Avatar i skolen – grænseoverskridende pædagogik - selvopfattelse som et resultat af metaforisk blending

I Weekendavisens tillæg ”Faktisk” fra den 21. januar støder jeg på en artikel under rubrikken ”I skole som avatar", skrevet af Maj Carboni. Der er to flotte illustrationer af blå avatar-ansigter fra filmen ”Avaatar”. Noget i retning af dette:

Artiklen fortæller om en skole i London-bydelen Islington hvor de tosprogede elever nu får højere karakterer – blandt andet i engelsk – end landsgennemsnittet. Hvad er hemmeligheden? Hvad er forklaringen?

   Et nyt kreativt pædagogisk koncept der skal give de tosprogede elever oplevelsen af at kunne og være noget værdifuldt, og at det at lære foregår på deres præmisser – ikke på de nationale ”engelske”.

   Artiklen leverer en case på den særlige pædagogik, som udnytter blending af den reelle virkelighed og den imaginære digitale verden som internet-spillet Second Life leverer. 

   Hovedpersonen i artiklen er indvandrerdreng – en af dem som meget hurtigt gennem en ond cirkel af negative selvbekræftende forventninger bliver ballademager i klassen, og som stort set ikke får noget ud af undervisningen.

   I det nye undervisningskoncept får han får mulighed for at konstruere sig en avatar i Second Life-universet: en grøn dragemand. I Second Life optræder så også lærerens avatar som giver drengens avatar forskellige opgaver og udfordringer - som f.eks. kræver at han læser manualer og konstruerer en avatarbil i Second Life-virkeligheden, og at han skriver en dagbog om konstruktionsprocessen.

   Ifølge artiklen så kan det fastholde indvandrerdrengene i flere timer at løse den slags engelskkrævende opgaver i deres avatarrolle som de selv har designet og valgt. Og pludselig er de ikke noget problem i klassen.

   Den kreative pædagogiks ophavsmad siger i artiklen: ”Ideen var, at de drenge der altid lavede ballade, kunne få mulighed for at være en anden person, en god elev, i Second Life”

   Og ideen med i undervisningen at indlægge konceptuel blending af de to virkeligheder – den reelle og den imaginære - viste sig altså at virke: Ud af det kommer en ny konstruktiv og lærevillige personlighed.

Hvad har vi gang i her? Det minder jo om måden en metafor virker på: at se og forstå "noget1" fra et domæne i et konceptuelt rum, gennem "noget2" fra et andet domæne i et andet konceptuelt rum. Hvis vi kalder boligudlejer for "noget1" og "haj" for "noget2", og sætter blenderen igang, så får vi det blendede metaforiske udtryk: "bolighaj". Amerikanerne taler om "mapping", som kan oversættes til "afbildning" - vi afbilleder "noget1" gennem "noget2".

Socialpsykologien taler om at et menneskes selvopfattelse og forestillinger om egetværd er styret af omgivelsernes forventninger sådan som de kommer til udtryk i reaktive ord og gerninger. Selvopfattelse og selvværd er altså et produkt af "at se sig selv gennem andres øjne" - det ligner en metaforproces med selvopfattelsen som "mål" og omgivelsernes forventninger som "kilde": blending af ens eget konceptuelle rum: "den jeg ser mig selv som", og omgivelsernes oplevede konceptuelle rum: "den de andre ser mig som". Betydningen af "den jeg jer ser mig selv som" bliver så - ligesom i en metafor - bestemt af  "den de andre ser mig som".
   Artiklens pointe er at den slags processer indgår i det vi metaforisk taler om som "en ond cirkel" eller "en ond spiral" som det er utroligt svært for indvandrerdrenge selv at komme ud af, og for velmenende pædagoger at bryde.

Second Life-pædagogikken gør det muligt for indvandrerdrengen at se og forstå sig selv gennem avataren som han har konstrueret som et positivt selvbillede, og at se og forstå lærerens avatar i Second Life-universet som en der har positive forventninger til indvandrerdrengens avatar. Drengens og lærerens interaktion ses og forstås gennem et andet konceptuelt rum - præcis ligesom en metafor virker.
   Man kan også beskrive det som at indvandrerelevens og lærerens forhold re-frames gennem Second Life-universet.
   Det er også det princip som den managementteori og -teknik der kaldes appriciative inquiery - forkortet AI - bygger på: at medarbejderne oplever at blive set på gennem positivt anerkende øjne.

Universalromantikkens blendingprocesser – og Phillip Otto Rung

Når det foregående blogindlæg tog retning mod romantikken via begrebet ”inspiration”, så var det fordi der senere i samme avissektion var en stor anmeldelse, forfattet af Henrik Wivel, af en udstilling af den tyske maler Phillip Otto Runges malerier og tegniner. En af de helt store tidlige romantikere i malerkunstens historie, der som mange andre kunstnere i hans generation døde ung på grund af ”brystsyge” - tuberkulose.

   Men trods sin relativt begrænsede produktion blev han for samtid og eftertid en stor inspirator, fremgår det. Henrik Wivel skriver tidligt i anmeldelsen:

Phillip Otto Runges virkningshistorie er omfattende, ikke alene i den umiddelbare højromantiske eftertid,men også 1990ernes europæiske symbolisme, hvor hans naturbårne helhedssyn og sirligt slyngede vækstarabesker inspirerer, men også i det 20. århundredes modernisme, hvor Paul Klee fascineres af han initierende barndomsskildringer og Gerhard Richter af hans forsøg på at opbygge harmoniske farveskalaer.

Han har altså været en vigtig inspirator for jugendstilen, som altid har været min favorit i kunsthistorien, og for Paul Klee, som siden jeg var teenager har været en af de kunstmalere hvis billeder jeg er dybt betaget af. Så jeg læser artiklen med interesse

Henrik Wivels anmeldelse fører vidt omkring og aktiverer en masse erindringer fra min danskundervisning i Gymnasiet i begyndelsen af 60´erne. Vi havde en fantastisk god dansklærer der have kælenavnet babyface. Og man må vel sige at han blev den der inspirerede mig – som en slags mentor – til at ville læse dansk på universitetet - da det viste sig at kunstnerdrømmene ikke holdt.

   "Universalromantikken", det begreb husker jeg – en filosofisk retning som havde den dansk-tyske digter Henrik Steffens som frontfigur, der inspirerede bredt i kulturlivet både i Danmark og i Tyskland med sin forelæsningsrække: Indledning til philosophiske forelæsninger. 

   Blandt dem der blev inspireret af Steffens var ikke bare den unge Philipp Otto Rung som studerede i Danmark, men også vores egen romantiske nationaldigter Adam Oehlenschläger og vores internationalt berømte naturvidenskabsmand H.C. Ørsted.

   Grundideen hos Steffens var tanken om en universalvidenskab der indbefattede og forenede naturvidenskab, kunstfilosofi og religiøs tænkning. En filosofisk retning som jo i den grad har blending på programmet, tænker jeg nu: De traditionelle skel melle natur og ånd, tid og evighed, fantasi og virkelighed skulle ophæves, og elementerne gå op i en højere – usynlig og idealistisk – enhed - en videnskab om alting og altings sammenhæng bag om overfladeforskelle og fysiske og mentale grænser. 

   Det centrale i den filosofi var en særlig udviklingspsykologi hvor mennesket kunne gennemgå forskellige stadier mod en mystik-ligenden totalindsigt. Var der nogen der sagde ”new age”?

   For at udtrykke disse blendede ”luftige” forestillinger, gjord digtning og malerkunst brug af et væld af metaforer og allegorier: alting blev set og forstået - symboliseret - gennem noget andet: et kodesprog for de indviede.

   Som illustration til artiklen er der et stort maleri af Phillipp Otto Runge med titlen ”Morgen”, der et et af en serie på fire der tager udgangspunkt i og har navn efter døgnets 4 tider: morgen, middag, aften, nat. Sådan ser det ud:

Henrik Wivel beskriver/analyserer det sådan:

Runges hovedværk udfoldes romantikkens essentielle tanke hos Steffens, Herder og Goethe om, at den ånd, der sover i stenen og drømmer i planten, vågner og kommer til bevidsthed i menneskebarnet, der da kan fortsætte den åndelige vækst i rejsen mod lyset og opstandelsen. Eksemplarisk udfoldet i Runges Morgen-billede, der egentlig er ”et billede i et billede”. I det ornamentale rammemotiv vokser børnene ud af blomsterløgene og jordens mørke, mens de i det centrale billedfelt stiger som alfer ud af blomstrende lysliljer og bevæger sig op i skyhimlen, hvor keruber danner en underskøn kosmisk bue af skyer og stjerner – i Runges skitser hver med sit lille individuelle ansigt. Som er vertikal søjle i billedets midte står Aurora eller Venus eller Maria, morgenstjernen, der i hustruen Pauline Bassenges gestalt løfter børnene mod himlen, og i samtlige fire billeder i døgnkredsen udgør en slags kosmisk kvindeligt forsyn.

Ja, Henrik Wivel er tydeligvis selv blevet ganske inspireret! Og billedet er da også - selv i avisgengivelsen - et fantastisk billede - med næsten surrealistiske kvaliteter og en helt utrolig farvepragt og glød, som man først genser i malerkunstenen når vi kommer til impressionismen 70 år senere.

   Mig slår det hvordan der i billedet er tale om blending på mange niveauer og planer: Rammen ophæves og bliver til en del af billedet, som derved kan aflæses som en grænseoverskridende dynamisk udviklingshistorie. Og samtidig blendes Runges private forhold til kone og børn, som han elskede højt, ind i et symbolsk-allegorisk univers.

   Hvis det maleri er inspireret af Steffens ”philosophiske forelæsninger”, så har han godt nok haft en ”impact” som står mål med den inspiration som Adam Oehlenschläger fik ud af dem. Men billedet er altså også, fremgår det, inspireret af det helt nære i hans liv: hans kone og børn.

Men en særlig pointe er at det unge geni også i den grad var forud for sin tid på naturvidenskabeligt grundlag med sin ”farvelære” som foregriber impressionismens, og som slår igennem i hans maleris helt specielle farveintensitet. Denne farvelære som han diskuterede med Goethe, illustrerede han med en ”farveklode”, som jeg har har fundet en afbildning af på nettet:

Inspiration og AHA-oplevelser - Per Steen Hebsgaard og romantikken

 "Inspiration" er et ord jeg slet ikke husker at have brugt i den her blog. Det indgår i titlen på interviewbogen Inspiration og kreativitet af Annie Dunch, som jeg tidligere har nævnt og hentet et par cases fra til beskrivelsen af den særligt kreative personlighed. Men "inspiration" som en indgang til den kreative proces tændte jeg ikke på.

   Jeg sidder nu her på et hotelværelse på Kap Verde i varmen og læser den medbragte Weekendavis  fra den 21.01.11. Kultursektionens forside har et portræt af Per Steen Hebsgaard i anledning af hans 25 års jubilæum som glaskunstner og en udstilling i Ebeltofts glasmuseum. Portrættet er skrevet af Niels Houkjær.

Artiklen fortæller at Per Steen Hebsgaard kom i glarmesterlære hos sin storebror i Tarm. Og så fortsætter artiklen:

Som ung lærling skulle han hjælpe til med at montere en tre meter høj alterrude i Tarm Kirke, som glarmesteren Mogens Freese havde fremstillet for Sven Havsten Mikkelsen. Det blev indvielsen til kunstglasset for den unge lærling. Ikke en åndelig eller religiøs åbenbaring i kirkekunsten med oplevelsen af Havsteens bibelske motiver, men en indsigt i hvad materialet og det illuminerede gals kunne udrette i al sin overvældende farvepragt. Sådan noget ville Per lave når han blev stor. Og det blev han. Rigtig stor endda...

Afsnittet minder mig i først omgang om Poul Martinsen som fortæller en lignende historie om hvordan han blev tv-dokumentarist. Under sit journalist-studieophold i USA i 1964-1965 fik journalistskolen i New York besøg af to af pionererne i den moderne dokumentarisme-retning som fik navnet ”direct cinema". Og de viste filmene Salesman og Happy Mothers Day for de journaliststuderende. Da Martinsen så de film, vidste han øjeblikkelig at det var det han ville lave: dokumentarfilm. Så da han kom hjem og genoptog jobbet som velmeriteret skrivende journalist på Politiken, var hans målrettede plan at blive ansat på tv og lave den slags film. Og det lykkedes ham tre år efter i 1968.

   Selv om jeg ikke lige konkret kan huske andre eksempler, så mener jeg at kunstner-, forsker- og journalistbiografierne er fulde af eksempler på den slags historier: Som barn eller ung oplever de et "møde" med et eller andet (en historie, et eksempel, et kunstværk, en person) som pludselig – nærmest i et glimt – giver dem en slags aha-oplevelse: Det er det jeg skal være, det er det jeg skal lave, det er det der er meningen med mit liv!!!

   Men den slags oplevelser er jo noget forskellig fra de aha-oplevelser vi i tidligere blogindlæg har set som forløsning i den kreative problemløsningsproces – efter inkubationen - eller som klimaks – pay off – på et dramaturgisk set up i det forudgående dramatiske forløb i en fortælling, i en film, et teaterstykke eller en roman.

   Men det ligner alligevel en del. Ethvert barn i min og rigtig mange foregående generationer er på et tidspunkt blevet spurgt af de voksne: ”Hvad vil du være når du bliver stor?”

   Det er selvfølgelig et problem for børn og søgende unge mennesker at det ved de som regel ikke, og spørgsmålet implicerer jo at det burde de vide eller se at finde ud af. Så der er nok tale om en slags inkubation som måske kan strække sig over mange år, inden indsigten i et oplysende øjeblik er der: Det det jeg skal være: astronom, komponist, dokumentarist, arkitekt. Og indsigten er ledsaget af en oplevelse af glæde og befrielse.

Det slår mig også når jeg læser ovenstående afsnit i Niels Houskjærs portræt glaskunstneren at han bruger ord som ”indvielse” og ”illumination” - for så straks derefter at dementere den naturlige association til ”åndelig eller religiøs åbenbaring.” Vi er inde i romantikkens terminologiske univers, hvor også ordet og begrebet ”inspiration” befinder sig og er særdeles centralt.

   Ordet og begrebet ”lugter” jo lidt gammeldags, og det er nok derfor jeg med flid har undgået at bruge det – og undgået at tage det op til nærmere analyse - før nu. 

   Men jeg kender det jo glimrende. Jeg har i min ungdom mentalt flirtet rigtig meget med romantikkens livssyn - og husker f.eks. også at jeg som 14-16-årig gik på maleriudstillinger sammen med min mor: Klee- og Nolde-udstillinger, udstillinger som inspirerede mig til at ville være kunstmaler som voksen. Hvad jeg forsøgte, men ikke havde vilje og talent til, da det kom til stykket.

   Men ingen tvivl om at Romantikkens kunstnere dyrkede ”inspirationen” som en nødvendig igangsætter af kunstnerisk skaben: Det kunne være naturen, eller en kvinde, eller et venskab der gjorde så stærkt et indtryk (aha!) at det måtte bearbejdes i et kunstnerisk udtryk. 

   I romantikkens regi var inspirationen knyttet sammen med længsel efter det uopnåelige – et savn der som kreativt brændstof stimulerede til en hektisk og produktiv fantasivirksomhed hos datidens kunstnere. Begreberne ”muse” og ”platonisk kærlighed” blive centrale mentale figurer i den romantiske kunstfilosofi. 

   Mere om det i næste blogindlæg.

Avatar, Inception - hypnose og docu-comedy - dramaturgisk blending af flere realiteter

For mange år siden skrev jeg i min bog Faktion som udtryksmiddel et særligt appendix om den type dramaturgi hvor en stor del af spændingen og fremdriften i en film eller et tv-program foregår i kraft af at historien har flere realitetsplaner som spiller sammen og mod hinanden: et metonymisk og et metaforisk. Klare eksempler var f.eks.tv-serien Den syngende detektiv og spillefilmen Dreamchild, men også Den enfoldige morder er kendetegnet ved at udnytte den drivkraft der ligger i at arbejde med flere realitetsplaner i en filmfortælling. 
   Freuds psykoanalyse hvori analyse af drømme er indgangen til forståelsen af ubevidste og ofte uønskede fortællinger og erindringer, er et velkendt eksempel på at det ikke kun snævert er dramaturgien som kan udnytte eksistensen af flere realitetsplaner der belyser hinanden, til at skabe udvikling og frigørelse
   Mytforskeren Joseph Campell har udviklet en særlig teori om myte-fortællinger som har fået navnet "The Heroe' s Journey", der som definerende træk opererer med at en "helt" først introduceres for os i en "ordinary world" - og derefter inspireres eller provokeres til at overskride grænsen til en anden "special world" hvor helten møder eventyret i form af prøvelser, fantastiske udfordringer og magiske modstandere - for så til slut at vende hjem til "the ordinary world", belønnet med ny indsigt i sig selv og verdens indretning og muligheder. 
   Det er altså en teori om fundamental storytelling der grundlæggende bygger på et spil og en bevægelse mellem to realitetsplaner som drivkraften i en universel udviklingshistorie.
   Bogen og filmen Troldmanden fra Oz er et gammelkendt og ofte refereret eksempel. Et stadig helt aktuelt eksempel på udnyttelsen af denne særlige dramaturgiske konstruktion, er Harry Potter-serien. 
   Jeg har for nylig på DVD set to af de film der har gået i biograferne sidste år og som fik meget fine anmeldelser, men film som jeg ikke nåede at se. 
   Det interessante var for mig i hvilket omfang det nu er blevet "mainstream" - af høj filmisk kvalitet - at skabe fortællinger hvor en afgørende del af plot og fremdrift er spillet mellem flere virkelighedsrum. 
   Den ene film er Inception, som jeg har beskrevet i et tidligere blogindlæg ud fra anmeldelserne, og hvis plot kan resumeres sådan: 

In a world where technology exists to enter the human mind through dream invasion, a highly skilled thief is given a final chance at redemption which involves executing his toughest job to date: Inception.

Det er en fantastisk god og spændende film, og den kører fuldstændig efter Campells myterecept. Og ud fra en kreativitets-teoretisk synsvinkel forsøger den jo metaforisk at beskrive hvordan man bevidst kan arbejde med "at inspirerer" folk til at få ideer, nemlig ved at "plante" dem i bevidstheden uden at folk gør modstand fordi de ikke ved at de har været udsat for en sådan kreativ "udplantning".
   Jeg får også nu associationer til hypnose, fordi jeg lige er ved at være færdig med bestseller-krimien Hypnotisøren. Spørgsmålet er: Kan en dygtig hypnotisør gennem hypnose få folk til at få og føde nye grænseoverskridende ideer - også af "den onde" slags? Jeg googler "hypnosis and creativity" og finder på siden: http://www.buzzle.com/editorials/10-17-2005-79057.asp.

True creativity seems to happen by itself because it is a product of the unconscious mind. In fact, the harder you consciously try to be creative, the poorer your creative problem solving skills become. The problem is made worse by self-limiting beliefs ("I’ll never come up with a good idea") and the tendency to analyze and reject any ideas too quickly. Hypnosis can help bypass these barriers that exist at the conscious level and let your unconscious mind come up with the sorts of ideas, solutions and innovations that it is so good at. It is also important that you are relaxed to be creative. In fact, you are most creative when you are asleep – when you dream. Hypnosis allows you to enter this relaxed dream-like state on demand. It used to be that the only way to experience hypnosis was to be hypnotized in a clinical setting. Now, a number of good hypnosis CDs exist that allow you to get the benefits of hypnosis in the comfort of your home. Using a combination of relaxation techniques, visualization exercises and positive affirmations, these CDs can boost your creative problem solving abilities in many aspects of your life.

Det ser i øvrigt ud til at der er en hel "dansk industri" der lever af at sælge bøger, kurser og CD-rommer hvori ideen er at stimulere til kreativ tænkning gennem brug af hypnose. Ja, ja, det vidste jeg faktisk ikke.

Den anden film jeg købte hjem på DVD var AVATAR, som jo fik et ekstra publikumsboost i kraft af at den kunne ses i 3D.
   Også den film og dens plot lever gennem spillet og spændingen mellem to planer: Menneskene er kommet til en anden planet hvor der bo intelligente mennskelignende væsener, men atmosfæren er totalt giftig for jord-mennesker, så for at komme  i nærkontakt med de "indfødte", har man opfundet en slags Avatar-teknik, så man kan besjæle konstruerede humanoide robotter med et levende menneskes bevidsthed (mens det sover), robotter som kan leve og udfolde sig "normalt" i den giftige verden, og som har skikkelse af den indfødte race hvis hudfarve er blå. Hovedpersonen styrer en avatar i den "anden verden", og ender med at komme i et konfliktforhold mellem den verden han lever i, og den virtuelle verden hvori hans avatar er aktiv og dynamisk - og han i rollen som avatar bliver forelsket i en "indfødt" pige. Plottet helt kort beskrives sådan her:

A paraplegic marine dispatched to the moon Pandora on a unique mission becomes torn between following his orders and protecting the world he feels is his home.

Her er det jo meget tydeligt at der er tale om en film som metaforisk udfolder fænomenet conceptuel blending i et dramaturgisk forløb hvor publikum gennem heltens udviklingshistorie selv skal udvikle den tolerance som gør det muligt at de to verdener kan "samleve" og få noget ud af hinanden.
   Inspirationen er klart nok internetspillet og -portalen Second Life, hvor mennesker gennem  avatar-figurer som de styrer og lever igennem i den anden verden, opnår mulighederne for at dyrke og udfolde et imaginært liv som de ikke kan praktiserer i deres virkelige tilværelse.
   Som jeg forstår det, er der også muligheder for at "veksle" fordele opnået i den virtuelle Second Life-verden, til fordele i den virkelige verden, så man også der kan tale om blending af det imaginære og det reelle.

Politiken havde i går en artikel på den faste side de nu har om "medier", en artikel  af Jakob Elkær med rubrikken "Du er, hvor du er". Den fortæller om en ny applikation eller feature ved Facebook som har fået navnet "Places", og som gør at man gennem sin mobiltelefon og med udnyttelse af gps "kan tjekke ind" og dermed hele tiden kan holde sine Facebook-venner opdateret om præcis hvor man er.
   Det omtales også som  en "geosocial tjeneste" i artiklen, og en ekspert fra et webbureau udtaler: "Før talte vi om den virkelige verden og den virtuelle verden som to forskellige ting. Nu smelter de sammen".
   Klar tale - en punch line. Men: Er der med denne "sammensmeltning" tale om blending - altså at der ud af denne geosociale tjeneste kommer ny ideer - nye output-rum. Artiklens svar er faktisk i første omgang: Nej - men hvem ved!''

For at det ikke skal være løgn omtales på den modsatte side en ny tv-serie der har titlen Pokerfjæs. Rubrikken udråber: "Mellem 'Klovn' og virkelighed". Underrubrikken introducerer serien som en genreblanding gennem det blendede udtryk: docu-comedy. 
   Journalisten Henrik Palle fortæller at konceptet er "lige så enkelt som det er effektivt":

Man tager en håndfuld af rigets kendteste mandlige skuespillere samt et par pokerbuffs og monterer disse i en enkelt handling: De skal til Las Vegas og deltage i verdensmesterskaberne i pokerspil af den texanske variant med alt betalt, hvorfor der selvsagt er lagt i ovnen til massevis af druk, ballade, skæg og optrin. En blanding af film som 'Tømmermænd i Las Vegas' og rigtig konkurrence.

Det lyder præcis som det det nok er: et effektivt fortæller- og underholdningsplot der spiller på tvetydigheden mellem fakta og fiktion, og som sikrer et tilpas samspil mellem information, identifikation og fascination: gennem scener, handling med forventninger og overraskelser, modstand, vendepunkter og sandhedens øjeblikke.
   Senere i artiklen filosoferer Henrik Palle over hvad det egentlig genremæssigt er vi har gang i med denne series "kontraktforhold":

Hvad er vi ude i? Er det en opfølger på 'Klovn' med masser af kendte i pinlige situationer? Er det reality? Hvad sker der? Som sædvanlig i disse år er vi ude i en temmelig mudret afart af dokumentaren, hvor  begivenhederne til dels er iscenesat, dialogen scriptet et stykke af vejen, og hvor det hele er instrueret og tilrettelagt. Deltagerne spiller sig selv i strammede udgaver, hvor karakteristiske træk fremhæves uden nogen videre diskretion, så vi ikke er i tvivl om, at eksempelvis Thomas Bo Larsen er en sådan lidt brovtende type, og at kuglestøderen Joachim B. Olsen også i virkeligheden er et brød (selv om han altså stiller op for Liberal Alliance).

Citatet her dokumenterer jo at serien også i den grad falder ind under kategorien faktion, og at serien/programmerne i Henrik Palles optik effektivt og enkelt udnytter de dramaturgiske muligheder der ligger i en tvetydig kontrakt eller en såkaldt "dobbeltkontrakt" med publikum. Såvel Las Vega-setting som konkurrence-plot kan man forudse vil sikre den nødvendige fremdrift og en række vendepunkter og sandhedens øjeblikke.

Mere når jeg ikke lige nu, på vej til Kap Verde - feriedrøm og virkelighed. En uge alene med luftige og solrige kontrakter.

Forbrænding skal være sexet

Det er rubrikken på forsideartiklen i Politikens anden sektion. Den handler om resultatet af en arkitektkonkurrence om udformningen af et nyt forbrændingsanlæg, til afløsning for det 40 år gamle affaldsforbrændingsanlæg på Amager. Vinderforslaget er et eksemplarisk udtryk for kreativ tænkning, hvor man i vinderforslaget har tænkt ting sammen som ellers er tænkes adskilt og kategoriseres i klart forskellige konceptuelle rum. Affaldsforbrænding og et skisportsnalæg. Som der står i artiklen:

Designet kortslutter vante adskillelser mellem bygning og landskab, arbejde og fritid, alvor og sjov: I forslaget blive hele tagfladen på den kommende affaldsforbrænding formet som en knap 100 meter hnøj vintersportsbakke med tre pister på tilsammen 1,5 kilometer, som kan anvendes året rundt.

Med forslaget er der jo tale om hvad nu hvis-tænkning - i form af rendyrket konceputel blending: affaldsforbrændingsanlæg og skisportsanlæg befinder sig i to klart adskilte konceptuelle input-rum, og i output-rummet har vi så vinderforslaget hvori der foregår en samtænkning af de to input-rum: Når der alligevel skal være et stort tagareal på sådan et forbrændingsanlæg, hvorfor så ikke bruge det til noget fornuftig - og sjovt?
   Endnu sjovere er måske en anden ide som indgår i vinderforslaget: Her mikser man et nødvendigt onde - udslip af CO2-røg fra anlægget, med positiv pædagogik af befolkningen omkring det. Skorstenen som skal slippe røgen ud, skal indrettes og udformes på en særlige måde:

Røgen skal tilbageholdes i beholderen, indtil den rummer 200 kilo CO2,som derefter presses ud i en gigantisk røgring. Ideen er ikke kun at gøre legen til alvor. For med ringene vil CO2-udslippet for første gang kunne blive pædagogisk anskueligt. Hver gang der er dampet fem ringe fra skorstenen, er der sluppet endnu et ton CO2 ud i atmosfæren; ethvert barn  i København vil få et forhold til udledningen, og hvor hurtigt det faktisk går. Om aftenen er det tanken, at røgringene kan blive belyst og altså fortsat fungere som ikon for denne aldeles uhøjtidelige måde at illustrere  forvandlingen af resterne fra vores forbrug til energi, damp og CO2.

Et smukt et eksempel på en af de kreative teknikker som er velkendt og meget udbredt: Hvad nu hvis vi gjorde det modsatte-tænkning. Normalt vil man som industrianlæg i vore dage forsøge at formindske eller skjule røgen. Her gør man, modsætningsvis, røgudledningen ekstremt synlig og spektakulær, for dermed at udnytte den til et formål som slet ikke ellers forbindes med udledning og forurening: pædagogisk oplysningsvirksomhed.
   Det fremgår af artiklen at forslaget fra BIG-tegnestuen ikke kommer uopfordret, men som megen kreativ virksomhed, er den et resultat af en udfordrende rammesætning: I konkurrenceprogrammet lå nemlig et ønske om at anlægget skulle kombineres med et besøgscenter der skulle tilfører værket nogle kvaliteter, så det ikke bare fremtrådte som "byens bagside", men kunne være "et ikon for en ny bevidst bæredygtighed".