Stenøkser, hjernen, sproget, kreativiteten

Jeg sorterer i avisudklip som jeg har lagt til side fordi jeg den dag ikke havde tid til at skrive et blogindlæg om det. Et er fra Information den 17. november. Rubrikken der fanger mig, lyder: "Det var fremstillingen af stenøkser der udviklede vores sprog".
   Artiklen fortæller at man har målt hvor hvor stærkt hjernen aktiveres i to forskellige situationer: 1) når man hugger en stenøkse af den fine slebne og symmetriske slags som først blev fundet sammen med knogler af menneskearten Homo Erectus for 500.000 år siden, og 2) når man hugger de "stenflager" som blev fundet sammen med knogler af Homo Habilis for 2 millioner år siden.
   Pointen i undersøgelsen er at nøgleområder i hjernens højre halvdel bliver mere aktive, når der skiftes fra fremstilling af de primitiv stenflager til de håndværksmæssigt avancerede stenøkser. Og at nogle af de samme hjerneregioner er involveret i sprogprocesser. Undersøgelsens ophavsmand og forfatter til en artikel i tidsskriftet Plos One, udtaler:

Springet fra primitive stenredskaber til elegante håndholdt økser var et massivt teknologisk fremskridt for vore tidlige forfædre. Vores undersøgelser giver forstærket belæg for den teori at redskabsfremstilling og sproget udviklede sig i sammenhæng, da begge stillede krav om mere avanceret tænkning, hvilket gør den tidlige palæolitiske tid til en afgørende tid i menneskets historie. Det var efter denne periode, at de tidlige mennesker forlod  Afrika og begyndte at kolonisere andre dele af verden.

Højre hjernehalvdel er der hvor man siger at den rumlige men ubevidste kreative tænkning foregår. Og det er indlysende at for at hugge en stenøkse, så må man forestille sig den først. Altså have en fantasi om den. Denne forestilling skal så arbejde sammen med og styrer de motoriske centre som aktiveres når hænderne manipulerer noget fysisk i omverdenen. Og for hver stump der hugges af stenen, går der en melding tilbage til hjerne som vurderer om stenen nærmer sig den forestillede form efterhånden som den bliver hugget til og slebet. Man må så gå ud fra at sproget først er blevet brugt til instruktion fra den der kan til den der skal til at lære at kunne - hugge en "elegant" stenøks.
   Det giver mig associationer til "Den 3. dims"-interviewstrategien, der går ud på at få folk til at tale mere levende og konkret når de svarer på spørgsmål, hvis man indfører det man snakker om i samtalerummet, så begge kan se det og røre ved det.
   Et egentligt referentielt sprog er der ikke behov for når sproget skal varetage sin funktion som kommunikation af relationer til artsfæller. Det er først når et menneske skal instruere et andet menneske om at lave en ting at vi har brug for ord med tingsreference.
   Og mens man naturligvis kan lære bare af at iagttage hvad en anden gør hvis det er meget simle enkeltoprationer, så er det nødvendig for at lære den mere avancerede produktion sprogligt at få forklaret sammenhængen mellem mål - forestillingen om en økse - og midlerne: en række enkelthandlinger i en bestem orden og styret af en overordnet erfaringsbaseret designlogik
   Man må her kunne tale om blending: af et konceptuelt rum hvori forestillingen om stenøksen som kan fælde træer og dyr, befinder sig, og et andet konceptuelt rum hvor forestillingen om en sten der omformes ved at blive tilhugget, befinder sig. Blending foregår så i virkeligheden når stenøksen gradvis vokser ud af stenklumpen ved hændernes hjælp. Jeg mindes en historie om Picasso:

"Hvordan skaber en kunstner en løve ud af en marmorblok?" blev Picasso en gang spurgt. "Meget enkelt svarede den gamle mester, man hugger det marmor væk som ikke ligner en løve."