i opklaringsarbejdet, var det som i teorien om den kreative proces forskellige faser, kaldes inkubationen, dvs. de løsningsprocesser som foregår under bevidsthedstærsklen, og som går igang når lineær og bevidst fornuft og logik må give op i frustration.

Jeg googler "gut feeling", og fortsætter til Amazon.co.uk. Og finder titlen på en bog som åbenbart har svar på den slags spørgsmål: Gut Feelings: The intelligense of the Unconscious. Forfatterens navn er : Gerd Gigerenzer. Og bogen er, kan jeg hurtigt læse mig frem til, den faglige inspirationskilde til den bog som jeg nu har set flere kreative kendiser referer til når de bliver spurgt om hvad de læser lige nu: Blink:The Power of Thinking Without Thinking. Forfatter: Malcolm Gladwell.

   Her er Amazon´s "product description":

For Blink, Malcolm Gladwell, author of the bestselling The Tipping Point, explores the extraordinarily perceptive and deceptive power of the sub-conscious mind. Gladwell’s major claim is that decisions made very quickly can be every bit as good as a decision made cautiously and deliberately. What we are actually doing is what Gladwell calls ‘thin-slicing’. When we leap to a decision or have a hunch our unconscious is sifting through the situation in front of us looking for a pattern, throwing out the irrelevant information and zeroing in on what really matters. Our unconscious mind is so good at this that it often delivers a better answer than more deliberate and protracted ways of thinking. Much of this is utterly mysterious but some of the most astonishing and useful examples of thin-slicing can be learned.

Så kom vi så langt. "Mavefornemmelser" er sandsynligvis en vigtig forudsætning for at enhver god journalist netop er det: en god journalist. At researche, interviewe, vinkle og skrive en nyhed der virkelig er en nyhed og sætter dagsorden, på meget kort tid, kræver journalistisk intuition. Eller altså "mavefornemmelser" for at journalisten kan fungerer effektivt og kvalificeret på en journalistisk arbejdplads.

Deri ligger måske så også forklaringen på det jeg fremlagde som provokerende påstand for et oplæg på et fagligt seminar på journalistik på RUC i juni måned: "En rigtig journalist gider ikke høre om målgrupper." Hvorfor ikke?

   Det vender jeg tilbage til i et senere blog-indlæg.

Men det er selvfølgelig også interessant om og hvordan "mavefornemmelser" spiller med i forskningsprocessen. En googling giver bonus. Det gør de!

Den 15. juni forsvarede geolog Ida Lykke Fabricius, lektor ved DTU Miljø, således sin doktorafhandling med titlen 'Chalk: composition, diagenesis and physical properties', hvor hun dykker ned i Danmarks undergrund, som flere steder gemmer på rigelige mængder af bjergarten kridt. Den 56-årige Ida Lykke Fabricius stoler mest af alt på sin mavefornemmelse, når hun forsker. 

»Jeg siger altid til mine studerende: Hvis I er i tvivl, så tag målinger af alt, hvad I kan komme i nærheden af. Ens underbevidsthed er jo klogere end en selv, og jeg har tit stået og været glad for målinger, som jeg ikke umiddelbart vidste, hvad jeg skulle stille op med. Hvis man ikke bruger sin intuition i forskningen, tror jeg ikke, man kommer særlig langt - jeg tror på, at man gerne må famle sig lidt frem,« siger geolog Ida Lykke Fabricius.