Refolution - ikke en stavefejl, men et nyt ord for en ny frame

Politiken i går havde en "international kommentar" af Vibeke Sperling. Rubrikken var fængende - ikke mindst for mig der nemt kommer til at stave forkert: "Refolutionen i den arabiske verden". Men det var ikke en stavefejl, hvad underrubrikken jo gør opmærksom på. Og starten på kommentaren:

Det er ikke en stavefejl i rubrikken, men et nyt begreb for oprør i den arabiske verden. Som John Keane, direktør for et nyt Demokrati Center ved Sydney Universitet, mener, skal der nye begreber til at forstå udviklingen: "Det bør kaldes 'refolutionen' for den radikale 'refusal', afvisning af det gamle valg mellem reform og revolution, en afvisning, som er forbløffende følsom over for de alvorlige farer ved at bruge vold til at få sin vilje."

   De fredelige opstande i regionen har været ganske overvejende fredlige med Libyen som en af undtagelserne på grund af regimets vold. I lande som Yemen, Bahrain og Syrien har oprøret holdt sig forbløffende fredeligt trods regimers brutalitet. Men alle steder passer 'refolution' fint, da oprøret ikke er til sinds at lade sig spise af med lunkne reformer, men generelt ikke svarer med vold.

Resten af kommentaren gennemgår så med John Keane som afsæt hvad der kendetegner den nye frame til forståelse og tolkning af de begivenhedsforløb der har udviklet sig i de arabiske stater de sidste 3-4 måneder.

   Selve ordet er jo et blended udtryk - et mix af 'revolution' og 'refusion'. Og 'refolutionen' er hverken udtryk for traditionelle reformbevægelser eller udtryk for revolutionært voldeligt oprør. Det er noget "tredje":

• Alle steder retter oprøret sig mod  "en elite, som har stukket landenes rigdomme i egne lommer."
• Millioner af menneskers mentale liv har ændret sig afgørende: "Folk går nu anderledes ranke i gaderne, og skjulte kvindebevægelser træder ud af skabene. Der tales om hvad værdighed, retfærdighed, frihed og demokrati egentlig betyder for hver enkelt."
• I sammenligning med "fløjlsrevolutionerne i Europa i 1989  er de arabiske oprørere blev mødt med "meget mere vold", men "regimernes drab på egne borgere bringer kun flere i gaderne."
• Opstandene indebærer generelt "afvisning af at bruge  de tidligere regimers metoder imod dem selv. I stedt kom erobring af offentlige pladser (...) som noget ganske nyt.
• Og endelige: "det er hverken sekulære eller religiøse opstande. Refolutionerne er også afstandtage fra de gamle orientalistiske fordomme i Vesten."

Som gammel 68´er får jeg også klare mindelser om ungdomsoprøret for nogle og fyrre år siden. Det nævnes ingen steder i Vibeke Sperlings/John Keans opstilling af den nye kategori at det i meget høj grad er et oprør med unge, relativt højtuddannede i front. Og vendt mod et system af gamle autoritære og korrupte mænd.

Jeg googler lige 'refolution' og bliver præsenteret for en anden ophavsmand til begrebet end John Keans. På www.iranian.com er der en blogger, Alborz, som skriver følgende:

The social, political and economic transformations in Eastern Europe, the former Soviet Union and China point to the end of violent revolutions and the emergence of a new approach to transformation that involves reform and revolution.  Timothy Garton Ash, Professor of European Studies at Oxford University, coined the term refolution to describe the hybrid form of change that had taken place. These transformations were non-violent and pointed to a belief that violence generates enemies and it causes great pain and suffering.  Several generations of these societies had lived through such pain and suffering and were determined not to repeat the experience for future generations.

Her er det tydeligere at der er tale om blending, både sprogligt og indholdsmæssigt - af 'reform' og 'revolution'. Og senere i indlægget uddybes hvad der ligger i den voldsafvisende form for samfundsforandring set i iransk kontekst. Her fremhæves ungdom, kvinder, nye medier - og generelt det grænseoverskridende i bevægelsen:

The emergence of hybridized world where societies and cultures are now able to interact and morph into new vibrant societies that value not purity in race, culture, religion, or tradition understandably poses a threat to the pillars of power in Iran.  The youth of Iran and more significantly the women of Iran have emerged as a valiant champions of universal principles adopted by this hybridized world. They have moved from being negatively critical to being Critical in the positive sense, where one change will quickly lead to another – or critical tipping point. Simple acts of texting, tweeting, emailing, congregation, social networking, and chanting now define the new forces of change in this hybridized world.

Ord som 'morph' og 'hybrid' peger på at der ligger komplekse mentale blendingprocesser under disse oprør, hvad der jo i hvert fald også gjorde i ungdomsoprøret i slutningen af 60´erne.

Citater om kreativitet - og om ideer - og om metaforer i fortællngens form

Citater, ordsprog, bon mot´er, grafittier, slogans, aforismer, lignelser, bevingede ord, fabler - er alle "litterære kortformer" - velegnede til at give sandheder og erfaringer videre - i en form som er til at huske. Ofte indeholder de paradokser, ofte er de ironiske. 

   Er de gode, udløser de en aha-oplevelse. Her er nogle citater om kreativitet: 

• Politik er det muliges kunst, kreativitet det umuliges kunst (Ben Okri)

• Kreativitet er utilfredshed/frustration oversat til kunst (Eric Hoffer)

• Kreativitetens hovedfjende er sund fornuft (Pablo Picasso)

• Enhver kreativ handling er først og fremmest en destruktiv handling (Pablo Picasso)

• Der er to måder at være kreativ på. Man kan synge og danse, eller man kan skabe omgivelser hvor sangere og dansere blomstrer (Warren G. Bennis)

• Kreativitet kommer af ingenting (Gertrude Stein)

Nettet er en guldgrube hvis man skal finde citater - quotes - om et tema som fx kreativitet. Og de her jeg lige har citeret, er nogle som jeg "høstede" for et par år siden til at kvikke lidt op på mine powerpoint-slides til mit oplæg om kreativitet for de journlaiststuderende. 

   Hver af dem rammer jo faktisk i en enkelt sætning ind i kernen af begrebet kreativitet: at kreativitet står i modsætning til logik og fornuft (jfr. de to hjernehalvdele), at kreativitet aktiveres af frustrationer ("vrede"), at destruktion kan være en nødvendighed for at kreativiteten kan blomstre, at kreativitet også er noget man som leder kan fremme hos andre, og at kreativitet for en stor del indebærer processer i det kognitivt ubevidste.

Et af de centrale begreber i forbindelse med temaet kreativitet, er ideer. Det at få nye og gode ideer er formålet med bevidst at fremme kreative processer:

• En ide som ikke er risikabel, er ikke værd at kalde en ide (Oscar Wilde)

• Brug altid den bedste ide først (Poul Nesgaard)

• Gode ideer skal ikke blot have vinger, de skal også have et landingsstel (anonym)

• Mange afviser en ide, bare fordi det ikke er deres egen (Louis Buñuel)

• Mine bedste ideer får jeg under morgenbarberingen. Jeg konkluderer heraf at folk med skæg ikke har mange ideer (Dennis Gabor)

• Vi ved ikke hvem der opdagede vand, men vi kan være sikker på det ikke var en fisk (anonym)

• Midt i vanskelighederne ligger mulighederne (Albert Einstein)

• Jo mere du træner, jo heldigere bliver du (Peter Schmeichel)

• Får du en fuglelort i hovedet, så tænk positivt, og vær glad for at en ko ikke kan flyve (anonym)

Gode ideer er flygtige og skal behandles med varsomhed. Gode ideer udspringer af konflikter og realiseres næsten altid under modstand. Gode ideer kan ikke fremtvinges, men kommer som en gave hvis man er heldig. Gode ideer kommer af fremmedgørelse i forhold til det alt for velkendte. Gode ideer forudsætte at du er positiv og optimistisk, pessimisme er døden for gode ideer.

Jeg kom i tanker om mine powerpoint-slides, ved at læse et af kapitlerne i bogen "I is an Other" af James Geary, som jeg tidligere har fortalt om. Kapitlet har titlen "Metaphor and Parables and Proverbs" - og undertitle "Mighty Darn Good Lies".

   Jeg fik en aha-oplevelser her, fordi han kobler lignelser, ordsprog, fabler og allegorier sammen med metaforer. Han siger fx at "parables are narrated metaphors; they place af fictional story by the side of a fact of life". En lignelse er en metafor i story-form, siger han altså. Det er belærende fortællinger.

 

Han refererer til "neuroimaging studies", som er den empiriske forskning som eksperimentelt forsøger at visualiserer hvad der foregår i hjernen ved en vifte at målemetoder.

   Han fortæller at disse studier viser at praktisk indlæring faktisk finder sted når vi læser eller får fortalt  en "belærende historie". Fordi...

When we read at story, our brains plot everything that´s going on, from the characters' physical locations in space to their interactions with their objects in the environments to their pursuit of various psychological and emotional goals. Many of the brain areas active while reading are also active when we actually take part in or observe similar siutaitons in real life. The regions involved in  processing goal-directed activity ande the manipulation of objects, for example, are at work during both fictional and factual encounters. Just as we understand metaphors by mentally simulting what they describe, we understand stories by imaginatively acting them out in our minds. Stories are rehearsels for real life.

Efter at have slået fast at en lang række lignelser, fabler, allegorier og ordsprog er en slag metaforer i fortællingens form,  så bruger han metaforteoriens skelnen mellem "source" og "target" til at stille spørgmsålet hvad er "target" hvis disse fortællinger er "source"?

   I en almindelig metafor er det som regel helt klar hvad der er hvad: Vi skal se og forstå "target" gennem den optik som leveres af "source". Det metaforiske udsagn: "Forelskelse er en sygdom." - betyder at vi skal forstå og tænke på "forelskelse" som havende nogle af de samme egenskaber som kendetegner en "sygdom".
   Amerikanerne ville sige at "falling in love" (= "target") is understood in terms of "being ill" (= "source"). Med den metaforiske sætning sker der en "mapping" fra den fysiske sygdoms domæn til kærligheds-følelsens domæne. 

But parables and proverbs are all source and no target. There is no explicit link between the events described and the meaning ascribed. There is not the slightest clue in either parables or proverbs as to their ultimate significance, yet we imediatly understand what they mean.

Hvad er fx "target" for Æsops dyrefabler, eller for Jesus lignelser? - kunne man spørger i forlængelse heraf.

   Svaret blæser ikke i vinden: Det er dig selv, det er dine egne værdier, din egen moralske verden som du får mulighed for at anskue gennem fablens eller lignelsens optik. Der sker en metaforisk "mapping" fra den fiktive virkeligheds domæne (fx dyrenes verden hos Æsop) til din faktiske subjektive virkeligheds domæne.  

Og jeg bliver lidt glad for min egen gamle metafor for en metafor: "et overføringsbillede". Lignelser, fabler, allegorier kunne man så kalde "overføringshistorier".

Allan Gaarde, Maslow og peak-experience

Eks-fodboldspilleren Allan Gaarde, som jeg skrev om i foregående blog-indlæg, beskriver den oplevelse han havde lige efter at han havde meddelt sine holdkammerater i Vejle at han måtte holde op på grund af en knæskade.

   "Skal vi ikke give ham en hånd", siger holdlederen. Det gør de. Allan kniber en tåre. Kammeraterne  løber ud på grønsværen for at træne. Allan humper ud af omklædningsrummet:

"Det var som en ekstremt lang film, der flimrede forbi på indersiden af mine øjenlåg. Specielt de gode øjeblikke, som jeg har haft rigtig mange af  gennem årene, passerede revy på få sekunder."

Den oplevelse har jeg set beskrevet masser af gange før, nemlig fra skildringer af folk der tror de er ved at drukne. Hans miniberetning her følger et velkendt narrativt skema for lige-før-jeg-dør-oplevelser.
   Man bemærker den metaforiske sammenligning "som en film på indersiden af mine øjenlåg", som modsvarer mange andre lignende metaforer til at fastholde tilstanden af genkaldte erindringer: "det indre blik", "det indre øje".

Allan Gaarde taler om "de gode øjeblikke". Og jeg associerer fra film-dramaturgi og plotpunkter til en pyskologisk tilstand som jeg har læst om et eller andet sted: "højdepunktsoplevelse".

   Jeg googler og støder på bogen "Psykologiens veje" af Ole Schultz Larsen. Han fører heri begrebet tilbage til Abraham Maslow, som jeg ellers kender som ophavsmand til den såkaldte behovspyramide. Schultz Larsen kobler det videre sammen med Csíkszentmihály´s flow-tilstand.

   Wikipedia fortæller om  Maslows begreb "peak experince" at det er et han har udviklet i sin bog "Religions, Values and Peak Experiences" fra 1964. Og fortæller videre:

Peak experiences are described by Maslow as especially joyous and exciting moments in life, involving sudden feelings of intense happiness and well-being, wonder and awe, and possibly also involving an awareness of transcendental unity or knowledge of higher truth (as though perceiving the world from an altered, and often vastly profound and awe-inspiring perspective). They usually come on suddenly and are often inspired by deep meditation, intense feelings of love, exposure to great art or music, or the overwhelming beauty of nature. Peak experiences can also be triggered pharmacologically.

   Maslow describes how the peak experience tends to be uplifting and ego-transcending; it releases creative energies; it affirms the meaning and value of existence; it gives a sense of purpose to the individual; it gives a feeling of integration; it leaves a permanent mark on the individual, evidently changing them for the better.

Karakteristikken af peak-experience ligner beskrivelsen af flow, blot koncentreret i en kort periode, og dermed så meget desto stærkere.

   Den ligner også fænomenet katharsis, som er den oplevelse af forløsning publikum skal opleve ved slutningen af en tragedie i følge Aristoteles. Og jeg har tidligere været inde på at den kreative proces´ oplysende aha-oplevelse svarer til den forløsning som den velfungerende dramaturgi i en film eller en fortælling skal levere som det store pay off  i fortællingens klimaks. 
   Man kunne få den ide at det at Allan Gaarde ser den film han fortæller om: en indre film i fast motion med mange af højdepunktoplevelserne fra fodboldkarrieren, selv er en slags negativ højdepunktoplevelse der kan være en sindets egne kreative overlevelsesstrategi i en akut krisesituation.

Allan Gaarde - eks-fodboldspiller om flowtilstanden der forsvandt - og Jens Otto Krags nedtur

Information i tillægget Moderne Tider i dag. Et portrætinterview med Allan Gaarde, en tidligere professionel fodboldspiller, som er holdt op for et år siden på grund af en knæskade. Journalist Henning Due.

  Temaet for artiklen er "Sporskifte", og vinklen er at fodboldspilleren nu "kæmper for at skabe sig et nyt liv uden for grønsværen og opbygge en identitet som andet end ham eks-fodbolspilleren".

Begrebet at være "in the flow", har jeg omtalt flere gang tidligere. Men udgangspunktet har været teoretikere som har beskrevet tilstanden, og flere har bl.a. fremhævet at den korresponderer med udløsningen af et mix af hormoner og signalstoffer i hjernen, som kan forklarer at folk kan føle sig "høje", eller som om de var "på stoffer", altså "internt dopede". Og at de kan blive afhængige af det, ligesom ludomaner af spil. Og kan opleve slemme abstinenssymptomer, ved afkald på de aktiviteter som kan føre til flow-tilstanden.

   I interviewet her bruger Allan Gaarde, hvis hele liv i mange år har været ekstremt fokuseret på tilværelsen som professionel fodboldspiller, selv begrebet "flow" til at forklare hvorfor han har så svært ved at forlade fodbolden.

Allan Gaarde savner ikke selve fodboldspillet. Han savner heller ikke at stå op hver morgen med ondt i vristerne, knæet, rygge eller et fjerde sted, at sidde på sengekanten og vente tre minutter på, at anklerne bløder op. Eller at køre ned på træningsanlægget og føle, at han aldrig kommer igennem en hel træningsdag på grund af smerterne.

   "Men jeg savner udfordringen", siger han og smiler med det faste blik.

   Han savner også at sidde i omklædningsrummet efter træningen eller en kamp og føle, at han har præsteret alt, hvad han kan sammen med holdet.

   "Det er den optimale følelse, en slags lykkefølelse, en følelse af at være i flow."

   Det kunne han mærke for nylig, da han vandt sin første akademiske sejr i en case-konkurrence for Coloplast på CBS. Der fik han følelsen igen for første gang, siden han stoppede fodboldkarrieren.

Jeg kommer af en eller anden grund i tanker om Jens Otto Krag, der gik ned med flaget da han holdt op efter mange, mange år som socialdemokratisk toppolitiker. Han havde en drøm om at male da han holdt op - men gik til i druk.

   Det er ikke urimeligt at forestille sig at han opdagede at han ikke kunne komme i flow ved at male, og måtte dulme savnet med sprut.

Når casen bliver "jeg" i en journalistisk fortælling...

Finder i dagens Politiken et usædvanligt eksempel på en fortælling i 1. person - hvor fortæller-jeg´et ikke er journalistens, men hovedpersonen i fortællingen.

   Rubrikken er "En danskers flugt fra Syrien". Underrubrikken lyder: "Maria Boll, 27-årig studerende, var i Syrien som koordinator for Mellemfolkeligt Samvirkes Next Stop-rejser. Her er hendes beretning om flugten til Jordan.

Når jeg lægger særligt mærke til den artikel, så er det blandt andet fordi jeg har været specialevejleder for en gruppe studerende som ville eksperimenterer med fortællende journalistik - vel at mærke fortalt i jeg-form af hovedpersonen i fortællingen.
   Det interessante var at de var stødt på "dogmet" om at et stykke fortællende journalistik skal skrives i 3. person, med journalisten selv som den udenforstående anonyme fortæller. Men hvorfor egentlig det? - undrede de sig over.

   De kunne opregne flere fordele ved at skrive journalistiske fortællinger i jeg-form: større personligt nærvær, mindre fortællerdistance.

   De havde så fundet ud af at hvis man gik til radiomediet, så var der forbilleder at hente i radio-montagen som ofte kunne være formet som en fortællermonolog, stykket sammen af interviewsekvenser hvor spørgsmålene fra tilrettelæggeren var klippet ud.

   De fandt også ligheder mellem deres journalistrolle ved en 1. personfortælling og så ghostwriter-rollen fx i selvbiografier i jeg-form.

Det var efter min mening en interessant problemstilling de studerende var rendt ind. En problemstilling som blandt andet understregede hvor vandtætte skodder der altid har været mellem skreven journalistik og journalistik i radio  og tv. For i de to elektroniske medier har en personlige gennemgående jeg-fortæller som hovedperson jo været noget velkendt og hyppigt brugt i mange, mange år - som en nærmest main-stream dokumentarisk fortælleform; mens de studerende jo kunne konstatere at muligheden stort set ikke var nævnt - endsige beskrevet i den nyere faglitteratur om den narrative jouranlistik. Et fortæller-jeg i skrevne journalistisk fortællinger var altid i faglitteraturen journalistens eget "jeg".

Men her fandt jeg så pludselig et eksempel i dagens avis på det de studerend havde skrevet om og selv eksperimenteret med.

   Fortællingen indledes sådan her - et anslag der skaber spænding og fremdrift:

Tror du vi kommer levende herfra?

   Min veninde kigger op fra sit skjul i bunden af bilen. Jeg stirrer ud i den blå himmel, som er det eneste, jeg kan se fra bunden af bilen. Jeg kan høre skudregn få kilometer væk, opg chaufføren rukker sig længere ned i sædet. Spørgsmålet bliver hængende ubesvaret i luften.

   De sidste 12 dage har jeg opholdt mig  i Syrien og oplevet, hvordan det arabiske forår for alvor har sat ind. Stemningen er spændt, der er meget militær, og man får følelsen af stilhed før stormen. Nu vil jeg ud af Syrien, og derfor sidder jeg krøllet sammen i en kavet stilling i bunden af en taxa fra Damskus til Amman.

Fortællingens dramatiske midterafsnit er formuleret sådan her:

Vores medpassagerer - et britisk par - råber "get down", og min veninde klemmer min hånd hårdt. Foran os kommer en lasbil kørende i vores spor på motorvejen. Lastbilen blinker vildt med lyset og vinker os tilbage. Vi har knapt drejet om om på motorvejen før vores chauffør drejer ud på en mark og kører 'off road'. Vi ligger stadig i bunden af bilen og kan høre skuddene nærme sig. Vores off road-vej ender blindt, og vores eneste mulighed er at vende om og køre tilbage mod skuddene - benzinmåleren er begyndt at blinke.

Det er fortællingens point of no return, for de kommer trods alt videre mod Jordan, selv om de her var ved at vende om.

   Og sådan klimakser historien - med en happy end:

Kampvogne og soldater i vejsiderne er klar til at rykke ind. Vi har set hundredvis af desperate frihedssøgende syrere i øjnen og hørt alt for mange skudsalver.

   Ved grænsen tjekker de vores kameraer,og alt, hvad der ikke passer på grænsevagtens billede af Syrien, bliver slettet. Da vi endlig kører ind i Jordan som de få heldige, får tårerne frit løb.

Man bemærker at historien er fortalt i dramatiserende nutid.

Fortællingen virker ikke bare som en mundtlig øjenvidneskildring skrevet ned af en journalist. Den virker bearbejdet så opbygningen faktisk følger en berettermodels spændingskurve. Om Maria Boll Jensen har fået hjælp af en journalist, fremgår ikke.

   Men det fungerer fint, og virker friskt. Kreativt tænkt og udført.