Når det foregående blogindlæg tog retning mod romantikken via begrebet ”inspiration”, så var det fordi der senere i samme avissektion var en stor anmeldelse, forfattet af Henrik Wivel, af en udstilling af den tyske maler Phillip Otto Runges malerier og tegniner. En af de helt store tidlige romantikere i malerkunstens historie, der som mange andre kunstnere i hans generation døde ung på grund af ”brystsyge” - tuberkulose.
Men trods sin relativt begrænsede produktion blev han for samtid og eftertid en stor inspirator, fremgår det. Henrik Wivel skriver tidligt i anmeldelsen:
Phillip Otto Runges virkningshistorie er omfattende, ikke alene i den umiddelbare højromantiske eftertid,men også 1990ernes europæiske symbolisme, hvor hans naturbårne helhedssyn og sirligt slyngede vækstarabesker inspirerer, men også i det 20. århundredes modernisme, hvor Paul Klee fascineres af han initierende barndomsskildringer og Gerhard Richter af hans forsøg på at opbygge harmoniske farveskalaer.
Han har altså været en vigtig inspirator for jugendstilen, som altid har været min favorit i kunsthistorien, og for Paul Klee, som siden jeg var teenager har været en af de kunstmalere hvis billeder jeg er dybt betaget af. Så jeg læser artiklen med interesse
Henrik Wivels anmeldelse fører vidt omkring og aktiverer en masse erindringer fra min danskundervisning i Gymnasiet i begyndelsen af 60´erne. Vi havde en fantastisk god dansklærer der have kælenavnet babyface. Og man må vel sige at han blev den der inspirerede mig – som en slags mentor – til at ville læse dansk på universitetet - da det viste sig at kunstnerdrømmene ikke holdt.
"Universalromantikken", det begreb husker jeg – en filosofisk retning som havde den dansk-tyske digter Henrik Steffens som frontfigur, der inspirerede bredt i kulturlivet både i Danmark og i Tyskland med sin forelæsningsrække: Indledning til philosophiske forelæsninger.
Blandt dem der blev inspireret af Steffens var ikke bare den unge Philipp Otto Rung som studerede i Danmark, men også vores egen romantiske nationaldigter Adam Oehlenschläger og vores internationalt berømte naturvidenskabsmand H.C. Ørsted.
Grundideen hos Steffens var tanken om en universalvidenskab der indbefattede og forenede naturvidenskab, kunstfilosofi og religiøs tænkning. En filosofisk retning som jo i den grad har blending på programmet, tænker jeg nu: De traditionelle skel melle natur og ånd, tid og evighed, fantasi og virkelighed skulle ophæves, og elementerne gå op i en højere – usynlig og idealistisk – enhed - en videnskab om alting og altings sammenhæng bag om overfladeforskelle og fysiske og mentale grænser.
Det centrale i den filosofi var en særlig udviklingspsykologi hvor mennesket kunne gennemgå forskellige stadier mod en mystik-ligenden totalindsigt. Var der nogen der sagde ”new age”?
For at udtrykke disse blendede ”luftige” forestillinger, gjord digtning og malerkunst brug af et væld af metaforer og allegorier: alting blev set og forstået - symboliseret - gennem noget andet: et kodesprog for de indviede.
Som illustration til artiklen er der et stort maleri af Phillipp Otto Runge med titlen ”Morgen”, der et et af en serie på fire der tager udgangspunkt i og har navn efter døgnets 4 tider: morgen, middag, aften, nat. Sådan ser det ud:
Henrik Wivel beskriver/analyserer det sådan:
Runges hovedværk udfoldes romantikkens essentielle tanke hos Steffens, Herder og Goethe om, at den ånd, der sover i stenen og drømmer i planten, vågner og kommer til bevidsthed i menneskebarnet, der da kan fortsætte den åndelige vækst i rejsen mod lyset og opstandelsen. Eksemplarisk udfoldet i Runges Morgen-billede, der egentlig er ”et billede i et billede”. I det ornamentale rammemotiv vokser børnene ud af blomsterløgene og jordens mørke, mens de i det centrale billedfelt stiger som alfer ud af blomstrende lysliljer og bevæger sig op i skyhimlen, hvor keruber danner en underskøn kosmisk bue af skyer og stjerner – i Runges skitser hver med sit lille individuelle ansigt. Som er vertikal søjle i billedets midte står Aurora eller Venus eller Maria, morgenstjernen, der i hustruen Pauline Bassenges gestalt løfter børnene mod himlen, og i samtlige fire billeder i døgnkredsen udgør en slags kosmisk kvindeligt forsyn.
Ja, Henrik Wivel er tydeligvis selv blevet ganske inspireret! Og billedet er da også - selv i avisgengivelsen - et fantastisk billede - med næsten surrealistiske kvaliteter og en helt utrolig farvepragt og glød, som man først genser i malerkunstenen når vi kommer til impressionismen 70 år senere.
Mig slår det hvordan der i billedet er tale om blending på mange niveauer og planer: Rammen ophæves og bliver til en del af billedet, som derved kan aflæses som en grænseoverskridende dynamisk udviklingshistorie. Og samtidig blendes Runges private forhold til kone og børn, som han elskede højt, ind i et symbolsk-allegorisk univers.
Hvis det maleri er inspireret af Steffens ”philosophiske forelæsninger”, så har han godt nok haft en ”impact” som står mål med den inspiration som Adam Oehlenschläger fik ud af dem. Men billedet er altså også, fremgår det, inspireret af det helt nære i hans liv: hans kone og børn.
Men en særlig pointe er at det unge geni også i den grad var forud for sin tid på naturvidenskabeligt grundlag med sin ”farvelære” som foregriber impressionismens, og som slår igennem i hans maleris helt specielle farveintensitet. Denne farvelære som han diskuterede med Goethe, illustrerede han med en ”farveklode”, som jeg har har fundet en afbildning af på nettet:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar