Grafitti-kunstneren - en Doktor Jerkyll og Mr. Hyde-personlighed

Jeg hørte i radioen på vej hjem i bil et indslag fra ungdomprogrammet "Klubværelset". Et interview med en gammel grafittikunstner som stadig var aktiv. Journalisten der interviewede, og kunstneren sad på en jernbanestation og så på tog der holdt stille eller kørte forbi. Grafittimanden kendte de forskellige typer og vurderede deres forskellige kvaliteter som mulige "lærreder" for sin kunst. De sad også kiggede i en bog med fotografier af en række forskellige typer grafitti. Han sagde og det lød som om han mente det positivt: Mange af dem havde jo kun eksisteret i nogle få timer.
   Han fortalte hvordan han kunne blive urolig og irritabel hvis der gik for lang tid mellem han var ude og spraye. Det lød næsten som om det var en slags abstinenser når han beskrev det. I hvert fald var der tale om en lidenskab eller en drift - en form for afhængighed.
   Så spurgte intervieweren om hans omgivelser vidste noget om at han altså var ude om natten og male grafitti. Ja, sagde han, hans nærmeste familie. Og hans børn var stolte af ham.
   Men på studiet og på arbejde der holdt han det hemmeligt: Man kunne aldrig vide hvad en tidligere medstuderende eller en tidligere arbejdkammerat kunne finde på at fortælle. Så der levede han et dobbeltliv, sagde han, og det var egentlig i sig selv spændende at hans omgivelser ikke kendte til de nattelige kunstneriske - men jo også kriminelle - aktiviteter. (Jeg får en association til Blekingegadebanden og dens medlemmers dobbeltliv.)

Det var det med dobbeltlivet, der igen gjorde at jeg spidsede ører. Og så tænkte jeg samtidig på grafittikunstnere af hans type - altså dem som arbejder illegalt - jo i princippet kunne beskrive og forstås i to forskellige frames, som ikke uden videre kunne blendes: kreativ kunstner - og kriminel hærværksmand. Og at det var muligheden af at aktivere begge frames hos serene samtidig, der gjorde det til en god historie.
   Men for ham var det tydeligvis selve blandingen af det kunstneriske og det ulovlige og dermed risikable der gjorde ham høj. Så i hans hoved var blendingen foregået og det var det der drev ham, men hans liv var spaltet i en pæn, offentlig og ufarlig facade og en mørk og farlig kreativ natside.
   Men sådan har det vel også været for nogle danske kunstnere og journalister under tyskernes besættelse, eller for kunstnere og journalister under diktatoriske regimer.
   Jeg skrev tidligere om Emil Nolde og  hans hemmelige akvareller, for eksempel.

Jeg husker at der i listen af de egenskaber der kendetegnede den (særligt) kreative personlighed, stod at han godt kunne lide at tage en risiko. Og at det jo også var et tema i Poul Martinsens liv og produktin.

Og kommer jeg i tanker om at jeg for 3 år siden har vejledt en specialegruppe om fortællende journalistik hvor jeg havde lokket gruppen til at medtage et afsnit om den (særligt) kreative personlighed, nemlig ud fra spørgsmålet om dem der bedrev fortællende journalistik, havde fælles personligheds-kendetegn i den retning. Gruppen skrev at ud af de seks journalister de havde interviewet, som havde arbejdet med den genre, var der tre som tydeligvis passede til den personligheds-skabelon, men at der var tre som ikke gjorde det. Men de sidste havde så netop også kun arbejdet en enkelt gang med formen, mens de første tre løbende havde arbejdet med den.

At høre stemmer - er det udtryk for fejlstyret kreativitet?

Indimellem er det lidt skræmmende hvordan et tema man har fokuseret på og er særligt optaget af, bringer nye ting ind i opmærksomhedefeltet.

Jeg har været vejleder på et produktionsspeciale på journalistik på RUC som gik ud på at udvikle et nyt og moderne montagekoncept til P 1-morgenfladen i DR-radio.
   Et produktionspeciale i sig selv er en blended specialeform: halvt kreativ og eksperimenterende produktion, halvt akademisk rapport. Det er en specialeform som appellerer til journaliststuderende som er lidt "skæve" i hovedet. Derfor er jeg glad for at være vejleder for den slags hybrid-specialer.
   Det speciale jeg nu skal til at bedømme, handler så om at genoplive og forny en blended genre: radiomontagen. Det er et projekt som nødvendigvis kræver konceptuel blending af den specialeskrivende: i det ene input-rum har han alt det der kendetegner den traditionelle montageform, i det andet input-rum har han de krav til indslagselementer som en fornyet P1-morgenflade stiller, inspireret af fokusgruppeundersøgelser. I det blendede rum finder vi så et nyt koncept og en dummyproduktion der er produceret ud fra det.
   Men her rejser sig for mig pludselig et spørgsmål: Kan man have flere end 2 input-rum ifølge teorien om konceptuel blending? For i dette speciale indgår der også klart et tredje input-rum: dramaturgiske og fortælletekniske skemaer og principper, dels fra tv, dels fra radiomontagen, og dels fra fortællende journalstik.
   Muligvis er dette tredje input-rum en særlig afart af det som blending-teorien kalder det generiske rum ("generic space"), det rum som leverer mulighederne for at sammenkoble elementer fra de to input-rum (se modellen i blogindlægget fra den 9/4.

Så kommer den sidste mærkelige kobling: Den radiomontage-føljeton som udgør produktionsdelen i specialet fortæller om en person som fra han var 5 år og til han nu er en ung mand, har "hørt stemmer", dvs. han har haft lyd- hallucinationer som i perioder har belastet ham stærkt psykisk og handicappet ham alvorligt i forholdet til omgivelserne og til sig selv. En spaltet person, med andre ord.
   I et efterfølgende interview med en ekspert og behandler i forhold til denne særlige psykiske lidelse, får vi at vide:

• at ca. 200.000 mennesker i Danmark "hører stemmer",
• at for ca. en tredjedels vedkommende er det psykisk invaliderende og kræver behandling
• at behandlingen kan bestå i at den der hører stemmerne, går i indre dialog og begynder at forhandle med dem
• at en stor del af dem der hører stemmer, kan fører det tilbage til traumatiske oplevelser tidligere i livet.

Jeg tænker at det jo ligner noget af det jeg har skrevet om i forbindelse med den (særligt) kreative personlighed, hvor jeg har eftersporet oplevelse af tab og savn og fremmedgørelse, der fører til en splittelse og et forstærket fantasiliv, som vedkommende så senere udnytter og omsætter til kreative aktiviteter hvor de to sider af personligheden arbejder sammen i blendede kreative produkter: kunst, videnskabelige opdagelser, opfindelser, etc.

   I tilfældet med den unge mand der hørte stemmer og blev helbredt ved at begynde at forhandle med dem, kan man jo sige at de traumatiske oplevelser han oprindelig havde haft, ikke førte til udvikling af fantasilivet og senere kreative produkter, men blev låst fast indvendig i bevidstheden i form af stemmer der terroriserede ham og havde magt over ham, og dermed bremsede hans udvikling.

En ting jeg i øvrigt bed mærke i, var at eksperten fortalte at det center i hjernen som blev aktiveret når den pågældende person hørte stemmer, ikke var hørecentret, men talecentret. Det svarer til det jeg tidligere har noteret at det er de samme områder af hjernen der arbejder aktivt når man ser et bestemt motiv i omverdenden, og når man gør sig forestillinger om et lignende motiv inde i hovedet. Og det viser altså at der rent objektivt er en psykisk udspaltet instans i den stemmehørendes hjerne der så at sige har besat talecentret og indvendigt taler til ham med brug af hans egen stemme. 

Det med at høre stemmer som ikke høres med det ydre øre, minder mig så også om de mange historier jeg husker om både kunstnere og videnskabsmænd som i kortere eller længere perioder af deres liv har været plaget af psykiske lidelser og været indlagt på psykiatriske afdelinger.  

   Temaet kreativitet og psykiske lidelser er dermed slået an.

"Gæster fra Rødby" - Hjernemadsen og hans lillebror - og hvad deraf følger vedrørende kreativitet

Inden jeg begyndte på denne blog, havde jeg en ide om at jeg ville interviewe en række mennesker om kreativitet og deres forhold til det. Både mennesker jeg kendte godt, og mennesker jeg ikke kendte på andene måde end gennem deres optræden i medierne. En af dem på min liste var Peter Lund Madsen - hjerneforsker og storebror til Anders, som jeg specielt har interesseret mig for tidligere i tv-dramaturgisammenhæng, første gang da han var hovedperson og optrådte som taxachauffør i en skjult kamera-serie på TV 2, og senere i en anden serie som jeg skulle lave efterkritik på: Platmand.
   Peter Lund Madsen blev jeg først opmærksom på for alvor da han sammen med lillebroderen optrådte i et revyagtigt underholdningshow på Bellevue Teatret med titlen: "Enden er nær". Siden har jeg også været ude og se efterfølgeren: "Gæster fra Rødby." Jeg syntes det var noget af det morsomste jeg havde længe havde set, næsten konkurrencedygtigt med Niels Hausgaards shows, som ellers i mange år har ligget i top på min liste over (særligt) kreative mennesker som jeg elsker at se og høre på en scene.
  I fredags genså jeg så på tv første del af brødrenes sidste show. Og nu med de specielle briller på som retter fokus mod kreativitet, den (særligt) kreative personlighed, og konceptuel blending.

Bagefter noterede jeg lige ned to udsagn som Peter Lund Madsen kom med, som relevante for denne blog:

• Det vi oplever er hvad hjernen har opdigtet og gættet sig frem til ud fra nogle meget sparsomme informationer.
• Ser vi en rød bil komme kørende, så registreres sanseindtrykkene i tre forskellige, adskilte centre i hjernen: et center registrerer at farven er "rød", et andet center registrerer at noget "bevæger sig", et tredje center kategoriserer dette "noget" som en "bil"; disse tre adskilte centres isolerede registreringer samles og integreres så - blendes, kunne man sige - i en oplevelseskonklusion: "Jeg ser en rød bil komme kørende."

Selve showet var og er jo en "blended genre", hvor det oplysende og faktuelle, det poetiske (en kvinde synger), og det rablende gale og fiktive blandes på morsomste og stærkt hjernestimulerende vis.
   Der var flere andre pointer i Peter Lund Madsens didaktiske revyforedrag om hjernens funktion som jeg ikke fik med i farten, så ham må jeg researche noget mere på. 

   

Det andet der slog mig, var at de to brødre jo på mange måder repræsenterer de to forskellige personligheder som jeg tidligere har sagt kendetegner to sider af den enkelte kreative personligheds "split personality" hvor de to sider komplementerer hinanden og arbejder sammen om at få nye ideer. 

   Mange komikerpar optræder også som hinandens "modsætninger": Kjeld og Dirch, Pallesen og Pilmark, Fy og Bi, Gøg og Gokke.

"Søvn fremmer indlæring af nye færdigheder" - to hjernecentre drømmer sammen i søvne - også hos journalister når de er vågne

Rubrikken hører til artiklen af Charlotte Koldbye, Eksperimentariums nyhedsafdeling, der fortæller om et indlæringsforsøg hvor man ville finde ud af om hypotesen at søvn fremmer indlæring, kunne eftervises eksperimentelt.

Forsøgspersonerne skulle lære at finde vej gennem en digital labyrint. Én gruppe skulle derefter holde en pause og slappe af i 5 timer, en anden skulle mentalt repetere vejen rundt i labyrinten i stedet for blot at slappe af, og en tredje gruppe skulle tage sig en lur på 1½ time. Derefter skulle alle 99 forsøgspersoner prøve at huske vejen gennem labyrinten. Dem der havde sovet, skulle svare på et spørgeskema om de havde drømt, og om hvad.
   Det viste sig at de forsøgspersoner som kunne huske at de havde drømt om labyrinten, var markant bedre - "hele 10 gange" - til at finde rundt i den, end dem der havde været vågne - og end dem som havde sovet uden at drømme. Artiklen refererer en af forskerne bag undersøgelsen, Robert Stickgold, der leder afdelingen for søvn og kognition på Harvard Medical School; Stickgold mener...

...at vi evolutionært udviklede søvn for at kunne lære bedre. Når hjernen drømmer, udfører den to separate opgaver. Hukommelsescentret i hjernen, hippocampus, lagrer den information, der er lige ud ad landevejen, altså hvordan man kommer igennem den pågældende labyrint. Mens andre dele af hjernen, neokortex, bruger og lagrer informationen om labyrinten på det symbolmæssige og mindre konkrete plan. Labyrinten bliver her et billede på det at kunne bevæge sig rundt i livets labyrint eller måske en labyrint af bureaukrati. Når noget er en udfordring, inddrager hjerne også de sovende timer til at få det indlærte på plads i de rigtige rum.

Jeg tænker at her har vi - igen, igen - to mentale rum i hjernen som åbenbart samarbejder om at huske: et rum der lagrer information, og et andet rum der tænker i billeder - informationen i overført - metaforisk betydning. Og de som ikke sov eller ikke drømte, har ikke mulighed for at få udnytte hjernens blending-processer til at huske, så derfor husker de labyrinten væsentligt dårligere.
   Det minder så også om de klassiske memoteknikker, hvor fidusen er at hvis man skal holde en tale og vil kunne huske den, så kan man koble hvert af talens afsnit med et rum i en bygning man kender godt, og så under talen tænke på at man bevæger sig fra rum til rum i den rækkefølge afsnittene ligger, så dukker de op et efter et.
   Endelig minder det jo om at hvis man vil fortælle folk en historier og gøre indtryk så det huskes, så husker folk den bedre hvis den formidles gennem billeder i sproget ellerbliver fortalt sammen med billeder på film eller tv.
   Og sidst men ikke mindst. Det stemmer overens med teorien om den kreative proces, hvor man kan få løst et problem som man har kæmpet med i vågen, bevidst og verbal tilstand, ved at sove på det. Min teori vil nu være at problemet lagrer sig i sin logiske form i et center, og i en ikke verbal, rumlig og billedlig form i et andet, og så samarbejder de to om at finde løsningen gennem et stykke "drømmearbejde".

Helt konkret forestiller jeg mig at hjernen under søvnen afprøver et stort antal rumlige og visuelle skemaer (=indre metaforer) på problemet og dets indbygged "uløseligheder". Det sker ikke lineært og et efter et, men foregår som i princippet samtidige og parallelle processer. Når hjernen så finder et billede/skema der passer så "uløselighederne" er væk, kan det bringes frem til bevidsthedens overflade når man vågner: Aha!
   Nærmest at ligne ved en spillemaskine hvor de tre forskellige hjul kører rundt og rundt og rundt, og pludselig er der tre citroner på stribe, og så er der jackpot.

Sådan forestiller jeg mig også at en journalists hjerne arbejder når han skal skrive en artikel: Han tager en række informationer ind gennem sin research (aktuelt input-rum), og afprøver dem ubevidst i forhold til en række historieskemaer som han har fået internaliseret gennem praksis (skemalager-inputrum). Hvis de passer til et af skemaerne, så ved han straks intuitivt hvordan den artikel skal vinkles og skæres. Og kan skrive den så han når det til deadline.
   Man kan jo ikke sige at journalisten sover og drømmer når han har arbejder, men alligevel: Den gode journalist kan i nogle få oplysninger se muligheden for en god historie med søvngængeragtig sikkerhed;  han har næse for nyheder, siger man også.
   Det stemmer overens med Donald Schöns teorier om den reflekrende praktiker, som jeg senere vil komme nærmere ind på.

Om "pædagogiske umuligheder" og evidensbaseret didaktik - i freudiansk belysning

Også fra Weekendavisen 29. april. Rubrikken: "Imod sikker viden". Skribent: Kirsten Hyldgaard, ph.d.

Jeg tænder på et udhævet citat: "Side om side med, hvad man kan kalde mennekets vidensbegær, findes også et begær efter ikke at vide, en "lidenskabelig uvidenhed, der skabe en grundlæggende uløselig konflikt i vidensbegæret."
   Pointen er at det er uforståeligt for samfundets autoriteter at selv om man poster en masse viden på folk, i form af oplysningkampagner, så bliver de ved med at opføre sig som om de ikke havde fået den viden, f.eks. i forbindelse med sundhedskampagner vedr. motion, rygning, alkohol, over- og undervægt. Og det mener artiklens forfatter ikke er så svært at forstå hvis man har psykoanalysen som optik og referenceramme. Forfatteren har opfundet et begreb "pædagogiske umuligheder" til at sammenfatte dette paradoks at evidensbaseret kognitiv viden om at noget er skadeligt eller farligt, ikke nødvendigvis fører til den adfærdsregulering som samfundets autoriteter ønsker:

Derfor kunne den sundhedspædagogiske tænkning med fordel hente skyts i psykoanalysens begreber om drift og begær og deres ubevidste status, når der opstår pædagogiske umuligheder; det vil sige, når den (sundheds)videnskabelige teoris forsøg på at levere pædagogiske handleanvisninger "der virker", gang på gang viser sig resultatløse.
   Videnskabsfolk kan ofte ikke anerkende, at det ikke er objektiv viden, der mangler: at det overhovedet ikke er mangel på viden, der er problemet. Ifølge psykoanalysen er problemet snarere den manglende anerkendelse af hint enkelte menneskes ubevidste viden. Psykoanalysen opererer med en tese om, at det ikke er viden, der mangler; subjektet ved mange ting ude at ville vide af denne viden; det ved - uden at kunne holde denne viden ud - om, hvorfor det ikke må spise for meget eller for lidt, drikke, ryge eller arbejde sig ihjel. (...)
   At tale om pædagogiske umuligheder, udpeger den didaktiske videnskabs uformåenhed i forhold til faktorer som begær, nydelse og forholdet til den Anden.

Kirsten Hyldgaard taler her om en forestilling om modtagerne af sundhedskampagner som medtænker det ubevidste i Freuds forstand; altså en teori der forestiller sig et menneskeligt subjektet med en mental indretning hvor to rum blander sig i folks adfærd: det bevidste hvor kognitiv viden og moral befinder sig, og det ubevidste hvor lyster, drifter og fantasier styrer handlinger. Og at det ofte kan være at det er det ubevidste som bestemmer adfærdens retning og mål, ved at omgå eller fortrænge den kognitive viden som subjektet faktisk har.

Jeg synes hun også har et godt citat om "ny viden" i forhold til de krav om "evidens" som huserer i en masse pædagogisk forskning for tiden, så det tager jeg med i farten:

Evidensbølgen vidner om, at man ikke kræver ny viden, man kræver sikkerhed. Nye viden er som bekendt altid stærkt tvivlsom og sårbar for anfægtelser og afstedkommer endnu mere viden om alt det, vi ikke ved, eller åbner sågar felter, som vi ikke engang havde drømt om, at vi ikke vidste noget om. Ny viden skaber snarer usikkerhed om, hvad der virker.

Lad bare det udsagn stå på nethinden et øjeblik. Og gem det så et sted hvor det hurtigt kan kaldes frem fra igen.