"Inspiration" er et ord jeg slet ikke husker at have brugt i den her blog. Det indgår i titlen på interviewbogen Inspiration og kreativitet af Annie Dunch, som jeg tidligere har nævnt og hentet et par cases fra til beskrivelsen af den særligt kreative personlighed. Men "inspiration" som en indgang til den kreative proces tændte jeg ikke på.
Jeg sidder nu her på et hotelværelse på Kap Verde i varmen og læser den medbragte Weekendavis fra den 21.01.11. Kultursektionens forside har et portræt af Per Steen Hebsgaard i anledning af hans 25 års jubilæum som glaskunstner og en udstilling i Ebeltofts glasmuseum. Portrættet er skrevet af Niels Houkjær.
Artiklen fortæller at Per Steen Hebsgaard kom i glarmesterlære hos sin storebror i Tarm. Og så fortsætter artiklen:
Som ung lærling skulle han hjælpe til med at montere en tre meter høj alterrude i Tarm Kirke, som glarmesteren Mogens Freese havde fremstillet for Sven Havsten Mikkelsen. Det blev indvielsen til kunstglasset for den unge lærling. Ikke en åndelig eller religiøs åbenbaring i kirkekunsten med oplevelsen af Havsteens bibelske motiver, men en indsigt i hvad materialet og det illuminerede gals kunne udrette i al sin overvældende farvepragt. Sådan noget ville Per lave når han blev stor. Og det blev han. Rigtig stor endda...
Afsnittet minder mig i først omgang om Poul Martinsen som fortæller en lignende historie om hvordan han blev tv-dokumentarist. Under sit journalist-studieophold i USA i 1964-1965 fik journalistskolen i New York besøg af to af pionererne i den moderne dokumentarisme-retning som fik navnet ”direct cinema". Og de viste filmene Salesman og Happy Mothers Day for de journaliststuderende. Da Martinsen så de film, vidste han øjeblikkelig at det var det han ville lave: dokumentarfilm. Så da han kom hjem og genoptog jobbet som velmeriteret skrivende journalist på Politiken, var hans målrettede plan at blive ansat på tv og lave den slags film. Og det lykkedes ham tre år efter i 1968.
Selv om jeg ikke lige konkret kan huske andre eksempler, så mener jeg at kunstner-, forsker- og journalistbiografierne er fulde af eksempler på den slags historier: Som barn eller ung oplever de et "møde" med et eller andet (en historie, et eksempel, et kunstværk, en person) som pludselig – nærmest i et glimt – giver dem en slags aha-oplevelse: Det er det jeg skal være, det er det jeg skal lave, det er det der er meningen med mit liv!!!
Men den slags oplevelser er jo noget forskellig fra de aha-oplevelser vi i tidligere blogindlæg har set som forløsning i den kreative problemløsningsproces – efter inkubationen - eller som klimaks – pay off – på et dramaturgisk set up i det forudgående dramatiske forløb i en fortælling, i en film, et teaterstykke eller en roman.
Men det ligner alligevel en del. Ethvert barn i min og rigtig mange foregående generationer er på et tidspunkt blevet spurgt af de voksne: ”Hvad vil du være når du bliver stor?”
Det er selvfølgelig et problem for børn og søgende unge mennesker at det ved de som regel ikke, og spørgsmålet implicerer jo at det burde de vide eller se at finde ud af. Så der er nok tale om en slags inkubation som måske kan strække sig over mange år, inden indsigten i et oplysende øjeblik er der: Det det jeg skal være: astronom, komponist, dokumentarist, arkitekt. Og indsigten er ledsaget af en oplevelse af glæde og befrielse.
Det slår mig også når jeg læser ovenstående afsnit i Niels Houskjærs portræt glaskunstneren at han bruger ord som ”indvielse” og ”illumination” - for så straks derefter at dementere den naturlige association til ”åndelig eller religiøs åbenbaring.” Vi er inde i romantikkens terminologiske univers, hvor også ordet og begrebet ”inspiration” befinder sig og er særdeles centralt.
Ordet og begrebet ”lugter” jo lidt gammeldags, og det er nok derfor jeg med flid har undgået at bruge det – og undgået at tage det op til nærmere analyse - før nu.
Men jeg kender det jo glimrende. Jeg har i min ungdom mentalt flirtet rigtig meget med romantikkens livssyn - og husker f.eks. også at jeg som 14-16-årig gik på maleriudstillinger sammen med min mor: Klee- og Nolde-udstillinger, udstillinger som inspirerede mig til at ville være kunstmaler som voksen. Hvad jeg forsøgte, men ikke havde vilje og talent til, da det kom til stykket.
Men ingen tvivl om at Romantikkens kunstnere dyrkede ”inspirationen” som en nødvendig igangsætter af kunstnerisk skaben: Det kunne være naturen, eller en kvinde, eller et venskab der gjorde så stærkt et indtryk (aha!) at det måtte bearbejdes i et kunstnerisk udtryk.
I romantikkens regi var inspirationen knyttet sammen med længsel efter det uopnåelige – et savn der som kreativt brændstof stimulerede til en hektisk og produktiv fantasivirksomhed hos datidens kunstnere. Begreberne ”muse” og ”platonisk kærlighed” blive centrale mentale figurer i den romantiske kunstfilosofi.
Mere om det i næste blogindlæg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar