Forbrænding skal være sexet

Det er rubrikken på forsideartiklen i Politikens anden sektion. Den handler om resultatet af en arkitektkonkurrence om udformningen af et nyt forbrændingsanlæg, til afløsning for det 40 år gamle affaldsforbrændingsanlæg på Amager. Vinderforslaget er et eksemplarisk udtryk for kreativ tænkning, hvor man i vinderforslaget har tænkt ting sammen som ellers er tænkes adskilt og kategoriseres i klart forskellige konceptuelle rum. Affaldsforbrænding og et skisportsnalæg. Som der står i artiklen:

Designet kortslutter vante adskillelser mellem bygning og landskab, arbejde og fritid, alvor og sjov: I forslaget blive hele tagfladen på den kommende affaldsforbrænding formet som en knap 100 meter hnøj vintersportsbakke med tre pister på tilsammen 1,5 kilometer, som kan anvendes året rundt.

Med forslaget er der jo tale om hvad nu hvis-tænkning - i form af rendyrket konceputel blending: affaldsforbrændingsanlæg og skisportsanlæg befinder sig i to klart adskilte konceptuelle input-rum, og i output-rummet har vi så vinderforslaget hvori der foregår en samtænkning af de to input-rum: Når der alligevel skal være et stort tagareal på sådan et forbrændingsanlæg, hvorfor så ikke bruge det til noget fornuftig - og sjovt?
   Endnu sjovere er måske en anden ide som indgår i vinderforslaget: Her mikser man et nødvendigt onde - udslip af CO2-røg fra anlægget, med positiv pædagogik af befolkningen omkring det. Skorstenen som skal slippe røgen ud, skal indrettes og udformes på en særlige måde:

Røgen skal tilbageholdes i beholderen, indtil den rummer 200 kilo CO2,som derefter presses ud i en gigantisk røgring. Ideen er ikke kun at gøre legen til alvor. For med ringene vil CO2-udslippet for første gang kunne blive pædagogisk anskueligt. Hver gang der er dampet fem ringe fra skorstenen, er der sluppet endnu et ton CO2 ud i atmosfæren; ethvert barn  i København vil få et forhold til udledningen, og hvor hurtigt det faktisk går. Om aftenen er det tanken, at røgringene kan blive belyst og altså fortsat fungere som ikon for denne aldeles uhøjtidelige måde at illustrere  forvandlingen af resterne fra vores forbrug til energi, damp og CO2.

Et smukt et eksempel på en af de kreative teknikker som er velkendt og meget udbredt: Hvad nu hvis vi gjorde det modsatte-tænkning. Normalt vil man som industrianlæg i vore dage forsøge at formindske eller skjule røgen. Her gør man, modsætningsvis, røgudledningen ekstremt synlig og spektakulær, for dermed at udnytte den til et formål som slet ikke ellers forbindes med udledning og forurening: pædagogisk oplysningsvirksomhed.
   Det fremgår af artiklen at forslaget fra BIG-tegnestuen ikke kommer uopfordret, men som megen kreativ virksomhed, er den et resultat af en udfordrende rammesætning: I konkurrenceprogrammet lå nemlig et ønske om at anlægget skulle kombineres med et besøgscenter der skulle tilfører værket nogle kvaliteter, så det ikke bare fremtrådte som "byens bagside", men kunne være "et ikon for en ny bevidst bæredygtighed".

Sebastian Swane - blending af opera og psykoanalyse

Fruen hører altid søndag formiddag programmet "Åbent Hus" på P2 med Nikolaj Koppel og Hella Joof. I dag havde de en gæst inde, Sebastian Swane, som fruen efter programmet begejstret fortalte om. Noget med opera og psykoanalyse. Hun havde fået en aha-oplevelse af Sebastian Swanes udlægningen af operagenrens særlige kvaliteter, som "multilagsfortællnger" (mit ord), og koblingen mellem psykiatriske analyser og diagnoser og operaernes tematiske struktur. Sebastian Swane var oprindelig operasanger, men havde skiftet karrierer og var uddannet mediciner med speciale i psykiatri, refererede hun. Men han sang stadigvæk også.
   De eneste "Swaner" jeg kender er kunstnerfamilien der har hus i Odsherred i nærheden af hvor vi har sommerhus. Sebastian Swane har jeg aldrig hørt om - og søger på nettet.
   Han har egen hjemmeside: www.sebastian-swane.dk. Af hans CV fremgår det at han i den grad må høre til kategorien af særligt kreative personligheder. En kompleks, mangesidig multipersonlighed, der ud over at være overlæge i psykiatri, har været og stadig er aktiv operasanger, og så har han dyrket mange forskellige ekstremsport-aktiviteter.
   Det fremgår af et interview at han som 4-årig vidste han ville være operasanger, at han som 14-årig vidste han også ville være læge, og som 16 årig at det skulle være inden for psykiatrien. Han holder  mange operaformidlende foredrag hvor han ser analytisk på operaen gennem psykologiens og psykiatriens optik. Som fx i dette citat:

I de store operaer fungerer orkestret som personernes underbevidsthed og fortæller hele tiden på flere planer, hvad personerne virkelig føler og tænker, i modsætning til det de siger. Kompleksiteten er dybt fascinerende. Det, at der fx i Wagners operaer er flere hundrede motiver, som betyder noget specielt, og hele tiden refererer til en speciel tanke, person, situation eller følelse, som fx had eller jalousi, og så kan spilles samtidigt, betyder, at vi får afdækket interessante aspekter ved personernes bagvedliggende drifter og instinkter. Når man i klassisk musik – i modsætning til de fleste andre former for musik – spiller flere motiver eller melodier på en gang, har man det, der kaldes kontrapunkt, som måske er det mest udtryksrige ved musikken, fordi den hermed kan udtrykke flere følelser samtidigt, noget som denne kunstart kan gøre bedre end nogen anden. Hermed imiterer musikken netop vores måde at opleve verden på, nemlig følelser og tanker på flere emotionelle planer på engang. Fx når en kvindelig person i en opera siger, at hun hader en person, og man så i orkesteret hører et kærlighedsmotiv samtidig med et jalousimotiv, så ved man at hun lyver fordi hun er jaloux. Og alt efter hvor meget man nu har lyst og interesse for at gå ind i en dybere analyse, vil man måske opdage, at jalousimotivet er kærlighedsmotivet spillet bagfra, fordi komponisten vil vise, at det er en forvredet kærlighed. Hermed bringes vi ind på Freuds begreb ’reaktionsdannelse’, som betyder, at man siger det modsatte af, hvad man mener!

Dette er naturligvis dybt interessant set fra et kreativitetsynspunkt, og det var det fruen tændte på og fik aha-oplevelse af da hun hørte om det.
   Det Sebastian Swane fortæller her, handler om det dramaturgien kalder undertekst, retorikken kalder ironi. Altså blendede udtryksformer, som jeg tidligere har beskrevet. Og det er klart at operaen som genre i sig selv er en blended genre af musik og teater: SYNGE-SPIL
   Citatet er også interessant ved at det altså bruger Freud og psykoanalysens begrebsapparat til at gennemlyse operaen som genre. I en af hans andre artikler på hjemmesiden, kan man finde en meget grundig gennemgang af den moderne Freud-kritik, hvis konklusion er at Freud absolut ingen empirisk grundlag havde for sine teorier, at han var en mytemager uden lige, og at hans teorier er at ligne ved religion. Artiklen trækker en analogi fra: forholdet mellem Freuds psykoanalyse/den "dynamiske psykologi" og den moderne kognitive psykologi/terapi - til: forholdet mellem astrologi og den moderne videnskabelige astronomi. Se: http://sebastian-swane.dk/Download/Freud.pdf.
   Sebastian Swane er også som forsker og videnskabsmand en kompleks personlighed, ser det ud til.
   Citatet ovenfor er fra et interview med en journalist ved navn Flemming Christiansen i tidsskriftet Ascolata 2005: http://sebastian-swane.dk/Download/Uddannet%20som%20sanger.pdf.

Stenøkser, hjernen, sproget, kreativiteten

Jeg sorterer i avisudklip som jeg har lagt til side fordi jeg den dag ikke havde tid til at skrive et blogindlæg om det. Et er fra Information den 17. november. Rubrikken der fanger mig, lyder: "Det var fremstillingen af stenøkser der udviklede vores sprog".
   Artiklen fortæller at man har målt hvor hvor stærkt hjernen aktiveres i to forskellige situationer: 1) når man hugger en stenøkse af den fine slebne og symmetriske slags som først blev fundet sammen med knogler af menneskearten Homo Erectus for 500.000 år siden, og 2) når man hugger de "stenflager" som blev fundet sammen med knogler af Homo Habilis for 2 millioner år siden.
   Pointen i undersøgelsen er at nøgleområder i hjernens højre halvdel bliver mere aktive, når der skiftes fra fremstilling af de primitiv stenflager til de håndværksmæssigt avancerede stenøkser. Og at nogle af de samme hjerneregioner er involveret i sprogprocesser. Undersøgelsens ophavsmand og forfatter til en artikel i tidsskriftet Plos One, udtaler:

Springet fra primitive stenredskaber til elegante håndholdt økser var et massivt teknologisk fremskridt for vore tidlige forfædre. Vores undersøgelser giver forstærket belæg for den teori at redskabsfremstilling og sproget udviklede sig i sammenhæng, da begge stillede krav om mere avanceret tænkning, hvilket gør den tidlige palæolitiske tid til en afgørende tid i menneskets historie. Det var efter denne periode, at de tidlige mennesker forlod  Afrika og begyndte at kolonisere andre dele af verden.

Højre hjernehalvdel er der hvor man siger at den rumlige men ubevidste kreative tænkning foregår. Og det er indlysende at for at hugge en stenøkse, så må man forestille sig den først. Altså have en fantasi om den. Denne forestilling skal så arbejde sammen med og styrer de motoriske centre som aktiveres når hænderne manipulerer noget fysisk i omverdenen. Og for hver stump der hugges af stenen, går der en melding tilbage til hjerne som vurderer om stenen nærmer sig den forestillede form efterhånden som den bliver hugget til og slebet. Man må så gå ud fra at sproget først er blevet brugt til instruktion fra den der kan til den der skal til at lære at kunne - hugge en "elegant" stenøks.
   Det giver mig associationer til "Den 3. dims"-interviewstrategien, der går ud på at få folk til at tale mere levende og konkret når de svarer på spørgsmål, hvis man indfører det man snakker om i samtalerummet, så begge kan se det og røre ved det.
   Et egentligt referentielt sprog er der ikke behov for når sproget skal varetage sin funktion som kommunikation af relationer til artsfæller. Det er først når et menneske skal instruere et andet menneske om at lave en ting at vi har brug for ord med tingsreference.
   Og mens man naturligvis kan lære bare af at iagttage hvad en anden gør hvis det er meget simle enkeltoprationer, så er det nødvendig for at lære den mere avancerede produktion sprogligt at få forklaret sammenhængen mellem mål - forestillingen om en økse - og midlerne: en række enkelthandlinger i en bestem orden og styret af en overordnet erfaringsbaseret designlogik
   Man må her kunne tale om blending: af et konceptuelt rum hvori forestillingen om stenøksen som kan fælde træer og dyr, befinder sig, og et andet konceptuelt rum hvor forestillingen om en sten der omformes ved at blive tilhugget, befinder sig. Blending foregår så i virkeligheden når stenøksen gradvis vokser ud af stenklumpen ved hændernes hjælp. Jeg mindes en historie om Picasso:

"Hvordan skaber en kunstner en løve ud af en marmorblok?" blev Picasso en gang spurgt. "Meget enkelt svarede den gamle mester, man hugger det marmor væk som ikke ligner en løve."

Eksaminator-censor-blending ved eksamensbordet

Igen var jeg sammen med gode mennesker som spurgte om hvad jeg havde gang i - underforstået - om jeg var i gang med en ny bog. Jeg sagde: både nej og ja. Jeg skriver løbende, men ikke på en bog. Hvis man putter et "l" ind i "bog", så får man "blog". Sådan en er jeg i gang med.
   I de kredse jeg færdes er det ikke almindeligt at skrive en blog. Når så man fortæller det, er det næste spørgsmål: Er der mange kommentarer? Det er der ikke, fortæller jeg. For min blog indholder næsten ikke meninger og lægger ikke op til debat eller dialog. Den handler om kreativitet, og er en måde at lave halv- eller kvart-videnskabelig research på inden for et område der optager mig. Og - er jeg så blevet klar over undervejs - altid har optaget mig. Blog-indlæg er forpligtende fordi de er offentlige som en bog, men det giver en stor frihed at man kan skrive stykvis og delt og associativt og cirkulært og springende og ulogisk - hvad man jo ikke kan i forhold til en bog der skal være færdig og endelig og begrænset og logisk og klar og sammenhængende.

F.eks. nu igår hvor jeg var censor på tv-tilrettelæggeruddannelsen. Eksaminator var Søren Steen Jespersen, en af stifterne af det dokumentarorienterede tv-produktionsselskab Bastard Film, som i årenes løb har leveret flotte, relevante og væsentlige dokumentarfilm til især TV2.
   Jeg kendte ham ikke personligt, men navnet er dukket op i forbindelse med en lang række dokumentarer som jeg har set og har liggende som vhs-kopier, og som jeg har brugt og refereret til i De levende billeders dramaturgi - og som illustrerende eksempler på kurset Power TV.
   Det viste sig at SSJ havde været på Nordisk Film i 90´ern mens Poul Martinsen også sad og arbejdede derude. Og at han var en stor beundrer af ham. Så jeg prøvede lige at fortælle så meget om mit arbejde med at skrive bogen om Poul, at han måske kunne blive så hooked at han kunne finde på at læse bogen.

Vi sad der en hel dag og eksaminerede en halv snes vordende tv-tilrettelæggere - ud fra den opgave de havde afleveret: et journalistisk tv-indslag, et rammekoncept og en analyserende rapport. Og det  indebar faktisk en kreativ proces at vi to erfarne herrer sad og skulle begrunde nogle vurderinger for hinanden, blive enige og over for den enkelte studerende forklare og retfærdiggøre en karakter.
   Han er journalist og har stor produktionserfaring som tv-journalist og dokumentarist, jeg er akademiker og har stor analyse- og undervisningserfaring på samme felt.
   Så vores votering fik karakter af af blending af to delvist forskellige mentale rum, og jeg synes jeg blev klogere og fik nogle aha-oplevelser.

Hvad blev vi så enige om der var af gennemgående svagheder i indslagene?
   To ting: De studerende manglede at synliggøre den konflikt eller den modstand der skulle give historien fremdrift. Og de manglede at levere de kontekstinformationer og den forhistorie som kunne motivere de medvirkendes handlinger og udvikling. SSJ havde mest hæftet sig ved fraværet af konflikt, og jeg havde mest hæftet mig ved fraværet af kontekst og forhistorie.
   Pointen var så klar: at konflikterne i de fleste historier lå i den kontekst eller den forhistorie som ikke var ekspliciteret i indslaget. Og at den fortællemodel som de alle trak på: Kristian Frederiksens PKP-model - ikke inviterede til konflikthistorier og ikke inviterede til at levere kontekstinformation og forhistorier, men snarere stillede sig i vejen.
   PPK-modellen er en særlig berettermodel som den kreative tv-journalist Kristian Frederiksen i sin bog Alene med et kamera har givet navn: Præmis, Konsekvens, Perspektiv. Udviklet til brug for one-man-band-produktion og sync-in-action interviews. Den er velegnet til at give forløbsstruktur til personfokuserede reportager med handlingsforløb i tid. Men den giver ikke naturligt plads til "flash back" eller til det som englænderne kalder "BBI"-afsnit: et afsnit der leverer Boring But Important information.
   Det er lige præcis den slags nødvendig information berettermodellen inviterer til, nemlig i uddybningsdelen. Og det er også det der er plads til i bølgemodellen - i "mellemspillene" mellem "bølgerne".
   Man kan sige at opgaverne og eksaminanderne fungerede på samme måde som strategien "den 3. dims" i et interview. Det inviterede til konkret og kreativ-tænkning hos censor og eksaminator i forening. Og tilsyneladende forstod eksaminanderne det når vi bagefter kaldte dem ind og forklarede det.
 

Faktion - igen - igen - og en retssag om autofiktion

I slutningen af november deltog jeg i et fagligt seminar for og med underviserne på journalistik på RUC. Temaet var forholdet mellem virkelighed og fiktion i forskellige formidlingssammenhænge: dokumentar, tv-nyheder, forskningsrapporter. Jeg var blevet bedt om at indlede med et oplæg "om faktion", nok mest fordi jeg jo har skrevet en bog for mange år siden, Faktion som udtryksmiddel, der den gang blev ret kendt både i universitets- og journalistkredse. Måske også fordi jeg har vejledt en hel del specialer i og om narrativ journalistik, og har talt en del om det til højre og venstre. Og den fortællende journalistiks former er jo også blevet beskyldt for at sætte den journalistiske troværdighed på spil gennem blandingen af fakta og fiktion.

Når jeg kommer til at tænke på det seminar i dag, er det fordi mit oplæg den gang sluttede med at fremhæve at spørgsmålet om hybridformer og tvetydige kontrakter med publikum, stadig er højaktuelt. Og i dag har Information en artikel på kultursiderne med rubrikken "Skæbnedag for autofiktion". Underrubrikken fortæller at et forlag og en forfatter er på anklagebænken i en retssag "for at have have krænket 'romanfiguren' Thomas Skade Rasmussens privatliv.

   Dels studser jeg over ordet "autofiktion" i rubrikken, der blev brugt som om det var et ord alle læsere var fortrolige med. Dels er det mærkeligt med de distanceskabende anførselstegn omkring "romanfiguren". Jeg husker ikke jeg har set ordet "autofiktion" før, men det har jeg nok, men ikke hæftet mig ved det i skyndingen.

   Jeg tjekker Wikipedia på engelsk, det må være derfra det kommer - autofiction:

Coined by Serge Doubrovsky in 1977 with reference to his novel Fils, autofiction refers to form of fictionalized autobiography. Autofiction combines two paradoxically contradictory styles: that of autobiography, and fiction. An author may decide to recount his/her life in the third person, to modify significant details or 'characters', using fiction in the service of a search for self. It has parallels with the faction, a genre devised by Truman Capote to describe his novel In Cold Blood. Autofiction is principally a genre associated with contemporary French authors, among them: Christine Angot, Guillaume Dustan, Alice Ferney, Annie Ernaux, Olivia Rosenthal, Anne Wiazemsky, and Vassilis Alexakis. Catherine Millet's 2002 memoir The Sexual Life of Catherine M. famously used autofiction to explore the author's sexual experiences.In India, Autofiction has been associated with the works of Charu Nivedita. His novel Zero_degree, a path breaking work in Tamil Literature, in an example of this genre.

Ser man det! Det er altså et blended udtryk - en verbal kortslutning af "autobiografi" og "fiktion". Og altså et eksempel på faktion i den betydning af ordet som jeg bruger i Faktion som udtryksmiddel: en mediefortælling hvor man blander fakta og fiktion - og der bliver ballade over blandingen.

Den danske forfatter som nu er anklaget, hedder Claus Bech-Nielsen, fremgår det. Og jeg husker der tidligere i Information har været nogle spøjse artikler om det rod der var i CBN´s roman 'Suveræn' hvor han beskrev en "ven" med navns nævnelse, men i en sammenhæng hvor der i øvrigt var en masse opdigtet stof. Og at "vennen" blev sur og følte sig og sit liv misbrugt.

   Der er jo også klare analogier til retssagen i Oslo om Åsne Seierstads Boghandleren i Kabul. Og artiklen i Information refererer til Klaus Rifbjergs Marts 1970, og oplister i en faktaboks en lang række moderne "autofiktive" værker, hvoriblandt den norske Karl Over Knausgaard: Min Kamp, Jørgen Leth: Det uperfekte menneske, Susanne Brøgger: Sølve, og Knud Romer: Den der blinker er  bange for døden. 

   I artiklen er der også interviewudtalelser af Poul Berendt som i 2006 fik udgivet bogen Dobbelkontrakten hvori han analyserede en række autofiktioner, og anbefaler at man som publikum læser dem to gange, først selvbiografisk og altså som fakta, og derefter som romaner - altså som fiktion.

   Det synes jeg i øvrigt er forfejlet når hele fidusen set fra forfatterens synspunkt og fornøjelsen set fra læserens er at tvetydigheden fastholdes under læsningen: De skal læses som blendede diskurser - hvad enten de bryder lov og ret - eller bar balancegang på grænsen til moral og anstændighed.

For nu at vende tilbage til det jeg begyndte med i dag, mit oplæg til det faglige forum på journalistuddannelsen. Under arbejdet med det blev jeg klar over - for alvor - at jeg havde et lidt traumatisk forhold til begrebet faktion. Der skete nemlig det i starten af 90-erne at bogen de første år nød stor anerkendelse, og jeg blev inviteret til at holde oplæg og forelæsninger både her og der.

   Men så pludselig blev medieforskernes establishement enige om at det videnskabsteoretisk var forfejlet at lægge så meget vægt på skellet mellem fakta og fiktion som jeg (og det fleste journalister) gjorde. Egentlig kunne man jo - dybest set - ikke skelne mellem fakta og fiktion, og derfor var begrebet faktion videnskabeligt set uanvendeligt, var grundsynspunktet.

   Og derefter forsvandt Faktion som udtryksmiddel ud af mediespecialernes og de medievidenskablige afhandlingers litteraturlister - sammen med at brugen af selve termen blev nærmest tabu. Og selv valgte jeg - og deri det traumatiske - at smide begrebet ud af de bøger og artikler jeg efterfølgende skrev som havde noget med blandings- og hybridgenre i medierne at gøre, fx. De levende billeders dramaturgi. Analytisk indførte jeg her begrebet "fortællerplot" - delt op i "journalistiske plot" og "underholdningsplot", og samtidig beskrev jeg en særlig faktagenre - "de afprøvende" - som dækkede en del af de tv-programmer som jeg i faktionsbogen sammenfattede under betegnelsen "iscenesat.virkelighed". Og jeg fik på den måde terminologisk sneget mig uden om det "betændte" faktionsbegreb.

   Men jeg sluttede faktisk mit oplæg i november med at "genoplive" begrebet 'faktion' - og stå ved det jeg skrev og den tænkning der lå bag min bog fra den gang. Jeg synes af jeg med de moderne cognitive teorier om conceptual blending og frame-shifting har fået teoretisk fast grund under fødderne.

   Det kunne være jeg i et fremtidigt blog-indlæg skulle resumere oplægget i sin helhed. Men her er den oprindelige definition i hvert fald som den stod skrevet:

Faktion” er alle former for medieprodukter hvor blandingen af  ”fakta og ”fiktion” er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har afgørende betydning – enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på – eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på – eller, for det meste, for begge dele.