Igen var jeg sammen med gode mennesker som spurgte om hvad jeg havde gang i - underforstået - om jeg var i gang med en ny bog. Jeg sagde: både nej og ja. Jeg skriver løbende, men ikke på en bog. Hvis man putter et "l" ind i "bog", så får man "blog". Sådan en er jeg i gang med.
I de kredse jeg færdes er det ikke almindeligt at skrive en blog. Når så man fortæller det, er det næste spørgsmål: Er der mange kommentarer? Det er der ikke, fortæller jeg. For min blog indholder næsten ikke meninger og lægger ikke op til debat eller dialog. Den handler om kreativitet, og er en måde at lave halv- eller kvart-videnskabelig research på inden for et område der optager mig. Og - er jeg så blevet klar over undervejs - altid har optaget mig. Blog-indlæg er forpligtende fordi de er offentlige som en bog, men det giver en stor frihed at man kan skrive stykvis og delt og associativt og cirkulært og springende og ulogisk - hvad man jo ikke kan i forhold til en bog der skal være færdig og endelig og begrænset og logisk og klar og sammenhængende.
F.eks. nu igår hvor jeg var censor på tv-tilrettelæggeruddannelsen. Eksaminator var Søren Steen Jespersen, en af stifterne af det dokumentarorienterede tv-produktionsselskab Bastard Film, som i årenes løb har leveret flotte, relevante og væsentlige dokumentarfilm til især TV2.
Jeg kendte ham ikke personligt, men navnet er dukket op i forbindelse med en lang række dokumentarer som jeg har set og har liggende som vhs-kopier, og som jeg har brugt og refereret til i De levende billeders dramaturgi - og som illustrerende eksempler på kurset Power TV.
Det viste sig at SSJ havde været på Nordisk Film i 90´ern mens Poul Martinsen også sad og arbejdede derude. Og at han var en stor beundrer af ham. Så jeg prøvede lige at fortælle så meget om mit arbejde med at skrive bogen om Poul, at han måske kunne blive så hooked at han kunne finde på at læse bogen.
Vi sad der en hel dag og eksaminerede en halv snes vordende tv-tilrettelæggere - ud fra den opgave de havde afleveret: et journalistisk tv-indslag, et rammekoncept og en analyserende rapport. Og det indebar faktisk en kreativ proces at vi to erfarne herrer sad og skulle begrunde nogle vurderinger for hinanden, blive enige og over for den enkelte studerende forklare og retfærdiggøre en karakter.
Han er journalist og har stor produktionserfaring som tv-journalist og dokumentarist, jeg er akademiker og har stor analyse- og undervisningserfaring på samme felt.
Så vores votering fik karakter af af blending af to delvist forskellige mentale rum, og jeg synes jeg blev klogere og fik nogle aha-oplevelser.
Hvad blev vi så enige om der var af gennemgående svagheder i indslagene?
To ting: De studerende manglede at synliggøre den konflikt eller den modstand der skulle give historien fremdrift. Og de manglede at levere de kontekstinformationer og den forhistorie som kunne motivere de medvirkendes handlinger og udvikling. SSJ havde mest hæftet sig ved fraværet af konflikt, og jeg havde mest hæftet mig ved fraværet af kontekst og forhistorie.
Pointen var så klar: at konflikterne i de fleste historier lå i den kontekst eller den forhistorie som ikke var ekspliciteret i indslaget. Og at den fortællemodel som de alle trak på: Kristian Frederiksens PKP-model - ikke inviterede til konflikthistorier og ikke inviterede til at levere kontekstinformation og forhistorier, men snarere stillede sig i vejen.
PPK-modellen er en særlig berettermodel som den kreative tv-journalist Kristian Frederiksen i sin bog Alene med et kamera har givet navn: Præmis, Konsekvens, Perspektiv. Udviklet til brug for one-man-band-produktion og sync-in-action interviews. Den er velegnet til at give forløbsstruktur til personfokuserede reportager med handlingsforløb i tid. Men den giver ikke naturligt plads til "flash back" eller til det som englænderne kalder "BBI"-afsnit: et afsnit der leverer Boring But Important information.
Det er lige præcis den slags nødvendig information berettermodellen inviterer til, nemlig i uddybningsdelen. Og det er også det der er plads til i bølgemodellen - i "mellemspillene" mellem "bølgerne".
Man kan sige at opgaverne og eksaminanderne fungerede på samme måde som strategien "den 3. dims" i et interview. Det inviterede til konkret og kreativ-tænkning hos censor og eksaminator i forening. Og tilsyneladende forstod eksaminanderne det når vi bagefter kaldte dem ind og forklarede det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar